Da forskning og uddannelse er blevet udråbt som et hovedtema i valgkampen, havde Martin Krasnik naturligt nok inviteret forskningsminister Helge Sander fra Venstre og forskningsordfører Lene Jensen fra Socialdemokraterne i studiet. Og han startede lige så naturligt med at spørge dem om midlerne til forskningen her i landet var blevet forøgede eller formindskede i VK-regeringens tid.

Forudsigeligt mente Lene Jensen at midlerne var blevet færre, men Helge Sander at de var blevet flere. Og så kørte påstand mod påstand ellers lystigt mod hinanden, indtil Krasnik brød af og foreslog at man i stedet for kiggede på fremtiden, dvs på løfterne for fremtiden.

Men ak, også her stod påstand mod påstand, så vi arme seere ikke havde en jordisk chance for at følge med. Tal, prognoser og finanslovsplaner kan nu engang udlægges på mange måder. Sammenligninger med andre lande og med fortiden lider altid af skavanker i retning af forskellige konjunkturer og forudsætninger. Og hertil kommer at der er grænser for hvor mange tal der på én og samme tid kan være i hovedet hos folk der ikke sidder med problemerne til daglig. Her kunne tabeller og grafik på skærmen have været en hjælp.

Dette havde Krasnik og den øvrige Deadline-redaktion skam også forlængst indset, så studieværten kunne lancere en nyskabelse der hedder 'reality check' og som betyder at seerne på stedet får forelagt en eksperts vurdering af hvilke tal der er rigtige eller relevante.

I aftes var det samfundsøkonomen Mogens Ove Madsen fra Ålborg Universitetscenter der udlagde de tre grafer der blev vist på en særlig skærm i studiet (og med stor forsinkelse kom op i fuld størrelse på skærmen hjemme i stuen). Graferne viste udviklingen over flere år, og afslørede som forventeligt at forskningsministerens påstande måtte tages med forbehold for opgørelsesmetoder og -tidspunkt.

Det fik Helge Sander naturligvis lejlighed til at kommentere sammen med Lene Jensen, men ingen af de to havde haft mulighed for at se graferne, for skærmen de vistes på var placeret på et skillerum foran de to politikere. Graferne kom ud til seerne, men ikke til nogen skærm hos de to politikere. Sander rejste sig faktisk fra stolen for at komme om på den rigtige side af skillerummet, men måtte opgive. Og åbenbart havde de to politikere heller ikke fået graferne forelagt på papir eller skærm i forvejen. Deres kommentar måtte blive derefter. Ministeren fastholdt sine påstande, idet han blev ved at understrege realiteten i regeringens ekstrabevilling til forskningen på 8 mia kr., men hans modpart bestred den.

Martin Krasnik var dog den største taber, for dels er det hen i vejret at byde inviterede gæster den form for unddragelse af data de tvangsindlægges til at kommentere. Dels er den håbefulde unge mand blevet mere og mere ivrig og polemisk i den tid han har været studievært på Deadline.

Krasnik bliver meget ofte så ivrig at han begynder at stamme og hakke i det rigtigt godt og grundigt. Men han bliver også frækkere til at bryde af og formulere sine nye spørgsmål hårdt og polemisk. Hans metode er sikkert stadig vand i forhold til forhørsmetoderne hos politiet, men det er vel heller ikke den slags metoder et tv-interview på DR2 skal måles med. Krasniks faste kolleger på Deadline, Martin Breum og Kurt Strand, kan også være direkte og insisterende i deres udspørgen, men forskellen er, at de også kan lytte og give interview-ofrene chancer for at uddybe det de siger.

Jens Olaf Jersild har længe haft udmærkede programmer på DR2 under eget navn, og i anledning af valget har han lanceret en serie aktuelle interviewprogrammer om spinfænomenet i dansk politik. Hvornår er en nyhed plantet for at manipulere, og hvornå er det "den ægte vare", og er der overhovedet en forskel, spørger han blandt andet.

I aftes var gæsterne i det lille, intime, men praktiske og behagelige studie to erfarne mediefolk, Se & Hør's chefredaktør, Henrik Quortrup, der har været rådgiver for Anders Fogh Rasmussen, og Lotte Hansen, der har været presserådgiver i bolig- og erhvervsministeriet.

De mente begge, at der ved den igangværende valgkamp ville være endnu mere spin end tidligere, fordi det ganske enkelt var nødvendigt for politikerne, og da især for de to spidskandidater til statsministertaburetten. Og dette skyldtes igen, at forskellene mellem partierne var blevet mindre. Alle appellerer til de samme vælgere, nemlig vælgerne på midten. Og især Anders Fogh Rasmussen gjorde sig i 2001 bemærket ved med største konsekvens at lave 'en omvendt Blair', dvs bevæge sig målrettet ind på midten blot fra højre i stedet for som Blaire fra venstre.

Der kom udmærkede synspunkter frem om sagen fra begge gæster, der stille og roligt og uden at behøve at drive polemik mod hinanden kunne pege på relevante sammenhænge. Men Jersild undlod desværre helt at anfægte hele den fastgroede forestilling om at politik kan måles på en højre-venstre skala. Det kan den hverken fra Blair's eller fra Fogh Rasmussens synspunkt. Begges bevægelse ind mod midten kan tværtimod uden større besvær fortolkes som deres ærlige vilje til at søge væk fra det gamle klasseskel der låser såvel partier som vælgere fast i en helt forældet blokpolitik. Men det blev altså ikke selve denne tredje vejs fornuftige mulighed der kom på tapetet.

Alle, men stærkest Quortrup, gik ud fra som givet, at forskellen mellem partierne er blevet mindre og mindre, og at det derfor stort set kan være hip som hap om den ene eller anden partiformand bliver statsminister. Der er visse nuancer der skiller, men dybest set er politikken den samme. Derfor drejer valget sig om hovedpersonerne. Hvem vil flertallet af vælgere have som statsminister? Hvem synes de bedst om, og hvem finder de mest troværdig og handlekraftig.

Resultatet førte til god belysning af to forhold. For det første den kendsgerning at Anders Fogh Rasmussen hurtigt var kommet over sin mindre heldige udtalelse ved åbningen af folketinget i 2003, hvor han havde lagt sig ud med mange af landets pædagoger og i det hele taget landets kvindelige vælgere ved at lægge afstand til den rundkredspædagogik han faktisk selv har været udsat for som forælder. Han slap fra udtalelsen ved at besøge en skole - og dér sætte sig ned på gulvet sammen med børnene og synge og klappe med på deres sang. Det har intet med kritisabel rundkredspædagogik at gøre - for den kører på spørgsmålet 'Hvad mener du?'. Men alligevel ikke en situation Fogh brød sig om, men som han med Quortrups ord gjorde som en slags bodshandling. Og den syntes vel at mærke modtaget som sådan.

For det andet belystes den kendsgerning at Mogens Lykketoft var meget uheldig med sit udseende den dag valget blev udskrevet, fordi han - af uvis årsag - ikke brugte briller, og derfor kom til at se væsentligt ældre ud end når han bruger moderne, klædelige briller. Dette prøvede han så dagen efter at råde bod på i et gymnasium i Albertslund ved foran den fyldte aula at tage nogle dansetrin som bevis for at han skam ikke var så gammel endda. Men det gjorde - som vi alle kunne se på filmoptagelsen - kun sagen værre. For det virkede fuldstændigt unaturligt for manden. Ingen forbinder umiddelbart Lykketoft med dans. - Manden har nu fået briller på i reklamer og i virkeligheden. Men hans image i vælgernes øjne vil blive meget svært at ændre.

Det var fine eksempler på, hvor meget tv-mediet kan afsløre af folk, og hvor meget politikernes fremtræden i medierne derfor betyder for deres muligheder for at trække stemmer og vinde en valgkamp.

For at sige det ligeud: Mogens Lykketoft har fra starten af kampen mod Nyrup været en fejltagelse som formand for socialdemokraterne.

Men naturligvis er valget 2005 ikke afgjort endnu. Quortrup undstregede meget rigtigt, at man kan være ganske rolig for at Anders Fogh Rasmussen vil gøre alt hvad der står i hans magt for ikke at vise den hybris der i 1998 fældede Uffe Ellemann Jensen og som bestod i at denne halvandet døgn før valget erklærede at sejren var hjemme. Derfor vil der naturligvis være spænding om valgets udfald helt frem til den 8. februar.

Jens Olaf Jersild klarede første omgang af sine spin-programmer fortræffeligt, engageret og ivrig som han er, men med stor lydhørhed for gæsternes mening. Programmerne bringes frem til valgdagen mandag, onsdag og lørdag med genudsendelser de andre dage.