JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Ofelia

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.8.02.

Jens Vrængmose rapporterer fra Hovedstadens Teateruvæsen

Gå i kloster, Ofelia!

Det altfor kongelige duarder har fornøjet alle landets skatteborgere med en grandios aflysningsforestilling kaldet ‘Ofelias dødedans'. En professionel tysk teatergrænseflytter, kaldet Stefan Bachman, havde fået teaterchef Michael Christensens tilladelse til at engagere en ung pige med Downs syndrom, en såkaldt mongol, til at være på scenen i Ofelias sted i Shakespeare's ‘Hamlet'. Arrangementet blev i første omgang accepteret af de professionelle skuespillere med den helt exceptionelle, men desværre uklare klausul, at forsøget skulle evalueres efter de første ugers prøvetid.

Den udkårne pige viste sig at være så retarderet, at hun var ude af stand til at lære replikker og spille egentligt skuespil på scenen, og da tre af skuespillerne fandt, at instruktionen af hende var så nedladende og ydmygende, at den overskred grænsen for, hvad man kan byde et handicappet menneske, sprang de fra yderligere medvirken. Teatret prøvede uden held at finde tre substitutter som kunne tilfredsstille instruktørens krav. Og stykket blev aflyst kun få uger før sæsonens start.

Den såkaldte skuespilchef har påtaget sig skylden for hele miseren tillige med teaterchefen selv. Instruktøren blev både gal og skuffet - og langede gevaldigt ud efter teaterledelsen, skuespillerne og hele det danske teater, som efter hans mening var bange for eksperimenter. At hele sagen er gennemforkludret og burde have været undgået ved ordentlige forhåndsoplysninger og -aftaler er klart nok, men den rejser i hvert fald to spørgsmål.

Teaterinstruktører skal selvsagt have frihed til at prøve nyt og afprøve grænser, og de vil selvsagt selv mene, at friheden skal være ubegrænset. Andre vil hævde, at friheden aldrig kan være uden enhver grænse, eftersom ressourcerne nu engang er begrænsede, skuespillere og publikums indstillinger aldrig kan være helt ligegyldige og også moral og politik må tages i betragtning, så sandt teatret/kunsten altid er en del af den samfundsmæssige helhed. Al teater- og kunstfornyelse afhænger af muligheden for eksperimenter, men eksperimenter fører ikke altid til fornyelse. De fører tværtimod i overordentlig mange tilfælde til så ligegyldige provokationer for provokationens skyld, at det er berettiget med sund kritisk sans.

Generelt kan siges, at hvor teatereksperimenter indebærer ydmygelse af andre mennesker er de ubetinget moralsk forkastelige og æstetisk set fuldstændigt overflødige, da den æstetiske fornyelse altid bør ligge inden for det moralsk acceptable.

Med hensyn til skuespillernes moralske fornemmelse er det lige så selvklart, at de må være i deres fulde ret til at sige fra over for ting de af den ene eller anden grund ikke vil være med til. De må så naturligvis også være forberedte på, at det kan koste dem bestemte roller og i visse tilfælde også bestemte ansættelser at nægte at medvirke i bestemte opsætninger. Men at fyre dem - som foreslået af hensynsløse Lars von Trier - fordi de står af inde i et prøvearbejde som på forhånd er aftalt at skulle evalueres, er tåbeligt og afslører diktator-tilbøjeligheder hos Trier.

Og ligefrem at påstå at de tre skuespillere i den aktuelle sag har moralske betænkeligheder på andres vegne - som Michael Christensen gjorde i Deadline 5.8. - viser, at denne totalt må have misforstået sagen.

At nægte at medvirke i et arbejde der åbenlyst ydmyger en retarderet pige, er aldeles ikke at have moral på andres vegne, for så ville det samme gælde afstandtagen fra børnemishandling, voldtægt eller folkemord, hvor man ikke selv er offer. Ægte moral gælder i aller højeste grad forholdet mellem mennesker generelt. Ydmygelse af andre mennesker er altid umoralsk og derfor er det altid moralsk forpligtende for ethvert ansvarligt menneske at sige fra, hvor man har mulighed for det, og især hvor man direkte eller indirekte er blandet ind i det arbejde der medfører ydmygelsen. De tre skuespillere på det kongelige duarder har modsat instruktør, skuespilchef, teaterchef og Trier i den foreliggende sag vist den moralske ansvarlighed og det moralske mod der er nødvendigt.

At Ofelia fik lov at gå i kloster inden den officielle ydmygelse på scenen er kun godt. En sådan form for dødedans kan teaterpublikummet nemlig godt undvære - uden at frygte, at al teaterfornyelse danser samme vej.

Læs også Jens Vrængmoses kommentarer til:

Darwin og skaberen
Operaens vandgang

Til toppen Til forsiden PrintVersion

utils postfix clean