JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Soe

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.6.02.

Grinemuren

Under denne malende titel har højskoleforstander Poul Erik Søe i sin ‘Enmandsavisen' den 27.6.02. angrebet præsident Bush for hykleri i Mellemøst-politiken.

Søe påstår, at USA er handlingslammet og derfor nøjes med at sende signaler, der ydermere ikke har sammenhæng med virkeligheden. Bush's tale er ord, der skal pådutte os en holdning - eller indbilde os en holdning, som ikke findes i det virkelige liv. Bush er blevet signalpasser for tog der er kørt.

USA er nemlig på hælene, moralsk og økonomisk, hedder det videre. Den såkaldte krig mod terrorisme er ikke bare løbet ud i sandet, men er uden mål og med.... Følgen er en økonomisk nedtur. USA er udsat for en moralsk fordømmelse der får mennesker i USA og jorden over til at købe andre steder end i de amerikanske selskaber. Dollaren styrtdykker.....

Præsident Bush' tale om Mellemøsten er ord uden vind, fortsætter Søe . Stormagtsdrømmen ligger vingeskudt. Der er stadig ikke så meget som een skrue der holder tænkningen sammen.

Bush vil en selvstændig palæstinensisk stat, men aldrig så snart er ordene nævnt, før Bush føjer til, at staten skal være under en anden ledelse end Arafats. Og dét kan Søe ikke acceptere, for det har hidtil været kendetegnet for selvstændige stater, at de selv udpeger deres ledere.

Som der er redegjort for i hovedartiklen om Bush's tale (‘Arafat - eller fred') så er der imidlertid særdeles gode grunde til Bush's tale, og Søe's argumentation virker mest som en blind og massiv fordømmelse uden nogensomhelst forståelse for de synspunkter og analyser der ligger til grund for den. Allerede en bemærkning som den at Bush skulle være handlingslammet, viser at Søe forveksler ledelse med ustandselig handling. Netop i konflikten i Mellemøsten er der i allerhøjeste grad brug for tålmodighed - og det véd såvel Bush som Collin Powel.

Bedre bliver det ikke, når Søe tager fat på premierminister Sharon og hans mur mellem Israel og Vestbredden. En Berlin-mur kalder Søe den uagtet alle ved, at Berlin-muren var DDR-regimets forsøg på at forhindre egne borgere i at søge friheden i Vesttyskland, og ikke en beskyttelse mod vesttyske selvmordsbombere eller lignende. Så sammenligningen er mildest talt en boomerang.

Men så kommer det sjove, for Søe er en alvorlig mand med humor. Muren kalder han grinemuren for at kunne skelne den fra grædemuren i Jerusalem. Og grinemuren er et godt navn, synes han, for med den gør Sharon og det ganske Israel (!) alverden til grin. Men Søe gør sig selv til grin, for han kan ikke være uvidende om, at der er delte meninger i Israel om nytten af en sådan mur.

Men Søe var ikke Søe, hvis han ikke på forhånd havde gjort op med sig selv, at den ansvarlige for alle ulykker i Mellemøsten, lige fra undertrykkelsen og ydmygelsen af palæstinenserne til deres selvmordsbomber mod uskyldige israelere, er israelerne selv. Israel er nemlig et land der bebos af indvandrere, altså fremmede der som alle andre fremmede må lære at leve på de vilkår der gælder hvor de slår sig ned. Det er Israels folk der skal integreres i Palæstina, ikke de mennesker der har boet på stedet i forvejen gennem århundreder..... Et synspunkt der realiseret ville betyde ophævelse af staten Israel.

Folk med lidt mere forståelse for begge parters problemer og lidt mere indsigt i konfliktens kompleksitet er ellers kommet til det resultat, at begge folk har ret til det samme land, men at de i dag må opgive denne ret, hvis de skal kunne komme til at leve i fred med hinanden. Det gamle regnskab kan aldrig komme til at stemme. Derfor er der kun een udvej af konflikten, og det er at renoncere på de gamle krav. (jf. artiklen om Jødisk-palæstinensisk samtale).

Man kan mene om Sharons mur, hvad man vil - den pynter ikke, og gavner muligvis heller ikke. Men man kan ikke fortænke Sharon eller et flertal af israelere i at de prøver at beskytte sig bedst mulig mod terror. Derimod kan man håbe, at der i tide kommer nye forhandlinger i gang om en fred i Mellemøsten, der vil kunne gøre ikke blot den konkrete mur, men alle mure mellem israelere og palæstinensere overflødig. Det sker blot ikke, hvis man lukker øjnene for terrorens væsen, at ville hævde sin ret og have sin hævn, koste hvad det koste vil.

Søe skal have lov til at grine ad Sharons mur, men det forhindrer ikke andre i at græde over den. Det er nemlig sørgeligt, at det er kommet dertil kun ti år efter en ellers lovende Oslo-aftale, at det overhovedet kan betragtes som en beskyttelsesforanstaltning at bygge mure mellem to folk, der er tvunget til at leve side om side, og som vil kunne få al den hjælp til det de behøver, hvis de ellers vil forstå betingelser.

Men læs Poul Erik Søes artikel i sin helhed: Enmandsavisen.

Til toppen Til forsiden Printversion

utils postfix clean