JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - 0azreplik100415

REPLIK FRA JERNESALT - 15.4.10.

Er monarki foreneligt med demokrati

Da dronningens 70-års dag i morgen 16.4. ikke går stille af hverken på officielt plan eller i medieomtalen, benytter landets relativt få organiserede republikanere selvfølgelig lejligheden til at få skabt debat om monarkiets rolle i vort demokrati. En organisation der kalder sig 'Den Republikanske Grundlovsbevægelse' har forsøgt at få tilladelse til at demonstrere på Amalienborg Slotsplads netop i morgen kl. 12 - angiveligt ikke for at demonstrere mod dronningen personligt, men for at sige "Tillykke, men vi ville hellere have stemt for dig!"

Den Republikanske Grundlovsbevægelse er ifølge sin hjemmeside stiftet for at fremme debatten om grundlov og kongehus. "Vi består af borgere fra hele landet, mænd og kvinder, unge og gamle, borgerlige og venstreorienterede. Nogle synes, at debatten om monarki er vigtigst. Andre er mere optagede af diskussionen om borgernes rettigheder i en ny grundlov. Nogle ønsker en præsident efter tysk model. Andre mener, at vi slet ikke behøver en præsident, da folketingets formand og statsministeren kan varetage en præsidents opgaver. Vi er med andre ord meget forskellige: Vi interesserer os for forskellige ting, vi har forskellige holdninger, og vi har formentlig også meget forskellige forestillinger om, hvordan en ny grundlov skal se ud. Men der er en ting, vi på tværs af interesseområder og holdninger kan blive enige om: Vi ønsker en fri debat om kongehus og grundlov."

Bevægelsen, hvis formand er den radikale folketingskandidat Zenia Stampe, der er erklæret fritænker og provokatør (og i marts måned gjorde sig bemærket ved at anmelde Københavns Politis drabschef for racisme på grund af hans meget forståelige, negative udtalelser om kriminelle rumænere), fik dog ikke politiets tilladelse til demonstrationen, idet politidirektøren - sikkert med god grund - frygtede at der kunne opstå konflikter mellem demonstranterne og dele af den folkemængde der vil møde op for at hylde Hendes Majestæt. Bevægelsen har klaget sin nød til justitsministeren, der dog - klogeligt nok - ikke vil blande sig i politiets afgørelse.

Hele bevægelsen og demonstrationen er et glimrende eksempel på den form for idealisme der kendetegner visse meget principfaste og dogmatisk tænkende rationalister, men som ikke har en jordisk chance for at ændre så meget som en tøddel i den virkelige verden. Monarkiet i Danmark kan alle borgere mene om hvad de vil, og da vi har ytringsfrihed kan de også udtale sig frit om fænomenet. Men det står ikke for fald i overskuelig tid. Enhvert forslag om grundlovsændring vil falde med et brag, hvis det indeholder afskaffelse af monarkiet.

Pressen kan sjovt nok konstatere en splittelse i sine egne rækker, for så vidt det kan påpeges at der er stor forskel på dækningen af dronningens fødselsdag mellem DR og TV2 (sidstnævnte instans har satset højt på et særligt festarrangement på Christianborg) - og ligeledes en markant forskel mellem Ekstrabladets og Billedbladets holdning og prioritering. Det siger næsten sig selv, at Billedbladet lever af at bringe store reportager fra alle hoffets fester - på linje med dækningen af The High Society - mens Ekstrabladet lige så selvfølgeligt tager sig af kritikken af selvsamme.

På det sidste er der også fra politisk hold fremsat ønske om at få kongehusets økonomi gjort mere gennemskuelig - i lighed med ønsket om gennemskuelighed i såvel den offentlige administrations som erhvervslivets økonomi. Hoffet har meddelt at man intet har imod ideen. Statsministeren har erklæret sig for forslaget. Men det mest sigende turde være, at forslagstilleren selv, SF's næstformand Ole Sohn, udtrykkeligt har gjort opmærksom på at forslaget ikke er en kritik af dronningen, for hun klarer sin opgave ganske godt!

Og det er sagen i en nøddeskal. Der kan altid rejses konkrete spørgsmål om de enkelte bevillinger til kongehuset, de årlige apanager, repræsentationsudgifterne og udgifterne til vedligeholdelse af slotte osv. Men monarkiet som sådant er ikke til seriøs debat. De organiserede republikanere kan mene og sige hvad de vil. Folk i almindelighed strømmer til det nyrestaurerede Frederiks VIII's palæ på Amalienborg for at se de seværdige gemakker med moderne kunstudsmykning inden det overtages af kronprinsen (der meldes om flere hundrede meter lange køer). Og folk vil strømme til Amalienborg slotsplads i morgen den 16.4. og følge majestætens karettur gennem København til modtagelsen på Rådhuset hos den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen.

Som nævnt i gårsdagens replik om historiske mindedage så knytter der sig den særlige omstændighed til dronning Margrethes fødselsdag, at hun netop kom til verden en uge efter at tyskerne besatte Danmark. Det blev ganske enkelt opfattet af flertallet af befolkningen som en gave midt i ulykken, og det var i allerhøjeste grad med til at styrke kongehusets stilling i det danske samfund.

Kong Christian den X kom i besættelsesårene til at spille en stor rolle som nationalt samlingspunkt på tværs af politiske og sociale skel. Han var personligt af den gamle skole (dvs. militære og aristokratiske skole). Han lagde i sin tid ikke skjul på sin store utilfredshed med at en simpel cigarmager som Thorvald Stauning i 1916 blev minister i regeringen Zahle, og han var lige ved at blive afsat, da han i 1920 fyrede Zahle-regeringen på grund af en holdning til det sønderjyske grænsespørgsmål han ikke delte. Han blandede sig med andre ord i politik, og det fandt både de radikale og socialdemokraterne med fuld ret grundlovsstridigt. De arrangerede en kæmpedemonstration på Amalienborg Slotsplads, og fagbevægelsen truede med generalstrejke. Kongen måtte bøje sig. Og siden har ingen dansk monark vovet at blande sig i politik.

Frederik IX, der kom på tronen i 1947, formåede at forny monarkiet allerede af den grund at han var en generation yngre og en generation friere. Han og dronning Ingrid holdt dog fortsat på formerne. Han glemte aldrig at han under krigen måtte rejse til Berlin og forsikre Adolf Hitler om at Christian X's yderst formelle og kortfattede tak for Førerens lykønskning til hans fødselsdag i 1942 ikke var ment som en fornærmelse. Kong Frederik satte aldrig siden sine ben på tysk jord (som hans mor ellers stammede fra). Til gengæld satte han dem mange år efter i den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansens spisestue i hjemmet på Østerbro, hvor der var inviteret på middag. Men det senere ungdomsoprør brød han sig ikke om. Et af de sjoveste billeder af Kong Frederik viser ham misbilligende hilse på nyudklækkede kadetter der havde ladet deres hår gro langt efter tidens nye mode. Under kong Frederik blev grundloven i 1953 ændret - og ændringen gik efter alt at dømme igennem fordi den var knyttet til en ændring af arvefølgen, så kongeværdigheden ville gå videre til hans ældste datter i stedet for at gå over til broderen prins Knuds ældste søn.

Dronning Margrethe har i enhver henseende klaret sin opgave som statsoverhoved forbilledligt. Det har ganske givet været et stort aktiv for hende at hun har været så kunstinteresseret som tilfældet er - og endda selv bidraget med kunst til kirken og balletten. Det har dog skadet kongehusets renommé at den franskfødte prinsgemal aldrig har fået lært at tale ordentligt dansk (fordi han ikke har været tvunget til at tale det i hjemmet). Men det danske kongehus har været forskånet for skandaler af den art det engelske kongehus en årrække havde på stribe. Det eneste punkt dronningen kritiseres på er såmænd hendes rygning, men det blæser hun på. Og så stilles der nu også alle mulige forslag om at hun bør abdicere til fordel for kronprins Frederik inden alt for længe. Men dette afslår hun. Det 'gør man ikke' i et arveligt monarki! Så Majestæten er og bliver urørlig.

Det eneste relevante spørgsmål der bliver tilbage, når monarkiet i Danmark skal debatteres, er til syvende og sidste kun det ene om monarkiet virkeligt principielt er i uoverstemmelse med demokratiet.

Juridisk set er spørgsmålet simpelt at besvare, for eftersom det danske monarki er grundlovsbestemt, så er det naturligvis i fuld overstemmelse med demokratiet. Demokrati betyder ikke nødvendigvis at landets statsoverhoved skal vælges. Tværtimod er det i grundloven udtrykkeligt bestemt at kongeværdigheden går i arv. Men til gengæld er det også bestemt at monarken ikke har nogen politisk magt - og principielt ikke må blande sig i politiske afgørelser, men skal godkende de love og administrative afgørelser regering og folketing vedtager. Det danske monarki er et konstitutionelt monarki. Regeringsformen er 'indskrænket-monarkisk' og ikke som i enevældens tid ubegrænset eller absolut monarkisk. Og det kan vel at mærke også ændres ved en ændring af grundloven.

På bredere kulturelt plan - eller om man vil på eksistentielt plan - er sagen naturligvis mere kompliceret. Her drejer den sig nemlig dels om tradition, dels om psykologi.

Tradition er en besynderlig ting, om hvilket det dog gælder at den aldrig er af særlig rationel karakter. Det kan ikke ad rationel, logisk vej bestemmes eller blot forudses hvad der bliver eller fortjener at blive tradition. Tradition betyder jo egentlig blot 'videreførelse' og dækker i sproget 'overlevering' af skikke, sædvaner, værdier og regler fra generation til generation og er således en helt afgørende forudsætning for al kulturel kontinuitet. Hvilke værdier og regler, skikke og sædvaner der faktisk bliver overleveret, afgøres imidlertid af folks tids- og stedbestemte bindinger til disse fænomener, og disse må i høj grad siges at være ret tilfældige.

Ofte vil der være en generel tendens til at jo ældre mennesker bliver, jo fastere vil de være knyttede til bestemte vaner og værdier. De ønsker ofte ikke ændringer, ja, kan i visse tilfælde være meget bevidste for ikke at sige hårdnakkede modstandere af ændringer. Så bliver de 'traditionalister', dvs mennesker der pukker på givne traditioner. Og de vil da komme i modsætning til ungdommen, den nye generation der ser frisk på tingene og ikke sjældent også vil have et bevidst opgør med tradition og vanetænkning. Herom vil en følgende artikel handle.

I al tradition ligger der megen psykologi, men psykologien kan ikke indskrænkes til blot at dreje sig om forholdsvis overfladiske personlige bindinger til dit og dat af den art man kan se hos alle mennesker og som ikke altid betyder så meget. Den kan gå dybt, fordi den kan gå langt ud over det personlige, nemlig ned til det kollektive. Så bliver den anderledes determinerende på en ikke fuldt gennemskuelig måde. Og det er dette forhold der gør folkelige traditioner irriterende for rationalister. Deres argumenter preller nemlig af på folket.

Det nemmeste for ensidige rationalister er naturligvis at bestride at det kollektivt ubevidste overhovedet er en realitet i denne verden. Får de held til at få det stemplet som overtroiske forestillinger, tror de sagen er vundet. Det er den imidlertid ikke, for uanset hvilket teori rationalisterne har om fænomenet, får de aldrig den føling med det som gør at de kan forstå det indefra, og dette er selve forudsætningen for at påvirke dem der har følingen og lægger vægt på den.

Det vil føre for vidt her at gå ind i en nærmere analyse af hvad der får rationalister til at tro at forestillingen om det kollektivt ubevidste er overtro - det skal senere tages op her på siderne - men noget meget afgørende er, at rationalister tilsyneladende har umådeligt svært ved at tænke komplementært. De holder i den grad fast i principper, begreber og logisk argumentation og alt hvad der hører til de fortræffelige psykiske sekundærprocesser, men de nægter at se i øjnene at der altid i alle mennesker ved siden af sekundærproceserne foregår nogle primærprocesser der fungerer på en helt anden måde, og at det er muligt at lade primærprocesser og sekundærprocesser skiftes til at lade den psykiske energi udfolde sig. Begge processer er jo uundværlige til hver sit formål. Og kreativiteten og værditilknytningen kan aldrig undvære primærprocesserne.

Ser man komplementært på et fænomen som monarkiet, så vil man komme til det resultat, at det er fuldt foreneligt med demokratiet, for så vidt der er tale om konstitutionelt monarki, altså et monarki hvis nærmere vilkår fastsættes på demokratisk vis gennem den lovgivende og folkevalgte instans. Monarkiet har tilmed nogle kvaliteter som kan være fordelagtige for demokratiet, herunder fx selve det forhold at monarken ikke skal vælges a la en præsident. Dermed slipper folkestyret i det mindste for alle de problemer der knytter sig til partipolitisk valg af statsoverhoved. Men hovedsagen er at komplementariteten i sig selv er en styrke. De der kan tænke komplementært får aldrig de store problemer med monarki i demokratiet.

Jan Jernewicz

Illustration af Bente Buck - jf. Kunstblade

Henvisninger:

Link til Den Republikanske Grundlovsbevægelse

Relevante artikler på Jernesalt: