JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - danskhed13a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.7.13. (Ugebrev)

Hvad der er danskhed afgøres alene af etniske danskere

Danskheden er heldigvis på ny kommet på dagsordenen efter en længere stilstand hvor den politiske debat har haft fokus på økonomien, dagpenge, kontanthjælp, lægekonflikt og skolereform med tilhørende sociale problemer. Men i søndags fik Venstres integrationsordfører Inger Støjberg sat det vigtige emne på tapetet igen med en kronik efter at have "mødt et kobbel ulve i fåreklæder" på Islamisk Trossamfund på Dortheavej i København, det vil nærmere betegnet sige en gruppe fremtrædende, veluddannede og på overfladen velintegrerede herboende muslimer der i virkeligheden praktiserer en tåbelig og forældet tolkning af hellige skrifter og derfor fx ikke kan få sig selv til at tage klart afstand fra den modbydelige form for henrettelse der bestå i stening af ægteskabsbrydere.

Støjberg henviser desuden til en stor undersøgelse af danske muslimerns holdninger, der bl.a. viser det rystende resultat at 55 procent af de adspurgte mente at det bør være forbudt at kritisere religion, og 64 procent at ytringsfriheden i visse tilfælde bør indskrænkes. En anden undersøgelse viste at 24 procent af de unge ikkevestlige indvandrere og efterkommere oplever at deres familie begrænser deres frihed til at vælge kærester og ægtefæller.

Støjberg konstaterer, at alt for mange muslimer i Danmark lever efter en middelalderlig tolkning af Koranen - og at repræsentanter for Islamisk Trossamfund hører til slagsen. Og til alle muslimer der konstant modarbejder den fulde integration eller opfordrer til hellig krig i Syrien, begår æresdrab og nedgør de danske værdier siger hun kort og godt: Find et andet sted at leve og bo. Ingen holder på jer.

Støjberg understreger at tiden er inde til at tage et opgør med "hvem der vil Danmark og hvem der ikke vil". Der har for længe i den danske integrationsdebat været en tendens til at gå uden om meningsfulde debatter og diskussioner om det man kan kalde den værdimæssige integration. Men vi må aldrig lade det komme dertil at vi i misforstået tolerance accepterer handlinger, værdier og menneskesyn alene fordi personer der indtager synspunkterne repræsenterer en minoritet. Vi skal ikke udvise ligegyldighed, når de værdier vi i generationer har taget for givet i Danmark bliver sat under pres.

Jeg er stort set enig i disse synspunkter og må også konstatere at muslimer ikke synes at tage kritikken alvorligt. Deadline havde mandag aften inviteret Inger Støjberg i studiet, men ingen repræsentant for Islamisk Trossamfund ville stille op - og den landsformand for Foreningen Muslimer i Dialog - Mohammed Ali - der tog debatten slog primært ned på Støjbergs tone og kaldt hendes måde at tænke på meget udansk. Men Støjbergs tone er gennemført sober og saglig. Hendes måde at tænke og argumentere på er så dansk som den kan være. Hun kan nemlig se forskel på danske værdier og ikke-danske værdier, hun tør nævne tingene ved rette navn - og hun falder ikke for den misforståede tolerances værste fejl at tro at alle har ret til at slå sig ned her i landet, uanset om deres værdier strider mod de danske værdier og uanset om de modarbejder ægte integration eller ej.

Det er utroligt at en muslim som Mohammed Ali kan slå sig ned her i landet og gøre gældende, at danskheden som sådan skal inkludere fremmede mennesker der ikke vil acceptere danske værdier, og at han tillader sig at kalde det udansk at fastholde forskellen på danske værdier og ikke-danske værdier og dermed reelt gøre gældende at alle værdier er lige gode og skal have samme ret i et land der som Danmark er blevet fuldt demokratiseret og sekulariseret og derfor hverken kan acceptere indskrænkninger af tros- og ytringsfriheden eller undertrykkelse af kvinderne.

Det er en komplet misforståelse af dansk og europæisk tolerance at pukke på de juridiske rettigheder som fremmede automatisk får i og med at de erhverver dansk statsborgerskab, for det giver dem ikke lov til at bygge parallelsamfund op her i landet eller her på kontinentet. Og det er en komplet misforståelse at pukke på forestillinger om multikulturalismen, for disse forestillinger er af ideologisk art og er dybest set ikke forenelige med grundliggende nationale fornemmelser, traditioner og overbevisninger der har rod i sprog, mentalitet og historie.

Danskhed kan ikke defineres eksakt, men er i allerhøjeste grad en kompleks blanding af bevidste og ubevidste forestillinger hos etniske danskere der er født i landet og taler sproget frit fordi de har haft det som modersmål. Hvad der er danskhed afgøres derfor udelukkende og suverænt af etniske danskere.

Når det overhovedet er kommet dertil at denne sandhed ikke længere er indlysende, skyldes det naturligvis en forfejlet indvandrer- og asylpolitik gennem 40-50 år. Man tog imod fremmed arbejdskraft da der var hårdt brug for den af rent økonomiske grunde - og man har også taget imod et vist antal flytninge fordi det blev anset for rimeligt at tage en del af den store flygtningestrøm til Vesteuropa - men man gav i idealitetens eller ideologiens navn fremmedarbejderne lov til familiesammenføringer og statsborgerskab i et omfang der var fuldstændigt tåbeligt og helt ude af proportioner, og man gav i barmhjertighedens navn asyl og statsborgerskab til flygtninge i et omfang der slet ikke tog højde for princippet om at flygtninge bør rejse hjem når borgerkrig eller diktatur får en ende. I den grænseløse venstreorienterede, men skattebetalte og professionaliserede omsorg for alt og alle delte man ud af de sociale ydelser uden at kræve modydelser. Og det skabte til sidst - men tyve år for sent - den modstand og den nøgternhed i befolkningen og folketingsflertallet der indebærer at man kunne se det både økonomisk og værdimæssigt uholdbare i situationen. Kun Enhedslisten og Det Radikale Venstre kan eller vil ikke se problemet.

Det er der imidlertid, og det bliver ikke mindre de kommende år.

Når dette er slået fast, skal imidlertid også siges, at Inger Støjbergs og Venstres grundsynspunkter er uafklarede og derfor langt fra giver det bedste grundlag for en tidssvarende kritik af udansk, middelalderlig religiøsitet og norm eller en tidssvarende løsning på problemerne, der jo findes tilsvarende i alle vesteuropæiske lande.

Nok siger Støjberg at religionsfrihed i betydning retten til at dyrke sin religion som man vil uden indblanding fra staten er fuldstændigt fundamentalt for hende, og hun siger udtrykkeligt at denne frihed også omfatter retten til at sige sig fri fra religion, dvs retten til at ikke at tro på noget som helst og leve sit liv derefter. Hun erkender dog at religion spiller en vigtig rolle i vores omgang med hinanden, og at vi derfor skal tage hensyn til hinanden på gensidig vis. Men så kommer hun ellers med nogle bemærkninger der viser at hun slet ikke tager problemet alvorligt, for hun oplyser at hun som medlem af folkekirken er kristen på samme måde som de fleste danskere. Hun deltager en gang imellem i kirkelige handlinger, men hun betragter sit forhold til sin tro som helt og holdent et anliggende mellem Gud og hende selv - og ikke som anliggende om gejstlige autoriteters udlægning af Bibelen.

Det er unægteligt den almindelige danske folkekirkeholdning som også deltes af Venstres statsminister Anders Fogh Rasmussen der midt under Muhammedkrisen gjorde gældende at religion burde have den mindst mulige plads i det offentlige rum. I en artikel gjorde Fogh Rasmussen dengang gældende at religionen og religiøse forestillinger altid vil være en del af menneskelivet og dermed af vores samfund. Den religiøse overbevisning påvirker naturligvis borgernes holdninger til mange af de temaer der diskuteres i det offentlige rum ligesom den også kan være en direkte tilskyndelse til deltagelse i det offentlige liv. I denne forstand vil religionen derfor altid være til stede i det offentlige rum, vel at mærke i frie samfund. Fogh erklærede sig desuden på det rene med at den danske historie og kultur og det danske samfund er gennemsyret af kristen tænkning, ganske enkelt fordi de fleste danskere er kristne. I denne forstand kan religion og politik ikke ganske adskilles. Men det afgørende for Fogh Rasmussen dengang var og er at religionen gennem tiderne har fyldt for meget og for tiden fylder for meget i det offentlige rum, men for fremtiden bør den ikke bare fylde noget mindre, men skam mindst muligt. - Jf. Fogh, religion og sammenhængskraft (24.5.06.).

Foghs og Støjbergs synspunkt er ikke alene ønsketænkning i en tid hvor vores eget land præges af islam og endda af en islamistisk radikalisering der giver konstant arbejde til Politiets Efterretningstjeneste, og hvor hele Mellemøsten er i største spænding fordi der er kamp på liv og død mellem doktrinær islamisme og sekulære ungdomsoprør og frihedsbevægelser (jf. den helt aktuelle udvikling i Egypten. De er også grundliggende uigennemtænkte og inkonsistente i filosofisk og psykologisk henseende, fordi de går helt uden om den ellers her i landet 100-år gamle erkendelse at religion stikker meget dybere i psyken end de dogmer som teologer og præster hylder og prædiker. Religiøse er vi nemlig alle, fordi vi inderst inde (på primærproces-niveau) - tænker i værdibaner og naturligvis aldrig kan ophøre med det. Den gamle fejl - som vi godt kan samle under begrebet middelalderlig og primitiv - ligger altså ikke i at vi tænker i værdibaner, det er tværtimod altafgørende for kulturen at vi fastholder dette, men derimod i at vi kobler værdierne på dogmatiske og autoritære sandheder som forfægtes af magtmennesker - ud fra den gamle og simple erfaring at intet er bedre til at styre folks tankegang end dogmer.

Vejen ud af denne primitive misere hedder ikke forkastelse af religionen, men derimod en forståelse for at religion dybest set er livsbekræftende og sammenhængsgivende føling med de umiddelbare realiterer som er meningsbærende og som vi alle fødes ind i. De afhænger på ingen måde af dogmer endsige dogmatiske systemer og autoritære præsteskaber, men derimod af en vedvarende fornyelse eller genskabning af de grundliggende værdier.

Sekulariseringen er en frigørelse fra al dogmatisme og autoritær teologi og dermed også en anerkendelse af det Luther kaldte 'det almindelige præstedømme' (at enhver er præst for sig selv og ikke behøver nogen gejstlig instans mellem sig og Gud). Og dermed også en frigørelse fra alle slags præstestyre, fundamentalisme og shariatro. Den kan derimod aldrig være en frigørelse fra forpligtelsen til indre konsistens som ligger i at sørge for overvægt af det gode i livet. Hvis man ikke kan få sig selv til at kalde den sekulariserede forpligtelse for religion, så kan man kalde den helhedsrealisme. Resultatet er det samme: man er frigjort fra såvel præsteskabernes autoritet, fortolkninger og kirkesystemer, men slipper aldrig forpligtelsen til at sørge for overvægt af det gode i livet.

Her er vi nået langt i Danmark og Nordeuropa, men ikke langt nok endnu. Muslimer arbejder imod. Og vore egne politikere har ikke set sammenhængen. Der mangler oplysning - og det vel at mærke en oplysning der kan sætte både islam, jødedommen, kristendommen og ateismen ind i en større sammenhæng - både nationalt og indernationalt.

Ejvind Riisgård

PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Links:

Det islamiske trossamfund
Muslimer i Dialog
Inger Støjbergs hjemmeside
Venstres hjemmeside

Relevante artikler på Jernesalt: