utils prefix normal JERNESALT - techgiganter

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.11.21.

Kampen mod techgiganterne kræver nytænkning

Indledning
Opmærksomhedsøkonomi
Nøgenbilleder
Influencerne
Spekulationen i psykiske mekanismer
Datahøst til reklamerne
Den begrænsede rationalitet
Mehlsen og Hendricks pauvre konklusioner
Er der overhovedet et alternativ til de sociale mediers fordummelse?
Henvisninger


Indledning    Til toppen  Næste

To medlemmer af Djøfs TechDK Kommission har på Informations Forlag udgivet en tiltrængt og ganske fortrinlig bog om "Techplatformenes indflydelse på tidens fakta, følelser og fortællinger". Det er den digitale medieekspert Camilla Mehlsen og filosoffen Vincent F. Hendricks, der er leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet. De har begge udgivet flere bøger om emnet, og de hævder i deres nye bog at de sociale platforme i praksis kan styre, hvad vi opfatter som sandt og falsk, rigtigt og forkert, grimt og smukt - såvel online som offline.

Bogen har fået titlen 'Sandhedsministeriet' - med lån fra George Orwells roman '1984', der som mange vil vide er en roman om et dybt afskrækkende totalitært overvågningssamfund - ledet af Big Brother - som har oprettet et vigtigt ministerium for propaganda, historisk revisionisme, kultur og underholdning. Ministeriets hovedformål er reelt - som det gælder for alle totalitære samfund - systematisk misinformation og forfalskning af historiske begivenheder så de flugter med overhovedets ønsker og holdninger, men det fik naturligvis et forskønnende navn 'Sandhedsministeriet'. Orwells bog fra 1949 er egentlig ikke længere særligt relevant, da vores dages totalitære samfund - ikke mindst Kina og Rusland - bruger meget mere raffinerede metoder for kontrol med borgerne end simpel overvågning og propaganda og primitiv afstraffelse. De lokker med forbrugsgoder og orden - og bruger i vid udstrækning de sociale medier til at fortælle borgerne hvad der er gældende sandhed, det er disse medier nemlig særdeles velegnede til. Ja, disse stater har så dygtige dataloger at de som bekendt også anvender cyberhacking mod deres vestlige fjender.

Generelt gælder at den teknologiske udvikling i demokratiske lande rejser nogle etiske og moralske dilemmaer, man ikke kan programmere sig ud af. Der er derfor ifølge Djøf brug for en debat om, hvordan vi håndterer teknologien ledelsesmæssigt, politisk, samfundsmæssigt og som enkeltpersoner. Og her er det for Djøf vigtigt, at også folk med en samfundsvidenskabelig, humanistisk og kulturel baggrund deltager. Derfor ovennævnte kommission,

Mehlsen og Hendricks er helt selvfølgelige deltagere i debatten, og de finder tiden inde til at give en strukturel og systemisk analyse af markeder for informationstidsalderens største aktører, og det gør de godt og med direkte henblik på en ideologisk mobilisering og realisering af det myndige menneske og det drøftende demokrati. De giver os en grundig gennemgang af techplatformenes muligheder og navnlig deres forretningsmetoder, for man skal huske at de alle er private, kapitalistiske virksomheder der altid tænker på profit og derfor adskiller sig væsentligt fra offentlige institutioner. Nogle af dem har på kun tyve år tjent kæmpeformuer og er blevet 'techgiganter' der af gode grunde er kommet mere og mere i demokratiernes søgelys.

I de følgende vil jeg referere nogle hovedsynspunkter, men springe de fleste detaljer over, selv om de ofte er spændende og sigende.


Opmærksomhedsøkonomi    Til toppen  Næste

Sociale platforme som Instagram, Facebook, TikTok, Twitter og Snapchat er på markedet en slags børser der kan måle brugernes popularitet i form af antallet af likes, følgere, visninger, kommentarer og anden form for engagement, og de er bygget op med funktioner der gør det let for brugerne at sammenligne egen popularitet med andre brugeres. Platformene anvender systematisk 'algoritmer' eller formelle udvælgelsesmodeller der rangerer informationen efter hvad der er mest populært blandt brugerne i netværket, og det hele inklusive brugerens onlineidentitet tilhører udbyderen - dvs profil, tekster, billeder, likes, netværk data etc. De data som brugerne på denne måde - frivilligt eller ufrivilligt, bevidst eller ubevidst - giver fra sig tjener platformene penge på ved at udleje eller sælge dem videre til tredjepart. Platformene er altså pengemæssigt set helt ’gratis’, men betales reelt med opmærksomhed - åbenbart uden at opdage at dette er langt værre.

Alt drejer sig i dette globale show om brugernes opmærksomhed, for den er indgangen til selve menneskets bevidsthed. Al information der gives tager opmærksomhed fra sine modtagere, og det gør opmærksomhed til en både knap og værdifuld ressource af viden og tanker. Ydermere gælder at de sociale platforme bevidst - og med største held - minder brugerne om at de går glip af noget, hvis de ikke er på platformen. Techindustrien kapitaliserer med andre ord folks opmærksomhed, og denne forretningsmodel har den tjent styrtende af millioner på.

Den strukturelle mekanisme i 'opmærksomhedsøkonomien' kan dog have ganske uhensigtsmæssige slagsider. Eksempelvis kan det i konkurrencen give bagslag konstant at forsøge at maksimere den konkurrencefordel man måtte have. For taberne kan den i sidste ende blive et ræs mod bunden frem for mod toppen. Men under alle omstændighede er det - som en ekspert har formuleret det - i dag teknologier der styrer hvad milliarder af mennesker ser hver eneste dag. "Teknologierne spiller skak med din hjerne, og du taber". Under en senatsafhøring i 2021 påpegede samme ekspert at algoritmerne ved at udbrede indhold online kan medvirke til at forstærke holdninger i den offentlige debat. Og der er vel at mærke altid penge med i spillet.

Da finanskrisen i 2007-08 ramte hele verdensøkonomien, måtte chefen for USA's centralbanksystem (Federal Reserve Bank) Alan Greenspan chokeret indrømme, at han ikke havde været i stand til at indfri aktionærernes forventninger om effektiv beskyttelse af deres egenkapital. Grunden var selve den nymodens digitalisering. Med denne er der kommet et helt nyt marked for information der er i stand til på trods af sund fornuft at suge massive mængder af opmærksomhed til sig, fuldstændigt uafhængigt af om informationerne er sande eller falske - og overhovedet har anden kvalitet end den at tiltrække opmærksomheden.

Ja man kan ligefrem nu om dage tale om infodemier - epidemier af information - og med deres opkomst har de sociale platforme følt sig nødsaget til alene for deres anseelses skyld at gå mere intensivt ind i kampen mod spredning af misinformation, fingerede nyheder og misvisende fortællinger. Det hidtil værste eksempel på misinformation er de amerikanske conspirationsteorier om coronavirusen. Den viste nemlig ingen grænser for fantasifuldheden, og de teorier der lynhurtigt blev spredt gav uheldigvis stor mistillid og usikkerhed over for sundhedsmyndighedernes anbefalinger og syn på vaccine (en mistillid der også i nogen grad kan konstateres i andre lande som fx Danmark).

Facebook, den største af alle techgiganterne, begyndte ifølge Mehlsen og Hendricks på et tidspunkt at gribe ind i uvæsenet. Selskabet har således i perioden januar 2020 til februar 2021 fjernet over 12 millioner informationsbidder der efter selskabets mening indeholder ”misinformation der kan føre til fysisk skade" (fx at vacciner er giftige eller kan føre til autisme).


En undersøgelse af Twitter (2018) viste at falsk information spreder sig videre og hurtigere end sandfærdig information. Fake News foregiver naturligvis altid at være journalistisk og sandhedssøgende, men hensigten er i virkeligheden et helt andet, nemlig at vildlede, sætte dagsorden og propagandere og - ikke mindst tjene penge.

I 2013 udsendte World Economic Forum en rapport, der fastslog at den globale risiko for massiv digital misinformation er central i en konstellation af teknologiske og geopolitiske risici lige fra terrorisme til cyberangreb og den globale regeringsførelses fiasko. [En sådan global regeringsførelse findes slet ikke!]

Allerede i 2005 udgav den amerikanske filosof Harry Frankfurt et essay om 'Bullshit'. Mehlsen og Hendricks kaldet det et af de fornemste eksempler på en sprogfilosofisk analyse og retorisk bestemmelse af et hverdagsbegreb og de virkelige, håndgribelige og ganske mærkbare erkendelsesteoretiske konsekvenser, fænomenet bullshit har for os alle - både erkendelsesmæssigt og kommunikativt. Konklusionen var ikke til at tage fejl af: bullshit er manglende optagethed af sandheden, ligegyldighed over for hvordan tingene virkelig er, ja - fup!


Professor i marketing Jonah Berger har formuleret en neutral opskrift på historiers kraft til at slå igennem på nettet omkring følgende begreber: social kapital, association, følelser, almen interesse, praktisk værdi og fortællinger. Men som Mehlsen og Hendricks meget passende påpeger så er begrebet 'sandhed' alarmerende fraværende blandt disse principper. - Men undskyld mig, det er da typisk for marketing-folk.

Andre og mere sigende begreber der kunne trækkes frem i 'viralitetshierarkiet' er fascination og ærefrygt og en håndfuld andre såkaldt aktivitetsmobiliserende følelser, nemlig vrede, frygt, forargelse og harme, for de animerer direkte den enkelte til at handle, dele eller kommentere. Helt generelt gælder at platformene ved informationsmæssige greb forenet med algoritmiske virkemåder kan "designe sig ind og ud af ganske meget, der påvirker vores omgang med information og adfærd i øvrigt".


Nøgenbilleder    Til toppen  Næste

Tendensen på de sociale medier er tydeligt den at brugerne flokkes om grænsesøgende indhold og ikke mindst ekstreme brugeres adfærd mellem det dårlige og det grusomme.

Eksempelvis har platformen Reddit, der udspringer af ideen om ’kollektiv klogskab’, en undergruppe (subreddit) med navnet The Fappening (en sammensætning af 'Fap' (masturbation) og The Happening (en film), og den kører på grænsen (borderline) og har været udsat for kritik. Direktør Ellen Pao erklærede dog i 2019 at det snarere er en knægtelse af ytringsfriheden hvis en platform og dens brugere, ikke tager kampen op mod hadefulde ytringer eller anden form for grænseoverskridende indhold. Og hun udtalte også - efter sin afgang som direktør - at internettets pionerer var naive i troen på den åbne informationsdeling.

Facebooks leder Mark Zuckerberg fik iværksat en undersøgelse, og den viste at uanset hvor vi trækker grænsen for, hvad der er tilladt, så vil folk gennemsnitligt oftere interagere med indhold der kommer tæt på den trukne grænse – også når de efterfølgende siger at de ikke bryder sig om indholdet. - I 2018 understregede Zuckerberg at platformens mål over for fake news ikke er at stoppe folk i at sige noget usandt, men at stoppe fingerede nyheder og misinformation med at sprede sig på Facebooks tjenester. Et par år efter fik piben dog en anden lyd, da Facebook i helt konkret anledning besluttede at forbyde alt indhold der benægter eller fordrejer holocaust. Og Mehlsen og Hendricks konstaterer tørt, at Facebook siger, at de ikke vil være sandhedens dommer, men indtræder netop i den rolle, når platformen træffer redaktionelle beslutninger om hvad der er sandt og falsk – og om hvad der er historisk korrekt.

Seksualiserede billeder, misinformation, hadtale, selvskade og clickbait (det at friste til klik på en anden webside) er eksempler på indholdskategorier der hører til hvad sociale platforme betegner som borderlineindhold, altså på kanten af hvad platformene tillader. Men ifølge Zuckerberg er løsningen ikke at fjerne borderlineindhold, men snarere at skrue ned for synligheden af den type indhold. Og det vil han gerne give det udseende af at Facebook gør, men det er jo altid et fortolkningspørgsmål. For faktum er at jo mere provokerende og forbudt indholdet på de sociale medier er, desto mere engagement får det, medmindre platformen ændrer sin grafiske distributionskurve (der normalt ligner en klokke).

Et bestemt billede har i denne henseende vakt debat, nemlig det i virkeligheden skelsættende billede af den nøgne niårige Kim Phuc der i 1972 blev ramt af napalm under amerikanernes systematiske bombning af Vietnam. Billedet ændrede fuldstændigt folks indstilling til brugen af disse modbydelige bomber. 'Napalmpigen’ blev da også af en chefredaktør kaldt det mest ikoniske dokumentarfotografi fra Vietnamkrigen. Og Facebook, der ellers systematisk fjerner nøgenbilleder, bøjede sig og tillod billedet.

Der er ikke noget skadeligt endsige ondt i nøgenbilleder som sådanne. Det er brugen af dem der kan give problemer - og de to største er uden tvivl brugen af børneporno og brugen af private optagelser der er ment for en kæreste eller en snæver kreds.


Influencerne    Til toppen  Næste

En ny type aktører på den opmærksomhedsøkonomiske scene er 'influencerne', det vil med Mehlsen og Hendricks ord sige profiler med mange følgere som agerer knudepunkter i sociale netværk, hvor de kan flytte markeder og stemmer. Influencerne fungerer som superspredere i netværk og de kan sætte misinformerede såvel som velinformerede dagsordener, men i sidste ende er det de sociale platforme som bestemmer over influencernes megafoner.

Influencerne er opmærksomhedsøkonomiens rigeste ene procent. Den allerrigeste influencer er den portugisiske fodboldspiller Christiano Ronaldo der alene på Instagram har over 318 millioner følgere. I Danmark har vi realitystjernen Fie Laursen som stor influencer. Hun ser sine blokindlæg og videoer som deciderede investeringer, dels i opbygningen af sit brand og sin status, dels i konkrete aktier der kan give afkast.

Instagram er en af de største platforme til influencermarkedsføring. Selve begrebet influencer er en paraplybetegnelse for indholdsskabere og store profiler. Og en influencers indflydelse rækker langt ud over hvad der kan måles i annoncekroner. I opmærksomhedsøkonomien er det lidt som i verdensøkonomien: den rigeste ene procent sidder på 50 procent af verdens goder.

Influencerne og andre store profiler kan siges at være opmærksomhedsentreprenører eller opmærksomhedsmagneter. De tiltrækker likes, følgere og engagement. Og de har et voksende marked. De kan ikke alene påvirke trends, politik og meninger, de kan også inspirere deres følgere til at foretage konkrete handlinger.


I coronapandemiens sammenhæng er superspredere personer der giver en smitsom sygdom videre til mange mennesker på ganske kort tid. På sociale platforme skal supersprederne opfattes som de store profiler der kan smitte mange mennesker ikke med en sygdom, men med information, underholdningspakker og holdninger. En af de største superspredere af misinformation om coronavirus i 2020 var ikke en obskur konspirationsteoretiker eller en russisk troldehær, men den amerikanske præsident Donald J. Trump. Han delte misinformation på samtlige kanaler til den offentlige debat. Og han havde ligeledes en afgørende rolle i opbygningen af det fatale narrativ om det stjålne amerikanske præsidentvalg og stormløbet på kongressen den 6.1.21.

Flertallet af unge mennesker bruger Facebook og Instagram som væsentlig nyhedskilde, men også politikere kan optræde som influencere. Mehlsen og Hendricks konstaterer at det danske statsministerium den 13. marts 2020 for første gang nogen sinde holdt et pressemøde med en influencer. Det var da Mette Frederiksen ved coronaens begyndelse opfordrede unge til at holde afstand, og det skete på Anders Husums YouTube-kanal - med et 'Hej alle Anders’ følgere'.

Kritikken af influencerne kredser typisk om to problematikker. Enten handler den om markedsføringen eller også om skadeligt indhold. Men platformene selv agerer også som en slags skjulte redaktører, der modererer det indhold som influencere deler.

I en opmærksomhedsøkonomi kan influencerne forsøge at spekulere i at transmittere indhold der placerer megen opmærksomhed hos brugerne. Opmærksomhed er jo en flygtig størrelse der kan dirigeres hen hvor der er clics, likes og engagement at hente – men den kan også omdirigeres, så de der på et vist tidspunkt var opmærksomme ikke længere er det.

Når en førende social platform som YouTube eller Facebook vælger at lukke en profil ned, kan det have em signifikant betydning for personens synlighed i offentligheden. Men ifølge Mehlsen og Hendricks er der intet tegn på at fænomenet influencere og andre store profiler er en truet art. Tværtimod sidder de største profiler stadig tungere på opmærksomheden online. Profilen er et knudepunkt i et reklamebaseret netværk. Reklamerne er selve grundlaget for hele forretningsmodellen.


Spekulationen i psykiske mekanismer    Til toppen  Næste

De sociale platforme og onlinespil har et væsentligt træk til fælles med kasinoer, nemlig det forhold at de spekulerer i psykologiske mekanismer og benytter skjulte tricks for at fange og fastholde menneskers opmærksomhed, hvad enten det konkret er ved skærmen, de enarmede tyveknægte eller ved det grønne klæde - og maskineriet vinder altid. Kasinoindustrien har for længst indset, hvordan de skal skabe illusionen om egen fri vilje og selvstændig beslutningsdygtighed, og de sociale platforme og onlinespil har ført illusionen til helt nye højder, når de skaber en slags hemmeligt kasino.

Likeknappen, retweets og røde notifikationer er eksempler på digitalt adfærdsdesign, som griber ind i dybe menneskelige behov for feedback, samhørighed og anerkendelse, og som har massiv indflydelse på brugernes adfærd. Illusionen er at spiller eller bruger frivilligt gør, som de har lyst til af egen fri vilje.

Spørger man om hvorfor spillerne opfører sig som de gør, kan man i hvert fald få en del af svaret hos adfærdspsykologen B.F. Skinner, der lavede rotteforsøg i 1938. Hans rotter blev anbragt i en kassen (Skinner-boksen) hvor de fik godbidder når de udløste en bestemt mekanisme. Hvilken der var den rigtige lærte de hurtigt. Belønningen forstærkede hele tiden den rigtige adfærd, og Skinner påstod den gang og atter i 1953 at denne form for adfærd gælder enhver operant - også mennesket. Mehlsen og Hendricks undlader dog helt at fortælle at Skinner i 1973 udgav bogen 'Beyond Dignity and Freedom' – på dansk 'Har vi råd til Frihed?' - hvori han fremsætter den opfattelse at menneskehedens redning består i en konsekvent brug af adfærdsteknologi i opdragelse og menneskers samspil. Og det er lige præcist det problematiske ved denne form for psykologi. Men det kommer vi tilbage til.

Faktum er at gambleren aldrig ved om han vinder ved næste træk, men bliver ved i håbet om at vinde. Dette kaldes i adfærdspsykologien for 'princippet om varierende belønninger'. Belønninger i form af 'upvotes' (at vælge et ikon for at vise enighed), likes, kommentarer på opslag eller delinger er positiv feedback der kan fremkalde stoffet dopamin, et vigtigt signalstof i hjernen der kan udløse små følelser af kortvarig glæde. Det specielle ved fænomenet er at uforudsigelig belønning medfører større dopaminproduktion, og både denne belønning og gentagelsen af den bidrager til yderligere engagement på platformen.

Den amerikanske psykologiprofessor B.J. Fogg fik den idé at computere kan påvirke menneskers adfærd, hvis de indeholder 'triggers' eller belønningsudløsere i stil med Skinners boks. Han lancerede den nye tværfaglige disciplin behavioral design. Han opdagede at computere giver programmører mulighed for at kombinere psykologi og overbevisningsmodeller så som propaganda fra først i 1900-tallet med teknikker fra spilleautomater, så som variabel belønning, og forbinde dem til det menneskelige behov for anerkendelse og ros på måder som kun få brugere kan modstå.

Metoderne har vist sig så effektive at de findes stort set overalt på internettet. Modellen er: personen motiveres - personen bliver i stand til at udføre handlingen - en trigger (en belønning) hjælper med at udløse handlingen. Den digitale trigger kan fx være en notifikation med en bestemt farve.

Kasinoer, onlinespil og sociale platforme bygger på et og samme princip i forretningsmodellen: Jo mere tid kunderne tilbringer på maskinen/appen, desto bedre er det for forretningen. Derfor er maskinerne designet til at maksimere tiden ved udstyret. Kasinoer taler om fastholdelse af spillere; de sociale medier bruger det pæne udtryk 'engagement blandt brugerne'.

Kasinoer er designet så spillerne ender i ’zonen’, den tilstand man kommer i når man bliver ved og ved med at hive i den enarmede tyveknægt. For spilafhængige er det netop 'zonen' der er det mest efterstræbelsesværdige. 'Zonen' er en tilstand som kan være berigende og kreativ, men også stærkt vanedannende. Man kan måske ende i den tilstand hvor man umærkeligt mister fornemmelsen for tid og sted - og derfor vil spillere og andre afhængige mennesker se flere og flere videoer som er udvalgt af en algoritme i 'personaliseret brugeroplevelse'.


Datahøst til reklamerne    Til toppen  Næste

For platforme der lever af reklamer er 'datahøst' essentiel. Den er en helt afgørende drivkraft i udviklingen af digitale spil der igen er den mest lukrative underholdningsindustri i verden. Gamingindustrien forventes i 2023 at omsætte for mere end 200 milliarder dollars årligt.

Datahøst bruges psykologisk til at profilere spillerne, så det bliver muligt at mikromålrette bestemte reklamebudskaber til bestemte grupper. Spillerne opdeles i profiler som 'stræber', 'dræber', 'udforsker', 'social indstillet' eller en blanding. En sådan psykologisk profilering gennem datahøst er en fasttømret del af gamingindustrien, og derfor findes der selvfølgeligt psykologer der udforsker tendenserne - til brug for det industrialiserede spil.

Et særligt problem ved datahøst er at mindreårige udgør en stor del af spillerne, for børn er særligt sårbare og lettere at påvirke gennem 'adfærdsdesign'.

Når onlinespil og sociale platforme med større og større sikkerhed - via forskernes hjælp - kan foregribe, hvad brugerne har i sinde, begynder det med Mehlsen og Hendricks neutrale udtryk at minde om "en stadig mere præcis informationsbåren plantegning over menneskets behov, lyster, værdier og præferencer".

Derfor ræsonnerer de to forfattere at hvis vi som mennesker var fuldt rationelle, var vi nok ikke til fals for dårlige beslutninger og alverdens glimmer, og den frie vilje ville være lige så aktiv som den er velinformeret. Sådan er det imidlertid ikke fat, hverken i teori eller praksis. Vi er begrænset rationelle, og det er både nyttigt og udnytteligt, konstaterer de.


Den begrænsede rationalitet    Til toppen  Næste

Psykologiprofessor Herbert Simon lancerede i 1957 begrebet 'den begrænsede rationalitet' og lagde ifølge Mehlsen og Hendricks dermed grundstenen til forståelsen af opmærksomhedsøkonomien. Han var utilfreds med den neoklassiske økonomis forestilling om 'homo economicus', den perfekte rationelle økonom med fuldstændig information til rådighed. Sådan er almindelige mennesker jo slet ikke, og derfor søsatte Simon sit nye rationalitetsbegreb: Opgaven består generelt i at erstatte den globale rationalitet af det økonomiske mennesker med den slags rationelle adfærd der er forenelig med den adgang til information og beregningsmæssige evner, som organismer, inklusive mennesket, faktisk har i de miljøer de lever i.

Siden Simon har begrebet 'begrænset rationalitet' refereret til en lang række indflydelsesrige deskriptive og normative teorier i al den psykologi, filosof, datalogi, biologi, kognitionsvidenskab og adfærdsstudie der skrinlægger hele forestillinger om den perfekte og uindskrænkede rationalitet. Hagen ved denne teori er efter undertegnedes mening at Simon slet ikke inddrog dybdepsykologiens afgørende påvisninger af de allerdybeste følelsers afgørende betydning og den emergent nye konsistensetiks faktiske modspil til de forældede forestillinger.

I 2011 kom der fra den israelske psykolog og økonom Daniel Kahneman en adfærdsteoretisk model der demonstrerer, hvordan mennesker vælger mellem forskellige alternativer, der involverer såvel risiko som usikkerhed. En væsentlig pointe er at vi som mennesker er ’risikosaverse’, altså gerne vil undgå at udsætte os selv for risiko. - Et eksempel: Hvis en afslørende video af en celeber person er af så ringe kvalitet, at man dårligt kan se hvad den forestiller, så kan den alligevel med lidt held have potentiale til at kunne høste mange likes, og så kan man lige så godt sætte den i cirkulation. Med den nuværende version af TikTok-videoer kan det nærmest ikke gå galt. Likes i hobetal fra andre giver nærmest sig selv, så det i hvert fald ikke er nødvendigt at tilføje flere trin og endnu et frækt ’move’ i frygten for at tabe stort. - Kahnemanns teori kan udnyttes i kasinoer, på sociale medier eller gratis onlinespil.

I et af systemerne kan opmærksomheden allokeres til anstrengende mentale aktiviteter, herunder komplekse beregninger, og indgive mennesker ”en subjektiv oplevelse af handlekraft, valgmulighed og koncentration". Men da dette system er langsomt, omstændeligt og ’dovent’, vil individet ud fra loven om mindst mulig anstrengelse gå efter at brænde så lidt mental energi af som muligt i beslutningsprocesserne.

Vi er ifølge Kahnemann udstyret med en behændig associativ hukommelse, igennem hvilken vi reagerer automatisk og lynsnart, når vi udsættes for bestemte stimuli. Vi er, som det hedder, ’primet’ (præpareret) til bestemte overvejelses-, beslutnings- og handlingsmønstre, som kun forstærkes af eksponeringseffekten, der siger at jo mere individet bliver udsat for en bestemt stimulus, jo mere bekendte og trygge bliver de ved disse. Denne 'affektive heuristik' som Kahneman kalder det, er tilbøjeligheden til at basere meninger og beslutninger på umiddelbare følelser der ikke giver anledning til utryghed, negative erfaringer og for meget besvær.


I Huxleys fiktive 'fagre nye verden' er sandhed og skønhed farlige størrelser, fordi de gør samfundet ineffektivt og langsomt. ”Universel lykke holder hjulene støt i gang, det kan sandhed og skønhed ikke klare”.

Ideen om at det private er offentligt, og at alt tilhører alle, gennemsyrer ikke blot regimet i Huxleys roman, men også vor tids sociale platforme. TikTok og Facebook er tilgængelige for alle.

Sociale platforme og techgiganter stillede oprindelig båndbredde, netværk, søgemuligheder og produktudvalget til rådighed for brugerne. Men brugernes opmærksomhed dirigeres rundt som en projektørs lyskegle. Der skrues op og ned for lysstyrken, og lyssætningen omorganiseres stort set hele tiden efter forgodtbefindende. Dette er, noterer Mehlsen og Hendrickas, potent informationskontrol.


Digitaliseringen og internettet har muliggjort en massiv dataindsamling af menneskers adfærd. Overvågningen er nærmest blevet totalt uden blinde vinkler, og den giver netop mulighed for Dommedagsversionen med den systematiske berøvelse af den frie vilje. Allerede i 1791 forudsagde Jeremy Bentahm muligheden for en altseende stat, 'panoptikon', hvor privatliv simpelthen ikke er muligt. ”Jo strengere vi overvåges, jo bedre opfører vi os”, lød sloganet.

I dag hvor sociale platforme er blevet en del af verdens kritiske infrastruktur er de begyndt at give sig af med en omsiggribende og ofte ganske uigennemsigtig redaktionspraksis og indholdsmoderation, og dette kan ifølge Mehlsen og Hendricks hurtigt gøre dem præcis til det de ikke vil være, nemlig ’arbiters of truth’, sandhedens dommere.

Som Huxley bemærkede i ’Gensyn med Fagre nye verden’ glemte rationalisterne og frihedskæmperne, der ellers altid er på vagt over for tyranni, at tage ”menneskets næsten uendelige trang til adspredelse" i betragtning. I ’Fagre nye verden’ kontrolleredes de ikke som i romanen '1984*' gennem påføring af lidelse, men gennem tilfredsstillelse af drifter. Huxley frygtede derfor at vores begær i sidste ende bliver vores ødelæggelse.


Facebooks og Googles kriterier    Til toppen  Næste

Facebook og Google sidder ifølge Mehlsen og Hendricks på et virtuelt nyhedsmonopol – både hvad angår udbredelse og annonceomsætning.

Hen imod 40 procent af amerikanerne får deres nyheder fra Facebook. Særligt yngre generationer bruger Facebook og Instragram som væsentlige kanaler til at få nyheder på. For Danmarks vedkommende gælder at Facebook er den største nyhedskilde for unge. Ikke mindre end 75 % af danske gymnasielever bruge Facebook som nyhedskilde.

Også for Australiens vedkommende gjaldt i årene 2018-2020 at næsten 40 % af indbyggerne fik deres nyheder fra Facebook. Men i februar 2021 lagde Facebook sig ud med den australske regering ved at udelukke australske medier og brugere fra at finde og dele nyhedsartikler på platformen. Baggrunden var et australsk lovforslag der ville pålægge techplatformene at betale nyhedsudbyderne for det indhold de viser frem. Det var skriver Mehlsen og Hendricks den mest vidtgående aktion, verdens største indholdsudbyder til dato havde begået mod andre indholdsudbydere.

Facebooks grundlægger og ejer Mark Zuckerberg måtte også forklare sig i det amerikanske senat i forbindelse med Donald Trumps uheldige optræden omkring stormløbet mod Capitol Hill i 2021, og da lød hans melding, at han ikke mente Facebook skulle være sandhedens dommer: ”I don’t think that Facebook or internet platforms in general should be arbiters of truth”.

Alligevel - påpeger Mehlsen og Hendricks - ender platformene med at sidde med en betragtelig del af ansvaret når det gælder adgang til aktuelle begivenheder, meningsudvekslinger og nyhedsstrømme, allokering af opmærksomhed og dermed udøvende kontrol med kritisk infrastruktur.


Googl.com er den mest besøgte side på hele internettet – og sidder på hele 88 procent af markedet for søgetjenester og har i dag en ganske lang hale af andre informationsprodukter: Docs, Sheets, Sliden, Translate, Scholar, Chat, Podcasts, Chrome, Maps, Waze, Earth, Street View plus mailklienten Gmail.

Google har ligefrem offentliggjort et manifest kaldet 'Don’t Be Evil-manifestet': ”Du skal ikke være ond. Vi er overbeviste om at vi som aktionærer og på alle andre måder er bedst tjent med at være et selskab der gør gode ting for verden, selvom vi giver afkald på nogle kortsigtede gevinster.”

Google havde allerede i 2004 implementeret den overvågningskapitalistiske forretningsmodel, der var baseret på engagement, brugerdataanalyse og segmenterede reklamekampagner. Men senere lød kritikken af selskabet på en lang række af fejl som dårligt arbejdsklima, køns- og racediskrimination, tvivlsom etik omkring kunstig intelligens, uigennemsigtighed og topstyring, konkurrenceforvridende markedsdominans, inkonsekvent indholdsmoderation og ikke mindste udpræget partiskhed (bias) i søgealgoritmer og -resultater. Der synes ikke at være entydigt belæg for at Googles algoritmiske søgestruktur er forudindtaget i bestemte politiske retninger. Men derimod for at der er bias som genereres af selve Googles anbefalingssystemer efter Matthæuseffektens princip: "den der allerede har skal mere gives". - Undertegnede udgiver af Jernesalt kan bekræfte at Google uden nogen som helst saglig grund er denne seriøse hjemmeside uvenligt stemt.

Google anvender en række algoritmer der indregner faktorer som ordvalg, trafik, brugervenlighed, kilders troværdighed samt brugerens geografiske placering, indstillinger og søgehistorik. Googles kriterier for autoritet virker selvforstærkende, idet Google vil anse et website som autoritativt, hvis det allerede er autoritativt!

Når man indregner at Google hver dag håndterer 5,4 milliarder søgninger, bliver Google - ifølge Mehlsen og Hendricks - som indholdsforvalter af den globale informationssøgning uvægerligt en form for dommer over sandheden.


Twitters øverste direktør fortalte den 30.10.2019 at selskabet havde besluttet at stoppe al politisk reklame med den begrundelse at ”vi ikke mener at man skal kunne købe sig til politisk opmærksomhed, det skal man gøre sig fortjent til”. De opstillede selv nogle teser for deres beslutninger. Den tiende tese lød: ”Betaling for udbredelsen af politiske dagsordener har betydelige følgevirkninger, som den demokratiske infrastruktur muligvis ikke er rede til at håndtere. Det er værd at træde et skridt tilbage og forholde sig til dette”.

Men som forfatteren Frederik Stjernfelt har gjort gældendede, så er de sociale platforme private virksomheder, der ejer alt fra brugerens profiler til det genererede indhold. "Og de private virksomheders platforme er blevet så store at de nu udgør en stor del af det offentlige rum, hvor meninger brydes, og demokratiet lever, hvorved platformene har opnået en nærmest monopollignende magt."


Og så er vi ved det vigtige begreb det offentlige rum. Det skal i informationsalderen forstås som en særlig informationsstruktur snarere end et fysisk forsamlingshus. Men den vigtigste forudsætning turde være at ingen må have særinteresser i eller kapitalisere på det offentlige rum i demokratiet, som stadig er den samfundsmodel som bedst varetager såvel individets som kollektivets interesse

I takt med at det offentlige rum i stadig større grad bliver en digital infrastruktur, gør Mehlsen og Hendricks gældende, at den samtidige fysiske tilstedeværelse i samme fysiske rum er blevet mindre vigtig. - Jeg mener selv det er bedre at påpege at rummet helt har skiftet karakter og er blevet langt mere uigennemskueligt, og dette har først og fremmest at gøre med at alle forhold i de digitale strukturer er ganske og aldeles upersonlige.

Det er unægteligt private virksomheder der har stået for omkalfatringen: primært techgiganterne Google, YouTube, Amazon, Microsoft, Apple og ikke mindst Facebook, og det kan man gerne kalde 'verdens største forsamlingshus' med omkring en tredjedel af klodens borgere. Men disse techfirmaer står ikke til regnskab for nogen demokratiske grundprincipper eller idealer, men alene for deres annoncørers og aktionærers indtjeningsmuligheder.

Techgiganterne tyede ganske vidst til en nedlukningsstrategi over for Donald Trump efter stormløbet på Capitol Hill 7. januar 2021, og dagen blev derfor kaldt 'Deplatforming Day'. Et responsum til 'Oversight Committee' vidnede specifikt om Facebooks store magt over den demokratiske infrastruktur og nødvendigheden af mere lovgivning på området.

Mehlsen og Hendricks bifalder at det politiske system nok har sovet i timen indtil nu. Men man må sætte spørgsmålstegn ved deres påstand om det er vågnet op til dåd. Ja man må spørge om techgiganternes forspring ikke simpelthen er blevet for stort til at blive indhentet.


Mehlsen og Hendricks pauvre konklusion    Til toppen  Næste

Mehlsen og Hendricks påstår til sidst i deres bog at vi trods alt kan gøre meget mod techgiganternes voksende indflydelse, nemlig mobilisere individuelt, institutionelt og ideologisk.

Fundamentet for den individuelle mobilisering er digital dannelse som handler om at kunne forstå, anvende og forholde sig kritisk til digitale teknologier, og om at kunne begår sig socialt i en digital tid.

Institutionel mobilisering kan bl.a. omfatte WHO's forslag fra 2020 om at immunisere verdens befolkning over for misinformation (som om der findes en psykisk vaccine mod misinformation). Også kunstig intelligens kan være med til at klarlægge, hvilke følelser der cirkulerer blandt brugerne. Eller man kunne nævne partnerskabet mellem WHO og Facebook under coronaepidemien.

Fornylig er der fra lærde folk endog kommet et manifest om digital humanisme, med otte principper hvoraf et lyder: Akademiske såvel om industrielle forskere skal udvise videnskabelig social ansvarlighed i udviklingen af nye teknologier. Forskere skal samarbejde interdisciplinært, engagere sig i samfundsmæssige forhold og reflektere over deres forskningstilgange. Og det lyder da meget godt, man er i realiteten såre banalt.


Så det centrale er den ideologiske mobilisering.

Her nævner Mehlsen og Hendricks at EU-kommissionen i 2017 gav Google et bødeforlæg på 2,4 milliarder euro for at fremme deres egen shoppe-sammenligningservice (Google Shopping), og at Facebook har gjort Google selsskab. Også Amazon har fået en stor bøde. Her spiller den danske EU-kommissær Margrethe Vestager en stor rolle, som da også trækkes frem.

Den danske regering kom i juni i 2021 med hvidbogen "Mod et bedre samfund med tech-giganter" – med fem principper der skal dæmme op for hvad Mehlsen og Hendricks ironisk betegner som ’techplatformenes sandhedsministerielle tilbøjeligheder og tendenser’! Det siges klart at det er demokratiet der skal sætte rammerne for techgiganterne – og ikke omvendt. Men Mehlsen og Hendricks finder det med rette ganske brydsomt at indfri de fem principper. - Jeg tror personligt ikke på at det nytter meget. For hele den eksistentielle side af sagen udelades konsekvent.

Når alt på markedet styres at opmærksomhedsøkonomiske interesser, er der ikke langt til forslaget om at ideernes og varernes frie markedsplads kan eller skal reguleres med de samme slags indgreb. Men helt at opgive ævred og overlade samfundsudvikling og statsforvaltning til den private verdensomspændende techindustris foretagsomhed og kontrol, finder Mehlsen og Hendricks ikke klogt.

Et andet scenarium har derimod efter deres mening umiddelbart et mere demokratisk udgangspunkt: Værdier som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionfrihed og andre demokratiske frihedsrettigheder skal styres fremadrettet med værktøjer hentet fra den finanspolitiske redskabskasse. Indkomstfordelingsgreb, ressourceallokeringsgreb m.m. bliver måder at styre både samfundsøkonomien og samfundssindet på. Det vil give en aldeles ny berettigelse til etablering af et decideret Sandhedsministerium i statsforvaltningen..... Ikke som hos Orwell, men som et ministerium der konstant monitorerer pengestrømmen i den nye online-offentlighed og med finanspolitiske redskaber kan intervenere om nødvendigt.

Dette tænkte sandhedsministerium ville så med demokratisk lovfæstede beføjelser kunne beslutte, hvor borgerne og brugerne skal rette deres opmærksomhed hen, hvilke data der må høstes, analyseres og sælges. Og allerede den tanke afviser Mehlsen og Hendricks. Staten skal efter deres mening ikke have et sandhedsministerium. "Meningers frie bevægelighed må ikke blive afhængige af markedets frie bevægelighed, for så er de netop ikke frie. Det offentlige rum på private hænder er lige så uforeneligt med et sandhedsministerium som et liberalt demokrati. Der vil kun være en taber – os borgere – individuelt, institutionel og ideologisk."

Der er dog et tredje og levedygtigt scenarium hævder Mehlsen og Hendricks: Vi mobiliserer lige nu.

Men undskyld mig: det er dog en en pauver konklusion - efter en ganske grundig gennemgang af problematikken og til allersidst også en afvisning af mere eller mindre håbefulde eller naive forslag. I stedet for en virkelig ny idé kommer der bare en banal opfordring til mobilisering, som om vi ikke allerede har masser af ungdommelig mobilisering fx i klimakampen eller i danske sygeplejerskers kamp mod Mette Frederiksen og de gule vestes lige så blinde protester mod Macron i Frankrig. Aktivisterne forstyrrer da unægteligt den offentlige orden, og får samtidig luftet deres galde (og ofte skudt tåregas imod sig), men i vores sure og meget komplekse og besværlige hverdagsrealitet får de intet ændret i positiv og konstruktiv retning.

Mobilisering er jo blot en betegnelse for bevægelse eller aktivitet, og den skal der da til, hvis man overhovedet vil have flyttet noget. Men det helt afgørende i alle store politiske og eksistentielle kriser er nu engang noget langt mere krævende, nemlig at finde ind til selve de dybdestrukturer der bestemmer de forhold der er uhensigtsmæssige og som man brændende ønsker ændret - og som vel at mærke også kan ændres. Og disse dybdestrukturer er i langt højere grad af psykologisk art end af økonomisk, sociologisk eller digital art. Der kræves ganske enkelt føling med en virkelighed der på en og samme gang er materiel og åndelig og som derfor aldrig kan måles.


Er der overhovedet et alternativ til de sociale mediers fordummelse?    Til toppen  Næste

'At mobilisere lige nu' er da slet ikke et effektivt alternativ til techgigantgernes massive, systematiske og udspekulerede misbrug af borgernes følelser og drifter. Og al moralisering eller fordømmelse er spildt. Alle smukke erklæringer fra techgiganterne om god vilje eller fuld samfundsansvarlighed og alle påstande om at 'gøre gode ting for verden' er da både bedrag og stort selvbedrag. Ingen der vil ændre tingene for alvor, kan på nogen måde hamle op med techgiganterne eller andre privatkapitalister, for de tænker kun på at tjene penge og få mere magt. Hvis man vil noget andet må man på én gang kæmpe for både naturen og menneskets mentale og fysiske sundhed.

Det eneste reelle alternativ er derfor et frit og levende åndsliv der har gjort sig totalt uafhængig af troen på vækst og fremskridt og dertil hørende arbejdsræs og karrierebesættelse. Der skal simpelthen gøres op med flere hundrede års kamp for arbejdsmani, forbandet pligt og længsel efter grænseløst forbrug og evigt velvære. Og et sådant oprør kræver også dybt opgør med oplysningstidens meget ensidige tro på en rationalitet der ikke vil kendes ved følelsernes afgørende betydning for alle mennesker, men ligefrem har udartet sig til en fatal tro på at alt i verden kan reduceres til fysiske eller kemiske processer. Adfærdspsykologer som Skinner troede fx at menneskets komplekse udfoldelse kunne reduceres til primitivt målelige og let manipulerbare reflekser som vi kender fra rotter og andre dyr. Hverken den fysikalistiske filosofi eller den primitive adfærdsrationalisme aner at mennesket har en sjæl der er mere end kemiske reaktioner, og at mange sjæle i et meget komplekst fælles spil giver et åndsliv der aldrig kan sættes på formler.

Samtidigt må det med syvtommersøm slås fast, at der intet er at hente i nogen form for spiritualisme eller metafysik der tror at der er noget bag den håndgribelige fysiske virkelighed.


Herbert Simons nye rationalitetsbegreb der ville erstatte det økonomiske menneskes snævre rationalitet med en slags rationel adfærd der er forenelig med den adgang til information og beregningsmæssige evner som mennesket faktisk har i de miljøer de lever i, peger på noget væsentligt, men fejler fuldstændigt når han bruger udtrykket 'beregningsmæssige evner'. Hvad der skal til ligger langt uden for det beregnelige, men ikke uden for det mulige.

Daniel Kahnemans 'affektive heuristik', der går på "tilbøjeligheden til at basere meninger og beslutninger på umiddelbare følelser der ikke giver anledning til utryghed og for meget besvær", peger egentligt også på noget vigtigt, men når han ikke forbinder sådanne følelser med et fundamentalt psykisk krav om konsistens i mennesket, så kan heller ikke hans begreb bruges til noget.

'Aktivitetsmobiliserende følelser' lyder skam ganske fint, men det dækker også alle følelser af had og frustration, og disse er alle skadelige. Derimod er 'dybe menneskelige behov for feedback, samhørighed og anerkendelse' værd at tale om - for de er essentielle i alle menneskers eksistens, men de ligger altså allerdybest i psyken og kan ikke nås eller udløses uden en fri og direkte tilgang der forudsætter at had og frustration er blevet renset væk.

Vi er i dag nødt til at se i øjnene, at det store flertal af befolkningerne i alle lande de sidste tyve år er blevet markant dummere og reelt er blevet ude af stand til at modstå techgiganterne og deres systematiske og ganske raffinerede forførelse. Det skal på ingen måde bestrides at digitaliseringen har givet nogle praktiske fordele, men som altid giver teknologiske landvindinger lige så mange problemer som fordele. Og for digitaliseringens vedkommende er ulemperne endda blevet fatale, fordi de har undergravet selve den dannelse der slet ikke består i at lære noget man kan slå op i bøger, men tværtimod - med biologen Holger Møllgaards glimrende udtryk - er en vedvarende eksistentiel tilblivelse mod sandsynligheden. Det betyder lige præcist at man altid går glip af dannelse hvis man blot følger strømmen og - digitalt set - blot falder for alle de raffinerede forsøg fra pengemaskinernes og de sociale platformes side på at styre folks opmærksomhed.

Hele denne industri er oven i købet - som det tydeligt fremgår af Mehlens og Hendricks bog - blevet i stand til at give brugerne af de sociale medier illusionen om at det de foretager sig sker af egen fri vilje og selvstændige beslutningsevne. I stedet for at frembringe det myndige mennesker, har techgiganterne og alle deres tjenende psykologer altså reelt formået at fremmedgøre og umyndiggøre alle der falder i deres klør.


Alt i alt har digitaliseringen med techgiganternes fulde overlæg - men selvfølgeligt også naive tro på det modsatte - skabt en gigantisk og fatal fordummelse og forførelse af befolkningerne. Der er nu virkeligt brug for et wake-up-call eller en revival, hvis kulturkrisen skal overvindes og demokratiet reddes. Demokratiopfattelsen må også revurderes, for det dur ikke hvis folk i almindelighed i alle sociale og politiske og kulturelle sammenhænge kører blindt efter deres mavefornemelser og ubevidste frustrationer. Demokratiet kan slet ikke fungere uden vilje til personlig eksistentiel tilblivelse og et dertil svarende relativt højt oplysningsniveau. Og det var faktisk hvad der kom til med demokratiseringen i midten af 1800-tallet fordi den for Danmarks vedkommende var tæt forbundet med en stærk folkelig og religiøs vækkelse.

En alternativ 'mobilisering' skal naturligvis formå at tiltrække folks opmærksomhed og engagement, men det må og kan ikke ske via spil og konkurrence eller ved at skaffe primitive, upersonlige likes, kommentarer og notifitaktioner. Det kan overhovedet ikke ske online. Det kan kun ske ved personlige møder, ansigt til ansigt - og under ansvar over for et eller andet over os selv der er umuligt at definere, men under alle omstændigheder ikke skal forstås som ukrænkelige autoriteter af nogen art. En sådan ansvarsfølelse kræver først og fremmest at alle mennesker får et privatliv med fri refleksion og fri ytring - og indgår i et fælles åndsliv med andre.

Det dybe wake-up-call der er brug for må på en og samme gang skrinlægge både den skæve, ensidige rationalisme og den skæve, falske moralisme og konservatisme, og dette sker bedst ved at vove sig ind i den komplementære helhedsrealisme. Den påpeger at vi mennesker har to tilgange til virkeligheden der er lige berettigede og nyttige, den ene er den indre, medfødte, der er irrationel, ulogisk og uden målelig tid, og den anden er den ydre, tillærte der er rationelt præget, bruger sprog og logik og har sondringer mellem fortid, nutid og fremtid m.m. - Jf. artiklen de psykiske grundprocesser.

Komplementariteten ligger i at helhedsrealismen udgår fra den kendsgerning at mennesket på den ene side intuitivt ser virkeligheden som en meningsgivende helhed, men på den anden side nødvendigvis må forholde sig nøgternt, kritisk og praktisk-realistisk til den daglige tilværelse i al dens opdelthed. Da dobbeltaspektet er umuligt at opretholde inden for en logisk konsistent syntese, bliver komplementariteten den eneste mulighed for at sikre en fornuftig og dynamisk ligeberettigelse af de to lige vigtige og lige frugtbare tilgange. Men man undgår først og fremmest både den ensidige rationalisme og den ensidige, undertiden lidt for sværmeriske irrationalisme.

Wake-up-call'et kræver også at vi vover os ind i den tragiske forståelse for at vi mennesker ikke er herrer over naturen, men kun vil kunne overleve klimakrisen og den systematiske techfordummelse og teckforførelse ved at blive bevidste om at vi er en del af naturen, og at vi må have respekt for både naturen uden for os og inden i os - og derfor må sørge for overvægt af det gode i vort nærmiljø.

Det sidstnævnte forhold viser at forudsætningen for det hele er, at vi accepterer det krav om indre konsistens som gør os forpligtede på at sørge for overvægt af det gode, kærlige og omsorgsfulde i livet - og altså ikke kan tillade os at se hele eksistensen som ren leg og spil eller ren kamp om penge og magt. Der er en alvor i tilværelsen, som på det sidste er blevet særdeles påtrængende og forpligter os til at tage kampen op mod alle kapitalistiske forførere og fremskridtsfolk - og samtidigt også gør det let for os at gennemskue alle humanister der forsøger at bilde os ind at mere forskning, mere undervisning og mere digitalisering kan redde os.

Det er en nyttig bog Camilla Mehlsen og Vincent F. Hendricks har udgivet, men de to forskere hører desværre begge med til den kategori af humanister der hverken kender noget til den progressive dybdepsykologi og religionshistorie eller den progressive kvantemekanik fra 1900-tallet og derfor ikke ved at der for længst er skabt et alternativ til den utidssvarende klassiske psykologi og filosofi, og endda også er fremkommet gode argumenter for at humanistiske forskere er nødt til i dag at vove pelsen med egentlige personlige betragtninger i stedet for blot at fremlægge bunker af neutrale gennemgange af hvad andre har ment.

Ejvind Riisgård


Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.


Henvisninger    Til toppen

Litteratur: Camilla Mehlsen og Vincent F. Hendricks: Sandhedsministeriet - Techplatformenes indflydelse på tidens fakta, følelser og fortællinger. (Informations Forlag. 2021)


Relevante artikler på Jernesalt:

Ekstraordinær status – om klima, fremskridt og eksistens  (5.9.21.)
Digitaliseringens grunddilemma  (16.12.18.)
Al faglighed kommer til kort i eksistensen  (13.3.18.)
De humanistiske fag svigter den eksistentielle virkelighed  (11.3.18.)
Videnskabsjournalisten Lone Frank vender op og ned på sundhed og sygdom  (18.10.21.)
Kan kunstig intelligens overhovedet omfatte etikken?  (18.3.19.)
Er mennesket en maskine der kan overhales af kunstig intelligens?  (25.2.19.)
Den massive uvidenhed om det kollektivt ubevidste ses klart ved juletid, men kom også frem på en højere læreanstalt  (24.12.18.)
Jerne, Niels K. - immunologi og eksistens  (6.10.17.)

Stor tak for pandemiens store Wake-Up-Call  (31.12.20.)
Coronakrise, højtid og forår  (4.4.21.)
Teologer dræber sund livstro  (18.4.19.)
Jurister dræber kreativitet, sund dømmekraft og fri forskning  (14.4.19.)


De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Bevidsthedsforskning
Det kollektivt ubevidste
Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Konsistens-etikkens Ti Bud  (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)


Vilh. Grønbechs kulturopgør  (religionshistorikeren Vilh. Grønbechs eksistensforståelse)
Religion som emergent fænomen i biologien
Åndelige strømninger i det 19. århundrede - ifølge Vilh. Grønbech
Vurdering af det 20. århundrede
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste

Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Hvad er virkelighed?  om Niels Bohr og Københavnerfortolkningen (20.12.04.)

Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII
    Humor og virkelighed  (20.8.07.)
    Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
    Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
    Livet og virkeligheden  (22.07.07.)
    Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
    Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
    Fysikken og virkeligheden


Artikler om Erkendelse
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Samfund
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal