JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Kertesz

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.12.02.

Kaddish for Kertész

Nej! sagde jeg øjeblikkeligt og straks, uden tøven og så at sige instinktivt, for det er efterhånden ganske naturligt at vore instinkter fungerer stik imod vore instinkter, at det så at sige er vore modinstinkter der virker i stedet for, ja, som var de vore instinkter - siger jeg åndfuldt, hvis det da kan kaldes åndfuldt, det vil sige hvis den nøgne, begrædelige sandhed kan siges at være åndfuld - fortæller jeg altså filosoffen eller var det i virkeligheden en boghandler der var velsignet fuld af oblater og i denne tilstand ville prakke mig hundredeogfyrre siders såkaldt bevidthedsstrøm på som om jeg ikke selv er leveringsdygtig og på såkaldt åndfuld vis - hvis dette ord overhovedet har mening tilbage - kan begræde den begrædelige sandhed om et menneske - ganske vist en jøde - hvis hustru påstår, at han ikke kunne komme op af de mudderhuller hans begrædelige barndom og hans endnu mere begrædelige, mere eller mindre skæbnebestemte ophold i Auschwitz tvang han ned i og som han blev ved med at rode rundt i fordi han tilsyneladende havde en slags modinstinkter der altid var parat til at modarbejde hans medfødte instinkt for overlevelse ved at påføre ham skyldfølelse for selve det at overleve. Den blotte kamp for livets opretholdelse tyder efter hans mening på manglende dannelse, for set ud fra et højere synspunkt - hvilket slet ikke vil sige et guddommeligt synspunkt, eftersom det guddommelige ikke har mening for et dannet menneske, men blot et logisk synspunkt - burde livet slet ikke være til, simpelthen på grund af det i det 20. århundrede skete eller rettere den bestandige gentagelse af det i det 20. århundrede skete, denne bestandigt arbejdende henrettelsespeleton som det kan kaldes, hvis man vil, og hvorfor skulle man ikke ville det, hvis man vil sandheden, for faktisk er det muligt at livets tilsyneladende ubevidste kraftanstrengelse for at være til blot er et tegn på, at tilværelsen kun kan fortsætte ubevidst, dvs uden at den gør sig tanker om sin egen skabelse og så at sige i sin egen skabelse nedlægger den lov at instinkters udfoldelse altid er forbundne med modinstinkters udfoldelse, omtrent som hos mennesker der af den ene eller anden grund er bukket ind i deres egne skrupler og ikke kan tænke en eneste tanke uden at en modforstilling dukker op og således dementerer Schopenhauers påstand om verden som en forestilling, men bekræfter vor oversætter i troen på at verden kun er hjernespind, endda ubehageligt hjernespind, som ikke glæder, men kun smerter og medfører usikkerhed, ja, spektakulær selvtilbedelse og moraliserende paranoia, for nu at bruge forfatterens egne udtryk, der angiveligt kun kan kureres med beroligende piller, sovepiller, lykkepiller og fordummelsespiller osv. foruden litteratur, forstås. En forfatter som denne vor skønlitterære oversætter kan naturligvis være nødsaget til at skrive, men da det at skrive også er at tænke, og da det at tænke er at drage livet i tvivl, så er ringen sluttet og tilværelsen gjort til et undergravende muldvarpearbejde, som der tilsyneladende ikke er nogen løsning på, men hvis uløselighed man kan gøre til princip og leve videre på, ikke højt på naturligvis, må vi være fri, men dog i en slags uløselighedens modalitet, for nu at blive i princippets kreds, eller om man vil i selve den fortærende sandheds kreds. Godt nok påstod Wittgenstein i sit ungdommelige overmod, at man skulle tie om det man ikke kunne tale meningsfuldt om, men det forudsætter jo det utænkelige, at bevidsthedsstrømmen lader sig standse med Wittgensteins logik. Og det gør den bevisligt ikke. Vi fører evig og altid dialog med en eller anden, med os selv eller med Gud. Men da Gud forresten forlængst er død, kan det trods alt ikke være ham vi fører dialog med. Så vi må hellere kalde partneren for ‘den indre stemme' og foreløbig lade spørgsmålet ligge om denne stemme er identisk med eller forskellig fra en selv. Det afgørende turde være at vi skriver og tænker og bliver ved med at skrive og tænke eller omvendt. Kuglepennen er min spade, siger forfatteren der må leve kummerligt af at oversætte skønlitteratur til sit eget sprog, men ikke desto mindre formår at udskyde sin uundgåelige død, hvad enten han vil eller ej. Livet udfolder sig i hans som i alle andre menneskers tilfælde mellem den fødsel vi ikke selv har taget initivativet til og den død vi bestemt heller ikke tager initiativ til, men bare instinktivt bliver ved at udskyde så længe som muligt, skønt graven er det mest sikre ved vores tilværelse, eftersom det er os selv der graver den med alt hvad vi gør, nogle som nu vor utrætttelige oversætter bruger en kuglepen, andre en gravemaskine, og vor oversætter sætter sin lid til at der er albuerum i graven, når han graver den med pennen, for så placeres den ifølge sædvanligvis pålidelig poetisk kilde i de højere eller om man vil luftige lag, hvor gravemaskiner efter sigende ikke hører hjemme. Men hvem ved. Måske har livet en eller anden mysteriøs forbindelse med instinkterne for så vidt det hænder at kønnene tiltrækker hinanden, hvad enten det nu er på grund af smukke bryster eller smukke bagdele. Du gode Gud, hvor instinkterne kunne vågne og komme i sving længe før modinstinkterne - eller var det omvendt? ‘Sikken dejlig jødepige' har vor oversætter flere gange tilladt sig at give plads som tanke i sin uendelige bevidsthedsstrøm. Og han har sågar ind imellem kunnet forudse at han ville havne i seng med pigen. Men på den anden side har han aldrig glemt det afskyelige syn af sin jiddiske polske tante siddende pilskaldet foran spejlet i en rød slåbrok. Om det var skaldetheden eller slåbrokken der var det værste, røber han ikke. Men for at sandheden ikke helt skulle fortære ham, lærte han at holde en vis kølig distance til tingene og kvinderne. Og da det kom til et spørgsmål fra hustruens side om fuldbyrdelse af ægteskabet i form af et barn, dvs et jødisk barn, reagerede han prompte med sit instinktive eller var det det modinstinktive Nej. Han hørte grangiveligt barnet protestere allerede inden undfangelsen: ‘Jeg vil ikke være jøde'. Og derved blev det. Ægteskabet gik også fløjten. Han fandt senere ud af, at alt hvad han gjorde og hvad der hændte ham udelukkende tjente det formål at være et redskab til erkendelse af at han ikke kunne leve i et ægteskab. At anskue sit liv som mulighed for et andet menneskes liv fremmer åbenbart hverken livslysten eller ægteskabslysten. Men hvorfor dog spilde tid på at retfærdiggøre ægteskabet eller eksistensen, når begge er og bliver et ulogisk påhit, som den der har fundet på dem må skamme sig over, hvis han overhovedet har skam i livet og ved hvad han selv har skabt. Auschwitz har han ikke påviseligt fundet på, og måske har han heller ikke opdaget at lejren fandtes. De par år! Og de par millioner jøder! Jeg mener, antisemitismen er en privatsag, og benægtelsen af holocaust en stupiditet uden lige, men skabelsen er så stort et foretagende og så lang en historie, at ingen ved sine fulde fem kan forlange regnskab for alt muligt, og da Gud som sagt er død forlængst, så er der ikke længere nogen at hænge op på nogenting, selv om det i sig selv er en fejl ved systemet. Auschwitz kan ikke forklares, påstås det af folk der således som vor fortræffelige om- og oversætter påpeger det helst vil tie om sagen, men selvfølgelig kan Auschwitz forklares, eftersom der kan gives en rationel forklaring på alt der findes, tror eller påstår vor oversætter i hvert fald, især hvis det er af det onde, skønt dette udtryk allerede er en tilsnigelse, for så vidt det synes at forudsætte en ond, eller ligefrem Satan selv. I virkeligheden har Auschwitz sine forudsætninger i opdragelsesprincipperne i begyndelsen af det 20. århundrede, sådan som det bl.a. kunne ses på den kostskole som vor oversætter havnede på, da hans forældre blev skilt. Uanset hvad man måtte mene om den forældede psykoanalyses forældede teorier var den en ren faderkultur, et verdensomspændende faderkompleks, hvor autoritetstro og disciplin var alfa og omega og lørdagens appeller med den opslagne appelbog med hele synderegistret og den efterfølgende domsafsigelse blot var forløber for Auschwitz. Koncentrationslejren forekom senere vor oversætter som en overdrivelse af de dyder han var blevet opdraget til lige siden sin allertidligste barndom, dvs med en utilgivelig nedbrydning af hans jeg, altså en overdrivelse der nok var muliggjort af det teknologiske fremskridt, men dog i princippet af samme art. Auschwitz viser sig i hvert fald altid for vor oversætter i faderens billede, ja Gud, som forlængst er erklæret død, men som vor oversætter stiftede bekendstkab med i samme barndom, åbenbarede sig også for ham i Auschwitz' billede. Tidligt gennemskuede han altså hvor nederdrægtigt et sted verden var for et lille barn. Siden slap fremmedfølelsen ham aldrig, vi er og bliver logerende her på jorden, hvad enten vi bor i et lejet værelse i et totalitært land, hvor man kun kan skaffe sig en lejlighed ved at spille det spil magthaverne vil have, eller man tilfældigvis havner i en koncentrationslejr, hvor man kun overlever ved at opgive ethvert selv aldrig så lille et krav. Vi kan aldrig assimileres fuldtud med det bestående, med tilværelsen, men vil tværtimod bukke under hvis vi prøver, dvs opgiver vort jeg, vor egentlige identitet, vor kerne. Og dog påstod hustruen, den senere forhenværende, at det var muligt at komme over disse sår eller traumer, og at hun gerne ville hjælpe ham hermed, men at det havde vist sig umuligt, fordi han netop var bukket under ved ikke at gøre sig fri af det svundne. Hans påståede frihed var ikke en indre frihed, men en frihed rettet mod nogen eller mod noget udenfor. Det var derfor kun tilintetgørelsen der ventede ved hans side, og nu havde hun fået nok. Nu havde hun også fundet en anden, én der ikke var jøde, og det sagde hun der selv var jøde, men godt nok født efter Auschwitz. Sådan kan det gå. Og det er aldrig noget at grine af. Hvad antog hun ham egentlig for, begyndte han at råbe op. Han betragtede det som en nådesbevisning at han som en brændemærket jøde fik lov til at opleve Auschwitz og dér havde set noget i øjnene og lært noget at kende, som han ikke ville eller kunne fornægte. Allerede i sin barndom havde han som sagt indset at han ikke var i stand til at assimilere sig med det bestående og med livet, men ikke desto mindre bestod han og levede han. Og udelukkende set ud fra denne eneste synsvinkel, råbte han, var han villig til at være jøde. I Auschwitz lærte han ud over al den rationelle og systematiserede ondskab også det at kende der i sandhed er irrationelt, nemlig det gode i form af en medfanges uselviske gestus, som bestod i, at han, medfangen, sørgede for at han, vor senere oversætter, fik den brødration i hænde han skulle have, selvom medfangen kunne have taget den selv uden at nogen kunne havde forhindret det. Der var ingen forklaring på det, det var i bund og grund irrationelt, og slutningen der kunne drages af det var, at der altså findes noget, en idé eller et begreb eller hvad man nu måtte kalde det, der ikke er besmittet af fremmed materie eller den normale instinktive eller rent ud dyriske egoisme. Frihed er det, når mennesket således gør sig fri af den instinktive tvang. Intet er altså som vi går og tror eller gerne vil tro, men det mente hans hustru, den senere forhenværende, nu, for hun fandt, at han måtte være meget ensom og trist, siden han måtte ty til sådanne teorier om noget hun selv fandt ganske naturligt. Men teori eller ej, feberfantasier, tidlig dekadence, hvem ved. Sprogets spil er svært at komme udenom, ikke mindst i tilfældet med en mand der tilsyneladende styres af sine bevidsthedsstrømme, men som dog måske narrer os alle ved netop at styre den, så vi først opdager det ved nærmere granskning af hans påståede ustyrlige tale- og skrivetrang. Når nogen påstår, at vi må lære at elske denne verden, selvom den har sine farer, så klinger det falsk, påpeger vor oversætter. Det er vel for enkelt for ham, og minder ham også om engelskhornet, det giftige engelskhorn i Tristan og Isolde. Melankolien og solnedgangsfreden - moll-stemningen kunne man kalde den, fordi den skaber de finere nuancer der i højere grad er forbundne med modinstinkterne end med instinkterne - vedkender han sig nemlig, ligesom latteren. Han ville endog kalde en fortælling om årtiers fejhed og selvfornægtelse, en historie om en mand, der var opdraget i den strengeste kristne ånd, men pludseligt i de dekreterede loves ånd blev regnet for jøde, for "Latteren", men det fandt forlæggeren kynisk, skønt fortællingen blot var ment som et beskedent bidrag til det litterære liv i Ungarn som i realiteten var baseret på bagvaskelser og forhånelser, eksklusioner og privilegier, fortrolige, officielle og forretningsmæssige prioriteringssystemer og anden slags kynisme. Men føle levende kærlighed over for et så abstrakt begreb som jødiskhed er virkeligt et problem. Mennesket kan vel trods alt ikke selv bestemme sin jødiskhed. Eller hvad? Forholder det sig måske dybest set sådan, at det at være jøde er det samme som det at være fuldt menneske, nemlig at føre en vedvarende dialog med en eller anden udefinerlig og upåviselig instans om selve det at bestå og leve i en verden der ikke kan forklares rationelt, men som alligevel på en eller anden mysteriøs vis giver dig den nådesbevisning at give dig mulighed for at anskue verden med humorens befriende modinstinktive distance.

Dialogen med Imre Kertész slutter naturligvis ikke her, og formentlig heller ikke i Stockholm, hvor han i dag tirsdag den 10. december 2002 får tildelt Nobelprisen i litteratur. For dialogen om eksistensen og meningen med livet er endeløs som bevidsthedsstrømmen. Vort liv kan jo både betragtes som en kendsgerning og en overlevelsens eksistens eller om man vil en åndelig tilværelsesform. Men at tygge drøv på historien er skadeligt for både sundheden og ånden. Kun humoren befrier os fra den forbandede tvangslogik og regnskabsførelse. Derfor nu en passende generalpause. Jan Jernewicz.

Ordet kaddish er i jødisk tradition en bøn der udtrykker sorgen over de døde - eller en lovsang til skaberen der fremsiges for at erindre de døde.

Tilføjelse 24. februar 2021 - efter genlæsning af Kertész og gensyn af filmatiseringen af hans roman "De skæbneløse".

De litterært interesserede der kender James Joyce's roman 'Ulysses' fra begyndelsen af 1920'erne, hvis handling er begræsnet til en enkelt dag i Dublin i 1904, vil vide at den er fortalt i en såkaldt 'bevidsthedstrøm' (stream of consciousness), dvs en endeløs og uafbrudt strøm af frie associationer af den art vi alle kender når blot vi lader tankerne fare hvorhen de vil. Det er netop hvad vore medfødte psykiske grundprocesser gør, fordi de sekundære grundprocesser med ord og begreber, logik og skelnen mellem fortid, nutid og fremtid m.m. endnu ikke er trådt i kraft og udviklet til den bearbejdning, analyse og organisering vi tidligt i livet får opøvet og vi som voksne bruger flittigt. Storm P. brugte samme metode i sine mange humoristiske fortællinger som fx. 'Lige undsluppet', hvor en mand der er sluppet ud fra en anstalt åbent bekender at han lider af 'sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke'. Dette er naturligvis ikke en sindslidelse, men noget helt normalt, medfødt og selvfølgeligt som vi alle 'lider af' og har stor nytte af. Men der kan komme stor humor ud af at bygge en fortællling op på sådanne billeddannelser. Og de der gør dette, bruger skam sekundærprocesserne til det. Således også Imre Kertész.

'Kaddish for et ufødt barn' er skrevet som en en endeløs bevidsthedsstrøm der kredser om store eksistentielle spørgsmål om meningen med livet eller eksistensen, og som udgangspunkt har den grundopfattelse at livet er absurd, det har ingen mening. Det kan heller ikke forklares, for lige gyldigt hvilken forklaring man opstiller, så kan den betvivles. Det samme gælder selve eksistensen, altså spørgsmålet om vi overhovedet eksisterer og om det i virkeligheden ikke forholder sig sådan at vi selv kun er en illusion. Men forsøger vi med et sådant svar, havner vi uvægerligt i spørgsmålet, om hvad virkelighed og illusion overhovedet er for nogle størrelser. Romanens fortæller har siddet i tysk konzentrationslejr og blev endda på et tidspunkt erklæret død, men overlevede mirakuløst, men en koncentrationslejr og et mirakel kan heller ikke forklares. Der kan derimod skrives en roman om det, og et sådant skrivearbejde er dog på en eller anden uforklarlig måde en realitet, for så vidt det kan trykkes og udgives og læses af andre.

Kertész har læst masser af litteratur, herunder filosofi og historie, og han kan diske om med adskillige citater fra Nietzsche og Wittgenstein og mange andre, og han kender altså påstandene om at 'Gud er død' og at vi strengt 'ikke kan tale om det vi ikke ved'. Men som bekendt forhindrer det ikke folk i at tale om begge dele og en helt mængde andre diskutable udsagn om eksistensen. Og som Kertesz slår fast i starten at romanen og gentager flere gange undervejs, så synes vi at have instinkter, dvs medfødte impulser der bevirker at vi reagerer umiddelbart på noget der sker i vore omgivelser, men straks gør 'modinstinkter' sig gældende og forstyrrer det hele.

Det er i hver eneste sætning i romanen tydeligt at Kertész mestrer legen mellem de to vidt forskellige psykiske processer - uden at sætte mærkater på eller forsøge at komme med nogen som helst forklaring på at der kommer lutter absurditeter ud af at sætte dem op mod hinanden. Man kan afvise hans kunst med at det er en unyttig og trættende leg - ligesom James Joyse's - men man kan i ingen af tilfældene kommer uden om at den unyttige leg er præger af stor humor. Eller komme uden om at denne humor igen synes at være selve forudsætningen for at Kertész' overlevede Auschwitz og den efterfølgende sovjettiske besættelse af Ungarn, ja overlevede selve det at være født jøde og dermed uden eget valg komme til at høre til de anderledes og forfulgte.

Ejvind Riisgård

Litteraturhenvisninger:

Imre Kertész: Kaddish for et ufødt barn. Batzer & Co. 2002
Imre Kertész: De skæbneløse. Batzer & Co. 2002.
Imre Kertész: Det landsforviste sprog. I-II.
(Kronikker i Politiken 9. og 10.12.02.)

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder)

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Artikler om Litteratur
Artikler om Psykologi
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering

Til toppen Til forsiden PrintVersion

utils postfix clean