JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - franskvlg07c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.5.07.

Midtsøgende regering i Frankrig

Den l6. maj overtog Nicolas Sarkozy posten som præsident for republikken Frankrig efter Jaques Chirac, torsdag den 17. udnævnte han sin partifælle François Fillon til ny premierminister og fredag 18. maj var hele den nye regering dannet - med ikke så få overraskelser.

Udnævnelsen af Fillon var ventet, da han modsat Sarkozy er en dygtig forhandler der ikke forhaster sig med at træffe beslutninger, men sonderer terrænet omhyggeligt og fører dialog med parterne. Han er således en glimrende, næsten flegmatisk modpol til den langt mere impulsive, resolutte og effektive Sarkozy. De har egentligt ikke haft særligt pæne ting at sige om hinanden i den tid de har været regeringskolleger. Den socialt orienterede tidligere social-, beskæftigelses- og undervisningsminister Fillon har direkte kaldt Sarkozy, den daværende langt mere liberalistiske indenrigsminister, for en kølig kyniker. Men udnævnelsen af Fillon til premierminister er en udmærket bekræftelse på Sarkozys vilje til at søge en passende balance mellem det sociale og det liberale. Et plus for Fillon er også at han i modsætning til Sarkozy taler engelsk.

En overraskelse er bl.a. udenrigsminister Bernard Kouchner, fordi han kommer fra Socialistpartiet og under præsidentvalgkampen var med i kampagnen for Ségelène Royal. Den nu 67-årige Kouchner arbejdede i 1968 for Røde Kors i Biafra, og dette arbejde blandt de civile ofre fik ham i 1971 til at grundlægge 'Læger uden Grænser'. Men nok så bemærkelsesværdigt er det at han siden har kæmpet for de vestlige landes ret til at blande sig i andre landes interne anliggende i tilfælde af epidemier og hungersnød. Han forsvarede i 2003 også præsident Bushs krig mod Saddam Hussein og er i det hele taget - som Sarkozy - indstillet på et godt forhold til USA. Af disse og flere andre mere specielle grunde har han aldrig været populær i Socialistpartiet, og han var da også beæret over at få tilbudt den nye ministerpost af Sarkozy. Til gengæld taler Socialistpartiet om 'forræderi af værste skuffe'. Og det er jo en udmærket bekræftelse på at man på den front ikke har det godt med midtersøgende og brede regeringer, men foretrækker gammeldags blokpolitik. Til minister for Europa-politikken får Kouchner hjælp af den tidligere socialistiske EU-kommissær Jacques Delors kabinetschef Jean-Pierre Jouyet. En særlig post som højkommissær for kampen mod fattigdommen besættes med formanden for hjælpeorganisationen Emmaus France (Abbé Pierre-organisationen), Martin Hirsch.

Forsvarsminister bliver Hervé Morin fra det nu af sin formand François Bayrou splittede centrumparti UDF. Indenrigsminister med ansvar for sikkerheden bliver den tidligere forsvarsminister Michèlle Alliot-Marie, mens justitsministeriet overtages af Rachida Dati der ligesom Sarkozy selv er andengenerationsindvandrer og var talsmand for Sarkozy under valgkampen. Minister for bekæmpelse af den høje arbejdsløshed og minister for 'Indvandring og National Identitet' bliver hhv Xavier Bertrand og Brice Hortefeus der begge tilhører inderkredsen omkring Sarkozy. Økonomiministeriet overtages af den populære Jean-Louis Boorloo Og vicepremierminister med ansvar for miljø og bæredygtig udvikling bliver den tidligere premierminisiter Alain Juppé.

Regeringen er blevet kaldt ultrakompakt fordi den kun har fået femten ministre, hvortil dog kommer en række viceministre eller statssekretærer som de kaldes andre steder. Også denne konstruktion peger på Sarkozys effektivitet. En regerings, en kommissions, et udvalgs eller en bestyrelses størrelse må nemlig aldrig være for stor, hvis formandens styring og kommunikationen mellem medlemmerne skal være optimal. Den store, forlængst afdøde britiske humorist C.N. Parkinson udregnede i sin tid på sit 'Komitologiske Institut' en 'ineffektivitetskoefficent' der havnede på et tal mellem 19,4 og 22,4, idet decimalerne angiveligt betegnede delvis tilstedeværende medlemmer, og forudsætningen for effektivitet iøvrigt var et tempereret klima, læderpolstrede stole og en høj ædruelighedsstandard. Salige statsminister Poul Hartling tog ved lære af Parkinson, da han dannede sin smalle Venstreregering i 1973 og holdt sig til 18 ministre. Men nu har Sarkozy slået rekorden. Og det er ganske fornuftigt, men som bekendt viste Hartlings skæbne, at det ikke er nok for sikringen af en succes udelukkende at holde sig til Parkinson.

Bemærkelsesværdigt ved den nye franske regering er også at halvdelen af de 15 ministre er kvinder, det er nærmere betegnet 7, idet der her ikke rigtigt kan bruges decimaler. Denne fordeling var lovet af Sarkozy, men ikke alle troede han ville holde sit løfte.

Det bliver nu spændende at se hvordan den franske regering vil lægge ud med sit reform-program, og hvordan gaullist-partiet UMP vil klare sig til parlamentsvalget den 10. og 17. juni. Prognoserne er foreløbigt gode, bl.a. fordi centrumpartiet UDF som nævnt er blevet splittet ved at dets hidtidige formand François Bayrou har valgt at danne et nyt parti, Den demokratiske Bevægelse, der må betragtes som et socialdemokratisk centerparti. Dannelsen førte til at ikke mindre end 22 af UDF's 29 medlemmer af Nationalforsamlingen er gået over til Sarkozys UMP. Det nye parti har på få dage fået lige så mange medlemmer som Ny Alliance i Danmark, men landet er mere end ti gange så stort, så reelt er det ikke mange. Meningsmålingerne giver da også kun partiet omkring ti medlemmer i Nationalforsamlingen, og intet tyder derfor på at Bayrou får den centrale rolle i fransk politik han havde håbet på.

Socialistpartiet har det som bekendt heller ikke for strålende, hvad fremtiden angår. Præsidentkandidaten og fornyeren Royal stiller slet ikke op. Så regeringspartiet UMP - der står for det meget sigende 'Union pour la majorité presidentielle' eller 'Den præsidentielle majoritets union' - må betragtes som sikker vinder. Populært er hverken partiet eller Sarkozy, men det er ikke destomindre de to instanser der skal skabe den fornyelse i det politiske liv som franskmændene forventer efter flere års stilstand under Chirac.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Link til den franske premierministers officielle hjemmeside.