utils prefix normal JERNESALT - vangogh

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.10.18.

Den splittede van Gogh i kampen for helhed - og nåde

'Arken' i Ishøj viser på ny en spændende udstilling af en af kunsthistoriens største og imiddelbart meget fascinerende og ekspressive kunstnere, den sindslidende hollandske maler Vincent van Gogh (1853-90), og museet gør det vel at mærke med malerier og tegninger som er udlånt fra Kröller-Müller Museum i byen Otterlo og som man normalt ikke ser. Det er ikke de mest kendte værker der vises, men i høj grad nogle der er eksistentielt vigtige. Arken sætter nemlig fokus på forholdet mellem kunst, menneske, natur og religion i van Goghs hårde eksistens der endte med at han tog sit eget liv kun 37 år gammel. - Det er mere end 50 år siden der har været en separat van Gogh-udstilling her i landet (Louisiana 1963). Arkens udstilling viser med 28 malerier og 11 tegninger angiveligt, "hvordan hans skildringer af hårdtarbejdende hollandske bønder og betagende sydfranske landskaber skulle udfolde det guddommelige i naturen og mennesket – midt i en brydningstid, hvor troen var under pres fra moderne filosofi og videnskab."

Det eksistentielle er altså i fokus, udfra den opfattelse af van Goghs "søgen efter at udfolde naturen i kunsten" bidrager væsentligt til hans aktualitet i vor tid "hvor en fornyet interesse for naturen og fordybelse i det åndelige blomstrer". Derfor må udstillingen helt naturligt anmeldes her på Jernesalts sider. Men det kan ikke ske uden kritik af de psykologiske skævheder i udstillingskatalogets tre artikler. Den psykologiske bedømmelse af manden og hans eksistenskamp er mangelfuld og vildledende. Der gives slet ikke tilstrækkelig indsigt i de konflikter der udover den psykiske konstitution navnlig kom af kunstnerens skarpe opgør med præstefaderens dogmatiske religion og som gav anledning til hans vedholdende og uendelige grublerier over almene eksistentielle spørgssmål - og aldrig løst tilfredsstillende, men heldigvis er bevaret i hans omfattende korrespondance.

Som udstillingens kurator, musemsinspektor Dorthe Rugaard påpeger, er der ingen vej uden om biografien, hvis man vil forstå van Goghs kunst. Især hans breve giver et sjældent intimt indblik i en kunstners private forhold og skrøbelige psyke, hans tanker og følelsesliv, hans sociale og økonomiske forhold og hans ideer om kunst, natur og religion, som vi ikke kan se bort fra, skriver hun. - Og det er efter hendes mening også umagen værd at bestræbe sig på at forstå hans værker ved at tage dem ind med friske øjne og ved at sætte dem i forhold til den tid og situation de er skabt i. De tidlige malerier malet i landsbyen Nuenen skildrer landarbejdernes, kartoffelbøndernes og vævernes liv. Her var van Gogh direkte inspireret af den franske maler Millet som i en brevpassage havde forbundet gravemotivet med det bibelske budskab "I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden". Van Gogh skrev i et brev: "Indimellem forestiller jeg mig at jeg føler og tænker som bønderne, med den ene forskel at bønderne gør mere nytte i verden... Så efter min egen vurdering rangerer jeg helt sikkert under bønderne. Ikke desto mindre pløjer jeg mine lærreder som de pløjer deres marker".

Vincents far var reformert præst og var meget dogmatisk hvad angår trosspørgsmål, men i sin praksis engagerede han sig socialt og støttede de hårdest trængte i sit sogn. Forældrene var meget bekymret for Vincent, fordi han 24 år gammel stadig ingen idé havde om, hvad han ville med sit liv. De blev enige om, at han skulle studere teologi; han flyttede til en onkel som var præst i Amsterdam, men han kunne ikke koncentrere sig om at læse. Vincent ville hellere gå lange ture uden for byen. Da han også gerne ville tjene Gud, forlod han Holland og påtog sig en mission i et kulminedistrikt i Belgien som lægprædikant, underviser og sygebesøger. Han blev kaldt 'Kulminens Kristus", men blev afskediget - og han mistede sin tro på kirken som institution, men ikke sin tro på Gud eller Kristus.

I sine breve til broderen Theo medsendte han tit skitser, og vendepunktet i hans liv kom, da han indså at han også kunne tjene Gud i sin kunst. Han flyttede til Bruxelles i oktober 1880 og begyndte at arbejde med sin tegneteknik, og han kom i kontakt med andre kunstnere. Han rejste til Paris og kom under indflydelse af den moderne kunst. Han brugte lysere farver og udviklede sin egen malestil, med korte penselstrøg. Motiverne ændrede sig også - fra landarbejdere til cafeer og boulevarder, landskabet langs Seinen og blomsteropstillinger. Han forsøgte sig også med mere 'kommercielle' projekter som portrætter, herunder mange selvportrætter. Han fandt en ny inspirationskilde i japanske træsnit, der dengang blev solgt i store mængder i Paris. Vincent og Theo begyndte at samle på dem. Indflydelsen fra de dristige konturer, beskæring og farvekontraster i disse tryk viste sig straks i hans eget arbejde. Men efter to år blev Vincent træt af det hektiske liv i Paris. Han længtes efter freden på landet, efter solen, lyset og farverne, og rejste til Provence i Sydfrankrig, nærmere betegnet den lille by Arles ved floden Rhône. Han blev glad for det skarpe lys og farverne i Arles. Hans stil blev løsere og langt mere udtryksfuld eller 'ekspressiv'. Han lejede fire værelser i 'Det gule hus' på Place Lamartine - med henblik på at etablere en kunstnerkoloni. Paul Gauguin blev den første og sidste der flyttede ind hos ham.

Det kunstneriske gennembrud kom med den ekspressive farve og de ekspressive linjer og former. Han truede sin ven med en barberkniv. Samme aften skar han sit ene øre af, svøbte det i en avis og afleverede pakken til en prostitueret i nærheden. Morgenen efter blev Vincent indlagt på et hospital i Arles. Hans helbred svingede så kraftigt, at han af frygt for et nyt anfald af sygdom valgte frivilligt at blive indlagt på Saint-Paul-de-Mausole-sindssygehospitalet i Saint-Rémy i maj. Her begyndte han at arbejde igen. På sine gode dage malede han ofte i den indhegnede have, og han fik senere lov til også at arbejde uden for hospitalet. Han var usædvanligt produktiv i Saint-Rémy, idet han fuldførte omkring 150 malerier i løbet af et år. Vincent forlod sindssygehospitalet i maj 1890 og drog nordpå til Auvers-sur-Oise, hvor flere kunstnere allerede boede. Auvers-sur-Oise gav Vincent den fred og ro han havde brug for, og samtidig var det så tæt på Paris at han kunne besøge sin bror Theo. Lægen i byen, Paul Gachet, var amatørmaler, kunne holde øje med Vincent og blev hurtigt ven med ham. Vincent malede haver og marker omkring landsbyen i et hektisk tempo og en febrilsk sindstilstand. Økonomisk usikkerhed og frygt for, at hans anfald kunne komme igen tog hårdt på helbredet. Han kunne ikke ryste sin bekymring for fremtiden af sig. Sygdommen og usikkerheden om fremtiden blev for meget for ham. Den 27. juli 1890 gik han ud i en hvedemark og skød sig i brystet eller maven med en pistol. Han døde af sine kvæstelser den 29. juli 1890.


Sindslidelsen må betragtes som en arvelig disposition, og det må betragtes som heldigt for ham at han fik en mand som Gachet til læge og ven. Men selvmordet undgik han ikke. Hans tanker kredsede i alt for høj grad om hvad der direkte var en trussel mod selve livsviljen. Han formåede ikke at løse de eksistentielle problemer der i allerhøjeste grad hang sammen med de teologiske forestillinger han havde og som nok medførte brud med faderens dogmatik og med kirken som institution, men aldrig førte til en afklaring - endsige nåde i betydningen "ubetinget accept". Et sort livssyn sad dybt i ham. Fx skriver han i et brev til broderen allerede i juli 1882: "Hvad er jeg i de fleste menneskers øjne? Et nul eller en særling eller en uønsket person – en der ikke hører til i samfundet og aldrig kommer til det, kort sagt lidt lavere end de laveste. Okay..... men så vil jeg gerne i mine værker vise, hvad der gemmer sig i hjertet på en særling og et nul som mig".

Udstillingskatalogets artikler forsøger at nærme sig en rimelig forklaring på gåden, men forstår - som jeg skal prøve at vise - beklageligvis slet ikke eksistenskampens almene vilkår.

Dorthe Juul Rugaard (kunsthistoriker og udstillingens kurator): skriver om "Vincent van Goghs natursyn" og nævner indledningsvis at kunstkritikeren George-Albert Aurier i januar 1890 i en artikel om Vincent van Gogh talte om "værkernes naive sandfærdighed" og "hans troskyldige vision". Aurier fremstillede van Gogh som en "visionær original", en symbolist der var besat af ideen om et menneske, en messias, der kan så sandhedens frø og forny vores forældede kunst, ja, og endda måske også vores åndssløve industrisamfund" - Men ak, van Gogh selv bad i april fra det psykiatriske hospital i Provence udtrykkeligt sin bror Theo om venligst at "bede hr. Aurier om ikke at skrive flere artikler om mine malerier; sig først og fremmest til ham, at han tager fejl angående mig, og dernæst at jeg føler mig alt for tynget af sorg til af kunne håndtere offentlig omtale". - Der er mange kunstnere der ikke bryder sig om at blive analyseret og karakteriseret af fagfolk, og det er sjældent uden grund, men Auriers indfaldsvinkel er heller ikke givende.

Arkens udstilling udfolder ifølge Rugaard van Goghs kunst som "udspændt mellem skildringen af naturens materielle substans og en stræben efter at formidle 'visioner'". Den viser hvordan hans perspektiv på verden omkring ham var dybt rodfæstet i en religiøs og spirituel forståelse af naturens kraft og skønhed og menneskets ydmyge forbundethed dermed. ... hans motiver blev skabt i ønsket om at udfolde det guddommeliges tilstedeværelse i alt levende omkring os.

Det gælder eksempelvis det virtuose nærstudie af et stykke græs fra 1887 som fik titlen 'Græsstykke'. Han havde læst calvinisten Thomas Carlyles bog om heroer (1841) hvor der spørges "Viser Gud sig måske ikke for os i hver en stjerne, hvert et græsstrå, hvis vi åbner vort sind og vore øjne?" Der peges på 'verden i et sandkorn', 'skønheden i det simpleste og 'det guddommelige i et græsstå'. I et brev til sin bror Theo fremhæver van Gogh udtrykkeligt en japansk kunstner der studerer et enkelt græsstrå. "Prøv at give det en tanke, er det ikke næsten en ny religion, der bliver prædiket for os af disse japanere der lever så jævnt og ligefremt et liv i naturen som var de selv blomster." - Rugaard kalder det en "nærmest meditativ sensibilitet over for naturen i dennes mest almindelige og beskedne vækstformer". Men samtidig gør hun gældende at de enkelte strå og strøg i van Goghs billede udgør et helstøbt motiv, men aldrig forener sig for vores øjne som eksempelvis neo-impressionismens farvepletter gør det. Van Goghs græsplet er poetisk og spirituel, men ikke mystisk. Den rummer nok evigheden i sig, men den er samtidig helt realistisk, materiel eller verdslig, hedder det.

Jeg må indrømme at jeg studser. For nok består 'Græsstykket' af mange enkelte græsstrå, men det afhænger da af beskuerens synsvinkel om der skal fokus på det enkelte strå eller på helheden. Og det må van Gogh have været bevidst om. Det geniale er jo netop at han både kan få det helt realistiske og det evige eller guddommelige anskueliggjort, og så er der tale om noget mere end det poetiske eller spirituelle. Og når selve udtrykket bruges om at "se verden i et sandkorn", er det mærkelig at Rugaard ikke nærmest automatisk nævner den engelske kunstner og mystiker William Blake (1757-1827) som Carlyle meget vel kan have vendingen fra. Hos Blake hedder det nemlig meget præcist "at se verden i et sandskorn og en himmel i en af markens blomster, at holde det uendelige i sin hule hånd og evigheden i en time", og så burde alle kunne regne ud at han hverken taler poetisk eller spirituelt, men intuitivt ser helheden i alle ting fordi han er intuitiv og aldrig teoretisk. At tale om meditativ sensibilitet er derfor vildledende, da intuition er alle mennesker givet fra fødslen. Spædbarnet ser intuitivt alt som helhed, fordi det ikke har lært den rationelle teknik at skelne og sondre ved hjælp af ord og begreber.

Rugaard påpeger meget rigtigt at selvom de jordtonede og ydmyge hollandske landscenarier efter van Goghs indlæggelse på sindssygehospitalet 1889-90 blev trængt i baggrunden til fordel for lysfyldte og vitale skildringer af olivenlunde og vingårde, og selvom han havde forkastet den institutionelle kirke, fastholdt han sit religiøst og spirituelt bårne syn på naturens skønhed. Henimod sine sidste tumultariske og ekstremt produktive leveår ytrede van Gogh sig også hellere om 'sandhed' end om religion. og han ophører aldrig med at tro på Kristus. I 1888 omtalte han Kristus som den store kunstner der med det talte ord alene udgjorde en ren kreativ kraft og derigennem lod menneskene få et glimt af skabelsens kunst og evigheden. Men igen har Rugaard ikke nogen henvisning til Blake, selvom den ville være yderst relevant og nyttig. For Blake forstod simpelthen Jesus som kunstner, dvs som et sandt kreativt eller skabende mennesker der hverken gjorde filosofiske teorier eller moralske pligter til sandheder, men tværtimod forkastede sådanne.

Derfor finder man naturligvis ikke snæver bibelsk ikonografi i van Goghs produktion. For han søgte ikke guddommeligt nærvær i traditionelle bibelmotiver, heller ikke i det af Millet inspirerede billede af 'Sædemanden'. For Jesu lignelse om sædemanden fortæller ikke om en moralsk retfærdig eller økonomisk kalkulerende bonde, men om et menneske der sår sin sæd på simpleste vis og lader naturen råde for hvad der kommer ud af det. Det er altså ikke nærliggende at slutte at sædemanden er et selvbillede, for det er et billede af alle sunde og givende mennesker.


Billedet af en 'Frugthave omkranset af cypresser' skal derfor heller ikke tages som en "animering af det dagligdags og materielle gennem en personlig, kristen symbolik eller som en religiøst betinget søgen efter sandhed i naturens skønhed", for van Gogh så intuitivt og uden besvær det både skønne og guddommelige i denne frugthave - og det samme gør den åbne beskuer af billedet. Det er karakteristisk for van Gogh at han ikke på nogen måde kan definere det guddommelige. Han veksler mellem blot at kalde det guddommelige for 'det' eller for noget væsentligt større end det umiddelbart observerbare og flere andre udtryk, og det kan man for min skyldt godt kalde uklart eller flertydigt, men det er da simpelthen fordi det irrationelle, helhedsoplevede eller helhedsrealistiske er forud for sprogets rationelle, mere præcise og i videnskaben veldefinerede ord, begreber og forklaringer. Det evige eller guddommelige kan ene og alene forstås intuitivt, men det kan benævnes på flere forskellige og uklare måder der kan pege hen mod det. Men det er netop langt større end det 'emotionelle', eftersom det trækker på helhedsoplevelsen. Og det er også langt større end det 'spirituelle', da det er umiddelbart og ikke afhænger af målbevidst religiøsitet. Men det er da bestemt 'religiøst' i almen og ikke-dogmatisk forstand. Og det er her problemet ligger for såvel nutidige mennesker, der har glemt denne dimension og er helt uvidende om det, som for van Gogh og hans samtidige der kendte de dogmatiske og indoktrinerede begreber om fænomenerne, men reagerede imod dem ud fra en sund almen forståelse af hvad sagen drejer sig om. Den drejer sig om umiddelbar føling med virkeligheden.

Det var ikke for ingenting at van Gogh i et brev til Bernard november 1889 skriver, at det uden tvivl var klogt at lade sig bevæge af Bibelen (uden skelnen mellem Moses' lære, apostlen Paulus' lære og menneskesønnen Jesus' provokerende tale!), "men den moderne virkelighed har så stor magt over os at selv når vi i abstrakt form prøver på at rekonstruere tidligere tider oppe i hovedet, så flår begivenhederne i vores små hverdagsliv os straks ud af tankegangen, og vores egne oplevelser påtvinger os uværgerligt personlige følelsesmæssige reaktioner såsom glæde, kedsomhed, lidelse, vrede og smil". Han oplevede i høj grad den tankemæssige modstrid mellem den kreative intuition og den tillærte, mere eller mindre dogmatiske tankegang.

Rugaard konkluderer at van Gogh var en moderne kunstner som distancerede sig fra den institutionelle tro og den akademiske verden for at udvikle et dybt personligt og originalt billedsprog, som gennem emotionelle (bedre: stærke ekspressive) farver, linjer og materialitet viderebringer erkendelser om naturens guddommelige væsen til enhver der gerne vil modtage dem..... Men når hun tilføjer, at van Gogh gennem den resterende tid af sit liv [efter hospitalsopholdet] arbejdede "for at finde en meningsfuld tilværelse og gøre sig nyttig i den moderne verdens øjne ved at skabe værker som på tværs af tid og sted kan berige vores liv med deres skønhed og ånd", så må det tilføjes at den ekspressive kunstners sluttelige selvmord eller selvmordsforsøg dokumenterer at noget yderst alvorligt lå i vejen for projektet. Og det var dels det splittede sind, dels den manglende generelle indsigt i de psykiske mekanismer af irrationel art der ellers gør sig gældende i alle menneskers liv lige fra fødslen - og som er nævnt ovenfor.


Van Gogh-forskeren Wouter van der Veen gør i sin artikel 'Kunsten at blive udødelig' gældende at ingen til dato har haft særligt held med at udpege de specifikke elementer som betinger udbredelsen af van Goghs værker. Man er tværtimod ikke nået meget længere end til at konstatere, at hverken kunstnerens praksis eller tænkning kan sættes på formel. Netop derfor vil det efter Wouters menings måske være frugtbart at undersøge om ikke hovedårsagen til hans succes netop skal findes i lige præcis det faktum at han aldrig udtrykker sig helt klart eller entydigt. I hele sin brevveksling udtrykker van Gogh sig vedholdende om hvor stor pris han sætter på 'det der ikke kan defineres', og samtidig betegner det med en lang række smittende ord som 'det uendelige', 'det sublime', 'noget deroppe', 'det hvide lys' og i al sin afvæbnende enkelhed 'det'. Jeg tror nu ikke successen skyldes manglen på klarhed eller entydighed, men tværtimod den vedholdende gentagelse af at vi mennesker ikke er i stand til at definere det evige eller guddommelige.

I van Goghs korrespondance møder vi med Wouters ord snart en 'fanatiker ør af vished', snart 'en tøvende elev lammet af tvivl'. For skal man tro evangeliernes ord er rene hensigter i det lange løb at foretrække frem for den umiddelbare glans fra letkøbt succes [hvor står det?], og hvis man forfølger et højere mål, kan et sent modnet kald være mere solidt funderet end et tidligt og overfladisk engagement..... Wouter fristes til at konkludere at van Gogh ganske enkelt har overført de kulturelle og åndelige interesser han udviklede under sin opvækst og sit første kald som præst - til sin kunst. Og at man derfor ikke bør se et tematisk brud mellem hans karriere som evangelieforkynder og som kunstner. Der var kontinuitet, men desværre ser det ud til at Vincent ikke havde en klar idé om hvorfra det guddommelige eller interessen for det stammede. Det lykkedes ham i hvert fald ikke at nedfælde det på skrift: "Men man finder det allevegne, verden er fuld af det, måtte vore egne hjerter fyldes af det og blive så meget mere og mere".

Efter Wouters mening er det oplagt at lede efter betydningen af dette 'det' i religiøse begreber, eftersom Vincent på et bestemt tidspunkt forsøgte at gøre troen til sin livsopgave. Hvis verden er fuld af 'det', og man finder det allevegne, må det handle om Guds skaberværk. Og set med Vincents øjne formidles det guddommelige i naturen af enkeltindivider der har en særlig mission, såsom en præst eller en kunstner, men det er ikke altid han skelner klart mellem de nævnte funktioners roller. Til gengæld skriver han nogle uger senere: "Når man lægger alt det sammen finder man noget af ånden, den vi kender fra Genopstandelsen og Livet, og som skal leve videre, selvom 'det ' virker dødt, for det er ikke dødt, men sover kun". - Og dette burde da give anledning til at konstatere - hvad Wouter ikke gør - at van Gogh ser 'Genopstandelsen' som et psykisk fænomen!

Wouter gør gældende at 'hierarkiet mellem det religiøse og det verdslige' bliver vendt om hos van Gogh i årenes løb og til sidst munder ud i en for Wouter overraskende vision om selveste Jesus Kristi rolle: "Denne store kunstner - Kristus - gav ikke noget for dem der skrev bøger om tanker og følelser, men havde tydeligvis større respekt for det talte ord og lignelsen især.... Han var en fortabt, stor herre, men viste sig ikke engang så nådig at han nedskrev disse ord som er noget af det højeste, den højeste tinde der er blevet besteget af kunsten, som i dem bliver en kreativ kraft, ren kreativ kraft. Disse overvejelser tager os et langt stykke ad vejen, et meget langt stykke, og hæver os over kunsten selv. De giver os et glimt - kunsten at skabe liv, kunsten at blive udødelig - mens vi lever." - Jamen, det viser jo igen at han forstår udødeligheden som et psykisk fænomen: som den evighed alle mennesker har i sig og som ligger i det irrationelle. Igen må det beklages at skribenten ikke henviser til og måske slet ikke kender Blake, for denne gør ellers den guddommelige kreativitet begribelig ud fra sin egen dybe erfaring og sin egen grænseløse kreativitet. Den skabende kraft er givet med den indre kraft vi kalder ånden eller underbevistheden, og dens hemmelighed er just at den ikke er styret af den menneskelige fornuft eller vilje og derfor heller ikke er underkastet menneskets kontrol (men kan elimineres med kontrol). Og Jesus viste sig naturligvis ikke så dum eller djævelsk at han nedskrev sit budskab om det irrationelle i de rationelle vendinger vi bruger i den praktiske verden til at analysere tingene og finde løsninger på praktiske problemer. Jesus var netop så ubegribeligt storsindet og nådig at han udtalte det vigtigste i lignelsens form.


Van Gogh viste at han trods al usikkehed og tvivl dog begreb det essentielle, når han i et brev kunne sige, at det er vigtigere at lytte til naturens sprog end at lytte til det kunstnerne siger.... At mærke tingene selv, virkeligheden, er vigtigere end at mærke malerier, i hvert fald mere produktivt og livgivende. Jeg har en en utrolig bred, utrolig omfattende fornemmelse for kunst og for livet selv, som kunsten er essensen af.... - Med dette udsagn røber van Gogh at kunstnere, kunsteksperter og filosoffer oftest tager fejl når de vil forklare sagen.

Wouter konstaterer at ordet 'det' hos van Gogh snart begynder at optræde parallelt sammen med flere andre begreber der har lignende indhold og er lige så vage, såsom 'noget deroppe'.... 'det ubeskriveligt gribende'... eller 'det hvide lys', som han udtrykkeligt ser i modsætning til 'det sorte lys' der karakteriserede hans dogmatiske far.... Her til kommer også 'det sublime' som van Gogh forbinder med en følelse af uendelighed. - Alligevel forbliver van Gogh så rådvild, at han i et andet brev spørger: "Hvad er dit mål?... Hvad stræber du efter? Og selv svarer: Jamen jeg gør det jeg må gøre - Hvordan? Det ved jeg ikke på forhånd". - Dermed siger van Gogh faktisk at han har erfaret den kreative kraft uden om al teori.

Wouter har ret i at van Goghs værk er apolitisk og følgelig ikke i strid med specifikke tankesystemer, og at en stor del af hans malerier og tegninger heller ikke er forankret i en specifik tid eller et specifikt sted, men altid er åbne for fortolkning..... Sidst, men ikke mindst besidder hans værk ifølge Wouter en ydmyghed og et fravær af moralsk eller formel selvhævdelse. Intet i det prøver at pådutte os en bestemt måde at tænke på, at se verden på eller skabe kunst på.... Man kan kort sagt ikke forklare hans universelle appel med et religiøst, politisk eller æstetisk udgangspunkt, men derimod med alt det som ikke kan sættes på formel, og som for Wouter ser ud til at være kernen i hans kunstneriske stræben. For van Goghs originalitet beror ikke på hans umiddelbare tørst efter det sublime og absolutte... men på at han leder efter det højeste i de mest enkle ting han kan få øje på. Desuden tager hans værker det uperfekte på sig....

Men igen afslører det Wouters manglende viden om de dybere psykologiske mekanismer, når han kan hævde at van Gogh har "været nødt til at indoptage de mest komplekse elementer i religionen, det uendelige og det guddommelige, der ellers af natur er uhåndgribeligt og udefinerbart, og som blotlægges i de ting vi alle sammen har allerlettest adgang til". - Van Gogh var da heldigvis ikke tvunget til indoptage sådanne komplekse elementer fra religionen. For de var selvfølgelige for ham, sålænge han holdt sig til den skabende kunst og lod alle teorier fare.


Museumsdirektør for Arken Christian Gether gør om muligt vildledningen værre med sine overvejelser om van Gogh og 'den indfoldede orden'. Gether starter med at fastslå at forståelsen af van Gogh er tæt forbundet til det tyvende århundrede som også blev psykoanalysens århundrede. Det var "et århundrede hvor kunstværket ofte blev betragtet som sygejournaler frem for som overordnede udsagn om den virkelighed vi alle er fælles om, og hvor den psykologiske tolkning af van Goghs kunst også blev den dominerende metode". Jeg må ryste på mit hovede når Gether som eksempel nævner at de hvirvlende former i van Goghs cypresser og himle ofte blev opfattet som udtryk for en hvirvlende, stærkt forstyrret tilstand i hans sind. Den slags er primitiv psykologi og har intet med psykoanalyse at gøre. Men det groteske i Gethers bedømmelse ligger i at han tilsyneladende er komplet uvidende om at Sigmund Freud ikke var alene om i det nye århundrede at fremsætte og bruge ny psykologi. Det gjorde også hans egen elev C.G. Jung der netop ikke betragtede kunst som udslag af den specifikke sygdom Freud kaldte 'fortrængning af seksuelle driftsimpulser'. Jung så at underbevidstheden var en højst skabende kraft der kom af at den ikke var en simpel individuel kilde, men tværtimod en stor uudtømmelig kollektiv åndsfaktor som lå uden for menneskets kontrol. Den satte derimod mennesket ind i en 'individuationsproces' der førte frem mod den helhed der var større end jeget (viljens jeg eller ego) og som han med et tvetydigt ord kaldte 'selvet'. Og det selvsamme gjorde også den jævnaldrende danske religionshistoriker Vilh. Grønbech - vel at mærke helt uafhængigt af Jung. Det centrale for begge var at se det underbevidste som en uhyre skabende kraft eller kilde der ikke kan forklares, men alene erfares og som gør alle mennesker til skabende individer.

Det er på denne baggrund helt grotesk at Gether fører den tjekkiske digter Rainer Maria Rilke i marken fordi van Gogh arbejdede med et projekt som er langt større end blot det at afbilde den synlige virkelighed eller sine egen sindstilstand og dermed i sine værker udtrykte en åndfuldhed eller hellighed som er "udefinerbar, men som ikke desto mindre er helt konkret i sin tilstedeværelse". - En sådan verbal spidsfindighed lå van Gogh fjernt, og det går følgelig galt når Gether postulerer at "van Gogh i sine skildringer af livet og ikke mindst naturen i Provence "udtrykker en metafysisk længsel som måske endda fik sin ultimative opfyldelse, da han opsøgte døden i kornmarken på det tidspunkt hvor kornet kulminerede i sin vækst og skulle høstes". - Van Gogh var ikke metafysiker og kan ikke påstås at have opsøgt døden i en kornmark. Han var et skabende mennesker der havde erfaret det guddommelige dybt i sindet, men ikke havde nogle dækkende ord for erfaringen, og han var et splittet menneske der til sidst skød sig i maven.

Jeg skal være så nådig at forbigå Gethers brug af filosoffen Karl Jaspers spidsfindigheder til at belyse van Goghs forhold til det grundlæggende dilemma som har præget den vestlige kultur siden renæssancen: At vi med vores fornuft og vort naturvidenskabelige analyseapparat ikke kan acceptere at der skulle være en skabende og samlende Gud. Det har intet med van Gogh at gøre. Og bedre bliver det ikke at Gether også begynder at trække den teoretiske fysiker David Bohm og hans snak om den indfoldede og udfoldede orden ind i sin analyse ved at hævde at det der finder sted hos van Gogh er en "udfoldning af den indfoldede orden". Det bliver tomme ord der bare viser at Gether har hørt om Bohm. Det er i bedste fald overflødigt at bruge disse ord, i værste fald yderst vildledende. For det afgørende hos virkeligt skabende kunstnere og skabende mennesker i det hele taget, er at den underbevidste kilde til kreativiteten er alt andet end ordnet. Den er snarere et stort kaos der ad uransagelige veje bliver til orden gennem menneskets utrættelige kunst og virke.


Men det sørgelige hos de tre forfattere af udstillingskataloget er at de alle er komplet uvidende om at indsigtsfulde og vise mennesker - som fx. komponister som Bach og Mozart eller naturvidenskabsmænd som Newton og Maxwell - allerede før 1900-tallet havde en erfaring om noget åndeligt og uhåndgribeligt der var større end såvel den fysiske krop som jeget og viljen, og som betød en skabende instans i sjælen og livet. De tre forfattere synes også uvidende om at erfarne og nøgterne forskere efter 1900-tallet var i stand til uafhængigt af hinanden at levere en særdeles nyttig og konstruktiv begrebsramme der gjorde de uhåndgribelige og udefinerbare, men afgørende kreative fænomener forståelige på en måde der gjorde det irrationelle fuldt ligeberettiget med det rationelle - uden at ophæve den principielle logiske uforenelighed.

Det er i virkeligheden noget alle mennesker kender fra sig selv, fordi de irrationelle fænomener er medfødte og livet igennem vedbliver at stå for al oplevelse eller erfaring af mening, helhed, orden og sammenhæng - og som først tåbelig ensrettet, dogmatisk og misforstået videnskabelighed og kirkelighed har gjort til problematiske og uønskede fænomener i sidste del af 1900-tallet.

En udstilling med van Goghs både impressionistiske og ekspressionistiske værker i det Herrens år 2018 burde have som hovedmål at belyse relationen mellem mennesket og naturen og mellem mennesket og det evige på en tidssvarende måde der gjorde dem dybt aktuelle for nutidens mennesker der godt intuitivt kan se at van Gogh ramte noget yderst alment med sin kunst, men savnede relevante begreber om det. Hans liv endte tragisk - med at han i fortvivlelse skød sig selv i maven. Hans sind var dybt splittet. Han fandt i sin eksistenskamp aldrig den ubetingede accept i tilværelsen som kaldes nåde. Og han manglede den dybe og afgørende humor der kan føre et menneske ind i det tragiske område af tilværelsen hvor det at have ret er blevet overflødigt. Og det burde en udstilling i 2018 påpege.

Ejvind Riisgård


Link til Van Gogh-udstillingen på Arken


Henvisninger til film:

Den polske instruktør Dorota Kobielas 94 minutter lange animationsfilm "Loving Vincent" vises på 'Arken', men focuserer desværre på van Goghs død og siger i realiteten intet om hans kunst eller eksistentielle kamp.

I biograferne kommer snart Julian Schnabels spillefilm om van Gogh med den glimrende titel "At Eternity's Gate" ('ved evighedens port' der lyder Blakesk) og med Willem Dafoe i hovedrollen og Mads Mikkelsen i en rolle som præst og sjælesørger.

Japanske Akira Kurosawa har i filmen "Drømme" fra 1990 et farvestrålende og morsomt afsnit der hedder 'Krageflokken', og som indledes med billeder af van Gogh på en udstilling. En ung mand, en maler, går rundt og studerer dem: Krageflokkene, Solene, Solsikkene, Sengen og Broen eller hvad de nu forestiller. Og fra billedet af 'Broen ved Arles' flytter vi direkte ud til en bro ved en flodbred, hvor nogle kvinder vasker tøj. Den unge mand spørger efter van Gogh - og får vist vej efter maleren, men bliver med deres høje latter mindet om at denne er bindegal. Det forhindrer nu ikke den unge beundrer i at søge efter ham. Han finder ham også med staffeli på en mark med høstakke. Han går hen og hilser på den store kunstner (spillet af Martin Scorsese), der forklarer at naturen har sin egen skønhed. "Den sluger jeg - og så bliver billedet skønt". Van Gogh har en stor bandage om hovedet, og da den unge mand spørger ham hvorfor, lyder svaret, at han var i gang med et selvportræt, men da ørerne mislykkedes, skar ham dem af. En lidt anden forklaring end den vi kender. Men van Gogh pakker sammen og styrter med høj hast mod et andet motiv. Den unge mand er ved at miste kontakten, men ser ham lidt efter højt oppe på en bakke med en vej og nogle gule hvedemarker. Pludseligt vælter det op fra marken med krageflokkene vi kender fra et af van Goghs mest berømte billeder. Men den unge mand går ind til 'byen', ja, ind i 'byen', en tegnet og kulørt by som van Gogh kunne have malet den på lærredet med alle sine krøllede linjer og figurer. Yderst befriende med disse ekspressionistiske streger og farver som episode med meget dystre afsnit før og efter. Kunsten, den store og ægte kunst, er virkeligt et spil mellem drøm og virkelighed.


Relevante artikler på Jernesalt:

Vilh. Lundstrøms skønhedsidealer var ikke tom æstetik  (17.12.17.)
Mærsk Tårnet og Jerne-auditoriet  (25.9.17.)
Leg, kunst, musik og digtning - Mennesket som et legende væsen - (5)  (21.5.16.)
Hvad skal vi med kunst?  (26.3.11.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi
David Favrholdts æstetik
Monumentalt nyt værk om Storm P. gør ham ikke eksistentielt vedkommende  (17.11.17.)


Fremragende ny film om van Gogh og evigheden  (16.3.19.)
William Blake's univers  (Essay - 05.02.03-)
Chagall - en enestående mytisk kunstner  (11.11.05.)
Kandinsky, det abstrakte og det spirituelle  (22.9.06.)
Carl-Henning Pedersens univers  (22.11.03.)
L.A. Ring mellem de to virkeligheder  (14.12.06.)
Humormennesket Storm P.  Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Vurdering af det 20. århundrede
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech (28.05.08.)
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt
Erling Jacobsens moralfilosofi
Etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Det musiske menneske om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring
En alternativ, helhedsrealistisk æstetik

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Holismen en umulighed i dag
Kort karakteristik af Sigmund Freud
Kort karakteristik af C.G. Jung
Kort karakteristik af Ejgil Nyborg

Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Kreativitet contra dekonstruktion og affortryllelse  (6.8.18.)
Videnskabstroens ubærlige snæversyn  (21.4.17.)


Enestående Storm P-udstilling på Nivaagaard med fokus på maleriet  (9.10.16.)
Th. Kittelsen - norsk skovtrold på Storm P. museet  (5.4.16.)
Kunstekspertisen udstiller afmagt over for Edvard Weies eksistenskrise  (5.4.15.)
Turner-film af Mike Leigh  (14.1.15.)
Bjørn Nørgaard - genmodellering af verden eller udveksling med verden?  (15.10.10.)
Per Kirkebys tekstproblem  (16.5.11.)
De såkaldt 'vilde' fra 1980'erne på Arken -
og Nina Sten-Knudsen på Nivaagaard  (28.11.10.)
Piet Hein - en kreativ, æstetisk og filosoferende idealist  (28.6.10.)
Oluf Høst - nordisk naturpsalmist på Arken  (25.10.09.)
C.D. Friedrich og det romantiske landskabsmaleri   (11.6.08.)

Per Kirkeby på Louisiana  (3.11.08.)
Arne Haugen Sørensens kamp med virkeligheden  (12.9.07.)
Jørgen Haugen Sørensen og virkeligheden  (22.11.07)
Johan Th. Lundbye - Den tænksomme og skrivende kunstner   (21.7.08.)
Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg


Artikler om
Artikler om
Artikler om
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering
Artikler om Samfund


Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal