JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - humaniora18

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.3.18.

De humanistiske fag svigter den eksistentielle virkelighed

Humanisterne får skyld for meget - og har også i Jernesalts spalter gentagne gange været udsat for hård kritik. I den aktuelle samfundssammenhæng er de udsat for ret voldsom nedvurdering i forhold til naturvidenskaberne. Alle kan se den nære sammenhæng mellem naturvidenskaben og de teknologiske fremskridt vi systematisk udsættes for i sundhedsvæsen, kommunikation og administration - men når det gælder humaniora ser vi kun spage, usammenhængende og forvirrede forsøg på at pege på 'værdier' og at få folk til ikke at hoppe bevidstløst på fremskridtets fremadstormende og tilsyneladende uovervindelige tsunami. Så egentlig er det naturligt at et par universitetsfolk som historielektor Dorthe Gert Simonsen og teologen Troels Engberg-Pedersen nu i en kronik om "Humanismens rolle i samfundet" (Politiken 3.3.) forsøger at overbevise dannede mennesker om at humaniora er mindst lige så vigtig som naturvidenskab. Efter et årti med hvad de selv kalder "humaniora-bashing, dimensionering og krisesnak" synes de, det er på tide at fokusere på succeshistorier om humanistisk forskning og uddannelse.

De disker op med mange udmærkede eksempler på humanioras hidtidige bidrag til den fællesmenneskelige viden, og de betoner at det også er vigtigt at drage omsorg for og opretholde humanioras egenart. Den praktiske og verdensformende bestræbelse som de går ind for fordrer nemlig en humanistisk forskning der folder sig ud i en verden hvor det menneskelige forbinder sig med det teknologiske, økonomiske, biologiske osv. Og det lyder jo tilforladeligt. Men når de videre gøre gældende at 'humaniora i verden' handler om at kunne vise og begrebsliggøre de netværk som "alt det menneskelige" er indspundet i, så forfalder de til overfladisk snak om at der her åbner sig store tværdisciplinære potentialer, og at også transnationale og globale netværk gør sig gældende i stort set ethvert fænomen der bliver genstand for humanistisk forskning.

De hævder at en humaniora der på denne måde er forankret i verden må vise at menneskelige værdier ikke bliver ruget ud i lukkede kasser endsige i elfenbenstårne. Værdier overskrider tværtimod - snørklet sagt - de individer eller grupper som gør dem til deres. Humanistisk viden er skam 'verdensbundet'. Ja, humanistiske og naturvidenskabelige måder at forstå verden på er blevet sammenflettet i og med at vi nu forstår at "hele den ramme, hvori den menneskelige historie har udfoldet sig" nu selv er blevet en del af denne historie. Naturen og det menneskelige og sociale er blevet radikalt sammenvævet. Og alt dette lyder igen tilforladeligt, men er jo akademisk udenomssnak, for dels véd også de mest indsigtfulde naturvidenskabsmænd at deres eksakte fag ikke svæver frit i luften, men er betinget ved at være udformet af mennesker der ikke står uden for naturen, dels kan de humanistiske fag slet slet ikke skabe respekt om deres forskning ved bare at påpege den nævnte sammenvævning. Mennesket og samfundet er netop ikke blevet i den grad sammenvævet med naturen at vi ikke længere kan se forskellen mellem dem og ikke længere forventer noget forskelligt af dem.

Derfor hjælper det ikke de to velmenende humanister at kalde det en fordom at menneske og natur kalder på to grundforskellige former for videnskab eller at tage afstand fra den gamle tyske filosof Wilhelm Dilthey (1833-1911) der skelnede mellem humanioras 'Verstehen' og naturvidenskabernes 'Erklärung'. For der er stadig diametral modsætning mellem at forklare tingene i betydningen "påvise årsagsmæssige eller matematiske sammenhænge og statistiske sandsynligheder" således som naturvidenskaberne bevidst og med held har gjort i nyere tid og på den anden side at forstå tingene således som humaniora har gjort og burde koncentrere sig om i betydningen "påvise psykiske, sociale og andre ikke-fysiske sammenhænge". Ingen af delene kan stå alene, hvis vi ønsker et bredt og brugbart billede af hele vores tilværelse nu om dage, men der vedbliver at være principiel forskel mellem at forstå den ydre verden som kan måles og vejes, udsættes for eksperimenter og sættes ind i en relativt præcis matematisk begrebsramme og på den anden side forstå den indre verden der er et umådeligt komplekst spil mellem både bevidst og ubevidst og mellem mennesket og naturen ved at bruge en begrebsramme der nok varierer fra fag til fag, men til syvende og sidst har basis i det upræcise dagligsprog som vi alle bruger og er hjemme i.

De to kronikører mener at vide at humaniora i verden handler om at forstå nye kollektiver mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige og at forstå, hvordan disse nye kollektiver kan inkluderes, når store samfundsudfordringer som konsolidering af demokrati, tillid og viden, kunstig intelligens, migration og klimaforandringer kalder på nye løsningsforslag. Men de anfører selv det faktum at humanistiske forskere i årtier har fokuseret på at "dekonstruere de sandheder vi troede var naturlige og nødvendige", og når de vil forklare ordet 'dekonstruere' tyr de til vildledende eufemistiske betegnelser som "åbne" og "historisere", hvor de præcise og retvisende er "at rive noget konstrueret ned" eller nærmere bestemt "opløse tekster" på samme måde som naturvidenskaben opløser kemiske stoffer for at finde ud af hvad de består af. Og det lyder måske 'videnskabeligt', men bortset fra specielle tilfælde af svindel med skrifter, så er det en katastrofe i humaniora, fordi helheden går tabt ved al dekonstruktion - og dermed tabes netop det allermest karakteristiske i menneskets forestillinger om tilværelsen.

Humaniora har ganske enkelt i årtier bevæget sig længere og længere væk fra at dække det almindelige menneskes behov for god og brugbar oplysning om eksistensen, og er endt i en akademisering og intellektualisering af værste slags der simpelt ikke kan andet end at gøre den til taber i forhold til den samtidige naturvidenskab. Jeg skal her holde mig fra at gå ind i historien om teologiens fatale svigt da denne omkring den moderne naturvidenskabs gennembrud i 1400-1500-tallene valgte at slå den fri forskning ned ved en dogmatisering af forældet græsk filosofi der kun kunne blokere for nytænkning (jeg nøjes med at henvise til den tidligere artikel). Men da den ene af kronikørerne er teolog, vil jeg dog her betone at følgen ikke bare positivt blev videnskabens frigørelse fra kirkens ulidelige og totalt misforståede autoritet, men negativt en på længere sigt fatal tendens til at udelukke helheden eller universaliteten fra menneskets eksistensforståelse (og dermed - lige så fatalt - gøre religion til en privatsag og mytisk tænkning til overtro).

En anden grund til at helheden gik tabt, hvor den mindst af alt måtte gøre det, var specialiseringen af humaniora. Den havde naturligvis sine fordele, når mængden af viden blev så stærkt forøget at ingen længere kunne beherske det hele (kun ganske få forskere kunne med rette kaldes polyhistorer), men specialiseringen har med årene ført til en stigende og uhyggelig intellektualisering, sprogforbistring og metodefokusering som, ud over selve den faglige ekspansion med flere og flere specialister, har medført tab af både indflydelse og respekt. Fokuseringen på metoden har endda taget overhånd i gymnasiet. Man kan nævne den rystende ensidighed der fra 1920'erne til 30'erne fulgte af filosofiprofessor Jørgen Jørgensens tilslutning til den 'logiske empirisme' og fra ungdomsoprøret i 1968 den der fulgte af idehistorikeren Hans-Jørgen Schanz' tilslutning til den rent marxistiske "kapitallogik", der fx betød at danskstuderende ikke fik nogen ordinær undervisning i skønlitteratur i hele deres studietid.

Morsomt er det også at genlæse at den retorikstuderende Sebastian Reinert Scheuer for et par år siden gjorde opmærksom på at humaniora er sin egen værste fjende. Man lærer i virkeligheden ikke noget som helst ude på Københavns Universitet på Amager. "Vi gemmer os bag højpandet akademiseret sprogbrug.... Vi formulerer os i et hyperkomplekst og opstyltet sprog som ingen almindelige mennesker forstår." Faget filosofi er blevet så over-akademiseret at det næsten har mistet sin essens. "De eksistentielle spørgsmål som Hvem er vi, Hvorfor er vi her, og Hvordan lever vi bedst sammen - er spørgsmål der er druknet i et floskelfyldt, selvopfundet og ekskluderende sprog. Al den fantastiske nye viden vores forskere afstedkommer forbliver i lukkede intellektuelle kredse frem for at komme masserne til gode."

Han fik skam svar på tiltale af idéhistorikeren og forfatteren Poul Ferland, der kunne forsikre at humanister publicerer utallige forskningsformidlende bøger og artikler for den almindelige læser. Men han indrømmede dog samtidigt at det slet ikke ligger i humanioras væsenskarakter at have nytteværdi. "Humaniora skal på ingen måde imødekomme krav fra fx forbrugeren eller erhvervsinteresser. Humaniora insisterer på at der er noget grundlæggende ubestemmeligt ved virkeligheden, skrev han videre. Den har et væsentligt fremmed moment ved sig, noget som er svært og svært gennemskueligt. Derfor er det svært forståelige i grunden helt legitimt i humanistisk arbejde."

Det er rene ord for pengene, og bortset fra at de egenligt blot bekræfter kritikken, så er det dybest set udenomssnak der naturligvis forsvarer de endeløse bevillinger til unyttigt arbejde, men ikke tør gå ind på selve det essentielle i kritikken: Humaniora svigter den nyttige og nødvendige folkeoplysning og dermed den løbende, nyttige og sundt-kritisk vurdering af samfundsudviklingen.

Lad mig fra dansk forskningshistorie nævne tre tilfælde af systematisk modstand mod nytænkning i 1900-tallet, som jeg selv finder yderst forkastelig, nemlig modstanden mod atomfysikeren Niels Bohrs banebrydende komplementaritetsfilosofi i såvel naturvidenskaben som i bredere forstand, modstanden mod religionshistorikeren Vilh. Grønbechs lige så banebrydende forståelse for betydningen af menneskets frie og umiddelbare føling med virkeligheden, og modstanden mod psykiateren Erling Jacobsens på dybdepsykologisk erfaring baserede banebrydende konsistensetik med tilhørende opgør med den såkaldt 'naturalistiske fejlslutning' (der postulerer at etikken tilhører en kategori videnskaben ikke kan udtale sig om).

Eller lad mig nævne min påvisning af danske humanisters skæve fortolkning af nogle andre centrale danske kulturpersonligheder som elektromagnetismens opdager fysikeren H.C. Ørsted og hans specielle holistiske naturfilosofi, salmedigteren N.F.S. Grundtvigs frie og mytiske digtning på tværs af opretholdte dogmer, og billedkunstneren Edward Weies krise som følge af valget af den italienske futurist Giovanni Papini som eksistentiel vejleder. I alle tre tilfælde er akademisk uddannede og fagligt kompetente humanister gået fejl i deres fortolkninger ved at se totalt bort fra det ubevidstes enorme indflydelse på disse menneskers bærende refleksion. Det samme sker den dag i dag i bedømmelsen af humormennesket Storm P. - endog med velsignelse af Storm P.-museets egen leder der er kunsthistoriker, men heller ikke vil beskæftige sig med den skabende kraft i det underbevidste.

Generelt kan man den dag i dag, også i forbindelse med kvindernes nyeste eksistensproblemer omkring ligestilling og berettiget oprør mod udbredt sexchikane, konstatere en omfattende uvidenhed om det ubevidstes og navnlig det kollektivt ubevidstes universelle funktion som fri skabende kreativitet; en uvidenhed der overalt blokerer for sund og rimelig forståelse, på trods af at der for længst (jf. artikel) er givet solide, nøgterne og grundige redegørelser for fænomenets specielle karakter og lovmæssigheder, og på trods af der ikke findes nogetsomhelst anvendeligt alternativ. Hovedparten af alle akademikere og journalister er blevet i den grad indoktrinerede med rationalismens og intellektualismens absolutte sandheder, at fx en professor i psykiatri rask væk kan postulere at halvdelen af et menneskes personlighed beror på dna; disse lærde herrer afviser at beskæftige sig seriøst med det forhold at alle mennesker fødes med fuld funktion af afgørende irrationelle forestillinger der betyder at de har ganske sikre værdi- og kvalitetsfornemmelser længe før de lærer sproget at kende. Forstår man ikke dette, kommer man aldrig til at forstå hverken børns naturlige behov og tænkemåde eller de folkelige og religiøse bevægelser og vækkelser gennem tiderne - og slet ikke de muligheder der ligger i dem og den særlige uundværlighed de netop har i krisetider.

Man kommer aldrig til at forstå fx den enorme betydning vores dages store sportsbegivenheder har fået med kæmpemæssige olympiader, verdensmesterskaber og europamesterskaber m.v. hvor man gennem konkurrence efter konkurrence mellem hårdt trænende og højt betalte professionelle idrætsudøvere kårer de store helte hvis triumfer og ekstaser man kan dyrke som var de kultiske manifestationer af sejren over det onde i verden.

Og man kommer heller aldrig til at forstå den enorme betydning musikken har for stort set alle mennesker i alle kulturer og til alle tider, og som i vore dages vestlige og sekulariserede verden i højere og højere grad har frembragt et fællesskab om særlige koncerter og særlige festivaler der ligeledes har fået karakter af decideret kult. De har derfor reelt erstattet den kultiske fællesskabsfølelse og energimæssige intensitet der tidligere var forbeholdt den kirkelige kult og i løbet af 1700-tallet og frem tillige den klassiske koncertmusik, men som altså i dag på ny er blevet folkelig gennem den rytmiske musik. Denne musik har fået stor bevågenhed i medierne og naturligvis også blandt de forskere der har musikken som fagligt speciale. Men igen må man konstatere at humaniora stort set går uden om det kultiske fænomen i dybeste forstand. Heller ikke på dette store område vil man være ved at der foregår noget i sjælene som er langt dybere end emotioner, kropsbevægelse eller specifikke kognitive processer, nemlig en dyb meningsgivende og fællesskabende helhedsefaring som er uundværlig for mennesket, men sjældent findes andre steder - og slet ikke i de gamle, for længst etablerede kirkelige instanser.

De store bevidsthedsvækkende bevægelser i 1800-tallet blev et bredt, dybt og fantastisk vellykket oprør mod al elitær, autoritær og undertrykkende ledelse i monarkierne, adelskaberne og det administrative apparat samt undervisningssystemet, og det blev dengang basis for åndslivet og kulturudviklingen helt frem til vore dage. Bevægelserne gjorde op med den snævre intellektualisering, pligtetik, dualistiske og deterministiske tænkning og gjorde dermed bønder og borgere og siden også arbejderne - og hele kvindekønnet med - til frie og personligt ansvarlige mennesker.

Opgøret med pligtetikken er langt fra færdigt, da der stadigt er mange der tilslutter sig såvel oplysningsfilosoffen Immanuel Kants etik og pligtfølelse som den lydighed over for øvrigheden og loven som blev understreget stærkt i den lutherske reformation og som i sidste ende går tilbage til apostlen Paulus' syn på øvrigheden. Man har i nyere tid forsøgt at formulere en alternativ formålsetik ud fra den betragtning at vore handlinger er rettet mod fremtiden og følgelig bør opfylde nogle mål. Men en sådan formålsetik er ikke så klar som pligtetikken og er ikke slået igennem. Først med Erling Jacobsens konsistensetik fra 1983 er der kommet en moderne etik der én gang for alle er i stand til at erstatte alle referencer til en ydre gud eller de af guderne dikterede moralregler med en etik der er baseret på den menneskelige psykes krav om indre konsistens. Mennesket er psykisk indrettet således at det for sin indre sammenhængs skyld må sørge for overvægt af det gode i livet. Og her gælder aldrig simple regler. Men enhver kan erfare at man bliver 'velsignet', hvis man gør det gode, selv om der ikke er nogen autoritet til at velsigne én!

Etik i denne forstand gør menneskets fuldt ansvarligt for sit liv og er derfor et klart opgør med enhver forestilling om at mennesket i sine handlinger skulle være determineret af de fysiske og kemiske love der gør sig gældende i såvel den ydre natur som menneskets legemlige natur og dna-profil. Mennesket er netop frit i og med at det i modsætning til dyrene er i besiddelse af en bevidsthed der gør det muligt i en situation der kræver handling at foretage et valg mellem forskellige handlemuligheder. Alle valg er baseret på forestillingen om at der er forskel på godt og ondt og forestillingen om at der i det lange løb skal være overvægt af det gode.

Sammen med hele denne uforklarlige bevidsthed kommer også ånden og åndslivet ind i menneskets liv og kultur. Ånden findes altså ikke uden for menneskets verden, men er det der karakteriserer mennesket i forhold til såvel den døde natur som de levende dyr uden bevidsthed. Ingen kan bevise åndens eksistens. Ånd er derimod noget alle mennesker intuitivt fornemmer allerede fra fødslen og til stadighed erfarer i og med at de har et indre liv. Men da vi også via vore sanseerfaringer erfarer en ydre verden, hvis væsen og lovmæssigheder vi til stadighed må tilpasse os, er det uholdbart, uhensigtsmæssigt og vildledende - som mange tænkere tidligere har gjort - at tale om en dualistisk modsætning mellem det legemlige og det sjælelige - eller mellem det materielle og det åndelige. Mennesket har tilgang til begge verdener og må sørge for at der sker en stadig tilpasning mellem disse to dynamiske størrelser. Og derfor bør de betragtes som komplementære.

På alle disse punkter hersker der imidlertid en uheldig usikkerhed i humaniora, fordi langt de fleste fagfolk er uvidende om det ubevidstes store rolle i det menneskelige åndsliv - og desuden i et eller andet forfængeligt håb om at gøre deres videnskab så eksakt som muligt tror de kan gå uden om det ubevidste eller underbevidste, for det er særligt ejendommeligt ved at være forankret i noget kollektivt der står uden for eller oven over det enkelte individ. Humanismen har alle dage været tilbøjelig til at fokusere på individet og sætte det enkelte menneske i centrum. Men dette har været et skråplan, og på dette skråplan befinder humaniora sig uheldigvis stadig.

Skal mennesket væk fra det skråplan der giver usikkerhed og forvirring både individuelt og kollektivt, er det igen nødvendigt med et bredt opgør med elitens og akademikernes ufolkelige tænkning, politik og autoritet. Et sådant opgør kan aldrig gennemføres med held uden forståelse for at den menneskelige ånd eller fornuft ikke er et simpelt produkt af hjerneprocesser eller kognitive erkendelsesprocesser, den er tværtimod et komplekst produkt af frit skabende processer i det kollektivt ubevidste, der netop er frie ved at være overvejende spontane og beroende på frie associationer, dvs associationer der ikke styres og kontrolleres af bevidstheden eller viljen. Først når folket har fat i dette, er der tale om passende højt og relevant oplysningsniveau, og derfor må folket vågne op og ikke bare gøre blindt oprør. Opgøret kan kun lykkes hvis det er forankret i den nødvendige viden om hvordan menneskets psyke og ånd virker.

Uanset den humanistiske forskning og humanisternes gode vilje, så hersker der for øjeblikket en dyb og bred humanistisk krise i såvel den vestlige kulturkreds som i andre kulturer og religioner. Krisen viser sig både i afmagten over for de etablerede magtsystemer og i selve den store moralske og politiske usikkerhed og forvirring, ikke mindst i usikkerheden over for indvandringen af muslimer fra helt andre samfundssystemer end det frie og sekulariserede demokrati. Her holder de fleste humanister sig tilbage fra al åben og nødvendig kritik, fordi de gerne vil være tolerante og forstående. Men det er en selvmodsigende tolerance, da den indebærer tolerance over for undergravende virksomhed.

Men der hersker også stor psykologisk og eksisentiel forvirring blandt mennesker i alle aldre og i alle sociale lag - således som det fremgår af alle medier hver eneste dag. Stress er i vore dage blevet et kolossalt stort og bredt problem - ligesom iøvrigt ensomhed og følelsen af mangel på mening og orientering i tilværelsen. Og humaniora er ikke i stand til at give dyberegående vejledning, da den selv er for tøvende og for bange for at vove sig ud i de personlige og subjektive erkendelser der er den eneste brugbare form for vejledende samtaler. Den manglende evne og vilje til vejledning ses også at det forhold at der er blevet et stort eksistentielt tomrum efter at såvel den protestantiske som den katolske kirke efterhånden har mistet både opbakning og tillid. Begge fastholder utidssvarende, for ikke at sige meningsløse dogmer (så som troen på jomfrufødslen, på et liv efter døden eller på kirkens autoritet).

Det afgørende, alt det der har med mening, orden, sammenhæng og - helhed at gøre er forsvundet i usikkerhed og tvivl eller i tomme postulater som de færreste tror på. Og det gjorde jo måske ikke så meget, hvis humaniora forstod sin allerstørste opgave, at tage over efter alle de instanser der har svigtet. Men det gør den ikke, for den foretrækker at specialisere sig og dyrke de sædvanlige discipliner med gængse metoder for 'analyse' og 'dekonstruktion'. Helheden er forsvundet og kan kun forsvinde i denne dekonstruktion. Meningen og sammenhængen i livet er borte for ungdommen og menigmand. Alle får stene for brød - teorier i stedet for helhedssyn, og metoder i stedet for umiddelbar føling med virkeligheden og umiddelbart møde med levende mennesker.

Naturvidenskaben forholder sig altid til dele af naturen; den kan aldrig undersøge naturen som helhed og aldrig betragte verden objektivt udefra. Mennesket er vedblivende en del af den natur det selv undersøger, og derfor hænger vi i såvel sproget som samfundet. Forskningen kommer aldrig bag om sproget eller samfundet. Og humaniora kan i sit forsøg på at forstå og beskrive vores kultur og vores eksistens specielt ikke komme uden om den kendsgerning at helheden er menneskets inderste jeg eller at denne helhed dermed er et psykisk fænomen der ikke kan forstås rent intellektuelt eller akademisk, endsige naturvidenskabeligt. Den skal forstås intuitivt - og den falder derfor inden for den visdom der ligger i ordene om at mennesket intet forstår det ikke først har haft kært. En humanistisk forskning der ikke fatter dette, forstår ikke ret meget.

En af de mest fatale fejl de humanistiske fag begår er at pukke på deres sagkundskab og faglighed og afvise nytænkning der kommer fra ikke-autoriseret hold. Så kan man fx se fagfolk fra religionsvidenskaben stange en påstand ud om at alle folk render rundt og tror at de er eksperter hvad angår religion. Påstanden viser at sådanne fagfolk ikke aner det vigtigste at religion i betydningen helhedsforståelse hverken kan blive eksakt videnskab eller holde sig til gamle dogmer og overtroiske forestillinger hvis den skal tjene det formål at opretholde folks umiddelbare føling med virkeligheden og med levende medmennesker. På dette vitale område findes ingen autoriserede eksperter eller smagsdommere. Her dur i dag hverken præster og teologer med dogmatiske meninger eller blinde humanister med skråsikre afvisninger af de eksistentielle problemer. Her er alle overladt til den fælles folkelige diskurs på dagligsprogets præmisser - og det vil næste artikel komme til at handle om.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

De humanistiske fag ekspanderer uden hensyn til samfunds- og eksistensværdi  (27.3.18.)
Al faglighed kommer til kort i eksistensen  (13.3.18.)
Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise  (6.9.15.)
Humanioras eksistenskrise er selvforskyldt  (12.10.14.)
EU's krise er selve den europæiske humanismes krise   (28.3.16.)

Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)
Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)

Erkendelsens forudsætninger
(12 afsnit af hovedartiklen om 'Den komplementære helhedsrealisme')
Erkendelsen  (5. afsnit af Værdimanifestet - 13.8.04.)

Gives der mon en tredje vej i eksistensen - hinsides determinisme og vilkårlighed?  (20.6.08.)
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Hvad er virkelighed?  om Niels Bohr og Københavnerfortolkningen (20.12.04.)
Peter Zinkernagels filosofi

Konrad Lorenz' kulturopgør  (biologen Konrad Lorenz' filosofi)
Vilh. Grønbechs kulturopgør  (religionshistorikeren Vilh. Grønbechs eksistensforståelse)