ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.4.05.

Det irrationelle monarkis betydning i demokratiet

Dronning Margrethe har i anledning af sin 65-års fødselsdag ladet udsende en biografi eller erindringsbog med journalisten Annelise Bistrup som pennefører. Og den har specielt vakt opmærksomhed ved at give plads til et par kontroversielle meninger fra majestætens side. Hun mener ikke monarkiet skal være rent ceremonielt eller at religionen skal være helt privat.

Begge opfattelser har straks givet anledning til indvendinger fra visse kanter. Mange mener jo i deres uforgribelige ateistiske snæversyn, at den i grundloven foreskrevne adskillelse mellem statsmagt og kirkemagt indebærer, at alle religioner her i landet er og skal være fuldstændigt ligeberettigede. Og mange mener i deres utilstørede republikanske hjerter, at det i samme grundlov væsentligt indskrænkede monarki indebærer, at statsoverhovedet blot er til brug for rene repræsentative opgaver.

Ingen af delene holder for nærmere analyse eller deles af et flertal i befolkningen. Monarkiet kan for en overfladisk betragtning synes så udemokratisk, irrationelt og utidssvarende det være vil. Men der er ikke desto mindre et urokkeligt flertal for dets bevarelse i den nuværende form, hvad der igen betyder, at den for al justering nødvendige grundlovsændring er udsigtsløs.

Efter gældende grundlov udnævner monarken statsministeren og de øvrige ministre og gyldiggør gennem sin underskrift de love folketinget vedtager. Det betyder i praksis at (1) monarken efter et folketingsvalg hører partiernes ledere om, hvem de kan støtte som statsminister, og derefter giver den leder der har et flertal bag sig mandat til at danne regering, og (2) at statsministeren løbende orienterer monarken om lovgivningsarbejdet og i statsrådet får alle nødvendige underskrifter.

De radikale og socialdemokraterne vil gerne have afskaffet 'dronningerunderne', skønt monarken vitterligt er den person der bedre end nogen anden kan sikre neutraliteten ved grundlovsmæssigt at være hævet over al partipolitik. Det er i den nuværende dronnings tid kun én gang sket, at folketingets formand påtog sig en lignende forhandlingsrunde. Det var i 1970'erne under den radikale Karl Skytte, men det vakte mere munterhed end forbillede til efterfølgelse.

I Sverige har man afskaffet statsrådet med kongen, og det har bl.a. ført til det forhold at den svenske konge ikke orienteres ordentlig om fx udenrigspolitik og følgelig kan gå hen at dumme sig med uheldige udtalelser i udlandet, som regeringen derefter skal korrigere. Den slags er ret utænkeligt i Danmark.

Dronning Margrethe har fuldstændigt ret i, at "der er en dybere liggende alvor i det rent konstitutionelle arbejde, som også påhviler kongen". Og derfor er det næsten selvfølgeligt for hende som ansvarligt menneske at tage dette arbejde meget alvorligt og føle det væsentligt og vigtigt.

Den dybere alvor i arbejdet beror i virkeligheden på, så paradoksalt det end kan lyde, at monarken ikke er demokratisk valgt. For netop derved kan hun give det demokratiske lovgivningsarbejde et på én gang sobert og ophøjet modspil som alene kan skabe dynamisk komplementaritet mellem rationelt og irrationelt i systemet. Den totale forfladigelse såvel som den totale korruption kan undgås sålænge værdigheden kan bevares.

Og der er ingen tvivl om, at det just er hele denne uforklarlige og dybt irrationelle alvor og mening modstanderne af systemet gerne vil til livs.

Ligeledes har dronningen lov til fx i sine nytårsudtalelser at give udtryk for sin moralske vurdering af forhold der giver anledning til aktuel debat, fx de berømte ord i 1984 om de dumsmarte danskere og deres humor der rammer indvandrerne.

Ordene kan hun i dag sagtens se som 'rablende naive', fordi de ikke tog højde for problematikkens meget dybere lag. Og hun forstår at ordene allerede få år efter ville have været politisk helt utilladelige. Det er en ansvarlig monark der indser dette - og det rører hverken ved hendes ret til at fremkomme med moralske vurderinger eller ved systemets ret til at sige at der naturligvis er og må være en grænse et eller andet sted.

Igen er det kun folk der ønsker monarkiets idé og stilling undergravet der kan kritisere udtalelserne.

Endnu tydeligere bliver dette på det ømtålelige felt der hedder forholdet mellem stat og kirke, fordi det er ganske åbenlyst, at mange mennesker ikke fatter en brik af den specielle folkekirkeordning vi har her i landet - og mener at der kun bliver reel adskillelse mellem stat og kirke, hvis enhver hentydning til kirken fjernes fra grundloven.

Dronningen gør nu ikke forvirringen på området mindre ved til Annelise Bistrup at sige, at "skiller man stat og kirke, er jeg bange for, at vi først for alvor får en afkristning af landet". For den gældende folkekirkeordning dækker skam fuldtud en adskillelse mellem statsmagt og kirkemagt, således at forstå at grundloven dels giver fuld tros- og religionsfrihed til alle her i landet, dels ikke accepterer politisk magt til religiøse institutioner. Dette skal jeg ikke komme nærmere ind på her, for det er der skrevet adskilligt om i andre artikler på Jernesalt. Men det skal understreges at sekulariseringen er fuldbyrdet her i landet - og det er en ubetinget forudsætning for demokratiet.

Men pointen i dronningens udtalelser er da også, at en fjernelse af grundlovens bestemmelser om folkekirken vil være et alvorligt anslag mod selve vores historiske identitet som et kristendomsbåret folk. Ophævelsen af folkekirkeordningen vil i sidste ende kunne medføre en decideret afkristning af landet. Den er dronningen personligt imod, fordi hun også mener religionen alvorligt uden på nogen måde at have et specielt trosforhold (dvs være det man populært kalder 'religiøs' eller 'hellig'). Det er den ene side af sagen.

Den anden er, at dronningen har ret i, at vi i disse år udfordres af islam både globalt og lokalt, og at vi er nødt til at tage denne udfordring alvorligt. "Vi har for længe ladet være med at tage udfordringen fra islam alvorligt, fordi vi er tolerante og temmelig dovne", siger hun.

Tolerance er naturligvis en god ting, men dovenskab er ikke befordrende for kultur. Og religion er under alle omstændigheder, til alle tider og i alle kulturer en væsentlig side af kulturen, ganske enkelt fordi den er udtryk for selve den dimension i tilværelsen der rækker ud over det rent praktiske, hverdagsagtige, magtmæssige og politiske.

Hverken et menneske eller et samfund uden bevidsthed om denne dimension er helt. Og hvad værre er, det er heller ikke i stand til at give effektivt modspil til pågående og snævre ideologiske retninger der lader hånt om denne dimension, men misbruger idéer og religiøse dogmer til magtpolitiske formål.

Dronningen finder det både imponerende og udfordrende at der er mennesker for hvem religionen gennemsyrer tilværelsen fra morgen til aften og fra vugge til grav. Og anbefaler altså at tage udfordringen alvorligt. Men dertil er først og fremmest at sige, at dette ikke sker ved at gøre dem uvæsenet efter, men tværtimod ved at modarbejde uvæsenet gennem udbygget sekulariseret forståelse for den religiøse dimensions inderste udogmatiske væsen - således som det konkret ligger i Jernesalts komplimentære helhedsrealisme.

Hvad kristendommen angår er det en misforståelse at tro at den er passé, blot fordi den ligesom islam af mange misbruges til magtpolitiske formål. Dens inderste idé er universel, hvad der igen betyder at den bygger på udogmatiske arketypiske forestillinger. Men historisk set er den Europas grundreligion - og udviklingsmæssigt set vil den også kunne blive Europas udviklingsreligion, fordi den i kraft af sin universalisme vil kunne bygge bro til såvel islam som jødedom. Men det er en anden historie der kræver særskilt behandling.

Det er kun glædeligt at bogen om 'Margrethe' kan rejse debat om monarkiets rolle i det moderne demokratiske og sekulariserede samfund. For så kan lejligheden bruges til at slå fast, at selv et statsoverhoved i et konstitutionelt monarki er i sin fulde ret til at fremsætte sine principielle meninger om alle vigtige spørgsmål.

Dronningen skal være hævet over partipolitik, men skal ikke tie stille om vigtige etiske, kulturelle eller religiøse spørgsmål. Og hun skal slet ikke bare følge strømmen og prøve på at gøre medierne tilpas. Tværtimod er det nødvendigt for monarkiets anseelse at dronningen på én og samme gang formår at holde på værdigheden og give monarkiet mening gennem modspil til det rationelle i demokratiet.

Modstandere af monarkiet forstår ikke komplementariteten mellem det irrationelle og det rationelle og forstår altså ikke at tilværelsen dybest set er af irrationel karakter, hvorfor den rationelle side af det aldrig kan gøres eneherskende uden at det vil skade helheden ubodeligt.

Men frem for alt undergraves monarkiets rolle som nødvendig modpol til lovgivningsmagt og kirke hvis monarken får beskåret retten til at ytre sig om overordnede politiske, moralske, kulturelle og religiøse spørgsmål.

Det er alene partipolitik majestæten ikke må blande sig i. Derimod vil nytårstaler og enhver anden tale ved officielle anledninger miste enhver mening, hvis de skal gå uden om de nævnte spørgsmål og alene være en tak til folket for opmærksomhed eller lignende.

Det byder man ikke et eneste demokratisk valgt statsoverhoved i de vestlige demokratier. Det ville i givet fald kun føre til latterliggørelse af institutionen. Dette gælder naturligvis også for monarkiet. Men det er præcis også det man kan mistænke kritikerne for inderst inde at ønske. Men de har altså ikke folket med sig - for folket har udmærkede fornemmelser for det irrationelle i demokratiet, i kulturen og i tilværelsen.

Deres ærbødige
Jens Vrængmose

Den komplementære helhedsrealisme

Kristendommen passé?  (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?

Andre udgydelser af Jens Vrængmose:

Er monarkiet utidssvarende?

Idealisten og sandheden
om den fyrede Frank Grevils beskyldninger mod statsministeren
i Irak-sagen

Magt og mænd ifølge Hanne-Vibeke Holst
om en film på DR1 på Kvindernes Internationale Kampdag

Lukkeloven passé?
Om beskæftigelsesministerens nyeste selvmål

Dyresex og uskyldig ungdom
om Sundhedsstyrelsens kasserede cd-rom 'Sexstarz'

Marsmanden
om den danske Marsforsker Jens Martin Knudsen