|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.8.02.Jens Vrængmose rapporterer fra Hovedstadens Teateruvæsen  Gå i kloster, Ofelia!Den udkårne pige viste sig at være så retarderet, at hun var ude af stand til at lære replikker og spille egentligt skuespil på scenen, og da tre af skuespillerne fandt, at instruktionen af hende var så nedladende og ydmygende, at den overskred grænsen for, hvad man kan byde et handicappet menneske, sprang de fra yderligere medvirken. Teatret prøvede uden held at finde tre substitutter som kunne tilfredsstille instruktørens krav. Og stykket blev aflyst kun få uger før sæsonens start. Den såkaldte skuespilchef har påtaget sig skylden for hele miseren tillige med teaterchefen selv. Instruktøren blev både gal og skuffet - og langede gevaldigt ud efter teaterledelsen, skuespillerne og hele det danske teater, som efter hans mening var bange for eksperimenter. At hele sagen er gennemforkludret og burde have været undgået ved ordentlige forhåndsoplysninger og -aftaler er klart nok, men den rejser i hvert fald to spørgsmål. Teaterinstruktører skal selvsagt have frihed til at prøve nyt og afprøve grænser, og de vil selvsagt selv mene, at friheden skal være ubegrænset. Andre vil hævde, at friheden aldrig kan være uden enhver grænse, eftersom ressourcerne nu engang er begrænsede, skuespillere og publikums indstillinger aldrig kan være helt ligegyldige og også moral og politik må tages i betragtning, så sandt teatret/kunsten altid er en del af den samfundsmæssige helhed. Al teater- og kunstfornyelse afhænger af muligheden for eksperimenter, men eksperimenter fører ikke altid til fornyelse. De fører tværtimod i overordentlig mange tilfælde til så ligegyldige provokationer for provokationens skyld, at det er berettiget med sund kritisk sans. Generelt kan siges, at hvor teatereksperimenter indebærer ydmygelse af andre mennesker er de ubetinget moralsk forkastelige og æstetisk set fuldstændigt overflødige, da den æstetiske fornyelse altid bør ligge inden for det moralsk acceptable. Med hensyn til skuespillernes moralske fornemmelse er det lige så selvklart, at de må være i deres fulde ret til at sige fra over for ting de af den ene eller anden grund ikke vil være med til. De må så naturligvis også være forberedte på, at det kan koste dem bestemte roller og i visse tilfælde også bestemte ansættelser at nægte at medvirke i bestemte opsætninger. Men at fyre dem - som foreslået af hensynsløse Lars von Trier - fordi de står af inde i et prøvearbejde som på forhånd er aftalt at skulle evalueres, er tåbeligt og afslører diktator-tilbøjeligheder hos Trier. Og ligefrem at påstå at de tre skuespillere i den aktuelle sag har moralske betænkeligheder på andres vegne - som Michael Christensen gjorde i Deadline 5.8. - viser, at denne totalt må have misforstået sagen. At nægte at medvirke i et arbejde der åbenlyst ydmyger en retarderet pige, er aldeles ikke at have moral på andres vegne, for så ville det samme gælde afstandtagen fra børnemishandling, voldtægt eller folkemord, hvor man ikke selv er offer. Ægte moral gælder i aller højeste grad forholdet mellem mennesker generelt. Ydmygelse af andre mennesker er altid umoralsk og derfor er det altid moralsk forpligtende for ethvert ansvarligt menneske at sige fra, hvor man har mulighed for det, og især hvor man direkte eller indirekte er blandet ind i det arbejde der medfører ydmygelsen. De tre skuespillere på det kongelige duarder har modsat instruktør, skuespilchef, teaterchef og Trier i den foreliggende sag vist den moralske ansvarlighed og det moralske mod der er nødvendigt. At Ofelia fik lov at gå i kloster inden den officielle ydmygelse på scenen er kun godt. En sådan form for dødedans kan teaterpublikummet nemlig godt undvære - uden at frygte, at al teaterfornyelse danser samme vej. Læs også Jens Vrængmoses kommentarer til: Darwin og skaberen Operaens vandgang Til toppen Til forsiden PrintVersion |