JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - letherotik

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.11.10.

Jørgen Leths kunstige syn på erotikken

Filmen 'Det erotiske menneske' er angiveligt Jørgen Leths forsøg på at opfinde måder hvorpå man kan visualisere de fænomener vi kalder erotiske og som er meget lidt håndgribelige. Og dette skulle man egentligt tro måtte være forholdsvis enkelt, eftersom det vrimler med eksempler i billedkunsten og filmkunsten. Men for Jørgen Leth var det så svært at komme i gang med projektet som han havde tumlet med i årevis og troede han havde solide erfaringer om, at han var ved at gå i panik og måtte henvende sig til vennen Lars von Trier for at et godt råd. Det fik han og det lød ganske kort: "Glem alle forberedelserne. Bare vær til stede, så skal det nok blive godt." - Dette råd fulgte Leth. Han kom i gang og fik skabt en film på 86 minutter, der blev en meget personlig film, der genremæssigt ligger et sted mellem dokumentarfilmen og spillefilmen.

Men om det er blevet en god film for andre end Jørgen Leth personligt, kan i høj grad diskuteres. Meningerne er delte. Undertegnede vil ikke lægge skjul på at jeg finder filmen helt ved siden af, ikke fordi den viser et utal af smukke, sorte, nøgne og yngre kvinder eller en ældre herre ved navn Jørgen Leth der er på jagt efter erotikkens mysterium (de første kan jeg sagtens nyde og den sidste se overbærende på), men fordi jagten åbenlyst mislykkes totalt for ham: Man finder trods den megen nøgne skønhed overhovedet ikke ind til erotikkens væsen, men alene til Jørgen Leths dybe fascination af sort nøgen hud.

Ja, man sidder efter filmen tilbage med en dyb undren over at Jørgen Leth overhovedet har kunnet forestille sig at han kunne komme på sporet af erotikkens væsen ved at bruge den metode han har brugt. Den spærrer direkte for visualiseringen og gør i mine øjne filmen kedelig - og kommer derved til kun at bekræfte den mening jeg havde om Jørgen Leth i forvejen, nemlig at han er et udpræget æstetisk menneske. Det er der bestemt ikke noget ondt i. Det er der mange andre kunstnere der er. Men det sætter altid en snæver grænse for deres værkers almene værdi. Den menneskelige eksistens er for langt de fleste mennesker noget langt videre og større end æstetikken, noget man mere eller mindre bevidst eller ubevidst involverer sig i eller bliver involveret i og hvis konsekvenser man derfor uundgåeligt kommer til at hænge på, hvad enten man kan lide det eller ej. Dette er så at sige tilværelsens tragik - eller store humor.

Da jeg kun har set filmen en enkelt gang, har jeg ikke styr på alle de sekvenser den byder på, men det er mange. De fleste drejer sig om de nævnte smukke sorte kvinder af yngre årgang som lader sig fotografere påklædte eller afklædte i lækre hotelværelser forskellige steder i verden, Paris, Haiti, Brasilien, Afrika, Indonesien. Indimellem ses den ordglade Jørgen Leth filosofere over tilværelsen og projektet eller skrive notater i sin dagbog. En enkelt længere sekvens handler om hans casting af kvinder til rollerne i filmen. De er alle smukke, unge og sorte - og tilsyneladende så anvendelige til formålet at Leth har svært ved at vælge. De stilles op til fotografering og bliver bedt om at levere et smil eller to. Og de får at vide at de i givet fald skal fotograferes nøgne, men at der ikke vil blive tale om optagelser af seksuel eller pornografisk art. Det er de alle indforstået med. Men det besynderlige er at de udvalgte kvinder også bliver bedt om at læse en tekst op som Leth har forfattet og som handler om kvinder der udsættes for en mands iagttagelse og berøring. Meningen må være at forberede dem på hvad der eventuelt skal ske. Men tillige med oplæsningen af nogle af forfatterens digte kommer det til at virke konsekvent distancerende.

Det samme gør de mange klip fra og af fly og flyterminaler rundt omkring i verden. Med angivelse af sted og tidspunkt får vi indtrykket af hvor langt filmen spænder i tid og rum, og af hvor meget den søgende og ikke altfor muntre Jørgen Leth har måttet være på farten for at få indkredset emnet. Indimellem tager Jørgen Leth toget - og det fører bl.a. til Østeuropa. Her ser vi skinner og kørende tog, men ingen kvinder. Forklaringen på turen får vi ikke, men vi vidste jo nok i forvejen at i Østeropa findes der ikke så mange af de dér sorte kvinder med den særlig hud.

Det undgår altsammen ikke at virke temmelig kedsommeligt i længden - men samtidigt afslørende for Jørgen Leths selvcentrering. Han er på jagt efter erotikkens visualisering, men han er også i gang med at lave en film om sagen, hvor han som iagttager bliver hovedpersonen. Og det må indrømmes ham: ved at gøre sig selv så meget til centrum som iagttageren får han dokumenteret at filmen ikke er et stykke filmisk erotik i særklasse, men blot en skildring af et sanseligt og æstetisk menneske der ikke kan få nok af nøgen, sort og ung hud og derfor filmer løs - alt imens erotikken forsvinder som dug for dagen og bliver til det ene billede efter det andet, ofte stills, af smukke kvinder i alle mulige stillinger.

Om projektet har Jørgen Leth forud for starten på optagelserne i 2008 til Ekko's Lars Movin bl.a. sagt: "Lige nu er det eneste jeg kan sige, at jeg forestiller mig at fortællingens ramme vil være en fiktiv antropolog som forsøger at forstå hvad det er der er så specielt ved erotikken, og hvorfor den er en så vigtig motor i et menneskes liv. Ideen er at han på et tidspunkt vil overskride den usynlige grænse fra kun at være iagttager til også at blive involveret. Han kan ikke holde distancen til sit emne. Det vil sige at der opstår en gnidningsvarme mellem den kølige distance og det varme stof, hvor formerne på en eller anden måde vil smelte sammen. Det vil blive en personlig film, og det vil udelukkende være mandens blik som er styrende". Og han tilføjer: Det er jo fantastisk, hvordan et enkelt blik kan bringe erotikken frem de mest uventede steder.

Her siger Jørgen Leth klart at han går til opgaven som en objektiv videnskabsmand, men røber samtidigt at han har tænkt sig at overskride den usynlige grænse mellem objektivitet og subjektivitet. Og han får også nævnt den kendsgerning at et enkelt blik kan bringe erotikken frem. Det uhyggelige ved det færdige produkt er imidlertid at blikkets evne totalt svigtes, fordi mandens blik bliver styrende, mens den sande erotiks karakteristiske blik altid er gensidigt.

Uden at forklejne betydningen af udseende, duft, gestik og kropsrytme, så kan de fleste vist blive enige om at det er øjnene der spiller den afgørende rolle i al flirt og erotik. Der kan derfor være mængder af begge dele i film der hverken viser nøgne kroppe eller seksuelle akter. Man behøver blot at nævne så forskellige film som Truffauets 'Jules et Jim' fra 1962 eller Carl Th. Dreyer 'Vredens dag' fra 1943. Generelt gælder jo at der først er blevet vist megen nøgenhed i nyere film. I gamle dage kunne man sagtens få erotikken frem uden.

Men hvad er det der gør blikket så centralt i denne sammenhæng. Det er naturligvis at øjnene er sjælens spejl. Det er i øjnenes spil at det afsløres hvad der foregår eller ikke foregår bag sjælens forhæng. Men dette understreger den næste afgørende ting, at det er spillet mellem to sjæle der er karakteristisk for erotikken. "Mennesker mødes og sød musik opstår...." som en kender engang skrev. Og hvad denne søde musik angår, så gælder at den er ensbetydende med at al analyse eller nøgternhed går fløjten. Parterne føres ind i et stort rum hvor tiden og verdens problemer ophører. Nøjagtigt det samme som sker ved al leg.

Dette fænomen kan sagtens skildres fuldstændigt dækkende på film, forudsætningen er blot at filmmageren holder sig selv udenfor og overlader det til rolleindehaverne med støtte i belysning, kameravinkel, lyd og interiører samt handlingen at udleve spillet på en sådan måde at tilskuerne kan leve med i det gennem den helt almindelige identifikationsevne. Det er i princippet det al filmkunst lever af. Og just derfor bliver det et problem, når en filmmager får den skøre idé at lade sig selv optræde som partner i et spil der aldrig bliver andet end ensidigt, fordi han partout vil bevare distancen til 'den smukke' på lagenet ('Die spröde schöne' som mohren Monastatos kalder den attraktive, men uopnåelige Pamina i Tryllefløjten).

Jørgen Leths projekt er forfejlet fra allerførste begyndelse - selve ideen - for det er principielt uigennemførligt.

I et interview til Politiken røber Jørgen Leth at det gælder for alt hvad han har lavet, at han i udgangspunktet ikke véd noget, når han begynder.

"Lige fra begyndelsen indså jeg at jeg under arbejdet med 'Det erotiske menneske' måtte tage en fuldere konsekvens af at være iagttager end jeg plejer; inddrage mig selv mere, bruge mine egne erfaringer i erotikkens verden som en slags sandhed. Ikke at jeg er blevet vanvittigt klog af dem, men det er de erfaringer der gør, at jeg nu kan stille de rigtige spørgsmål til emnet", siger han, idet han indrømmer at erotikkens emne er det sværeste af alle.

Leth er vild med kvinder, hedder det.... vild med yngre kvinder, hvad der igen vil sige yngre sorte kvinder. Men i filmprojektet har han fulgt sin egen 'optik', og kun den, og den kalder han sin egen "idiosynkratiske orientering i verden", hvad han så måtte mene hermed. Ordet betyder normalt mangel på evne til at tåle visse ting, men skal vist her tages i den mere medicinske betydning: abnormt stærk reaktion over for bestemte ting! I Jørgen Leths tilfælde nøgen, sort hud

Problemet er og bliver at han både vil være aktør og tilskuer - eller som han kalder det 'antropolog', dvs objektiv videnskabsmand.

I interviewet fortæller Leth også at han lige fra begyndelsen har forbudt sig selv forskellige ting. Fx kunne han ikke drømme om at lave noget med pornomodeller eller tage eksplicitte sexscener med. "Det ville være dræbende for erotikken", konstaterer han yderst fornuftigt.

Ikke desto mindre medtages en samlejesituation som er optaget i 1999, dvs vi ser ikke et par kopulere, men kun en kvinde af den unge, sorte og skønne slags, filmet under et samleje med Leth selv der holder kameraet - og med tilhørende suk og støn. Leth forklarer: "Jeg valgte at tage kærlighedsscenen med, fordi den er absolut nødvendig for filmen. Jeg er fantastisk stolt af den scene... Her kom jeg et skridt videre ud end mit store idol Godard.... jeg håber folk kan se hvor smuk... hvor kysk den er filmet. Der er bare hendes ansigt.... Det her er et virkelig dokumenteret moment, uden falsk koketteri. Manden og kvinden er fælles om det, og det er en ret enestående scene i hvad mange ville kalde en dokumentarfilm. Men scenen skulle ikke være slutningen eller pointen i filmen, at antropologen fortabte sig i det han observerede, i sin egen kærlighed.... Man ser hvor vidunderligt kvinder byder sig til med deres skønhed og deres væsen. At sige at Jørgen Leth kun ser dem som objekter, det er en dum formindskelse af filmen".

Besynderligt ræsonnement! For sandheden er at Jørgen Leth lige præcis objektivt iagttager og filmer den kvinde han gennemfører seksualakten med. Han kalder scenen smuk og kysk. Og dette kan i og for sig være rigtigt nok, for vi ser ikke kønsorganerne (eller kameraet og kameramanden), så der er absolut ikke andet stødende ved scenen end at kameramandens og filmskaberens kønsorgan - efter hvad vi får fortalt bagefter - er trængt ind i kvindens skød uden at han slipper projektets idé og dets tekniske gennemførelse så meget som ét eneste sekund. Kærlighedsscene? Undertegnede betakker sig.

Og når Jørgen Leth til 'Ekko' fortæller at "filmen er det hidtil mest radikale udtryk for min måde at arbejde på", så må man tage det til efterretning og drage sin egen konklusion: Jørgen Leth er ikke klar over hvad han gør. Han har ingen dybdepsykologisk indsigt i den afgørende eksistentielle forskel mellem de to slags psykiske grundprocesser der kunne fortælle ham at livets inderste mening, sammenhæng og værdi finder man aldrig hvis man ikke tør slippe sit kølige intellektuelle analyseapparat og kølige æstetiske iagttagelsesapparat.

Lars von Trier lavede i sin tid filmen 'Benspænd' om Jørgen Leth og dennes æstetiske afstand til sine medmennesker, en afstand der allerede fremgik af Leths eksperimentalfilm 'Det perfekte menneske' fra 1967. Nøgternt konstaterer Trier at Jørgen Leth ved hjælp af sin yderst professionelle tilgang til opgaverne altid formår at finde en vej uden om for stor nærhed til sine medmennesker og deres livssituation.

Og dette turde være ganske rammende; og det bekræftes til punkt og prikke af 'Det erotiske menneske'. Men skal man grave lidt dybere kunne man også fastslå at Jørgen Leth må høre til den mennesketype for hvem syndefaldet slet ikke er fuldbyrdet. De oplever den store fascination ved det andet køn, men ønsker ikke destomindre at leve videre i den illusion at dette ikke behøver at få nogen konsekvens for deres videre livsførelse. De forbliver i fundamental modstrid med næsten alle andre menneskers erfaring i den naive opfattelse at kønsforholdet er en principielt uforpligtende affære. Men den gamle syndefaldsmyte er jo grundfortællingen om at illusionen brister og at mennesket (individerne såvel som generationerne) dermed går ind i kulturens verdens med alle dens sorger og glæder, tragik og humor - samt projekter, udvikling og transcendens.

Jørgen Leth snakker nok om at lade sig involvere i det erotiske projekt, men det bliver ved snakken. For han lader sig udelukkende 'involvere' i æstetisk henseende. Han er i og for sig ikke kynisk over for de kvinder han kontakter og filmer, men han kunne ikke drømme om at lade sit liv involvere i deres, eller blot en enkelt af dem. Han vil trods al filmisk 'involvering' bevare den æstetiske distance til dem - og altså bevare sin fulde frihed, uden medmenneskelig nærhed og forpligtelse, uden at tage skridtet over i ansvaret for partner, børn, familieliv og samliv med dem i en dertil indrettet bolig.

Dette er Jørgen Leth naturligvis ikke ene om - det er eksempelvis en filosofi som Tor Nørretranders og Jens Jørgen Thorsen på hver sin vis hylder - men det påfaldende er at han tror at han med sin film har indkredset det erotiske. Det har han ikke. For Leths projekt er efter sin art et kunstigt projekt der simpelthen ikke kan realiseres inden for de rammer han stiller op for det. Det er tværtimod dokumentation for hans dybe personlige etiske inkonsistens

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Jørgen Leth film
Jørgen Leth på IMDb (The Internet Movie Data base)

Litteratur:

Michael Bo: interview med Jørgen Leth i Politiken 31.10.10.
under overskriften "Jeg har gjort den iagttagelse at sort hud afviser vand".

Lars Movin: interview med Jørgen Leth i filmmagasinet 'Ekko' nr. 50 (sept-okt. 2010)
under overskriften "Jeg retter lidt på hende".

Relevante artikler på Jernesalt: