JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Rabelais

Rabelais - uddrag af romanen om kæmpen Gargantua

(Af 21. kap. om Gargantuas studier efter hans sofistiske læreres regler)

Gargantua ville af fuld kraft studere efter Ponocrates', hans skolemesters, kloge anvisning; men til at begynde med beordrede denne, at han skulle bære sig ad, som han plejede, for at han kunne få rede på, hvorledes hans gamle lærere havde båret sig ad med at gøre ham så tosset, enfoldig og uvidende.

Han fordelte derfor sin tid på en sådan måde, at han i almindelighed vågnede mellem klokken otte og ni, enten det var lyst eller ej, således havde hans gamle læremestre påbudt det, idet de henviste til, hvad David havde sagt: "Vanum est vobis ante lucem surgere" (Psalme 127, 2: Det er forgæves for jer at stå årle op...).

Derpå strakte han sig, sparkede i dynerne og gassede sig i sengen for bedre at bringe fut i sine livsånder, og han klædte sig på efter årstiden, men bar gerne en lang, vid, grov ulden kjole foret med ræveskind; derefter kæmmede han sig med sin skolastiske kam, det vil sige sine fire fingre og tommelfingeren, for hans lærere sagde: at kæmme, vaske og rense sig anderledes var spildt tid i denne verden.

Derpå forrettede han sin nødtørft på alle måder, besørgede sin morgenbræk, ræbede, gabede, fjærtede, spyttede, hostede, hikkede, nyste, snød sin næse i rige strømme som en ærkedegn og spiste frokost for at modarbejde duggen og dårlig luft: dejlige fedtegrever, dejligt ristet kød, dejlige skinker, dejlige gedebøffer og herlige suppebrød til morgenmad.

Ponocrates advarede ham: han burde ikke fylde sin mave straks, når han kom op af sengen uden først at havde gjort nogle legemsøvelser; men Gargantua svarede:

- Hvad for noget? Har jeg ikke gjort øvelser nok? Jeg har væltet mig seks eller syv gange i sengen, før jeg stod op. Er det ikke tilstrækkeligy? Således gjorde pave Alexander efter sin jødiske læges råd, og han levede lige til sin død til trods for sine misundere. Mine første lærere har vænnet mig dertil; de påstod, at frokosten skaber en god hukommelse: derfor drak de først. Jeg befinder mig meget vel derved og spiser kun så meget mere til middag. Og magister Tubal sagde til mig (og han var den første licentiat i Paris), at det er ikke den største fordel at løbe meget hurtigt, men vel at starte i rette tid; derfor er det heller ikke til fordel for menneskehedens sundhed at drikke på fyldebøttevis som rapænder, men vel at drikke om morgenen tidligt; unde verses (deraf versene):

Ved tidlig opståen ej lykken vi fik,
at drikke til morgen er bedste skik.

Efter at have spist frokost godt og tilpas, gik han til kirken, og de bar for ham i en stor kurv en tyk velindpakket bønnebog, der med spænder og pergament vejede omkring ved elleve centner og seks pund, så fedtet var den. Der hørte han seksogtyve eller tredive messer. Imidlertid kom hans velbestaltede hofpræst, formummet som en hærfugl og med sin ånde vel giftbeskyttet med druesaft, og med ham mumlede han nu alle sine gamle meningsløse remser, og han plukkede dem af sig med en sådan omhu, at der ikke faldt et gran til jorden.

Når de så trådte ud af kirken, kom de kørende til ham med en dynge rosenkranse på en studevogn, hvor hver kugle var så stor som et mandehoved, og han traskede nu gennem kloster, gange og have og fremsagde flere bønner, end 16 eremitter kunne aflevere.

Derpå studerede han en sølle halv time med øjnene fæstet til bogen; men (som komediedigteren siger) hans sjæl var i køkkenet.

Så lod han sit vand i stride stømme og satte sig til bords, og da han af natur var flegmatisk, begyndte han sit måltid med nogle dusin skinker, røgede oksetunger, lidt sildesalt, pølser og et par andre forløbere for vinden. Imidlertid kastede fire af hans folk, den ene efter den anden, bestandig hele skovlfulde sennep i hans mund. Derpå drak han en gevaldig tår hvid vin for at lette nyrerne. Derefter spiste han, efter som årstiden var, kød, så meget han orkede, og holdt op med at spise, når hans mave stod spændt som en tromme.-

For at drikke havde han hverken mål eller regel, og han sagde, at grænser og skel for at drikke var, når korksålen på den drikkendes tøffel svulmede op til en halv fod over dagligt vande.

(C.E. Falbe-Hansens oversættelse i Gyldendals udgave 1966).

Til toppen Til forsiden

utils postfix clean