|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.9.06.Tilfældet Natascha KampuschTilfældets egenartInterviewet i ORF Sammenligning med andre tilfælde af isolation Udsigterne for Natascha Kampusch's fremtid Henvisninger Tilfældets egenart Til toppen Næste I næsten enhver henseende er 'Der Fall Natascha Kampush' en enestående historie. Bortførelser misbrug, voldtægt og mord på børn, navnlig pigebørn, er desværre langt fra ukendte i vores ellers civiliserede del af verden. I Belgien har man eksempelvis uhyggelige eksempler på helt kyniske seriemord og efterfølgende bortskaffelser af lig. Men i det østrigske tilfælde har vi en mystisk bortførelse af en ti-årig pige i marts 1998 - og her for nylig, nærmere betegnet den 23. august 2006, hendes flugt i fysisk uskadt stand fra et kummerligt og psykisk traumatiserende fangenskab i et lille underjordisk rum og et samtidigt selvmord af den nu 44-årige, veluddannede og tilsyneladende socialt velfungerende bortfører. På grund af selvmordet vil bortførerens motiv formentligt forblive en gåde. Pengeafpresning er antydet og synes også at være eneste rationelle forklaring. Men til det brug behøvede han jo ikke i sin tid af sørge for et særdeles omfattende, besværligt og hemmeligt arbejde med at lave og indrette et sikkert og langtidsberegnet skjulested for den bortførte. Han har tilsyneladende intet fået ud af bortførelsen - udover det stigende problem med at holde hende skjult, i live og uden flugtmuligheder, som kunne koste ham opdagelsen. Det første halve års tids af fangenskabet måtte Natascha leve i stor fortvivlelse og uvished om sin skæbne, uden adgang til nyheder eller adspredelser, uden tilstrækkelig føde, og med en livsnødvendig ventilator kørende der gik hende på nerverne på grund af støjen. Hun havde klaustrofobiske fornemmelser og reagerede med gråd, raseri, skrig og knytnæver mod den solide dør. Men efter denne overgangsperiode faldt hun til ro, fik forbedret sine vilkår og fik efterhånden også mulighed for at komme med sin bortfører på shopping uden for huset. Han gik med til at fejre hendes fødselsdage med gaver og andet. Det er uklart om hun blev udsat for seksuelle overgreb, men noget tyder på at det ikke var tilfældet, eftersom bortføreren var et korrekt menneske. Hans til det paranoide grænsende frygt gjaldt selve risikoen for at pigen skulle stikke af. Han var ifølge hendes udsagn så at sige godt klar over at det var forkert hvad han havde gjort, men kunne jo af gode grunde ikke komme ud af forbrydelsen uden at få sin tilværelse spoleret gennem afsløring og retssag. Han truede hende derfor ustandseligt med at han ville dræbe både hende og hendes eventuelle hjælpere, hvis hun prøvede at kontakte andre eller flygte. Og han gjorde det også klart at han ville begå selvmord, hvis en flugt lykkedes for hende. Hertil kommer imidlertid det væsentligste, nemlig at Natascha Kampusch ikke blot overlevede, men efter store betænkeligheder fik mod og lejlighed til at flygte - og da viste sig at være blevet en psykisk stærk og på sin vis moden kvinde med et nuanceret sprog, stor forståelse for sin situation og vilje til at komme videre i livet med humor og overbærenhed, og som derfor krævede fred og ro samt respekt for sin integritet. Hun ville under ingen omstændigheder befamles af medierne eller velmenende hjælpere. Ikke engang sin families glædesgråd og omklamring havde hun brug for. Marxistisk set er tilfældet en 'pseudobegivenhed' dvs en begivenhed der ikke har samfundsmæssig end sige klassekampsmæssig interesse. Men helhedsrealistisk set er det en stor eksistentiel begivenhed der kan give en sjælden psykologisk indsigt vi ikke har haft før - og som måske oven i købet kan få praktiske følger vi heller ikke har set tilsvarende før. Det er, så vidt jeg er orienteret, det eneste bevidnede tilfælde i verden, hvor en pige fra sit tiende til sit attende år gennemlever et sådant helvede uden at blive et nervevrag eller et psykotisk tilfælde og uden at tage skade på sin sjæl, men tværtimod er blevet stærk og bevidst om sig selv, ikke uden skader på kroppen i form af hjerteproblemer og næppe uden mén på sjælen i form af ubehagelige erindringer fra de første måneders fangenskab der måtte dukke op uden hendes gode vilje, men med et utroligt overskud, der lover godt for hendes videre udvikling. Det siger sig selv at der fra første færd er blevet taget vare på hende på den mest professionelle måde, fra såvel politi som læger og advokater, der ikke mindst har sikret hende den fornødne ro. Men alligevel kan det ikke mindst ud fra fjernsynsinterviewet med hende på ORF konstateres, at hun har klaret sig forbløffende godt igennem det ufrivillige og ubehagelige fangenskab. Og bl.a. været i stand til at udtrykke beklagelse over bortførerens og hans moders skæbne, ja, endog taget afsked med bortføreren selv i lighuset ved at tænde et lys for ham. Det er hun formentlig blevet tilrådet af sine rådgivere, men det har hun ikke kunnet gennemføre uden indre modenhed. Det siger naturligvis sig selv, at hun er gået glip af normal pubertetstid og at hun må mangle erfaring i omgang med andre mennesker fra så mange års isolation. Men menneskeligt virker hun forbløffende modnet. Interviewet i ORF Til toppen Næste Der er - man må næsten sige naturligvis - rejst kritik fra psykologisk side mod at fjernsynet har optaget og bragt et interview med Natscha Kampusch mindre end fjorten dage efter hendes heldige flugt. Naturligvis ja, for det burde være givet at en så ung pige efter så mange års fangenskab og lidelse burde forskånes for utidig indblanding i sine anliggender og ganske enkelt have fred og ro til at komme sig fysisk og mentalt i samråd og samarbejde med dertil udvalgte specialister. Men nysgerrigheden efter at se og høre hende var omvendt så stor og forståelig, at det åbenbart så ud til at den nemmeste, måske i virkeligheden eneste vej til at sikre hende den nødvendige ro, var at give folk adgang til opleve hende på tv på aftalte betingelser og med en interviewer der kunne vise den fornødne takt. Sådan blev det i hvert fald - og gaderne i Østrig lå øde hen da interviewet blev bragt den 5.9. Sandsynligvis har det spillet ind i rådgivernes overvejelser, at man gennem interviewet, der blev solgt til mange europæiske tv-stationer, herunder danske TV2, kunne sikre Natascha så gode indtægter at hendes liv og uddannelse kunne sikres nogle år frem. Under alle omstændigheder blev interviewet gennemført af tv-journalisten Christoph Feuerstein der havde fulgt bortførelsessagen nøje i 1998. Og det må siges at han klarede opgaven glimrende. Han stillede sine spørgsmål roligt og med fuld respekt for fruens integritet. For han titulerede hende netop Frue, og sagde De til hende - som man fortsat gør til gæsterne i tyske og østrigske fjernsynsstudier. I studiet sad nogle af hendes rådgivere, herunder lægen dr. Friedrich. Og dem benyttede hun sig af enkelte gange, hvor hun var i tvivl om data. Men alle spørgsmål om sine oplevelser og sin psykiske tilstand besvarede hun selv, i de fleste tilfælde uden tøven, men sommetider med et ordvalg der tydede på at hun havde tilegnet sig visse fagudtryk af sine rådgivere. Det har i nogle kommentarer lydt at hun skulle have siddet og tudet indimellem. Men det er ikke korrekt. Hun pudsede næse nogle gange og tørrede det ene øje, men det skyldtes at hun var blevet forkølet som følge af et fra isolationen stammende nedsat immunforsvar. Hun sad under flere spørgsmål med lukkede øjne, men det skyldtes den simple kendsgerning at hun på grund af den lange tid i halvmørke endnu ikke havde vænnet sig til fuldt dagslys eller tv-studiers kunstige lys. Egentlig nervøs var hun måske lige i starten, men ikke siden. Hun var forbløffende veltalende og ligefrem og som sagt meget bevidst om sin situation, ja, også om sit tilfældes særlige medieinteresse. Hendes mimik og gestikulation var en blanding af et voksent menneskes og et barns. Men hovedindtrykket var en forbløffende sikkerhed kombineret med det overskud der giver sig udslag i smil. Sikkerheden understregedes af hendes velklædthed. Om selve bortførelsen fortalte fru Kampusch navnlig at hun inden hun den morgen gik til skole havde haft en kontrovers med sin moder der havde bebrejdet hende (og faderen) at hun om aftenen var kommet for sent hjem. Natascha havde altså forladt huset i vrede mod moderen, selvom hun af denne havde lært at man ikke skal forlade hinanden i vrede, da man ikke ved hvad der senere sker eller om man ser hinanden igen! Hun havde ræsonneret at der jo aldrig tidligere var sket hende noget af den grund. - Men det var jo præcis hvad der skete lidt senere - og som helt selvfølgeligt ville give anledning til eftertanke hos ethvert blot nogenlunde tænksomt barn. Og det må man betegne Natascha som værende. Kimen til pigens videre menneskelige udvikling ligger formentlig allerede her. Hun lægger ikke mindste skjul på, at det var frygteligt for hende at blive spærret inde i et så lille rum uden vinduer og uden mulighed for kontakt med andre end bortføreren selv. Hun taler udtrykkeligt om sin frygtelige afmagt og om sin 'klaustrofobiske tilstand', et udtryk hun sikkert har lært af sine psykologer, men som nok er det mest dækkende. Hun fik i den første tid ikke nok at spise og taler i den forbindelse om både kredsløbsforstyrrelser og koncentrationsbesvær. Man er i den tilstand prisgivet sine primitiveste tanker, siger hun. Enhver tanke bliver en plage. Enhver støj og enhver skrabende lyd gik hende på. Særligt generende var ventilatoren der måtte køre uafbrudt af hensyn til luftforsyningen. - Vi støder her på et fænomen der ikke alene kendes fra gidseltagning, fangelejre og varetægtfængslinger, men også fra mystikkens verden, idet mange mystikeres vej til de højere indsigter netop ofte er gået over isolation og faste eller 'spægelse af kødet' som det hedder. I disse tilfælde sker det frivilligt. Men de psykiske følger er nogenlunde de samme. Afgørende for dem der tvinges ind i et sådant forløb bliver derfor i sidste ende hvordan de tager det, dvs om de går i panik, udvikler en psykose eller bryder sammen, eller om de kommer igennem de kritiske faser som hele mennesker. Natascha Kampusch kom igennem. Om bortføreren, som hun i starten blot benævner 'han', skrev hun allerede i et brev der blev offentliggjort før interviewet at han både havde båret hende på sine hænder og trådt hende under fode. Efterhånden havde han lempet hendes vilkår, givet hende mulighed for at komme i bad i husets badeværelse, begyndt at spise morgenmad med hende, givet hende lov til at komme ud i rummet for at hjælpe ham i huset og haven, givet hende mulighed for at set fjernsyn og læse avis og bøger, endda i begyndelsen læst avisen højt for hende. Og lidt efter lidt var hun blevet stærkere end ham. Hun havde konstateret at han manglede sikkerhed, ja var en 'labil personlighed', dvs var uligevægtig - og altså i modsætning til hende selv ikke havde den selvsikkerhed eller indre sikkerhed der kommer af at man er vokset op i et sund socialt miljø. På direkte spørgsmål fra intervieweren understregede hun, at hun allerede inden for de første timer efter sin bortførelse var blevet klar over bortførerens mangel eller defekt. - Hvis dette er tilfældet, kan det kun bekræfte at ti-årige Natascha ikke var en helt almindelig pige. Under alle omstændigheder viser hendes langvarige og succesfulde styrkeprøve med bortføreren at hun har haft både en stærk vilje til at overleve og en særdeles god sjælelig ballast. Heraf kommer hendes stærke overbevisning om før eller siden at blive befriet. Hun har haft en indre vished om at alt ville ende godt, men hun undgik ikke en frygt for at alt kunne gå galt, hvis hun prøvede at flygte og dermed udfordrede bortførerens meget alvorlige trusler om drab. Hun fortæller åbent at hun gentagne gange på sine shoppingture med bortføreren forsøgte at komme i øjenkontakt med andre mennesker - bl.a. ved at smile og lidt naivt tro at folk ville genkende hendes smil fra billederne af hende på bortførelsestidspunktet. Men af frygt veg hun altid tilbage for at foretage et mere dramatisk skridt. Først da hun den 25. august på en tankstation støvsugede hans bil og hans mobiltelefon ringede, så han måtte gå lidt væk fra larmen, tog hun chancen. Ifølge avisreferaterne var hun temmelig ræd da hun havnede i nogle kolonihaver. Hun var derimod ikke rendt rundt med en evig angst under sit fangenskab, forklarer hun selv, for hun havde tidligt set i øjnene at han nok ville ombringe hende. Men så kunne hun lige så godt indstille sig på at få noget ud af situationen, sålænge hun levede. Ydermere havde hun ikke følt sig ensom, idet hun hele tiden i hjertet havde sin famlie og nogle lykkelige minder. Og en dag havde hun simpelthen svoret at hun ville blive ældre, stærkere og kraftigere for at kunne befri sig. Hun havde så at sige sluttet en pagt med 'sit senere Jeg', om at dette jeg ville komme og befri den lille tolvårige pige. - Hun har altså allerede efter omkring to års fangenskab sluttet en sådan pagt med en uhyre vigtig spirituel del af sig selv, den del man i dybdepsykologien kalder 'Selvet', og som er altafgørende for en egentlig 'individuation', men som alt for mange slet ikke agter på. Det bekræfter alt i alt, at situationen i realiteten var vendt til hendes fordel allerede efter to års prøvelser. Om sin fremtid sagde fru Kampusch at hun nu ville have en uddannelse, i første omgang en studentereksamen. Men hvilken uddannelse hun derefter ville i gang med havde hun ikke taget stilling til. At blive skuespiller var en af mulighederne, da hun altid havde kunnet lide at klæde sig ud. Men Hollywood var ikke sagen. Hun ville til gengæld foretrække selv at skrive om sin historie fremfor at andre gjorde det. Men hvor meget hun havde brugt tiden i sit underjordiske fængsel til at skrive, læse og tænke blev ikke nærmere præciseret. Heller ikke om hun fx havde haft mulighed for at lære fremmedsprog eller matematik. - Umiddelbart virkede Natascha Kampusch så velbegavet og velformuleret, at hun må have mange muligheder. Men én ting var hun allerede besluttet at gå i gang med: et hjælpeprojekt for forsvundne børn og voksne, fx misbrugte og torterede unge kvinder i Mexico. Hun har forstået - næppe uden påvirkning fra sine rådgivere - at hun har en vis forpligtelse til at udnytte sin 'berømthed' til gavn for andre. Og hun har derfor planer om at oprette en fond. - Her ser vi en konkret mulighed for at Natascha Kampusch kan benytte sin ufrivillige personlige skæbne til det frivillige valg af en større, overpersonlig mission, der i givet fald kunne gøre hende til ny Mother Theresa. Det er naturligvis alt for tidligt at bedømme om dette bliver udgangen på hendes uddannelse og videre livsforløb de efterfølgende år. Hun kan jo simpelthen gå hen og forelske sig og vælge ægteskab og børn. Men hendes karriere bliver næppe normal. Dertil er hendes begavelse, erfaring og modning for speciel. Hvad der ikke blev spurgt om i Christoph Feuersteins iøvrigt fortrinlige interview - og det kan have været aftalt på forhånd, måske på rådgivernes krav - var forholdet til det seksuelle og til det religiøse. Natascha Kampusch havde allerede i sit offentlige brev udtrykkeligt frabedt sig al interesse for hendes intime liv. Hun har hverken røbet om hun har haft et forhold til sin bortfører eller hvad hun iøvrigt har haft af forestillinger om sexlivet i forbindelse med sin pubertetsudvikling. Hun har gjort opmærksom på at hendes fangenskab har fritaget hende for alle de fristelser med alkohol og udskejelser som unge i puberteten normalt udsættes for, og understreget at det ikke er noget i den stil hun vil forsøge at indhente på sine kommende ferier og rejser. Men en forelskelse kan man af gode grunde ikke udelukke, da en sådan har det med at komme som et lyn fra en klar himmel. Intet tyder på at hun har fået nogen som helst afsky for mandkønnet som sådant, da hendes bortfører efter alt at dømme har optrådt korrekt over for hende hvad angår det kønslige. Hun så egentlig heller ikke ud til at være blevet udpræget indadvendt. Man kan sagtens forestille sig hende flirte. Derimod peger selve hendes modningsproces i en anden retning, nemlig den religiøse. Men den side af sagen blev der heller ikke spurgt til. Vi ved altså end ikke om hun er opdraget i den almindelige østrigsk-katolske tro og om denne tro i så fald har haft nogen betydning for opbygningen af hendes indre sikkerhed. Derimod er det helt indlysende at hendes modning har gennemgået de stadier som kendetegner mystikere og stærkt religiøse menneskers indre vej. Og det spiller i denne forbindelse ingen rolle om hun overhovedet har haft forhåndskendskab til de begreber og metoder eller den psykologi der gælder her. Det er heller ikke givet at hendes nuværende rådgivere har interesseret sig for den side af sagen. Derfor må det betegnes som et helt åbent spørgsmål om Natascha Kampusch er at betragte som et decideret religiøst menneske. Sammenligning med andre tilfælde af isolation Til toppen Næste Der har naturligvis i mediernes kommentarer til sagen været bragt allehånde sammenligninger på banen. Bl.a. har det såkaldte Stockholmssyndrom været nævnt. Det har navn efter et bankrøveri i Stockholm i 1973, hvor to røvere tog to bankansatte som gidsler, og hvor navnlig det ene kvindelige gidsel tog parti for røverne, ja forelskede sig i den ene (den berygtede Clark Olofsson). Men sammenligningen holder ikke, da Natascha Kampusch ikke blot var indespærret nogle timer og ikke forelskede sig i sin bortfører. Hun lærte tværtimod at holde ham på afstand og stille krav. Der har også været fokuseret på det forhold at Natascha Kampusch på grund af sin indespærring netop under puberteten er gået glip af såvel sin første kærlighed og sit første nederlag i kærligheden. Og dette er selvfølgelig ubestrideligt. Men som sagt kan forelskelsen sagtens nå at komme endnu, og for det andet er det nederlag hun faktisk har været igennem et af de sjæleligt mest indgribende nederlag noget menneske overhovedet kan blive udsat for, nemlig at blive berøvet sin frihed allerede som 10-årig og først genvinde den som 18-årig - og dermed dybt i sjælen måttet erfare at man ikke altid får sin vilje eller sine ønsker opfyldt her i tilværelsen, ikke engang de mest selvfølgelige. Så er det bedre grundlag for at sammenligne med varetægtsfængsling i isolation. En sådan vil være højst ubehagelig for de fleste, og den regnes med rette for så psykisk risikabel at man så vidt muligt undgår den i civiliserede samfund og i hvert fald begrænser deres antal mest muligt. Den er ofte helt nødvendig for en sags efterforskning og opklaring, men den kan i de værste tilfælde få en psykose til at bryde ud, som det skete for den sportsmand der for nogle år siden blev indblandet i en narkosag - og aldrig kom over sin meget langvarige isolationsfængsling. En psykose bryder ikke ud ene og alene fordi et menneske bliver sat i isolation. Den forudsætter tilstedeværelsen af en grundlæggende ubalance i sindet. Men ulykken er at man ikke altid på forhånd kan afgøre om en sådan forefindes. I Natascha Kampusch's tilfælde kan man derimod fastslå at en sådan ubalance ikke forelå. Derfor ligger hun på linje med mange folk der har måttet gennemleve langvarig gidseltagning eller fangenskab, men som har overlevet uden skade på sjælen, ja, i mange tilfælde er blevet styrket på sjælen. Dette gælder den britiske præst og nødhjælpsarbejder der i firserne blev libanesisk gidsel i årevis og også udsat for groveste mishandling i årevis. Han kom fri og kunne skriftligt og mundtligt berette hvordan han havde undgået at blive grebet af had til sine mishandlere. Den tidligere sydafrikanske præsident Nelson Mandela er et andet godt eksempel på at et langvarigt fængselsophold ikke behøver at gøre et menneske bitter eller hævngerrig. Han viste sig tværtimod i stand til at forsone sig med sin politiske modstander, den hvide præsident Clerk, og sammen med denne skabe en fredelig overgang til et demokratisk styre uden apartheid. Vores egen Aksel Larsen, der var formand for Danmarks kommunistiske parti og efter 1941 gik ind i modstandsbevægelsen, men blev arresteret i 1942 og sendt til tugthus i Tyskland, blev holdt i total isolation i et par år - uden noget som helst at fordrive tiden med ud over nogle skakbrikker han selv lavede af rugbrødsterninger. Han overlevede og kunne kort efter befrielsen genoptage sin politiske karriere med største styrke. Han har røbet at han var blevet religiøs af isolationen, men desværre ikke i hvilken forstand. Kommunismen som ideologi - og ikke mindst den stalinisme Larsen dengang troede på - havde det jo ikke altfor godt med religiøse forestillinger. Larsens har betroet sig til nogle papirer, men båndlagt dem på Rigsarkivet indtil 2047, 75 efter sin død. Og det er ærgerligt. Men fra kunstnere som den ungarnske forfatter Imre Kertesz, der først var i tysk koncentrationslejr og siden faldt i kommunisternes unåde, eller den russiske komponist Dmitrij Sjostakovitj, der fik Stalins 'kærlighed' at føle i 1934 og i mange år var persona non grata i det sovjetiske musikliv, véd vi hvad det koster at overleve systematisk undertrykkelse fra et totalitært regimes side. Tankens frihed er afskaffet. Folk der ikke vil sælge deres sjæl, må gå i indre hi - og udtrykke sig indirekte gennem raffinerede og underfundige tekster og musik. Dette giver en kvalitet som ellers ikke ville komme frem, men det kræver noget at lave en sådan kode og for andre at lære den at kende. (Om Sjostakovitj kan læses i hans egne erindringer 'Vidnesbyrd' og i Jon-Roar Bjørkvolds 'Det musiske menneske'). Endelig kunne jævnføres med den danske maler, tegner, fortæller og filosof Robert Storm Petersen, der som følge af sin skæbne udviklede en uforlignelig humor, ja blev et decideret humormenneske af religiøs kaliber. I Natascha Kampusch's egenartede tilfælde er fangenskabet forbi og friheden vundet, men den sjælelige udvikling er helt og holdent præget af de på mange måder bitre erfaringer. Man kan kalde hende traumatiseret, for så vidt der er tale om ar på sjælen der aldrig forsvinder helt. Men alligevel er det nok en forkert diagnose. Interviewet med hende giver i hvert fald det stik modsatte indtryk, nemlig at hun er blevet et utroligt erfarent, sikkert, modnet og helt menneske. Udsigterne for Natascha Kampusch's fremtid Til toppen Næste Hvad slutresultatet så bliver er en anden historie, som vi først kommer til at høre nærmere om efterhånden som tiden går. Som det første skal hun naturligvis gennem en eller anden elementær uddannelse, der igen vil afgøre i hvilken retning hendes videreuddannelse kan ske. Mulighederne er mange. Og det er heller ikke på forhånd udelukket at hun finder sig en kæreste, bliver gift og får børn. Men umiddelbart tyder hendes udtalelser i anden retning, nemlig på hjælpearbejde og skribentvirksomhed. Måske vælger hun at gå det fromme menneskes vej. Hun har allerede set fordele af ikke at gå de normale unges vej til oplevelser gennem fester og alkohol. Hun har på egen krop og egen sjæl erfaret hvad det betyder at have ro til eftertanke, og dette vel at mærke i en alder hvor de fleste har denne erfaring til gode og i mange tilfælde aldrig når at få den. Her er Natascha Kampusch hverken traumatiseret eller handicappet. Her har hun et fortrin de færreste har - hvad enten de er jævnaldrende eller fuldt udvoksede. Derfor skal det blive interessant at følge hendes videre udvikling. Og navnlig at læse hendes egen fortælling om den, hvis hun bliver i stand til at skrive en sådan selv - uden indblanding fra psykologer eller mediefolk der vil slå plat på at markedsføre hende som offer. Hun har evner, erfaring og ressourcer til at udvikle sig til noget større. Hun kan som sagt gå hen og blive et decideret fromt menneske. Og det ville bestemt ikke være et dårligt resultat. Det fromme menneske kan neutralt beskrives som et gudhengivent, altruistisk og som hovedregel afholdende eller afseksualiseret menneske; negativt som særligt moralsk indstillet, undertiden endda snæversynet eller 'jomfrunalsk'. Men positivt set er der tale om et menneske der har dyb kontakt med 'selvet', dvs totalpsyken, og derfor i langt højere grad end andre er frigjort fra jegets snævre interesser i magtmæssig, seksuel eller mere egoistisk, behovsstyret forstand. For selvet er jeget et relativt organ, en del af helheden. For selvet er jeget derfor ikke længere personlighedens centrum eller identitetens udtryk. Selvets horisont er videre end jegets: Den er hele kloden og hele menneskeheden. Tidsperspektivet er ikke 70-85 år, men omkring 3000 år. Og selvets grundmotiver er udvikling af kærlighed og bevidsthed; bevidsthed her ikke forstået som mental eller intellektuel funktion, men snarere som noget højere eller mere omfattende i retning af overordnet indsigt eller visdom. Selvet eller totalpsyken kommer man ikke i kontakt med via tænkning eller intellektuel analyse, men derimod gennem sådanne fænomener som drømme, bøn og meditation, herunder sådanne former for meditation som de fleste kender fra barne-årene, nemlig dette "at falde i staver" eller sidde i sine egne tanker uden at tænke på noget bestemt. Skal man mere systematisk arbejde på at opnå kontakt med selvet - og dermed "relativere jeget" eller forrykke sin indre identitet, så kan det ske ved mere dybtgående og målrettet meditation. En meget simpel forskel mellem jeget og selvet er, at mens jeget lever og gror af den kærlighed det får fra andre, så lever og gror selvet af den kærlighed det giver til andre. Kun jeget kan være egoistisk, egocentrisk eller selvisk. Selvet kan ikke være egoistisk eller selvisk. Men ordene driller unægteligt. En anden væsentlig forskel er, at jeget hele tiden prøver at hævde sin identitet ved at pointere sin forskellighed til andre. Jeget tager afstand fra andre, polemiserer imod andre og hævder sin ret over for andre. Det gør selvet derimod ikke. Hvad den menneskelige fromhed angår er den katolske kirkes Maria-dyrkelse et klart eksempel på såvel dens art som dens udbredelse. Mariadyrkelsen udfoldede sig som en folkefromhed, som kirken havde det største mas med at bremse, men den blomstrede simpelthen på en måde den kirkelige dogmatik ikke kunne stille noget op imod og til sidst måtte annektere. Blomstringen har også vist hvor uholdbart det er på reduktionistisk vis at postulere, at fromheden blot er sublimering af noget andet. Den forstås først i hele sin egenart og irrationalitet som et selvstændigt og dybt originalt produkt af selve den menneskelige grundenergi. Dens værdi i kulturel og samfundsmæssig forstand ligger imidlertid ikke i dens kirkelige funktion, men tværtimod i dens betydning for den 'selvets almengørelse', som dels er udtryk for at den spirituelle søgen bliver almen og resulterer i at mange får personlig, etisk udslaggivende erfaring af 'selvet', dels indebærer en almen erkendelse af at vi alle er ansvarlige for klodens og menneskehedens udvikling, herunder også den globale krises løsning hvad angår forurening, krig og undertrykkelse. Jf. artiklen om Jes Bertelsens etik, afsnittet om 'Moraliseren og samfundskritik'. Det er naturligvis ikke muligt i dag at afgøre om Natascha Kampusch's udvikling vil gå en sådan lovende vej. Men muligheden er der. Derfor skal opmærksomheden henledes på hendes meget specielle og smukke tilfælde. Peer SendemandHenvisninger Til toppen Videoklip fra interviewet på ORF (uden danske undertekster) Ordlyden af interviewet (på tysk) Det fromme menneske 'Jeget' og 'Selvet' - ifølge den analytiske psykologi Jes Bertelsens etik Humormennesket Storm P. Peer Sendemands rubrik Veje til livskvalitet og mening Transcendens Psykologi Etik Etik og konsistens Erkendelse Eksistens Religion Humor Humor og tragedie Sekularisering Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |