JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - df21a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.1.21.

Dansk Folkepartis fremtid synes meget usikker

Den 22.12. konstaterede jeg i min status at DF i målingerne var faldet helt ned på 4,7 procent og de facto var i krise, selvom partiets top ikke har villet erkende det. Man hører mest til partiets ordfører Peter Skaarup - og han kører fortrøstningsfuldt videre i de gamle spor. Den tidligere mangeårige og succesfulde partiformand Pia Kjærsgaard (1995-2012) plejede i sidste valgperiode dygtigt sin post som en af folketingets næstformænd, men ytrer sig sjældent om dagspolitik. Hun har dog ubetinget forsvaret Inger Støjberg i debatten om en rigsretssag contra stram udlændingepolitik. Og i den forbindelse også slået fast at hudfarve ikke interesserer hende. Indvandrerpolitikken handler om dansk kultur. Og kampen er ikke forbi, understreger hun.

Den finanslovsfokuserede Thulesen Dahl, der helst vil snakke økonomi, må uden tvivl inden længe vige formandsposten til fordel for den ideologisk skarpere Morten Messerschmidt, der i øjeblikket er medlem af EU-parlamentet, men gerne vil påtage sig lederskabet herhjemme. Han støtter som hele partiet Inger Støjberg i spørgsmålet om modstand mod barnebrude i Danmark og var derfor imod rigsretssagen. Men det forhold at han i det hele taget pukker på at vi skal holde os til gamle danske værdier er et alvorligt handicap. For det gør en ellers påkrævet fornyelse af partiet umulig.

Men lad os lige slå fast, at det var Pia Kærsgaard der reddede Dansk Folkeparti fra Mogens Glistrups destruktive linje i og med at hun fra hun overtog formandsposten konsekvent førte partiet ind på en samarbejdslinje med de førende borgerlige partier og derfor i 2001 kunne sikre Anders Fogh-Rasmssens VK-regering to stabile valgperioder. Væk var al tvivl om hvorvidt man kunne stole på partiet. Det kunne Anders Fogh, og følgelig fik partiet også større og større indflydelse på finansloven, udlændingepolitikken og øvrige politikker. Alle husker Thulesen Dahls utal af små gule sedler i finanslovsforslaget, når han var på vej til og fra Finansministeriet. Og Skaarup var garant for en stram udlændingepolitik.

DF høstede derfor flere og flere vælgere - og kunne ved valget i 2015 skaffe sig ikke mindre end 21,2 % af stemmerne, så det dengang blev større end Venstre der måtte nøjes med 19,5 %. Det flotte resultat for DF var uden tvivl en følge af tilstrømningen af flygtninge fra Mellemøsten via kansler Merkels tåbelige åbning af EU's ydre grænser. Blå Blok fik 51,9 % mod Røds Bloks 48,1, og Lars Løkke-Rasmussen overtog nøglerne til statsministeriet efter Helle Thorning-Schmidt. Lars Løkke viste sig som en dreven partileder. Han valgte at danne regering med det tabende Konservative Folkeparti under Søren Pape Poulsen (der mistede seks mandater) og det yderst liberalistiske Liberal Alliance der fik hele tretten mandater og nu var blevet dobbelt så stort som de konservative. Dansk Folkeparti kom slet ikke i regeringen - og det må kaldes en kæmpebrøler af Thulesen Dahl, der kunne have taget tęten, hvis han havde villet, men ikke greb chancen. Siden er det gået nedad for Venstre og DF. Og derfor er fornyelsen nu blevet et simpelt overlevelseskrav for DF. [Den allersidste Voxmeter-måling giver dog DF 8 % af stemmerne, hvad der hænger sammen med at Venstre dykker til 9,2 og er blevet mindre end de konservative.]

Håbet knytter sig til Mogens Messerschmidt der i december udgav en ny bog med titlen 'Farvel til folkestyret'. Den er angiveligt en analyse af folkestyrets udfordringer og et bud på "hvordan folket tager magten tilbage". Her går han ind for en genindførelse af Luthers lille katekismus i skolerne og leverer iøvrigt et opgør med en lang stribe af fjender som globaliseringen, racismeparagraffen, internationale konventioner, velfærdssamfundets rettighedskamp, EU-eliten og et folkefærd han kalder 'liberaldemokraterne'. Folkestyret er under pres, men truslen - hævder han - kommer fra liberaldemokratiske ideologer som hverken er særlig demokratiske eller særlig liberale. Messerschmidt vil på den ene side genoptage Dansk Folkepartis kamp for de kristne værdier i det politiske liv i Danmark, men samtidig siger han at han vil genoprette partiets forbindelse til Tidehverv, det vil sige til den lærde, folkekirkelige retning som nanvlig Søren Krarup var ivrig forkæmper for og som går ind for skarp adskillelse mellem religion og stat. Det er ikke alene lidt selvmodsigende, det er fremfor alt i strid med hvad der i høj grad er behov for netop i vor i tid med mere og mere udbredt sekularisering, nemlig at fremme forståelsen for almen religiøsitet som modvægt til ensidig fokusering på magt og forbrug. Det der er hårdt brug for er ikke at undsige religion i almindelighed, men alt det der har med religiøs dogmatik at gøre, herunder såvel Luthers ældgamle doktriner som islams til landet nytilkomne 'sharia' som muslimerne betragter som 'Guds åbenbarede lov', altså en absolut, indiskutabel etik.

Messerschmidt vil have partiet tilbage til den gamle krarupske ideologi, men det vil efter min bedste overbevisning ikke give Dansk Folkepartis nogen som helst chancer for at genvinde sin gamle position. Tværtimod. Det er nemlig en ærkereaktionær traditionalistisk holdning, og den bliver vi nødt til at forholde os til ved at se nærmere på Messerschmidts argumenter. For det er dem der viser hvad der præcist er galt.

Messerschmidt hævder at 200 års historie har vist at demokratiet trives bedst i nationalstater med fælles sprog, historie og livssyn. Han gå derfor imod liberaldemokratiets to værste 'skjoldmøer', nemlig Marlene Wind og Stine Bosse der mener at Romtraktaten er fortaler for et Europa der består af mange forskellige regionale identiteter, og at unionen bygger på respekt for menneskelig værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og menneskerettighederne. Men for Messeschmidt giver det slet ingen mening at tale om den slags principper som demokratiske. Værdier kan nemlig ikke være fælles, når vi ikke er enige om hvad de betyder. - Og det er dog en besynderlig påstand, al den stund de nævnte værdier faktisk går igen i de fleste demokratiers forfatning. Det kan de nemlig gøre fordi de angiver idealer, for ikke at sige universelle ideer, som langt de fleste mennesker verden over betragter som tilstræbelsesværdige, men som samtidig netop ikke kan defineres skarpt endsige definitivt i juridisk forstand. Det er ideer eller idealer, hvis grundbetydning de fleste har en ganske klar fornemmelse af, men som ikke kan lægges entydigt fast, fordi samfundsforholdene uafladeligt ændres, så det bliver op til den demokratiske proces at fortolke dem hen ad vejen.

Messeschmidt kan heller ikke døje den fokusering på individ frem for folk og på rettigheder frem for pligter, som har sat sit præg på en stribe samfundsforhold som fx skolevæsenet, fængselsvæsenet og kirken, men har ført til et 'rettighedssamfund', hvor mennesket er et egoistisk væsen der kun af nødvendighed beskæftiger sig med sine omgivelser. Men uden folk, fædreland og familie bliver den enkeltes rettigheder golde. Det han efterlyser er en klar pligtetik, som den er formuleret i den franske Menneskerettighedserklæring (1789-95), der bl.a. siger at det er enhvers pligt over for samfundet "at forsvare samfundet, tjene samfundet og leve efter loven og respektere dem som er dens redskaber", men også fastslår at det er alles pligt at tjene fædrelandet og håndhæve friheden, ligheden og ejendomsretten. - Og igen: EU's liberaldemokrati er ikke barn af denne pligtetik, men barn af oplysningstiden, hvis værdier hylder individet. - Men nu var det faktisk pligtetikken der kom fra oplysningstiden, nemlig fra dens mest indflydelsesrige filosof, Immanuel Kant, hvorimod den franske revolution 1789 (såvel som den amerikanske uafhængighedsrevolution 1776) var båret af en frihedsidé der snarere hører romantikken til. Pligtkravet kan nemlig gå for vidt og spærre for kreativitet og frie tanker. Det sås allerede hos Luther, gik igen hos Kant, og udartede i alle de ideologier der ødelagde Europa i første halvdel af 1900-tallet med deres krav om at individet var til for statens skyld. Det fineste ved Menneskerettighedserklæringen er i virkeligheden at begreberne frihed og lighed nævnes ved siden af hinanden, for de er jo lige vigtige, selvom de er modstridende og uforenelige. De er solide 'komplementære modsætninger' som begge skal varetages.

Messerschmidt reflekterer over loven i forhold til folkestyret og citerer pudsigt nok Valdemar Sejrs 'nærmest profetiske' love, der gjaldt kongemagten og ikke noget som helst man kan kalde folkestyre, og som fastslog det vi stadigt holder på, at med lov skal land bygges, og at loven skal gøres efter alles tarv, så retsindige, fredsommelige og sagesløse mennesker kan nyde deres fred, mens uretfærdige og onde kan ræddes. Men det er typisk at han også refererer til den franske filosof Montesquieu der i 1748 skrev et værk om 'Lovens Ånd', for denne understregede loven som redskab til at styre samfundet temmelig håndfast. Datidens almindelige styreform var endnu enevælden eller despotiet, og denne styreforms princip hviler ifølge Montesquieu på frygten (som det også ses hos Valdemar Sejr). Men som bekendt blev enevælden efterhånden afskaffet, så vi fik frihedsrettigheder. Frihed eksisterer ikke uden konkrete rettigheder - men omvendt er friheden aldrig ubegrænset. Den må tage hensyn til alles tarv, og det er her udtrykket 'lovens ånd' kommer ind i sin i virkeligheden allermest krævende form, nemlig som noget der ligger bagved enhver juridisk definition. Det åndelige ligger simpelthen bag al sproglig entydighed, fordi det ikke hviler på det snævert intellektuelle, men tværtimod på det brede underbevidste vi også kalder det underforståede. Men det synes Messerschmidt ikke vidende om.

Han fastholder at loven ikke er til for demokratiet, men omvendt. Og derfor bliver borgernes tillid til hinanden som folk grundkernen i et samfund. Det er ikke grundlove og konventioner der skaber et godt retssamfund, men et godt civilsamfund og sunde vaner der skaber grundloven og de øvrige institutioner eller med andre ord: Fundamentet for det gode samfund er folkelig tillid og opbakning til institutionerne - ikke erklæringer og paragraffer. - Og det kan man kun give ham ret i, men igen synes han uvidende om psykologien; han vil i hvert fald ikke beskæftige sig med den. Og derfor angriber han også den 'nedskrivningsmani' der har grebet såvel kommunaladministrationen som universiterne, så resultatet bliver nedskrevne retningslinjer for noget der burde være selvfølgeligt. Ja, i Amerika har det ført til ren stikkerkultur. Og Messerschmidt synes også helt uvidende om at jurister har den store og fatale skavank, at de altid vil have flere retsbestemmelser og mere bureaukrati.

Messerschmidts største fjende er nok internationalismen, altså ikke internationalt samarbejde som sådant, men den form som EU's 'fåmandsvælde' gør til ideologi og kalder 'liberaldemokrati', men som reelt dækker over at EU har indført sin egen forfatning og udhulet de enkelte nationers forfatninger. Ulykken er at hver eneste gang noget grundlæggende formuleres i lovform for hele EU, er det en mistillidserklæring til det konkrete, dvs. det nationale. Det handler om magt - og "magt korrumperer" som allerede Montesquieu så og vi alle siden har fattet. - Problemet i vore dage kommer nu nok af at alt internationalt samarbejde er blevet en så uhyre kompleks sag, at der må laves flere og flere regler for det, hvad juristerne naturligvis elsker, men som unægteligt giver en stigende modsætning mellem EU-toppens næsten fanatiske centralisme og nationalstaternes kamp for at bevare egen suverænitet. Striden kan teoretisk løses ved at kritiske medlemsstater forlader EU. Det ønsker Messerschmidt at Danmark skal gøre, men Brexit har da meget tydeligt vist, at det i hvert fald ikke gør problemerne lettere for nogen af parterne. Der skal stadig væk laves komplekse aftaler om handel, arbejdsmarked, flygtninge og alt muligt andet, og det er altså ikke lettere at lave dem bilateralt hele vejen rundt end i fællesskab. I fællesskabet er det blot langt sværere for de små lande at hamle op med de gamle stormagter, de oprindelige medlemmer af Romtraktaten. Derfor var det alt andet end en fordel at Storbritannien forlod EU.

Messerschmidt har også ondt af at det ikke længere er den danske grundlov der værner om vores ytringsfrihed, men nu også dommerne i Strasbourg, der vel at mærke sætter grænserne for ytringsfriheden ud fra en ikke-national kontekst. Det er sket flere gange, bl.a. i injuriesagen mellem professor Bent Jensen og journalisten Jørgen Dragsdal eller i en sag om en østrigsk debattør der havde påstået af profeten Muhammed havde pædofile tendenser.... Messerschmidt henviser utrætteligt til den danske grundlov; det er den og ikke menneskerettighederne eller grundrettighederne der bærer folkestyret, men den moral og politisk kultur vi har i Danmark. Og det allerværste i denne forbindelse er at Den europæiske Menneskerettighedskonvention i 1992 blev indskrevet i dansk ret, for det var en enorm sejr for 'liberaldemokraterne'. Den fik bl.a. til følge at en plakat Messerschmidt var med til at lave for Dansk Folkepartis Ungdom i 2001 blev underkendt i Østre Landsret, fordi den i sin essens beskyldte alle der tror på Koranen for massevoldtægter, grov vold, utryghed og tvangsægteskaber. - Messerschmidt gør gældende at plakaten var rettet mod en politisk ideologi der for altid ville ændre Danmark. Og han tænker dermed på islamismen. Men det er ulykken i en nøddeskal. Han og partiet formulerer sig i kampen mod muslimske indvandrere på en sådan måde at han reelt rammer muslimerne en bloc i stedet for de ekstreme islamister der er allerstørste grund til at frygte og som ikke hører hjemme i Danmark. Jeg vil i en kommende artikel gennemgå en fremragende og grundig bog om opfattelsen af Muhammed gennem tiderne som eksperten Jakob Skovgaard-Petersen netop har udgivet, og som klart viser at det er et fåtal af muslimer der begår grov kriminalitet og ekstrem terrorisme baseret på had. Her og nu skal blot slås fast, at Danmark og Vesten unægteligt har frygtelige fjender blandt islamisterne, hvad konkrete terroristaktioner viser, men at det intet formål tjener at rette skytset mod muslimerne i almindelighed. Tværtimod.

Messerschmidts utrættelige kamp mod EU giver sig også udtryk i dyb forargelse over at EU i 2017 fejrede Rom-traktatens 60 års dag i plenarsalen i Strasbourg ved bl.a. at spille finalen af Beethovens 9. symfoni der har et vældigt korparti til Schillers "Freude, schöner Götterfunken..." med strofen "Alle Menschen werden Brüder....", for derved gjorde man efter hans mening nationalstaternes hymne (?) til en føderal hymne. Men EU-systemet har en fantastisk evne til at rose og fejre sig selv. Ingen chance forsømmes. I 2o14 fejrede man femåret for 'Chartret om grundlæggende rettigheder' der i 2009 var blevet en del af selve EU-traktaten. Vi ser, hævder Messerschmidt, en klar tendens til at juraen i eksponentielt voksende omfang går fra at handle om de konkrete regler og retsakter i direktiver og forordninger til i langt højere grad at bygge på programerklæringer som EU har ophøjet til sin menneskerettighedserklæring. Den liberale demokratiideologis bekendelse til individualismen og internationalismen ses allede i chartrets præambel hvor det slås fast at de europæiske folk med skabelsen af en stadig tættere sammenslutning har "besluttet at dele en fredelig fremtid, der bygger på fælles værdier", og at unionen bygger på "universelle principper som menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet" - i Messerschmidts øjne en ren bekendelse til det onde 'liberaldemokrati'. Her er intet ansvar. Kun ret. Her er intet folk. Kun individ. Og her er ingen nation. Kun union. - Ikke et ord om at EU faktisk har sikret freden i Europa gennem et samarbejde mellem gamle stormagter der i århundreder havde været i krig med hinanden og endda i to verdenskrige havde prøvet at udslette hinanden med nye frygtelige våben. Og derfor heller ikke en klar påpegning af at EU's aktuelle og alvorlige splittelse ikke gælder freden eller universelle værdier som sådanne, men centralstyringen og dens voksende bureaukrati kontra nationalstaternes suverænitet og frihed.

Hvad friheden angår er det sørgeligt at se Messerschmidt i den grad rode rundt i begrebet uden nogensinde at tilnærme sig en forståelse. Gennem ideologiernes indædte kamp har vi set mange forgæves forsøg på at skabe det jordiske paradis "ved at sætte mennesket frit". Men en sådan emancipatorisk kamp om friheden kan efter hans mening ikke udråbes som en værdi, for man kan "ikke bare være fri, men kun fri for noget"! Skal den personlige frihed forstås som tankens kraft eller er den bevidstheden om selvet, spørger han. Men afviser alle forsøg: De er alle sammen kun en uendelig mængde af rettigheder som fortolkes og udledes, analyseres og udvides, og som derfor alle går i én og samme retning: en indsnævring af de folkevalgtes ret til at bestemme. - Jeg må indrømme at jeg tager mig til hovedet. Begriber manden da slet ikke at følelsen af frihed er noget helt andet end frihedsrettigheder. De sidstnævnte kan ikke undværes i demokratiet, men følelsen af frihed er slet ikke noget som helst i retning af en rettighed, men tværtimod fraværet af frygt for represalier. Fraværet af frygt er netop fundamentalt for demokratiet, mens diktaturet er gennemsyret af frygt. Fraværet af frygt er en essentiel del af selve åndsfriheden og kan i denne hensende betragtes om en fundamental værdi.

Messerschmidt langer i et kapitel voldsomt ud efter den iltre tyske socialdemokrat Martin Schulz der i 2012-19 var EU-parlamentets formand og nogle år forinden havde forlangt det britiske medlem, EU-modstanderen Nigel Farage fra UKIP, straffet for at have krænket EU-parlamentets værdighed ved at stemple den ny-valgte EU-præsident, belgieren Herman van Rompuy, som en totalt ukendt person ingen brite havde hørt om eller ønskede valgt. Farage fik en bøde på 3.000 euro. Som formand kunne Schulz finde på at kalde et ungarnsk medlem fascist. Men da et medlem klagede, lod Schulz blot høretelefonen ligge på formandspodiet. Og da den berygtede italienske Berlusconi engang bedyrede at Schulz var egnet til at spille kapo i en tysk koncentrationslejr, krævede denne mødeprotokollen omredigeret. Messerschmidt hævder at hele EU-parlamentets forretningsorden efterhånden blev bygget op til at være et værktøj der beskyttede dem der mener det rigtige og forfølger dem der mener det forkerte. - Men sagen er vel snarere at de nævnte sager i EU-parlamentet faktisk viser en uhyre betændt debatform der ingen steder hører hjemme i et demokrati. Sagerne bekræfter i mine øjne desuden at selve EU-parlamentets oprettelse var én stor misforstålse. Hvad Schulz angår blev han i 2017 valgt som formand for det tyske socialdemokrati (SPD), men trak sig året efter hvor et forbundsdagsvalg kun gav SPD 20,6 % af stemmerne som følge af at partiet med Schulz i spidsen havde vedtaget endnu en periode med en stor koalition med CDU. Han var i hvert fald ikke populær hjemme i Tyskland - og koalitionen er stadig en tung byrde for partiet. Og ikke uden reel grund: sådanne koalitioner er i strid med den tredje vejs komplementaritet: Reelle modsætninger skal ikke udviskes.

Messerschmidt harcellerer over at en dommer ved Menneskerettighedsdomstolen kan hævde at de folkevalgte fra tid til anden kan tage fejl, hvorfor det er en god idé med en international domstol. Først og fremmest mener han selv at grundproblemet med den europæiske menneskerettighedsdomstol er dens utæmmelige indblanding i småting, men især dens indblanding i landenes udlændingepolitik, for her er menneskeretten ikke på landenes side, men på individets. Det er ifølge Messerschmidt selve kernen i menneskerettens ideologi at sætte indvidet over fællesskabet og dermed stå i modsætningsforhold til det politik ofte handler om at værne fælleskabet som folk og nation. - Igen har vi Messerschmidts besynderlige mangel på evne og vilje til at forstå at begge dele har sin fulde berettigelse, men netop i udlændingepolitikken bliver et særligt problem i og med at vi har fået en strøm af flygtninge som konventionerne beskytter på tværs af nationernes interesser. Det er her der er noget galt, og her ikke de folkevalgte, men konventionerne fejler.

Messerschmidt langer ud efter forfatteren Francis Fukuyama der i bogen 'Historiens ende' fra 1993 profeterede at den liberale verdensorden ville sejre og udviklingen dermed nå sit slutpunkt. Drømmen om fred, frihed og velfærd ville forene alle jordens folkslag. Det var naturligvis naivitet, ja utopi i særklasse, eftersom historien aldrig kommer til at stå stille sålænge der er mennesker på jorden der sætter sig mål. Overfor Fukuyama gør Messerschmidt imidlertid gældende, at i hver fald Vestens indbyggere slet ikke drømmer om frihed fra nationers, staters og traditioners side, men tværtimod drømmer om tryghed og følelsen af at høre til, altså det man kalder identiteten - både som individ og folk. - Igen kan han ikke se at mennesket sætter pris på begge dele - og at vi derfor på ingen måde skal vælge mellem frihed og tryghed, men betragte dem som gode komplementære modsætninger der trods deres logiske modsætning kan indgå i et fredeligt men dynamisk modspil. Der er ikke som Messerschmidt hævder tale om at gøre værdier eller rettigheder synonyme med demokratiet - og derved gøre demokratiet til en ideologi. Der er snarere tale om at Messerschmidt gør troen på folkeligheden og nationalstaten til en indiskutabel ideologi - i stedet for det de er: selvgroede fænomener der forudsætter frihed og suverænitet, men aldrig behøver at udelukke aftalte og organiserede fællesskaber mellem ligesindede - og da slet ikke udelukke sådanne i vore moderne tider med uhyre komplekse samfundstilstande med overbefolkning, klimaproblemer og pandemier. Men unægteligt skal de enkelte nationer undgå at de fællesskaber man vælger at indgå i ikke udarter til magtfuldkommenhed, sålede som EU har en klar tendens mod.

Som de fleste andre mennesker her i vort demokrati kan Messerschmidt se at det i 1900-tallet gik rivende galt i de såkaldte folkedemokratier hvor individet blev gjort til objekt for realisering af statens vilje, hvilket konkret altid betød den specifikke vilje der blev entydigt defineret af en elite der var kommet til magten ved rå magtkamp. Det groteske er at Messerschmidt sammenligner den europæiske union, EU, med sådanne diktaturstater, selvom han selv siger at det ikke kan gøres. For han hævder den uhyrlige påstand at det demokratiske menneske i Folkedemokratierne dybest set er det somme som unionsborgeren i EU, nemlig et menneske der er løsrevet fra de konkrete bånd til familie, folk og fædreland. Unionsborgerne er efter hans mening blevet til internationalister eller 'liberaldemokrater'! Og det skyldes ikke blot at unionen blev oprettet og udviklede sig på en bestemt måde, men at der i 1968 skete et skelsættende ungdomsoprør med både en mængde psykedeliske indtryk og en generel antiautoritær indstilling. Det betød at det han afskyr mest, nemlig kulturradikalismen, kom ind i manegen som repræsentant for det nye, moderne syn på tilværelsen, samfundet og det afskyelige 'demokratiske menneske' der afviser autoritet og alene hviler i sig selv. Med andre ord en verden styret af terapeuter, behandlere og psykologer, en verden hvor alt eksperimenterende er tilladt, mens traditioner og vaner er gammeldags.

Her hører man klart og umisforståeligt det evindelige budskab fra læremesteren, profeten Søren Krarup, der lige fra første færd omkring 1968 udsendte bandbuller i bogform mod kulturadikalismen, Hørups arvtagere, Georg Brandes, Poul Henningsen og Ebbe Reich og mange flere. Og problemet herved er just, at hverken Krarup eller Messerschmidt er i stand til ud fra deres egen nationalideologi at se nogen som helst kvalitet eller mening hos alle dem de rask væk udnævner til ærkefjender. Eksempelvis kaster Messerschmidt sig over den flittige kulturkritiker Poul Henningsen, fordi han engang udlagde mennesket som demokratiets største kunstværk på linje med middelalderens domkirker og enevældens slotte. Det tror Messerschmidts betyder at PH gør mennesket til et objekt der formes og skabes af en kunstner, ja er styret af det han foragteligt kalder 'demokratiets lyse sommerprogram': personlig frihed, frisind, tolerance, retfærdighedssans, klasseudligning, ærlig seksualmoral, internationalisme og irreligiøsitet. - Messerschmidt fatter ganske enkelt ikke at det yderst kreative menneske PH ligesom iøvrigt den yderst kreative engelske kunstner William Blake så mennesket som kreativ kunstner. Det er kreativiteten der er kendetegnet for mennesket; det er det frie, kødelige menneske der evner at skabe værker der i modsætning til målelige fysiske genstande ikke er døde ting, men tværtimod udtryk for sjæleliv og åndsliv - og netop derfor forudsætter frihed, ganske som de andre værdier PH opregner gør det. PHs irreligiøsitet behøver man ikke tage så højtideligt, for den betød primært afstandtagen fra den kirkelige dogmatik der er ensbetydende med ensretning og censur. Og 'sværmerier' var der ikke tale om, selvom Messerschmidt kalder dem sådan. PH var et nøgternt menneske, der blot stod for noget helt andet end Krarup og Messerschmidt.

Man kan i den forbindelse også nævne at Messerschmidt andetsteds i sin bog angriber teologen Hal Koch for et synspunkt denne fremførte i befrielsesåret 1945 og som bestemte demokrati som en samtale hvor mennesker opnår gensidig respekt og forståelse for hinanden. Messerschmidt fatter ikke at Hal Koch her peger på den ægte personlige samtale mellem mennesker som forudsætning for demokrati, fordi denne samtale netop ikke lægger vægt på analyse og argumenter, men på den eksistentielle meningsudveksling der ligger bag analyse og logik. Faktisk talte Hal Koch altså om det ægte folkelige liv i modsætning til den tørre jura og snævre politiske dabt.

Messerchmidt går videre til også at angribe socialdemokratiet for i et nyt partiprogram at hævde at almen dannelse er en nødvendighed for et demokrati, og at dette kræver opdragelse i demokrati fra børnehaven og op gennem hele uddannelsesssystemet. Jeg er ikke socialdemokrat og kan sagtens se at det med at opdrage børn til demokrati fra børnehavealderen og op måske bare er lidt kunstigt udtryk for den normale socialisering der består i at børn tidligt lærer at omgås hinanden fredeligt, selvom de er vidt forskellige. Men at almen dannelse ikke skulle være en forudsætning for demokratiet kan jeg ikke se, for jeg mener faktisk at demokrati kræver frisind og tolerance, hvis det skal undgå at havne i ensretning, intolerance og stupid autoritetstro. Det er netop gået galt utallige gange i Europas nyere historie, og det ses faktisk for øjeblikket i ekstraordinær grad i det splittede USA, som Donald Trump har prøvet at køre i sænk gennem fire år i Det Hvide Hus, sidst gennem opmuntring af intolerante mennesker til oprør mod en gammel demokratisk institution som Kongressen. Jeg vil endda gå endnu videre og endnu engang gøre det hovedsynspunkt gældende at demokratiet i Danmark og hele det øvrige Europa ikke vil kunne klare tidens enorme udfordringer uden at oplysningsniveauet generelt kommer op på et betydeligt højere niveau end i dag, hvilket ikke vil sige et højere leksikalsk eller bureaukratisk niveau, men på et højere forståelsesniveau af netop det sjæleliv og det åndsliv der giver de mest optimale muligheder for at skabe virkeligt og tolerante mennesker i stedet for frustrerede og hadske mennesker.

Men ret skal være ret. Også Messerschmidt viser sig skam at være tilhænger af både uddannelse og almen dannelse som modvægt mod vort tids nyeste fare, den enorme datamængde der dagligt udspys af de moderne medier. Ulykken er blot at Morten Messerschmidt generaliserer og sviner sine modstandere til ud over alle fornuftige grænser, og derfor ser 'liberaldemokrati' alle steder i stedet for det vi trods alt har meget af i Vesten, et frisindet og tolerant demokrati der tillader meningsfrihed og ytringsfrihed og dermed frie samtaler og fri debat - og som endda kunne nå endnu længere ved at acceptere komplementariteten mellem de fundamentale logiske modsætningspar som frihed/lighed, frihed/tryghed, individ/samfund, sjæl/legeme, ånd/materie og fredelig dynamik kontra brutal magtkamp.

Vi hænger i sproget og dets nuancer og finesser samt utrolige humor, men vi skal ikke tro at fagsprogene alene kan løse vore problemer. Problemerne er nemlig lige så meget af åndelig art som af materiel art. Løsningen forudsætter altid stadig udvikling i det sprog der er fælles for de fleste, nemlig dagligsproget. Det er ikke arven der forpligter, men kravet om indre konsistens gennem omsorg for overvægt af det gode i livet. Og det er ikke - som Dansk Folkeparti og nationalkonservatismen ustandseligt hævder - Gud, Konge og Fædreland der skal være vores frelsende guder, men troen på sund fornuft, på sundt demokrati og på sund og selvfølgelig følelse af at være hjemme i den nation man er født ind i.

Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt har ikke skaffet sig en indsigt i vor problemer og muligheder der på nogen måde gør dem til avantgarde i dansk politik.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder)

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt: