Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - 2013udfordrD Nyskabelsen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.11.13.

Vor tids største udfordring: Nyskabelsen af den umiddelbare realitet

Givet i den menneskelige eksistens i det nye årtusinde er at de store og alvorlige klimaproblemer vil fortsætte og sandsynligvis forværres, fordi mennesket ikke er herre over klimaet og ikke vil være i stand til at skabe international enighed og forpligtelse om hvordan problemerne eventuelt kunne løses.

Givet er desuden at hovedårsagen til klimaproblemerne ikke længere kan fjernes. Den hedder den eksplosive befolkningstilvækst og vil fortsætte selv om den på lokalt plan og til en vis grad på regionalt plan vil komme under kontrol. Tilvæksten betyder yderligere rovdrift på klodens ressourcer, og selvom den til en vis grad kan afdæmpes gennem nye teknologiske landvindinger, så vil disse altid komme bagefter og altid været forbundet med øget ulighed i verdenssamfundet. Resultatet bliver misvækst, hungersnød, sygdomme og epidemier, samt flygtningstrømme, folkevandringer og krige der vil blive en voksende trussel mod de relativt veludviklede og velfungerende lande og regioner. Disse kan hjælpe de nødlidende på kort sigt, men ikke på lang sigt. De vil før eller siden komme til at stå over for et valg mellem at forsvare eller opgive deres egen frihed og suverænitet. Og det vil i sig selv medføre splittelse og konflikter.

Sikkert er at den langvarige og endnu ikke afsluttede finanskrise og realøkonomikrise (recession) vil ændre verden. Den vil ændre magtbalancen i verden, den vil gøre de fattige lande endnu fattigere, og den vil påvirke klima- og miljøproblemerne negativt. Den vil give lande med dårlig og letsindig økonomi langvarige mén. For lande med sund økonomi og sund indstilling til både økonomi og velfærdssamfund vil den betyde lavere vækst og beskæftigelse i en vis periode. Men den vil også understrege behovet for at nytænke selve den naive tro på økonomisk vækst og spekulanters jongleren med abstrakte kapitalværdier for spændingens og den korte gevinsts skyld. Den vil nødvendiggøre en ny helhedsrealisme der fastholder en jordbunden og gennemskuelig økonomi i kombination med en sund og fælles etisk orientering.

Dette kræver utvivlsomt som et første skridt, at bankerne fratages den risikofrihed de får via staternes sikkerhedsnet - og deres ret til at skjule deres transaktioner gennem fiktive selskabsdannelser. Og det kræver mere og dyberegående refleksion i samfundet, men også et generelt langt højere oplysningsniveau. Men det bliver et langt og sejt træk, fordi der allerede er begået alvorlige fejl og dumheder der ikke kan gøres ugjorte.

For Europas vedkommende har den økonomiske krise især været en belastning for EU, fordi den har ramt de sydeuropæiske lande særligt hårdt i og med ledernes letsindighed og uansvarlighed. Det har tvunget Euro-landene til fælles hjælpeforanstaltninger der ubønhørligt har afsløret at selve Euroen har været en fejlkonstruktion. Alt for mange lande kom med i ordningen, skønt deres økonomier ikke var egnede. Det har igen låst de rige euro-lande og navnlig Tyskland fast i en yderst forsigtig økonomisk politik der ikke har kunnet genskabe ønsket vækst. Men det har også afsløret at EU er blevet for stort. Medlemslandene er for uensartede til at de kan gå ind under samme ledelse med samme fordel som de oprindelige få lande havde. Ydermere har Europa-parlamentet i strid med den oprindelige EU-struktur udviklet sig til en magtfaktor der er blevet alt for selvhævdende og dominerende og kun skaber mere og mere kontrol, og dermed mere og mere bureaukrati og 'djøfisering'. Det er jurister og økonomer der er blevet vor tids værste samfundshersere og -ødelæggere.



Den mest alvorlige brist i dansk og vesteuropæisk politik og kultur ligger på det sociale område og skyldes primært en helt uansvarlig indvandrer- og flygtningepolitik gennem et halvt århundrede. Det er bl.a. netop oplyst at der her i landet har været en rekordstor indvandring de seneste 12 måneder på 53.429 indvandrere. Det har i et par år været klart at den sociale uro er vokset markant i fx Frankrig som følge af indvandringen til de sydlige regioner, og at uroen generelt øges i hele Sydeuropa som følge af ekstraordinær stor flygtningetilstrømning fra Nordafrika. Situationen i Syrien giver også problemer i alle nabolande, herunder Tyrkiet.

Uansvarligheden i indvandrer- og flygtningpolitikken ligger naturligvis ikke i selve det forhold at de fleste vesteuropæiske lande har givet adgang til arbejdsmarkedet for fremmed arbejdskraft når der har været behov for det, eller at man har tilladt fremmedarbejderne at sende overskydende penge hjem til deres familier, men at man rask væk begyndte at give de fremmede indvandrerstatus og statsborgerskab, så de forblev i landet, selvom deres arbejdsopgaver efterhånden blev løst, og at det fra starten var meningen at de kun skulle være gæstearbejdere. Tilmed gav man dem lov til helt vanvittige familiesammenføringer, der omfattede forældre og bedsteforældre, fætre og kusiner. Og det problematiske og direkte skadelige heri har ikke ligget i rimelige menneskelige hensyn, men i naiviteten, idealismen og den manglende forudseenhed med hensyn til de langsigtede sociale og kulturelle følger.

Politikerne har troet at økonomien kunne bære en sådan politik, at de fremmede ville være indstillede på integration, og at den nationale kultur ikke kunne tage skade. Alle tre ting har vist sig ikke at holde stik. Opgørelserne af skaderne kan man naturligvis altid skændes om, for de kan faktisk slet ikke foretages eksakt, da der indgår så mange elementer i vurderingerne at det kommer fuldstændigt an på hvem der foretager dem og hvad formålet konkret måtte være. Det afgørende er derfor ikke objektive data, men de subjektive fornemmelser der bestemmer de indfødte danskeres ubevidste holdninger, og det er lige præcis her den store forskel mellem tilhængere og modstandere af åben og tolerant indvandrerpolitik kommer frem og bliver udslaggivende. Tilhængerne accepterer simpelthen ikke de subjektive fornemmelser hos modstanderne som andet end primitive og reaktionære nationalistiske indstillinger af værste irrationelle skuffe (fordomme, fremmedhad, racisme), og modstanderne accepterer omvendt ikke tilhængernes subjektive fornemmelser som andet end verdensfjerne, abstrakte indstillinger af værste rationelle skuffe (humanisme, multikulturalisme, globalisme). I sidste ende er forskellen udtryk for en total og fatal modsætning mellem mennesker der har deres medfødte og værdifulde umiddelbarhed i behold som sjæleligt og åndeligt midtpunkt og mennesker der ikke har det, men tværtimod betragter den slags som vås og overtro.

Men det er vel at mærke flertallet af jævne mennesker der har den umiddelbare realitet i behold og derfor reagerer med største skepsis mod indvandrerne, mens deres modstandere mere eller mindre tydeligt tilhører en elite der arbejder internationalt, tænker i abstrakte og teoretiske baner og følgelig sætter humanistiske ideer som menneskerettighederne over enhver naturlig, lokal og national forankring i historien og sproget. Ulykken er ikke mindst at statsborgerskab til indvandrerne giver disse en helt naiv illusion om at være fuldgyldige danskere selvom de end ikke har lært sig sproget. Det ligger i selve den elitære tænkning at sætte juridiske rettigheder over historisk og sproglig forankring. Og en kløft mellem folk og elite bliver uundgåelig.



Verdenssamfundet undergår i disse år også en dyb forandring gennem forskydning af selve magtbalancen hvad angår både økonomi og militærmagt. Og dette er blevet behandlet i artiklen Mellemøst-udfordringen 2013  (1.11.13.) og skal ikke gentages. Men én udfordring overskygger dog i mine øjne alle andre fordi dens besvarelse er forudsætningen for alle andre problemers løsning. Og den skal specificeres.

Udfordringen er at befolkningerne begynder at indse at den hidtidige fokusering på materielle og økonomiske samt magtpolitiske uenigheder, kampe og konkurrence ikke fører fremad, men må erstattes af en helhedsrealistisk og vedvarende nyskabelse af det menneskelige samfund og den menneskelige eksistens. Folkene skal igen have fat på de psykiske energier der er nødvendige for udvikling i den rigtige retning i stedet for at være uløseligt bundet til rethaveriskhed og hævngerrighed. Samtidigt skal de acceptere de grundlæggende fysiske rammer og den grundlæggende psykiske helhed, mening og sammenhæng.

Med andre ord er det blevet så nødvendigt som aldrig før i historien at se den gamle videnskabs og de gamle fortællingers fælles forsøg på at fastholde den gamle dualistiske tænkning som aldeles utidssvarende i det nye årtusinde. Det er blevet nødvendigt med et fundamentalt opgør med fædrenes tro og pukken på lov og tradition og i stedet nå frem til seriøse forsøg på at skabe en nye umiddelbar realitet.

Egentligt er det underligt at det overhovedet er kommet dertil.

For det første er det hundrede år siden de afgørende nye tanker og forestillinger i fysik, erkendelsesteori, psykologi og religionshistorie brød den gamle hæmmende og fatale dualismes snævre baner og med Einsteins, Bohrs, Heisenbergs, Freuds, Jungs og Vilh. Grønbechs forskning betrådte nye og horisontudvidende veje.

For det andet er den basale erfaring af den umiddelbare realitets afgørende rolle som meningsgivende, sammenhængsgivende og helhedsgivende i eksistensen fortsat almindelig blandt jævne mennesker, selvom den udsættes for systematisk nedvurdering eller negligering af den etablerede elites gængse vanetænkning og affortryllelses-objektivitet og derfor aldrig er blevet tilstrækkeligt bevidst.

Men der er i hvert fald tale om én ret indlysende grund til at ingen af delene har været nok, og det er naturligvis de to verdenskrige og den europæiske kulturs opsplitning i to lige håbløse og lige ødelæggende ismer. Nazismen (og fascismen) blev definitivt overvundet som statsmagt i 1945, mens sovjetkommunismen levede videre til 1989 og bandt utroligt mange velmenende, intellektuelle menneskers tankegang, så de ikke kunne få øje på andre muligheder, heller ikke efter 1956, hvor systemet ellers blev afsløret indefra.

Og den officielle videnskabelighed på universitetsplan blev ikke klog af skaden, men fortsatte ufortrødent med sin fastholdelse af en ensidig materialistisk tankegang der i sidste ende vedblev at have fysikalismen som forbillede, selvom denne allerede i 1930'erne kunne definitivt skrinlægges ved hjælp af Københavnerfortolknings geniale komplementaritetsssynspunkt.

Der må altså foreligge en specielt og meget stærk psykologisk binding til det materialistiske og deterministiske synspunkt som er dræbende for almindelige menneskers umiddelbare erfaring af sjælelivet og åndslivets faktiske, empiriske karakter og afgørende betydning for opretholdelsen af håb, mening, helhed og sammenhæng i den menneskelige eksistens. Og jeg er ikke i tvivl om at den ligger i problematikken omkring puberteten. Denne er nemlig på den ene side karakteriseret af selve det kulturgivende 'syndefald' der dels betyder opdagelsen af det andet køn, dels erkendelsen af forældrenes ufuldkommenhed. Opdagelsen betyder en grundlæggende forståelse for at biologien og kulturen er fundamentalt tvekønnet og dermed komplementære. Erkendelsen betyder en grundlæggende forståelse for at autoriteter og myndigheder er mennesker og som sådanne alt andet end guddommelige. De gennemskues før eller siden som historiske bestemte og dermed relative væsener. Det afstedkommer en naturlig modsætning mellem generationerne og fører ofte, men ikke nødvendigvis til deciderede faderopgør og mødreopgør.

Psyken er imidlertid - som eksistentialisterne har understreget - angst for friheden som sådan og viger ofte tilbage for opgøret. Og det betyder at individet i vid udstrækning søger erstatning for barndommens tabte formynderi og absolutte autoritet i pseudoautoriteter, der enten kan være menneskeskikkelser der ophøjes til helte og førere eller ideer og ideologier der ophøjes til gudestatus.

Specielt for drenge ses i puberteten ofte en meget stærk trang til absolutistisk tænkning gennem fastholdelse af snævre, entydige begrebsdefinitioner, snæver regelret logik og skarp enten-eller-tænkning. Selve den kønshormonalt betingede transcendens-tilbøjelighed gør sig gældende på alle punkter af mænds tænkning og adfærd, men havner i tænkningen i den rene absolutisme hvis ikke den relativeres af ikke-rationelle modforestillinger. Det er overvejende mænd der bliver dogmatiske og mænd der får styrket deres jeg gennem dogmatismen - og følgelige også mænd der bliver fundamentalister og mænd der søger den absolutte magt.

Uvæsenet holdes nogenlunde i ave af kvinderne i mange kulturer, og det har yderligere fundet et rimeligt niveau i sekulariserede demokratier der skiller magten fra ideologierne og de urokkelige dogmer, men selv i disse samfund er det almindeligt forekommende at unge mænd har stærk præference for forenklede politiske løsninger.

Det dybt beklagelige er at vor tid er stærkt præget af kvindernes manglende vilje til at fastholde en naturlig kritik af mænds tendens til jegdominans (de vil ofte hellere konkurrere med manden om dominans), men desuden også præget af en generel mangel hos begge køn på en forståelse for de psykiske mekanismer der fører til skævhederne og som ikke undgås uden indsigt i moderne dybdepsykologi og erkendelsesteori samt religionsforståelse.

Den manglende forståelse ses på så helt elementære forhold som at flertallet i vore dage ikke véd at sjælelivet hverken kan forstås eller reguleres hvis det opfattes som fysisk-kemiske processer og at åndslivet ikke kan forstås hvis det ikke opfattes som et udslag af det kollektivt ubevidste. Det er forbløffende at mennesker i vore dage stoler så lidt på menneskets umiddelbare erfaring, at de tror og accepterer at lægernes hjernedødskriterium kan afgøre hvornår en sjæl er hørt op med at fungere. Og det er i det hele taget katastrofalt at nutidens mennesker er i vildrede med hvad sjæleliv og åndsliv overhovedet er.



Udfordringen er derfor indlysende. Den drejer sig om at få gjort forskellen mellem den umiddelbare realitet og den middelbare realitet lysende klar for alle og at få alle til at forstå at det udelukkende er i den umiddelbare realitet eller jeg-du-forholdet at der kan etableres erfaring af den mening, helhed og sammenhæng som mennesket behøver for ikke at havne i håbløshed eller fortvivlelse. Det sker aldrig i den middelbare realitet eller jeg-det-forholdet, så spændende det iøvrigt kan være at udforske.

Alle mennesker oplever dagligt den umiddelbare realitet tusindvis af gange; det sker nemlig hver eneste gang vi vågner af nattens søvn; hver eneste gang vi møder et menneske vi kender og i hvis nærhed vi blot indtræder; hver eneste gang vi giver os hen i bordets glæder i samvær med andre, eller i sang, musiceren og dans eller erotik med andre og hver eneste gang vi går i teatret, i biografen, i koncerthuset eller på en kunstudstilling eller ud i naturen og åbner for modtagelsen af indtryk uden at sætte filtre på der drejer sig navne, priser, nytte eller 'smag'.

De fleste véd bare ikke at disse begivenheder betyder indtræden i det åbne og umiddelbare forhold - og denne uvidenhed er noget relativt nyt i kulturen. Den har at gøre med den forbandede hærgen borgerlig nyttemoral, økonomiske normer, juridiske regler og videnskabelig objektivitetsmoral har gjort sig skyldig i gennem halvandet hundrede år og som vore politikere har ophøjet til gud i primitiv fremskridtstro og misforstået humanisme. Og derfor er der ingen vej uden om en nytænkning og en ny oplysning.

Det betyder naturligvis ikke at nyttehensyn, økonomi, jura, objektivitet eller fornuft skal tilsidesættes. Det betyder derimod at det alt sammen må være underkastet den sunde fornufts skøn og dermed på den ene side tillade al praktisk nøgternhed og realitetsprøvelse gennem sekundærprocesserne, logikken og indsigten i de fysiske love, men på den anden side også den fulde erkendelse af at middelbarheden med dens sekundærprocesser og logik i eksistentiel henseende er underlagt umiddelbarheden med dens primærprocesser og subjektive vurderinger, fordi det kun er umiddelbarheden der rummer erfaring af mening, helhed og sammenhæng.

Udfordringen bliver dermed den provokerende nytænkning og holdningsændring der vender op og ned på forholdet mellem middelbarheden og umiddelbarheden og får sat umiddelbarheden over middelbarheden eller jeg-du-forholdet over jeg-det- forholdet. Dette betyder vel at mærke ikke at sætte idealismen over materialismen eller åndeligheden over verdsligheden, eftersom begge er afhængige af hinanden. Og det betyder heller ikke at indføre et lukket dogmatisk system, en ideologi af holistisk tilsnit, men kun at erkende at helheden er vort inderste jeg som vi fødes med og aldrig kan svigte uden at tabe håb og retning og blive ofre for ismer, fremskridtstro, mode og andre vilkårlige trends.

Derfor den komplementære helhedsrealisme og den kommende 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som vil udkomme omkring 20.11.).

Ejvind Riisgård




PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen og at kalde den 'ugebrev'. Dette er nu hørt op. Ovennævnte artikel er oplæg til bogen og vil i næste uge blive efterfulgt af en artikel der direkte omhandler vor tids største udfordring.

Når virksomheden fra nytår blev indskrænket til den beskedne ugentlige indsats, skyldtes det at Jernesalt begyndte at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Samt skrive bogen om den menneskelige eksistens. Og det krævede en vis arbejdsindsats.

Bøgerne er i løbet af året komme til at dække de væsentligste sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede afslutter Jernesalts virksomhed i løbet af november måned - og runder af med det nævnte større værk om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede samt en opdateret udgave af filosofi-bogen fra 2009.

Ejvind Riisgård




Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:



Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal