utils prefix normal JERNESALT - borgerlighed02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.3.12.

Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af anden del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'

Øllgaards moderne småborger
Parcelhusmaterialismen
Paradisvængets ligusterfascisme
Soveby kontra metropol
Konklusion på anden del af kritikken
Henvisninger


Øllgaards moderne småborger    Til toppen  Næste

I Jørgen Øllgaards bog 'Paradisvænget - Småborgeren og det småborgerlige' behandles den moderne småborger i kapitalerne 6 og 7 (side 137-209), og her gøres Parcelhuset straks til denne småborgers fundament - til forskel fra fundamentet for den klassiske småborger som i årene 1850-1960 var selvejervirksomheden, dvs den lille håndværkers, købmands og bondes egen virksomhed, hvor produktionen til livets opretholdelse fandt sted samme sted som familielivets udfoldelse.

Det er unægteligt en markant ændring i samfundslivet af objektiv og målelig karakter. Problemet er at Øllgaard tillader sig at sætte etiketten småborger på den almindelige parcelhusejer som i løbet af få år fra slutningen af 1960'erne til begyndelsen af 1980'erne blev den mest almindelige borger overhovedet, idet der skete en så voldsom forskydning i antallet mellem lejerboliger og ejerboliger at flertallet af befolkningen - og af vælgerne - i dag bor i parcelhus.

Man skulle tro at Øllgaard som videnskabelig politolog ville tage denne faktiske udvikling til efterretning og derudfra forsøge at forklare ændringerne i politisk og kulturel henseende uden fordomme. Men det er ikke tilfældet. Han refererer godt nok at bestemte fremtrædende samfundsforskere som Ulrik Beck, Ronald Inglehart, Anthony Giddens og Peter Gundelach har påpeget den sammenhæng at middelklassen vokser med velstanden samtidig med at tilhørsforholdet til de gamle klasser aftager. Han opsummerer selv forskernes resultat angående det sidste forhold på denne måde: "Sociale klasser spiller en mindre rolle. Grænser mellem arbejdere og funktionærer flyder mere ud, hvor flere får uddannelse, hvor politiske partier bliver mindre baseret på klasseskel osv. Sociale baggrundsvariabler spiller en stadig mindre rolle for dannelsen af værdier. Traditionelle sociologiske analyser af arbejde, uddannelse, bosted, opvækst i familien eller køn mister dermed betydning som forklaring. Større individualisering svækker bånd mellem individets sociale baggrund og hans eller hendes værdier, og det betyder at individet kan forholde sig mere frit vil valget af værdier og i ringere grad være påvirket af de sociale sammenhænge."

Men så går han ulykkeligvis videre til visse mainstream-samfundsforskeres teori om der sker et skift fra materielle til postmaterielle værdier. Synspunktet er: "I et samfund uden fysisk og økonomisk sikkerhed tvinges individerne til at lægge vægt på at få sikret de primære behov (knaphedshypotesen). Når så materiel og fysisk sikkerhed er opnået, frigøres energi til at sætte fokus på værdier som frihed og autonomi samt ønske om æstetisk og intellektuel udfoldelse". Og Øllgaard henviser her ikke alene til Ingleharts værk om 'Modernization and Postmodernization' fra 1997, men også til psykologen Abraham Maslows værk 'Motivation and Personality' fra 1954, hvor den kendte behovspyramide opstilles. Den ordner som bekendt de menneskelige behov i en pyramide, hvor de fysiologiske behov er de basale der bærer alle de andre, mens følelsesmæssige og sociale behov følger efter som mindre, og behov for selvrespekt og anerkendelse samt behov for selvaktualisering og selvrealisering står øverst (de sidste helt op i den lille spids, hvor de ikke skal bære nogetsomhelst).

Teorien blev hurtigt meget populær og kan findes gengivet i utallige psykologiske lærebøger og afhandlinger, formentlig fordi den passer som fod i hose til den gængse marxistiske forestilling om at det materielle er basis for det åndelige. Men som understreget gang på gang på Jernesalts sider i forskellig sammenhæng, så er behovspyramiden den mest værdiløse af alle behovsteorier, fordi den ser totalt bort fra selve det faktum at alle menneskelige behov gør sig gældende hos ethvert menneske lige fra fødslen, og at de derfor også helt naturligt bliver prøvet tilfredsstillet af barnets forældre så vidt det overhovedet er muligt. Jeg har aldrig nogensinde oplevet almindelige og normale forældre der ikke fra første færd giver deres børn anerkendelse og selvrespekt og stimulerer deres trang til udfoldelse og 'selvrealisering'. Og jeg plejer at konkretisere helhedsperspektivet meget klart ved at sige, at samtlige menneskelige behov bliver tilfredsstillet i den normale situation hvor barnet lægges til moderens bryst og - foruden sult og tørst - får dækket de helt elementære behov for varme, kærlighed, nærkontakt (hud mod hud), søde ord og alt andet. Det er jo derfor situationen er et arketypisk billede på både moderomsorg og optimal behovstilfredsstillelse.

Den postmaterialistiske teori er grundlæggende falsk - og den er iøvrigt også sprogligt en uhyrlighed. For det såkaldt 'moderne' er altid tidsbestemt. Det der var moderne i 1900 var det ikke i 1920, og det der var i 1920 var det ikke i 1940. Det der var moderne i går er det ikke i dag, og det der er moderne i dag er det ikke i morgen. Moderniteten forskyder sig hele tiden. Og man kan da ikke meningsfuldt blive ved med i det uendelige at sætte 'post' foran den nyeste form. Først og fremmest halter teorien dog, fordi den ikke realistisk ser i øjnene at mennesket (menneskeheden) aldrig nogensinde - uanset hvor rige og velstående de bliver - skulle kunne komme fri af sine behov endsige fri af den ejendommelige lovmæssighed at behovene dybest set slet ikke kan løsrives fra hinanden, men tværtimod altid bør ses i deres indbyrdes sammenhæng og deres helhed. Man kan fx påpege en 'æsteticering' af livet i vores meget rige samfund, som netop giver sig udslag i at visse, kreative og modebevidste mennesker giver sig til at fremelske særlige sider ved tilværelsen og samfundslivet som mere værdifulde end andre, men det vil altid ske på bekostning af andre sider som måske i virkeligheden er lige så værdifulde (fx solidaritet, miljøhensyn, religiøse hensyn). En forsker som Stig Hjarvard taler fx om vort 'selskabelige samfund'. Om og hvornår der er tale om en æsteticering, kan kun afgøres ud fra et helhedssynspunkt fx en helhedsrealistisk begrebsramme som Jernesalts.

Øllgaard afviser klogeligt nok den postmaterialistiske teori, idet han kan henvise til undersøgelser der godtgør at postmaterialismen slet ikke til stadighed vokser med velstanden. Men Øllgaard tyer ikke til mere dækkende forklaring den komplementære helhedsrealisme kan give, men til sin gamle ensidige materialistiske tese om at det er den private ejendom der gør udslaget. Øllgaards 'klassiske småborger' var småborger fordi han var knyttet til sin selvejervirksomhed. Øllgaards 'moderne småborger' er småborger fordi han er knyttet til parcelhuset. Småborgere er de ifølge Øllgaard under alle omstændigheder begge, fordi besiddelsen af og forsvaret for den private ejendom bestemmer deres livsformer og værdier - og vælgerholdning. Det sidste skal med, for man er hos Øllgaard aldrig i tvivl om at det generer ham dybt at parcelhusfolket er markant mere borgerligt end lejerne!


Parcelhusmaterialisme    Til toppen  Næste

En valgundersøgelse for folketingsvalget 2005 viser at et klart flertal af boligejere stemte på den borgerlige blok (Venstre, Konservative og DF), ja, blandt parcelhusejerne var det endda to tredjedele (alene Venstre fik her knap 40 %), medens det var omvendt for lejerne. Det mener Øllgaard betyder at en stor del af befolkningen først og fremmest stemmer efter at sikre deres materielle interesser. Og der refereres naturligvis i denne sammenhæng også til den kendsgerning at Anders Fogh Rasmussen fra starten fik succes med sit skattestop. Tilsvarende gælder at vælgerundersøgelsen i 2005 også viser at hele 71 % af parcelhusejerne er imod en forhøjelse af ejendomsskatterne med henblik på en nedsættelse af indkomstskatten. Dog er der 20-25 % af parcelhusvælgerne der stemmer på Socialdemokraterne. Men Øllgaard tager næppe fejl i sin formodning om at Helle Thorning-Schmidts varsomhed med at udfordre parcelhusfolket kunne skyldes, at mange af disse socialdemokratiske parcelhusstemmer er uhyre følsomme og kan finde på at svinge over mod den borgerlige lejr, hvis socialdemokraternes ledelse skulle finde på at gå ind for en hårdere ejendomsbeskatning. Ved valget i 2011 forsikrede S og SF således i enighed at de ikke ville røre boligbeskatningen eller skattestoppet. Og uden denne garanti havde de næppe vundet valget. Så jo, parcelhusfolket skal ikke udfordres direkte på nogen af delene.

Problemet er at Øllgaard slet ikke kan se at partierne i den såkaldte blå blok også har haft andet at byde på, herunder fx. en aktivistisk udenrigspolitik og en strammere rets-, indvandrer- og flygtningepolitik samt et erklæret ønske om at få effektiviseret og reduceret den offentlige sektor, altså hvad man (men ikke Øllgaard) plejer at samle under 'værdipolitik' i videre forstand. Og uhyrligt bliver det at Øllgaard gør gældende at parcelhusejerne gør sig skyldige i selvbedrag, for ikke at sige hykleri, når de på den ene side har en ideel holdning til velfærdsstatens omfordeling, men på den anden side i stemmelokalet stemmer efter deres parcelhusinteresser, det vil sige efter om de opstillede partier vil øge ejendomsbeskatningen eller ej. For så enkelt er det ikke. Dels er der her i landet et endda meget bredt flertal for at bevare velfærdssamfundet som sådant. Man kan have forskellig mening om dets nøjere udformning (skattefordeling, socialpolitik, værdipolitik m.m.), og man kan specielt se i øjnene at der ikke fremover vil være råd til lige så mange og lige så store offentlige og permanente overførselsindkomster som hidtil hvis anden velfærd skal varetages for en befolkning der får relativt færre erhvervsaktive skatteydere. Men ingen vil af med 'velfærden' eller den offentlige sektor. Og hvad angår fordelingspolitikken er der jo mange der mener at en begrænset omfordeling er mulig uden at den nødvendigvis skal ramme parcelhusejerne. Man kunne fx - som SF og Enhedslisten allerhelst ser - beskatte de højeste indkomster mere end man gør og specielt beskatte de store banker og de store koncerner hårdere. Der er ganske vist ingen der véd om det vil gavne landet eller statskassen, for man kan jo drive de bedste og dygtigste folk og virksomheder ud af landet, hvis man ikke vil tillade at de tjener lige så mange penge som de kan andre steder.

Et problem af objektiv karakter er der her, og så ville det naturligvis også objektivt set være bedst om man kunne tage ejendombeskatningen med ind i overvejelserne. Når det er blevet så forbandet svært, er det jo imidlertid ikke tilfældigt - og kan frem for alt ikke henføres til parcelhusejernes påståede egoisme - for det skyldes at ikke blot de gamle borgerlige partier, men også socialdemokraterne og Dansk Folkeparti (plus tidligere Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne) ønskede at tilgodese parcelhusejerne med skattefordele for at fremme en højere boligstandard og sundhedsstandard (plus opsparing) såvel som en højere ansvarlighed i familierne med hensyn til at omgås materielle værdier. Flertallet af boligejerne har gennem tiderne valgt enfamiliehuset som deres foretrukne boligform fordi det udover skattefradrag har nogle væsentlige fortrin som lejeboligen ikke har. Det har også spillet stærkt ind at man ved at købe hus kunne sikre sin alderdom bedre, mens selve værdistigningerne har været mindre væsentlige - i hvert fald indtil den vanvittige boligboble og de store friværdier kom ind i billedet og gjorde det fordelagtigt at begynde 'at spise mursten'. Men det er altsammen forhold som ikke tæller med i Øllgaards beregninger. Han ser nemlig ikke parcelhusejerne som hele mennesker, men som kapitalistiske snyltere på arbejderklassen.

Deraf kommer hele hans sprogbrug, inkl. brugen af ordet 'parcellist' om parcelhusejeren, selvom det er en tilsnigelse. En parcellist er et gammelt udtryk for en indehaver af en parcel, dvs af et jordstykke eller en jordlod som er udstykket eller 'udskiftet' fra en gård til selvstændig landbrugsdrift, specielt i henhold til særlige love i 18. og 19. årh. Parcellister var altså ligesom husmænd små landbrugere der eksempelvis måtte pløje med kun to heste, hvor den store bonde brugte fire (ODS). Encyklopædien forklarer dog at ordet parcellist var almindelig betegnelse for en landbruger, hvis jordtilligende var mindre end et gårdbrug, men større end en husmandslod. Et ældre leksikon definerer en husmand, som en lille landmand med nogle få hektar jord, som væsentlig lever af sin egen bedrift uden fremmed medhjælp og uden ret meget arbejde hos andre. - En moderne parcelhusejer derimod er som bekendt overhovedet ikke landbruger, men har en udstykket jordlod, hvorpå der er opført et en-familiehus (Encykl.). Der hører en lille have til, og rum kan eventuelt indrettes til specifik hobbybrug. Men huset er til familieliv uden for arbejds- og skoletiden. Skal familien ud at more sig et eller andet sted i fritiden, må man ofte tage ind til nærmeste storbys centrum. Forstæderne med de mange parcelhusområder blev i vid udstrækning sovebyer i 1960'erne og 70'erne. Planlæggerne tænkte i meget små baner - som de iøvrigt også har haft for vane når det gælder etageboliger. De hoppede nemlig også på Maslows skæve behovspyramide og troede de kunne se bort fra almindelige menneskers brede eksistentielle behov!


Jørgen Øllgaard beklager at han ikke kan basere sine analyser på videnskabelige holdningsundersøgelser der sammenknytter folks moralske og andre holdninger med deres ejerskab af fx parcelhuset. Denne faktor indgår ikke i analyser af værdier, attituder og præferencer. Og det er årsagen til at han i sin beskrivelse af den moderne småborgerlighed ikke er i stand til at henvise til empiriske data med relation til parcelhuset. De eksisterende analyser er baseret på det han kalder 'holistisk tænkning' om hvad folk finder ønskeligt, og den slags handler ifølge Øllgaard om idealistiske holdninger og kan følgelig ikke overvinde den af ham selv fremhævede kløft mellem folks ideelle ønsker om at bevare velfærdssamfundet og samtidigt fastholde de meget materielle økonomiske fordele ved parcelhuset.

Det er ganske karakteristisk for Øllgaard at han tror den manglende empiriske forskning på området kan skyldes at forskerne skulle være bange for at mistænkeliggøre det moderne menneskes dømmekraft. Det skulle være umoderne overhovedet at tale om 'materialisme' og 'klasser'. Og rigtigt er da at hvad der er moderne på universiteterne det ene semester, sagtens kan være umoderne det næste. Men problemet stikker meget dybere, for det drejer sig om at det helt principielt er uhyre vanskeligt at måle alt der har med værdier, holdninger, kvalitet og mening at gøre. Det bliver aldrig nogensinde så eksakt som målinger af fysiske og økonomiske størrelser. Og det ligger ganske enkelt i at vi her er inde på psykologiske fænomener som i sidste ende er irrationelle og umålelige. Alle undersøgelser af folks værdier, præferencer, drømme, holdninger, livsopfattelse eller lykkeopfattelse er uanset metode, systematik og grundighed altid behæftet med største usikkerhed, og kan aldrig blive andet.

Derfor er Øllgaards drømme om eksakte videnskabelige undersøgelser på dette felt helt utopiske og virker nærmest som udtryk for en drøm om at skaffe sig solid dokumentation for alle de fordomme han har om det at være normal og almindelig eller - borgerlig. Han definerer rask væk den moderne småborger ud fra ejerskabet til egen bolig, og påstår rask væk at der findes en parcelhusmaterialisme som motiverer parcellisternes politiske og kulturelle præferencer (side 151). Men samtidig skriver han dog (endda med fede bogstaver at Parcelhuset er en markant fællesinteresse som går på tværs af traditionelle klassefaktorer, og som forener folk, der ellers ikke behøver at have så meget til fælles (lønarbejde, ledelsesmagt, uddannelse, indkomst o.lign.) Parcelhusmaterialismen har så markant gennemslag som interesse, at det er meningsfyldt at tale om denne gruppe som den moderne "middelklasse" (citalt slut). - Her indrømmer han trods alt, at det har god mening at tale om en middelklasse, selvom han placerer ordet i gåseøjne og altså ikke vil opgive påstemplingen 'småborgere'.

Jeg er som tidligere angivet helt enig i at det ikke hjælper det fjerneste i beskrivelsen af denne moderne middelklasse at ty til betegnelsen postmaterialisme, men jeg må gøre opmærksom på, hvad Øllgaard ikke synes at være klar over, at der findes et alternativ, nemlig en helhedsrealisme der adskiller sig fra al holistisk uvæsen ved at være komplementær og som derfor kan tage i betragtning at såvel menneskelivet som samfundslivet har både en rationel og en irrationel side som på logisk, analytisk plan er uforenelige, og at det individuelle og det kollektive liv også har såvel en ligheds-, trygheds- og solidaritetsside som en friheds-, uberegneligheds- og selvrealiseringsside som er uforenelige. Der kan i værste fald komme noget snævert, lukket, egoistisk og 'småborgerligt' over individerne, men der vil altid også være noget åbent, uadadvendt, fællesskabssøgende og grænsesprængende over dem som sikrer dynamik og forandring. Og det mest karakteristiske for den samfundsmæssige udvikling her i landet de sidste årtier har været at middelklassen er blevet større og større og igennem sin forøgelse har sikret såvel stabilitet som dynamik.


Paradisvængets ligusterfascisme    Til toppen  Næste

Øllgaard erkender at middelklassen fra 1880 og frem faktisk ekspanderede og vel at mærke gjorde det på flere måder som Karl Marx ikke havde forudset, da han snakkede om 'den overflødige klasse'. Gruppen af offentlige og private profesionelle, funktionærer og kontorarbejdere voksede således eksplosivt, lige som der i det egentlige velfærdssamfund skete en voldsom vækst i forvaltnings- og servicejob især i den offentlige sektor: generelt opstod der en ny 'serviceklasse'. Kategorien 'middelklasse' voksede med andre ord dramatisk, men den blev efter Øllgaards mening også mere uklar og misvisende (!), fordi rubriceringen foregik med henvisning til brede faktorer som indkomst, forbrug, beskæftigelse og livsform. For den klassiske småborger var det at opnå middelklassestatus den ultimative anerkendelse. Den senere udviklings karakteristikum var at flertallet af befolkningen blev funktionærer, og funktionærstatus gav ifølge Øllgaard mulighed for et statushop op i middelklassen.

Det turde være indlysende at betegnelsen 'middelklasse' er mere uklar end betegnelserne arbejderklasse og kapitalister, fordi de sidstnævte kan defineres entydigt ud fra ejerforholdet, mens middelklassen må bestemmes ud fra mange faktorer. Men at dette ligefrem skulle være misvisende, forekommer nærmest helt uforståeligt. For hvad ellers skulle man som analytiker gøre, hvis man ikke absolut vil holde fast i Karl Marx' tidsbestemte og i dag utidssvarende bestemmelser? - Og det med 'statushop'? Givetvis stræber alle opad i den betydning at de gerne vil have bedre og bedre kår - og ikke som taberne lade sig nøje med den fatale nydelse der fører til forfald. Men at alle skulle rende rundt og tænke i statusbaner, er en påstand som savner enhver dokumentation. Jeg personligt har kendt mange flere mennesker der ikke tænkte i statusbaner end folk der gjorde, dvs mennesker der kan se andre værdier end dette blot at kravle opad i hierarkierne. Hvilket naturligvis ikke beviser nogetsomhelst, men begrunder at jeg ikke falder for påstanden. Det vil være langt mere givende at se det som det afgørende fællestræk for middelstanden at den frem for alt ønsker stabilitet og foretrækker vækst frem for tilbagegang og forfald, også fordi det er langt lettere for politikerne at styre udviklingen under vækst end under recession.

Det farver desværre Øllgaards beskrivelse af 'Parcelhusmaterialismen på Paradisvænget' at han kun kan se småborgerlighed i den typiske parcelhusejers gøren og laden. Middelklassen ser selv sit tilhørsforhold, hævdes det, som 'min status'. Det skulle nemlig være attråværdigt at tilhøre en så bred kategori. Man kan trygt tilslutte sig den, selv om det egentlig betragtes som ukorrekt at tale om klasser, og man følgelig hellere snakker om 'midten'. Klasse er et begreb som gør folk ubekvemme, hedder det. Ja, klasse er blevet et tabu, som ikke mindst den liberale samfundsideologi med Anders Fogh Rasmussen som bannerfører udnyttede. Med denne betegnelse skjules det at modsætninger, magt- og klassekampe stadigt foregår.

Men det er jo som man tager det, for det Fogh Rasmussen kundjorde ved sin tiltræden var at klassekampen i gammeldags forstand var passé og at vi nu skulle gå 'den tredje vej' som allerede Labours Tony Blair havde anbefalet og som konkret var vejen mellem socialisme og liberalisme. Det betød aldeles ikke at interessemodsætninger var forsvundet som dug for solen, eller at sociale og liberale ideer alle var blevet ligegyldige, men at den politiske kamp ikke længere var en kamp på liv og død mellem socialister og liberalister. Og det er jo faktisk et synspunkt som gælder i det meste af Nord- og Vesteuropa, uanset hvilke partier der har regeringsmagten. Det gælder også i Danmark den dag i dag, hvor S og SF har fået regeringsmagten forærende. Blairs og Foghs store undladelsessynd var at de aldrig gav en tilbundsgående beskrivelse af den nye vej, og helt specifikt at ingen af dem nogensinde forstod at den i sidste ende beror på komplementaritetssynspunktet. Jf. artiklerne Lars Løkke glemmer den tredje vej  og Labour forlader den tredje vej. - Det er ivørigt bemærkelsesværdigt at Øllgaard for sit vedkommende end ikke nævner at det var den britiske forsker Anthony Giddens der lancerede 'Den tredje vej'. Jf. litteraturhenvisningen.


Parcelhuset er ifølge Øllgaard ønskeboligen for fire ud af fem danskere. Og selve bevæggrunden for at eje et hus er i 95 % af alle tilfælde muligheden for frit at kunne disponere over boligen. Dette får Ølgaard til at betone at parcelhuset er "rammen om et individualiseret liv". Og man spørger uvilkårligt, hvad er lejeboligen da, om ikke nøjagtigt det samme. Det er jo i det hele taget gevinsten ved at have egen bolig til rådighed, at man ikke som i militærkaserner, fængsler, fangelejre eller andre lukkede institutioner er berøvet retten til at gøre hvad man vil, men tværtimod kan udfolde sig endda meget frit. Parcelhuset bliver helt naturligt 'mit hus' - eller som englænderne har sagt siden 1500-tallet: My house is my castle. Og Øllgaard kan selv henvise til to forskere fra vor egen tid der er kommet til det resultat at "villaen og landstedet er privatmandens virkeliggørelse af drømmen om Paradisets have, hvor både individets egne lykkeforestillinger og tidens naturforståelse kommer til udtryk", hvilket iøvrigt turde afkræfte alt for ensidigt materialistiske fortolkninger og pege på arketypiske forestillingers stadigt store betydning.

Parcelhuset er heller ikke bare en 'materiel kasse', men med Øllgaards egne ord "et rum for den mest udbredte familiestruktur og ikke mindst den attråede livsform". Parcelhusmaterialismen indebærer nogle stærke sociale bindinger og sociale mønstre, der har med familielivet at gøre - og som med Inger Sjørslevs ord får noget 'helligdomsagtigt' over sig. Og selvsamme Sjørslev kan også konstatere at materiel ejendom og følelser uanset om det handler om kærlighed eller ansvar ikke er adskilte sfærer. Der skal i vore dage i de fleste tilfælde to indtægter til at klare gældsforpligtelser ved eget hus, og derfor er parcelhuset særligt egnet for parforholdet og kernefamilien. Kollektiver findes som eksperiment. Men generelt gælder at kernen i sagen hedder 'Min familie.

Hjemmet bliver stærkt værdiladet, anføres det, for det står for varme, sikkerhed, hygge og måske lidt kedsommelighed. Det bliver i hvert fald modpolen til den voksende anonymitet, rationalitet og effektivitet i den omgivende verden. Men her synes Øllgaard at glemme at dette gælder uanset ejerform og uanset størrelse, værdi og beliggenhed af boligen. Hjemmet er under normale omstændigheder det tryggeste sted for alle, for voksne som for børn - og for eventuelle kæledyr. Selv en hest på landet er så tryg ved sin stald, at den løber ind i den selv om den er udbrudt skræmmende brand i hele bygningen. Jeg har selv haft hundehvalp to gange i mit liv, og begge gange har jeg konstateret, at en 8 uger gammel hvalp, der jo lige er taget fra sin mor, ikke behøver mere end to døgn i sit nye hjem, før den render rundt som om den ejer det hele. Så kender den nemlig hver en krog og føler sig tryg.

Øllgaard indvender naturligvis at denne hjemmefølelse har sit modsvar i den gennemtrængende familieprivathed der simpelthen betyder at det er begrænset hvor meget man kommer hinanden ved i parcelhuskvarteret. Jamen, dette gælder jo i vid udstrækning også i etageboliger. Man hilser høfligt på hinanden, når man passerer på trappegangen, men man lærer ikke alle i opgangen at kende, og man kommer slet ikke automatisk på tæt hold af hinanden, fordi man bor i samme opgang. Det skal der andre motiver til. Men først og fremmest: Hjemmet er et trygt sted at være, netop fordi det også tillader privatliv. Et sådant kan opleves meget lukket, og så man man jo som ung prøve at bo i kollektiv. Men flertallet vender som regel tilbage til den traditionelle og gennemprøvede form, og det er ikke spor tilfældigt, for det skyldes at kun den tillader privatliv i optimal grad. Man kan gå klædt så afslappet som man vil, endda rende splitternøgen rundt hvis det er det man ønsker. Man kan være sammen, spise sammen, se fjernsyn sammen eller hvad man vil - eller man kan gå ind på sit eget værelse og i fred og ro læse, høre musik, spille computer eller lege og snakke med sine venner og kammerater. Og man kan ikke helt uvæsentligt også dyrke sex uden at blive generet af andre. For nok serveres der i vore dage ekshibitionistiske reality-show på tv der ikke skjuler nogetsomhelst, men den slags er reelt ikke noget det store flertal selv ønsker at lægge krop og sjæl til. Privatliv betyder jo ikke at man trækker sig tilbage fra det almindelige pulserende liv uden for hjemmets fire vægge døgnet rundt og for evigt - så skal man gå i kloster - men at man til afveksling fra det meget bundne sociale liv på sit job og i sine foreninger, har et fristed hvor man bogstaveligt kan lege og lade det spontane og instinktive kommer til sin ret - og oven i købet ind imellem gå i enrum og tænke eller meditere.


Øllgaard vier et særligt afsnit af sin bog til noget han kalder parcelhusejerens udestue-perspektiv. Dette perspektiv er ikke som den klassiske småborgers et 'kirketårnsperspektiv', hvor horisonten ikke rakte længere end fra byens højeste punkt (det har intet på sig, men lad det være), men derimod et 'udestueperspektiv', hvor den "småborgerlige provinsialismes nærhedsprincip så at sige bliver forlænget" fra at være noget stedligt til også at være nogle mentale egenskaber, forbundet med rødder, familier og stamtræ. Den moderne småborger med sit elskede parcelhus og den uundværlige udestue lever "i fysiske og sociale omstændigheder, hvor man ikke tvinges til at tage stilling til verden udenfor. Beboernes omverdensblik går ikke længere, end hvad de kan se fra udestuen. Græsplænen, ligusterhækken, carporten med bil og måske et lille kig ud på villavejen"!

Jeg må ryste på hovedet. Jeg aner ikke hvor Øllgaard har disse fantasier fra. Men de kan i hvert fald ikke stamme fra empiriske data endsige egen erfaring. En udestue er en forbedret udgave af tidligere tiders veranda og tilfører parcelhuset et ekstra opholdsrum som udnytter solens varmenergi gennem glasfacader - og det bliver iøvrigt derved en energibesparende foranstaltning for parcelhuset som helhed. Deraf dens store udbredelse efter energikrisen i 1973. Den store praktiske værdi ligger i at husets beboere får nem og direkte adgang til haven og kan nyde dens herligheder når de vil i passende læ for både sol og regn og blæst. Udestuen har derimod intet - absolut intet - med omverdensblik at gøre. Det er rigtigt at den sammen med de også populære vinkelstuer samt carporte, ligusterhække, træer og buske kan sikre privatlivet mod utidig nysgerrighed. Men blikket ud i verden får parcelhusejeren ganske som alle andre mennesker først og fremmest ved at gå ud af huset og grunden og tage på arbejde og til samvær med andre mennesker. Og så naturligvis også ved at læse avis, se nyheder på fjernsynet, høre radio m.m. Horisonten ligger aldrig ved ligusterhækken, men ved de kontaktflader man har uden for hækken og de grænser man bevæger sig ud til på udflugter, rejser og ferier. Horisonten begrænses først, når man på grund af alder, pensionering eller sygdom ufrivilligt får begrænset sine kontakter og bevægelsesmuligheder.


Soveby kontra metropol    Til toppen  Næste

Et specifikt problem ved nutidens uhyre store parcelhuskvarterer sådan som de er skudt ud fra alle storbyer og især metropolerne er naturligvis at de som allerede nævnt blev planlagt som rene og skære familieboligområder uden tilknytning til arbejdsliv og uden videregående hensyn til eksistentielle behov for kultur-, sports- og forlystelsesmuligheder. Som hovedregel kom der relativt hurtigt børneinstitutioner og skoler til, men stort set fik områderne næsten alle steder karakter af deciderede sovebyer. Skulle man i biffen, i teatret, til koncert eller fodbold måtte man tage andre steder hen, dvs til de store byer, og for hovedstadens vedkommende ind til København.

Langsomt skete der dog en ændring, og visse initiativrige socialdemokratiske borgmestre i Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe og Ishøj fik drejet byplanlægningen hen mod mere spændende miljøer. I Albertslund stod bl.a. den såkaldte Fingerplans chef arkitekt Peter Bredsdorff for 'Syd-planen'. Og det bør i den forbindelse tilføjes at der også med den Grønne Kile, Vestskoven og Køge Bugt Strandpark blev gjort påskønnelsesværdige forsøg på at give områderne luft, natur, helhedspræg og fremtidsudvikling.

Hele problematikken kan iøvrigt belyses gennem udviklingen i en kommune som Hvidovre, hvor undertegnede efterhånden har boet i et par og fyrre år, nærmere betegnet i et rent parcelhuskvarter som ligger tæt ved Kalveboderne og engang i 1920'erne blev udstykket til sommerhusgrunde. Efter krigen blev sommerhusene erstattet med helårsboliger, og da det skete lidt efter lidt, er ikke to huse blevet ens. Efterhånden som velstanden steg blev der bygget til og bygget ud, ofte med egne hænder, så der er et sandt virvar af byggestile, materialer og farver med en tilsvarende blanding af haveanlæg, hække, buske og træer. Dog er de mange nåletræer efterhånden forsvundet.

Kommunen har gennemgående været dygtigt ledet, økonomisk og socialt. Og det var ikke nødvendigt for borgmesteren i slutningen af tresserne at sikre det socialdemokratiske flertal ved at sætte ejendomsskatterne i vejret på samme måde som Brøndby og Albertslund (hvor grundskyldspromillen nærmest blev tredobblet) for at gøre livet surt for parcelhusejerne - og omvendt behageligt for lejerne. Det var der ganske enkelt allerede dengang for mange parcelhusejere til. Nej, det socialdemokratiske kan ses på middelmådigheden!


I 2008 blev kommunen med postnummer 2650 udnævnt til noget så påfaldende som kulturarvskommune, hvad der var det sidste man ville have troet, eftersom kommunens andel i den klassiske kulturarv ifølge Kulturarvsstyrelsen selv er yderst begrænset. Men skifter man optik, rummer kommunen "en fascinerende fortælling om udbygningen af den danske velfærdsstat i løbet af det 20. århundrede". Og denne fortælling tog man så fat på i nært samarbejde mellem kulturstyrelsen og 'Historiens Hus i Hvidovre' (nu Forstadsmuseet), og resultatet blev bl.a. rapporten "Kulturarv 2650".

Jeg skal nok holde mig fra en længere gennemgang, idet jeg henviser til en særskilt artikel, men det skal nævnes, at den entusiastiske museumsleder Poul Sverrild da han var med til at udarbejde det officielle Kommuneatlas for Hvidovre i 2000 blev overrumplet over fakta. Hvidovre kunne slet ikke være med i kampen om placeringen som kulturområde: "Nul romantik. Ikke engang 100 år gammel. Flad. Rodet. Historieløs. Ingen kulturarv. Næsten intet bevaringsværdigt..... Men Hvidovre var fra 1950'erne led i den store plan for hele Køge Bugt-områdets udvikling. Og denne megaplan er dansk kulturarv - ved siden af andre megaplaner".

Midt i sin stolthed over den nydefinerede lokale kulturarv røbede Sverrild dog sin misfornøjelse med den private foretagsomhed. Som god socialdemokrat måtte han nemlig med beklagelse konstatere at de nye indbyggere i de eftertragtede andelsboliger i den gamle Avedørelejr med gode solide, men helt renoverede kasernebygninger ikke ville respektere ordningen med at arealerne mellem husene skulle være fælles. Folk i stueetagerne med direkte udgang til en flisebelagt terrasse skærmede sig ind med hegn. Folk insisterede åbenbart - ligesom alle andre boligejere i kommunen - mod planlæggernes inderste visioner om fællesskab på et privatliv. Sverrild måtte også erkende at det kneb med mødesteder for alle borgere i kommunen. Faktisk indrømmede han at genbrugs- og lossepladsen langt ude på holmene var det eneste sted almindelige hvidovreborgere kommer!


Der er iøvrigt ingen biograf i Hvidovre, kan det tilføjes. Den gamle blev revet ned, da motorvejen skulle skæres igennem. Og en ny i et moderne butikscenter nordligst i kommunen måtte hurtigt lukke. Der er heller intet teater, på trods af at der var en teaterforening der i mange år drev et teater med selvstændige produktioner under Sejr Andersens udmærkede ledelse under sløje forhold på en aula i den sydligste skole. Foreningen lod i firserne udarbejde planer om et flot moderne teater på en attraktiv tom byggegrund i umiddelbar nærhed af Frihedens S-station. Men kommunen mente ikke at have råd, hvilket vil sige, at man principielt prioriterede anderledes. Bankospil sættes over teaterkunst!

Byen fik omkring 1970 i et stort Medborgerhus med bibliotek, placeret ved siden af Rådhuset midt i byen. Her er der blevet afholdt særdeles mange bankospil - indtil det nye rygeforbud gjorde det urentabelt. I salen bliver der også lejlighedsvis givet teaterforestillinger og opført opera og koncerter, men samlingssted i videre forstand er huset aldrig blevet. Caféen hjælper ikke på dette, for den er dels lille, dels lukket uden for bibliotekstid og dels placeret helt forkert i forhold til pladsen ud mod hovedgaden. Der er i huset heller ingen velegnede lokaler til kunstudstillinger. Der er stor aktivitet i kunstforeningerne, og disse får biblioteket stillet til rådighed med jævne mellemrum, men udstillingerne må spredes over fem adskilte områder i huset. Totalt ødelæggende for besøget og helhedsindtrykket.

Helt for egen regning vil jeg alligevel understrege, at Hvidovre naturligvis med alle sine skævheder, karakteristika og udviklingsmuligheder er værd at værne om og videreudvikle for dem der bor her eller flytter til. Den har en vis identitet som alle byer og kommuner har uanset størrelse, og som indbyggere der slår sig ned for længere tid vil fornemme og i de fleste tilfælde acceptere og måske ligefrem værdsætte. Kulturarv er naturligvis heller aldrig kun finkulturelle elementer der skal værnes om for deres historiske værdi, for kultur er ikke synonymt med finkultur, men dækker også over hvordan vi kommer ud af det med hinanden til dagligt. Kultur er - med Svend Heinilds glimrende formulering - også et spørgsmål om hvordan vi behandler børn. Eller indvandrere kunne man tilføje i dag.

Men stadigvæk gælder at det moderne, oplyste og relativt veluddannede menneske med større overskud end sine forældre forlanger noget mere af sit nærmiljø, nemlig inspiration og stimulering. Og denne fås stort set ikke i Hvidovre. Dette er en ganske nøgtern konstatering som intet har med store indkomster og formuer eller med elitær tænkning endsige fine Hellerup-fornemmelser at gøre. Det har derimod at gøre med de grundlæggende eksistentille behov som allerede børn nærer - og som i hvert fald den bevidste kreative klasse slet ikke kan negligere.

Og så er der jo lige det med småborgerligheden.


På et debatmøde om 'Kulturarv 2650' fortalte journalist Pernille Steensgaard fra Weekendavisen veloplagt om de fine og rige Hellerup-Gentofte-Holte-Hørsholm-beboeres store foragt for de stakkels mennesker der bor i forstadskommuner som Hvidovre, Rødovre og Brøndby. Denne Hellerup-elite med de fornemme hattedamer anser ifølge Steensgaard i enhver henseende den jævne befolkning med almindelige indtægter og små huse eller lejligheder som foragtelige småborgere der er tilbøjelige til at ende som ligusterfascister, ja, nærmest er tvunget til at skærme sig mod nysgerrige naboer ved at lave store hække og hegn om deres små parceller.

Og det er jo herligt at høre, for det sætter al den snak om småborgerlighed og ligusterfascisme i sit rette perspektiv. Vitterligt er privatheden hos forstadsboerne udtalt - jævnfør det almindelige og sunde menneskelige behov for et privatliv - men den almindelige velstandsstigning har gennem flere år alligevel ændret manges bevidsthed i den forstand at flere og flere har fået større behov for en mere bevidst tilgang til kulturværdierne. Om man som Steensgaard ligefrem kan tale om et begyndende oprør fra forstæderne mod Kystbane-elitens begreber og foragt, skal jeg ikke vove at udtale mig om (inderst inde tror jeg ikke forskellen nogensinde udlignes), men den store forskel på tankegangen i de forskellige miljøer er et faktum. Og jeg vil i den forbindelse pointere, at middelklassen har bredt sig enormt i de gamle socialdemokratiske kommuner gennem de sidste fyrre år, og at den hverken lader sig kue af den liberalt-konservative elite i Gentofte og Hørsholm eller af det venstreorienterede flertal i Københavns kommune. Middelklassen lader sig efter mine iagttagelser heller ikke tryne af de gamle dogmer om klassemodsætninger, endsige af teoretiske postulater om småborgerlighed. Den befinder sig på midten af samfundet og ønsker midterpolitik, selvom den på grund af manglende fremsynethed hos de politiske ledere endnu ikke har begrebet den tredje vejs rige muligheder for en tidssvarende begrebsramme omkring den nye udvikling.


'Den kreative klasse' blev nævnt i farten, og kan ses som modstykket til de småborgerlige klasser Jørgen Øllgard opererer med. Udtrykket skyldes den amerikanske samfundsforsker Richard Florida der i 2001 udgav bogen 'The Rise of the Creative Class', hvor han påpeger at der er dukket en helt ny socialklasse op som ikke er defineret ud fra ejerskab af ejendom, kapital eller produktionsmidler, men ud fra kreativiteten. Den består af folk inden for erhvervslivet, uddannelsessystemet, sundhedsvæsenet, retssystemet og andre erhverv og områder hvis kreativitet er en central faktor i deres arbejde, dvs videnskabsmænd, ingeniører, arkitekter, designere, forfattere, kunstnere eller musikere og lignende. Og denne klasse er i dag blevet samfundets dominerende klasse, fordi kreativitet er den drivende kraft bag vækstsamfundenes økonomi.

Floridas klassebegreb adskiller sig altså eksplicit fra den gængse marxistiske. Kategorier som 'borgerlig', 'proletar', 'kapitalist' og 'arbejder' regner Florida ikke længere for relevante i tidssvarende analyser. En klasse opfattes derimod ret upræcist som "en klynge mennesker der har fælles interesser og som er tilbøjelige til at tænke, føle og opføre sig på nogenlunde samme måde, fordi de har samme indkomstniveau, forbrugsvaner, livsstilvalg osv.", men dette er altsammen determineret af den form for arbejde de lever af og dermed af deres økonomiske funktion.

Ved år 2000 omfattede den kreative klasse ca. 30 % af befolkningen i USA. Øverst findes en superkreativ elite på omkring 12 %. Nedenunder findes serviceklassen på ca. 45 %; den vokser ligesom den kreative klasse og er i vid udstrækning et resultat af den kreative økonomis behov. Nederst kommer den traditionelle arbejderklasse på ca. 25 %. Den blev allerede i 1970 overhalet som den talmæssigt dominerende klasse af serviceklassen. Udviklingen er gået hurtigst i USA, men tendensen er den samme i alle rige og højtudviklede lande.

Florida pointerer at det kun er ved at forstå fremkomsten af denne nye klasse og dens værdier at vi kan begynde at forstå de omfattende og tilsyneladende løsrevne forandringer der finder sted i vores samfund og begynde at skabe vores fremtid på en mere fornuftig måde. Ud fra sine og andres økonomiske og sociologiske undersøgelser - såsom udarbejdelse af statistikker over fordelingen af homoseksuelle og bohemer i forhold til kreativ økonomi - opdagede Florida at den økonomiske vækst forekom på steder der var tolerante, mangfoldige og åbne over for kreativitet, eftersom det var dér kreative mennesker af alle slags ønskede at leve. Men han forstod også at uligheden i samfundet er blevet forstærket af den kreative økonomis vækst. Opgaven i vort samfund bliver derfor efter hans mening at skabe nye former for social sammenhængskraft der passer til denne nye kreative tidsalder.

Hvad der driver den nye økonomi er særligt tre faktorer: forandringens forrang, behovet for fleksibilitet og vigtigheden af hastighed. Under det hele mærkes teknologiens ubønhørlige fremmarch. Teknologien er den ene af Floridas tre nøgler til forståelse af den nye økonomis geografi. De to andre er talent og tolerance, og tilsammen angiver de netop det nye i forståelsen af udviklingen: hverken penge eller teknologi er i sig selv tilstrækkelige til at sikre økonomisk vækst. Den menneskelige kreativitet skal folde sig ud. Talentet skal tiltrækkes, og dette kræver et kreativt miljø.

Det karakteristiske ved kreativiteten er at den simpelthen kun kan udfolde sig hvor der er åndsfrihed, mangfoldighed, forskellighed og humor. Den forsvinder eller sygner hen, hvor det ikke længere er muligt at ånde frit eller at tænke, tro, tale og tegne frit (ordet 'tegne' er efter Muhammedsagen en nødvendig tilføjelse). Den fulde forståelse for kreativitetens betydning for den fremtidige samfundsudvikling understreger nødvendigheden af at den frie verden nationalt og internationalt afviser truslen fra den totalitære islamisme - men den vil samtidigt, understreger undertegnede, kunne bekræfte den komplimentære helhedsrealismes fortrin som eksistentiel, politisk og kulturel forståelsesramme. Og derfor er det på dette sted nødvendigt at konfrontere Floridas synspunkter med Jørgen Øllgaards. Det er nemlig nødvendigt at få slået fast, at den superkreative elite måske nok fører den økonomiske vækst fremad - også når det gælder finansbobler og boligbobler der fører direkte til omfattende finanskriser - men at den uundgåeligt øger skellet mellem eliten og folket. Den vil ikke acceptere den folkelige middelmådighed!

Det tager jeg op til nærmere behandling i den følgende artikel, der skal handle om Øllgaards syn på det folkelige opgør mod den elitære indstilling som påbegyndtes med Anders Fogh Rasmussens nytårstale 1.1.02. og ud fra forskellige grundsynspunkter bl.a. videreførtes af kommentatorerne Ralf Pittelkow, Henrik Dahl og Rune Lykkeberg. Som tidligere anført mener jeg ganske enkelt ikke at Øllgaard begriber dette opgør eller overhovedet folkeligheden i Danmark, og det er for mig tydeligt at dette først og fremmest skyldes at han gør stort set hele middelstanden til småborgere.


Konklusion på anden del af kritikken     Til toppen  Næste

Jeg har undret mig i så høj grad over Jørgen Øllgaards konsekvente ringeagt for alle de jævne og almindelige mennesker han rask væk - i strid med såvel gængs sprogbrug som historisk tradition - rubricerer under etiketterne 'den klassiske småborger' og 'den moderne småborger', at jeg har måtte kigge lidt på denne forskers personlige baggrund, og om muligt dér få et fingerpeg om hans subjektive indstilling. Og selv om man altid her skal være varsom med sine slutninger, så kan jeg godt få øje på en sammenhæng.

Jørgen Øllgaard er født i 1954 i Vojens som søn af en dyrlæge. I 1979 blev han DM i ishockey på Vojens Ishockey Club. I 1983 tog han magisterkonferenc i sociologi fra Københavns universitet, hvorefter han blev fuldmægtig i kulturministeriet. I 1988 tog han journalistisk tillægsuddannelse fra Journalisthøjskolen og blev efterfølgende sportsredaktør på Information et par år. Og fra 1990 har han været journalist og redaktionsleder ved fagbladet FORSKERforum. Han bor på Frederiksberg - i etagebyggeri. Og på hans egen hjemmeside finder man dette sigende portræt:

Jeg kan ikke komme til andet resultat end at det inkarnerede friluftsmenneske Øllgaard (med det åbne hav som baggrund) må tilhøre eliten - og ganske enkelt ikke kan fordrage 'middelmådighed' eller almindelig middelstands-borgerlighed. Og det betyder igen at jeg ikke tror at Øllgaard vil være i stand til overhovedet at sætte sig ind i almindelig borgerlig tankegang, dvs forstå den indefra med en så tilpas indføling at han kan få fat på dens positive sider.

Han tager iøvrigt fejl når han (side 204) oplyser at udtrykket 'ligusterfascist' skulle være skabt af skønlitterære forfattere og kulturkritikere i slutningen af tredserne som kritik af livsformens privathed. Og det er da rigtigt at det findes i en roman fra 1975 af Chr. Kampmann, men det er skam en politiker der har lanceret det, helt præcist Socialistisk Folkepartis daværende formand Sigurd Ømann under den ophedede valgkamp i september 1971. Jf. 'Nyere ord i dansk 1955-75'.

For mit eget vedkommende betragter jeg mig i opposition til den slags partipropaganda som 'inkarneret ligusterfascist', for jeg kan sagtens se de helt utrolige boligmæssige, fritidsmæssige og sundhedsmæssige fordele der er forbundet med at bo i eget hus uden at man på nogen måde behøver at ende som småborger, egoist eller usolidarisk samfundsborger der ikke kan kigge ud over egen hæk eller egne vinduer. Min erfaring fra hele livet er, at dette er der i virkeligheden mange almindelige mennesker der er i stand til, og selv om man sagtens kan finde en vis konformitet blandt de borgere man deler gade og kvarter med, så gælder samtidigt at det er let at se deres forskellighed. De kan slet ikke kæmmes over en kam hvad angår adfærd eller holdninger. Det er kun statistikere der tror man kan sætte folk i båse ud fra forenklede spørgeskemaer.

Og hvad angår fordelene ved at bo i parcelhus, så er de altafgørende for et menneske som undertegnede der er overfølsom over for støj og i mange år som lejer af værelse i etagebyggerier har lidt under larm fra børn, voksne, radio, fjernsyn og musikanlæg. Det er en lise at bo i eget hus med eget arbejdsværelse og kunne lukke stort set al larm ude, når man vil. Desuden har parcelhuset den fordel at man har nem adgang til haven - eventuelt også parker og strand i nærheden - og at man kan følge årets gang gennem naturens cyklusser. Det er en fryd hvert forår at se løgplanterne skyde op af jorden.

Og desuden gælder det eksistentielt set ganske væsentlige forhold, at man som husejer med jævn indkomst selv må klare al almindelig vedligeholdelse af hus og have sammen med sin ægtefælle og derfor aldrig mister følingen med den jord, de planter og de ting der knytter en til realiteternes yderst konkrete verden - og forhindrer en i at havne i abstraktionernes rene konstruktioner eller i luksustilværelsens rene arbejdsfrihed.

Jeg vil ikke bytte, men jeg er naturligvis på det rene med, at der vitterligt er mennesker der ikke kan fordrage denne nøgterne jordbundethed og binding til det konkrete og praktiske. Hverken denne modsætning eller modsætningen mellem folket og eliten kommer vi udenom.

Jan Jernewicz


Henvisninger:    Til toppen

Litteratur:

Jørgen Øllgaard: Paradisvænget - Småborgeren og det småborgerlige. (Forlaget Frydenlund. 2011)
Links til:   Jørgen Øllgaards hjemmeside - med noter til bogen

'Kulturarv 2650', Kulturarvsstyrelsens redegørelse for Hvidovre som udvalgt 'kultursarvskommune'
Link til:  Kulturarv 2650   Kulturarvsstyrelsen   Historiens hus i Hvidovre   Dansk Center for Byhistorie


Henrik Dahl: Spildte kræfter - Hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt. (Gyldendal. 2011)
Jan Jernewicz: Jernesalts 2009-filosofi. (Jernesalts forlag. 2009)
Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne. (Gyldendal. 2008)
Erik Meier Carlsen: Den fjerde alliance. (Gyldendal. 2007)
Karen Jespersen og Ralf Pittelkow: Islamister og naivister. (People's Press. 2206)
Michael Böss: Forsvar for nationen - Nationalstaten under globaliseringen. Aarhus Huniversitetsforlag. 2006)
Richard Florida: Den kreative klasse. (Klim. 2005)
Jørgen Dich: Den herskende klasse. (Borgen. 1973)

Søren Mørch: Den sidste Danmarkshistorie. (Gyldendal. 1996)
Ejvind Riisgård: Den dobbelte udfordring - En helhedsrealistisk vurdering af krisen. (Forlaget i Haarby. 1982)
Niels I. Meyer, K. Helveg Petersen, Villy Sørensen: Oprør fra midten. (Gyldendal. 1978)
E.F: Schumacher: Vækst eller velfærd. Gyldendal. 1975)
Joachim Israel: Velfærdssamfundet - og derefter?. (Spektrum. 1970)
C. Wright Mills: De nye middelklasser. (Fremad. 1968)
Erik Hoffmeyer (red.): Veflfærdsteori og velfærdsstat. (Berlingske Forlag. 1962)
Ludwig Erhard: Wohlstand für Alle. (1957).(Signum Taschenbücher. u.å.)

Den Store Danske Encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon. 1994-2006)
Politikens verdenshistorie 1-21. (Politiken. 1982-87)


Relevante artikler på Jernesalt:

Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af tredje del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'  (21.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af første del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'  (13.3.12.)

Hvidovre som kulturarvs-kommune  (26.2.08.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg  (21.11.08.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Anarkisten, provokatøren og taberen Mogens Glistrup er død  (5.7.08.)
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Dansk politik under forvandling   (18.8.02.)
Blokpolitik eller hvad? - Status over VK-regeringens første halvår


Afmagtspostulater
Politiske parametre  (6.2.05.)
Værdimanifestet i forkortet udgave
Værdimanifest i komplet udgave

Humormennesket Storm P.
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konrad Lorenz' kulturopgør


Bo Lidegaard vildleder om dansk partipolitik  (30.6.11.)
Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
At være vælger og politiker  (24.1.11.)
Partipolitik og sprogforvirring  (9.9.10.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Er populismen elitær?  (30.3.10.)
Det politiske livs æsteticering  (8.9.09.)


Fogh Rasmussen II  (20.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)
Værdier på Venstres landmøde  (14.11.03.)
Fogh Rasmussens åbningstale 7.10.03.


Helle Thornings nytårstale  (2.1.12.)
Arme Helle Thorning  (6.11.11.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
De danske socialdemokraters dilemma  (28.9.09.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet


Kultureliten og folket  (5.8.09.)
Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme  (22.8.06)
De Radikale i klemme mellem idealisme og pragmatisme  (15.10.08.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)
Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse  (11.1.12.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
SF styrker påny sin position  (18.8.08)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)


De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl


Artikelserien om 'Veje til livskvalitet og mening' med følgende afsnit:

Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.   

Nyere artikelserie om livskvalitet med følgende afsnit:

Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet  (9.1.12.)
Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Livskvalitet og erkendelse - 3. artikel i ny serie om livskvalitet  (24.1.12.)
Livskvalitet og samfundsliv - 4. artikel i ny serie om livskvalitet  (3.2.12.)
Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet  (12.2.12.)
Livskvalitet, aldring og død - 6. og sidste artikel i ny serie om livskvalitet  (21.2.12.)


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal