JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - venstre17a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.10.17.

Venstre imod parallelsamfund og for reform-centralisme

På Venstres landsmøde i Herning for en uge siden understregede formanden statsminister Lars Løkke Rasmussen at Danmark nu har generobret den kontrol med tilstrømningen af flygtninge som er altafgørende for, at Danmark kan forblive Danmark! Derfor kan vi nu bruge så meget desto mere energi på at få gjort dem, der allerede er kommet, bedre integreret i Danmark.

Løkke citerede en vigtig passus fra partiets principprogram: ”I det åbne og frie møde med fremmede kulturer bør vi være bevidste om, at vor verden udgår fra Danmark og det danske.” Og han tilføjede at dette er naturligt for os og bør være naturligt for alle, der vil betragte Danmark som deres hjem. Det er der mange udlændinge, der gør. De har fået fodfæste i Danmark og bidrager med det, de hver især er gode til. Og han fortsatte:

"Og ved I hvad, de er også danske. Fordi de vil være danske. Fordi med Grundtvigs ord:

”Til et folk de alle høre,
som sig regne selv dertil
Har for modersmålet øre,
Har for fædrelandet ild.”

Det er de fleste. Og heldigvis for det. Men det er desværre ikke alle.
For der er jo også dem, som på trods af en, to eller måske endda tre generationer i Danmark, insisterer på, at deres identitet ikke ligger i Danmark, men i det land, som deres forældre eller bedsteforældre har forladt.
Dem som fnyser af vores værdier om tolerance og ligestilling. Som hverken deltager i – eller respekterer – vores demokrati.
Dem, som ikke alene definerer sig selv anderledes end det danske samfund, men i direkte opposition mod det. Som en modkultur.
Dem, som sender deres børn på genopdragelse, hvis de bliver for danske. Og som kan finde på at bruge ”dansker” som skældsord.
Dem som mener, at koranen står over dansk lov.
De er måske nok danske på papiret, men de er det ikke i hjertet.

Så integrationsudfordringerne de er der endnu. Og de mærkes meget tydeligt rundt omkring i landet.

Og jeg tror ikke et sekund på, at det hele nok skal løse sig, hvis bare vi giver tid.
Hvis det var tilfældet, så havde det nok løst sig efterhånden. Hvis ikke i Danmark så i Sverige, Frankrig, England, Belgien, Tyskland eller de andre europæiske lande, som oplever de samme problemer.
Ghettoerne i København og Århus er jo skræk-eksemplerne. Men jo også Odense. På den københavnske vestegn. Og desværre også andre steder.
De kommuner kunne helt ærligt godt trænge til, at der kom nogle nye folk i spidsen, som tog problemerne mere alvorligt. Gjorde noget drastisk for at løse dem!

Vi er nødt til at tage et opgør med parallelsamfundene. Med modkulturen. Vi er nødt til at insistere på, at Danmark skal være Danmark. Derfor kommer regeringen til at gøre noget mere markant ved parallelsamfund, end vi har gjort før.
Og det kan egentligt siges ganske enkelt: Færre skal hertil, og de der er her skal arbejde, opføre sig ordentligt og respektere danske, demokratiske værdier!

Et opgør med parallelsamfund.
Et opgør med dem, som vi har inviteret ind, men som i virkeligheden ikke vil Danmark. Det er på alle måder nødvendigt. Ikke mindst, når vi skal fastholde den helt grundlæggende og nødvendige folkelige opbakning til, at Danmark også fremover skal være et åbent land. Vi skal selvfølgelig være lukket for dem, der ikke vil. Men det er helt afgørende, at vi er åbent for dem, der kan og vil. Åbent for de talenter, som vores virksomheder skriger på. Åbent for de mange, som løser opgaver, der ellers ikke ville blive løst. Uden dem ville Danmark være et fattigere land.

Det er dén balance. Og den skal vi værne om. Danmark skal være åbent for dem der kan og vil. Danmark skal være hermetisk lukket for dem, der ikke vil. Det er vores ansvar at værne om balance. Og der er i virkeligheden ikke så mange andre til at gøre det.
Man kan godt blive dansk selvom man tror på noget andet end vi, vi som er flest. Man kan godt blive dansk selvom man har en anden etnisk baggrund. Selvfølgelig kan man det.
Og man må også gerne vise hvad man tror på. Selvfølgelig må man det.

Men vi vil ikke acceptere, et samfund, hvor vi ikke kan se hinanden i øjnene. Hvor man møder hinanden med ansigtet skjult. Vi har genvundet kontrollen over indvandringen. Kan vi fastholde den, så får vi luft til at styrke integrationen. Og så er der store gevinster at hente. Menneskeligt, fordi alle trives bedst i et rigtigt fællesskab. Hvor vi har mere til fælles end vores postnummer, og det at vi venter ved det samme busstoppested. Men hvor vi deler værdier og stoler på hinanden. Kulturelt, fordi Danmark jo tit tager det bedste fra verden omkring os og gør det til vores. Og jeg ved, at der er mange, der bor i Danmark, som besidder egenskaber og kvaliteter, som vi måske godt kunne bruge lidt mere af herhjemme. Og økonomisk i en størrelsesorden, som er svær at forstå. Ikke-vestlig indvandring koster statskassen 33 mia. kr. Et vanvittigt højt tal. Hvis ikkevestlige indvandrere og efterkommere var i arbejde i samme grad som danskere, så ville det frigøre 20 mia. kr. om året. Penge som i dag er prisen for historiske fejltagelser i udlændingepolitikken og årtiers uløste ghettoproblemer." (citat slut)

Denne del af Lars Løkke Rasmussens tale er en meget tydelig bekræftelse på den generelle tendens i de fleste europæiske lande: Efter to års katastrofal flygtninge-politik som direkte følge af den tyske kansler Angela Merkels egensindige åbning af EU's grænser har flertallet af politiske ledere - inklusive hende selve - langt om længe indset, at det måske nok er muligt under den skråsikre parole "Wir schaffen das" at give flere hundrede tusinde flygtninge midlertidigt ophold, dvs tag over hovedet, varme, mad og klæder, men at det er komplet umuligt at integrere alle de fremmede i et moderne, frit og demokratisk samfund med ganske bestemte og samfundskonstituerende værdier. Godhed og barmhjertighed er ikke nok. For et samfund er ikke et opbevaringssted eller en midlertidig lejrplads for et ubegrænset antal mennesker der af forskellige grunde har valgt at forlade deres hjemegne. Et samfund er tværtimod et fællesskab der for at kunne fungere tilfredsstillende forudsætter nogenlunde enighed om de fælles regler og værdier, og derfor i sidste ende altid vil blive undergravet af en voldsom og ukontrollabel tilstrømning af fremmede der vil blæse på reglerne og værdierne - og i stedet vil leve efter deres egne mønstre.

I Danmark er der efterhånden bred enighed om at det er nødvendigt med stram indvandrings- og flygtningepolitik. Også Socialdemokratiet er gået med, fordi de véd at de ellers ikke kan konkurrere med Dansk Folkeparti om stemmerne. Problemet for den fløj man fra gammel tid kalder centrum-venstre er netop en urealistisk godhedspolitik. I Venstre og Dansk Folkeparti er man ikke i tvivl om at der skal strammes op. Derfor går regeringen nu med på integrationsminister Inger Støjbergs 'Burka-forbud', som man tilsvarende ser i andre lande. Dog er Venstre en smule klemt i sagen, fordi der er både er en formand for Dansk Industri og lokale borgmestre der her op til kommunalvalget ønsker at fremhæve at de kan og vil integrere flere flygtninge, og fordi der samtidigt stadig findes dogmatiske liberalister som tidligere minister Eva Kjær Hansen der specielt mener at et forbud mod burkaer er lodret i strid med vores frihedsbegreb.

Vi kommer altså på ingen måde uden om fortsat at skulle debattere religionsfriheden, friheden generelt og selve begrebet integration.

Religionsfriheden i gængs forstand har hidtil betydet at borgerne i et liberalt og demokratisk frit kan tænke og tro hvad de vil uden at det koster dem nogen som helst indskrænkning i deres rettigheder. De er med undtagelse af monarken ikke tvunget til at tilhøre et bestemnt trossamfund. Og dette passer jo glimrende ind i den almindelige udvikling der gør religiøs tro i sædvanlig dogmatisk og konfessionel forstand til en stadig mere sjælden foreteelse, ganske enkelt fordi en sådan tro virker utidssvarende og reaktionær for oplyste mennesker.

Men folk der har en sådan tro skal selvfølgelig have lov til at dyrke den i privat regi. Ganske som folk skal have lov til at dyrke specielle hobby-, musik- eller læsevaner. Den slags bliver først et problem hvis vanerne gøres til betingelse for menneskelig og social værdighed og respekt. Det er her religionen i dogmatisk forstand går hen og bliver et problem, hvis mindretallene lægger så stor vægt på deres særlige standpunkter og interesser at det blokerer for integrationen. Og det er præcis det vi har set med de alt for mange indvandrede muslimer, at de selvfølgelig godt vil acceptere færdelsregler og skatteregler, men ikke almindelige omgangsvaner. De holder sig for sig selv, lærer ikke dansk særlig godt, kommer ikke sammen med danskere, og som det mest stødende: de holder på en forskelsbehandling mellem mænd og kvinder som vi her i Europa har lagt bag os for flere årtier siden.

De fremmede mener at kvinder skal have lov til at gå med burka eller niqab og altså skjule deres ansigt når de bevæger sig rundt mellem andre mennesker. Muslimske kvinder må ikke give hånd til mænd, skønt det er en selvfølge blandt danskere. Og de må heller ikke deltage på lige fod med danske kvinder i politisk arbejde, fritidssport eller simpel selskabelighed. Og det groteske er at de muslimske ledere betragter det som en selvfølge at muslimerne laver parallelsamfund og endog får offentlige tilskud til deres moskeer, friskoler og institutioner. Det vil sige at det er selvfølgeligt for dem at påberåbe sig rettigheder som danske borgere nyder af uddannelsesmæssige eller traditionelle grunde, selvom de fremmedes virksomhed reelt er brud med vestlig oplysning, uddannelse og tradition.

Man kommer imidlertid - som erfaringen har vist - ingen vegne ved at diskutere juridiske rettigheder i disse spørgsmål og eventuelt henvise til internationale konventioner, for disse har aldrig været ment som en undergravning af den nationale kulturtradition. Man skal tværtimod have mod til at gribe fat i selve det forhold at friheden ikke forstås dybtgående nok hvis den i universalitetens navn ophæver den selvgroede kultur i dens faktiske åbenhed. Det er nødvendigt at få fat på at friheden ikke er en opløsning af alle moralske normer og altså aldrig gør gældende at alt er tilladt, men tværtimod stiltiende forudsætter at friheden kommer indefra som noget selvfølgeligt. Undertegnede er fuldstændigt klar over at dette ikke er noget der overbeviser juridisk indstillede mennesker, der kører på universelle principper, men til gengæld er selvfølgeligt for alle der kan skelne mellem jura og sund fornuft.

De venstrefolk der synes vore frihedsidealerne bliver forrådt, hvis partiet opgiver universalismen til fordel for den selvfølgelige forankring i den jordbundne kultur, dé har misforstået frihedsbegrebet.

Integration bliver tilsvarende et begreb som de juridisk indstillede vil hævde drejer sig om at tage en formelt defineret danskprøve, rette sig efter formelle færdselsregler og formelle skattelove, men se bort fra alt det ikke formelle og ikke definerbare som den kulturelle baggrund og den selvgroede, formbare og fortolkelige tradition. Det afgørende for alle andre end de juridisk indstillede er og bliver at intet frit og demokratisk samfund kan hænge funktionelt sammen hvis ikke det store flertal af borgere i landet har nogle værdier som de opretholder og videregiver som noget helt selvfølgeligt uden at skulle yde den store præstation og uden at skulle pukke på principper.

Integration er ikke identisk med assimilering. Indvandrere skal ikke blive fuldstændigt lig med danskerne, hvad der jo er en helt umulig opgave allerede af den grund at danskerne ikke er ens, og mennesker i det hele taget ikke som dyr nogensinde bliver totalt ensartede væsener, men tværtimod udvikler sig i vidt forskellig retning som individer. Men de har samme grundliggende værdier fordi de over tid er vokset op i et selvgroet og nogenlunde homogent og funktionelt sammenhængede samfund. De er så at sige blevet en del af helheden uden at skulle anstrenge sig for det. Fremmede mennesker kan også sagtens blive integreret i helheden, hvis de vil og gør sig en smule anstrengelse gennem sprogtilegnelse, beskæftigelse og normalt socialt samkvem. Det er sket for utallige mennesker gennem tiderne, og det vil ske i endnu højere grad i det globale samfund vi lever i i dag, men betingelsen er at de fremmede flytter sig mentalt eller psykisk via samkvemmet og samarbejdet med de indfødte.

En af de mest horrible påstande der i den aktuelle debat om integration er fremkommet fra en forholdsvis fornuftig akademiker er den historikeren Uffe Østergaard har luftet i en klumme i Jyllands-Posten og som lyder at indvandrerne må tage et kristent værdisæt til sig, ja blive lutheranere for at blive rigtige danskere. Man tager sig til hovedet over denne påstand og kan ikke tro at den kommer af nogen anden grund end den at den tidligere multikulturalist vil retfærdiggøre sig over for sine hidtidige kritikere. Det er da kun godt Østergaard synes at være blevet klogere, når han har fået øjnene op for hvilke negative virkninger tilstrømningen af muslimske flygtninge faktisk har fået for de vesteuropæiske samfund. Men det er at gå i den anden grøft at forlange at muslimer her nordpå skal blive lutheranere for at blive integreret, for det ville jo i givet fald blive en tvangsmæssig foranstaltning af den art kun diktatorer og enevældige konger har fremturet med.

Nutidens danskere kan som individer ikke over én kam kaldes kristne. Danskere kan med megen ret kaldes 'kulturkristne' i den betydning at vi alle er vokset op i en kultur der er gennemsyret af kristen tankegang, men takket være oplysningen, den åbne religionsdebat (herunder den gavnlige debat omkring muhammedtegningerne) og ikke mindst kvindefrigørelsen og seksualfrigørelsen så kan flertallet af danskerne ikke længere regnes for kristne i specifik forstand og - for nu at tage forskud på en nødvendig debat om det forestående Reformationens-jubilæum - slet ikke lutheranere i snæver betydning. Vi er ganske enkelt blevet for kritiske mod dogmerne og autoriteterne.

Det er et afgørende fremskridt. For det betyder at vi - modsat Uffe Østergaards naive paroler - skal gøre definitivt op med de lutherske dogmer og blive virkeligt frie af alle falske autoriteter og dermed faktisk også gøre det lettere for de tilpasningsvillige indvandrere at lade sig integrere. De skal slet ikke tilegne sig en anden religion, men tværtimod begynde i stigende grad at se kritisk på alle religiøse autoriteter.

Det uhyggelige er, at Venstres formand og ledende politikere ikke begriber noget af dette og altså heller ikke kan bidrage til den nødvendige debat herom.

Lars Løkkes anden store strategi gælder reformpolitikken.

Lars Løkke er som bekendt manden bag udformningen af Venstres store reformprogram i begyndelsen af nullerne. Det var Anders Fogh der gik til valg på sloganet "Forandring", men det var Lars Løkke der udformede de konkrete planer inden for kommunallovgivningen, sociallovgivningen og skolevæsenet. S-R-SF-regeringen under Helle Thorning fortsatte med mindre justeringer såvel reformpolitikken som den blå vækst- og konkurrencepolitik, og da Lars Løkke fik held til at vinde nøglerne til statsministeriet tilbage i 2015 - jf. artikel - kørte han videre i nøjagtigt samme spor, selvom befolkningen efterhånden var godt træt at den systematiske centralisering, bureaukratisering og udflytningen af offentlige institutioner. En sådan træthed præger befolkningerne i stort set hele EU og rammer naturligvis også EU som projekt. Men Lars Løkke er blind; han skulle aldrig have været statsminister igen; han skulle aldrig have haft held med at omdanne sin rene Venstre-regering til en V-LA-K-regering, for han har glemt alt om "den tredje vej" som Fogh uden nogen dybere indsigt forsøgte sig med og i hvert fald vandt et par valg på. Og der er så vidt undertegnede kan se kun en eneste grund til at Løkke fortsat kan sidde og trone for bordenden i statsministeret - og det er at Dansk Folkepartis leder Christian Thulesen Dahl ikke vil vælte ham. Han flygter fra sit store landspolitiske ansvar og nøjes med at fryde sig ved at kunne få mange delpunkter af partipolitikken igennem ved forhandlingerne med den svage mindretalsregering.

Medierne kunne berette om at partiets annoncering af en ny runde udflytning af statslige arbejdspladser satte gang i en intern lobbyarbejde på landsmødet. V-kandidater til borgmesterposterne gik tiggergang hos partitoppen for at få del i arbejdspladserne, hed det. Og det viser bagsiden af ideen. Den er til gavn for det lokale partiarbejde, men hverken for de ansatte, der får valget mellem at flytte med eller søge nyt arbejde, eller for landet som helhed, for det udsættes fortsat for den ren centralisme, der øger distancen mellem almindelige mennesker og institutionerne.

Jeg synes personligt det er nogen ringe partiformænd og statsministre vi har haft siden Fogh forlod landet til fordel for en Nato-post. Helle Thorning er ikke værd at tale om, selvom der er kommet en bog om hende, men Lars Løkke er ikke bedre end hende, men unægteligt mere snedig, når det gælder om at holde sig ved magten længst muligt. Der er intet at gøre ved det, men man har jo lov til at skrive, at det bestemt ikke gavner landet. Vi er havnet i et politisk morads, hvor nytænkning er et ukendt begreb og tiden synes at gå med tomme spekulationer om hvordan det går til at politikerne synker længere og længere ned i moradset. Et socialdemokratisk folketingsmedlem påstår endog, at det er mediernes skyld at politikere har et så dårligt omdømme.

Men det holder ikke. For den egentlige grund er politikernes klamren sig til den magt vælgerne giver dem fordi de ikke har andre muligheder. De såkaldte "alternativer" er gammel vin på dårligt skyllede gamle flasker. Ingen af politikerne er i stand til at tænke dybt - for de tænker i gamle baner og lytter kun til rygklappere. Derfor er det en fornøjelse at Frankrig kan byde på et emergent nyt fænomen som Macron - og at der formentligt komme opbrud i Østrig ved valget i morgen. Enkelte lande er ved at vågne - og EU kommer heller ikke uden om et brud med Junckers garde.

Venstre taber sikkert en del borgmesterposter ved kommunalvalget i november, men Lars Løkke bliver siddende - og centrum-venstre er endnu engang blevet til grin med Politikens håbløse forsøg på at puste liv i den S-R-alliancen der gik i stykker med Margrethe Vestager. Enhedslisten vinder frem i København og vil kun gøre livet endnu mere surt for Mette Frederiksen. Lars Løkke sidder trygt.

En ren jammer kunne man sige. Men jeg er optimisti og kan sagtens se tegn på at noget er i gære og kan komme til at give alle en overrraskelse.

Ejvind Riisgård

Links:

Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti
Dagbladet Politiken

Det radikale Venstre
Venstre
Liberal Alliance
Enhedslisten
Socialistisk Folkeparti
Alternativet

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej' (kr. 25) indeholder artikler om Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i perioden 1998-2013 og om det teoretiske grundlag 'Den tredje vej', herunder artikler om: Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger (3.12.04.), Anders Fogh Rasmussens visioner (30.11.04.), Formandsskiftet i Venstre (19.5.09.), 'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens (23.7.12.), 'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair (27.7.12.) og 'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre (30.7.12.). med flere.

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF' (kr. 25)indeholder bl.a. artikler om Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag (4.10.11.), Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF (16.9.11.), Henrik Dahls store politiske desillusionering (13.6.11.), Ny formand for socialdemokraterne (13.4.05.), Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet med flere.

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

DF og S har holdt årsmøder, men fastholder blokpolitikken - og Politikens chefredaktør holder stadig på S og R  (20.9.17.)
Dansk Folkeparti flygter fra sit ansvar som progressiv mediator  (12.8.17.)
Hvad skal vi lægge i tilnærmelsen mellem S og DF?  (23.2.17.)