ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.6.05.

EU-krise på ubestemt tid

Topmødet kunne heller ikke enes om et nyt budget for 2007, fordi Storbritannien nægtede at give køb på den hidtidige rabat, medmindre Frankrig accepterede en begyndende nedskæring på landbrugsstøtten. Chirac og Schröder forsøger naturligvis at give Blair skylden for sammenbruddet. Det påstås at Blair helt bevidst har satset på et sammenbrud - og altså gennem et halvt år har forhandlet på skrømt om et nyt budget. Men man glemmer at det i årevis har været åbenlyst for enhver nøgtern iagttager af EU's økonomi, at landbrugsstøttens størrelse er fuldstændigt uholdbar og utidssvarende - og forlængst burde være bragt ind i en systematisk reduktion. Udvidelsen af EU har kun gjort en reduktion endnu mere tvingende nødvendig, men den var nødvendig i forvejen, for landbrugsstøtten har i årtier forvredet hele EU's landbrugssektor.

Forfatningstraktaten er ikke godkendt og budgettet for 2007 ikke vedtaget. Budgettet behøver ikke nødvendigvis at blive vedtaget før om et års tid, så der er tid nok til nye forsøg, selvom Tony Blair nok ikke som formand for ministerrådet det næste halve år skal gøre sig forhåbninger om at komme igennem med et kompromis. Det vil Frankrig - dvs. præsident Chirac - nemlig ikke acceptere, eftersom han frygter de franske vinbønder mere end noget andet på jorden. Chirac hånede på sin pressekonference kolleger der havde talt patetiske ord, men hånen falder tilbage på ham selv. For han taler selv gerne patetisk, når han tror det virker. Denne gang afstod han, fordi han vidste at patos i hans mund ville lyde direkte latterlig.

En ny forfatningstraktat kan man kigge i vejviseren efter. Det franske og hollandske nej kan ingen tillade sig at negligere. En tænkepause lyder godt på papiret - selvom nogle opfatter det ironisk som en pause i tænkningen - men den er jo i realiteten blot udtryk for at man ikke aner sine levende råd og altså ikke vil være ved, at det gamle traktatudkast er ubrugeligt.

Den siddende EU-formand, den luxembourgske premierminister Jean Claude Juncker var synligt skuffet over resultatet - han var efter mødet det ene af seks prominente medlemmer med 'lange ansigter' som 'Der Spiegel' ironisk skrev - ja, han gav udtryk for at han ligefrem skammede sig over resultatet. Den slags moralske opstød kan han nu godt spare sig. Sandheden er, at ministerråd og kommission er groggy efter det franske og hollandske nej - og det er ganske naturligt. For det resultat havde de nok frygtet, men ikke regnet med. Så der var ingen plan B.

Og når kommissionsformand Baroso nu taler om en plan D, så er det udelukkende for at knytte planen til positive begreber som debat, dialog og demokrati. Og al ære og respekt for det, men det er temmelig forsinket bagklogskab at indse at disse elementer har manglet. Og det er naivitet at tro at de kommer, blot fordi man nævner ordene. EU er ikke et folkeligt projekt og bliver det aldrig. Det burde man se i øjnene i stedet for at foregøgle sig selv og andre alt muligt andet. Grundliggende er problemet i EU, at man for øjeblikket slet ikke har ledere af et format, der kan tænke i visioner der kan både forene og modernisere, skabe resultater og få opbakning i befolkningerne.

For TV2's vedkommende gælder, at det har været påfaldende så ofte man har bedt socialdemokraternes nuværende formand Helle Thorning Schmidt og den forhenværende Poul Nyrup Rasmussen om at komme med bud på hvad regeringscheferne skulle og ikke skulle. Poul Nyrup er aldrig i tvivl om sine erfaringers slagkraft. Man mindes at han umiddelbart efter sit fald som statsminister rejste til EU-topmøde i den tro at han i kulisserne kunne påvirke lederne med de utroligt gode råd han mente at have i kraft af sin mangeårige deltagelse i topmøderne. Men tro om de gad lytte, de skarn.

Uheldigvis forsinkes optagelsen af Bulgarien og Rumænien, skønt de hører hjemme i Europa og allerede burde have været sikret betinget medlemsskab. Men heldigvis er udvidelsen med de første ti lande en uigenkaldelig beslutning. Heldigvis bliver optagelsen af Tyrkiet - der hverken geografisk, politisk, kulturelt eller religiøst hører til Europa - udskudt på så ubestemt tid, at man skal være blåøjet optimist for at tro på den. Og endelig lever den gamle traktat dog videre. Og selv om det ikke i længden er praktisk holdbart at opretholde et gammelt regelsæt for 15 lande, når EU nu består af 25, så finder man vel ud af problemerne hen ad vejen.

Det positive er, at alle medlemslande bevarer en kommissær, sådan som Danmark hele tiden har ønsket det. Endvidere, at man ikke er kommet nærmere en valgt præsident eller udenrigsminister for EU. Et fælles forsvar ligger også endnu længere ude i utopiernes verden end før. Det latterlige EU-parlament får ikke mere indflydelse, men desværre heller ikke beskåret noget af den alt for store indflydelse det allerede har. Og endelig får de nye EU-lande med Polen, Tjekkiet og Ungarn i spidsen forhåbentligt større indflydelse. De europæiske værdier kommer til at spille en større rolle.

Alle regeringschefer og medlemslande får nu tid til at overveje hvad man vil og skal med det udvidede EU - og først og fremmest får man udskudt eventuelle traktatændringer til kansler Schröder og præsident Chirac er definitivt ude af det politiske billede. Deres manglende evne til at leve op til normerne for Euro-samarbejdet har været afslørende for dem. De har tilladt sig at overtræde reglerne på en måde ministerrådet aldrig ville have accepteret for de små landes vedkommende. De har begge være alt for dominerende på de små landes bekostning. Allerede deres spil for galleriet ved mødet i Berlin - med en påfaldende repræsentativ rolle for kansler Schröders unge hustru - afslørede deres selvovervurdering. Deres fald betyder nyt håb for en stærkere placering af de mindre EU-lande. Også andre af de nuværende regeringschefer i EU synger på sidste vers.

Det giver plads for den nyorientering i EU der virkelig er brug for inden for de næste fire-fem år.

For det første skal man tage den med ro. Der er intet der jager, for der kan ikke ske afgørende ting foreløbig. Folkelig debat her i landet om EU's fremtid får man lige så lidt som i andre lande.

For det andet skal man naturligvis tilpasse sig den nyorientering der vil ske, og det vil først og fremmest sige, at de små og mellemstore lande bør finde fælles fodslag, dette gælder ikke mindst landene omkring Østersøen.

For det tredje skal man i gang med forhandlinger om ophævelse af de efterhånden generende danske forbehold, så man på dette område kan opnå et bredt politisk forlig, skabe den nødvendige debat og få en ophævelse vedtaget ved folkeafstemning. Hastværk er ikke nødvendigt, men tiden under den store tænkepause kan lige så godt udnyttes til noget fornuftigt på dette delområde.

For det fjerde skal man være med til at fremme en indvandrer- og integrationspolitik, der forhindrer overdreven indstrømning af fremmed arbejdskraft der ikke er brug for, men kun vil belaste de europæiske økonomier.

Endelig skal den danske regering naturligvis sørge for at fremme de fælles EU-initiativer der vil kunne understøtte kampen mod arbejdsløsheden og kampen for bedre uddannelse og forskning. Men regeringen skal omvendt ikke vente på fælles EU-udspil. Det er ikke EU's opgave at få sat gang i den tyske økonomi. Det er andre kræfter der bestemmer her.

Det moderne fornuftige standpunkt er naturligvis det komplementære synspunkt, at både friheden og trygheden skal tilgodeses i et dynamisk modspil. EU skal sikre såvel passende konkurrence og globalisering som passende social og arbejdsmæssig tryghed. Men synspunktet trænger til at blive stærkere betonet i debatten.

Der er derfor nok at tage fat på for den danske regering og det danske folketing. Panik er helt unødvendig.

Fransk og hollandsk nej  (2.6.05.)
EU, Østudvidelsen og Tyrkiet  (18.12.04.)
EU-forfatningen vedtaget af ministerrådet  (21.6.04.)
EU-valget 2004  (16.6.04.)
EU's store dag  (2.5.04.)
Sammenbruddet i Bruxelles  (17.12.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)