JERNESALT - museumudvid
ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.10.05
To museumsudvidelser på Sjælland og det nye kunstmuseum i Århus:
- Ordrupgaard, Willumsen og Aros
Ordrupgaard
Willumsens museum
Aros
Henvisninger
Ordrupgaard Til toppen
Næste afsnit
I sommerens løb er to sjællandske kunstmuseer blevet udvidet: Ordrupgaard i Charlottenlund og J.F. Willumsens museum i Frederikssund. Resultaterne er blevet vidt forskellige - og bestemt ikke til fordel for det dyreste med berømt international arkitekt.
Udvidelsen af Ordrupgaard er udført af den irakisk-britiske Zaha Hadid (f 1950) der har plantet en stor og tung kolos af glas og beton i den smukke gamle park omkring Gotfred Tvedes nyklassicistiske patricierbolig fra 1918 med særskilt udstillingspavillon, der i sin tid dannede ramme omkring forsikringsmanden, etatsråd Wilhelm Hansens private samling af dansk og fransk kunst fra 1900-tallet.
Den gamle samling udgjorde en helhed som altid var et besøg værd for folk der interesserede sig for Købke, Lundbye, Ring, Hammershøi m.fl., samt Delacroix, Courbet og de franske impressionister. Men udstillingsmulighederne var stærkt begrænsede. Særudstillinger krævede den franske samling i pavillonen helt fjernet. De blev ikke destomindre gennemført af Hanne Finsen der var samlingens direktør fra 1978-95. Det gjaldt først og fremmest den store Hammershøi-udstilling 1981 (med ikke mindre end 131 numre), som blev 'gentaget' i 1997 (med 72 værker) under den nye direktør Anne-Birgitte Fonsmark i samarbejde med Musée d'Orsay.
En sådan udstillingpraksis er problematisk, fordi meningen med en fast samling er at den interesserede altid skal kunne komme igen med passende, selvvalgte mellemrum for at se de samme værker, hvis han eller hun vil have et interaktivt forhold til dem. Værkerne forbliver objektivt set de samme, men det iagttagende subjekt forandrer sig over tid og skal have mulighed for at registrere forandringen.
Løsningen for den slags museer er derfor helt naturligt at bygge til, så der kan laves særudstillinger uden at røre den faste samling. Men det skal ske med omtanke.
Zaha Hadids udvidelse af Ordrupgaard er blevet problematisk af to grunde. Tilbygningen passer til den fornemme gamle bygning og park som et skrig til meditativ ro. Den er ikke bare moderne, den tilsidesætter totalt hensynet til den bestående bygnings stil og stilhed.
Udstillingsmæsigt er bygningen også provokerende, for dens mål er ikke at yde optimale muligheder for betragtningen af de udstillede værker, men at tage sig ud på deres bekostning. Bygningen er formet med kurver og skævheder der ville være velegnede til installationskunst, men gør ophængning af billeder i vanlige mål og rammer vanskelig. Belysningen er heller ikke god. Udstillingsrummene byder ikke på ideel afstand til betragtning af værkerne. Selv hovedsalen ender i et besynderligt knæk der generer - og iøvrigt ikke fører videre. Der er desuden lange gange der forekommer overflødige eller uhensigtsmæssige. Og så er alt lavet i beton der runger. Intet er gjort for at dæmpe lyden af gæsternes trin eller tale.
Og for at det ikke skal være løgn, så er vejen fra foyeren til café og foredragssal - med sit store glasparti langs den ene side ud til grønt område med hæk ind til naboerne kun 20 meter henne - lang og øde. I caféen er der slet ikke borde nok til de mange gæster, der vil betale dyrt for en kop kaffe, skønt man uden besvær bare kunne inddrage nogle kvadratmeter af foredragssalen.
Det er alt i alt velgørende at komme tilbage til den gamle bygning og dens fred og ro.
Parkeringsforholdene inden for museets port er elendige. Folk holder ude på Vilvordevej i lange baner og til gene for trafikken. Stedet er absolut ikke beregnet på tilstrømning af den art Hammershøi tidligere har givet og den nye særudstilling med tidlige værker af Gauguin nu indbyder til.
Museet har været længe om at ajourføre sin hjemmeside, så man kan gå direkte fra forsiden til omtale og billeder af tilbygningen. Men det er netop blevet ændret.
J.F. Willumsens museum i Frederikssund Til toppen
Næste afsnit
Dette enkeltmandsmuseum fra 1957, det første af sin art i landet, blev tegnet af arkitekt Tyge Hvass og rummer udover flere af Willumsens hovedværker, inklusive det store relief, også kunstnerens samling af andres værker samt et omfattende arkiv af breve, dokumenter og fotos, altsammen skænket til Frederikssunds kommune der havde erklæret sig villig til at bygge museet - i modsætning til Københavns kommune.
Bygningen blev ikke stor eller pralende (kun 700 m²), men havde dog plads til den væsentligste del af samlingen. Salen med 'Det store relief', som blev udført 1924-26 på offentlig bestilling og længe var opstillet på Statens Museum for Kunst, var bygningens største, med sidelys som Willumsen havde ønsket, og velegnet til koncertbrug. Alle sale havde fint lys, men arealet var lige lovligt lille.
Tilbygningen 2005 mere end fordoblede udstillingsarealet, og den blev af arkitekt Theo Bjerg føjet smukt og harmonisk ind i det bestående. Det nye indgangsparti samler den gamle og den nye udstillingsfløj plus den nye café med sine store glaspartier ud til det frie. Der er overalt god belysning - og ingen spild af plads.
Det store relief (440 cm x 646 cm) er uændret anbragt i den store sal, men nu med tilføjelse af udkastet fra 1925 samt forarbejder og modeller. Balkonen rummer fortsat billederne fra Venedig. Ophængningen i den gamle afdeling er iøvrigt præget af tiltrængt forenkling. Hovedværker som 'Jotunheimen' og 'Maleren og hans familie' samt 'Aftensuppen' har fået ideel placering. Det samme gælder dog ikke det fremragende portræt af Wilhelm Wanscher. Det er ophængt i gangen, men mærkeligt nok ikke så det kan ses inde fra den nærmeste sal. Til gengæld er der blevet et særskilt rum til den lidt ukendte side af Willumsens værk, hans spøgefulde, ja løsslupne malerier med ironiske portrætter af ham selv, danserinden Michelle Bourret og mange andre - herunder politikeren Hartvig Frisch (oprindeligt et bestillingsværk af socialdemokratiet, men alt andet end en hyldest). Hertil kommer et pragtfuldt 'Kongesønnens bryllup' der kunne være en illustration til Jesu lignelse om brylluppet, hvor alle de fine folk udeblev fordi de havde alt muligt andet at lave end at feste, så gadens folk måtte inviteres i stedet. Billedet kan såmænd give mindelser om Johannes Holbek. Og hvem skulle have troet at den ellers så selvhøjtidelige J.F. Willumsen kunne være så sjov?
Tilbygningen rummer først og fremmest 'Badende børn på Skagens strand' med forarbejder og de tre selvportrætter med fællestitlen 'Tizian døende', fornemt samlet i et særskilt rum beregnet for meditation. Nogle gæster véd dog ikke at meditation er ensbetydende med stilhed, men det kunne man råde bod på med et lille skilt. En stor sal rummer et udvalg af Willumsens samling af andre kunstneres værker. Endvidere er der et rum for hans skulpturer og monumenter, herunder Hørup-værket til Kongens Have.
Museet besøges af mange skoleklasser; derfor er der sørget for en mellemgang med børnekunst og et rum beregnet for elementær indføring i lys, farver og farvesammensætning. Caféen er med 'høflig selvbetjening' som det kaldes, dvs gæsterne må selv lave og skænke deres kaffe eller te og vælge deres kager eller sandwich - og så ellers afregne ved billetsalget. Museet viser folk tillid.
Museets hjemmeside er med forsinkelse blevet ajourført med oplysninger om og fotos af tilbygningen.
I kælderen er der 'åbent magasin', så man har mulighed for at se værker der ikke er hængt op i salene. Det fungerede dog ikke efter hensigten, da rullereolerne med kunstværkerne ikke virkede. En stribe pladsbesparende vipperammer til grafik var endnu ikke taget i anvendelse, men vil være et godt supplement. Et frisk katalog var heller ikke blevet trykt. Det har åbenbart knebet med tiden og måske også med pengene.
Men bortset fra disse småanker, der må formodes at blive rettet hen ad vejen, er løsningen optimal. Og parkeringsproblemer er der ikke og kommer der næppe. Dertil ligger museet for afsides. Det bliver formentlig aldrig overrendt som Ordrupgaard. Til gengæld bliver der fred og ro til at se værkerne. Og dét er væsentligere.
Aros - Århus Kunstmuseum Til toppen
Næste afsnit
I Århus blev det nye kunstmuseum indviet sidste år med central beliggenhed ved siden af koncerthuset og kongrescenteret, lige over for rådhuset og tæt ved banegården. Det er en 43 m høj kubeformet bygning der måler 52 x 52 meter, og i midten har et kurvet snit til trapperum og elevatorer. Det er tegnet af det århusianske arkitektfirma Schmidt, Hammer og Lassen, der vandt den internationale konkurrence i 1997. Museet, der meget bevidst kaldes et 'internationalt billed- og oplevelseshus' har tre gallerier på hver godt 1000 kvadratmeter foruden en underetage med 'De 9 rum' til skiftende installations- og videokunst. Børn og skoleelever er der også tænkt på, som det hører sig til for ethvert moderne museum i dag.
To ting slår én, når man kommer på besøg: Den enorme museumsgades totale spild af plads - og de tre hovedgalleriers helt ideelle inddeling, rumvirkning, belysning og ophængning.
Den lyse museumsgade er muligvis tænkt som kontrast til den store gavl af røde sten der vender ud mod Vestre allé og som får bygningen til at virke kasseagtig, når man ser den fra rådhuset. Men der er hverken billeder eller skulpturer, og det er vist ikke meningen der skal komme det. Det forekommer mærkeligt. Man ser jo intet, og som trappe- og gangareal er snittet også upraktisk. De spiralformede trapper har alt for dybe trin, selv inde ved midteraksen.
Men udstillingsrummene er en oplevelse i sig selv. Alle billeder kommer her til deres fulde ret, ikke mindst museets udsøgte samling af dansk kunst fra slutningen af 1800-tallet og frem. Ingen steder hænger de for tæt. Lundstrøm-væggen og Hammershøi-væggen er hele entreén værd, men der er pragtfulde sale med Giersing, Isakson og Weie - og fra nyere tid med Kirkeby og Wiig-Hansen. Jorn og Carl-Henning Pedersen kunne være bedre repræsenteret, men der er jo ikke langt fra Århus til Silkeborg og Herning.
Og så er der endnu et stort plus ved museet, endda et sjældent forekommende. Gulvbelægningen er gennem hele museet af lyddæmpende art - næsten som var der tæpper på gulvene. Et kolossalt gode for folk der generes af mindste støj ved betragtning af kunst.
Huset har stor foyer med butik i stueetagen. Her ligger også caféen med god plads. På øverste etage er der restaurant med udsigt mod vest. På 2. etage ligger et velindrettet bibliotek, der ved siden af relevante kunstbøger og -tidsskrifter rummer Aage Jensens omfattende Storm P.-samling (med særligt katalog fra 1985). Betjeningen er særdeles venlig og imødekommende.
Til det hele foreligger et komplet katalog i tre bind, dækkende henholdsvis tiden før 1900, perioden 1900-1960 og tiden efter 1960.
Parkeringsforholdene er ideelle. Man kan benytte parkeringskælderen ved kongrescenteret til en betaling af 5 kr. pr. påbegyndt halve time, dog maksimalt 60 kr. for en hel dag. Udkørslen sker fra underste etage i modsat retning af indkørslen i plan med Frederiks allé. Så man havner på Sonnesgade nede ved den gamle godsbane - og aner ikke hvilken vej man skal. Et par skilte ville gavne.
Aros dokumenterer, at et moderne museumsbyggeri kan lade sig gøre, selvom det begrænsede grundareal kræver en kasse-løsning og ikke tillader en pavillon-løsning som Lousisianas med udnyttelse af en tilhørende stor og smuk park. Aros overgår langt tilbygningen til Statens Museum for Kunst, hvis rum langtfra yder optimale ophængningsmuligheder og som desuden generes af store støjproblemer (der kun delvis er blevet afhjulpet ved ombygning).
Kunstmuseet i Århus er udstillingsmæssigt set det allerbedste landet kan byde på.
Henvisninger: Til toppen
Museernes hjemmesider:
Ordrupgaard
J.F. Willumsens museum, Frederikssund
Aros, Århus Kunstmuseum
Jernesalts artikler om kunst: Klik
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
