|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.10.08.Jokum Rohdes store Darwin-kompleksCharles Darwin (1809-82) regnes med rette for en af naturvidenskabens allerstørste skikkelser. Han er bl.a. blevet kaldt 'biologiens Newton', fordi han vitterligt med sit hovedværk om 'Arternes oprindelse' (1859) på et solidt empirisk grundlag fik givet en relativt enkel og i hovedtrækkene holdbar teori om den biologiske udvikling. Udviklingen skyldtes to love eller kræfter: evolutionen og selektionen. Værket, der blev oversat til dansk af den naturvidenskabeligt uddannede digter J.P. Jacobsen allerede i 1871-72, vakte straks enorm opsigt. Førsteoplaget blev udsolgt på selve udgivelsesdagen og kom på få år i nye oplag og udgaver. Den britiske premierminister Lord Palmerstone indstillede omgående Darwin til ridderordenen, men det fik en biskop forpurret, fordi Darwins lære stred mod kirkens dogme om at arterne var blevet skabt hver for sig på skabelsens seks dage. Darwin redegjorde i et værk om 'Menneskets afstamning' (1871) for den seksuelle selektion og fremsatte her den teori at mennesket har fælles aner med de højere stående primater. Det blev fejlagtigt udlagt som en påstand om at mennesket nedstammer direkte fra aberne, altså en klart tendentiøs og ideologisk udlægning, som da også medførte karikaturtegninger, smædekampagner og et regulært had til ophavsmanden, et had som findes blandt fundamentalister den dag i dag. Darwin selv deltog ikke i den voldsomme offentlige polemik. Det lod han sine mere kamplystne venner om, ikke mindst Th. Huxley. Sagen var at Darwin af helbredsmæssige årsager havde trukket sig tilbage til sit store landsted i Down syd for London, hvor han kunne koncentrere sig om sine studier og afhandlinger. - Ved sin død var han både nationalt og internationalt så anerkendt at han fik en regulær statsmandsbegravelse i Westminster Abbey. Darwins liv efter den afgørende og initierende jordomsejling med ekspeditionsskibet 'The Beagle' (1831-36) var med andre ord yderste stilfærdigt og uden nogen form for dramatik.Men dramatikeren Jokum Rohde har ikke desto mindre skrevet et stykke han kalder 'Darwins testamente' og som for tiden spilles på Det kgl. Teaters Portscene. Rohde indrømmer i et interview til programmet at han intet dramatisk har fundet i Darwins liv, og at han heller ikke ønskede at skrive et stykke om datidens indædte religiøse strid, hvor Darwin reelt kun var biperson. I stedet har Rohde valgt at skildre en mulig konflikt omkring Darwins 'Arternes Oprindelse' - eller 'Darwins testamente' som en art moderne modstykke til Det Nye Testamente - ved at inddrage en mængde mere eller mindre fiktivt stof som kun perifert har noget med Darwin at gøre. Inspirationen har været mange forskellige, for darwinismen som sådan irrelevante ting som dobbeltgængermotivet Dr. Jekyll/Mr. Hyde, den gale videnskabsmand i 'Dr. Mabuses Testamente' og i H.G. Wells roman 'The Island of Dr. Moreau', Conan Doyles Sherlock Holmes-bøger samt amerikanske tegneserier som X-Men og Watchmen. Endelig inddrager Rohde dronning Victoria på helt fiktivt plan med inspiration fra Alan Moores grafiske roman 'From Hell' - ikke for at afsløre victorianismens snæversyn og rigide moral, men for at kunne bruge Jack The Ripper-mordene, som i sin tid blev sat i forbindelse med dronningens søn. Rohde satte sig for at undersøge forholdet mellem Darwin og naturen på den ene side og staten på den anden, ud fra tesen om at der efter Darwin intet håb er i naturen om et korrektiv til den menneskelige adfærd med magtkamp og statsundertrykkelse. Darwin dæmoniserer efter Rohdes mening naturen, dvs fraskriver den enhver forestilling om en indbygget etik og humanitet. - Naturforskeren Alfred Russell Wallace (1823-1913) inddrages i stykket som dramatisk effekt. Han havde i 1858 fået samme idé om evolutionen som Darwin og meddelte dette i et brev til Darwin. Det kom som et chok for Darwin der endnu ikke havde offentliggjort de teorier han havde arbejdet på i 20 år, men Darwin var fair nok til at lade Wallace's teorier blive offentligt præsenteret samtidigt med hans egne i et møde i Linné-selskabet i juli 1858. Offentliggørelsen af 'Arternes oprindelse' året efter bevirkede dog i kraft af den omfattende dokumentation at Darwin blev anset som hovedmand bag evolutionsteorien, og dette accepterede Wallace uden bitterhed. En væsentlig forskel mellem de to personer var at Wallace var spiritist og derfor ikke som Darwin mente at evolutionsteorien kunne forklare den menneskelige ånds opståen. Alt dette er hos Rohde sat sammen til et veldrejet teaterstykke som Katrine Wiedemann har sat i scene i en velfungerende scenografi af Maja Ravn. Dronningen (Kirsten Olesen) giver i begyndelsen Darwin (Henning Jensen) sin fineste orden - kaldet 'Muræne-ordenen' efter den farlige, stærkt aggressive og territoriale ålefisk - en symbolsk handling der netop understreger dronningen som kynisk magtmenneske. Darwin holder en takketale hvor han understreger at hans teorier er upolitiske, men han får formuleret sig på en sådan måde, at dronningen opfatter det som kritik. Hun ender med til sidst i stykket at give ham valget mellem at tilbagekalde sine teorier om den naturlige selektion eller for evigt miste en savnet datter, han troede død og begravet, men som nu er dukket op fra de døde. I mellemtiden er Darwin blevet mistænkt og arresteret for mordet på den dr. London, der ligger som lig på gulvet da stykket begynder, og som var medlem af det mystiske X-selskab Darwin nu er eneste overlevende medlem af. Mistanken kommer fra inspektør Bartholomæus (Morten Surballe) fra Scotland Yard der efter et par års sygdom med påfaldende hukommelsestab er vendt tilbage til sin stilling. Han viser sig at være den person som Darwin som ung medicinsk kandidat skulle operere i hjernen med datidens mangelfulde og yderst smertefulde kirurgi uden bedøvelse. Det klarede Darwin ikke, for han besvimede - og en anden læge måtte fuldføre operationen og redde drengen. Bartholomæus har derfor intet til overs for Darwin da han nu møder ham for første gang siden operationen. Hans eget navn er heller ikke tilfældigt valgt, for Bartholomæus var en af Jesu apostle der missionerede i Lillasien, men led martyrdøden på smertefuld vis ved at blive flået levende. - Dr. Wallace (Nicolai Dahl Hamilton) er tilsyneladende en beundrer af Darwin og går ham kejtet og underdanigt til hånde i og med at han fører diskussioner med Darwin om teorierne. Han kan se Darwins datter Chloe Jones (Mille Hoffmeyer Lehfeldt) som genganger - og lister efter Bartholomæus da denne vil undersøge den tomme grav på kirkegården og selv oplever Chloe som en vanvittig pige der gør tilnærmelser og beder ham om hjælp. Bartholomæus bliver klar over at det ikke er Darwin der har myrdet sin datter, men formentlig dr. London. I en meget morsom scene mellem Dronning Victoria og Darwin - spillet med dobbeltgængere i spejlvendt spil, så man opfatter det som en kæmpemæssig spejling - stiller dronningen Darwin over for det nævnte valg. Men den ellers underkuede og undselige dr. Wallace kommer til, forvandlet til en farlig abe, og råber på hævn over Darwin. Både Darwin og dronningen kan konstatere at Wallace bogstaveligt har hul i hovedet. De kan se mærkelige dyr inde i hovedet på ham. Til sidst afslår Darwin at trække sine teorier tilbage. Han vil gå sin vej, men skydes af Bartholomæus. Den store port i scenens nordlige ende går op - ud til det frie. En flot effekt på 'Portscenen'. De nævnte fem skuespillere spiller alle fremragende, idet de får givet karakter til deres personer, karakterer der ikke svarer til virkelighedens personer, men det skal man fra starten se bort fra. Henning Jensen leverer flere 'foredrag' om selektionsteorien, men gør det overbevisende, fordi de gives som monologer der indgår direkte i modspillet med de andre personer - og med publikum. Både han, Kirsten Olesen og Hamilton benytter platforme i begge sider af scenen - og sågar også gangen mellem 1. og 2. række langs hele scenen. Og når Darwin befinder sig i sit store drivhus for bl.a. at pleje sine kødædende planter må et par publikummer finde sig i hans nærkontakt med saks og kanyle. De øvrige medvirkende bliver trods ihærdige anstrengelser ikke rigtigt levende og troværdige på scenen. De bliver for stereoptype, fordi deres replikker er for snævre. Man keder sig ikke under den ca. toenhalv time lange forestilling, men man spørger sig uvægerligt hvad Rohde egentlig vil med sin teaterleg og fiktion. Darwins teorier holder som nævnt i hovedsagen stik, men ingen videnskab står stille, så teorierne er vedblivende blevet udvidet og korrigeret. Blandt andet er selektionsteorien forlængst kombineret med den genetiske mutationsteori (de mendelske love for overførsel af arvelige egenskaber). Det kaldes neodarwinismen, som naturligvis yderligere er udviklet med den moderne dna-viden. Modsætningen mellem den naturvidenskabelige udviklingslære og den bibelske skabelsesberetning har i snæver forstand kun interesse for fundamentalister der læser myterne bogstaveligt. Ingen på Darwins tid - hverken videnskabsmænd eller teologer, ateister eller troende mennesker - kunne se at de to ting er inkommensurable. Den videnskabelige udviklingslære drejer sig om at forstå og forklare årssagsammenhængene i den udvikling der har foregået over millioner af år. Hvordan det hele begyndte kan den principielt ikke forklare. Den bibelske skabelsesberetning handler derimod om skabelsen af den meningsfulde verden menneskeheden og hvert eneste enkeltmenneske til alle tider er født ind i og som så at sige var der og er der på én gang. Den kan heller ikke forklares, og det gør skabelsesberetningen heller ikke, for den forudsætter ganske enkelt en skaber på nøjagtigt samme måde som ethvert barn forudsætter deres forældre som skaber af deres tilværelse og som havende været der altid. Det er som bekendt en overraskelse for alle børn at erfare at deres forældre selv har været børn engang. Åndens pludselige opdukken i udviklingen er et mysterium, som Darwin forsøgte at bagatellisere ved at hævde at der kun var gradsforskel mellem de højerestående dyrs opfattelse af tingene og menneskets. Han bestred naturligvis ikke sprogets afgørende rolle som forudsætning for alt kulturliv, men han så det som et resultat af den gradvis springfri udvikling. Men naturen gør spring (hvad først atomteorien for alvor var bevis på). Det betyder at forskerne vil lede forgæves efter 'the missing link' mellem dyr og mennesker i udviklingskæden, for det er ren spekulation. Der dukker rent faktisk nye fænomener op i udviklingen som er fundamentalt forskellige fra de tidligere og som ikke kan forklares. De kaldes emergente fænomener - og de omfatter bl.a. livets, menneskeartens, bevidsthedens, sprogets og samfundets opståen. Bevidsthedens opdukken i dyreriget sætter mennesket i absolut særklasse. Det er stadigvæk et dyr i den forstand at det har organer, blodomløb, nerver, sanser, kønsorganer og instinkter som kendes fra dyrene - og de fungerer i princippet på nøjagtigt samme måde. Selv de mest ophøjede intense oplevelser i livet så som fx en orgasme eller en triumf er fælles for mennesker og dyr. Men med bevidsthedens opdukken sker den afgørende ændring der konstituerer al kultur og kulturudvikling nemlig at mennesket får valgmuligheder dyr ikke har. Mennesket bliver med andre ord relativt frit i betydning relativt uafhængig af alle de tvangsbindinger af instinktiv art som dyr uden bevidsthed har. Men bevidstheden er dobbelttydig. Friheden medfører for stedse at mennesket forlader dyrets eller naturens 'uskyldighed'. Det er hvad syndefaldsmyten fortæller. Mennesket spiste og spiser af kundskabens træ og bliver på en og samme gang bevidst om det andet køns eksistens og bevidst om arbejdets, forskningens og festens muligheder og nødvendighed. Og ånden er i denne forbindelse ikke blot den snævre individuelle bevidsthed og ubevidsthed (eller underbevidsthed), men samspillet med andres bevidsthed og ubevidsthed og med den kollektive bevidsthed og ubevidsthed. Dette betyder i praksis også at ansvarligheden, etikken, kunsten og historien kommer ind i udviklingen. Dette får igen følger for forståelsen af selektionens rolle i menneskelivet. For det første må det fastholdes at Darwin var upolitisk, og at det ikke var ham der overførte sine teorier til samfundsudviklingen. Det var den engelske filosofi og sociolog Herbert Spencer (1820-1903) og et par andre forskere, som udviklede deres teorier uafhængigt af Darwin, selvom de brugte hans begreb den naturlige selektion (ligesom Darwin overtog deres udtryk 'survival of the fittest'). Deres ideologi blev desværre kaldt socialdarwinismen. Den kan Darwin ikke på nogen måde lastes for - ligesom han naturligvis heller ikke har noget ansvar for den senere vulgære socialdarwinisme der dukkede op med de nazistiske raceteorier. At socialdarwinismen er blevet til en ideologi ses specifikt af at den anser de bedst egnede i overlevelseskampen som synonyme med de moralsk bedste mennesker. For det andet - og først her kommer Rohde for alvor ind i billedet - er der fortsat i vid udstrækning naturlig selektion i humanbiologien i videste forstand, altså også i det moderne menneskeliv og kulturliv. Det er fortsat sådan at nogle får mere afkom end andre, og at nogle blive vindere, andre tabere i konkurrencen. Men ikke alt afgøres af konkurrence, og ikke al naturlig selektion er aktiv. Det meste af den er faktisk passiv. De arter der overlever er ikke nødvendigvis 'de bedst egnede', men dem der tilfældigvis har de bedste betingelser for overlevelse, mens de arter uddør der tilfældigvis får fjernet deres gode betingelser for overlevelse. Levevilkårene ændres hele tiden, og de der klarer sig bedst er de grupper der tilfældigvis befinder sig på det rette tidspunkt og det rette sted, hvor nye livsmuligheder dukker op. Der sker også en specialisering af egenskaber og færdigheder, og den er fordelagtig så længe miljøet er stabilt, men kan blive en trussel, hvis livsbetingelser ændres radikalt. Under sådanne omstændigheder bliver tilpasningsdygtigheden afgørende. Udviklingen som sådan går - med biologen George G. Simpsons ord - ikke fra noget alment til noget specielt, men fra noget specielt til noget andet specielt. Både variation og variabilitet er væsentlige. Magtmennesket er naturligvis begejstret for ideen om at det er de bedst egnede der overlever, for det kan begrunde hensynsløs og kynisk fremfærd i konkurrencen. De engelske imperialister var fuldstændigt overbeviste om at de var udviklingens herrer, ja at den engelske gentleman nærmest var den ædleste ædle slutsten på udviklingen. Hitler var overbevist om at arierne var i deres gode ret til at udslette racer der i deres øjne og selvdefinerede begrebsverden var underlegne. Og sande liberalister er inderligt overbeviste om at regulering af samfundsudviklingen er af det onde og kun medfører uløselige problemer. Dog er det de færreste mennesker der kan acceptere Stalins tvangskollektivisering af det russiske landbrug i 1930'erne med udradering af kulakkerne - eller Mugabes uddrivelse af de engelske jordbesiddere i Zimbabwe i vore dage som fornuftig, da den faktisk begge steder har ført til katastrofal hungersnød og massedød, fordi alle der havde forstand på at drive landbrug blev fjernet. Det erotiske magtmenneske er specielt overbevist om at den naturlige selektion giver de bedst egnede og mest generøse hanvæsener mest sex - ligesom det gælder for hanbavianerne. Tor Nørretranders har i 'Det generøse menneske' ligefrem gjort påfuglehannens pragtfulde fjerdragt til symbolet på handyrets optimale udstråling der skaffer optimal tiltrækning af det andet køn. Han har overset at argusfasanens vinger for en darwinist som Heinroth let kan ses som den intraspecifikke selektions næstdummeste produkt. Den er nemlig specialiseret langt ud i det unyttige for artens overlevelse. Vingerne overgås kun af den vestlige civilisationsmenneskes arbejdstempo som det dummeste produkt af den naturlige udvælgelse inden for en art! Men udvælgelsen sker skam også på mere normalt plan inden for rammerne af et civiliseret og demokratisk samfund. Det er fortsat sådan at der er tabere og vindere i 'konkurrencen', ligegyldigt om den enkelte egentlig opfatter sig som en del af denne konkurrence. Ubevidsthed er i sig selv med til at øge risikoen for at blive taber. Unge mennesker kan falde for fristelsen til i alt for ung alder at prøve sig frem med rusmidler. Bliver de afhængige kan de muligvis reddes, men de vil for stedse være sakket bagud. Det samme gælder alle dem der af den ene eller anden grund dropper ud af en uddannelse, fordi den fx er for kedelig eller krævende i forhold til fest og ballade. Selv en ting som at få børn for tidligt kan give en kvinde handikap i karrieren resten af livet. Men omvendt gælder også at de kloge og frække der er i stand til at score hurtige gevinster - både seksuelt og økonomisk - også kan tabe, nemlig når de i gode tider med stigende kurser satser for højt og sætter eksempelvis hele deres formue ind på aktie- eller ejendomsinvesteringer der er yderst risikable på længere sigt. Det er der mange spekulanter der har måttet sande de sidste par måneder - ganske enkelt fordi kurserne aldrig bliver ved med at stige i det uendelige! Den ene halvdel af de politiske partier og bevægelser - den socialistiske eller alment humanistiske - drømmer om at skabe lighed i samfundet i så bastant form at såvel den økonomiske som den sociale arv sættes ud af kraft. Det er ren utopi, for mennesket er netop genetisk, socialt og økonomisk bestemt af sin arv og vil vedblive at være det. Forskellene i livsbetingelser vil fra starten være forskellige - og vil trods alle forsøg på udligninger og udjævninger vedblive at gøre sig gældende altid. Hvad enten man kan lide det eller ej, så er det i vore dages moderne velfærdssamfund en selektiv mekanisme om de unge søger at få en uddannelse og et normalt job på arbejdsmarkedet eller om de er ligeglade og bare ønsker sig forsørget af andre. Men alt er jo netop ikke konkurrence i det moderne velfærdssamfund. Der er særdeles gode betingelser for selv at vælge arbejdsfelt, arbejdstempo, ambition, karriereforløb og livskvaliteter som ikke afhænger af penge eller social status. Og der er mængder af mennesker der påskønner det og udnytter det. Alt dette er der i allerhøjeste grad grund til at diskutere i den politiske debat, og det er også gavnligt at se problemerne beskrevet realistisk i bøger og film eller på teatret. Men det er ikke det Jokum Rohde har sat sig for i 'Darwins testamente'. Han har valgt at sætte fokus på Darwins påståede tro på at mennesket kan leve på naturens præmisser, og dermed på spørgsmålet om det demokratiske velfærdssamfund er et problem for mennesket som naturvæsen. Men svaret er ligetil. Mennesket er både et naturvæsen og et kulturvæsen. Det vedbliver at have naturen i sig, og det ville blive dybt ulykkeligt hvis det ikke var tilfældet, for al intensitet, kærlighed, seksualitet, orgasme, kunst, fest og kult - ja al mening med tilværelsen - ville forsvinde. Mennesket lever nu engang ikke på facts, men på 'mystik', hvilket i dybdepsykologisk forstand vil sige på de psykiske grundprocesser og deres udslag i sjælen. Men mennesket er samtidigt et kulturvæsen der på grund af bevidsthedens opdukken eller 'syndefaldet' i princippet er sig bevidst om sine valgmuligheder - forskelligt fra individ fra individ, fra kultur til kultur og fra land til land. Det er dermed blevet bevidst om forskellen mellem ondt og godt, og kan altså vælge det gode fremfor det onde eller omvendt. I begge tilfælde vil der i praksis blive foretaget en prioritering, således at fornuftsinstansen der bygger på de sekundære psykiske grundprocessers udfoldelse og nøgternhed kan afgøre om man satser på opbygning og samarbejde eller på nedbrydning og modarbejde eller krig. Et stykke som Rohdes 'Darwins testamente' viser mennesket når det er værst og tåbeligst, dvs når det falder i magtbryndens og kriminalitetens åbenlyse fælde. Men at det i så fald går galt er hverken overraskende eller særligt belærende set ud fra konsistensetikkens vinkel. Det flytter efter min mening intet som helst i samfundsdebatten eller i kulturlivet, og det giver heller ikke indblik i Charles Darwins inderste refleksioner. Det peger derimod på et kompleks hos Jokum Rode. Han synes ikke at kunne komme til afklaring om menneskets dobbelte karakter af både naturvæsen og kulturvæsen. Jan Jernewicz Henvisninger: Myte, ord og billede (om syndefaldsmyten) 'Det generøse mennesker' (om Tor Nørretranders' bog) Konsistensetikken Lars Noréns specialudgave af "Ordet" på Det kgl. Teater (28.04.08.) Peter Høegs hørelse, længsel og humor (14.06.06.) - Er tilværelsen en cirkusforestilling med længsel efter sublim stilhed? Et Shakespeare-værk helt for sig selv (5.11.06.) Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund') Latterkultur (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur') Helligtrekongersaften i Trevor Nunns uforlignelige filmudgave fra 1996 (12.2.05.) Kurosawas drømme, hukommelse og humor (28.3.08.) Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner (Essay - 31.10.05.) Rainer Werner Fassbinder (Essay - 31.7.05.) Bunuels dogmefilm "Mælkevejen" Krzysztof Kieslowski (Essay - 28.2.04.) Artikler om Artikler om Samfund Artikler om Litteratur og teater Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |