ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.3.05.

Hvad skal vi med tænketanks-tanker fra CEPOS?

En borgerlig-liberal tænketank - CEPOS - lagde torsdag den 10.3. ud med en officiel og mediedækket åbning i Hotel d'Angleterres stilige gamle Palmehave, men centeret blev faktisk stiftet for et år siden - som det kan læses på dets hjemmeside www.cepos.dk. Centeret har udsendt sit første klare signal, et notat om råderum til fjernelse af topskatten - og vil iøvrigt organisere debatter og workshops samt servicere meningsdannere. Formålet er at påvirke politikernes beslutninger indirekte ved at påvirke befolkningen med såvel økonomiske som moralske argumenter og analyser.

Cepos står for 'Centeret for Politiske Studier', men tag ikke fejl af det neutrale navn. Det er utvetydigt borgerligt-liberalt, selvom det er partipolitisk uafhængigt og angiveligt "ikke på sprøjten" (dvs statsstøtten). Det finansieres med 15 mio over tre år af anonyme sponsorer - fonde, virksomheder og privatpersoner. Men stifterne er ikke anonyme og deres navne siger meget.

Bestyrelsesformanden er godsejer, tidl. forsvarsminister Bernt Johan Collet, og direktør er tidl. projektleder på Institut for Fremtidsforskning Martin Ågerup.

Blandt de øvrige stiftere er tidl. statsminister Poul Schlüter, tidl. udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen og nuværende borgmester Søren Pind; redaktører og forfattere som Rolf Bagger, Annelise Bidstrup, Bent Blüdnikow, Henning Fonsmark, Claes Kastholm Hansen, Ulrik Høy, Samuel Rachlin og Helle Stangerup; professorer som David Gress, Bent Jensen, Jørn Henrik Petersen, Ditlev Tamm og Niels Thomsen; og erhvervsfolk som Jesper Bruun Rasmussen, Niels Foss, Peter Gæmelke og Karoly Nemeth, og endelig kulturfolk som Bent Fabricius-Bjerre, Morten Grundwald og Michael Laudrup. Hertil kommer en enkelt generalløjtnant, Kjeld Hillingsø, og en enkelt præst, Edith Thingstrup, der har været på tese-hold med Søren Pind.

Med andre ord agtede og erfarne topfolk og debattører af temmeligt konservativt tilsnit, som med centerets etablering tydeligt har tilkendegivet, at de savner klarere borgerligt-liberale meldinger og handlinger end dem VK-regeringen med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen står for. Og det er naturligvis helt igennem en ærlig sag. Cepos tager nok udgangspunkt i økonomien, men har som erklæret og meget agtværdigt formål at tænke kulturen, grundloven, ejendomsretten, de borgerlige rettigheder, familiepolitikken og miljøet ind i sine analyser.

Det blev der i følge referatet både leet og klappet af. Og det forstår man. For statsminister Anders Fogh Rasmussens erklærede afstandtagen fra den gamle liberalisme oven i tre års konsensus- og midterpolitik fra VK-regeringen har åbenlyst desillusioneret mange liberale mennesker her i landet, herunder også Venstre-folk som Søren Pind og den tidligere formand Uffe Elleman-Jensen. Det var ikke hvad de drømte om for år tilbage.

Den Poul Schlüter der i sin tid som statsminister uden at blinke med øjnene erklærede ideologier for noget bras, fastslog på sin side med beklagelse, at der ikke længere i Danmark er nogen der er så liberale at det gør noget, at de konservative aldrig har haft en ideologi, samt at trængslen på den politiske midte er en tendens der har udvisket holdningsforskellene. Og det er synd og skam, hævdede han, og glædede sig over, at Cepos nu er kommet ind i billedet. Tænketanken "skal tænke dybt og langsigtet", sagde han med en utvetydig indirekte indrømmelse af, at det havde hverken han selv eller de konservative tidligere gjort. Men skeptisk over for alt for megen dybde og langsigtethed er den gode mand fortsat, for han kom også med den advarsel til forsamlingen, at Cepos kan blive alt eller intet.

Så var direktøren Martin Ågerup alligevel mere fortrøstningsfuld. Han spåede at såvel borgerlige som socialdemokrater i de kommende år vil privatisere velfærdsstaten. Frimarkedstænkerne har været alt for dårlige til at slå på det moralske i deres argumentation, at vise i hvor høj grad det nuværende system er baseret på tvang og hvor overlegent det frie initiativ er i forhold til tvang. Og om selve tænketankens udsigter sagde han, at fremtiden ikke skabes af de politiske partier, men af de kræfter der kommer fra tænkere, fra iværksættere og fra erhvervslivet.

Uden denne tro kunne Ågerup selvfølgelig slet ikke være direktør for en tænketank som Cepos. Men han kan trods alt heller ikke helt udviske Schlüters skepsis. Det er nu engang ikke alle velmente ideer og analyser der formår at påvirke befolkningen så meget at også politikerne må ændre kurs. Der turde i virkeligheden være endnu dybere kræfter på spil i den politiske og kulturelle udvikling end tænketanks-tanker.

Mennesker passer godt på det der tilhører dem selv, men det ingen ejer har en tendens til at forfalde, lyder punkt 4. Og det er vist vanskeligt at bestride, men det er vel også en borgerlig sandhed der er temmelig banal, hvis ikke den får klar adresse. Derfor hedder punkt 7, at ingen er så fornuftige som med egne penge, og ingen så generøse som med andres penge. Det er jo næsten som at høre salig Poul Møller: Pengene ligger bedst i borgernes lommer. Men så vidt går Cepos ikke. Man nøjes med i punkt 2 at sige, at det ikke er så interessant hvem der har hvad i forhold til andre, som hvor godt de har det. Det fremgår ikke helt klart om stedordet 'de' i sidste sætning går på første sætnings 'hvem' eller 'andre', men det er uden tvivl underforstået, at misundelse moralsk set er en slet ting. Og at man lettest kommer ud over den ved at alle sørger for at have det godt hver især.

I punkt 3 fastslås den skinbarlige sandhed, at ingen mennesker véd nok til at styre alle andre liv, men de fleste mennesker ved nok til at kunne tilrettelægge deres eget liv. Mere bramfrit betyder denne maxime, at staten skal lade være med at kontrollere alt og alle, for det kan alligevel ikke lade sig gøre. Og er heller ikke nødvendigt. Men det forhindrer jo ikke at man kan gribe ind med mere indirekte metoder. Derfor siger punkt 6, at opmuntrer man noget, får man mere af det; besværliggør man noget, får man mindre af det. Det er faktisk den visdom behavioristerne kender fra deres rotteforsøg og alle hundeejere fra deres omgang med menneskets bedste ven: Man kommer længere med belønning end med straf. Oversat til politisk sprog, betyder dette, at man kommer længere med skattenedsættelser end med skatteforhøjelser!

Cepos mener desuden (pkt. 5) at sund politik fokuserer på det lange sigt og alle mennesker, og ikke på det korte sigt og udvalgte mennesker. Og det lyder jo ganske fornuftigt, men er i virkeligheden overfladisk snak, for som salig Viggo Kampmann engang sagde, så skal der jo regeres. Og det vil faktisk sige, at alle der sidder med ansvar i vid udstrækning skal træffe konkrete og kortsigtede løsninger uge efter uge. Konklusionen er naturligvis ikke, at så kan ansvarlige politikere blæse på det lange sigt, men derimod at både det korte sigt og det lange sigt er relevante og nødvendige.

Men vi får dog repeteret - for det tilfælde at ikke alle efterhånden skulle have opdaget det - at den offentlige sektor er et problem. Ifølge punkt 8 kan den offentlige sektor ikke anvende penge, som den ikke først har fået fra de borgere der har skabt værdierne. Og helt bortset fra at den offentlige sektor i alle velfærdslande kender til den kortsigtede, men ofte svært afviklelige praksis at låne sig til udvidet forbrug - det har man gjort mange gange i Danmark, det har man gjort i Tyskland i årevis, ja, såmænd også i stor målestok i Guds eget konservative land - så er det selvfølgelig rigtigt at det i sidste ende er et lands borgere der skal betale regningen.

Men konklusionen heraf, hvad er den? Den får vi ikke. Og vi får den heller ikke i punkt 9, der lægger den banalitet for dagen, at en offentlig sektor der er stor og stærk nok til at kunne give borgerne alt, også kan tage alt fra dem. For hvad snakkes der om? Socialhjælp, folkepension, efterløn, skolevæsen, sygehusvæsen, vejvæsen, retsvæsen, forsvar, eller lønninger til de ansatte???

Her i landet får borgerne ikke alt af det offentlige, og det offentlige vil overhovedet ikke være i stand til tage det borgerne vitterligt får på de nævnte områder fra dem fra den ene dag til den anden. Det Cepos indirekte siger, men åbenbart helst ikke vil erklære ligeud, er at man mener at den offentlige sektor giver folk for meget, men at det ikke er umuligt at tage noget fra dem igen, hvis ellers de rigtige folk kommer til. Men hvorfor disse omsvøb pakket ind i skjult moraliseren?

Heldigvis får vi dog til sidst en slags sandhed over alle sandheder: Frihed og ansvar gør forskellen. Underforstået forskellen mellem de borgerligt liberale og alle dem der tror på og arbejder for lighed. Cepos insinuerer endog at lighedens fortalere pr. definition er uansvarlige.

Det blev den kaldt, fordi den gennemsyrer alle samfund, altid har gjort det og altid vil gøre det. Der er nemlig ingen definitiv logisk løsning på modsætningen.

Alle mennesker ønsker frihed. Og frihed vil alt andet lige medføre ulighed, dvs forskelle i menneskers sociale og kulturelle status. Skal der være en frihed der muliggør kreativitet, initiativ og fremskridt af økonomisk, erkendelsesmæssig og dannelsesmæssig art, så vil der uundgåeligt ske en social og kulturel lagdeling eller stratifikation.

Ligheden på sin side er primært en lighed for loven og en grundliggende respekt for det enkelte menneskes værd og ret til at være til. Men den er også et ønske om en fundamental tryghed i fællesskabet, hvad der bl.a. vil sige et samfund uden for stor social uro. Friheden må altså hverken undergrave denne tryghed eller denne lighed for loven, derfor tales der i civiliserede lande om frihed under ansvar. De frie, kreative, inititivrige og iværksættende mennesker skal i deres udfoldelse respektere fællesskabet og dettes normer og grænser. Grænserne må blot aldrig sættes sådan at friheden undertrykkes. For i så fald vil trygheden automatisk tendere mod en stilstand og et forfald ingen ønsker.

Ideelt set skal der altså tilstræbes en form for balance mellem friheden og trygheden (ligheden), men i praksis er der ingen instans der kan fastsætte balancepunktet. Der vil altid være en konflikt mellem de to tendenser - og det er faktisk selve denne konflikt der giver samfundsudviklingen sin dynamik. Konflikten må blot ikke gå til destruktive yderligheder, og det er derfor civiliserede lande sørger for at regulere den med passende og for det brede flertal acceptable økonomiske, sociale, juridiske og administrative foranstaltninger. Det demokratiske civilsamfund har her fordele som det totalitære samfund fuldstændigt mangler. For kun det demokratiske civilsamfund kan holde sammen på fællesskabet som en ægte folkelig ramme om borgernes liv og udfoldelse samt frihed og tryghed.

Idéen med at tænke kulturen, grundloven, ejendomsretten, de borgerlige rettigheder, familiepolitikken og miljøet ind i de politiske og økonomiske analyser skal ikke klandres. Det er kun rart for JERNESALT at få en konkurrent. Men det må siges med det samme, at Cepos hverken har den erkendelsesteoretiske eller psykologiske indsigt i orden til at kunne komme med ordentlige bud på sagen.

Erkendelsesteoretisk er det først og fremmest den manglende fokus på komplementaritetssynspunktet der er svagheden. Psykologisk ligger hovedproblemet i, at man tror at kunne klare sig med gammel (små)borgerlig moral i stedet for at indlade sig på den sammenhæng mellem etik og dybdepsykologi som ligger i filosofien om den indre konsistens.

Ingen filosoffer, politikere eller tænketanks-tænkere vil nogensinde få held til at analysere et samfunds aktuelle problemer på en sådan måde, at resultatet i egentligste forstand vil kunne mobilisere befolkningen til kamp for en bæredygtig politik for fremtiden, medmindre man forstår at gribe fat i idéer eller symboler der er ladet med den tilstrækkelige energi.

Det er i al beskedenhed det Jernesalt forsøger på med sin komplementære helhedsrealisme.

Om det vil lykkes for Cepos at gøre en forskel i debatten og give de desillusionerede liberale mennesker i dette land håbet tilbage, vil tiden vise. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har hilst initiativet velkomment. Men personligt tror jeg ikke statsminister Anders Fogh Rasmussen eller regeringen i det hele taget vil kunne hente megen inspiration fra den tænketank.

Man kan sagtens føre gode og relevante indvendinger frem mod Fogh Rasmussens midtersøgning og konsensuspolitik, ikke mindst på baggrund af socialdemokraternes store krise, der næppe løses med formandsvalget. Det går ganske enkelt ikke i det lange løb at Venstre eller for den sags skyld de konservative i de vigtige spørgsmål om de kommende års store reformer give socialdemokraterne nogen form for vetoret. Det betyder ikke at konsensuspolitik ikke alt andet lige er at foretrække fremfor konfrontationspolitik og bitter blokpolitik, men at nogen engang imellem bør turde gå foran, også selvom det bryder med konsensusidealet.

Det betyder heller ikke at der er noget i vejen med at føre politik på midten, for den store brede befolkning befinder sig i dag på midten af dansk politik, og ingen regeringen kan overleve et valg endsige flere valg i træk i forsøget på at gennemføre langsigtede ændringer - uden at et flertal accepterer det. Midten kan udmærket acceptere forandring og større reformer, men den skal naturligvis overbevises om deres vigtighed, ja mobiliseres til kamp for deres gennemførelse.

Derfor skal der tænkes dybt og langsigtet, vel at mærke meget dybere og endnu mere langsigtet end Cepos gør.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

CEPOS's hjemmeside

Politiske parametre  (6.2.05.)

Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)

Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner  (30.11.04.)

Øvrige artikler om dansk politik: Klik

Artikler om komplementaritetssynspunktet:

Generel introduktion
Individ og samfund som komplimentære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener