|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.2.08.Hvidovre som kulturarvs-kommuneTro det eller lad være! Sovebyen Hvidovre er nu at betragte som en kulturarvskommune. Umiddelbart lyder det nærmest som en vittighed, for kommunen indgår på linje med Rødovre, Brøndby, Glostrup, Albertslund og mange andre under det vide begreb der hedder 'forstadskommuner' og som er karakteriseret ved at de er såkaldte sovebyer der intet rummer af værdi ud over private og almene boliger til overnatning, familie og fritidsbeskæftigelse. Kultur i snæver forstand mangler. Der er naturligvis skoler og biblioteker samt sportsanlæg af forskellig slags. Der kan også være 'medborgerhuse' eller lignende, hvor der af og til gives koncerter og teaterforestillinger. Og der kan visse steder findes kirker af ældre dato, ja, sågar også gravhøje fra oldtiden. Men ellers er der ikke meget at prale af eller at opsøge for de særligt kulturinteresserede. Ingen domkirke, ingen slotte eller herregårde, ingen købstadsbebyggelse eller andre virkeligt attraktive seværdigheder. Hvidovre har dog en smuk romansk Kirke fra omkring 1150, en Rytterskole fra 1730'erne og en rigtig, ganske smuk og original moské med løgkuppel fra 1967, Nusrat Djahan-moskeen, bygget for Ahmadiyyah Reformbevægelsen, en islamisk sekt med oprindelse i Pakistan (jf artiklen Tamt budskab fra missionerende ahmadiyya-kalif ). Men det er også alt, hvis man bruger en snæver definition på kultur. Hvidovre kommune med sine nu 50.000 indbyggere er kun 150 år gammel. Den blev i 1858 som sogn under Sokkelund Herred udskilt fra Frederiksberg 'Handelsplads' og omfattede både Valby og Vigerslev, men disse to landsbyer blev i 1901 indlemmet i København. I Hvidovre er der næsten ingen bygninger tilbage der er mere end 100 år gamle. Hovedparten af bygningerne stammer fra de sidste 50 år - nøjagtigt som i alle andre forstadskommuner i landet. Ved kommunalreformen i 1972 blev Avedøre landsby og slette med fæstningsanlæg og kaserne fra århundredskiftet 1900, der hidtil havde hørt til Glostrup kommune, inddraget i Hvidovre - og i årene 1974-78 udbygget med Avedøre Stationsby. Og desuden tilføjedes mellem 1957 og 1966 Avedøre Holme, det 475 hektar store erhvervsområde der blev inddæmmet ved Kalveboderne med det formål at give plads til erhvervsvirksomheder og forsyningsanlæg som egnens kommuner ønskede placeret isoleret fra beboelser. Det var primært industrivirksomheder, et rensningsanlæg og et kraftværk, men med den gamle industris gradvise forsvinden, omdannelse eller outsourcing blev området efterhånden noget helt andet end oprindeligt planlagt. Hvidovre kommune er på denne måde kommet til at afspejle såvel velfærdssamfundets historie som industrisamfundets opløsning til fordel for service- og informationssamfundets dannelse, og det vel at mærke på en måde der ikke findes mage til i landet. Dette gjorde kommunen interessant som objekt for kulturarvsstyrelsens fokusering på kulturarven som strategisk udviklingsressource, og Hvidovre blev sammen med tre andre kommuner i landet (Haderslev, Hjørring og Ålborg) udvalgt til et særligt projekt med det formål at undersøge de udviklingsmuligheder der ligger i at mange mennesker vitterligt er positivt stemt over for kulturarv som sådan.Hvis man ser på selve begrebet kulturarv, defineres det i Encyklopædien af etnologen Lene Otto som "kulturprodukter der i særlig grad udgør et lager for menneskelig erfaring, og som derfor tvinger til eftertanke og er med til at forme en kulturel identitet". I den snævre betydning er der tale om en kanoniseret kultur, der kun omfatter malerkunst, arkitektur, litteratur og musik, som er anerkendt i elitær forstand, dvs 'finkultur'. I bredere forstand rækker begrebet dog i stadigt højere grad fra kunstneriske og hverdagslige materielle udtryk til sprog, livsformer og identitet. Wikipedia definerer kulturarv som "et begreb, der bruges som betegnelse for kulturelle elementer, som anses for at være med til at danne en fælles erindring om fortiden. Erindringen kan være fælles for hele verden eller en mindre gruppe som en nation eller et folk." Og den kan som sådan være af både materiel og immateriel karakter. Kulturarvsstyrelsen fastholder at sagen drejer sig om de dele af fortiden der er væsentlige at bevare. Men kulturarv er relativ. Forskellige tider og forskellige grupper fremhæver forskellige aspekter af fortiden som bevaringsværdige. Det betyder at kulturarv må betragtes som en langt mere dynamisk størrelse end man hidtil har gjort. "Kulturarv er ikke blot en relation til fortiden, men er tillige en uadskillelig del af samtiden". Dette betyder igen, at vi ikke kan forstå kulturarven ved at forstå fortiden, Vi må også forstå vores egen tid og dens sammenhænge med fortiden. Kulturarven bliver på denne måde andet og mere end et anliggende for nostalgi og fremtidsangst. For Hvidovres vedkommende gælder ifølge kulturarvsstyrelsen ganske rigtigt at kommunens andel i den klassiske kulturarv er yderst begrænset, men skifter man optik, er det tydeligt at kommunen rummer "en fascinerende fortælling om udbygningen af den danske velfærdsstat i løbet af det 20. århundrede". Det blev derfor intentionen med "Kulturarv 2650" at tage fat i denne fortælling, som den kommer til udtryk i den faste, fysiske kulturarv - det vil sige de bygninger og anlæg der bærer fortællingen om den moderne forstad. Da traditionelle metoder ved undersøgelse af klassisk kulturarv fokuserer på at udpege unikke bygninger der er ældre end 50 år, bygget af kendte arkitekter og bevaret uden ændringer, stort set ikke er relevante for en by som Hvidovre, der er udbygget efter 2. verdenskrig med industrialisering, standardisering og demokratisering som kodeord, må der bruges andre kriterier. Elementerne i metoden bliver de bærende fortællinger, bevaringsværdien af de fysiske genstande og den proces der kan formidle historierne, aktuelle problematikker mht fx arbejdsløshed, kriminalitet, utidssvarende byggeri og dårlige offentlige rum. Hertil kommer selve strategierne for bevaring og udvikling, og den strategiske vision der kan udpege den langsigtede udviklingskurs. I 'Kulturarv 2650' (hvor tallet angiver postnummeret for Hvidovre) blev fem områder udvalgt til nærmere beskrivelse og analyse: det selvgroede parcelhuskvarter Risbjergkvarteret, den velgennemtænkte parkbebyggelse Bredalsparken, industriområdet Avedøre Holme, beboelsesområdet Avedøre Stationsby og det rekreative område Avedøresletten. De enkelte områder skal ikke gennemgås udførligt i alle detaljer. De kan findes i Kulturarvsstyrelsens redegørelse. Men det skal kort nævnes, at Risbjergkvarteret eksemplificerer "den tidlige industrialismes uplanlagte byvækst, hvor fraværet af central byplanlægning kan følges fra kvarterplan helt ned på husniveau". Kvarterets centrale fortælling er arbejderens drøm om at få eget hus, det vil også sige "fortællingen om det højtelskede parcelhus som har været udskældt i mange årtier, men fortsat er en uhyre populær boligform". Det er selvbyggerdrømmen der her er blevet realiseret. Kvarterets bevaringsværdier ligger derfor i den forskellighed og diversitet som præger området. Projektets vision er at formidle, fastholde og popularisere en konkret historien om arbejderklassens drøm om eget hus. Synet på kvarteret skal opkvalificeres derved, at "det der nu betragtes som rod og dårlig smag, bliver set som charmerende mangfoldighed". I udviklingsstrategien indgår at kommunen slækker på plankravene og at der skabes en brugerdrevet webdatabase om kvarterets huse. Bredalsparken repræsenterer den tidlige drøm om et velfærdssamfund med plads til alle. Det blev et 'kvarterlandskab' med boliger, butikstorv og grønne rekreative områder. Sundhed, lys og luft var nøgleordene for byggeriet. Organisationsformen var almennyttig. Og hele projektet var udtryk for en planlægningsmæssig tilgang til samfundsudviklingen, hvor samfundet søger at styre udviklingen. Bebyggelsen er udformet af een af tidens førende artikler, Svenn Eske Kristensen, og fremtræder umiddelbart smukt og velgennemtænkt. Bredalsparken er simpelthen "en af de ypperste almennyttige parkbebyggelser i Danmark og udtrykker meget klart 1950'ernes drøm om 'det gode liv i forstaden' - væk fra mørke, usunde baggårde ud til lys, luft og grønne omgivelser i den solorienterede stokbebyggelse. Bredalsparken rummer tillige den socialdemokratiske boligbevægelses drøm om, at den gode æstetik skulle demokratiseres så også arbejderklassen havde adgang til smukke og gode boliger". Fysisk er parkbebyggelsens arkitektur bevaringsværdig i traditionel forstand, men fortællingen om det gode liv i forstaden er truet af at lejlighederne ikke længere er tidssvarende. Udfordringen bliver derfor ikke mindst at gøre lejlighederne attraktive for ressourcestærke beboere. Avedøre Holme, der udgør 20 % af kommunens samlede areal, betegnes i 'Kulturarv 2650' som 'Danmarks sidste klassiske storskala industriområde': et lavvandet vådområde i storbyens udkant blev mellem 1957 og 1966 inddæmmet, jævnet og indrettet rationelt med henblik på placering af de former for produktion, som var uønsket tæt på beboelser og rekreation, altså en decideret 'zone for det uønskede'. Området markerer et punktum for udviklingen af store industriområder, for da det stod færdigt, rykkede industrien til Jylland og med oliekrisen røg Danmark ind i nedgangstider. Det bevaringsværdige er derfor ikke de billige, præfabrikerede bygninger, som i dag bruges til lager og distribution, men de brede, lige og lange veje, som gør området til et aktiv for både kommunen og regionen. Det rummer et udviklingsmæssigt potentiale for placering af uønskede virksomheder som store transporttunge virksomheder og såkaldte 'leisurekomplekser', bygningskomplekser der giver plads til moderne fritidsaktiviteter. En del af Bøje Nielsens kæmpestore bygningskompleks (Danmarks hidtil største kontorhus) tværs over Avedøre Havnevej er allerede taget i brug til formålet, men der tales i visionerne for området også om badeland, legoland og tivoli. En optimal succes vil dog afhænge af en væsentligt forbedret kollektiv trafik, hvorfor kommunen energisk kæmper for at få den påtænkte letbane fra Lyngby mod Glostrup ført helt ud til Avedøre Holme. Avedøre Stationsby skal ses i relation til den gamle fingerplan for udviklingen af hele Køge Bugt-området og betragtes som en konkretisering af denne plan på det inderste af områderne i forhold til hovedstaden. Stationsbyen er opbygget som boligby med et integreret og veludviklet net af institutioner. Udformningen fulgte "tidens fremmeste ideer om trafik- og funktionsdifferentiering" med formmæssig inspiration i middelalderbyen Dubrovnik (i Kroatien) med sin 2 km lange bymur og industriel udførelse i beton med brutalistiske flader. Stationsbyens fortælling betragtes som knyttet til 'globaliseringen' i og med at en stor del af indbyggerne er indvandrere. Men igen er der tale om den socialdemokratiske idé om ikke alene gode boliger, men lige gode boliger til alle, dvs lighed gennem arkitektur og byplanlægning. "Det er en fortælling om en ideologi, hvor man ville dele kagen ligeligt". Byen afgrænses til den ene af sider af Store Hus som en slags Le Corbusiersk storbydrøm, som det så smukt hedder. Funktionelt ligger bevaringsværdien i oplevelsen af en by hvor alt er planlagt minutiøst med offentlig transport (S-tog), velfærdsinstitutioner, grønne områder og trafikseparering. Udviklingsmæssigt tegner sig dog tre problemer eller udfordringer: En anonymisering, der ligger i at det er svært at udtrykke individualitet, en monofunktionalitet der skyldes at beboerne tilbringer det meste af deres fritid i området, selvom det primært er en soveby, og endelig en stigmatisering der følger af at området i kraft af det store antal indvandrere stadig betragtes som en ghetto med tunge sociale problemer. Området er ikke særligt modstandsdygtigt over for fremtidige lavkonjunkturer. Avedøresletten er i forhold til hovedstaden den inderste del af Den Grønne Kile mellem Køge- og Roskildefingeren, men blev allerede indtænkt i planlægningen af den samlede hovedstad i 1936 i en rapport om Københavnsegnens Grønne Områder. Den oprindelige idé var at Avedøresletten skulle forblive en slette - uden skovbevoksning, men der er endnu ikke udarbejdet endelige planer for den, da militæret først rømmede området i slutningen af 90'erne. Avedøresletten er en del af den overordnede fortælling om plansamfundets forsøg på at regulere livet i bylandskabet med opsplitning af arbejde, hvile og rekreation. Området har et udskiftningslandsskab fra 1700-tallet, en tilhørende landsby, aktive gartnerier samt 'Vestvolden' eller Vestenceinten, den 14 km lange fæstningsvold med tilhørende batterier der blev bygget fra Køge Bugt helt til Utterslev Mose i slutningen af 1800-tallet, da man på den ene side havde naive forestillinger om moderne krigsførelse, men på den anden side havde en Hørup der stillede spørgsmålet: "Hvad skal det nytte?". Karakteristisk for nutiden turde være at kulturarvsstyrelsen i dag udtrykkeligt skriver, at den historie for området som er aktuel for 'Kulturarv 2650' kun er til stede i og med at der ikke er lavet byudvikling på sletten! Området rummer et stort potentiale for rekreativitet og har dermed betydelig 'modstandskraft over for pres fra bebyggelse og anlæg'. I forbindelse med udgivelsen af Kulturarvsstyrelsens rapport har kommunen udgivet sin 'Planstrategi 2007' samt et særtillæg til den lokale Hvidovre Avis om kulturarvsprojektet. Desuden blev der her i februar i samarbejde med Historiens Hus i Hvidovre inviteret til åbent hus om kulturarven under titlen 'Spor i min forstad af velfærdsdrømme'. En af indlederne var journalist Pernille Stensgaard fra Weekendavisen, der i begyndelsen af måneden havde en helsidesartikel om Hvidovre i sin avis under titlen 'Industriens sidste suk'. Her skildrede hun en tur gennem kommunens fire kulturarvsområder sammen med den entusiastiske lokalhistoriker Poul Sverrild. "Vores postulat er, at det her er en fantastisk historie", lyder det fra denne under gennemgangen. Da han var med til at udarbejde det officielle Kommuneatlas for Hvidovre i 2000 blev han overrumplet. Hvidovre kunne slet ikke være med i kampen om placeringen som kulturområde: Nul romantik. Ikke engang 100 år gammel. Flad. Rodet. Historieløs. Ingen kulturarv. Næsten intet bevaringsværdigt..... Men Hvidovre var fra 1950'erne led i den store plan for hele Køge Bugt-områdets udvikling. Og denne megaplan er dansk kulturarv - ved siden af andre megaplaner. Mere konkret er Avedøre Stationsby med sine 6000 indbyggere arketypen på en våd socialdemokratisk drøm fra dengang man troede på planlægning og funktionsadskillelse. Bydelen blev 'alle gangtunnelers moder', hvor arbejde, hjem, fritid, gående, cyklende, og kørende holdes skarpt adskilte til forskel fra den rigtige by! Det var masseproduktionens og modulbyggeriets periode, men også 'demokratiseringens': man lod beboerne bestemme nogle småting og måtte finde sig i at de lod anlægge en romantisk kunstig sø med hvælvet bro og sten i cirkelform som et gammelt tingsted. Og da der gik svamp i skolen blev den erstattet af en ny i det Sverrild kalder nationalromantisk stil: røde tegl, røde mursten og hvide sprossede termoruder. Hvidovre har i det hele taget være bastant socialdemokratisk siden 1925, hvad der betyder at husene er født for små, således at ombygninger og udvidelser er blevet karakteristisk for beboelseskvarterer som Risbjergsgaards. Arkitekten Svenn Eske Kristensens smukke 'Bredalsparken' fra begyndelsen af 1950'erne med Danmarks ældst bevarede butikscenter og lyse boligkomplekser er dog forblevet stort set uændret. Men resten af kvarteret står ligesom Strandmarkskvarteret i den konstante foranderligheds tegn. - Avedøre Holme skulle være det største industriområde nord for Ruhrdistriktet, men blev offer for dårlig timing. Aldrig så snart var det anlagt, før industrien begyndte at flytte til Jylland. Fra starten var målet 25.000 arbejdspladser. Man toppede med 15.000 - og er i dag nede på 8.500. Man har det store - og flotte - Kraftværk (under DONG), Kloakværket og en stor AV-miljø losseplads med Genbrugsplads. På debatmødet fortalte Pernille Steensgaard iøvrigt veloplagt om de fine og rige Hellerup-Gentofte-Holte-Hørsholm-beboeres store foragt for de stakkels mennesker der bor forstadskommuner som Hvidovre, Rødovre og Brøndby. Eliten anser i enhver henseende den jævne befolkning med almindelige indtægter og små huse eller lejligheder som foragtelige småborgere der er tilbøjelige til at ende som ligusterfascister. De er tvunget til at skærme sig mod nysgerrige naboer ved at lave store hække og hegn om deres små grunde. Og vitterligt er privatheden hos forstadsboerne udtalt, men den almindelige velstandsstigning har gennem flere år alligevel ændret manges bevidsthed. Og Steensgaard taler ligefrem om et begyndende oprør fra forstæderne mod Kystbane-elitens begreber og foragt. Poul Sverrild på sin side lader sig ikke kue. Men han røber midt i stoltheden over den nydefinerede lokale kulturarv sin misfornøjelse med den private foretagsomhed. Han konstaterer som god socialdemokrat med beklagelse at de nye indbyggere i de eftertragtede andelsboliger i den gamle Avedørelejr med gode solide, men helt renoverede kasernebygninger ikke vil respektere ordningen med at arealerne mellem husene skulle være fælles. Folk i stueetagerne med direkte udgang til en flisebelagt terasse skærmer sig gudhjælpeos ind med hegn af forskellig slags. Folk insisterer åbenbart mod planlæggernes inderste visioner på et privatliv. Sverrild må også erkende at det kniber med mødesteder for alle borgere i kommunen. Faktisk indrømmer han at lossepladsen langt ude på holmene er det eneste sted almindelige hvidovreborgere kommer! Den nye borgmester Milton Petersen, der for kort tid siden efterfulgte den yderst populære Britta Christensen der måtte trække sig tilbage på grund af sygdom, er en ægte socialdemokrat. Han ser Hvidovres opståen og udvikling som typisk for klasseamfundet og betragter velfærdssamfundet i Hvidovre som et socialdemokratisk projekt. Og rigtigt er, at socialdemokraterne har haft magten i kommunen lige siden 1925, og at det på godt og ondt har præget kommunen lige siden. Den har ikke haft slet så store sociale problemer som eksempelvis Ishøj, Brøndby og Albertslund. Den har gennemgående været dygtigt ledet, både økonomisk og socialt. Det var eksempelvis i slutningen af tresserne ikke nødvendigt for at bevare flertallet at sætte ejendomsskatterne i vejret på samme måde som i Brøndby og Albertslund for at gøre livet surt for parcelhusejerne og omvendt behageligt for lejerne. Det var der ganske enkelt for mange parcelhusejere til allerede dengang. Nej, det socialdemokratiske skal ses på middelmådigheden. Hvis man ser bort fra filmselskabet Zentropa der for få år siden slog sig ned i den såkaldte Filmby i Avedøre og bl.a. lod Lone Scherfig indspille sin glimrende 'Italiensk for begyndere' i lokale omgivelser (en bager på Hvidovrevej, en damefrisør på Brostykkevej, Stadionrestauranten på Sollentuna Alle og Strandmarkskirken på Strandmarksvej samt det gamle Auditorium i Avedøre Kaserne), så er der ikke megen finkultur i Hvidovre. Der er ingen biograf. Den gamle blev revet ned, da motorvejen skulle skæres igennem. Og en ny i et moderne butikscenter nordligst i kommunen måtte hurtigt lukke. Der er heller intet teater, på trods af at der var en teaterforening der i mange år kørte et teater med selvstændige produktioner under Sejr Andersens udmærkede ledelse, men under sløje forhold på en aula i den sydligste skole. Foreningen lod i firserne udarbejde planer om et flot moderne teater beregnet på opførelse på en attraktiv tom byggegrund i umiddelbar nærhed af Frihedens S-station. Men kommunen mente ikke at have råd, hvilket vil sige, at man principielt prioriterede anderledes. Byen fik i et stort Medborgerhus med bibliotek, placeret ved siden af Rådhuset midt i byen. Her er der blevet afholdt særdeles mange bankospil - indtil det nye rygeforbud gjorde det urentabelt. I salen bliver der også lejlighedsvist givet teaterforestillinger og opført opera og koncerter, men samlingssted i videre forstand er huset aldrig blevet. Caféen hjælper ikke på dette, for den er dels lille, dels lukket uden for bibliotekstid og dels placeret helt forkert i forhold til pladsen ud mod hovedgaden. Der er i huset heller ikke velegnede lokaler til kunstudstillinger. Der er stor aktivitet i kunstforeningerne, og de får biblioteket stillet til rådighed med jævne mellemrum, men udstillingerne spredes over fem adskilte områder i huset. Totalt ødelæggende for besøget og helhedsindtrykket. Endelig er kommunen splittet op af den vestgående Holbækmotorvej og den nordgående Avedøre Havnevej samt den østgående Gl. Køge Landevej der fører ind mod Valby, Sydhavnskvarteret og Indre By. Der er ganske enkelt ikke noget centrum i Hvidovre, hvor der er liv og samling. Det betyder at Hvidovre - uanset sine gode sider og uanset sine nydefinerede kulturarvsprojekter - fortsat må betragtes som en soveby hvor man søger hjem når man skal sove, spise morgenmad og aftensmad, passe grill og have, lufte hund og se fjernsyn eller hvad man ellers foretager sig i sine lukkede familier. Og ikke et ondt ord om familieliv eller privatliv, men alle har behov for mere - og dette mere finder man stort set ikke inden for kommunens grænser. Man skal ind til København. Og kommunalpolitikerne har gennem alle årene intet gjort for at ændre billedet. Jo, amtet (nu regionen) har gennemført den utroligt flotte, velgennemtænkte og vidunderlige Køge Bugt-Plan med lysthavne, badestrande, klitter, cykelstier og indsøer med alle faciliteter. Den har opført Kunstmuseet for moderne Kunst, Arken, i Ishøj, der netop er blevet udvidet og renoveret. Og den har sørget for en cykelsti på motorvejsbroen over til Amager, så beboerne kan cykle til det store og herlige rekreative område der hedder Kalvebod Fælled. Men også det ligger altsammen uden for kommunens grænser. Og netop her forekommer det at kulturarvsprojektet grundliggende fejlbedømmer situationen. Hvidovre er naturligvis med alle sine karakteristika og udviklingsmuligheder værd at værne om og videreudvikle for dem der bor her eller kommer tilflyttende. Den har en vis identitet som alle byer og kommuner har uanset størrelse og som indbyggere der slår sig ned for længere tid vil fornemme og i de fleste tilfælde acceptere og måske ligefrem værdsætte. Kulturarv er naturligvis heller aldrig kun finkulturelle elementer der skal værnes om for deres historiske værdi, for kultur er ikke det samme som finkultur, men dækker også hvordan vi lever til dagligt og kommer ud af det med hinanden til dagligt. Den er med Svend Heinilds glimrende påpegning også et spørgsmål om hvordan vi behandler børn. Eller indvandrere kunne man tilføje i dag. Men stadigvæk gælder at det moderne, oplyste og relativt veluddannede menneske forlanger noget mere, nemlig inspiration og stimulering. Og denne fås stort set ikke i Hvidovre. Dette er en ganske nøgtern konstatering som intet har med store indkomster og formuer eller med elitær tænkning endsige fine Hellerup-fornemmelser at gøre. Det har derimod at gøre med et grundlæggende menneskeligt behov som allerede børn nærer - og som i hvert fald den bevidste kreative klasse slet ikke kan undvære. I denne henseende gælder at Hvidovre som by i realiteten slet ikke kan bestemmes uafhængigt af København som hovedstad, og København er jo vel at mærke ikke bare en hovedstad i administrativ henseende med centraladministration, lovgivningsmagt og højsteret m.m. Den er også metropol og er i disse år endda ved at udvikle sig til metropol i europæiske målestok. Og det betyder at det er dér det foregår, når det gælder kunst, musik, teater, opera, forskning foruden butikshandel og caféliv og attraktive boliger. Hvidovre som kulturarvskommune er værd at værne om for beboerne (personligt har jeg nu boet her i 39 år og befinder mig godt). Den er også værd at betragte som godt udviklingspotentiale. Men sat på spidsen er den samtidig et decideret mønstereksempel på en socialdemokratisk drøm på godt og ondt som var et nødvendigt led i arbejderbevægelsens frigørelsesproces, men som nu er et overstået kapitel i udviklingen. Hvidovre er ganske som landet som helhed ramt af socialdemokraternes nedtur, der efter al sandsynlighed ikke bliver et forbigående fænomen, men vil betyde et varigt opbrud i den politiske udvikling de kommende år. Folketingsvalget og de efterfølgende måneders forløb fik definitivt dementeret alle formodninger om at Ny Alliance skulle gå hen og blive den store fornyelse. Den borgerlige samling holdt stand. De radikale har fået noget at tænke over - men socialdemokraterne er nu for alvor truet af det SF med Villy Søvndal i spidsen der 40 år efter Aksel Larsens fadæser er blevet det store moderne og progressive parti på den fløj i landet der prioriterer det sociale over det liberale. Dette parti vil blive udslaggivende for de kommende kommunalvalg - også for Hvidovre. Men det bliver en anden historie end kulturarvens. Jan Jernewicz Henvisninger: Links: Kulturarv 2650 Kulturarvsstyrelsen Historiens hus i Hvidovre Dansk Center for Byhistorie Statens Arkiver Brug kulturen Hvidovre kommune Foreningerne Avedøre Holme Avedøre-Selskabet Avedørelejren Zentropa (Filmselskabet i Filmbyen i Avedøre) Belægningen (Vandrerhjemmet i Avedørelejren Artikler om Danmark Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |