JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Miljø

Artikel fra Jernesalt - 2.6.02

Av, for et miljø!

Næst kulturministeriets resort er det vist miljøministeriets der har mærket regeringsskiftet i november stærkest. Spareplaner og afbureaukratisering har ramt begge områder kraftigt. Hvem af de ramte personer der raser mest er svært at afgøre, men en enkelt person uden for politikernes kreds har i hvert fald været skydeskive for den mest fanatiske modstand, og det er den nye direktør for det nyetablerede Institut for Miljøvurdering, Bjørn Lomborg.

Allerede forud for hans udnævnelse gik bølgerne højt om denne unge og kontro-versielle forsker både herhjemme og i udlandet. Han havde nemlig den frækhed i bogen 'Verdens sande tilstand', der blev en international bestseller, at gå imod miljøforkæmpernes yndlingsforestilling om, at vi nærmer os kulturens undergang med stormskridt, hvis vi ikke omgående ændrer livsstil og koncentrerer os energisk om at bevare miljøet og bekæmpe forurening og miljøsvineri.

Christine Antorini er næppe den eneste der til sidst ikke længere gad følge debatten i al dens uigennemskuelige spidsfindighed og politisering. Godt derfor, at chefredaktør Tøger Seidenfaden tog sig sammen til at lave en undersøgelse af selve debattens art og form, og på en helside i Politiken 3. februar redegjorde for hele denne sørgelige og "en lille smule skræmmende historie".

Om Scientific Americans generalangreb på Lomborg skriver Seidenfaden, at det endnu en gang viser sig, "at der næsten ikke sættes spørgsmålstegn ved Lomborgs data. Retorikken er voldsom, men undervejs giver kritikerne Lomborg ret i, at verdens ressourcer ikke er ved at blive udtømt, at befolkningseksplosionen er aftagende, og de anfægter ikke, at Lomborgs skøn på arternes udryddelsesrate (0,7 % over 50 år) er korrekte. I stedet vrimler det med generelle, nedsættende påstande samt påstande om misvisende og manipulerende brug af data og videnskabelig litteratur."

Og Seidenfaden noterer senere, at "den aggressive retorik og mistænkeliggørelse af Bjørn Lomborg står i markant kontrast til mandens egen praksis." Og dette kan enhver konstatere ved at læse Lomborgs egen bog.

Som en af de fire kritikere fra Scientific American røber i nogle betragtninger over forskernes dilemma, så er forskere ikke bare etisk forpligtet på den videnskabelige metode og sandhed. De er også mennesker med engagement, ønsker og politiske mål. Hvad han ikke vil indrømme er, at engagementet i vid udstrækning er løbet af med videnskabeligheden hos ham selv og utallige af hans kampfæller.

Det er ikke helt ved siden af, når et kritisk hoved som Jørgen Knudsen påpeger, at vi stadig er præget af calvinistisk syndsbevidsthed. Vi føler, at vort store overforbrug er noget helt utilladeligt, som vi bør straffes for. Vi synes ligefrem vi fortjener drivshuseffekten for vore udskejelser.

Eller rettere: Mange mennesker tror på påstanden om drivhuseffekten (og andre former for miljøtrusler) mere fordi den tilfredsstiller et ubevidst behov hos dem for at tro at vi ikke har lov til at slå os løs - end fordi den er videnskabelig dokumenterbar. Under alle omstændigheder er der noget dybt mistænkeligt ved det engagement der med djævelens vold og magt vil bekæmpe såvel andres forbrug eller livsudfoldelse som en nøgtern og stilfærdig forskning, der prøver at skaffe bedst og bredest muligt grundlag for saglig miljøbeskyttelse, og som tager sig den nødvendige tid til forskningen.

Der er nemlig altid noget mistænkeligt ved et engagement der tyr til ufine metoder - for ikke at tale om de voldelige metoder som fx mord på en politisk modstander som fanatikere i værste fald tyr til i deres frustration over ikke at få deres vilje. (jf artikel om mordet på hollandske Pim Fortuyn).

Polariseringen i miljødebatten er steget år for år, fordi de mest yderligtgående politi-serer og ideologiserer sagen, så vi på den ene side får dommedagsprofeter (og de vil have størst mulig styring og kontrol) og på den anden side hensynsløse erhvervsfolk, som sviner miljøet til efter forgodtbefindende, fordi det kortsigtet ville forringe deres profit at tage hensyn til miljøet. Den brede gruppe af mere besindige på midten der støtter øget forskning og øget ansvarlighed har i hvert fald ikke mediernes interesse. Men den er der alligevel, og er formentlig også den der betyder mest i det lange løb.

Lomborg kalder sin bog 'Verdens sande tilstand', men det er jo en provokation, fordi sandheden er, at vi aldrig vil nå frem til den fulde sandhed om verdens miljømæssige tilstand - simpelthen fordi verdens miljø er en alt for kompleks tilstand at beskrive eksakt. Vi vil altid være henviste til at undersøge, måle og beskrive delaspekter af dette store kompleks, og sådanne vil altid have deres delværdi, men fritager aldrig forskerne, erhvervslederne, politikerne eller almindelige borgere fra et ansvar, der i sidste ende altid hviler på bedst mulige skøn. Dette er der intet nyt i.

Allerede kaosteoretikerne kunne for en menneskealder siden påvise, hvor store fejl forskerne har begået gennem tiderne inden for de såkaldte eksakte videnskaber, blandt andet ved rutinemæssigt at se bort fra måleresultater der afveg for meget fra gennemsnittet. Man anså simpelthen automatisk sådanne for at være fejlagtige, mens man i dag vil sige, at de skal medtages, hvis ikke der direkte kan påvises fejl i målingerne. For variationen i resultaterne er større end vi går og tror i vores naive tro på, at alle processer er enkle.

Lomborg er - helt i tråd hermed - inde på det man populært kalder skrivebordsskuffe-problemet, det fænomen at mange undersøgelser havner i skrivebordsskufferne, når de ikke har kunnet dokumentere signifikante sammenhænge. De fleste redaktører af videnskabelige tidsskrifter er nemlig temmelig negative over for sådanne undersøgel-ser. Hvorimod de er åbne over for offentliggørelse af undersøgelser der viser en sammenhæng (fx mellem kræft og kraftfelter fra højspændingsledninger), selvom sammenhængen er tilfældig. Den slags hører vi om i medierne gang på gang. Enhver undersøgelse der tilsyneladende peger på en sammenhæng af farlig karakter blæses lynhurtigt op i medierne til stor foruroligelse for menigmand. Men resultatet af disse redaktionsmetoder er en højst uheldig skævhed i den samlede videnskabelige fremstilling.

Vi er nået langt i større forståelse for hvor vigtigt det er, at vi tager hensyn til miljøet. Industri og landbrug har ikke længere lov til at udlede alle mulige kemikalier i jorden i den tro at biologien klarer den naturlige nedbrydning. Miljøbeskyttelse er, som Encyklopædien fastslår, i 1990'erne blevet et element i ansvarlig virksomhedsledelse. Hensyntagen til miljøet er blevet et ledelsesaspekt på linje med økonomi, kvalitet og leveringssikkerhed. I denne sammenhæng er det fint med et nyt Institut for Miljøvurdering, og fint at en nøgtern miljøøkonomi kommer ind i vurderingerne og debatten.

Politisk er der også noget at se til - nationalt og globalt - men det er topmål af naivitet at tro at miljøet kan styres eller kontrolleres 100 %. Faktisk kan der formuleres et afmagtspostulat der lyder: Det er umuligt at styre eller kontrollere miljøet 100 %, når vores viden om miljøet er og vedblivende vil være begrænset, når den ustyrlige markedsøkonomi ikke kan afskaffes, og når den politiske vilje til bred, pragmatisk konsensus om miljøpolitikken ikke kan skabes. Og faktisk kan der også i denne forbindelse postuleres en sandhed om humor, nemlig at miljøproblemet viser, at mennesket kommer til kort over for ønsket om at få sin vilje i den store historiske sammenhæng.

Kulturelt er der gode grunde til også at se på miljøproblematikken ud fra andre kriterier end den fysiske forurening, nemlig ud fra kriterier for psykisk forurening: bekæmpelse af støj, stress, neurotisk forbrug og terrorisme er lige så vigtig som bekæmpelse af fysisk forurening. Men også lige så vanskelig.

Jan Jernewicz

Henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex