JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - roedmand

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.7.18.

Kim Leines store roman "Rød Mand/Sort Mand"

Indledning
Udførligt referat af romanens handling
Kampen mellem Sort Mands kristendom og Rød Mands grønlandske kultur
Kampens individuelle personer
Kim Leines fortolkning og vurderingsgrundlag
Helhedsrealistisk vurdering
Henvisninger

Indledning Til toppen Næste

Kim Leines roman "Sort mand/Rød mand" er angiveligt en stor fortælling om koloniseringen af Grønland, om mødet mellem to kulturer, om vældige naturkræfter, død, druk og ondskab, om fædre og sønner og de djævle der driver mennesker mod fortabelsen eller forklarelsen.

'Sort mand' er den stejle præst Hans Egede (1686-1758), der i 1721 af kong Frederik den Fjerde (1671-1730) blev udnævnt til missionær i Grønland. Rød mand er den grønlandske åndemaner Aappaluttoq der kommer i konflikt med Egede om sin søn.

Frederik den Fjerdes beslutning om at sende Egede til Grønland skete både fordi han troede der ville komme stor økonomisk grevinst ud af det til fordel for hele riget, og fordi han var påvirket af tyske pietisters (Hernnhuternes) missionstanke. Han udvalgte 12 mandlige tugthusfanger og 12 prostituerede kvinder til at gifte sig ved et stort bunkebryllup i København og derefter tage med skib til Grønland for at grundlægge en koloni, udvide riget og gøre grønlænderne til kristne danskere. Dermed begyndte kampen om Grønlands sjæl.

Hans Egede har ved romanens begyndelse drevet en lille mission blandt grønlænderne i tre år, men er dybt præget af at han ser djævle overalt og tvivler på at grønlænderne vil slippe deres hedenske mørke.

Aappaluttoq har mistet sin kone, og da hans søn bliver alvorligt syg, må han sætte ham i pleje hos Hans Egede og dennes tretten år ældre kone Gertrud Rasch. Men de tager drengen til sig som deres egen søn og døber ham i den kristne tro, og de nægter derfor at give ham tilbage til åndemaneren da denne forlanger det. Dermed begynder kampen om drengens sjæl.

Kim Leine er dansk-norsk romanforfatter, født i Norge 1961. Familien tilhørte Jehovas Vidner, en yderst dogmatisk sekt. Kim flyttede som 17-årig til Danmark, hvor han blev uddannet til sygeplejerske. Siden flyttede han til Grønland, hvor han boede i 15 år. I 2004 vendte han tilbage til Danmark og debuterede i 2007 med romanen Kalak, en rå skildring af en danskers tilværelse og nedtur i det moderne Grønland. I 2012 udkom Leines store historiske roman PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN, der på grundlag af virkelige hændelser handler om den danske præst Morten Falck, der udstationeres i Grønland i slutningen af 1700-tallet - og her mødte den karismatiske prædikant Habakuk og dennes kone Maria Magdalene. Denne roman er første bind i en stort anlagt historisk trilogi om danskere og grønlændere.

Leine har bl.a. modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, Politikens Litteraturpris, Weekendavisens Litteraturpris og De Gyldne Laurbær.

I efterskrift til sin nye roman gør Leine udtrykkeligt opmærksom på at bogen er fiktion. Den lægger sig ganske vist tættere op ad de faktiske historiske begivenheder end 'Profeterne i Evighedsfjorden'. "Men man bør ikke læse den som en pålidelige historisk skildring. Det er den ikke. De fleste personer i romanen levede og hed det de hedder i romanen... Mange af de ting der sker i romanen, skete virkelig, men en del har jeg selv digtet. Tit er der større sandhed og økonomi i digtet end i faktualiteten... Jeg bruger nogenlund konsekvent betegnelsen 'dansk koloni' og 'danskere' om dem der bor i Grønland til trods for at de fleste faktisk var nordmænd og en del tyskere. Men de var alle underlagt de danske konger....". Og Leine forklarer videre at: "Skønlitterære forfattere og historikere kan noget hver for sig. Det er magikeren versus magisteren. Vi er afhængige af hinanden. Men lad historikere skrive historie og lad forfattere skrive historier. Jeg beskæftiger mig med det sidste."

Så ved læseren hvad han eller hun går ind til. I mine øjne er det særligt fascinerende ved den spændende roman netop denne tætte sammenvævning af fiktion og virkelig - og dermed af magi og tør viden.

Udførligt referat af romanens handling Til toppen Næste hovedafsnit
Det store projekt - Imperium Dania - Fædre og sønner

Prolog

Åndemaneren Aappaluttoq står sommeren 1724 nede ved stranden ved Skærgården ved Godthåb og ser båden med Hans Egede komme nærmere. I armene holder han sin ti-årige dreng Paapa, den eneste dreng han har tilbage. Hans mor døde for en uge siden, og nu er drengen blevet syg. Han bliver nødt til at give ham fra sig, for ellers dør han. Egede tager drengen, men vil ikke have Den Røde med sig til kolonien. Og da han senere kommer for at hente den raske dreng, får han ham ikke. Drengen er nu døbt. Han er kristen og har fået navnet Frederik Christian. Den Røde ser ham nu og da, men sørger over ham som var han død. Alt der lever må dø, v�d han, men man sørger lige fra det øjeblik nogen bliver født. Selv Gud er ramt af evig sorg, fordi han ofrede det han elskede højst, ræsonnerer han med historien om Abrahams ofring af sønnen Isak i tankerne. Og nu lader Gud denne indstilling gå ud over menneskene. Livet er Guds hævn over den ulykke han har nedkaldt over sig selv!

Første del: Det store 'dessein' eller projekt

I en lukket tospand kører 57-årige kong Frederik IV mod Dyrehaven - han skal på jagt. Han tænker på det nye 'store dessein', koloniseringsprojektet i Grønland som han har rodet sig ud i. Den stejle nordmand Hans Egede, som blev sendt af sted som missionær, har sendt ham en lille benfigur, en slags djævel, en vildmand, som han går med i lommen - som sin talisman. Han mødes med kommandant Landorph og baron Claus Pors, som skal være henholdsvis militær chef for kolonien og politisk guvernør, og han har en liste over tugthusfanger fra Bremerholm som skal sendes med til Grønalnd som arbejdskraft. De møder på jagten en deserteret soldat Johan Hartman. Kongen bliver interesseret i ham - han kan jo bruges til Grønland. De tager ham med til byen - og lader ham føre til tugthuset på Bremerholmen.

De 24 tugtshusfanger og prostituerede bliver gift ved et bunkebryllup i Garnisonskirken under kongens overværelse. Johan Hartman får gadetøsen Sise som han kender i forvejen og som den kommende guvernør Pors netop har tilfredsstillet sig med aftenen før og præsenteret for sin husholderske Jomfru Titia. Hun kommer fra et nonnekloster i Tyskland og er altså 'papist', dvs som katolik knyttet til paven i Rom. Hun skal følge med til Grønland. Aappaluttoq kan mærke kongens klamme hånd på benfiguren i lommen. Men han kan godt lide kongen og betragter ham som et menneske med svagheder.

Kaptajnen på skibet der skal til Grønland passer guvernøren Pors op på dækket, men forudser problemer med ham. Han har et skulende og meget selvbevidst udtryk og gik som om han havde en bjælke i ryggen. Under turen får jomfrue Titia et af sine epileptiske anfald. Hun får kramper og står i en flitsbue i køjen med det hvide ud af øjnene. Skibskirurgen vil ikke foretage sig noget. Han kalder det en konvulsion, en krampetrækning. Der er blandt officererne almindelig uvilje mod guvernøren. Men blandt det menige mandskab mumles om at jomfruen er besat af djævelen, fordi hun er papist. Mange af passagererne bliver søsyge på turen. Pors glæder sig over at turen går godt. Han vil lægge grundstenen til det nye imperium for kongen - et Imperium Dania.

Da de når frem til kolonien modtages de af Hans Egede, der bor med sin familie og nogle kolonifolk i et lille hus.

Andel del: Imperium Dania - Det danske imperium

Kolonien får besøg af Den Røde. Egede kalder ham en troldkarl der tror han kan flyve, og som hader alle danskere, i særdeleshed Egede selv. Derfor har kun �t råd: I må lære at gå frem over for de indfødte med fast hånd. Ingen frygt. Ingen blødsødenhed. Ingen nåde. De skal tugtes. Brug pisken hvis det er nødvendigt. De kan tryllebindes med fortællinger om Frelseren og andre historier fra Bibelen. Og de ønsker på sin vis at blive frelst. Men lige så snart man forlader dem, glemmer de alt hvad man har sagt, og hengiver sig til deres uglspil og liderlighed.

Den Røde har lige været hos paven i Rom. Jeg fik serveret te og småkager, og jeg talte med ham en times tid om kristendommen og om hvordan den blev splittet i to af Den Store Luther. Jeg kunne indføre kristendommen her i landet så nemt som ingenting hvis jeg fik lov til at gøre det på min måde. Jeg tror i virkeligheden vi grønlændere er en slags katolikker. Men præsten Egede fatter ikke det her. Derfor må vi være uvenner og fjender. - Den Røde smutter ind i våningshuset, hvor der er varmt og lugter af mad, og der er en mængde folk, alle sammen danskere der er kommet med skibet. � Præsten er der ikke, det er kun godt. Han kender mig, og han hader mig, selvom jeg aldrig har gjort ham noget. Han tror jeg er Djævelen.

Aappaluttoq kan ikke få øje på Paapa, men sniger sig ind et rum med en kvinde i en seng, det er jomfru Titia der lider af en slags månesyge... Den Røde holder hende fast så hun falder til ro. Jeg er blevet rask, siger hun lidt efter. Der kom �n og gjorde noget.

Skibskirurgen Kieding filosoferer på sin kolde og saglige måde over tilværelsen: Hvor er mennesket hæsligt. Det lever i en hæslig verden, den hæsligste af alle verdener. Det har regnet og sneet siden vi kom. Skibene ligger indhyllet i tåge. Havet sukker tungt. Jorden sukker når man går på den, og sjælen sukker idet foden bliver våd. Klipperne risler af regnvand. Den grå himmel læner sig træt og drukken mod jorden. De indfødte er nogle beskidte svin. Danskerne ikke spor bedre. Når jeg ser et menneske, ser jeg liget, de grønligt skinnende muskler, den rådne bug, dødsgrinet. Jeg kan ikke gøre for det. En følge af professionen. Kolonien er fuld af lig, mere end hundrede, de danser knogledans og griner, de drikker og horer og lader som om de ikke er døde. Mennesket er en maddikesæk som iler mod graven. Men jeg føler mig godt tilpas, har aldrig haft det bedre.

Hans Egedes kone, Gertrud, er meget ældre end sin mand. Begge er i Kiedings øjne kedsommelige folk, men uforgængelige som gammelt træværk. Madam Egede lader til at være stivnet i en gammelkoneagtig sejhed, furet som et stykke drivtømmer. Pigerne har deres månedlige upasseligheder, altid samtidig, et par hidsige trolde. Egede kom fra Nordnorge. Han havde gjort sig umulig. Nu har han påtaget sig at frelse grønlænderne. De ville nok være bedst tjent med at leve som de altid har gjort. Guvernøren er som hentet lige ud af komediehuset i København, udstyret med lang paryk, rød uniform, sabel og trekantet hat. Officerne regner ham ikke for noget. Men mandskabet elsker og ærer ham. De 24 frigivne tugthusfanger et et godt billede på hvor halsløs og dårligt gennemtænkt kongens koloniprojekt er. De er det værste pak man kan forestille sig. De er næsten alle syge med brystsot og eftervirkningerne af sørejsen. Kvinderne sælger sig til officerne og håndværkerne for tobak og brændevin, og deres mænd stikker fortjenesten i lommen. Jeg vil vædde med at de fleste af dem kreperer inden den først vinter er forbi. Det må de jo selv om. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så glad for at være her. Men det er jeg.

Guvernørens husholderske jomfru Titia kommer til mig. Hun er flyttet ind hos Egederne. Jeg er frugtsommelige, siger hun hovedkuls. Man fortæller mig at det har været den vådeste og mest blæsende sommer i mands minde. Alt er gennemblødt, maden, tøjet, byggematerialerne. Sjælen er våd. Nogle flere af folkene dør, to af tugthusfangerne, et par håndværkere, en soldat. Jeg vil tro de brænder dårlig der hvor de er. Men de har tiden for sig.

Den Rødes søn, Frederik Christian, blev syg efter en rejse med sin plejebror Niels hvor de sad i en båd i regn og snesjap en hel dag og blev gennemfrosne og våde. Han lå i Egedernes stue og svævede mellem liv og død, og i et klart øjeblik hørte han Egede sige til sin kone. Jeg beder hver dag om at Herren må lade ham leve, for Han gav ham til mig, og så ville jeg ønske Han lod mig beholde ham. - Derefter kom drengen sig langsomt. Han var blevet konfirmeret i sommer. Fjorten år gammel. Nu var han en voksen mand. Hvad var han ellers? De få andre indfødte der var blevet døbt, var døde. De danske kristne var han heller ikke en del af. Men han vidste at Jesus elskede ham. Det blev Egede nemlig ved med at fortælle ham. Det var tungt at have en far der var fordømt. Jesus var ligesom en stærk storebor. Han passede på ham selv. Han fulgte ham overalt. Frederik Christian drømte tit om ham, men han havde mareridt om faren. Fanden ville have at de kristne skulle falde - sammen med Den Røde på dommens dag.

Mandskabet regnede ham ikke for noget. De kaldte ham Tvekongen på grund af hans navn. Og det var ikke venligt ment. Også de indfødte så skævt til ham. De kaldte ham Qallunaajaraq - den lille dansker. Han gik i dansk tøj, lærredsbukser, busseronne, trøje og en trekantet hat som han var så glad for, og som en af officererne have udstyret ham med. Egede slog tit sine børn, også Niels. Men han slog aldrig Frederik Christian.

Mens folkene stod og gloede på den vildere og vildere fest og drukkenskab inde hos Guvernøren, listede Den Røde sig ind hos Egederne. Han lagde sig i præstens seng, ved siden af madammen. Nå, er det dig? sagde hun... De holder kalas derinde. De drikker min søn fuld. Stakkels dreng sagde hun. Hvad er det dog vi har gjort ved ham. I har ødelagt ham, sagde jeg. - Han bliver liggende længe og snakker med madammen. Men nu skal du gå, siger hun. Inden min mand kommer tilbage. Han kan ikke tåle synet af dig. - Farvel Gertrud - Farvel min ven. Kys mig før du går. - Og jeg kysser hendes tørre, rynkede mund.

Frederik Christian bliver i guvernørens hus i nogle dage og er dødssyg igen. Men guvernøren ler ad ham. Han giver ham stærkt øl til at reparere med, og det hjælper. Men Titia holder på ham. Han ligger i hendes seng og putter sig ind til hende. Hun trykker ham ind til sig, stryger ham over håret og synger for ham og mumler bønner på latin. Han føler sig tryg. Hun er som en søster. Kysser ham, men hun rører ikke ved ham. Mandskabet driller drengen med at han er jomfruens kæreste. Og de drikker ham fuld, og de får ham til at tage tøjet af og lægge sig hos hende og står ved sengen og hujer. Hun spreder villigt benene og lader ham kommer ind i sig.

I en fri, uredigeret bevidsthedsstrøm beretter jomfu Titia på sin særlige måde og med indfletning af mange latinske sentenser om sit svangerskab: jeg mærker et træ noget med grene måske en birk noget der spirer og gror det lille sædekorn blev proppet ind i mig med en pind sædemanden proppede det ind i mig nænsomt og med kærlighed og lidt skødesløst så slog det rod lige med det samme slog sine kløer i mig sugede mit blod som en blodigle og voksede i dette træløse land vokser der et træ inden i et menneske og dette menneske er mig lille titia ave marie gratia plena sådan lærte nonnerne mig at bede men kan der virkelig vokse et træ inden i et menneske ja nej?

Sise Særk Hansdatter er også blevet gravid. Hun er sammen med sin mand Johan Hartman flyttet ind i et vildmandshus en lille fjerdingmil nord for kolonien. Johan er bekymret. Han er bange for at røre ved hende. Jeg er ikke syg siger hun og ler. Jeg er bare med barn. Men han ved ikke med sikkerhed hvis barn det er, ud over at det ikke er hans eget. Han har ikke været sammen med hende siden de blev gift. Og før det var det som hendes luderkarl, og det kan man ikke blive med barn af. Han regnet med det er Pors det er faren. Pors der ved brylluppet krævede 'første nat' med pigen.

Jeg er lykkelig, tænker Johan. Han vandret med Niels Egede over sletterne. De har indtil nu føltes fremmede og ugæstfri. Nu føler han for først gang at landet tager imod ham med en form for fortrolighed. Han og Niels har ladet de andre ryttere komme lidt foran. - Han du hørt at vores guvernør skal være far? siger Niels. - Med hvem? Med den tossede husholderske. Hun er flere måneder henne. Det vidste Johan ikke. Min far mener hun har været besat, siger Niels. Han ser jo Djævelen overalt. Han mener hun er forgiftet af Antikrists vranglære.

Hans Egede vil arrestere åndemaneren. Han mener denne sætter folk op mod kolonien. - En mand kommer gående roligt mod dem, ubevæbnet, nøgen fra livet og op, med et selvsikkert smil på munden. Han hilser på Egede. Når der er du, siger Egede. Vi kommer for at hente dig til kolonien. Du er fuld af had og bitterhed. Men hadet er udtryk for svaghed. Jeg tørrer det af mig som regn. Gud er kærlighed. Det er ikke for sent at modtage hans kærlighed. - I det samme stryger et vindstød ned fra fjeldet. Sneen falder tykkere og tykkere. Få minutter senere er de indhyldet i en snestorm.

Kieding beretter om skørbugen og brystsygen der er skyld i de fleste dødsfald. Når jeg skal tilse dem i mandskabshuset, må jeg vade gennem vand og mudder og unævneligt fluidum til langt op ad støvleskafterne for at komme hen til deres senge hvor de ligger og pines af sygdom og kulde. Stanken af menneskelig ydmygelse blander sig med den kølige luft udenfor. Det er som en vision fra helvede der møder mig hver dag når jeg går ned i mandskabshuset. De syge ligger på briksene, nogle af dem flere på hver briks, mænd og kvinder i �n rodebunke. Mange er bevidstløse. Der udånder folk hver anden dag. Den eneste bevægelse der er at mærke på de sygeste er den krampagtige hævelse af brystkassen hver gang kroppen gør krav på en vejrtrækning.

Han går hen og snakker med Egedes kone, Gertrud Rask. Jeg har hørt rygter om at der er en åndemaner der har svoret at dræbe Hans? Åh, han er helt ufarlig. Et ulykkeligt mennesker der lider af sorg. Sådan er sorg. Den kan lamme et menneske, men den kan også fylde det med forbitret had. Hvad sørger han over? - Sin søn. - Men han er ikke død. Han lever i bedste velgående, her hos os. Det er drengen Frederik Christian. Aha, siger jeg. Folk morer sig med at lokke ham på afveje.

Niels Egede reflekterer over at hans fars ord er lov. Vintermørket er over os, kysten er mørk og skummel som blåsur mælk. Men jeg elsker mørket, så samler man sig bedre end når solen farer larmende rundt på himlen fra morgen til aften og laver rod i �ns hoved. Folk må vel selv om de vil være kristne. For min skyld må de gerne tro på ham Tornaarsuk så meget de vil. Men min far tror han er Djævelen for det var der en gammel mand der bandt ham på ærmet. - Niels sejler tit sammen med Frederik Christian, sin plejebror. Han er et par år yngre end ham selv. Men han er både døbt og konfirmeret, min far har planer om at gøre ham til udlært kateket (skolelærer der også fungerer som hjælpepræst). Der er noget særligt mellem de to, noget uigennemtrængeligt. Jeg tror han er den eneste i familien min far virkelig elsker. Han kom til os for nogle år siden. Men da han blev rask, ville hans far have ham tilbage. På den måde kom der ondt blod mellem min far og Den Røde.

Kommandant Landorph er interesseret i jomfru Titia. - Jeg troede vi var kærester. - Vil du så gifte dig med mig? - Ja, det kan du tro. Jeg går og taler med Egede og får ham til at lyse for os. - Jeg er med barn, siger hun. - Det gør ingenting. Jeg er ikke snæversynet. Men sig mig, hvem er det der har lavet barn på dig? Jeg bliver jo helt jaloux, tror jeg. - Det er Djævelen, siger hun. Han kom og stak sine lange fingre i kussen på og sprøjtede sin saft ind i mig. - Landsdorph kan ikke holde sig fra hende: Du har forhekset mig. - Du skal ikke kalde mig heks, svarer hun omgående. - Det er ikke mig. Det er mandskabet. De vil have en proces mod dig. De mener det er dig der er skyld i de mange dødsfald. De har talt med Egede.

Pors ansætter Sise til at hjælpe Titia med husholdningen. Sise vil gerne vide hvem der er far til Titias barn. Det er kommandanten, siger denne. Det virker som den nemmeste løgn. Hun ved godt det er Djævelen der har lavet barn på hende, og at hun endda kunne lide det. Men kommandanten vil ikke have mig. Han siger han er trolovet derhjemme. Sise bliver forarget og går til Egede. Egede til sin kone. Deres døtre hører det og fortæller det videre til præsten Miltzov som taler med sin kollega Ole Lange. På et eller andet sted i denne lange kæde opstår den misforståelse at det er guvernøren der er barnets far. - Egede tager pigen i forhør. Det er vigtigt for ham at undersøge om hun kun overhovedet er hjemme i den evangelisk-lutherske tro. Han går hende på klingen om de forskellige trosartikler og trossætninger. Hun ved selvfølgelig intet, viser det sig. Så han spørger om hun forsager du Djævelen. Hun får et nyt anfald og snakker løst. Nu begynder præsten at brøle. Ti dog med det djævelskab. Det er Antikrist der taler gennem din mund, usalige pigebarn.

Præsten vil tale med Guvernøren. Det drejer sig om jomfruen. Det er kommet ham for øre at hun har udtrykt et ønske om at døbes. Så vidt jeg ved er hun allerede døbt. - Ja, som katolik. Som guvernøren vil vide er det vranglære, tilbedelse af Antikrist i Rom. Djævelen tørrer sig i røven med papisternes dåbsattester. - Og så vil du døbe hende, Egede? - Ikke tale om. Pigebarnet er jo besat, bliver han ved. Hun stinker af pavefjært. Det er en skændsel. Sådan �n kan vi ikke have til at rende rundt i kolonien. Mandskabet, de gemene, mener hun er en heks og vil have hende på bålet. Vi må foretage en uddrivelse, siger Egede. Han forsøger en djævleuddrivelse, men igen får Titia et anfald, så hun må bæres bort af den beskyttende guvernør.

Kieding besøger Titia hver dag. Hendes afsindighed er ham en gåde som han vil løse. Der er noget i hendes krop der er af lave. Han vil finde det, . Han giver hende et skoldhedt bad med krydderurter fra vildmarken. Kom, lille Titia, baljen er klar. Da hun ligger nedsænket i det varme duftende vand og er ved at falde i søvn, hælder han uden varsel flere spandfulde knust is i baljen. Hun skriger og vil op, men han står klar med opsmøgede ærmer og presser hende ned i det iskolde vand med magt. - Hvorfor er du så ond ved mig, mester Kieding? siger hun. - Det er ikke dig jeg er ond imod, sige jeg, men din afsindighed. Dit sind er delt i to, en gal og en fornuftig. Det er den gale vi må jage væk.... Han er tilhænger af den nye franske filosofi om at kroppen er en maskine. Og en maskine kan blive defekt. Og så må den repareres.

Filosoffen hed Descartes og han mente at tænkningen har sæde i hjernen, i noget han kalder knoglekirtlen, og at denne kirtel danner bro mellem kødet og ånden. Nu vil Pors under en obduktion af en af tugthusfangerne gerne vide hvor denne knoglekirtel findes. Kieding beslutter sig for at åbne et kranium med bartskærerens hjælp. De får en hjernen ud på bordet og den ser ud som en grå, fedtet klump kød. Er det virkelig alt, siger Pors. Her har vi en kirtel, siger Kieding og pirker en rød klump løs. - Det ligner et par drengenosser, siger Pors. Det er altså det der har huset slynglen Peter Hagemans åndsliv. Jeg tænkte det nok.

Titia skriver breve til sin plejefar der er apoteker i Køge. Pors har fået den id� at Titia kan blive gift med Frederik Christian, hvis der blot kan fremskaffes et kongebrev. Men apotekeren bliver rystet over at pigebarnet er blevet gravid - og vælger til sidst at begå selvmord af skam. Kongebrevet kommer for sent.

Den Røde går på visit i guvernørboligen, mens præsten selv er taget af sted på et missionstogt. Først besøger han pigen han lå med sidste sommer. Vi er næsten i familie. Hun skal giftes med min søn, og min søn skal være min søns far. Sikke noget rod. Det sker snart nu. På den måde bliver vi alle sammen flettet ind i hinanden i en uopløselig knude. Det er den vej det går. Vi er alle underlagt en kosmisk dramaturgi. Jeg tror ikke en gang det er Gud der gør det her. - Så går han ind ved siden af. Bagefter finder han præstens sovekammer og lægger sig ved siden af Gertrud, og hun vender sig halvt sovende om og favner ham. Hun hvisker: Er du allerede tilbage? - Ja, her er jeg, siger han og stiger op på hende. Han 'tager hende', det er det hun vil, "for selv om hun sukker og knuger mig og siger, åh Hans, så ved hun udmærket at det er mig, for det her har vi gjort så tit, og hun kender efterhånden min lugt og mine måde at gøre tingene på, min langsomhed, min tålmodighed og min styrke".

Hans Egede er ude på en boplads sammen med Niels og Frederik Christian. Han læser for folkene på bopladsen. De elsker at stille vanskelige spørgsmål som han ikke altid kan svare på. Mange ting findes der ikke et fornuftigt svar på. Det er derfor det kaldes tro. Luther hadede fornuften, en slags fætter til den frie vilje, han mente den var den rene gift for troen. Med de her beskidte hedninger harper på at forstå Skriften med snusfornuften, som om de var juridiske studenter. De sidder med en ræv bag øret og et lille smil om munden og spørger om hvem der er størst, Gud eller Jesus. Egede kan ikke følge med i alle deres spørgsmål og svarer kun på nogle af dem. Når han ikke kan svare fyldestgørende, lader de som om de bliver skuffede. I virkeligheden griner de hoverende. Frederik Christian er bedre til at håndtere deres drilske spørgsmål.

Proviantforvalteren finder under en inspektion noget i Pakhuset der lugter råddent, en jutesæk og en stor blød masse. Et barnelig. Det må være en af kællingerne i mandskabshuset der har født i dølgsmål. Han går uden for og beder to mænd der sidder og slikker solskin om at bringe sækken til kommandanten. Denne kalder på ham: det er ikke noget lig. Det er et nyfødt barn der stadig er i live. Barnet overlades madam Gertrud. Man finder ud af at det er Sise Særk's barn. Hun har gået med en pude på maven for at foregive fortsat graviditet. Der bliver proces. Der er kvælningsmærker på barnet. Den noget sindsforvirrede Sise kan ikke huske noget. Og Titia er stadig med barn. Hun har ikke nogen pude på maven. Man må opgive at komme til bunds i sagen.

Guvernøren og Ole Lange er sejlet nordpå for at overvåge etableringen af en ny koloni. Henrik Miltzov er nu alene i boligen i Godthåb med Egede som han er lidt bange for og med dennes to piger - den alvorlige Kirstine og den legesyge og drillende Petronelle. Han er ved at forberede den yngste af dem til konfirmation og er meget modvilligt blevet bundet til hende. - Miltzov drøfter familieforholdene med Hans Egede. Gertrud har været en uundværklig støtte for ham, siger han. Men nogle gange er hun lidt for dygtig. Det er ikke kvinders opgave at belære deres mænd. De vil gerne tage magten fra en. Egede stirrer lige på ham og fastholder ham med sit stenblik. Du ved vel hvad Luther siger: kvinden har meget lort og lidt visdom. Der er derfor hendes røv er bred og hendes skuldre smalle. Med manden er det omvendt.

Jomfru Titia skal nedkomme. Madam Egede kommer dagligt og ser til hende og det gør Kieding også. Han sætter sig på sengekanten. Er du ved godt mod, lille ven? - Jeg har det godt. - Vil du stadig ikke sige hvem der gjorde dig med barn? - Jeg ved det ikke.... Da præsten Miltzon kommer på besøg, er Titias umiddelbare reaktion at det må være heksen (madam Gertrud) der har sendt ham for at tage barnet fra hende. Men hun er beskyttet af ham de kalder Røde. Han skal have mit barn. Det er hans barn.

Selve fødslen bliver voldsom. Titia er stærk som en skovhugger og må holdes fast i sengen af adskillige hænder. Kieding er kravlet halvvejs op i sengen og advarer de andre mod at få kradset øjnene ud eller blive bidt i næsen af pigen. Officerskonen kommer med et glas brændevin til hende. Kieding har en kniv i hånden, han er sølet til i blod og ligner en vildmand midt i en hedensk offerfest. Han stirrer på Titias køn og fører kniven frem. Laver et hurtigt snit mellem benene, en mængde gult, plumret vand eksploderer ud af hende sammen med stanken af køn og våde forsterhinder.

Den tidligere tugthusfange Johan fritter sin kone Sise ud om hvem der er far til hendes døde barn. Var det dig der kværkede ham eller var det det levende barn de fandt nede i pakhuset? Men hun vil ikke svare på det. Han v�d godt at guvernøren kommer og besøger hende, når han selv er ude. - Hvad så, siger hun. Det er jo det jeg gør. Fem mark er fast tarif. En gang luder, altid luder. - Men hvem kværkede barnet. Kan du fortælle mig det? - Det der ikke kan leve, må dø. Hun beder ham fortælle om hesten der sparkede guvernøren, så han blev så gal at han gik løs på den med sablen. - Han dræbte det han elskede, siger Sise stille.

Der er nævekamp foran guvernørboligen. Blod, sved, spyt, gummiagtige smæld, halvkvalt stønnen. Kampen står mellem en kæmpestor matros fra fregatten 'Morianen' og koloniens hulkindede bødker. Pors har udlovet en flaske brændevin til vinderen. Næste dag er Petronelle ude at vandre med Frederik Christian der spørger hende om en indfødt fra kolonierne kan blive dansk? Senere ser hun ham stå i bokseringen uden for med nøgen overkrop og svaje. Nogen har stukket en flaske i hånden på ham. Han smider den fra sig i mudderet. Folkene hepper på ham. Han skal slås med en bådsmand fra 'Morianen'. Det ender med at drengen ligger livløs på jorden. De vender ham om, pøser vand i hovedet på ham, og han hoster og sprutter. Tilskuerne bryder ud i jubel.

Guvernør Pors har i vrede kaldt kommandant Landorph en ged. Denne hævner sig ved at sætte et rygte i gang blandt officererne om at guvernøren har fået smag for indfødte småpiger, og at han plejede at snige sig ind i vildmarkshusene om natten og forgribe sig på dem. Da guvernøren hørte om rygtet blev han rasende. - Kort efter at de var kommet tilbage fra rejse nordpå havde Titia hængt sig. Det var guvernøren selv der fandt hende. Det var uforståeligt, men på en måde også en lettelse. Landorph udfordrer skriftligt Pors til duel. Pors bliver lettere ramt flere gange og behandlet af Kieding. Han har i duellen selv brugt teaterkårde, hvor kniven bare forsvinder i skaftet, når man bruger den.

Hans Egede noterer i sin dagbog juni 1731: "fået forkyndt at det er vores allernådigste kong Christian den Sjettes vilje og befaling af alle folkene fra Grønland skal hjemkaldes, og kolonierne ophæves for de store udgifters skyld, som indtil nu synes at være givet forgæves ud på Grønland. Dette er mig en såre bedrøvelig tidende og går mig så højt til hjerte som ikke nogen ting i verden når jeg tænker på al den flid og møje jeg har brugt på det og på de vankundige menneskers oplysning...."

Claus Pors sidder i silende regn ude foran guvernør-boligen og nyder sin cognac direkte fra flasken. Et sted ude i fjorden ligger 'Morianen' der har bragt ham herop og som nu skal bringe ham hjem igen. Det grønlandske dessein har været en økonomisk katastrofe. Det skal han hjem og forklare. Når han kommer til København skal han have sig et rigtigt bad, et æble og en kvinde. Han skal på komediehuset... og hilse på Hans Majestæt Kongen, finde en ny tjener og en ny husholderske. Han tænker på duellen med kommandanten og kommer til at grine. Han bedømmer hele Grønland som uigennemtrængeligt. Alle Roms legioner ville ikke kunne overvinde dette Albion [keltisk navn for England] og dets tåger. Der bliver ikke noget nyt Imperium Dania. Ikke noger triumftog. Han bliver ikke senator, ikke engang kancelliråd. Han vil vende hjem til sin gård i Jylland....

Den Røde sidder i et tørvehus inde i fjorden og stønner og mumler. Forsøger at levitere fra jordgulvet, men det vil ikke lykkes. Nu er de ved at pakke sammen. Skibene er næsten sejlklare. Kongen har kaldt dem hjem. Men tro ikke præsten, når han siger at de udøbte er borte for altid. Herren har talt til mig og sagt at de skal genopstå, de uskyldige i kødet skal opstå i kødet. Men hvad skal der ske med præsten, fæhovedet, min gamle fjende? Han slipper ikke. Han og hans familie er vi ikke færdige med.

Hans Egede kommer efter en vandretur tilbage til Gertrud. Hun har talt med pigerne og med Niels. De har bestemt at blive på Grønland, når Hans rejser hjem. "Jeg er din hustru, men jeg er også Gertrud Rasch. Jeg har også noget at skulle have sagt.... i alle disse ti år har du ikke interesseret dig for hvad der rørte sig i mig". - Hun går hen til kommoden og tager en bunke papirer frem fra den nederste skuffe og giver han dem. Han bladrer lidt i dem. Håndskriften er hendes, pertentlig og letlæselig. Han læser tilfældig fra en side. "Relationen mellem mand og kvinde bygger og må nødvendigvis bygge på en løgn, men en frugtbar sådan. Hvor ville jeg være, hvis jeg ikke havde gjort hans [Egedes] løgn til min sandhed? I Vågan i Lofoten!"

Om natten læser Egede bogen ud i �t køre. Den er en samlet beretning om deres liv i landet siden de kom hertil i 1721. Han har selv skrevet noget tilsvarende, men det er et makvæk ved siden af Gertruds. Han går hjem, og tager bogen med hendes navnetræk på det første blad. Han fjerner forsiden fra manuskriptet og smider den i ovnen. Så tager han et nyt stykke papir og skriver sit eget navn på det sammen med titlen. "Det gamle Grønlands ny Perlustration eller Naturel-historie."

Pors får med besvær og uheldig virkning fyret en salut af - inden han tager chaluppen ud til 'Morianen'. Men familien Egede tager ikke med.

Tredje del: Fædre og sønner

Pors og hans folk er rejst hjem, og dermed hele koloni-tabernaklet, konstaterer Niels Egede. Sikke en fred og ro der kunne være hvis det ikke var for min far, den djævel. - Niels har virkeligt lært de indfødtes kultur og sprog at kende. Han havde haft tid til at tænke lidt over tingene, og spørge sig selv om man både kunne være en Egede og en vildmand, både elske og hade, både være glad og ulykkelig, både være grønlænder og dansker. Han har måttet påtage sig sin fars rolle som mægler og i en forfølgelse af en gammel kone som heks forsøgt at tale de indfødte til fornuft og endda bruge Bibelens ord om næstekærligdeden og omsorgen for de svage. "Konen er ikke en heks, jeg kender hende. Hun er blot en stakkels fattig kælling". Men han kan ikke forhindre at en hoben kvinder jagtede kvinden bevæbnet med deres mænds knive og kastespyd og dræbte den stakkels enke.

Om aftenen ver der en højtidelig andagt i fællesteltet. En mand kom hen og satte sig hos ham. Det var deres troldmand Aappaluttoq, den Røde. De næste dage fulgtes Niels rundt i landet med ham. Den Røde fortalte at han så Jesus som den klogeste mand der har levet. "Jeg ved at hans elsker os mennesker, også os grønlændere. Jeg tror på ham. Og tilbeder ham". - Men han ville gerne vide hvordan det gik Paapa. Niels forklarer at der ligesom er et forbund mellem Drengen og Hans Egede. - Niels blev ven med Aappaluttoq. Men ved en bestemt lejlighed, overraskede Hans Egede dem i et vildmandshus - og ville arrestere Den Røde. Denne slog fra sig og flygtede. Hans Egede fortalte nu Niels om dengang han havde fået Frederik Christian. For ham var det pagt med Gud at have fået drengen. - Det var første gang Niels havde hørt sin far tale såden. Det var som om hans far var blevet en helt anden, et menneske af kød og blod.

Frederik Christian er på tur i fjorden. Kajakken trækker som en kniv et snit gennem den rolige overflade. Han er Tvekongen, men også en del af naturens store åndedræt. Han kunne godt lide Titia. Det var meningen de skulle gifte sig. Men hun tilhørte en anden, viste det sig, og så kom denne anden og hængte hende op. Præstens datter elskede jeg, men det var en falsk kærlighed, den blev til frygt og lede. Kærlighedslivet er ligesom at sejle i en kajak. - Han kommer i kontakt med en indfødt, der har stjålet en sæl fra ham. "Sort mand har taget dig fra mig. Og det er værre end at dø syv gange syvog halvfjerds gange. Hvis du ikke kommer med mig, tager jeg dig selv". - Det er ikke nogen spøg at være hedning, siger han videre. "Jeg ville jo også være kristen dengang. Men din mor ville ikke. Når landet er blevet kristen, vil alle havde det bedre".

Nogen tid efter krænger Aappaluttoq drengens hals opad og til siden med den ene hånd og svinger kniven med den anden. Han klynker og vrider sig men bliver tung og synker ned i sneen der suger hans blod. Han er død. "Jeg er Aappaluttoq. Jeg er morder. Jeg er far. Jeg tror på Jesus Kristus". - Først næste dag finder tømreren den døde Frederik Christian. Der bliver gjort forhørt af mandskabet. Begravelsen bliver holdt fem dage senere. Hans Egede tager i sin tale udgangspunkt i fortællingen om Abraham der på Guds befaling ofrede sin søn Isak.

En indfødt dreng ved navn Carl var rejst med Morianen til Danmark. Men er nu vendt tilbage på et tidspuntk hvor der er udbrudt alvorlig smitsom sygdom i kolonien. Carl ser ud til at være rask. Danskerne drikker ham fuld og sætter en papirshat på hovedet af ham. Du skal være vores nye tvekonge. Leve kong Carl! - Hans Egede har taget Niels med ud at sejle. Han forsøger at kommer ind på livet af sønnen, blive ven med ham, men det er ikke let. Som altid tænker han mens han ligger søvnløse i det beklumrede telt på historien om Abraham og Isak. Guds krav til Abraham. Hvad er det dog for Gud der forlanger sådan noget af �n? Men må ikke alle fædre ofre dere sønner. Give slip på dem. Lade dem gå deres egne veje.

Det første tegn på katastrofen kommer i august. En hudsygdom grasserer og angriber både danskere og grønlændere. 'Kongen af Grønland', drengen Carl dør. Farsotten bliver værre. Egede tager på visitats rundt om i distriktet. Han vader i døde der får lov til at ligge hvor de er faldet. Panikken breder sig. Det her er ikke en trussel man kan gemme sig for. Kieding er ikke i tvivl om at det er drengen Carl der har bragt koppe-smitten til Grønland.

Johan bor stadig i det lille tørvehus nord for kolonien sammn med Sise. De er alene og barnløse. Titias barn, drengen Lauritz, som de havde hos sig i et par år, rejste til Danmark for godt tre år siden. Johan har talt med sin kone om at rejse hjem. Men Sise vil ikke høre tale om det. Han selv har fået en tjans som 'postbud' mellem Hans Egede og de Herrnhuter (Brødremenigheden) der er kommet til landet, officielt for at hjælpe Egede, men reelt som konkurrenter. De har en helt anden opfattelse af evangeliet. - Johan får tyve rigsdaler om året, og det er rigeligt til deres behov. Han får råd til at betale Sise de krævede fem mark for sex med hende. Johan og lidt efter også Sise bliver efterhånden inddraget i Herrnhuternes menighed. Sise er følsom for budskabet, græder og ler sammen med brødrene. Hun er gladere end Johan nogensinde kan huske hun har været. Og vigtigst af alt: Hun er begyndt at vende sig om mod ham i sengen og lade ham få sex. - Da det bliver forår flyttet Johan og Sise over til tyskerne. De bygger et ny hus, halvt af tørv, halvt af tømmer.

I december 1733 er Hans og Niels Egede ude på en boplads, hvor der allerede er mange døde og flere døende, bl.a. en gammel kone, hvis søn er døende. Hun spytter efter dem, men indvilliger i at de forsøger at årelade drengen. Da han dør af behandlingen, bliver hun rasende. Og Egede er straks overbevist om at hun er blevet besat af djævelen - og foretager en djæveuddrivelse efter hele ritualet. Han kommer selv i en slags extase og ser syner. Han stønner at han er fortabt og fordømt, og græder sønderskærende. Røde og blå lyn flimrer for øjnene af ham. Et stort mørke åbner sig foran ham. Han bliver ved med at råbe på Jesus. Niels ser det hele med en blanding af skræk og fascination. - I båden hjem til kolonien fortæller Hans Egede at det var djævelen selv han havde kæmpet med.

I august 1735 bliver Gertrud Rasch dårligere. Hun må holde sengen og ligger og grubler over hvor ondt et menneske hun har været. Hun betragter sig endog som den jødiske legendes ørkendæmon Lilith der var en trussel mod gravide kvinder, nyfødte børn og sovende mænd. Hendes ondskab består i havesyge, hovmod, selvgodhed, farisæisme, falsk fromhed, skinhellighed. Hun tager nok svage til sig, kvinder og børn, men hun æder deres lidelse op, ja, fråser i død og ulykke. "Prøv selv at se hvor mange der kommet til mig i levende live, og som aldrig er kommet herfra igen. Det er ikke altid lige nemt at være en hellig mands kone. Man bliver ond af det. Man har ikke nogt valg. Der skal jo være balance i tingene".

Hans Egede tror hun dør. Det er det hun vil. Hun mener nok selv at der er reserveret en stol til hende ved siden af Maria Magdalene, Birgitta, Hildegard og de andre hellig-kællinger fra det papistiske katalog. Og det er sikkert rigtigt. Manden er en orm som kvinden knuser med sin hæl. Derfor må manden være præst, mens kvinden er helgen. Luther var ikke noget godt mennesker. Derfor kæmpede han. Derfor tænkte han. Derfor skrev han.

Gertrud får besøg af Den Røde. Han sætter sig ved sengen med et Guds fred, madam Egede. - Nå der det dig? Jeg lå netop og tænkte på dig. - Jeg kunne godt høre det, og så fik jeg lyst til at besøge dig. Jeg håber ikke jeg kommer til ulejlighed. - Nej, kom her. Tak fordi du tænker på mig. Jeg har sådan en uro i benene. - Den røde masserer dem lidt. - Det er vidunderligt. Dine hænder er meget bløde. Jeg troede en vildmands hænder var ru og grove.

I begyndelsen af december river stormen nogle store flager af taget på våningshuset. Hans Egede holder sig mest for sig selv i missionsstuen. Han beder Herren om nåde. Men Herren har det ikke med at vise nåde i tide og utide. Den anden uge af december tager han talens brug fra Gertrud. Hans siger 'Tak, Herre'.

På årets mørkeste dag vågner Egede med et sæt ved at nogen synger. Det er hende. Hun har fået sin stemme tilbage. Hun synger Luthers salme 'Befiel du deine Wege'. Hun kaster op. Ikke andet end galde. Kieding vil ikke årelade hende. "Det tjener ikke noget formål. Lægekunsten er død". I stedet holder de en andagt. Poul læser fra Prædikerens bog: Alting har en tid, for alt hvad der sker under himlen, er der er tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. - Hans Egede mener der er noget galt. Han vil foretage en djævleuddrivelse. Han kan mærke der er noget herinde, måske ikke i hende, men noget ondt.

Gertruds skrigeri bliver ved. Hun lyder rasende. Hun snapper ud efter ham. Egede er sikker på at hun er besat. Ud ad øjenkrogen ser han at hun sender ham et ondskabsfuldt blik. Hun rammer ham på siden af hovedet med en enorm kraft af den ene fod. Egede noterer i dagbogen at Gertrud er sovet ind i og ligger fredeligt. Han har en klud om hovedet, har svært ved at tale, tror ikke menigheden forstår et ord af hvad han siger.

I dagbogen 21.12.1735 noterer præsten og missionæren Hans Egede: I dag behagede det den alvise Gud, til al anden mig tilstående viderværdighed og modgang i Grønland, også at bedrøve mig med min allerkæreste hustrus henkaldelse ved døden.

Han stirrer fjendtligt på det han har skrevet. Hvad er det dog for noget fromt pladder? tænker han. Hvorfor skriver jeg ikke det jeg virkelig mener? Gud er ond! Ja, det er sandheden. Han skriver det, rabler det ned. Han føler lettelse. Men så bliver han grebet af rædsel over ordene. Han tværer blækket ud med kanten af hånden. Men Gud så det. Det er uigenkaldeligt. Hvad skal jeg gøre? Krølle papiret sammen? Brænde det? Begynde forfra. Smide alt væk. Krybe til korset og bede til Ham. Han lægger sig på knæ og beder. Men det eneste der vil komme, er anklager. Hvorfor hende? Hvorfor ikke en anden? Hvorfor rammer du mig netop der hvor du ved jeg er allermest følsom? Er det straffen?

Han opdagede tidligt at forestillingen om verden og verden i sig selv var to forskellige ting. Det ønskede han at gøre noget ved. Men verden ønskede det åbenbart ikke. På dødslejet havde hans far sagt til ham at han altid havde haft samvittighedskvaler over at han havde sendt ham væk. Det var et tungt offer, sagde han. Men jeg følte jo det var Herrens vilje. - Så blev han gift med Gertrud og fik sit kald i Vågan. Mere fremmed en nogensinde. Åben konflikt. Anklager. Stævninger. Bøder og irettesættelser. Fattigdom. Gæld. Nu længtes han væk. Helt væk. De fik besøg af Gertruds bror fra Bergen, han havde været styrmand på nogle rejser til Grønland. Han fortalte om landet. I Hans' øre lød det som rigtig væk. Det er d�r Gud vil have mig hen. Det er Grønland der er min kaldelse!

Det viste sig at være forkert. Han rejste herop for at finde de gamle norske, og Gud gav ham nogle umulige vildmænd. Men han påtog sig opgaven med hele hjertet, med sin sjæl og sin fysiske styrke. Lige meget hvad der skete, vidste han at Gertrud var der. Nogle gange når de var alene, krøb han ind under hendes skørter og sad der og følte sig tryg. Intet ondt kunne nå ham herinde. Men selv Gertrud forandrede sig med tiden. Også hun blev en fremmed. Hendes skørter blev lukket land. Og til sidst, næsten i dødsøjeblikket kom der en fod flyvende ud fra de samme skørter og knust hans kæbe. Det gør stadig ondt i kæben. Gertrud er væk. Gud er væk. Luther er væk. Han føler sig trist. Han føler at livet er meningsløst.

Han sukker tungt. Han har mistet troen på budskabet, men forkynder det stadig. De indfødte der kender ham fra før, har hørt, at han har planer om at rejse hjem. Jeg føler mig gammel, siger han oprigtigt. I er alligevel ligeglade med hvad jeg siger. - Han hører bitterheden i sin egen stemme. Men den er egentlig ikke rettet mod dem. De er bare nogle vanvittige hedninger. De ved ikke hvad de gør. Det er mig selv der er noget galt med.

Han taler i vildelse. "Min Gud min gud, hvorfor har du forladt mig". "Da talte Herren til Job inde fra stormen�". "Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid." - Skriftsteder er lige som bønner. De har samme beroligende virkning på ham.

Ved afskedsprædiken den 29.7.16. læser Hans Egede fra Profeten Esajas: Min møje er spildt, på tomhed og vind sled jeg mig op, dog er min ret hos Herren, min løn hos Gud. - Krisen er forbi. Vinteren er forbi. Det er en ny sommer. Aldrig har kolonien været smukkere. I havnen ligger skibet 'Caritas', Barmhjertighed. Nu skal han hjem. Ti dage senere går han ombord. Niels, Petronelle og Kirstine følger med. Det gør også den nedbrudte mester Kieding.

Aappaluttoq, den Røde konstaterer, at nu rejste præsten. Nu er jeg alene. Farvel præst. Du tror det er slut nu. Du tror at kampen er forbi. Sådan er det for jer danskere. For jer er Grønland noget med en begyndelse og en slutning, noget man rejser til og forlader igen. Men sådan er det ikke for os der hører til her. "For os slutter det aldrig. Grønland er vores land, hele vores liv fra vugge til grav. For os er kampen ikke forbi. Den er knap nok begyndt".

Epilog af Johans og Sises søn Lauritz - i 1764 i Holsteinsborg

Jeg blev født i Grønland, men er dansk. Den eneste af dem der blev født dengang der endnu er i live. Nu er jeg tilbage hos mine forældre i Herrnhutdalen. Jeg kom til Danmark som lille dreng, men v�d ikke hvorfor. Jeg skrev breve til mine forældre, men huskede dem slet ikke. Poul Egede kom på besøg og fortalte om Grønland. Han vidste godt hvem jeg var. Jeg fik en slags hjemlængsel. Noget faldt på plads i mit hovede.

En dag får jeg besøg af en gammel indfødt mand der siger han ønsker at blive døbt. Han var været åndemaner, en slags indfødt præst før kristendommen kom til landet. Har du begået mord, spørger jeg. - Det er længe siden, men jeg vil ikke lyve for dig.... Du ligner en grønlænder. Er der nogen der har fortalt dig det? Jo, det har Laurtiz hørt før. De skæve øjne har han fra sin mor. - Åndemaneren bliver nu døbt - og dør kort tid efter.

Niels Egede sejler med Lauritz ud til Håbets Ø, hvor hele Hans Egedes mission og kolonisering begyndte. Niels siger til ham: Bare rejs mod nord, min ven, så kommer du før eller siden hjem.

Kampen mellerm Sort Mands lutherske kristendom og Rød Mands grønlandske kultur Til toppen Næste

Ovenstående referat eller parafrase er blevet så langt for at give solidt indtryk af Leine-romanens omfang, dybde og spændvidde. Der er i referatet flere gange nævnt nogle centrale bemærkninger fra den afgørende strid mellem de indfødte grønlændere og de brutalt koloniserende danskere. Men her skal denne strid gøres tydeligere.

Først og fremmest er der i kampen tale om en magtmæssigt baseret dansk overlegenhed og overlegenshedsfølelse over for de indfødte, kulturelt helt anderledes, økonomisk fattige og tilbagestående grønlændere på en tid hvor enevælden herskede ubetinget i Europa, og hvor erobring af fremmede, mere eller mindre exotiske landområder var helt selvfølgelige som led i nationernes kamp om et verdensherredømme. Stormagterne var England, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal og i sidste omgang også Tyskland. Men også mindre lande som Danmark og Norge var med i kapløbet. Det drejede sig primært om økonomiske og territoriale gevinster, men i anden omgang også om udbredelse af den europæiske civilisation som eliten var blevet umådeligt stolt af og opfattede som den idelle og bedst tænkelige civilisation - og som var meget nært forbundet med den elitære katolske, men hierarkisk opbyggede romerkirke. Under �t taler man om europæisk ekspansion, kolonisation og imperialisme, dybt præget af de stærkeste landes dominans og udbytning.

Den danske kong Frederik den Fjerde (1671-1730) øjnede en chance for store økonomiske gevinster ved systematisk kolonisation af de danske besiddelser af det fjerntliggende arktiske Grønland, og han udnævnte en guvernør der havde endnu mere fantasifulde forestillinger om rigdom og magt. At forbinde koloniseringen med kristendomsindførelse og missionering var for Grønlands vedkommende knyttet til den dansk-norske præst Hans Egede der af personlige grunde brændte for at komme til Grønland. Men det er hos guvernør Claus Pors man skal se den rene imperialistiske id�.

Allerede på skibsturen til Norge glæder Pors sig over udsigten til at få mulighed for at grundlægge et nyt imperium for kongen. Han opfører sig på fregatten som en overlegen og rank mand der er sikker på sin sag. Han bryder sig ikke om militær discplin og heller ikke om de hårde fysiske afstraffelser der finder sted på skibet, men han kan ikke blande sig i kommandantens sager. Under hans eget mandat hører derimod opbygningen af handelen og den civile orden. Han viser sig som en relativt liberal mand når det gælder moralske anliggender. Han har både en speciel husholderske (Titia) og en køn og bestemt skøge (Sise) med sig derop. Og han holder sig ikke tilbage når der skal være fest, heller ikke med uddeling af brændevin. Og da kolonien bliver officielt indvidet udråber han et 'leve for kongen', men understreger samtidigt at vi lever i den bedste af alle verdener (et udtryk der stammer fra filosoffen Leibniz). Er han på ridetur ude på sletterne med en officer eller soldat, kommer han let i snak med disse. Han beskytter effektivt Titia mod den tåbelige hekseforfølgelse, men han er overraskende brutal og resolut når det gælder egne snævre interesser som sin ære. Han kvæler Sises barn umiddelbart efter fødslen - og stopper det i en sæk. Ingen skal tro han er barnets fader. Og han bruger sin magt til at forhindre en nærmere undersøgelse.

Skellet er tydeligt når det kommer til de indfødte. Danskerne ser ned på de indfødte. Missionsprojektet kommer i Pors øjne i anden eller tredje række. Han fatter simpelthen ikke at Hans Egede ikke bare lader de indfødte beholde den tro de har og som de er godt tilfredse med. Og heller ikke at Egede ser en djævel i Den Røde. Da Egede bliver konfronteret direkte med denne åndemaner og springer frem mod ham i raseri, bander Pors ham langt væk. "Fanden tage den præst og alle verdens sortkjoler. Jeg rider af sted for at finde vores norske frænder, og så starter han en krig mod nogle indfødte".

De indfødte lever i deres primitive jordhytter eller tørvehytter og lever mest af sælkød og fisk, men de er fattige og underernærede, og bliver sjældent ret gamle. Deres hygiejne er ikke efter dansk skik. Kvinderne vasker fx hår i deres egen urin. Og bliver der oversvømmelser i deres hytter, vader de bogstaveligt rundt i lort og urin uden at de tager særligt anstød af det. De har vænnet sig til stanken. De kan endog more sig med 'lortekamp' der består i at kvinderne smider lort efter hinanden.

Danskerne ser ned på dem, og har egentlig kun respekt for deres fangeres evner og færdigheder, bl.a. i kajakroning. Kun få danskere lærer grønlandsk. Selv Hans Egede får aldrig lært sproget, så han kan prædike eller undervise på det uden hjælp. Men sønnen Niels får det lært ved nær omgang med de indfødte. De to indfødte drenge vi hører om, og hvortil Den Rødes søn Paapa hører, bliver hånet eller 'mobbet' som vi kalder det i dag, fx fordi de render rundt med latterlige trekantede officershatte. Paapa bliver taget fra faderen og kommer ved dåben til at hedde Frederik Christian. Han bliver kort efter sin konfirmation og indgang i 'voksenalderen' nærmest drukket i hjel - til stor moro for danskerne. Disse drenge mærker tydeligt deres anderledeshed. De er hverken rigtige grønlændere eller rigtige danskere, noget vi jo i høj grad kender fra vor egen tids manglende integration af indvandrere.

De indfødte der virkeligt skiller sig ud, er de der gør oprør mod koloniseringen, som fx de indfødte åndemanere, og især Den Røde. Han accepterer på sin vis kristningen af sit land og ender selv med at blive døbt, men rammes hårdt af at sønnen bliver taget fra ham og af at han selv af den fanatiske Egede bliver betragtet som en ren djævel og Antikrist. Han kan godt lide Jesus som menneske, men giver ikke noget som helst for dogmatiske påstande. Han lever i sit eget univers som i undertegnedes øjne faktisk er et ægte helhedsunivers med nøje sammenhæng mellem den ydre og den indre verden. Og dette forstår egentlig kun Gertrud Rasch som han jævnligt besøger og som han endda kan ligge med uden skam. Hun er på bølgelængde med ham, og det vil sige at hun intuitivt forstår at han hverken tænker i rationelle baner (som lægen Kieding) eller i dogmatiske baner som Hans Egede. Aapallutoq kan frit og ubesværet bevæge sig mellem det rationelle og det irrationelle, hvad der igen betyder at han også kan 'flyve' og bevæge sig rundt i tilværelsen og være sammen med såvel den danske konge som den katolske pave. Overtro, kalder Egede det. Man måtte dengang vælge mellem det rationelle og det irrationelle. I vore dage kan det irrationelle forstås som udslag af det kollektivt ubevidste. Og det er derfor ikke umuligt at forstå Den Rødes 'flyveture'. Faktisk giver denne åndemaner en yderst dækkende beskrivelse af hvad åndsliv betyder i eksistensen. Man kan ved læsningen af den få bekræftet selve reglerne for primærprocesserne! - Jf. De psykiske grundprocesser.

Allerede i Prologen får Aappaluttoq lov til at fremstille sine helt igennem sunde synspunkter i fri formulering: "Jeg kan rejse overalt, ligesom præsten siger, selv om han siger det i hånlig mening, men det er nu rigtigt, og det ved han udmærket, selv om han aldrig vil indrømme det. Jeg har nemlig et hul, ikke fjærtehullet eller ædehullet, eller et af de andre huller som man kan se, men et usynligt hul, og gennem dette hul kan jeg trække mig ind i mig selv, som en strømhvirvel der æder sig selv op, og så slipper jeg min ånd, min tarniga, ud så den flyver op mens jeg ligger bundet og bevidstløs tilbage på gulvet. Kroppen er menneskets kødelige hylster, men sjælen kan rejse hvor langt det skal være gennem æteren. Jeg kan rejse alle mulige steder hen. Ikke at det er nemt, det er både smertefuldt og hårdt at vriste sig fri af kroppen, og det kræver ren dødsforagt, men når jeg først har revet mig løs, går det nemt. Jeg kan rejse til fortiden, for den tid der er gået, findes i flere rum ved siden af det rum vi kalder nutiden, og man skal bare finde ud af hvordan man trænger igennem væggen. Fremtiden findes også på en måde, men de rum er tomme endnu, og dem er der ikke noget ved, medmindre man har brug for tomhed. Engang satte jeg mig i et rum i fremtiden og blev siddende indtil fortiden kom rullende forbi som en langsom bølge. Det var som at se billeder kastet op på en væg uden at jeg selv var en del af det. Jeg kan også rejse til nogle helt andre mærkelige verdener hvor alting er anderledes. Måske har Gud skabt utallige verdener der eksisterer side om side? En verden hvor mennesker har tre hovedet og fødder stikkende ud af ryggen, så de kan ligge ned mens de går. Det er ikke til at vide. Jeg har ikke direkte kontakt til Gud, men jeg ved at Han er min Gud, mindst lige så meget som præstens. Jeg tror på Gud Fader, og jeg tror på hans søn, Jesus Kristus. Jeg så ham blive sømmet fast med lange skæve nagler, hørte det våde suk i kødet da jernet trænge ind, hørte Frelserens suk og klage, så soldaterne hive rebene og vippe korset med ham op mellem de to banditter og hørte ham blive hånet og så ham blive stukket til. Jeg har ikke noget imod at de er kommet her til landet, de kristne. Det er en god ting, tror jeg, for det er ikke nogen spøg at være vildmand, kan jeg godt sige jer. Noget skal der ske for at vi grønlændere kan få bedre levevilkår. Det er mere måden de kommer hertil på, og måden de er her på. Vi grønlændere er bedre kristne end dem, selv om vi ikke er døbt." (Citat slut).

Det er netop i en sådan svada at den afgørende strid mellem missionæren Hans Egedes dogmatiske lutherdom og de indfødtes frie og udogmatiske, men naturbundne kultur kommer tydeligst og stærkest til udtryk. Men det allerværste i fortællingen er naturligvis at Den Røde må lide den tort at blive berøvet sin søn, se ham blive systematisk kristnet og gjort til en naragtig dansker - uden at han kan gribe ind. Det fører ham til sidst i hans store ydmygelse til mordet på den døddrukne dreng.

Hans Egede er omvendt fuldstændig klar og sikker i sin store sag og gerning. Han er rejst til Grønland for missionens skyld, og mission vil i hans mnund sige omvendelse til dogmefast luthersk bekendelsestro. Han vil have de indfødte grønlændere omvendte, men han vil under ingen omstændigheder døbe dem med mindre de lærer trosbekendelsen til punkt og prikke, og her får han vanskeligheder, for de tænker jo i helt andre baner. Luther er lov for Egede. Når han er tavs, og især når han samtidig læser Luther, så betyder det ifølge sønnen Niels som regel at han er vred eller sur over noget. Men når han råber og skriger og skælder ud, er det som regel fordi han er glad og fornøjet. Så kan også få sig et godt grin på. Men rigtigt hjertefølt latter har Niels aldrig hørt komme fra sin fars mund. Han er tværtimod ekstremt streng i sin opdragelse af børnene. Han tæver både de to drenge og de to piger, men aldrig plejesønnen Frederik Christian, for denne betragter han som en Guds gave, som han håber vil gå i hans egne fodspor.

Kernen i Lutherdommen er den ubetingede lydighed mod Gud - og derfor betyder den bibelske fortælling om Abrahams ofring af Isak så uendeligt meget for både Egede og en mængde andre protestanter helt op til vor tid (det gælder både Søren Kierkegaard i 1800-tallet og Tidehvervsbevægelsen i 1900-tallet). - Da Egedes kone engang - ligesom Luthers egen kone K�the - havde ytret tvivl om at Gud kunne have forlangt noget så umenneskeligt af Abraham som at ofre sin egen søn, fik hun kort og godt samme besked som K�the: Ja, men det står der i skriften. Underforstået at så er der ikke noget at diskutere.

Egede bruger så skarp udspørgen af alle indfødte der ytrer ønske om at blive døbt, at det er de færreste der består testen. De skal som hans egen datter Kristine i realiteten lære trosbekendelsen udenad, artikel efter artikel - uden nødvendigvis at forstå den eller bifalde den. Ja, han går så vidt, at han bliver rasende på et døende barn der vil døbes inden han dør: Egede spørger ham om den augsburgske trosbekendelse, artiklen om Guds natur. Den har drengen glemt. Åh, dit svinebæst, jeg skal tugte dig når vi er færdige. Egede forhører ham nærmere om de næste artikler. Drengen begynder at jamre. Han vil ikke dø. Er ikke klar til at dø. - Ti dog stille, råber Egede. Niels henter åreladningsudstyret. Egede årelader drengen. Drengen bliver dårligere. Egede lægger et kors på hans bryst. Drengen dør.....

Egede ser kun hedenskab i de indfødtes kultur, og han ser kun kætteri i den papisme Titia med daglig piskestraf blev indoktrineret med i nonneklosteret i Tyskland. Tilsvarende ser han kun kætteri i Herrnhutternes yderst sentimentale og følsomme, men samtidigt varme og medmenneskelige brødremenigheds-religiøsitet som er blevet en alvorlig konkurrent til ham selv på Grønland og som Luther ville have regnet for rent sværmeri. Egede forlanger streng dogmatisk tro. Han er både hader af papisme og af jødedom. Og han kan finde på bramfrit at sige at hver gang djævelen gør i bukserne, så fødes der en jøde eller papist.

Egede er yderst tilfreds med at troen ifølge både Paulus og Luther er i strid med fornuften. Luther hadede fornuften, for den er en slags fætter til den frie vilje; den var den rene gift for troen. Men de her beskidte hedninger oppe i den grønlandske udørken, de harper efter Egedes mening på at forstå Skriften med snusfornuften, som om de var juridiske studenter. De sidder med en ræv bag øret og et lille smil om munden og spørger ham om hver der er størst, Gud eller Jesus.

Egede tyer til djævleuddrivelse når han støder på alvorlig eller fanatisk hedenskab, og midlet er bønner, trosbekendelse og ritualer. Derfor er det dybt ironisk at han ikke alene må forsøge sig med uddrivelse af Titias indre djævel, men også sin kone Gertruds indre djævel, og i begge tilfælde får et spark af hvad han opfatter som djævelens hov - og at han til allersidst selv kommer i en slags ekstase eller forvildelse som sønnen Poul opfatter som djævlebesættelse. - Det er groteske scenerier Kim Leine skildrer, men vi må huske at datidens moral var bestemt udelukkende af den kristne teologis dogmer, og at enhver dybere psykologisk forståelse slet ikke fandtes. Romanens meget rationelle læge Kieding var i sin ateisme fuldkommen sikker på at mennesket var en maskine uden sjæl, og at alle 'sjælelige' lidelser kunne kureres med fysiske virkemidler, jf. de bade han i god mening gav Titia.

Da Egede selv i sin sidste stund hører en stemme der siger: Djævelen, det er dig! må han indrømme at det er rigtigt med den ene korrektion at Djævelen er i os alle. Kampen med Djævelen er altid en indre kamp - med mindre man er præst, for så bliver man nødt til også at konfrontere Djævelen i andre! (og det elsker han at gøre). Historien om Abraham og Isak har Egede endevendt i hovedet tusinde gange de sidste måneder og spurgt sig selv hvad det dog er for en Gud der gør sådan noget. Han har altid haft en nagende tvivl om hvad den siger om Guds væsen. Men han har aldrig talt med nogen om den - og slet ikke med Gertrud. For det ville naturligvis have ført til en højst ubehagelig samtale for hans vedkommende.

Så Hans Egede valgte i sin teologi og missonsgerning Luthers klare udlægning der i enhver henseende understøtter tanken om ubetinget lydighed mod Skriften, Øvrigheden - og dermed også ideen om absolut lydighed mod Manden som familieoverhoved, altså alt det vi i dag kalder mandschauvinisme, men som ikke var dukket op som begreb endnu.

Men som det gerne skulle være fremgået er de meninger eller standunkter der konfronteres med hinanden i Kim Leines roman meget nært knyttet til bogens personer. Derfor skal de vigtigste af disse lige ridses op med belysende citater fra bogen.

Kampens individuelle personer Til toppen Næste

Guvernør Pors

Den kongeligt udnævnte guvernør over kolonien på Grønland, Claus Pors, er før udnævnelsen kun major, og han er søn af en fattig og temmelig uduelig ritmester der havde en gård på Thisted-kanten, men selv måtte trække udmagrede køer på markedet. Udnævnelsen til guvernør bliver Pors chance for opadstigen, men han kommer dybt desillusioneret hjem - for at flytte tilbage til sin fødegård.

Da folkene i kolonien er ved at samle brænde til bålet til Titia kom en sergent og foreslår ham at følge med og se noget fornøjeligt. Pors føres til mandskabshuset, hvor der høres larm og råben. Et slagsmål er i gang. Kroppe tumler plaskende rundt i 'kloakken'. Stanken er bedøvende. Kvinderne har taget brædder som de bruger som våben mod hinanden. De spiller langbold med lorte. Pors går ud og henter et gevær som han fyrer af, så der bliver stille. Han og hans følge går baglæns ud af huset, og sergenten smækker døren i og bolter den til. Da han vender sig om ser han et opløb henne ved boligen. En af tugthusfangerne står på trappen og brøler: Vi vil have mad. Vi vil have brændsel. Ned med præsten. Ned med guvernøren. - Pors sætter resolut brændevinsrationen op, og lover stor fest med fyrværkeri om aftenen. Svaret bliver: Vi vil ikke have fyrværkeri. Vi vil have heksen. Hun skal på bålet. (De tænker på Titia).

Det hagler med sten og jordklumper, og nu er der en kvinde der svinger med en brændende fakkel. Hun ligner en hedensk guddom, nøgen og slimet, med faklen hævet over hovedet. Hun vræler. Jeg skal brænde hele den forbandede koloni ned, og jeg skal trampe på asken med mine nøgne fødder. - Pors løfter geværet og sigter på kvinden. Gå tilbage! Ellers skyder jeg dig ned. - I det samme er der noget der flår hendes hals op. Hun synker sammen, Pors snapper behændigt faklen.

Det lykkes ham at komme væk fra kolonien. Han rider over sletten i strakt galop. Klipper dukker ud af regntågen og forsvinder, han lader hesten vælge vej og giver sig hen til den vilde bølgende flugt gennem ingenmandsland. Han har redet et par timer. Hesten skælver ophidset. Pors ser sig om. Der er sorte, våde klipper til begge side. Han aner ikke hvor han er. Det er også lige meget. Naturen er god. Den er stille. Han drikker fra ferskvandet. Da han retter sig op, står der en mand og sigter på ham med et gevær. - Hvem er du? Åh, Peter Hagemann (en af tugthusfangerne). Så det er her du gemmer dig. Hageman slænger geværet om på ryggen og spørger guvernøren om han har noget spiseligt på sig. Pors har en flaske snaps og lidt brød. Hageman rækker ham geværet, og spørger Pors hvor han kommer fra. Pors siger det og fortæller også sin drøm om en poststation. De tømmer Pors' lommelærke. Bagefter følges de ad tilbage til kolonien.

Pors gør status før han skal sejle hjem til København. Han er klar over at han kommer til at stå skoleret for kancelli og konge. Han ved godt hvor det er gået galt. Officererne har været imod ham. Især Landorph. Præsterne har prioriteret missionen over handelen. Købmanden har bare været jævnt hen uduelig... og det gemene mandskab var fuldstændigt uegnede til landets klima og hårdhed. 70 mennesker er døde de sidste tre år. - Giv os så en sidste salut! Fyrmesteren forsøger. Propper og propper med vådt krudt og sætter en fakkel til. Men faklen går ud inden den når krudtet. Pors udbryder: Vil den ikke have den i røven, må den få den i munden. Han stikker faklen ned i kanonmundingen. Men han når ikke at flytte sig inden kanonen går af. Kolonihuset bliver indhyllet i krudtrøg. Tøjstumper og sodflager daler ned fra himlen. Guvernøren dukker op i krudtrøgen helt sort af sod. Hans uniform ryger og hænger i laser, parykken er blæst af hovedet. Han går vaklende ned til stranden. Hans øjne stråler af ophidselse hinsides menneskelige forstand i det sorte ansigt. To mænd når hen til ham idet han er ved at falde, får ham på benene igen og hjælper ham ned til chaluppen der sejler ham ud til 'Morianen'.

Læge Kieding

Den altid sagligt konstaterende Kieding går ind i mandskabshuset. En iskold stank af lig og endnu levende menneskers forrådnelse slår ham i møde. Knap halvdelen af mandskabet i det fugtige hus er kreperet. Resten er halvt levende, halvt døde og synes ikke at kunne bestemme sig for om de vil være det ene eller det andet. Kiedings ræsonnementer er kolde - og ikke fri for at virke kyniske.

Jeg læste til læge som ung, gik til forelæsninger på Frue Plads i København, men kunne ikke holde professorernes abstraktioner af et i bund og grund praktisk fag ud, opgav det og blev garnisonskirurg i stedet for. Men jeg har da læst en del, og jeg føjer mine egne observationer til. Kolonien har det hele: tæring, vattersot, svindsot, bollenskab, forrådnelsesfeber, galdefeber, nervøs feber, putrid feber, barselsfeber, sultfeber, koldfeber, katarrhalsk feber, sprinkler der også kaldes skibsfeber, blodgang, skørbug, alle har skørbug efterhånden, og der har endda været flere tilfælde af franske pokker (syfilis). Der er sår der ikke vil heles, spontane benbrud, hårtab, udfald af tænder, diarre ex ano, ud af enden, men også ex ora, ud af munden. Det så jeg ikke i min fødeby, Bergen..... Der er afsindighed. Det er ret almindeligt. Rasende, ødelæggende afsindighed og sløv afmægtig afsindighed. Der er selvfølgelig selvmord, 'dinglerne' hænger der om morgenen med salige grin.

En del klager over dårligt syn. Flere er blinde eller ved at blive det. Sammen med koloniens bartskærer Tode også kaldet 'Knivmanden' foretager jeg en række okulistiske indgreb på de svagtseende. Han stikker en nål ind i øjet og presser den uklare linse væk fra pupillen. Operationen er kendt som et godt middel mod stær. Alle patienterne der før så tåge, ser nu kun mørke.[!]

Guvernøren er ikke tilfreds med sin læge. - Jeg har ikke bedt dig om at slå folkene ihjel, siger han. Tode er allerede i fuld gang i mandskabshuset. Jeg går ned ad gangen mellem køjerne med gyllen skvulpende om støvleskafterne. Jeg holder hænderne professoralt på ryggen. Jeg stopper op, går videre, hilser. Tode følger i hælene på mig. Der er tre døde her til morgen. Godt. Bær dem ned i spækhuset. De skal skæres op.

En af de frigivne kvinder, Kælder-Katrine, kommer til mig. Hun blotter brystet. Det er misfarvet og opsvulmet. Jeg føler på det. En svulst. Forskellige kure hjælper ikke. Hun dør.

Jeg har hørt og læst om de berømte nekropsier (ligsyn eller obduktioner) der blev foretaget i anatomihuset ved Frue Kirke i København. Men da jeg studerede, var de blevet forbudt. Jeg har en tysk, hundedyr bog. Illustreret. Inden man erklærer en person død og overlader ham til kistesnedkeren, er det vigtigt at sikre sig at vedkommende virkelig er død. Der beskriver flere metoder i litteraturen. Alle frygter døden, men endnu mere fygter de at blive begravet levende. Så der er altid et element af komediespil når jeg skal erklære en af de døde i mandskabshuset for død... Nogle gange afslutter jeg undersøgelsen med at skære halsen over på personen. Derefter der er ingen der er i tvivl.[!]

Jomfru Titia

Guvernør Pors' husholderske Titia bliver gravid, men vil ikke røber hvem der er faren. Men guvernøren aner at det kan være den indfødte Frederik Christian og prøver derfor at arrangere et giftermål som forudsætter kongebrev. Det kræver igen at Titia skriver til til sin plejefar og farbror der er apoteker i Køge. Som sædvanlig skriver hun ud i �n køre uden skilletegn mellem sætningerne, og naturligvis må hun prøve at formilde den religiøse farbror med kristelige vendinger.

Det er din lille brordatter Titia som tilskriver dig, drevet af den jammer og lidelse som er faldet på hendes skuldre, og som falder hende i pennen og må berette for dig så jeg tilskriver dig her fra denne fjerne koloni og håber at denne skrivelse kan nå frem til apoterkergården og komme dig i hænde om disse mine trængsler det sidste halve års tid som er henrundet, og det fængsel som jeg er hensat i, så du kan ihukomme den lille Titia og græde med hende over hendes angst og nød og hjertesorg.... Den anden tilskyndende årsag til at jeg tilskriver dig er den at jeg er blevet gjort frugtsommelig. Jeg forsikrer dig, kære onkel Søren og også dig tante Karen, hvis du læser med, at jeg er ganske uskyldig deri, men folkene her i kolonien kalder mig både for hore og heks og mener at jeg har indladt mig med både hedninger og kristne mænd og endogså Djævelen og vil kaste mig på bålet som en anden vejrmagerske uden rettergang for skammelige gerninger som de beskylder mig for, men I, kære onkel og tante, vil dog vide at jeg er en god og kristen pige og gik i kirken og fik mine communiones og kender Jesum Cristum og hans nådegaver ved hvilke mennesker skal udfries, hviket jeg beder dig onkel Søren om at tilskrive præsten Egede, så han endelig kan fatte og forstå at jeg ikke er et katolsk, men et evangelisk døbt menneske og ej heller jøde som han også mistænker mig for.... Men hvem er da den mand der har bragt dig i denne nød og skam, spørger I. Mit svar er at jeg ikke ved det, jeg sværger derpå ved den hellige Jomfru Maria og ved Jesum Christum. Det ene øjeblik var jeg den lille smækre jomfru Titia, det næste var jeg en svanger kælling. Men frygt ej, mine kære, guvernøren der er mig så god og beskyttende en herre som man kan ønske sig, har udtænkt et dessein til min redning. Men dertil må jeg havde din hjælp som min formynder og kurator. Guvernørens dessein er. En ung mand ved navn Frederik Christian, som er båret af landet og en ætling af dets indfødte folk.... nu konfirmeret og en god og from kristen som Egede har inddraget i missionen, vil kopuleres med mig, ved hr. Pors' mellemkomst og anbefaling, så vi kan leve som mand og hustru og sådan at jeg kan aftvætte denne skam og skændsel af min person... Jeg vil bede dig om, kære Søren, at du går til kongen og skaffer dig audiens hos ham og ved foretræde hos ham beder ham give os, to at hans tro undersåtter i hans koloni Godthåb et kongebrev med bevilling af ægteskab...

Brevet viser både hendes ikke særligt store skam og hendes gode evner til i gammel stil at formulere hvad der vil gøre sig bedst.

Præsten og missionæren Hans Egede

Denne sorte mands far var sorenskriver, øverste juridiske myndighed, i en by i Nordnorge. Det var ham der dømte den heks til bålet som han som syv-årig så brænde fra sit gemmested under den 13 år ældre Gertruds skørter; han sad der og klamrede sig til hendes ben og græd som pisket. Gertrud var over tyve, han var kun et barn. Kjolens teltagtige mørke og varme fik ham til at føle sig beskyttet.

Faren kom fra Vester Egede på Sjælland, en præstefamilie, men rejste til Nordland som ung hvor han giftede sig med Kirsten Hind. Hans var ældste søn. Det var, pænt sagt, et nøjsomt hjem, mindre pænt sagt, var det tarveligt. Der var gæld og bekymringer, evindelige fogedbesøg og udpantninger, og det gjorde drengen til et bekymret barn. Han følte på en måde at det var på grund af ham at familien havde problemer. Han skulle helst blive til noget... kom i huset hos en morbror der var præst... senere hos en anden i Hamar... Følte sig fremmed. Gennemførte skolegangen, kom på universitetet og blev præst med middelmådige karakterer; vendte tilbage til Nordland. Men følte sig stadig fremmed....

Lige siden tiden i Bergen har Hans Egede studeret alkymistisk litteratur. Tycho Brahe, Paracelsus og Bechers 'Chymischer Rosengarten' og Bernhard af Tregos 'De chemico miraculo' og andre alkymister der ved at blande hestemøg, blod, sperme, kviksølv, vitriol, alun, salpeter m.m. opdagede arsenik, antimon, bismus og kuren mod syfilis, men ikke guld. Han har også stavet sig igennem 'Tabula Smaragdina' på tysk. - På Grønland tager Egede somme tider ind i fjorden med Niels og Frederik Christian for at samle malm til sine alkymistiske eksperimenter. I ildstedet hjemme i stuen, hvor Gertrud koger grøden og stuvningerne, snurrer en hel vinter en gryde med legeringer, bly og kisel og ildelugtende substanser hvis bestandele og oprindelse han skammer sig over. Han fabler om det pure guld: ufattelige rigdomme. Vi ville blive uafhængige af Handelen og Kancelliet og deres usikre bevillinger og ikke mindst guvernør Pors og hans gedemarked. Vi kunne finansierer kolonien lige ud af denne gryde. Men børnene bliver syge af det, siger Gertrud.

Indfødte kommer strømmende til kolonien fra hele distriktet. De kommer også for at høre Egede fortælle om Jesus Kristus. Kolonien er fuld af danskere der svirer og horer med de indfødte kvinder og med hinanden, vandaliserer bygningerne og spreder uhumskheder over det hele. - Egede funderer over hvor mærkeligt vejret påvirker ham. Han længes altid efter godt vejr. Men når vejrer så for en gangs skyld er godt, har han det elendigt. Godt at han har travlt. Sommerugerne er altid hektiske.

Drengen Carl kommer til ham. Han er syg. Han rækker hænderne frem. De er røde og hudløse. Det er scabies, siger Egede, måske fnat. Det er al den brændevin du går og drikker. Han kan ikke lade være med at se Frederik Christian i Carl.

De tre tyske hernnhuter giver ham også en del arbejde og hovedpine. Han taler ikke godt tysk, men skriver det nogenlunde og læser det udmærket. Alle tre - Christian David, Matth�us og Christian Stark - har noget af håndværkerens soliditet over sig. De nærmest udstråler et blændende skær af tro. Egede afskyr dem som lægprædikanter, især lederen David. Men han inviterer dem hjem. Gertrud og pigerne serverer for dem. Gertrud viser sig at være dygtigere til det tyske end ham. Han er flere gange nødt til at bede hende om at oversætte et ord eller udtryk. De svarer svævende på hans spørgsmål. Uforskammede noksagter, tænker han

Vi sætter vore lid til Jesus Krisus, siger de. Når man først er døbt, er man hos Frelseren. Vi er ikke nærige med dåben. Den er en gave til menneskeheden. - Egede indvender at dåben er en alvorlig sag. Den er en vielse til Herren, efter grundig forberedelse. Den er ikke et gækkespil for masserne. - Men for os er dåben nu en fest, siger tyskeren.

Egede vender i sin dagbog tilbage til sin "relation" og forsøger at gøre status over den sidste katastrofe der har ramt kolonien. Vores stue er ikke længere fuld af syge indfødte. De er døde, alle som �n. Nu er der kun hende tilbage, og hun følger snart efter. Mere end hundrede døbte er døde. De er vandret til Gud. Godt for dem. De tynger ikke min samvittighed. Det er hundrede sjæle lige ned i lommen. Kun �n lever endnu her i kolonien, den unge Katarina som vi hentede inde i fjorden. Nu bor hun hos os. Hun går til hånde. Tiden er ved at løbe ud for os danske, i det mindste for mig. Min søn Poul kan overtage. Han går til den med liv og sjæl, kan jeg se. Han har gløden i sig....

Egede går en tur... i sine egne tanker. Og kommer ufriviligt og tankeløst ned i Herrnhutdalen. Den første han møder, er selvfølgelig den skrækkelige Christian David. - Gottes Frieden, Herrn Egede. Denne sætter sig og kigger på skibet på reden, Caritas. Jeg kunne gå ombord. Men hvad skulle jeg stille op med mig selv i Danmark? Kan man overhovedet vende tilbage? Nej. Selvfølgelig ikke. Og Gertrud ville ikke overleve en sørejse. Hun vil heller ikke overleve vinteren i kolonien. Døden har sat mig skakmat. Eller måske er det remis. Jeg tænker på de gamle norske der levede her engang. Uddøde de? Måske er de her endnu. Tanken får mig til at gyse. Hele historien med de norske er en gåde. Og jeg hader gåder. Det er noget djævelsk ved dem.

Som man ser, er Hans Egede blevet mere og mere pessimistisk med årene. Det er langt fra gået sådan som han havde regnet med. Tyskerne har mere held med sig end han har. Og Gertrud har forstået langt mere end han selv. Og nu er hun døende.

Gertrud Egede

I dag i august 1735 noterer Hans Egede: Ved denne tid begyndte min kære hustru at blive svagere og svagere og måtte ofte holde sengen, hvilket betydede mig et slet udfald for hende.

Gertrud kan en helt anden historie end Hans - og den fortæller vel at mærke om et helt andet menneske og - en utrolig omgængelse med drengen Hans:

Her er jeg så, hans kone, helt til sidst. Jeg har vel også noget at skulle sige. Jeg hedder Gertrud Nielsdatter Rasch. Jeg er et ondt menneske.

Min far var lensmand i Kvæfjord i Lofoten. Jeg tror jeg blev klar over det med ondskaben dengang jeg så heksen brænde på bålet. Jeg var toogtyve. Jeg tror det var den sidste heks der blev brændt i Norge [det er korrekt, det var i 1695] Hun hed Johannes Nielsdatter. Jeg ville se det. Min far ville ikke give mig lov, men jeg sneg mig hjemmefra og gik derhen. Heksen var mere død end levende, da de lagde hende på bålet. De havde nok givet hende godt med brændevin for at dølle hende ned. Men hun skreg da alligevel godt til...

Hans var der, bare en lille dreng dengang, ikke fyldt ti år. Han var rædselsslagen. Han græd. Jeg tog ham ind til mig, gemte ham i mine skørter, og der blev han i lang tid. Jeg følte ikke noget i begyndelsen, ingen rædsel, ingen medfølelse, men så, lidt efter lidt, en vis ophidselse over skrigene, eller også var det drengen der puttede sig mellem mine lår der gjorde mig eksalteret. Jeg hørte skrigene, og det var heksen der skreg, men jeg skreg også, og idet jeg skreg, kom drengen tumlende ud fra under mine skørter, og i det samme så jeg at heksens hår blussede op som en fakkel, og øjeblikket efter var hun omsluttet af flammer, ligesom jeg var omsluttet af flammer, og vi skreg i kor, heksen og jeg. Folk fik nu øje på Hans der gik fortumlet rundt som om han var fuld. Hvorfor er du våd? sagde de. Man han svarede dem ikke. Han løb sin vej, hjem til mors skørter, og jeg så ham ikke igen før flere år senere.

Nu bliver hekse ikke længere brændt, tænker hun videre. Det er slut med det. Nye tider, gamle sæder forsvinder. Heldigt for mig. Måske burde man tage den praksis op igen, bare for en enkelt troldkællings skyld. - Og så følger Gertruds Rasch' afgørende erkendelse, som reelt afslører at hun har accepteret sin mands sorte etik, menneskesyn og sprogbrug, selv om den er modsat hendes eget inderste menneskesyn:

Ondskaben er lun og mørk som en alkove. Onskaben er ikke hård som nogle tror. Den er varm og blød som en fløjspude. Godheden den er hård, den er kold og gold. Se bare på min mand, præsten, se på mine børn. Ikke meget ondskab der. Niels ligner nu mest mig, og Kirstine en smule. Men de er også gode. Poul og Petronelle er som snydt ud af næsen på deres far. Og et ordenligt snydeskaft er det, både på ham og dem.

Hun fortsætter: Vi blev gift sommeren 1707. Der var tårer, min fars, og der var kys, min mors. Sol og lugten af hav og salt stokfisk Jeg blev præstekone, et lille kald i Vågan. Fiskere med længsel efter himlen, men tilbøjelighed for havets bund. Et slid for os præstefolk. Dårlige indtægter. Evige skænderier med sognepræsten, tvistemål i en uendelighed. Hans var stiv og stejl dengang som nu. Han lukkede døren til sit kammer og gravede sig ned i sine drømme om Grønland. Nu er vi her.... men jeg savner Kvæfjord.

Hun vender tilbage til den fatale opfattelse af ondskaben: Jeg er et ondt menneske. Jeg er så fuld af had. Og hadet er en synd. Alt hvad Gud har skabt, bør man elske. Men jeg kan ikke. Det er umuligt. Døren er lukket ind til kærligheden. Hadet er det eneste der er stærkere end smerten, og som kan fordrive den. Og så det at dø. Åh, hvor bliver det godt at få fred.

Men igen en mere nøgtern og sand erkendelse: Det var mig der forførte ham. Det forstod han selvfølgelig ikke. Han var så ung, en knøs der lige var blevet myndig. Jeg var en midaldrende kone på 34. Han skulle have haft en anden gammel kælling, enken efter præsten i Vågan. Men jeg lokkede ham, jeg fristede ham, og så tog han mig. Enken blev selvfølgelig sur; og så rottede hun sig sammen med præsten imod ham. Men det var mig der fik ham. Hvad lokkede jeg ham med? Med fromhed, salmesang og gode bibelkundskaber, for jeg havde fået god undervisning af kapellanen. Jeg forførte ham også med andre ting. Jeg var jo ikke helt ung. Jeg vidste hvad der skulle til. Det kan godt være Hans siger at kvinder tænker med røven, men jeg ved godt hvor mænds åndsliv sidder. I den forstand var jeg måske mere mand end kvinde. Jeg havde praktiseret selvbesmittelse siden jeg var tolv år. Jeg var en varmblodig kælling med et køligt ydre og et forstandigt væsen. Jeg havde også haft en kæreste da jeg var ung, men han rejste til København.....

Dette er en utroligt dyb og flot selverkendelse at lægge i munden på Gertrud Rasch fra Kim Leines side. Men netop hendes erkendelse giver hele romanen en indre spænding som den slet ikke ville have foruden.

Aappaluttoq

Denne Røde åndemaners erkendelse er også en aldeles afgørende pol i romanen. Aappaluttoq var det navn han tog, da han kom ned fra fjeldet med sin hemmlige viden for mange år siden. Han var blevet indviet. Han var blevet åndemaner. Grønlændere kalder det 'angakok'. Han vidste noget som andre ikke ved og som de heller ikke har lyst til at vide. Han fortæller bl.a.:

Jeg har fløjet i spiraler og ottetaller rundt om solen og måned. Det var svimlende. Jeg mistede bevidstheden derude et sted, og det er farligt, for hvis både ens 'timi' og ens 'tarni' bliver bevidstløse er det svært at få dem samlet igen. Jeg kender flere der er døde under sådan en flyvetur. Jeg har boret mig ind til jordens kerne der bestod af en glødende masse som jeg stak fingeren i uden at brænde mig, og jeg har selvfølgelig været på havets bund, for der sidder kvinden med det filtrede hår, og det er først og fremmest det en åndemaner gør, svømmer ned til 'Sassuma arnaa', det er det vi kalder hende og reder hendes hår, for det er hende der giver os fangstdyrene, dem der lever i havet, og hvis hendes hår er for filtret af alt det skidt og møg vi mennesker smider i havet, holder hun dyrene tilbage og så må vi sulte som straf.

Aappaluttoq spørger: Er er nogen der har set min søn? Det var præsten der tog ham fra mig da han var en lille dreng. Nu er han halvvoksen. Jeg ser ham tit, men han kender mig ikke mere, eller vil ikke kende mig. Jeg vil ikke tage ham tilbage. Jeg vil bare give mig til kende for ham, så han ved hvem jeg er. Det kan de ikke nægte mig. En far skal kende sin søn, og en søn sin far. Det er naturens orden. Jeg vil fortælle ham hvad hans rigtige navn er (Paapa). Et menneske skal jo kende sit navn, for sjælen bor i navnet. Jeg vil fortælle ham hvem hans far er.

Den røde gentager at han kan være alle steder: Efteråret kommer med sine storme. Det bliver vintermørke. Kongen elsker spejle. De udvider verden. Et spejl er også et maleri. Slottets barber og kirurg kommer og kopsætter kongen og foreslår også en tapning. Kongen frygter natten med dens djævlerier. Han frygter helvede, mens han er i live. Helvede kommer også for konger. Men her er jeg så. - Og så følger ordene, der er en version af Luthers ord på Rigsdagen i Worms. Luther sagde "Her står jeg...". Men den Røde siger på dødslejet: Her ligger jeg. Jeg kan ikke andet.

Og han fortsætter med et meget sigende farvel til præsten: Nu rejste præsten. Nu er jeg alene. Farvel præst. Du tror det er slut nu. Du tror at kampen er forbi. Sådan er det for jer danskere. For jer er Grønland noget med en begyndelse og en slutning, noget man rejser til og forlader igen. Men sådan er det ikke for os der hører til her. For os slutter det aldrig. Grønland er vores land, hele vores liv fra vugge til grav. For os er kampen ikke forbi. Den er knap nok begyndt.

Kim Leines fortolkning og vurderingsgrundlag Til toppen Næste

Det er undertegnedes overbevisning at den røde åndemaners vise ord har fuld tilslutning fra Kim Leines side. Han forstår til fulde at den eksistentielle kamp aldrig er forbi for grønlænderne, men tværtimod er meget speciel og meget kompliceret, fordi den er vævet ind i et forhold til danskerne og Danmark som ingen kan abstrahere fra.

Den dansk-norske forfatter Kim Leine er i mine øjne en fremragende fortæller, og han har desuden alle forudsætninger for at skrive romaner om Grønland og forholdet mellem grønlænderne og danskerne. Han er født i Norge 1961, men flyttede som 17-årig til Danmark, hvor han blev uddannet som sygeplejerske. Siden flyttede han til Grønland, hvor han boede i 15 år. Han voksede op i en familie der tilhørte Jehovas Vidner. Det vil sige at han kender forskellen mellem dansk og norsk mentalitet. Han er gennem Jehovas Vidner dybt fortrolig med en yderst dogmatisk kristelig tankegang. Han har boet femten år i Grønland og både lært befolkning, landskabet og de store eksistentielle problemer at kende. Han er som uddannet sygeplejerske fortrolig med kroppens opbygning og funktioner, og han forstår seksualitetens og dagligsprogets væsen og variationsrigdom.

Leine er vokset op i bygden Seljord i Norge, og han levede det meste af tiden alene med sin mor. Han fik senere en lillebror, der blev født lige inden han selv rejste til Danmark som 17-årig, og som hans mor fik med en ny mand. Hans far forlod dem og rejste til Danmark, da Kim var fire et halvt år, og Kim husker intet fra den iøvrigt turbulente tid. Faderen kom til bygden i Norge og var missionær for Jehovas Vidner, han grundlagde en frisørsalon, giftede sig og fik sønnen. Faderen fandt derefter ud af, at han var homoseksuel og som følge deraf blev han udstødt fra den menighed, han selv havde grundlagt - og rejste væk.

Kims forhold til sin mor var hverken særlig nært eller særlig fjernt. Hun knoklede meget, fordi hun var alenemor. I mange år efter at faderen forlod dem, var det hende, Kim og Jehovas Vidner, der fyldte i deres liv. - Kim brød endeligt med sin far i 2004. Faderen mener stadig, at han aldrig har udsat Kim for de overgreb, der skete, efter at drengen flyttede ned til ham i København som syttenårig. Kim siger udtrykkeligt at det ville have været en stor gevinst for ham, hvis han havde "fået lov til at tilgive faderen". For så havde denne indirekte anerkendt, at han havde gjort noget forkert. Men for faderen handler det slet ikke om tilgivelse, for han mener ikke, at han har gjort noget forkert.

Man forstår at Kim Leine til fulde er i stand til at sætte sig ind i afvigende og uheldige opvækstvilkår - både hvad det seksuelle og det religiøse angår. Men når det gælder romanens tidsperiode og problematik, grønlændernes situation i årene efter Hans Egedes ankomst i 1721, må man ikke glemme, at Kim Leines beskrivelse ikke er en objektiv historisk redegørelse, men en fiktion. Den bruger navne og begivenheder fra virkelighedens verden (som Leine har læst sig til), men den er først og fremmest forfatterens fantasifulde og subjektive, men spændende fortolkning af udviklingen. Hverken den dogmatiske 'sortkjole' af Egedes karakter eller den oprindelige åndemaner af Aappaluttoqs format findes i vore dage. Men Kim Leine kender streng dogmatisk tankegang fra Jehovas Vidner, og han har en fremragende intuitiv forståelse for den specielle tænkning som præger et helt og naturligt menneske som åndemaneren og som i virkeligheden afspejler sunde menneskers psykiske primærprocesser.

Kim Leine har desuden brugt sine øjne godt i livet. Han har fanget menneskers forskellighed og kan beskrive deres utrolige diversitet - uden at fordømme dem. En rationalist som læge Kieding er ramt utroligt præcist i hans tåbelige tro på mennesket som en maskine - og det samme gælder et dybt religiøst menneske som jomfru Titia der blev ødelagt som barn og ung i et strengt nonnekloster i Tyskland. Der er i romanen beskrevet langt flere individer end jeg har taget med i referatet, herunder et meget fornøjeligt portræt af kong Frederik IV. Men hovedpunkterne gælder kampen mellem de indfødte grønlændere og de koloniserende danskere, og de er skildret udførligt og med største præcision, og det samme gælder sammenstødet mellem den røde åndemaner og den sorte Hans Egede. Den førstes rødhed viser liv og lidenskab. Den sidstes sorte præstekjole er symbolet for sort dogmatik.

Og som sagt er det et utroligt flot modspil Leine fletter ind i romanen med missionær Egedes tretten år ældre hustru, Gertrud Rasch, og hendes forførelse af den mindreårige Hans. At madammen var anderledes end manden, er en historisk kendsgerning, men Leines skildring bliver en dybt subjektiv afsløring af den absolutte uforenelighed mellem en varm og sund kvindelighed og en frygtindgydende streng og syg kristendom. Der er god indre logik i at Gertrud på dødslejet giver manden en hårdt spark på kæben, men også i at Hans Egede rejser hjem til Danmark som en dybt skuffet og desillusioneret enkemand.

Der er et fint træk af Leine, at han sluttelig lader den røde, varmblodige åndemaner vælge dåben og dermed evangeliets forestilling om kærlighed og forsoning. Han ofrede jo i dobbelt forstand sin egen søn - ved både nødtvungent at aflevere ham til Egede og til sidst i raseri myrde den ødelagte dreng - men han indså at det var for hårdt at være vildmand, og at der ikke var nogen vej uden om danskernes kolonisering. Men åndemaneren forstod skam også at civilisation ikke er overtagelse af kolonisatorernes specifikke levevis. Grønlænderne må skabe deres egen fremtid i en eller anden tilknytning til dansk kultur - og må derfor samtidig fastholde at eksistenskampen ikke er slut og aldrig bliver afsluttet.

Kamp i det civiliserede samfund er altid også en kamp mellem fædre og sønner. Det betyder ikke at der ikke også altid er en dyb kamp mellem mødre og døtre, da børn af begge køn naturligvis skal frigøres for hæmmende binding til deres forældre, men kampen mellem fædre og sønner er værst i lige netop den ene henseende at mændenes kønshormoner har en ulyksalig tendens til at kanalisere den psykiske energi alt for entydigt over i dominans, både socialt og seksuelt, og således ikke finder sunde, kreative og kærlige alternative veje.

Ved siden af den individuelle frigørelsesproces bliver eksistenskampen i moderne tid også altid en kollektiv frigørelseskamp mod alle undertrykkende dogmatiske systemer, uanset om disse er religiøse eller verdslige. Og dette får Kim Leine ikke tydeliggjort i sin roman. Måske fordi han ikke er klar over det, eller mener det ikke hører hjemme i en roman. Men for det første kunne man hertil sige at når den røde åndemaner i romanen evner at rejse i tiden, ville det ikke have været utænkeligt at han også kunne se ind i fremtiden og på en eller anden vis have anet en fremtidig, bredere eksistensforståelse og bredere psykologi. For det andet hører nødvendigheden af en kollektiv frigørelsesproces i vore tid under alle omstændigheder med i en bedømmelse af Kim Leines iøvrigt fortræffelige roman og øvrige forfatterskab.

Helhedsrealistisk vurdering Til toppen Næste

Sammenstød mellem såkaldt 'primitiv' kultur og højt udviklet kultur er altid problematisk og grundlæggende et faktum over hele kloden, men desværre i uhyggelig høj grad vildledende i selve sin formulering, da 'primitive kulturer' er alt andet end primitive. De er faktisk umådeligt rigt udviklede og komplicerede, men de er det på en måde som teknologisk højere udviklede mennesker har forstået ringere og ringere fordi de har fokuseret så ensidigt på det materielle og teknologiske at de efterhånden har mistet følingen med den fulde virkelighed der har hele sin dynamik fra et komplementært modspil mellem det rationelle og det irrationelle. Det betyder igen at mennesket i stigende grad ensidigt måler tilværelsen på den materielle og økonomiske fremgang og helt glemmer at meningen, helheden og sammenhængen i eksistensen beror på medfødte, umiddelbare og irrationelle fænomener der kan erfares af alle fra fødslen, men aldrig kan måles eller forklares eksakt.

Det udviklede menneske, og naturligvis især det højtuddannede og magtfulde eller elitære menneske drager ud fra sin ydre succes den naive og fatale konklusion at udviklingen så at sige går fra det irrationelle og billedlige til det rationelle og begrebsmæssige eller teoretiske. Det kaldte man engang med fine græske begreber en udvikling fra 'mythos til 'logos' eller mere populært en udvikling fra følelser og fornemmelser til videnskab og teknologi. Den eksperimentelle naturvidenskab blev idealet for al videnskab, og gjorde al respektabel analyse og forskning til et spørgsmål om en undersøgelse af detaljer og opsplitning af helhed i mindre og mindre dele. Og dette var i realiteten en affortryllelse af virkeligheden, som er katastrofal for såvel menneskehedens som individets eksistens. Den indebar nemlig en fremmedgørelse af det enkelte menneske og de enkelte folk, som i grunden er dybere og mere fatal end den fremmedgørelse Karl Marx talte om og som ligger i at flertallet af mennesker bliver slaveagtige massemennesker der er til for produktionens og de riges skyld.

Affortryllelsen er katastrofal, da mennesket lige fra fødslen netop har et selvfølgeligt og dybtfølt behov for vedvarende fortryllelse i helt banal betydning som oplevelse og erfaring af at tilværelsen er en gave der giver rige muligheder for udfoldelse og kreativitet og som samtidigt bekræfter værdien, meningen, helheden og sammenhængen, altså netop fortryllelsen.

I hele denne kamp mellem modsatte opfattelser eller fortolkninger af virkeligheden har næppe nogen været så katastrofal som den dogmatiske kristendoms højst besynderlige dogmatisering af påstande om kødets eller legemets syndighed og det jordiske livs meningsløshed. Jordelivet var kun til for at gøre mennesket fortjent til en plads i et tænkt, himmelsk eller overjordisk paradis - og mennesket gjorde sig alene fortjent til denne frelse ved at tilslutte sig og bestandigt bekende bestemte sætninger om tilværelsen. Den første autoriserede trosbekendelse stammer fra 325 efter vor tidsregning, men videreførtes i den lutherske eller Augsburgske Trosbekendelse fra 1530. Det var den som missionær Hans Egede bekendte sig til i 1700-tallet og som den danske folkekirke bekender sig til den dag i dag. Den stammer ikke fra Menneskesønnen Jesus eller hans budskab, men gør tværtimod tro til bekendelse af påstande i stedet for som hos Jesus til levet liv i fuld tillid til den umiddelbare vilje til liv.

Hans Egedes ensidige og fanatiske pukken på trosbekendelse da han kom til Grønland var en katastrofe for grønlænderne, fordi de ikke forstod værdien af påstanden, men godt kunne se noget særligt i Menneskesønnen og hans budskab om det evige liv i den indre verden vi alle har fra fødslen. Ikke mindst den lutherske opfattelse af kødets lyst og det syndige ved denne lyst perverterede såvel den naturlige seksualitet som opfattelsen af en nær og naturlig sammenhæng mellem legeme og sjæl og mellem mennesket og naturen.

Faderopgøret bliver i enhver dogmatisk bevægelse en simpelt forudsætning for at komme ud af perversiteten og genvinde sundheden og helheden. Faderopgøret er i sidste ende et nødvendigt opgør mod al undertrykkende autoritet - og dermed også mod al ubetinget lydighed mod øvrigheden og vilkårlig påberåbelse af skriftlige kilders sandhed.

Nutidens mennesker kan kun frigøres gennem tidssvarende oplysning, og en sådan forudsætter opdateret indsigt i psykologi, religions- og samfundsforhold.

Samfundsmæssigt set er virkeligheden hverken materiel eller åndelig, men et komplementært spil mellem den indre og den ydre virkelighed. Alle mennesker har to tilgange til virkeligheden, nemlig den indre, gennem intutionen, og den ydre gennem sanserne - og disse to tilgange må naturligvis fungere i et ubrydeligt dynamisk spil med hinanden.

Psykologisk må alle blive fuldt bevidste om de nævnte to tilgange til virkeligheden, og virkeligt forstå at tilgangen til det indre og irrationelle er afgørende for al helheds-, kvalitets- og meningsindsigt. Kun gennem de irrationelle processer oplever og erfarer mennesket helheden og sammenhængen i eksistensen og den afgørende modsætning mellem fri skabelse og tvangsmæssig ensretning.

Alle må endeligt forstå at religion dybest set ikke er bekendelse af absolutte sandheder eller dogmer, men tværtimod er fuld føling med den hele og uafkortede virkelighed. Alle i den europæiske kultur må specifikt forstå at kristendommen er dybt belastet af en selvmodsigelse der går tilbage til apostlen Paulus, kirkefædrene og Luther. Der er faktisk dyb selvmodsigelse mellem evangeliets budskab om umiddelbarhed, og den paulinsk-lutherske ideologi om lydighed mod Abrahams Gud, Øvrigheden og Kirken.

Europæisk, dansk og grønlandsk kultur kommer i sin udvikling ikke videre, med mindre den i nærmeste fremtid bevidst og officielt fravælger den fatale paulinsk-lutherske bekendelsestro og for alvor vælger at leve bevidst i det dynamiske komplementaritetsforhold mellem det irrationelle, 'evige' og fortryllende liv og det rationelle, timelige og praktiske liv.

I dette lys må Kim Leines storslåede roman 'Sort mand/Rød mand' ses som en glimrende påpegning af modsætningen mellem grønlandsk kultur og dansk kultur, men også som en mangelfuld belysning af den uundgåelige kamp mellem fri, skabende og fortryllende kulturproces på den ene side og undertrykkende, dogmatiserende og affortryllende ideologisering på den anden side.

Ejvind Riisgård

Henvisninger Til toppen

Litteratur

Kim Leine: Rød mand/Sort mand (Gyldendal. 2018)
Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden (Gyldendal. 2012)

Anne Katrine Restrups interview med Kim Leine (Kristeligt Dagblad. 11.7.15)

Link til Forfatterwebs side om Kim Leine

Relevante artikler på Jernesalt:

1Q84 - Bind 3 af Murakamis enestående fortælling om virkelighedens tvetydighed  (31.12.11.)
1Q84 - Bind 2 af Murakamis enestående fortælling om virkelighedens tvetydighed  (13.12.11.)
1Q84 - Murakamis enestående dur-mol-fortælling om virkelighedens tvetydighed  (31.10.11.)

Peter Høegs hørelse, længsel og humor (14.06.06.)

Shakespeare døde for 400 år siden, men er stadig uovertruffen som dramatiker  (23.4.16.)
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Humormennesket Storm P.
Blicher mellem drøm og virkelighed
William Blake's univers
Nietzsches sjæl
H.C. Andersens angst for det kvindelige  (2.4.05.)
Piet Hein - en kreativ, æstetisk og filosoferende idealist
Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Ånd og virkelighed nøgternt set i 2018  (20.05.18.)
Karl Marx fejlfortolkede fremmedgørelsen  (5.5.18.)
Uvidenheden om det ubevidste er en kulturkatastrofe  (30.3.18.)
Al faglighed kommer til kort i eksistensen  (13.3.18.)
Har psykologien og terapien brug for samfundskritik?  (25.08.17.)
Komplementaritetens betydning for politik og eksistens  (4.6.17.)
Den store kulturkrise og udvejen  (7.5.17.)

Umiddelbarheden hos naturmennesket  (6.2.16.)
Hvad er den umiddelbare realitet for en størrelse?  (20.12.15.)
Tro og tillid undergraves i samfundet  (17.12.l5.)
Den irrationelle uvilje mod det irrationelle  (29.05.13.)

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge R�diger Safranski  (23.04.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Ånd og virkelighed nøgternt set i 2018  (20.05.18.)
Vilh. Grønbechs underkendte betydning  (21.4.18.)
Opgør med dogmatik mere og mere påkrævet  (1.4.18.)
Teologien er ikke til megen hjælp for tiltrængt ny religionsforståelse  (25.2.18)
Kristendommens håbløse modsætninger nødvendiggør et skarpt opgør  (24.12.17.)

Artikler om Litteratur
Artikler om psykologi
Artikler om religion
Artikler om Eksistens
Artikler om Samfund
Artikler om Sekularisering

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)

Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean

utils postfix normal