JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel59roiregeringen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.11.08.

Hjemvendt statsminister skaffer ro i regeringen

af Jens Vrængmose

Set fra en udkigspost i det fjerne Nordjylland, der allerede under Skipper Clement viste stærk oprørsvilje mod den adelige elite og siden har drømt om løsrivelse fra Rigsfællesskabet og EU) tager sidste uges skærmydsler i VK-regeringen sig ganske spektakulære ud. Tante Et (spillet af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech) og Tante To (velfærdsminister Karen Jespersen) har gerådet ud i en åben erklæringskrig om den uklare danske udlændingepolitik, og Professoren (beskæftigelsesminister og chefideolog Claus Hjort Frederiksen) har taget parti for den ene - altsammen uden Familieoverhovedets og Teaterchefens (statsminister Anders Fogh Rasmussens) samtykke. Det har såmænd været sjældent fornøjeligt at iagttage, ikke mindst fordi det har fundet sted i ugen efter Venstres landsmøde, hvor det lykkedes statsministeren at dreje fokus helt væk fra den åbenlyse uklarhed i udlændingepolitikken til en åbenbar klarhed i klimapolitikken som kom bag på alle både i og uden for partiet og virkeligt bragte partiet i offensiven.

Statsministeren måtte efter sin hjemkomst kalde de nævnte ministre til en 'kammeratlig samtale' på sit kontor og gøre dem begribeligt at der er forskel på at være medlem af en regering og at være leder af en studiekreds. At sidde i regering er at deltage i et kollektiv, hvor hver enkelt har ansvar for at udtale sig på den samlede regerings vegne med udgangspunkt i regeringens politik.

På pressemødet tirsdag sagde statsministeren: "Jeg har talt med velfærdsministeren og integrationsministeren og gjort det klart, at regeringen fungerer som et kollektiv, og at en minister udtaler sig på den samlede regerings vegne. Og derfor er det uacceptabelt at kaste sig ud i offentlige skænderier der skaber usikkerhed om regeringens politik."

Da det især var velfærdsministeren og integrationsministeren der skabte usikkerhed om regeringens politik ved at skændes om hvorvidt dialog med muslimer med kontroversielle holdninger er regeringens politik eller ej, så måtte statsministeren naturligvis påtale forløbet. Velfærdsministeren og beskæftigelsesministeren lagde ikke skjul på at de mente ubetinget nej, mens integrationsministeren og indtil beskæftigelsesministerens indgreb også integrationsordfører Karen Ellemann Jensen derimod mente ja. Men velfærdsministeren og integrationsministeren har, ifølge statsministeren "begge erklæret sig enige i, at ministre udtaler sig på den samlede regerings vegne, de har beklaget at de har givet udtryk for personlige synspunkter uden at have dækning for det i en regerings beslutning. Og endelig har de lovet, at det ikke vil gentage sig. Og det er min klare forvetning, at det vil ikke gentage sig. Og derfor foretager jeg mig ikke videre denne gang."

Det hører med til historien at skatteminister Kristian Jensen også har fået en røffel for offentligt at have hævdet, at ingen har vetoret imod regeringens kommende skattereform. Det holder nemlig ikke, for vetoret har reelt Dansk Folkeparti. Også den konservative justitsminister Brian Mikkelsen skal have fået en påtale for at blande sig i skænderiet mellem velfærdsministeren og integrationsministeren. Og hvad Foghs ellers tro væbner Claus Hjort Frederiksen angår gælder at det er første gang han må indkassere en irettesættelse af sin chef.

Men det helt centrale er og bliver statsministerens meget klare advarsel til Birthe Rønn Hornbech og Karen Jespersen. De har fået 'det gule kort' som det hedder i sportskampenes verden, men næste gang bliver det et 'rødt', hvad der vil sige prompte udvisning af spillet.

Det er den almindelige vurdering at Karen Jespersen ikke står i fare for at miste sin post. Den tidligere socialdemokratiske indenrigs- og socialminister er for klar i sin holdning til indvandrere der modarbejder integration, at det vil svække regeringen i forhold til socialdemokratiske vælgere at give hende silkesnoren, selvom der er mange i Venstres folketingsgruppe der ikke kan lide hende.

Derimod forholder det sig sådan med Birthe Rønn Hornbech at det må betragtes som ganske sikkert at hun kommer til at forlade regeringen ved førstkommende regeringsrokade. Hun har i årevis haft et særligt nært og fortroligt forhold til Anders Fogh Rasmussen, men hun har ikke levet op til forventningerne - og Fogh kan derfor ikke i længden holde hånden over hende.

Det er egentligt en besynderlig situation, for Birthe Rønn Hornbech er en særdeles dygtig jurist og en meget erfaren folketingspolitiker. Hun har rent faktisk også fået en aftale i stand med Dansk Folkeparti om fortolkningen af regeringens stramme politik m.h.t. sammenføring af indvandrere der har dansk ægtefælle. Det viste sig som bekendt gennem den såkaldte Metoch-dom at reglerne kunne omgås på grund af særlige EU-regler, men også at integrationsministeriet havde ydet dårlig vejledning til de par der var berørt af reglerne. Det har på det allerseneste givet en påtale fra Ombudsmanden. Men Birthe Rønn Hornbech har lige siden sin tiltrædelse som integrationsminister for et år siden været en så utroligt dårlig og vrangvillig kommunikator, at det har efterladt indtrykket af en minister, et ministerium og en regering der konsekvent har bagatelliseret den store modsætning der er mellem Danmarks og EUs udlændingepolitik. Det har set ud som om de berørte ægtepar på trods af direkte forespørgsler til ministerium og minister ikke har fået ordentlig besked om regler og muligheder, og at offentligheden som helhed er blevet forholdt klar besked om den meget store uoverensstemmelse mellem dansk lov og EUs regler.

Alligevel nægtede Birthe Rønn Hornbech længe overhovedet at udtale sig, fordi hendes forhandlinger med partierne ikke var afsluttede, ligesom hun siden blev ved med smilende at bedyre at reglerne var klare nok, og at hun havde givet både folketinget og pressen klar besked hele tiden. Det har naturligvis ikke gjort sagen bedre, at også statsministeren har gjort hvad han kunne for at bagatellisere sagen. Han har efter Metock-dommen erklæret at ville arbejde for ændring af EU's regler, og han har ligesom integrationsministeren på møder i Bruxelles forsøgt at få andre lande til at støtte de danske ønsker. Men ingen af dem har haft held til det. Sagen har simpelthen ikke den store interesse i andre lande, men betragtes overvejende som et specifikt dansk problem.

Dette er Dansk Folkeparti naturligvis stærkt utilfreds med, men det værste for regeringen og Anders Fogh Rasmussen er at sagen har givet befolkningen øget skepsis over for EU. Sagen viser jo med al ønskelig tydelighed, at Danmark ikke kan føre en så stram udlændingepolitik som folketingsflertallet og befolkningen ønsker, men af EU tvinges til en lempeligere politik. Den danske udlændingepolitik var alt for slap lige fra de grundlæggende regler blev vedtaget af folketinget i 1983 - på grundlag af en indstilling fra tre personer: Formanden for Dansk Flygtningehjælp, daværende juraprofessor og nuværende ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, advokat Lars Langkjær og indvandrerkonsulent Karen Andersen fra Socialministeriet.

Regelsættet er blevet kaldt Europas mest liberale udlændingelov. Adgang til at søge asyl i Danmark blev givet til alle flygtninge der står ved den danske grænse og lirer tre ord af: 'I seek asylum'. Retskravet på familiesammenføring med både forældre over 60 år og børn under 18 år samt ægtefælle blev knæsat. Og Flygtningenævnet blev oprettet som domstolslignende instans der kunne afgøre asylsager. Den borgerlige regering under Schlüter forsøgte at bremse tilstrømningen af flytninge og sammenførte familier. Men det endte som bekendt med den såkaldte Tamilsag, der kostede justitsminister Ninn-Hansen posten og væltede regeringen, fordi Schlüter af hensyn til eller frygt for sin læremester blev ved at hævde at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet.

Først Dansk Folkepartis indmarsch i Folketinget i 1995 og Ekstrabladets kampagne mod indvandrerne i 1997 ændrede for alvor billedet - og medførte fra systemskiftet i 2001 en klar stramning i udlændingepolitikken. Det var ikke længere muligt at se bort fra de store og stigende problemer for det danske samfund som den altfor liberale flygtningspolitik havde medført og stadigt medfører.

I øjeblikket er der også offentlig debat om udvisning af indvandrere der af Politiets Efterretningstjeneste mistænkes for at have planer om terror her i landet. PET kan af gode grunde ikke fremlægge alle beviser og indicier mod de mistænkte og viger derfor tilbage fra egentlige retssager. De mistænkte udvises administrativt - og det kritiseres fra juridisk side, inkl. Højesteret. En tuneser der er mistænkt for planer om at dræbe tegneren Kurt Westergaard er således adminstrativt dømt til udvisning, men kan ikke udvises i praksis, da Danmark af principielle juridiske grunde ikke udviser folk til lande der udøver tortur mod deres fanger og eventuelt dømmer dem til døden. Tuneseren dømmes derfor til 'tålt ophold', hvad der vil sige at han får lov at blive i landet på ubestemt tid, men uden almindelige borgerrettigheder og uden arbejdsmuligheder.

Den slags er der delte meninger om i landet, fordi det ikke ser særligt hensynsfuldt ud at dømme en mand til allernådigst at være 'tålt'. Vi har ikke tidligere haft terrorister i landet, men har fået det efter 11.9. 2001. Kamp mod terrorister kræver særlige foranstaltninger end de normalt gældende - både fra efterretningsvæsenets, domstolenes og statsadministrationens side. Effektive foranstaltninger er egentlige simple nok i sig selv, men de kan fuldstændigt undergraves af juridiske spidsfindigheder og misforståede humanistiske hensyn som begge sætter det enkelte individs ukrænkelighed som borger over statens sikkerhed. Jura sættes over national sikkerhed. Abstrakte principper over national kultur.

Og det er præcis her fronten går mellem tilhængere af en stram udlændingepolitik med hård og konsekvent uskadeliggørelse af kriminelle og statsundergravende elementer og tilhængere af en slap udlændingepolitik der ikke vil være konsekvent i bekæmpelse af landets og befolkningens fjender. Det sørgelige og efter min mening helt uholdbare er, at fronten også kan trækkes inden for regeringens egne rækker. Karen Jespersen er tilhænger af den stramme og konsekvente udlændingepolitik. Birthe Rønn Hornbech går formelt ind for samme officielle politik, men er af hjertet og som jurist imod den.

Det eneste logiske i en sådan konflikt ville være at statsminister Anders Fogh Rasmussen står ved sin officielle udlændingepolitik som i princippet har Dansk Folkepartis (og Socialdemokratiets) opbakning og derfor skiller sig af med det gode menneske Birthe Rønn Hornbech jo før, jo bedre.

Statsministeren tøver uden tvivl, fordi han fra gammel tid har meget tilovers for Birthe Rønn Hornbech som person. Men hans inkonsekvens vil skade regeringen og partiet Venstre. Den efterlader præcis det indtryk at statsministeren mener spørgsmålet om den usikre danske udlændingepolitik kan forblive uafklaret, bare han får sine ministre til at tie.

Moralen af regeringens interne skærmydsler i sidste uge kan derfor kun lyde: Månen har den farve måner skal have - og regeringens udlændingepolitik har lige præcis den uklarhed som politik efter statsministerens mening skal have! Basta!

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Gustav Wied: Skærmydsler. Skuespil. 1901.