JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - euvalgjuni09

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.6.09.

EU-valget 7.6.09.

Danmark

EU-valget i søndags gav her i landet det hovedresultat at partierne nærmede sig deres vælgertilslutning ved sidste folketingsvalg med efterfølgende meningsmålingstendenser i langt højere grad end det tidligere har været tilfældet - dog med størst afvigelse hos socialdemokraterne og Venstre. Valgdeltagelsen var på 59,4 % mod 47,8 i 2004 og folketingsvalgenes omkring 85.

Socialdemokraterne fik 21,5 % af stemmerne mod 25,5 ved folketingsvalget i november 2007 og 32,6 % ved EU-valget i 2004. Det gav i år 4 pladser.

Venstre må med 20,2 % mod 26.2 ved folketingsvalget og 19,3 ved EU-valget 2004 nøjes med andenpladsen. Det gav tre pladser.

På tredjepladsen kom SF med 15,9 % mod 13,0 i 2007 og 8,0 i 2004. 2 pladser.

På fjerdepladsen kom DF med 15.3 % mod 13,9 i 2007 og 6,8 i 2004. 2 pladser.

På femtepladsen kom De konservative med 12,7 % mod 10,4 i 2007 og 11,4 i 2004. 1 plads.

De Radikale måtte nøjes med 4,3 % mod 5,1 i 2007 og 6,4 i 2004.

Liberal Alliance fik 0,6 % mod 2,8 i 2007 (men ikke-eksisterende i 2004).

Folkebevægelsen mod EU fik 7,2 % mod 5,2 i 2004 (stiller ikke op til folketingsvalget, men omfatter Enhedslisten der fik 2,2 % i 2007).

Og endelig fik Junibevægelsen 2,4 % mod 9,1 i 2004 (det stiller heller ikke op til folketinget).

Junibevægelsen, der blev stiftet i 1992 som følge af modstanden mod Maastrichttraktaten og som i Jens Peter Bonde havde en eminent dygtig fortaler, har erkendt ikke blot nederlaget, men sin overflødighed og vil blive opløst.

Folkebevægelsen fik valgt et enkelt parlamentsmedlem med stort set det antal stemmer som blev gennemsnitsprisen for de danske medlemmer, nemlig 168035 mod snittets 167073.

DF og SF måtte betale lidt flere stemmer pr. mandat, hhv. 178888 og 185598, mens Venstres mandater kun kostede 157.978 stemmer i snit. Billigst slap dog socialdemokraterne med 125995 stemmer pr. mandat. Det dyreste erhvervede De Konservative med 297033. Uligheden skyldes ikke blot simpel fordelingsmatematik, men også valgforbund mellem socialdemokrater, SF og De radikale.

De helt store vindere blev DF og SF der begge fordoblede deres stemmeandel i forhold til valget i 2004. Folkebevægelsen fik et acceptabelt valg, og De radikale en forventelig tilbagegang. Den helt store taber blev socialdemokraterne der mistede en trediedel af deres stemmeandel i 2004. Den beroede dog dengang på opstillingen af fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen der satte rekord i personligt stemmetal med over 400.000 stemmer. Socialdemokraterne er gået tilbage i andre lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien, men herhjemme trøster partiet sig med at det blev større end Venstre.

Venstre fik da også et dårligt resultat, selvom partiet - som statsministeren blev ved at gentage på valgaftenen - gik en anelse frem i forhold til EU-valget i 2004. Partiet havde regnet med at opstillingen af den tidligere politiske ordfører Jens Rohde ville give en bonus, som sammenholdt med at socialdemokraterne måtte undvære Poul Nyrup skulle kunne have været tilstrækkelig. Med der var intern uro i Venstre på grund af Rohdes lidt forbeholdne eller skeptiske udmeldinger om EU's rolle. Det faldt tidl. udenrigsminister Uffe Elleman Jensen og tidl. EU-kommissær Henning Christophersen for brystet. Og det er selvfølgelig tåbeligt at disse forhenværende aktører giver sig til at kritisere deres partis topkandidat, så meget mere som det er ham og ikke dem der repræsenterer en mere trendy borgerlig indstilling til EU.

Det konservative Folkeparti fik også et utilfredsstillende resultat, idet opstillingen af den fhv. vicestatsminister og partiformand Bendt Bendtsen burde kunne have givet et ekstra mandat. Men Bendtsen er ikke nogen karismatisk skikkelse og desuden havde sagerne om hans jægerfornøjelser på erhvervslivets regning ikke just gavnet ham. Han var synligt skuffet på valgaftenen.

Hvad de personlige stemmer angår var det allermest bemærkelsesværdige at DF's Morten Messerschmidt blev topscorer med ikke færre end 284.258 stemmer, flere end nogen anden kandidat nogensinde har fået, lige med undtagelse af Poul Nyrup Rasmussen i 2004. Men denne var fhv. statsminister. Morten Messerschmidt derimod kun en 28-årig jurist der har siddet i folketinget siden 2005. Han har imidlertid talegaverne og gå-på-modet i orden. Og han fik lavet valgkampens absolut bedste plakat! Desuden gælder at Dansk Folkeparti oftest undervurderes ved meningsmålinger og prognoser, fordi mange kvier sig ved at indrømme at de stemmer på dette parti der må høre for så meget. Men også det preller af på Messerschmidt.

Socialdemokraternes nye og unge topkandidat Dan Jørgensen fik et flot resultat på 233.266 stemmer og SF's Margrethe Auken 204.111. Men først derefter kom Bendt Bendtsen med 176.786 og Jens Rohde med 171.205. At topkandidaterne trækker så mange stemmer har den lidt uheldige bivirkning, at usikkerheden om de efterfølgende kandidater bliver stor. I flere tilfælde var det fintællingen der afgjorde rækkefølgen. [Tallene korrigeret efter Danmarks Statistiks endelige fintællings-data]

Men alt i alt må det danske EU-valg siges stort set at bekræfte den almindelige styrkefordeling mellem partierne. Der er stadig længe til et folketingsvalg, men allerede kommunalvalget til efteråret vil give en vigtigere strømpil. Specielt bliver det spændende at følge konkurrencen mellem SF og socialdemokraterne om København.

Hvad vælgervandringer angår er det netop kommet frem, at Dansk Folkeparti hentede en femtedel af sine EU-skeptiske stemmer fra Venstre og en tiendedel fra oppositionspartierne.

Socialistisk Folkeparti trak 25 % af stemmerne fra Socialdemokratiet og 14 %t fra de borgerlige partier.

Så der bliver navnlig i Venstre og Socialdemokratiet lidt at tænke over. Men allerede på valgaftenen kunne det noteres, at statsministeren ikke undlod at ønske DF tillykke med det flotte resultat. Selvom mange i Det Konservative Folkeparti måske drømmer om at slippe for DF, så tyder intet på at statsminister Lars Løkke Rasmussen hopper på den galej.

Udlandet

Hvad udlandet angår er hovedtendensen meget tydelig: socialdemokrater og socialister havde tilbagegang, men de grønne, de liberale og borgerlige havde fremgang. Hovedstillingen i det nye EU-parlament bliver at De kristelige demokrater (og søsterpartier) får 263 pladser, de liberale 80, socialdemokrater og socialister 161, De grønne 52, De EU-skeptiske højrenationale 35, De EU-skeptiske venstrefløjspartier 33, de stærkt EU-kritiske partier 19 og løsgængerne 93. Det giver et sikkert borgerligt flertal og dermed sandsynlighed for genvalg af kommissionsformand Barroso.

Den socialdemokratiske fløj led et alvorligt nederlag, nogle kalder det et katastrofevalg, og har ingensomhelst chance for at forhindre valget af portugisiske Barroso som formand. Og drømmen om at få danske Poul Nyrup Rasmussen valgt til topposten tager sig grotesk ud i bakspejlet. Valgresultat skal jo også ses i lyset af den økonomiske krise, og hvis socialdemokraterne har troet, at krisen automatisk ville give de borgerlige modvind, må de tro om igen.

I Storbritannien var valget vitterligt en katastrofe for Labour der kun fik omkring 15 % af stemmerne, det ringeste resultat siden 2. verdenskrig og solide brædder til den siddende Brown-regerings ligkiste. Resultatet skal primært ses som udtryk for voldsomt stigende utilfredshed med premierministeren, også i hans egne rækker. Men selv ikke de værste kritikere i Labour tør tvinge Brown til at udskrive valg, for resultatet ville i givet fald blive et kolossalt nederlag.

De grønne fik et godt valg både i Tyskland og Frankrig (og Danmark med SF) og vil uden tvivl skaffe sig større indflydelse i de kommende fem år. For Tysklands vedkommende har resultatet betydet at De grønne nu overvejer muligheden for til efteråret at gå i koalition med Angela Merkels Kristdemokrater!

Hovedstrømningen i dette års EU-valg er dog først og fremmest at en sund EU-skepsis er blevet stærkere i både EU-parlamentet og de enkelte lande. På et tidspunkt hvor den uheldige Lissabon-traktat endnu ikke er blevet godkendt af alle lande og derfor ikke kan træde i kraft er det blevet kraftigt understreget, at flertallet i befolkningerne er imod at EU kommer til at bestemme for meget i forhold til de nationale parlamenter. Ind har det formentligt også spillet at modstanden mod Tyrkiets medlemsskab er stigende.

For nogle vælgere - som undertegnede - er selve valget til EU-parlamentet uanset udfaldet en uting allerede af den grund at parlamentet er en uting, der bl.a. flere gange har vist sig forbandet moralistisk. Jf. artiklen Dette latterligt moralistiske parlament. Parlamentet skulle aldrig havde været oprettet. Magten i EU bør alene ligge hos ministerrådet, dvs hos de ansvarlige ministre der repræsenterer de enkelte medlemslandes regeringer. EU bør forblive det 'fædrelandenes europæiske fællesskab' det oprindeligt var tænkt som.

Jan Jernewicz

PS

Søndag var der også folkeafstemning om tronfølgeloven.
Den følger der en særskilt artikel om

Henvisninger: