utils prefix normal JERNESALT - berlin

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.9.11.

Berlin - Europas centrale metropol

Tyskland er unægteligt en central magt i Europa og har på godt og ondt været det i flere århundreder, selvom landet ikke har været én nation eller ét folk hele tiden.

Det første tyske kejserrige, Det hellige Romerske Rige af Tysk Nation eller Karl den Stores rige efter kejserkroningen i 800, opløstes i 1806 efter at Napoleon var blevet Frankrigs kejser i 1804, og Tyskland var efter middelalderen kun et løst forbund af 300 tyske lande. Det andet tyske kejserrige blev dannet i 1871 efter Bismarcks sejre over Danmark, Østrig og Frankrig. Tyskland blev én nation og ét folk. Preusserkongen, hohenzolleren Wilhelm den 1. blev kejser for nationalstaten das Deutsche Reich. Efterfølgeren Wilhelm den 2. førte Tyskland ind i 1. verdenskrig, men tabte som bekendt. Han måtte abdicere (ligesom kejserkollegerne i Østrig og Rusland). Den svage Weimarrepublik med socialdemokraten Ebert som første præsident og gamle general Hindenburg som den anden samlende præsident bukkede under for den franske konseilspræsident Clemenceaus uforsonlige fredsbetingelser, den helt ustyrlige inflation og den stigende politiske radikalisering.

En vis kunstmaler fra Østrig ved navn Adolf Hitler fik gode betingelser for sin propaganda omkring 'dolkestødslegenden', påstande om at venstrefløjen var faldet hæren i ryggen og havde tvunget denne til at godkende de ydmygende fredsbetingelser, men det var oprindeligt hæren selv der havde spredt påstandene for at skjule at den reelt havde tabt kampen på slagmarken.

Hitler greb magten den 30. januar 1933 - og var klog nok til at lade den alderssvækkede Hindenburg blive siddende som præsident. Først da generalen døde blev hans tidligere korporal Det tredje Riges nye Führer og Reichskanzler. Han fik med en blanding af brutal terror mod oppositionen (socialdemokrater og kommunister) og vellykket propaganda over for det ordenshungrende borgerskab samt massive investeringer i oprustningen vendt stemningen. Han kunne få år efter føre landet ind i kyniske annekteringer og vanvittige krige mod både vestmagterne og sovjetmagten - under bl.a. Goebbels' propaganda-slogan "Wir wollen den totalen Krieg". Hans magt kulminerede i 1942 - og derefter gik det ned ad bakke til det totale nederlag i 1945 i det smadrede land og den smadrede hovedstad.


I henhold til Potzdam-aftalen blev Tyskland delt mellem de fire allierede stormagter i fire forskellige 'militærzoner'. Hovedstaden midt i den russiske zone blev tilsvarende delt. Og da Jerntæppet i 1946 sænkede sig over Europa, blev Tyskland for de næste fire årtier delt i et østligt diktatur og et vestligt demokrati. Øst- og Vesttyskland fik hver sin forfatning i 1949. Østtyskland blev som Deutsche Demokratische Republik (DDR) i 1954 erklæret suveræn stat af Sovjetunionen og blev i 1955 medlem af Warszawapagten. Vestttyskland fik i 1955 som Bundesrepublik Deutschland (BRD) fuld selvstændighed af vestmagterne og blev medlem af Nato.

17. juni 1953 var der arbejderuroligheder i Østberlin. 13. juli 1961 blev Berlinmuren etableret for at forhindre østtyskernes flugt til Vestberlin. Walter Ulbricht afløstes i 1971 som leder af Socialistisk Enhedsparti (SED) af Erik Honecker. - I Vestttyskland var Konrad Adenauer kansler 1949-63, derefter fulgte Ludwig Erhard 1963-66, Kiesinger 1966-69, Willy Brandt 1969-74, Helmuth Schmidt 1974-82 og Helmuth Kohl 1982-98. Brandt blev fældet af en spion i sin nærmeste stab.

Murens fald skete 9.11.89., og det første frie valg i det samlede Tyskland fandt sted året efter. Helmuth Kohl der længe havde stået til at tabe regeringsmagten forstod at udnytte situationen. Han blev genvalgt som kanzler og kom til at sidde ialt 16 år. Derefter fulgte Gerhard Schrøder 1998-2005 og Angela Merkel fra 2005.


Økonomisk blev udviklingen i Østtyskland helt og holdent præget af at Sovjetunionen lod DDR betale store krigsskadeerstatninger (fabrikkerne blev fx demonteret og ført østpå), mens Vesttyskland ligesom de øvrige vesteuropæiske lande modtog Marshallhjælp, fik gang i hjulene og forbløffende hurtigt oplevede det økonomiske mirakel som kaldes 'das Wirtschaftswunder' og som i allerhøjeste grad skyldes økonomiminister Ludwig Erhard og hans meget bevidste 'sociale markedsøkonomi'. Tysk økonomi blev lokomotiv for hele Vesteuropas økonomi og er den dag i dag den stærkeste økonomi i Europa. - Østtyskland sakkede længere og længere bagud, alt imens den politiske kontrol blev strengere og strengere gennem udbygningen af et uhyggeligt statssikkerhedsapparat (Stasi) der indebar systematisk overvågning og angiveri. De østtyske delstater er stadig langt bagefter de vesttyske hvad angår beskæftigelse, uddannelse og levestandard. Helmuth Kohl og de øvrige vesttyske politikere undervurderede totalt udfordringen i 90.

På trods af stigende utilfredshed i Østtyskland vedblev der at være mange venstreorienterede i de vestlige lande der troede på det østlige system (herunder den daværende formand for DKP Ole Sohn der var med til at hylde Honecker på et tidspunkt hvor selveste Gorbatjof sagde fra). Men det er Vesttyskland der har frembragt det velfærdssamfund, den kunst og forskning og den samfundskritik der har vundet anerkendelse i udlandet og som har bevirket at der stadigvæk kan og skal skelnes mellem en åben og progressiv tysk kultur på den ene side og på den anden side en mere eller mindre lukket, konservativ og krigerisk nationalisme eller revolutionær ekstremisme der vækker bekymring i udlandet.

Fast står at Tyskland trods preusserånd og nazisme samt al revolutionær ekstremisme (i 1917, 1968 og i midten af 1970'erne i gode perioder har skabt en blomstrende og inspirende kultur som har gjort Europa til det Europa er, nemlig en på én gang grænsesprængende, søgende og selvkritisk kultur der rummer rationelt oplysende og irrationelt romantiske, dybdepsykologisk udforskende og eksistentiel etiske dimensioner ved siden af hinanden i et uhyre dynamisk spændingsfelt.

Kulturen og sproget er derfor værd at studere nærmere. Og især Berlin må siges at være det sted eller den by der rummer stort set alt hvad tysk kultur på godt og ondt står for og kan vidne om. Den har ikke blot et væld af lokaliteter der fortæller afgørende tysk historie, men også 'mentale forbindelseslinjer' der gør det muligt for en tilstrækkeligt følsom sjæl at få subjektiv føling med selve den tyske ånd i hele dens kompleksitet.

Det følgende er en lille beretning om hvordan undertegnede fik denne inspirende føling på få dages intenst ophold i den tyske hovedstad for nylig.


Den direkte anledning til at tage til Berlin var såmænd den store og flotte Hokusai-udstilling på Martin Gropius Bau med ikke mindre end 369 værker af den japanske maler, træsnitkunstner og forfatter der levede fra 1760 til 1849. En enestående mulighed for at se denne fremragende kunstner, hvis værker sjældent vises i udlandet - og slet ikke i dette omfang. Ikke mindst var det en fryd at se mange af hans billeder fra serien 'Landskaber med Fuji' - og iøvrigt få bekræftet hvilken herlig, men stilfærdig humor og underfundighed han var i besiddelse af. Det flotte katalog med gengivelse af samtlige udstillede billeder kunne fås for 22 euro, altså under 200 kr. Og i den tilhørende restaurant blev der bl.a. tilbudt en særdeles velsmagende Hokaido-kürbissuppe (græskar-suppe).

Udstillingsbygningen ligger i Niederkirchnerstrasse der er et nyt navn for Prinz Albrecht-Strasse, hvor det gamle Prinz Albrecht Hotel lå. Det blev i sin tid hovedkvarter for Gestapo - og naturligvis sønderbombet i slutningen af krigen. Længe lå pladsen hen som tomt, men siden blev der bygget et særligt Topografie des Terror-Museum på stedet.

I biografen 'Arsenal' i Sony-centret på den nærliggende Potzdamer Platz var der Kurosawa-kavalkade. Vi valgte Kurosawas filmatisering af Dostojefskis 'Idioten' som fokuserede ensidigt på romanens mange tilfælde af ulykkelig kærlighed. Smuk fotografering og klipning; og fine skuespillere, bl.a. i rollen som den intrigante svigermoder. Der var også en del filosofiske overvejelser, men Kurosawas hensigt har tydeligvis været at vise hvordan forsmået kærlighed kan gøre folk til rene dårer, og altså ikke som hos Dostojefski at fortælle hvordan et menneske der fornægter sit begær bliver idiot efter almindelig menneskelig målestok. Måske er det en kristen tankegang en japaner har særligt svært ved at forstå.


Vi startede nærmest i den modsatte ende af teaterkunsten nemlig i Brecht-Weigels Gedenkstätte på Chaussestrasse 125, hvor en glimrende guide førte os gennem Bert Brechts og Helena Weigels to adskilte lejligheder med originalt inventar, men uden rod af bogstabler m.m. Brechts ene arbejdsværelse vendte ud til den reformerte menigheds kirkegård, hvor filosofferne Hegel og Fichte lå begravet. Her blev både Brecht og Weigel også begravet efter hans udtrykkelige ønske. Han døde i sin seng i det spartanske soveværelse. - Hun der var administrativ leder af ensemblet holdt efter forestillingerne hof for sine skuespillere og venner i sit soveværelse, der til formålet var forsynet med magelige lænestole.

Jeg har gennem årene set ganske mange af Brechts stykker, herunder 'Mutter Courage' som Weigel var med til at uropføre. Størst indtryk har altid 'Den kaukiske kridtcirkel' gjort, bl.a. fordi jeg har set den i Berliner Ensembles gæstespil på Folketeatret med Brechts svigersøn, den uforlignelige Ekkehard Schall i hovedrollen. Stykket har også været vist i fjernsynet, og det samme gælder 'Arturo Ui' med Schall som Hitler. Han er lige så herlig i sine ekstaser som Helge Schneiders figur er ynkelig i Dany Levy's parodi 'Mein Führer'. I Arturo Ui er også Goebbels, Gøring, Røhm og gamle Hindenburg med, men Schall overgår alle andre skuespillere ved sin utrolige evne til at skifte stemning på et splitsekund, springe op som et tirret rovdyr og falde ned som en ubehjælpsom, næsten genert mand. Brecht er i mine øjne en stor teaterkunstner, men et ret sølle menneske, hvad han bl.a. viste i flygtningeårene i Danmark og ikke mindst i tiden i DDR, hvor hans og Weigels ensemble havde gode kår, men hvor han svigtede i kritikken af regimet. Generelt ligger hans politiske fejlbedømmelse i at han fuldstændigt dogmatisk betragtede al kapitalisme som gangstervælde og nazismen som en blot outreret form for samme. Det gjaldt jo hele den marxistiske venstrefløj, at den aldrig forstod de særlige psykiske mekanismer der kendetegnede nazismen og som var det virkeligt uhyggelige og farlige ved den.

Derfor var det en fordel om aftenen af se en forestilling på Berliner Ensemble som viste naiviteten over for nazimen, nemlig Max Frisch's 'Biederman und die Brandstifter' fra 1952 i en særdeles veloplagt udgave med glimrende skuespillere og iscenesættelse. Den fredelige og småborgerlige Herr Biedermann får uønsket besøg af bryderen Schmitz og dennes makker, tjeneren Eisenring, skønt han udtrykkeligt frabeder sig kontakt med den slags subsistensløse personer på en tid hvor der i byen er den ene brandstiftelse efter den anden. Altid er mønsteret det samme. To subsistensløse personer får mavet sig ind som midlertidige lejer af et loftskammer og dagen efter går hele huset op i flammer. Den veltalende Schmitz får beroliget Biedermann. 'Tror De da vi er brandstiftere?', spørger han, og det er Biedermann naturligvis ikke så uforskammet at hævde lige op i øjnene på manden. Han bliver tværtimod budt på lidt mad og et glas vin og viser ikke ligefrem polerede manerer. Om natten kan hverken Biedermann eller hans kone sove for larm fra loftet. Og da Biedermann til sidst undersøger sagen, finder han ud af at de to lejere har fået anbragt adskillige tromler med benzin deroppe. Men igen charmeres han til at falde ned og endda berolige sin kone. Politiet kommer på besøg, men for et helt andet ærinde. De opdager intet. Senere ser værten Eisenring trække lunter mellem tønderne. Og han beslutter sig i samråd med sin kone for at invitere de to lejere på middag - nærmest for at vinde tid. Under middagen drikkes der bravt af Biedermanns dyre vin fra kælderen - og stemningen bliver mere og mere lystig. Biedermann forklarer højt grinende sin kone at det hele kun er en spøg - og det hjælper ikke at en intellektuel herre kommer med en advarsel. Den bebrillede og forsagte dr.phil. bliver simpelthen til grin som den teoretiker han er. Da Schmitz beder Biedermann om en æske tændstikker, bliver denne dog et ganske kort øjeblik betænkelig, men slår det straks hen. Hvis lejerne virkelig var brandstiftere, ville de nok selv have sørget for tændstikker. Han giver derfor Schmitz sin æske..... og eksplosionen følger. - Jf. artiklen Terroristhumor.

Igen kunne man indvende at det dog er naivt af Max Frisch at tro at nazismens brandstiftelse foregik så simpelt og isoleret. Men pointen er jo rigtig. Generelt var almindelige menneskers naivitet over for det nazistiske fænomen uhyre stor - og i høj grad skyld i at det gik så galt som det gjorde. Forestillingen på Berliner Ensemble anno 2011 var fantastisk morsom, men det var netop problemet. Den blev komedie, hvor den hos Max Frisch er fatal humanistisk tragedie. Publikum morede sig fortrinligt - ingen kan åbenbart længere se tragedien i folks naivitet.

Inden forestillingen spiste vi middag i Haupstadtkneipen 'Berliner Republik' på Schiffbauerdamm lige ved Brecht Platz og teatret. Væggene var fuldstændigt dækket af plakater og fotos af både kunstnere og politikere fra 1800-tallet til i dag. Vi fik 'Stolzer Heinrich', Berliner Bratwurst in Biersauce mit Rotkohl und Quetschkartoffeln (Original wie Zilles Miljöh) -


Da det er en fornøjelse at se en by fra stor højde, forsømte vi ikke at tage turen op i 'Panoramapunkt' på Potzdamer Platz til knap 100 m højde - med byens hurtigste elevator der klarede turen på ca. 20 sekunder. Potzdammer Platz er i dag en tæt bebygget bydel med livlig trafik. Adskillige højhuse, herunder også Sony-centeret med overdækket torv og mange restauranter samt flere biografer, inkl. den nævnte 'Arsenal' samt filmmuseum.

I mange år, også i 1990 da jeg var der sidst, lå pladsen hen som ødemark sådan som det fremgår af Wim Wenders film 'Himlen over Berlin' fra 1987, hvor en ældre herre der har oplevet hele verdenskrigens gru går søgende rundt på pladsen for dog at finde ud af hvor det hus eller den gade han kendte engang havde ligget. Muren satte skel mellem øst og vest - og på østsiden var der forbudt område mellem mur og pigtrådshegn.

En spadsetur gennem Wilhelmstrasse der går op til Unter den Linden lige ved Brandenburger Tor førte os gennem nyopførte bygninger med bl.a. det kæmpestore og strengt bevogtede Finanzamt og med den ene info-søjle efter den anden med oplysninger om de totalt ødelagte bygninger fra Nazitiden, inkl. Hitlers kansleri. Særdeles pædagogisk og manende. Hitler led også af vanvittige arkitekturdrømme om kæmpestore paladser med søjler og lige gader som kunne bruges til parader - og han havde i Albert Speer en loyal meddrømmer der heldigvis ikke fik gennemført alle sine planer. Men det må fastslås at nazismen havde en æstetisk side som var lige så kold som den politiske.

I den nævnte Niederkirchnerstrasse lå museet 'Topograpfie des Terrors', bygget på det gamle Gestapohovedkvarters udbombede grund. Her findes såvel murrester og kælderrum fra dengang og en lang del af DDR-Muren. Museet er både udstilling og forskningscenter, hvor folk kan finde oplysninger om ofrene for terroren. Alt sammen fornemt bygget op med dokumenter, fotostater og edb-muligheder.

Museets navn lægger op til en bemærkning, for det er jo fuldstændigt korrekt at al terror har sine beskrivelige steder som enhver interesseret kan opsøge og dvæle ved med historiske eller helt personlige formål. Derfor opsøger man bygninger af alle kategorier, fra ruiner, slotte og herresæder over offentlige institutioner og parlamenter til almindelige lejligheder hvor forfattere, kunstnere, videnskabs eller politikere har boet. Og derfor opsøger man også uhyggelige steder som koncentrationslejre med gaskamre eller henrettelsespeletoner - eller mindesmærker og mindelunde..

Den psykologiske side er klar: psyken forbinder altid menneskeliv og menneskeskæbner med geografiske steder og historisk tid. Men mærkeligt nok savner sproget tilsyneladende et ord for den side af sagen som ellers forekommer allervigtigst: selve den mentale forbindelse mellem objektivt topos og subjektiv reference. Formentlig hænger det sammen med, at bevidsthedslivet - som understreget gang på gang på Jernesalts sider - overhovedet forudsætter genstandsbevidsthed og denne igen at der findes faste ting i omgivelserne som barnet (og dyreungen) kan fiksere. Dette får os til at tro at de fysiske ting er virkeligere end de psykiske, selvom det er de sidstnævnte vi lever på i eksistentiel henseende. Og dette vil igen sige at vi så at sige bliver tilbøjelige til at finde bekræftelse på historiske begivenheder ved at se deres lokaliteter. Derfor farer turister på storbyferie rundt fra det ene sted til det andet for at kunne sige at have været der og eventuelt blive fotograferet på stedet som dokumentation. Om det bliver andet end overfladiskhed afhænger fuldstændigt af om der knyttes tanker og forestillinger til det sete - og om disse igen forbindes til en større sammenhæng.


Nogenlunde midtvejs mellem Brandenburger Tor og Potsdamer Platz, i Cora-Berliner Strasse, ligger det 19.000 kvm store Holocaust Mahnmal (labyrinten), der består af 2711 rektangulære beton-steler i forskellig højde og længde, udformet af arkitekten Peter Eisenmann. Et bogstaveligt talt manende sted hvor der er ro for den almindelige bylarm bare man kommer nogle meter ind. Dog kan man desværre opleve helt unge mennesker klatre op på stelerne og støje uden tanke for disses formål. Mange mennesker - og naturligvis særligt unge mennesker - frygter stilheden og dermed deres egne tanker. Og de har ofte et rent æstetisk forhold til mindesmærker.

Det helt specielle Jüdisches Museum i Lindenstrasse er tegnet af Daniel Libeskind som også har tegnet og indrettet Dansk Jødisk Museum i den gamle del af Det kongelige Bibliotek, men det tyske er ti gange så stort. Den store bygning i flere etager er lagt ud i planet som en forvrænget jødestjerne, og den har bl.a. et kæmpestort hulrum uden udgang der symboliserer holocaust og en friluftslabyrint der symboliserer eksilet. Ellers er der et væld af udstillingsrum der dækker såvel jødisk tro og traditioner som jødiske skæbner med særligt henblik på udviklingen i Tyskland. Altsammen efter helt moderne udstillingsprincipper og naturligvis med tilhørende fin museumsbutik.

Det siger sig selv at man ikke kommer ind i museet uden at skulle igennem skarp sikkerhedskontrol. Men er man først sluppet igennem kan man slappe af - også i den tilhørende café eller 'Liebermans restaurant', hvor der serveres jødisk mad og regelmæssigt er koncerter.

Gennem sikkerhedskontrol skal man også for at komme ind i den jødiske udstilling i Neue Synagoge (Zentrum Judaicum) i Oranienburgerstrasse. Den oprindelige, meget store synagoge med kuppel og plads til 3700 mennesker blev sat i brand på Krystalnatten i 1938 - og yderligere ødelagt under krigens bombardementer samt bortsprængt af DDR-regimet i 1958. Men den er altså blevet delvis genopbygget. .


Sikkerhedskontrol var der sandelig også ved indgangen til Reichstag (rigdagsbygningen) på Platz der Republik, hvor man kan vælge mellem en tur i kuplen med tilhørende tagterasse eller få en omvisning der også omfatter Bundestags lokaler. I begge tilfælde skal man indhente forhåndsgodkendelse på nettet. Vi nøjedes med turen i kuplen der er tegnet af arkitekten Norman Forster der også er manden bag det nye Elefantanlæg i Zoologisk Have i København.

Berlin blev jo det forenede Tysklands hovedstad igen i 1992, byen blev en selvstændig delstat - og den nye rigsdagsbygning blev taget i brug den 19. april 1999 under stor festivitas med bl.a. taler af Forster selv og den daværende Bundestagspræsident Wolfgang Thierse. Danske Per Arnoldi stod for farvesammensætningen, men mest kendt er nok Christos indhyldning af hele bygningen i 1995.

Det er en usædvanlig oplevelse at komme op i kuplen ad den spiralformede gangsti og dels nyde synet at reflekserne fra den gigantiske spejlkonstruktion i midten, dels kaste et blik ud over byen i alle retninger efterhånden som man bevæger sig opad. Spejle er blevet en flittigt brugt installationsmulighed. Også elevatoren op til kuplen havde dobbeltspejle. - Vejret var klart, så vi havde glimrende udsyn over byen - til alle de steder vi allerede havde været og de steder hvor vi senere skulle hen eller slet ikke ville nå, fx det nærliggende Kanzleramt, som vi så tit har set i fjernsynet når der var statsbesøg. - Men overalt kan man tage bestik af Fjernsynstårnet på Alexander Platz og også Siegessaülen på Der grosse Stern lyste op med den forgyldte engel øverst.

Siegessäule for enden af Strasse des 17. juni (ved Tiergarten) er et langt større monument end man tror når man ser den på afstend eller på fotos og film. Søjlen står på en kolos af et fundament med store broncerelieffer af de fire tyske krigssejre som Bismarck fik i sin preussiske pikkelhue, nemlig over Danmark, Østrig og Frankrig. Hele herligheden stod oprindeligt foran rigsdagsbygningen tillige med en stor statue af Bismarck selv. Den sidste er nu flyttet til der Grosse Stern. Selve udsigtsplatformen er såmænd kun 50 m høj, men den er uden elevator, så der er 285 anstrengende trappetrin op. Men de er værd at tage - ikke mindst hvis man værdsætter Wim Wenders film 'Himlen over Berlin' og 'Så fjern, så nær', hvor hovedpersonen er en slags engel der netop i den sidste tager en flyvetur ned på gaden oppe fra ryggen af Siegessaülens forgyldte engel.

I den førstnævnte af Wenders film nøjes han med at springe ud fra ruinen af den gamle Kaiser Wilhelms Gedächtniskirche i nærheden af Zoo Bahnhof og Kurfürstendamm. Kirken blev sønderbombet under krigen og fik længe lov at stå som uberørt mindesmærke, mens man byggede en smuk moderne kirkebygning og tilsvarende tårn med glasmosaikker ved siden af. Nu er ruinen imidlertid blev sikret gennem beskyttelsesvægge, og til gengæld restaureret indvendigt hvad angår nogle meget fine stiftmosaikker fra de to Vilhelm-kejseres historie. I bygningen er nu indrettet et fint lille museum med mange fotostater af bygningens historie.


Det allerbedste indblik i tysk historie får man på udstillingen på Deutsches Historisches Museum i det gamle tøjhus (Zeughaus] på Unter den Linden 2. Her vises en omfattende permanent udstilling af billeder og dokumentationer lige fra det første århundrede efter Kristi fødsel og Middelalderen over Reformationen og Trediveårskrigen (1599-1650), Fyrstemagt og Europa-alliancer (1659-1789), Den franske revolution og Det andet tyske Kejserrige (1789-1871), Kejserrige og Første Verdenskrig (1871-1918), Weimar Republikken (1918-33), Nazi-regimet og Anden verdenskrig (1933-45) videre til Tyskland under allieret besættelse (1945-49) endeligt til Det Delte Tyskalnd og Genforeningen (1949-1994. Altsammen efter gode, moderne udstillingsprincipper, meget udførligt og helt uoverkommeligt på et enkelt besøg. Vi nøjedes med årene fra ca. 1750 og frem, dvs med preusserkongerne, kejserrigerne, republikkerne og diktaturene, men kunne dog støtte os til materiale fra den store Preusser-udstilling i anledning af 300-året for Kurfürst Friedrich I's kroning til preussisk konge i 1701. Herunder en pragtfuld bog med satiriske tegninger af Rainer Ehrt: "Preussisches Panoptikum". Her er der også blevet plads til den berømte kaptajn fra Köpenick, den arbejdsløse skomager Wilhelm Voigt, der blev småkriminel for at klare sig, men som i fængslet tilegnede sig fængselsdirektørens rige lærdomme om militærvæsenet og dets regelsæt. Da han kom ud, købte han sig en brugt officersuniform og kommanderede en deling soldater til at følge sig til Berliner-forstaden Köpenick, hvor han lod borgmesteren arrestere. Ingen turde nægte at følge kaptajnens ordre. Der blev grinet så meget af sagen, at Voigt slap for mere fængselsstraf. Han er uforglemmeligt fremstillet på film af en af tysk films største komikere Heinz Rühmann, der iøvrigt som 90-årig fik en betagende og rørende rolle i Wenders "In weiter Ferne, so nah" som chaufføren Konrad, der i verdenskrigens sidste måneder reddede en kvinde og hendes datter fra den skæbne deres nazistiske ægtemand/fader ville få i Sydamerika.

Friedrich I (1657-1713) blev kaldt 'Soldatenkönig' og kan betragtes som ikonet for Preusserånden. Alt var underlagt den militære disciplin - og selve hæren bestod af 'lange Kerls', høje soldater der havde den fordel af de i nærkamp kunne nå længere med geværløbene end andre. Den militaristiske ånd fremgår af det råb en officer i 1757 opildnede sine soldater med: "Hunde, wollt ihr ewig leben?", for det kan en almindelig dødelig 'Soldner' jo ikke forlange.

Friedrich II (1712-86), der byggede Sanssoucci-slottet i Potzdam, var franskorienteret og havde nær kontakt med den franske oplysningsfilosof Voltaire. Han kom til at hade faderen, fordi denne ikke kunne respektere hans interesser for kunst, musik og filosofi. Friedrich II, der troner i en flot broncestatue på Unter den Linden (kun afbrudt af nogle få år i DDR-tiden hvor fortiden skulle fornægtes), forbedrede undervisningsystemet, afskaffede tortur og religiøs diskrimination, men koncentrerede magten helt og holdent hos sig selv. Han viste både stor militær dygtighed og diplomatisk snilde og gjorde Preussen til en stormagt. Men han forstod slet ikke den begyndende romantik - men var og forblev rationalist. 'Der alte Fritz' blev på sine gamle dage en ensom mand på Sanssoucci (der jo betyder Sorgenfri). - Som kuriosum kan nævnes at han engang sendte Voltaire en invitation i følgende rebusform med brøker "p/1 a 6/100", dvs "Un suppé a Sanssoucci", og Voltaire svarede så simpelt som det overhovedet kan gøres med et "Ga" (stort G, lille a): det skal udlægges "J'ai grand appetit"!

Det andet Kejserrige blev som allerede nævnt skabt af den preussiske junker Otto von Bismarck (1815-1898), der i 1847 blev indvalgt i den preussiske landdag. På direkte ordre fra krigsminister Roon blev Bismarck i 1862 kaldt tilbage fra en diplomatpost i Paris og udnævnt til ministerpræsident med den opgave at løse en konflikt mellem kong Vilhelm I og det liberale flertal i landdagen. Og typisk for manden løste han konflikten ved at gennemføre sine egne hærreformer stik imod flertallet. "Tidens store spørgsmål løses ikke med taler og flertalsbeslutninger, men med blod og jern", erklærede han.

Jernkanslerens mål var Tysklands nationale samling, og den fik han i stand gennem krigene med Danmark (1864), Østrig (1866) og Frankrig (1870-71). Men det bør understreges at Bismarck var realpolitiker og aldrig indlod sig på halsløse territorialerobringer. Han blev Reichskanzler og indledte den berygtede Kulturkampf, der især gik ud over den katolske kirke og polakkerne i Østpreussen. Kirkens uafhængighed af staten så han som en trussel mod den nationale samling, og polakkerne måtte affinde sig med tysk sprog i offentlig sammenhæng. Polske børn måtte end ikke tale polsk i skolen, og de blev hårdt straffet hvis de kom til det.

For at forebygge social opstand iværksatte Bismarck en efter den tid ganske moderne sociallovgivning. Men da Vilhelm I døde i 1889 og afløstes af Vilhelm II, der ønskede en mere aktiv 'verdenspolitik', måtte Bismarck tage sin afsked. Han "gik fra borde", som en kendt karikaturtegning viser. Det hører med til en bedømmelse af Bismarck at henvise til den preussiske officer Karl von Clausewitz (1789-1831) der med sin filosofi om at "krig blot er en fortsættelse af politik med andre midler" tidligt lagde grunden til tysk militærfilosofi.


Første verdenskrig blev en katastrofe for Tyskland på grund af den almene krigsbegejstring (der fandtes langt ind i humanisternes rækker) og det kejserlige storhedsvanvid. Ved en hærmanøvre omkring århundredskiftet betonede kejseren over for sine officerer, at "... zu Grossen sind wir noch bestimmt, und herrlichen Tagen führe Ich euch noch entgegen". Han tabte krigen, måtte abdicere og levede derefter bitter og tilbagetrukket i Holland til sin død i 1941.

Weimarrepublikken blev en tragedie, fordi socialdemokraterne allerede under krigen blev splittet mellem krigstilhængere og krigsmodstandere, og siden mellem reformister og revolutionære. Spartacus-forbundet blev ledet af Karl Liebknecht, der ved at demonstrere mod krigen i 1916 blev idømt tugthusstraf for højforræderi. Han udråbte under Novemberrevoutionen i 1918 en socialistisk republik uden om socialdemokraterne og måtte nedkæmpes. Både han og og Rosa Luxemburg blev året efter myrdet af Frikorpsofficerer. Splittelsen mellem de to uforsonlige fløje af arbejderbevægelsen var en af grundene til at det lykkedes nazisterne at vinde frem. Det siger sig selv af både Liebknecht og Luxemburg fik opkaldt gader efter sig i Østberlin efter krigen - ligesom Karl Marx og Engels. Og disse er heldigvis ikke blevet ændret, da personerne jo fortsat er en ubestridelig del af tysk historie.

Hitler-tiden behøver ikke nærmere omtale her. Den er for velkendt for de fleste. Og der sendes jævnligt tv-programmer om såvel bevægelsen som undertrykkelsen og anden verdenskrig. Men er man ved Historisk Museum skal man lige huske at den af Goebbels ledede store bogbrænding i 1933 fandt sted på Bebelplatz lige på den anden side af Unter den Linden.


Delingen af Europa i en østlig del der blev fuldstændigt domineret af Sovjetmagten og en fri vestlig del der kunne genopbygge demokratiet og nyetablere velfærdssamfundene var en uhyggelig følge af Anden Verdenskrig og den nødvendige, men ulyksalige alliance mellem Sojvetunionen på den ene side og England, Frankrig og USA på den anden siden. Delingen blev aftalt på Jalta-konferencen i februar 1945 og definitivt fastsat på Potzdam-konferencen i juli-august samme år. Og den kostede navnlig polakkerne og tjekkoslovakkerne den frihed de ellers havde kæmpet for og håbet på. Og den berøvede millioner af tyskere muligheden for at opleve friheden efter befrielsen fra nazismens åg. Berlin blev ramt af den sovjetiske blokade i 1948 og af Berlinmuren i 1961 da Willy Brandt var overborgmester i Vestberlin.

Livet i DDR kan man få et glimrende indtryk af på DDR-Museum på Karl Liebknechtsstrasse (ved Spree over for Berliner Dom). Det er indrettet som interaktivt museum, hvor man kan prøve forskellige ting som at sætte sig ind i en gammel Trabant eller på en stol i et simpelt forhørslokale med en spejlrude man kan kigge ind ad udefra, men ikke ud ad indefra. Ved siden af museet på Karl Liebknechtsstrasse ligger en udmærket 'DDR-restaurant', der er indrettet i DDR-stil og med et typisk socialrealistisk maleri på væggen. Her kan man få gamle DDR-retter og -drikkevarer. Jeg prøvede en Radeberger Bier og "ein socialistischer Schnaps" (en Radeberger Bitter). Ganske udmærkede - og uden risiko for afhængighed.

Har man set Florian Henckels film 'De andres liv' med en fremragende præstation af Ulrich Mühe som stasiofficeren der får skrupler er man ikke i tvivl om hvor ubehageligt det er at blive overvåget døgnet rundt uden at vide det - eller at blive offer for stasis raffinerede forhørsmetoder (der primært bestod i at true med dybt alvorlig indgriben i familieforhold eller udannelse og karriere). Filmen er delvis optaget on location i selve Stasis gamle hovedkvarter i Ruschestrase, som nu er forskningscenter under navnet 'Forschungs- und Gedenkstätte Normannenstrasse', men som også rummer et specielt museum.

En helt anden film viser problemet inden for en familie hvor det mandlige overhoved er stasiofficer, men sønnen, hans mor og kæreste i opposition. Den foregår op til Murens fald som kun ganske få af stasiofficererne fattede kunne ske. Nogle valgte selvmordet som udgang da deres verden brød sammen. Filmen hedder 'Das Wunder von Berlin' og er lavet af Roland Suso Richter i 2008. En tredje film bør nævnes i samme åndedrag, fordi den fortæller om fanatisk troende kvindelig kommunist der får en hjerneblødning netop som østtyskerne, inklusive hendes egen søn, støder sammen med politiet et par måneder før Murens fald, og som først vågner op af sin koma et par måneder efter, hvor alt er forandret. Hendes to børn nænner ikke at fortælle hende sandheden, men prøver at snyde hende med østtyske varer der efterhånden kun vanskelig kan skaffes - og med tv-udsendelser der er fiktive. Den hedder 'Goodbye,Lenin', fordi den netop viser at man efter Murens Fald også siger farvel til de store statuer af Lenin i byen. De kan nu også kun ses på museum (ligesom i København!).

Helt speciel er Dany Levy's 'Alles auf Zucker', fordi den på løsluppen vis fortæller om de komplikationer der kan ske når verdslige østtyskere mødes med deres jødisk-ortodokse vestyske familiemedlemmer omkring en begravelse og et testamente.


'Checkpoint Charlie' ved Friedrichsstrasse nær U-Bahn Kochstrasse hører med til et Berliner-besøg, hvis man overhovedet interesserer sig for delingen og dens konsekvenser. Et efterhånden stort Mauermuseum findes lige ved siden af, og her kan man bl.a. se de opfindsomme forsøg på at smugle mennesker og gods ud fra DDR.

I den modsatte ende af Friedrichstrasse - oppe ved Bahnhof Friedrichstrasse - er der netop den 18. september åbnet et helt nyt museum for grænseovergangbesværlighederne, nemlig Tränenpalast der har sit navn fra de tårer mange tyskere græd, når de fik afslag på deres anmodninger om at besøge kære slægtninge i Østtyskland. Grænseovergangen var den eneste, hvor der var mulighed for at få sådanne tilladelser, men kontrollen var streng, ekspeditionen uendelig langsom og resultatet langt fra sikkert.


Gang på gang må man efter sådanne besøg på topografien for DDR's undertrykkelse konstatere at den voldsomme eufori ved Murens fald i 1989 ikke var nogen overreaktion. Ej heller den generelle eufori for Sovjetkommunismens definitive sammenbrud i 1991. Dette var i mine øjne den ubetinget største historiske begivenhed for alle dem der har oplevet anden verdenskrig og den efterfølgende sovjetiske undertrykkelse af Østeuropa.

Murens fald blev fejret i den store stil i Berlin allerede i novemberdagene i 1989, men også med en særlige koncert i Konzerthaus på Gendarmenmarkt den 25.12.89. hvor den stærkt ældede Leonard Bernstein, året før sin død, opførte Beethovens 9. med et større opbud af musikere fra både Berlin, München, Dresden, London og New York. Ordet 'Freude' i Schillers ode 'An die Freude' var i dagens anledning ændret til 'Freiheit' (opførelsen fås på dvd). Bernstein er blevet beæret med en meget rammende buste i huset.

Vi havde fået billetter til en koncert med Staatskapelle under Daniel Barenboims ledelse og med italienske Maurizio Pollini som solist i Mozarts A-dur klaverkoncert nr. 23 og Luigi Nonos 'sofferte onde serene' for klaver og tonebånd. Efter pausen opførte Barenboim Liszts Dante-symfoni (med damekor i 2. sats). Inden symfonien sagde Barenboim nogle mindeord om orkestrets æresdirigent Kurt Sanderling der var død den 18.9. i en alder af 98. På podiet var opstillet et stort foto af ham, forsynet med sørgebånd. Og der blev holdt et minuts stilhed til minde om ham. Sanderling havde indviet Konzerthaus efter den store renovering i 1984. Vi har hørt ham i København og på fjernsynet. Han var jøde og måtte flygte fra nazisterne, men havnede i Sankt Petersborg og Moskva, hvor han bl.a. lærte Shostakovitj at kende - og derfor automatisk kom i farezonen under Stalins udrensninger efter krigen. Men han overlevede altså. Han stod fra 1960 til 1977 i spidsen for Berliner Sinfonie-Orchester som Konzerthausorchester dengang hed.

Konzerthaus er ikke et hvilketsomhelst koncerthus, men er i virkeligheden det gamle statelige Schiller-Teater i ny udgave. Her blev den første romantiske opera Carl Maria von Webers 'Jægerbruden' (Der Freischütz) i sin tid uropført (1821(. Her fik Beethovens 9. sin Berliner-uropførelse (1826). Her dirigerede Richard Wagner sin Flyvende Hollænder (1844). Her blev Paganini og Liszt fejret ved deres koncerter hhv. 1829 og 1843. Og her har Gustaf Gründgens spillet Mefisto i Goethes Faust, og her var han chef (Intendant) de kritiske år 1934-45. Huset blev totalt ødelagt under krigen, men blev genopbygget en del år efter i udvidet format. Der blev ikke sparet på noget. Den store sal - der i dag er ren koncertsal - har en pragtfuld akustik og kan herved minde om Odd Fellow Palæets store, desværre nedbrændte sal i St. Kongensgade. Men salen og huset i Berlin er meget større. Huset rummer også en lille sal med en scene, hvor der kan opføres mindre operaer. Desuden en Beethoven-sal og en Weber-sal til mere selskabelige formål. Sidstnævnte rummer Carl Maria von Webers dødsmaske, hvad man får at se, hvis man tager med på en rundvisning. Men igen må det konstateres at der kan trækkes uendeligt mange tråde til såvel kulturhistorien som den politiske historie i Berlin.


Vi nåede også Nolde-udstillingen på Nolde-Stiftung' nye afdeling i Jägerstrasse lige ved Gendarmenmarkt. Her var 131 akvareller i meget fin ophængning. Nolde boede i flere år omkring 1. verdenskrig i Berlin - og hører jo til de kunstnere, hvis værker nazisterne stemplede som 'entartet'

Det samme gælder hovedparten af de kunstnere der kan ses på Neue Nationalgalerie i den moderne bygning på Potzdamer Strasse tæt ved Kulturforum og Berliner Philhamonie. Her udstilles tysk kunst fra 1900til 1950, det vil ud over Nolde sige: Pechstein, Beckmann, Ernst Ludwig Kirchner, Otto Muellerog Karl Schmidt-Rottluff m.fl. (de fleste fra sammenslutningen 'Die Brücke') - jf. udstillingen på 'Arken' Drømmen om paradis - og de meget satiriske George Grosz og Otto Dix, der ikke lagde fingrene imellem når der skulle males 'samfundsstøtter'. Men endvidere er Macke, Franz Marx og Kandinsky fra 'Der Blaue Reiter' i München er repræsenteret. Galleriet har også en fin Edvard Munch-samling.


En aften fik vi middag på restaurant den meget hyggelige 'Zur Letzen Instanz' i Waissenstrasse (U: Klosterstrasse), en gammel kro med tysk husmandskost og med spisekort på berlinerdialekt. Vejret var så lunt at vi kunne sidde udenfor under lindetræerne. Vi valgte 'Kreuzverhör', "Gebratene Kalbsleber in "Berliner Art" mit Jus, glasierten Äpfeln, Frühlingslauch und Kartoffelstampf zu beginnen". Dertil et stort glas Berliner Kindl.

I samme kvarter ligger Nikolaikirken der er byens ældste bygningsværk. På kroens hjemmeside kan man læse, at "Die erste urkundliche Erwähnung des heutigen Restaurantgebäudes stammt aus dem Jahr 1561 - zwanzig Jahre nachdem in der Nikolaikirche die Reformation ausgerufen wurde. Und bis heute konnte das Gebäude, den Einflüssen von mehr als vier Jahrhunderten zum Trotz, zur Freude unserer Gäste erhalten bleiben". Der er tale om en "Biedermeierstübchen", og det fortælles videre at ein ausgedienter Reitknecht des damaligen Kurfürsten hier (in 1621 eröffnete) eine Branntweinstube und legte somit den Grundstein für die "letzte Instanz". Selve navnet kommer af at en par stridende bønder efter en længere druktur enedes om at forlige sig netop 'zur letzten Instanz'.

Berlin er stadig en by hvor man kan spise og drikke godt - og iøvrigt more sig på alle mulige måder. Det var en livlig by i 1920'erne - og det er den også i dag. Men den er fortsat kendetegnet af en markant forskel mellem øst og vest. Valget til Landdagen den 18. september sikrede den socialdemokratiske borgmester Wowereit et genvalg, men hans støtteparti Die Linke gik tilbage. FDP røg helt ud. De grønne fik et pænt valg og CDU gik frem. Den store overraskelse var at et nyt, ret vanskeligt placerbart parti fik ikke mindre end 9 % af stemmerne. 'Piraterne' hedder de, og ingen kan rigtigt finde ud af hvad de vil - udover at sige nej til alle de andre partier. Men de er vel at mærke ikke ekstremister til nogen af siderne.

En ny sociologisk undersøgelse af den art man ikke skal tage alt for højtideligt har iøvrigt vist at tyskerne som helhed er en nation af ret tilfredse mennesker, men at dette netop ikke gælder de østlige Länder eller Berlin!


Egentlig ville vi have startet vores lille Berliner-Odyssé med en tur ud til det gamle Olympiastadion, hvor olympiaden i 1936 fandt sted. Den danskerne husker for lille Inges broncemedalje i svømning, men mange andre også for amerikaneren Jess Owens verdensrekorder i 100 m, 200 m og længdespring. Olympiaden var et stort propagandanummer for det nye regime, fremragende formidlet på film af Leni Riefenstahl. Hitler, Gøring og de andre høje nazispidser var til stede. Hitler gav hånd til vinderne, men ikke til negeren Jess Owen. Dér satte han grænsen. Men den fremragende sprinter, hvis rekorder holdt meget længe, har nu fået en vej opkaldt efter sig i nærheden af stadion.

Det enorme bygningskompleks - med decideret Besucherzentrum - blev også brugt i Szabo's film 'Mefisto' med en fremragende præstation af Klaus Maria Brandauer i rollen som skuespilleren Gustaf Gründgens der valgte af blive i Tyskland efter 1938 og som blev mere og mere eftergivende over for styret. Vi opgav dog at tage ud at se dette stadion, fordi det regnede den halve dag det var åbent.

Til gengæld fik vi på tv set lidt af pave Benedikt den 16. da han talte her den 22.9. for 70.000 særligt inviterede. Den tyske, ærkekonservative pave nyder respekt som teolog og dogmatiker, men er uden folkelig appel af den art forgængeren Johannes Paul den 2. havde. Den katolske kirkes mange sex-overgreb dominerer bedømmelsen - og politisk er pavekirken uden større indflydelse i landet og hovedstaden. En statistik viser da også at over halvdelen af berlinerne betragter sig som ikke-religiøse. Det hører med til historien at vi på Brecht-teatret fik udleveret et 'Flugschrift 62' sammen med programmet til 'Biedermann und die Brandstifter'. Det var et åbent brev fra teaterdirektøren til hans hellighed pave Benedikt 16., hvor der blev gjort opmærksom på at Berliner Ensemblet i anledning af pavens besøg i Berlin spillede Rolf Hochhuths kristelige tragedie 'Der Stellvertreter' om pave Pius 12 der i Hitler-tiden svigtede jøderne ved at tie. Teaterdirektøren havde dog ingen tiltro til at pave Benedikt ville ulejlige sig til Brechtteatret for at se stykket.

Afslutningen på vores udflugt blev en tur i Fernsehturm ved Alexander Platz, hvis udsigtsterasse ligger 203 m over niveau. Ovenover findes en roterende restaurant der bringer gæsterne 360 grader rundt i løbet af en halv time. En stor oplevelse i godt vejr. Vi nød en Continental Frühstück mit Wurst, Schinken, Käse, und Brötchen samt en 'Märkischer Landmann' inden afgangen hjemad.


I Berlin var der faktisk også en Lars von Trier-kavalkade - og selvom vi ikke så nogen af filmene, skal hans navn nævnes fordi tysk kultur og historie er hans forudsætning i så høj grad at man kan tale om et kompleks. Flere af hans film er optaget i Tyskland med tyske skuespillere ved siden af andre. Og de inddrager tysk historie - som fx. hans 'Europa'. Som bekendt kom Trier galt af sted da han sidste år skulle præsentere 'Melancholia' for pressen i Cannes og spøgende betegnede sig som nazist. Det blev taget meget ilde op af festivalens ledelse, der erklærede ham persona non gratia i Cannes. Og spøgen kostede ham uden tvivl De gyldne Palmer, selvom juryen gav Kirsten Dunst prisen som bedste kvindelige skuespiller.

Trier troede længe at han var jøde, fordi Trierfamilien er af jødisk afstamning, men den Trier han voksede op hos var ikke hans biologiske far, så han måtte tro om. Men tyske rødder har han, og dem lægger han vægt på. Han blev for nogle år siden bedt om at sætte hele Wagners Nibelungenring op i Bayreuth, men opgav desværre fordi han er for perfektionistisk indstillet. Og nu hævder han at Wagner var en idiot, og at han selv slet ikke er nazist, men kommunist. Alt sammen er provokerende udtalelser man ikke kan tage alvorligt - på anden vis end at de siger lidt om at tysk kultur og tysk historie er en uhyre kompliceret sag.

Nøjagtigt det samme resultat kommer man til hvis man dykker ned i Rainer Werne Fassbinder og hans filmproduktion og hele verden. Han har ikke for ingenting lavet en tv-serie over Döblins roman 'Berlin Alexanderplatz' der er en udførlig beretning om livet i Berlin i 1920'erne og 1930'erne.

Spørgsmålet vender tilbage om den mentale forbindelse mellem de mange objektive topos og de mange subjektive referencer som kan knyttes mellem Berlin og ens forståelse af og indlevelse i tysk kultur og politik. Vi mennesker er som sagt tilbøjelige til at finde bekræftelse på historiske begivenheder ved at se deres tilhørende lokaliteter. Men det afgørende er at der knyttes tanker og forestillinger til det sete - og at disse igen forbindes til en større sammenhæng på en eller anden helhedsrealistisk vis.

Det er dette jeg har forsøgt at skildre med denne Berliner-rapport. For jeg har ikke oplevet Berlin som simpel turist, men har tværtimod fået en dyb føling med alt det der på godt og ondt har skabt tysk kultur og som har fascineret mig og provokeret mig lige siden skoletiden med en god tysklærer og musikundervisningen med megen tysk musik. Siden kom kunsten og teatret samt litteraturen med Thomas Mann, Henrich Bøll og Günter Grass og mange andre til ved siden af filosofferne. Men pointen er at intet af dette er enkeltstående fænomener jeg har føling med, men derimod et åndsfelt der i min egen erkendelsesfilosofi er en bestemt udgave af det kollektivt ubevidste og derfor en skabende kraft i sindet.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

Berlins officielle turistportal
Das Hauptstadtmagasin Zitty Berlin
Staatliche Museen zu Berlin
Berliner Zeitung online
Der Spiegel online
Dussmann Kulturkaufhaus, Friedrichsstr 90 (alt i bøger, musik og film)
Nordische Botschaften nyt kompleks med adgang til 'Fælleshuset'


Lille udvalg af relevant litteratur udover udstillingskataloger:

Rainer Ehrt: Preussisches Panoptikum. Ein satirisches Bilderbuch. (Forlaget Espresso. 2001)
'Ernste Spiele. Der Geist der Romantik in der deutschen Kunst 1790-1990'. (Oktagon. 1995. 678 sider)
udgivet i anledning af udstillingen af samme navn i 'Haus der Kunst München'. 1995.
Vilhelm Grønbech: Religiøse strømninger i det 19. århundrede (Gyldendal. 1922)
- med karakteristikker af bl.a. Goethe, Schiller, Herder, Novalis, Schlegel og Schleiermacher.
Rüdiger Safranski: Romantik - Eine deutsche Affäre. (Hanser. 2007). - Jr. artikel

Preussen Jahr Buch (MD Berlin. 2000)
Heinz Ohff: Preussens Könige. (Piper. 2001)
Eberhard Straub: Drei Letzte Kaiser. Der Untergang der grossen europäishcan Dynastien (Siedler. 1998)
Bismarck. Preussen, Deutschland und Europa. (Deutsches Historisches Museum. 1990)
A.J.P. Taylor: Bismarck. Mennesket og statsmanden. (Forum 1997, opr. eng. udgave 1955).
Guido Knopp: Kanzler. Die Mächtigen der Republik. (Bertelsmann. 1999)
- med tilhørende 6 tv-udsendelser af 45 minuter om Adenauer, Erhard, Kiesinger, Brandt, Schmidt, Kohl.

Fragen an die deutsche Geschichte. Ideen, Kräfte, Entscheidungen von 1880 bis zur Genegenwart.
- (Deutscher Bundstag. 1990 - i forbindelse med udstilling)
Einigkeit und Recht und Freiheit. Wege der Deutschen 1949-1999. (Deutsches Histor. Musuum/Rowohl. 1999)
Allan Bullock: Hitler I-II. (Fremad. 1958)
Joachim Fest: Hitler I-II. (Samleren 1974)
Allan Bullock: Hitler & Stalin. Beretningen om to af dette århundrede grusomste magtmennesker.
- (Politikens forlag. 1992)
Hartvig Frisch: Pest over Europa. Bolsvevisme - Fascisme - Nazime. Henrik Koppels Forlag. 1933.

TV-udsendelser/film:

Joachim Fest: Hitler - eine Karriere. 1977
Leni Riefenstahl: Triumph des Willens. 1935. (Fra nazisternes partidage i Nürnberg).
Leni Riefenstahl: Olympia 1938. I - Fest der Völker. II - Fest der Schönheit.
(Tendentiøse, men fremragende optagelser fra Olympiaden 1936)
Gérald Caillat: Operaen i det 3. rige.
Peter Cohen: Undergangens Arkitektur


Relevante artikler på Jernesalt:

Tyskerne fravælger socialdemokraterne  (29.9.09.)
Bundesrepublikken 60 år  (24.5.09.)
Tysk terror gennem 30 år var ekstremt inkonsistent  (4.1.08.)
Problemer med tysk regeringsdannelse  (4.11.05.)
Merkel bliver ny kansler  (11.10.05.)
Tyske koalitionsregering godkendt af partierne  (15.11.05.)
Frygt og usikkerhed vandt det tyske valg  (20.9.05.)
Stor spænding om det tyske valg  (18.9.05.)
Tyskernes valg  (24.5.05.)
Tysklands valg 2002  (27.9.02.)
Erfurt-tragedien - mordlyst og opdragelsesproblemer  (2.6.02.)


Status over året 2010  (31.12.10.)
Advarsler mod muslimerne i Europa   (6.9.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
EU's nye redningspakke  (11.5.10.)
EU's storhedsdrømme definitivt bristet  (20.11.09.)
Murens Fald 1989  (9.11.09.)
EU-topmødet oktober 2009  (2.11.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)
Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet  (8.10.08.)

Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Status over året 2007  (31.12.07.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
EU-topmødet endte med en halv løsning  (24.06.07.)
EU: jubilæum - problemer - fremtid  (30.03.07.)
Europas grønne gennembrud?  (12.03.07.)
EU-topmødet lidt af en fuser  (20.6.06.)  

Status over året 2005  (31.12.05.)
Terror, vold, opbrud, solidaritet og håb  (31.8.05.)
Europas forudsætninger  (15.8.05.)
EU-krise på ubestemt tid  (19.6.05.)
Kampen mod terrorismen kan ikke afhænge af FN alene  (21.5.05.)
Europæisk kardinal ny pave  (20.4.05.)
Pave Johannes Paul II er død  (3.4.05.)


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om EU
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal