|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.8.06.Grass, nazismen og moralenDen i Dantzig i Østpreussen (nu Gdansk i Polen) i 1927 fødte, store tyske forfatter Günter Grass er ufrivilligt kommet til at vække tvivl om sin moralske integritet ved at røbe at han som 17-årig i slutningen af 2. verdenskrig meldte sig til tjeneste i Waffen-SS. Det er der i og for sig ikke den store sensation i, eftersom bunker af tyskere på hans alder mere eller mindre frivilligt meldte sig under Hitlers hagekors-faner for at forsvare deres fædreland. Grass fik tjeneste i Dresden, men var så heldig at overleve Ragnarok og havnede efterfølgende i amerikansk krigsfangenskab (Dachau), men blev hurtigt løsladt, da han ikke havde foretaget sig noget krigsforbryderisk. Men furore vakte den nye oplysning, fordi Grass nok for længst havde fortalt at han havde været tysk soldat (det var umuligt at undgå på et tidspunkt hvor også Hitlerjugend blev sendt i kamp), men han havde aldrig røbet sit medlemsskab af Waffen-SS der jo ikke var en del af den almindelige tyske Wehrmacht, men en berygtet afdeling af SS oprettet i 1939 som et elitekorps af særlig høj ideologisk beskaffenhed, men i praksis mest kendt for sin hensynsløse terror mod civilbefolkningen og mord på jøder i de besatte østområder. Efter krigen var fordømmelsen af Waffen-SS så uforbeholden at de fleste medlemmer naturligvis forsøgte at skjule sandheden om deres medlemsskab, uanset hvor aktive eller passive de havde været. Men lige netop i Grass' tilfælde må fortielsen af denne skamfulde fortid siges at være en ret påfaldende adfærd, fordi den gode mand lige siden sit gennembrud som forfatter i 1959 med romanen 'Bliktrommen' har fokuseret meget stærkt på den ulykkelige tyske fortid og ikke mindst hele den skyld hans egen og endnu ældre generationer af tyskere må tillægges for nazisternes overgreb og fejltagelser. Ja, Grass har været fuld af fordømmelse af dem der har tiet om fortiden.Resultatet at den nye tilståelse burde egentlig have været forudsigeligt, men er altså kommet bag på Grass. Mange tager afstand fra den ellers højt værdsatte forfatter og sætter spørgsmålstegn ved hele den moralske autoritet han ellers har bygget op. Hans tyske biografiforfatter Michal Jürgs lægger også luft til ham. Og de der ikke gør det direkte, beklager hans tilståelses unægteligt meget sene fremkomst. Selv har Grass fået følelsen af at man ligefrem vil gøre ham til en 'Unperson', en ikke eksisterende mand. Nogle har forlangt hans Nobelpris fra 1999 tilbageleveret, hvad Nobelkomiteen dog fornuftigvis har afslået. Byrådet i Gdansk såvel som den legendariske ekspræsident og uforbederlige moralist Lech Walesa, der selv er fra Gdansk, har krævet Grass' æresborgerskab i byen annulleret, men forfatteren har nu ifølge Der Spiegel sendt borgmesteren et brev, hvori han erklærer sig dybt forbundet med byen og beklager at have bebyrdet Byrådet og Byen med en beslutning der ville have været lettere og retfærdigere at tage, hvis hans nye selvbiografiske bog 'Beim Hütern der Zwibeln' (ordret: Ved afpilningen af løgene, men den danske titel bliver 'Når løgene pilles') forelå i polsk oversættelse. Grass anfører også at han absolut ikke i de mange år siden krigen har fortrængt den skrækkelige viden om Waffen-SS's krigsforbrydelser, men blot beholdt skammen over denne korte, men belastende episode i sine unge år for sig selv, og først nu i sin høje alderdom fundet den form som gjorde det muligt at berette om sagen i en større sammenhæng. Brevet har omgående fået Lech Walesa til at trække sit tidligere forlangende tilbage. "Fra dette øjeblik har jeg ikke længere nogen konflikt med hr. Grass", har han meddelt. Så vidt så godt. Udgivelsen af selvbiografien, hvori Günter Grass fortæller om sin ungdoms forvildelser måtte selvsagt fremskyndes, for han havde allerede den 10. august røbet sin tilståelse i et interview med Frankfurter Allgemenine Zeitung (i daglig tale 'FAZ') - og endda svaret ret udførligt på nærgående spørgsmål om den prekære sag. Bl.a. indrømmede han at han hidtil havde "troet at han havde gjort nok med det han skrev", men nu havde måttet konstatere at der "stadig var denne plet tilbage". Men først for tre år siden havde han altså fundet den rette form for behandling af sagen, nemlig selvbiografiens, så han kunne gå i gang med arbejdet. Allerede i disse formuleringer føres vi ind i forfatterens kunstnersjæl og kunstnersamvittighed. Formen er altafgørende for hvilke betroelser han kan give fra sig. Han skriver af indre tvang - og har derfor ubønhørligt i fiktionens form måttet fortælle historier der drejer sig om den skamfulde tyske fortid. Ganske som den ti år ældre kollega Heinrich Böll i vid udstrækning gjorde. Aldrig for morskabs eller for tilbagelængslens skyld endsige for pengenes, men fordi problemet blev ved at plage: hvordan kunne det tyske folk lade sig forføre til de udskejelser og sluttelige selvødelæggelser de vitterligt gjorde? Men én ting var han aldrig for alvor kommet ind på: sin egen forførelse, sin egen mangel på kritiske spørgsmål til det system han voksede op i. Han var jo ikke dum - og han var ikke blottet for oprørstrang, men han lukkede øjne og øren for det dybt kritisable og forbryderiske der skete omkring ham - og lod sig rive med i begejstringen over fællesskabet og nationens sejre. Han var ung da han i 1944 kom ind i Waffen-SS og spillet egentligt var afgjort for den tyske nations vedkommende; han var ung da Tyskland i 1939 angreb Polen og indlemmede Dantzig, Schlesien, Korridoren og hele Østpreussen i Det Tredie Rige; og han var endnu yngre, ja et rent barn da Hitler i 1933 kom til magten og begyndte sin specielle blanding af forførelse og terror. Men han hoppede gladeligt med på det hele - på trods af at familien i 1939 mistede kontakten med stort set hele sin polske gren. Rigtigt er da hvad hans danske ven Niels Barfoed skriver til hans forsvar, at der reelt ikke var noget alternativ til nazismen i Tyskland, da Hitler først havde fået greb om magten. Modstanderne var flygtet, myrdet eller sendt i koncentrationslejre. Eller de var gået i indre hi, politisk, tankemæssigt og følelsesmæssigt. Dette kan forklare at der stort set ingen modstandsbevægelse fandtes i landet. Men den afgørende faktor ligger et helt andet sted, nemlig i selve det ungdommelige letsind og den ungdommelige letantændelighed. Når et ungt menneske først er trådt ind i puberteten, kan det være aldrig så oprørsk mod forældre og autoriteter det være vil, det skal have en erstatning der kan samle den begejstring op der nu engang i langt de fleste tilfælde skal have afløb. Afløb gennem fælleskab, gennem sang, gennem march, gennem sport og dyrkelse af idoler. Den kritiske sans er ikke pludseligt forsvundet som dug for solen, den kan tværtimod være blevet meget stærk, men den kan ledes, ja er nem at rette mod en fælles ydre fjende, det være sig en anden klasse, en anden race, en anden ideologi eller religion. Den kan endda opsamle og forstærke hadske følelser til et sandt massehysteri, som for tyskernes vedkommende er dokumenteret fuldt ud på film fra Hitlertiden, men som i dag jævnligt ses på tv fra muslimske lande. De psykiske mekanismer er nøjagtigt de samme. Ungdommens letbevægelighed er faktisk så psykologisk og biologisk let at forklare, at det er urimeligt ikke at give unge mennesker en bred margen for fejltagelser. Det afspejles bl..a klart i alle civiliserede landes straffelovgivning. Ideologisk og politisk er fejltagelser også så mangfoldige og letforståelige, at vi normalt ikke dømmer folk for livet som forkvaklede mennesker, fordi de har taget fejl som unge. Tilfældene er legio, og i kunstens verden er der markante eksempler - som fx Skandinaviens største nulevende filmkunstner Ingmar Bergmann, der forledt af sine forældre og sin storebroder blev nazist allerede i 30'erne og først opdagede fejltagelsen efter krigen. I gymnasietiden blev han en sommer sendt på udvekslingsrejse til en tysk præstefamilie og spurgte høfligt sin vært om han skulle heile. Og svaret lød at det gør man skam ikke af pligt, men af overbevisning! Det har han altsammen fortalt udførligt om i eringsdringsbogen 'Laterna Magica', og hans personlige konklusion efter krigen var at han ikke siden ville have med politik at gøre! Han indrømmer dog i bogen også at han faktisk ikke kom ud af puberteten før han var 58. Så tåbelig og umoden en konklusion drog Günter Grass bestemt ikke. Politisk vakt blev han først ved mødet med den franske forfatter Albert Camus og dennes kontrovers med Jean-Paul Sartre om den konkrete etiske forpligtelse. Allerede ved påtvungen minearbejde lige efter krigen fik Grass indblik i stridighederne mellem nazister, kommunister og socialdemokrater, og indså at en væsentlig grund til Weimarrepublikkens forlis var at kommunisterne så socialdemokraterne som en værre fjende end nazisterne. De var jo 'socialfascister' og ikke værd at forsvare. Mødet med Camus lagde grunden til Grass' etiske og politiske forpligtelse bag den kunstneriske skaben. Han var ikke længere bleg for at blande sig i politik. Han var bl.a. ikke ræd for under den Store Koalition 1966-69 mellem CDU'eren Kiesinger og socialdemokraten Willy Brandt at tordne mod kristdemokraterne og deres manglende opgør med fortiden. Men lad Günter Grass selv komme til orde om medlemsskabet af Waffen-SS. Han siger til FAZ: "Jeg havde meldt mig frivilligt, ikke til Waffen-SS, men til ubådstjeneste, hvilket var lige så sindssygt. Men de optog ikke flere folk. Derimod tog Waffen-SS i krigens sidste måneder i 1944-45 alt hvad de kunne få fat i. Det gjaldt rekrutter, men også ældre folk der ofte kom fra flyvevåbnet. Man kaldte dem 'Herman Göring-bidrag'. Jo færre flyvepladser, der endnu var ubeskadigede, desto mere jordpersonel blev overflyttet til enheder i hæren eller Waffen-SS. Det var nøjagtigt det samme i søværnet. Og jeg stoler på min hukommelse, nå jeg husker, at Waffen-SS for mig ikke var noget afskrækkende. Det var en eliteenhed der altid blev sat ind der, hvor det gik hedt for sig, og som i følge forlydende også havde de største tab." På spørgsmålet om han kan udlede noget af selve indkaldelsesordren, svarer Grass: "Her begynder det at blive uklart, fordi jeg ikke er sikker på, hvordan det foregik. Kunne jeg allerede på indkaldelsen se at det drejede sig om Waffen-SS? På brevhovedet eller på underskriverens tjenestegrad? Eller opdagede jeg det først, da jeg ankom til Dresden. Det kan jeg ikke længere huske.... I enheden var det sådan som jeg har beskrevet det i bogen. Der var kun eksercits. Der fandtes ikke andet...." - Hvorfor meldte De Dem frivilligt til værnemagten?: "For mig handlede det primært om at slippe væk. Fra de snærende bånd, fra familien.... jeg meldte mig frivilligt som 15-årig og glemte derefter næsten alt om det.... og pludseligt et år senere lå indkaldelsen på bordet. Og så viste det sig måske først i Dresden, at det drejede sig om Waffen-SS." - Udløste det skyldfølelser hos Dem?: "Dengang?. Nej. Senere belastede skammen mig. For mig var det altid forbundet med spørgsmålet: Forstod du dengang, hvad der skete med dig?... [Men det var] ikke nemt dengang at forklare et ungt menneske sammenhængene. Man glemmer hurtigt, hvor dygtigt og moderne Hitlerjugend [for de 15-18-årige] og dets forløber Jungvolk [for de 10-14-årige] var indrettet. Hitlers udtalelse 'Ungdom skal ledes af ungdom' var uhyre effektiv. Min tropsfører var en rigtig fin fyr, og vi syntes vi var meget bedre end alle disse partiknægte. Sådan var der mange der følte og tænkte dengang." Om selve aldersforskellens store betydning, forklarer Grass videre, at han ofte hørte fra andre der først var medlem af Jungvolk og siden af Hitlerjugend, og "som de husker det, var den dejligste tid mens de var ved Jungvolk. Med Hitlerjugend kom også puberteten og de evige sangaftener, alt det blev kedeligt. Nazisterne kopierede en hel del fra spejderne.... for de unge føltes det friere ved Jungvolk...." - Og det påvirkede forældrenes autoritet?: "Ja, det var antiborgerligt! Men også her er tilfældigheden i fødselsåret vigtig. Hvem véd, hvad jeg ville være røget ind i, hvis jeg havde været tre-fire år ældre. Ved krigens slutning følte jeg mig for resten slet ikke befriet. Jeg var slået. Man kan kun tale om befrielse, hvis man hører til dem der virkelig led under systemet....." - [Jeg] "var ved krigens slutning slet ikke klar over hvilken fare jeg befandt mig i. Derfor havde jeg også så svært ved at tro det, da jeg så billederne fra koncentrationslejrene: det kan tyskerne ikke have gjort, det er umuligt!" Over for sådanne bekendelser er det let for udenforstående at sige, at manden må havde været utroligt naiv. Men kendsgerningen er jo den Barfod påpeger: der var i Tyskland få år efter Hitlers magtovertagelse i realiteten ingen alternativ tankegang til nazisternes. Alle der ikke direkte kunne gå aktivt ind i den nazistiske bevægelse var nødt til for deres egen overlevelses skyld at flygte ud af landet eller at tilpasse sig og herunder lukke øjne og øren for rygter om forfølgelse, koncentrationslejre og jødeudryddelser. Det kan man ikke bebrejde almindelige mennesker, og man må tilmed huske at Hitlers regime fik vendt Weimar-republikkens forfærdelige, men absolut utilsigtede depression og mangel på økonomisk fremgang, beskæftigelse og basal lov og orden. For alle der ikke var jøder eller gamle kommunister, meget principfaste humanister eller meget frie kunstnere blev der bygget mere op end revet ned - og den nationale stolthed vendte støt og roligt tilbage på ganske få år. Dette betyder at det opgør der fulgte efter nederlaget i 1945 måtte få sin ganske særlige karakter. Mindretallet af humanistisk eller religiøst indstillede tyskere fik skyldfølelse og påtog sig skyld for det skete. Men flertallet lod det ligge eller fortrængte det. De ville helst se fremad og give plads i det nye demokratiske samfund for langt de fleste af dem der havde været med i det gamle. Man kunne faktisk ikke undvære dem i opbygningen. Man lod den lede af kristdemokraterne med hæderlige folk som Konrad Adenauer og Theodor Heuss i spidsen, med også med en Franz-Josef Strauss og en Kiesinger der ikke havde helt rent mel i poserne. Når Günter Grass i interviewet gør gældende at det aldrig - trods de mange store ord - kom til et egentligt opgør med fortiden (bl.a. sagde nævnte Straus på et tidspunkt at nu havde man klædt sig i aske nok), så har han for så vidt ret. Men han påpeger dog samtidigt lidt selvmodsigende, at "... vores fortid endte altid med at indhente os. Vi har lært at leve med det og se det i øjnene. Det synes jeg er en bedrift også i sammenligning med andre europæiske lande. Se blot på Storbritannien og Frankrig.... Holland.... Belgien ... kolonitiden.... Det er nok historiens ironi, at et fuldstændigt nederlag er forudsætningen for en sådan bedrift. (Mine fremhævelser). Det vil med andre ord sige, at selvom mange tyskere af den ældre generation (lad os definere dem som dem der var 25 år eller mere i 1933 da Hitler kom til magten) prøvede at fortrænge og fortie mest muligt, så blev de ganske enkelt indhentet af fortiden, fordi kendsgerningerne ikke i længden kunne skjules, eftersom både tyske og udenlandske forskere gravede flittigt i dem) og måske ikke mindst fordi de måtte forklare sig for deres egne børn og børnebørn. Og til sidst måtte nationen som sådan stå ved fortiden og lære at leve med sin viden om de meget ubehagelige ugerninger. Dette er vitterligt en bedrift, og Grass har uden tvivl også ret i, at den forudsætter et fuldstændigt nederlag. Et sådan fik russerne aldrig med Sovjetunionens fredelige opløsning, og derfor er der stadigt kommunister blandt dem der længes tilbage til tiden før 1989. Psykologisk er det relativt let at forklare, hvis man tør bruge dybdepsykologiske eller religionshistoriske begreber. Visdommen har det ganske som sorgen, sagde allerede den græske tragediedigter Sofokles: den kommer over mennesket mod dets vilje. Forudsætningen for tyskernes efterkrigsbedrift er netop at den dybe erkendelse omkring nazitiden er sket imod deres vilje. Som bitter nødvendighed. Hertil kommer imidlertid et andet afgørende forhold, nemlig at det tyske folks store forførelse fra 1933 til 1945 for de fleste tyskere forbliver en gåde, som aldrig kan løses op. Sådan også for Günter Grass himself, skønt han stort set ikke har bestilt andet end at lede efter en forklaring. Det er vel dybest set hans store bedrift som forfatter og kunstner, at han trods al tilbøjelighed til moraliseren og politiseren aldrig er nået frem til den enkle og entydige forklaring på et så kompleks problem, at han nogensinde er blevet færdig med det. Hans moraliserende tendens er tydelig. Niels Barfod trækker den utilsløret frem i sin artikel i Weekendavisen. Han taler her om Grass' trang til at gøre sig politisk gældende over et bredt felt eller til at blive 'nationens store formaner og leggemliggjorte samvittighed'. Barfod kalder Grass en 'revser af al udflugt, fortielse og fortidsfortrængning', og nævner, at 'hans voluminøse moralske pegefinger i årtier har været et af de synligste ikoner i tysk politisk liv', lige fra han gik i brechen for Willy Brandt for 37 år siden til han kastede sig ud i Muhammed-karikaturerne for et halvt år siden. "Ikke inden for noget område hvor moral har noget at skulle have sagt, har han følt sig for ringe udrustet til at blande sig. Lige så vigtig en vagthund han ofte var under den Store Koalition, lige så ufortøvet han trådte op over for det dengang gældende Beruftsverbot, og lige så robust han bød studenteroprøret modstand, da det i hans øjne udartede til rødlakeret fascisme (.....), lige så forudsigeligt har han sprunget til ved enhver rød-grøn anledning og aldrig tøvet med at fordømme alt der ikke holdt sig til den rette vej. Og lige så automatisk har han fx udløst sin automatiske antiamerikanisme..." Og dette er naturligvis grunden til at hans kritikere og modstandere nu angriber ham og beklikker hans moralske autoritet. En sådan selvsikkerhed i bedømmelsen kan Grass kun forholde sig ironisk til, som han gjorde i Wickerts interview i 'Das Erste' (+DR2). Men de glemmer hovedsagen, at Günter Grass aldrig har fortrængt sin egen eller det tyske folks skyld og skam, men skrevet stort set hele sit forfatterskab på den, og at han netop har kunnet gøre dette, fordi hans egen og det tyske folks forførelse forbliver en gåde for ham. I interviewiet med FAZ understreger Grass at han med erindringsbogen ville skabe sig klarhed om alt det der skete dengang og især om bestemte ting i forbindelse med sig selv. "Hvad holdt dig tilbage? Hvad forhindrede den dreng du dengang var i at stille de rigtige spørgsmål? Du var jo en kvik gut, du var endda oprørsk. Men du stillede ingen spørgsmål, i hvert fald ikke afgørende spørgsmål". Han ville ikke blot skildre (fremlægge detaljer), men fortælle, dvs sætte det ind i sen større sammenhæng. Hvorfor sker det først nu?, lyder spørgsmålet. Og han svarer: "Det har tynget mig. Min tavshed igennem alle årene er en af grundene til at jeg har skrevet denne bog. Det måtte frem - endelig." Men Grass er ikke kunstner for ingenting. Formen er så vigtig for ham, at han umuligt kunne berette om en så belastende kendsgerning uden at finde en til substansen adækvat form. Herom siger han: "Jeg var nødt til at finde den rette form til denne bog; det var det vigtigste. Vi ved jo alle at vores erindringer, vores selvopfattelse, kan være lidt fordrejet... Jeg ville gerne allerede i formen anslå alt det tvivlsomme i litterære erindringer og lade det skinne igennem." Han ville netop udforme det mere åbent end i traditionelle selvbiografier som han har principielle indvendinger mod på grund af tendensen til fordrejning. Man kan efter hans mening slet ikke skrive sådan en erindringsbog, hvis man ikke er nysgerrig med hensyn til sig selv; hvis man ikke gerne vil vide mere om sig selv og sine egne værkers tilblivelse. Intervieweren vil vide om Grass ikke har forpasset det rette tidspunkt til at drøfte sin tjeneste hos Waffen-SS?. Det ved jeg ikke, svarer han. "Jeg troede at jeg med det jeg skrev, gjorde nok. Jeg har jo gennemgået min læreproces og så afgjort draget mine konsekvenser. Men der var stadig denne plet tilbage. Derfor stod det mig også altid klart, at denne rest måtte finde sin plads, hvis jeg nogensinde skulle beslutte at skrive noget selvbiografisk. Men det er ikke det dominerende emne i min bog......". Günter Grass erkender i interviewet en vis egocentricitet, men betragter den som en tvingende nødvendighed, der er særligt udpræget i de unge år. Man kan simpelthen ikke se ud over sig selv. Og egocentriciteten kan man slet ikke fortryde. Dens konsekvens er uundgåelig. Personligt havde Grass ikke kunnet skrive sine bøger uden hensynsløsheden over for sig selv. Det turde på denne baggrund være umuligt at fraskrive Günter Grass moralsk integritet. Faktisk kan han kaldes decideret skrupuløs - ligesom sin polske kollega Czeslav Milosz. Han kan slet ikke slippe den indre granskning af sin samvittighed. Den er tværtimod drivkraften for hans forfattervirksomhed. Og man kan roligt slå fast, at uden evne til at forme sine tanker på papir, ville han sandsynligvis været endt som uhelbredelig neurotiker. Det karakteristiske for Grass er imidlertid at han som kunstner ikke kan slippe det etiske og derfor tog parti for Camus mod Sartre i disse franske forfatteres indbyrdes strid. Det æstetiske er til syvende og sidst udslaggivende i den betydning, at han ikke kan fortælle noget der ikke har fundet en passende form. Men det han ønsker at fortælle skal helt og holdent være båret af hans yderst omhyggelige, næsten overdrevne samvittighedsfuldhed. Derfor har han naturligvis ikke kunnet undgå at blive en moralsk autoritet i Tyskland, ligesom Milosz blev det i Polen, Camus i Frankrig og vel også Villy Sørensen herhjemme - eller om man vil Imre Kertesz i Ungarn. Og hele denne autoritet er ikke svækket gennem hans sidste afsløring. For selv om man kan beklage dens sene fremkomst - og denne beklagelse forstår Grass udmærket selv - så er også selve denne forsinkelse en del af hans væsen og hans aldrig hvilende selvgranskning. Havde han én gang for alle fortrængt det pinlige stof, kunne man med rette have bebrejdet ham moralsk inkonsistens, men det kan man ikke nu. Noget helt andet er imidlertid selve begrebet 'moralsk autoritet', for man kan da stille spørgsmålet om det at en forfatter og kunstner skrupuløst og egocentrisk - eventuelt helt ud i det sygelige - beskæftiger sig med sin egen fortid af fejltagelser og fejlvurderinger overhovedet gør ham til en autoritet når det gælder moralsk vurdering. Det gør ham utvivlsomt bedre egnet til at forstå problemstillingerne og foretage fornuftige og besindige skøn. Men definerer man en autoritet som en dommer hvis vurderinger er inappelable, så kommer der en skævhed ind i betragtningen, fordi moralske vurderinger efter deres natur altid er behæftet med usikkerhed. Det ligger så at sige i etikkens væsen at den beror på skøn og dermed usikkerhed. Ophøjer man følgelig en forfatter eller kunstner - eller for den sags skyld en politiker eller videnskabsmand til moralsk autoritet - så undergraver man forpligtelsen til selv at gå ind i den nødvendige proces med usikre skøn. Så gør man i realiteten moralsk vurdering til smagsdommeri. Eller endnu værre man gør moralsk vurdering til juridisk domfældelse - sådan som fx. den internationale krigsforbryderdomstol i Haag gør. Så kan man dømme folk - i stedet for som fx Sandhedskommissionen i Sydafrika at fokusere på at få kendsgerninger og sandheden frem med henblik på en altafgørende forsoning. Det er vanskeligt helt at komme uden om at der som Niels Barfod påpeger i sin artikel altid er en vis dialektik mellem skyld og en stærk tilbøjelighed til moraliseren. Han kalder det selv banal hverdagspsykologi. Men det er helt forkert at tro at der ikke kan og må skelnes mellem moralsk vurdering og moraliseren. Moraliseren er den form for moralsk vurdering der går ud fra faste målestokke for hvad der er rigtigt og forkert, og som samtidigt kommer fra folk der for deres eget vedkommende føler sig rene og retfærdige. Farisæisme kalder man det også. Og for den gælder uden tvivl at den forstærkes af skyldfølelse og fortrængning, dvs at den netop bliver fremherskende, hvis den fordømmende dybest set selv har noget i klemme. Ja, det forholder sig endog sådan, at al forargelse altid er forbundet med decideret lystfølelse! Dermed afslører den faktisk sig selv som tvivlsom moral. Stenkastning er der slet ikke tale om hos Günter Grass. Den skal man nemlig holde sig fra, hvis man ikke selv er ren. Og det er der faktisk ingen der er. Jævnfør Johannesevangeliet 8, 7. med Jesu ord til farisæerne der ville stene en kvinde der var taget i hor. Barfods hverdagspsykologi er derfor helt utilstrækkelig til at forstå hvad der er i gære i Günter Grass' tilfælde. For det er altid et opgør med fortiden i såvel betydningen hans egen som hans folks fortid. Den afgørende dialektik går mellem disse to størrelser - og derfor kan hans udfald mod eksempelvis kristdemokraten Kiesinger eller mod socialdemokraten Helmuth Schmidts Berufsverbot ikke betegnes som moraliserende. Det stikker langt dybere. Men det er da ikke udelukket, at Grass - som Barfod mener - fremover vil være lidt mere forsigtig med at deltage i debatten, for det er ikke sikkert Grass selv er klar over psykologien bagved. Det vil blot være dybt beklageligt om han fremover holder sig i skindet. Günter Grass er fortsat en af Tysklands største efterkrigsforfattere - og hans bøger er uomgængelige for dem der vil vide noget om tyskernes opgør med deres nazistiske fortid. Han kan ifølge interviewet med Wickert ikke rigtigt lide at få sit forfatterskab reduceret til 'Bliktrommen', men Danzig-trilogien (foruden 'Bliktrommen' også 'Kat og mus' og 'Hundeår') vil nu for altid stå centralt i forfatterskabet allerede af den grund at han her beskæftiger sig med netop den tid hvor han selv var ung og opdagede de store etiske problemer. Det er de selvsamme år han nu trækker frem til fornyet, men anderledes belysning i sin nye bog, erindringsbogen. Her skildres også historien om den lille trup af dværge der rejste omkring med deres artist- og klovnenumre i krigens sidste år, således som det skildres i 'Bliktrommen' og Schlöndorffs iøvrigt fremragende filmatisering af første halvdel. Truppens leder, Bebra, har i en samtale med lille Oskar det uforglemmelige råd, som kunne være motto for Grass' eget liv: "Bester Oskar, glauben Sie einem erfahreren Kollegen. Unsereins darf nie zu den Zuschauern gehören. Unsereins muss auf die Bühne, in die Arena. Unsereins muss vorspielen und die Handlung bestimmen, sonst wird unsereins von jene da behandelt. Und jene da spielen uns all zu gerne übel mit!" Peer Sendemand Henvisninger: Interview med Günter Grass i Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ) den 12.8.06. Gengivet i oversættelse i Politiken 20.8.06. Link til FAZ med efterfølgende debat. 'Ein bisschen spät' - interview med historikeren Joachim Fest. (Der Spiegel. 14.8.) 'Ende einer moralischen Instanz' - Echo auf Grass' SS-Vergangenheit. (Der Spiegel 14.8.) 'Man will mich zur Unperson machen' - Grass antwortet Kritikern. (Der Spiegel 14.8.) 'Für mich behalten, doch nich verdrängt' . Grass-Brief an Danzig. (Der Spiegel. 22.8.06.) Link til Der Spiegel med fortsat debat. Niels Barfoed: En plage. Artikel i (Weekendavisen 18.8.06.) Artikler på Jernesalt: Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner (31.10.05.) Mødet med det totalitære (30.06.06.) Kaddish for Kertész (Kunst og Humor - 10.12.02.) Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund') Etik og eksistens essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens. Kan moral begrundes? om konsistens-etikken Hvor kommer det onde fra? - Er mennesket ligefrem ondt af natur? Sprog og forførelse - Forførelsens kunst III (14.8.06.) Hadets tiltrækning og livsløgn (31.7.07.) Film og forførelse (12.07.06.) Det aggressive menneske om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger. De psykiske grundprocesser om forskellen mellem primærprocesserne og sekundærprocesserne. Peer Sendemands rubrik Litteratur Etik Psykologi Eksistens Introduktion til Jernesalts filosofi Inspiratorer Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |