JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - islam16a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.3.16.

Fri os fra fortsat religiøs forvirring

Grimhøjmoskeen i Gellerup har været midtpunktet i de sidste ugers debat om radikale imamers prædikener og vejledninger for muslimer der står med det ene ben solidt plantet i den mellemøstlige og mandschauvinistiske kultur og med det andet ben usikkert balancerende i den danske kultur med sekulært demokrati og en for dem yderst provokerende kvindefrigørelse.

TV2-dokumentarerne har afsløret vejledninger om forholdet mellem mand og kvinde og opdragelse af børn som virker stødende på flertallet af danskere og straks har rejst krav om lukning af den slags moskeer, standsning af byggeriet af en stormoské i Gellerup, specifik dansk uddannelse af imamer, overvågning af vejlederne samt udsmidning af rabiate imamer. Flertallet af os finder det forkasteligt at herboende muslimer bliver vejledet i sharialovens bestemmelser om pisk og stening som straf for utroskab. Og muslimernes børneopdragelse bryder vi os bestemt heller ikke om. Koranskoler og udenadslæren af koranen er galimatias i dag. Men man synes at glemme grundlaget for galskaben: Hele den mellemøstlige kultur og religion er og har fra starten været gennemsyret af blind underdanighed i forhold til absolutte autoriteter. Man bibeholder sågar en bedestilling der stammer fra gammel næsegrus underdanighed over for suveræne sheiker.

Dokumentarerne kan kritiseres for deres ensidige metode, og de umiddelbare reaktioner for deres impulsivitet. Begge dele må føre til stilfærdig understregning af at al generalisering er problematisk (men umulig at undgå), og at det kun er et fåtal af de herboende muslimer der er dogmatiske fundamentalister og endnu færre der er potentielle terrorister. En fordømmelse af dem alle vil kun få dem til at føle sig endnu mere uvelkomne her i landet. Og altså give de rabiate vejledere bedre kort på hånden og dermed øge risikoen for radikalisering.

Det er prisværdigt at islamkendere som Jakob Skovgaard-Petersen og Thomas Hoffmann prøver at nuancere billedet med nøgterne redegørelser for hvor broget både billedet af mellemøstlig kultur og fortolkningen af koranen er i virkelighedens verden. Jf. bl.a. artikel om Pariser-terroren i november.

Sagen er blot at det ikke batter særligt meget over for det faktum at muslimerne lige fra de første tyrkiske gæstearbejdere kom hertil har dannet parallelsamfund i vort land og for flertallets vedkommende aldrig er blevet fuldt og ordentligt integreret, sproglig eller normmæssigt. Imamerne vil heller ikke samlet tage afstand fra de rabiates vejledninger. De vil reelt beholde deres autorisation og deres autoritetstro.

Den aktuelle flygtningestrøm fra Mellemøsten og Afrika - som den hjertensgode kansler Merkel var så dumdristig at åbne sluserne for i september - har ikke gjort sagen bedre. Antallet er mange gange større end det er muligt at integrere forsvarligt. Merkels frejdige "Wir schaffen das" er blevet til Der Spiegels sandhed: "Wir schaffen das offene Europa ab - und riskieren unsere Zukunft". Den fatale nytårsaften i Köln spærrede folks øjne vidt op for kendsgerningen: Der er kommet tusinder af illegale migranter ind som ikke er 'rigtige' flygtninge og slet ikke forstår eller accepterer vores moderne kvindeemancipation med fuld respekt for kvindens integritet.

Og det mest latterlige er at vi bliver ved med at diskutere islam som snævert religiøst fænomen og bilde os ind at vores ellers hårdt erhvervede religionsfrihed skulle gør kritik af islam til fremmedhad, når forholdet er at islam og koranen naturligvis kan og skal kunne tekst-analyseres ganske som kristendommen og biblen, for det vil præcis blot sige at de begge relativeres i den demokratiske og sekulære oplysnings gode forstand: de sættes i relation til den historiske udvikling og undergraver dermed ene og alene selve legitimiteten af absolut og ukrænkelig guddommelighed.

Hverken islam, jødedommen eller kristendommen er nogen håndgribelig substans der kan måles og vejes objektivt. De er tværtimod relative eksistensbelysninger som folk må forholde sig til i deres personlige og kollektive samfundsliv og kulturliv. Men netop dette vil den fundamentalistiske islam ikke acceptere. Den er i bund og grund autoritetstroende og vil - som Muhammed-sagen i 2009 viste - ikke acceptere at deres profet udsættes for noget så uskyldigt som stilfærdig dansk humor.

Kristendommen har siden sin etablering som statsreligion i 300-tallet med dogmatisk teologi og kirkesystem været en magtfaktor der i lange perioder har præsteret lige så grel ensretning og undertrykkelse samt forfølgelse af kættere som islam siden 625. Den er stadig systematisk ensrettende og kvindeundertrykkende i den katolske kirke, hvor den takket være det håbløst forældede cølibat uundgåeligt også er plaget af utallige grove seksuelle misbrug.

Den protestantiske kirke rev sig løs fra pavetyranniet og fik gennemført det almindelige præstedømme med anerkendelse af det direkte, uformidlede forhold mellem gud og menneske. Men Luther indførte til gengæld dogmet om at øvrigheden er indsat af gud, og øvrigheden på hans tid var enevældens. Han ophøjede desuden troen på Kristus som frelser til kirkens eneste saliggørelseskriterium. Dermed blev frelsesbetingelsen i virkeligheden en absurd påstand der strider mod ikke alene den sunde fornuft, men også mod evangeliets eget budskab om at alle uden undtagelse simpelthen kommer ind i Guds rige ved at blive som barn på ny, dvs leve i barnets umiddelbare livstro - og blæse på al teologi og kirkemagt.

I 1800-tallet fik Danmark sine centrale folkelige og religiøse vækkelser der satte gang i såvel bondestandens som arbejderbevægelsens frigørende reformbevægelser samt borgerskabets mere spegede, akademiske og embedsmands-fokuserede samt bornerte samfundssyn.

Med grundloven kom en folkekirke der i begyndelsen - trods al småborgerlighed - var dybt præget af den grundtvigianske tro på det gode i mennesket og på det selvvoksende og skabende i folket, men efterhånden blev den grundigt ødelagt af Søren Kierkegaards intellektuelle leg med spidsfindigheder og paradokser - og siden blev den totalt spoleret af Tidehvervs mandschauvinister.

Det groteske blev at kvindefrigørelsen fra og med 1947-loven om kvindelige præster betød kvindernes gradvise overtagelse af både teologi og kirkemagt. Det har nemlig betydet folkekirkens sikre udgliden i en sød og børnevenlig humanisme der intet har at gøre med det nævnte evangelium om Guds rige som lægmanden Jesus gik omkring og fortalte om til de rettroendes store forargelse. I særlige tilfælde forsøges oven i købet indsmuglet lidt tro på reinkarnationen der heller ikke har noget med evangeliet at gøre, men bevares er en forholdsvis uskyldig overtro som mange kvinder ikke kan stå for.

Undervejs hærgede Indre Missions fundamentalisme og en hel del sekters tilsvarende ensretning og snæversyn. Det har vi lige kunnet læse om i en udførlig personlig beretning fra en helt igennem normal og fornuftig mand der voksede op hos Jehovas Vidner (Simon Ørregaard i Politiken 12.3.). Den sunde fornuft viser sig altid her ved en konsekvent frigørelse fra autoriteterne og deres fornuftstridende opdragelse og indoktrinering. En sådan har jeg selv været igennem i forhold til det Indre Mission der i min barndom stadig var en stærk faktor i folkekirken.

Men desværre følger der mange gange også uforstand med sådanne opgør, og dette ses på fatale kortslutninger: Når Jehovas Vidner og Indre Mission - eller for den sags skyld pavevældet i Rom eller fundamentalisterne i det amerikanske Bibelbælte - medfører onde ting som snæversyn, indoktrinering og systematisk undertrykkelse, så er al religion af det onde.

Ateisterne begår gladelig den samme slags fejl, blot forenklet til: Når biblens påstande strider mod naturvidenskaben, så er biblen af det onde. - Talsmand for Ateistisk Selskab Anders Stjernholm har for nylig i Politiken brokket sig over at 'ateist' er blevet et skældsord, for efter hans mening viser forskningen at gud slet ikke findes. Ergo kan man med videnskabelig sikkerhed slutte at al tro på gud er ufornuftig.

Fejlslutningen kan altid føres tilbage til uvidenhed om moderne religionsforskning og dybdepsykologi. Den første har for hundrede år siden påvist at religion slet ikke kan sættes lig med dogmatisk religion, for religionerne er uadskillelige fra en fuld og hel eksistensforståelse og har gjort sig gældende på denne måde fra tidernes morgen. Dogmatik, teologi og kirkesystemer er kommet til langt senere, baserede som de er på skriftlig overlevering og fortolkning. De er lige som kommunismen og nazismen spekulative tankekonstruktioner som en ganske bestemt type magtmennesker fabrikerer ved at indsnævre naturlige kollektive forestillinger om verdens gang og menneskets specielle indretning til deciderede dogmer der kan defineres ganske nøje. Derfor kan de også rask væk bruges til kontrol af andre mennesker og deres frie tanker, frie gøren og laden samt frie skabelse i leg, fest, erotik, familieliv, kunst, musik og humor samt samtaler og sund filosoferen.

Følgelig er det ikke religion som genuin og uundværlig eksistensforståelse der skal undsiges eller bekæmpes ud fra sund fornuft, men alle de mange yderst raffinerede dogmesystemer som misbruges til ensretning og undertrykkelse - og i muslimernes specifikke tilfælde forhindrer integration i europæisk kultur.

Dybdepsykologien, der også er hundrede år gammel, har tilsvarende påvist at det er psykiske processer som gør forskellen mellem selvgroet og helhedsgivende religion og intellektuelt udtænkt, frihedsundertrykkende dogmatik. Den opdagede at mennesket fødes med de tanke- og føleprocesser som er frie, spontane og skabende fordi de i den psykiske udvikling kommer før sproglige begreber og sondringer og før den logik og det krav om logisk konsistens som sprogdannelsen giver mulighed for - og som er aldeles nødvendig for menneskets praktiske og sociale tilpasning.

Dybdepsykologien har desuden opdaget at sjælelivets og åndslivets frie og spontant skabende virksomhed ikke beror på rationelle og rent hjerneneurologiske processer, men på højst irrationelle processer der ikke kan forstås uden henføring til overpersonlige eller kollektive processer som unddrager sig naturvidenskabelig analyse, kontrol og forklaring. Jung indførte begrebet 'arketypiske forestillinger' og mente at de på grund af deres dokumenterbare universalitet udsprang fra 'arketyperne', men han var klog nok til at understrege at disse var og blev hypotetiske størrelser som ikke kunne bevises, men alene gjorde begrebsrammen praktisk anvendelig. Først kvantemekanikken kom med forklaringen på at arketyperne unddrager sig videnskabelig analyse. Niels Bohr kunne fastslå at der går en uoverstigelig grænse for den menneskelige erkendelse ved alle processer der er så hurtige at de nærmer sig lysets hastighed, for her vil fysisk undersøgelse gribe forstyrrende ind i resultaterne. En deterministisk sammenhæng mellem sjæleliv og hjerneprocesser kan aldrig påvises. Sjælelivet må ses i analogi med de elektromagnetiske fænomener i og med at de kun kan konstateres ved forekomsten af bestemte 'felter' af levende mennesker. Hjernedødskriteriet er derfor et falsum.

Det afgørende i det storpolitiske og kulturelle perspektiv er nu at al dogmatisk religion og fundamentalistisk ideologi i deres fulde skadelighed bliver langt lettere at forstå gennem denne moderne religionsforskning og dybdepsykologi. Alt der har at gøre med de skabende arketypiske forestillinger har deres frie og spontane liv i kraft af at de er førsproglige og dermed uden nogen form for begreber, sondringer og logisk konsistens, mens alt der har at gøre med rationel tænkning eller intellektuel virksomhed i kraft af brugen af begreber, sondringer og logik altid begrænser de frie og spontane processer - uanset hvor nødvendige de i øvrigt måtte være i det praktiske liv og dettes simple nytteregnskab.

Der behøver på ingen måde at være destruktiv konflikt mellem de to væsensforskellige former for tænkning og føling, for vi mennesker kan veksle frit imellem dem og gør det faktisk også ret ubesværet, medmindre vi systematisk skoles til at udvikle de tillærte logiske sekundærprocesser til stadig større fuldkommenhed og derangere de medfødte og spontane primærprocesser til noget primitivt og overflødigt der højst kan have interesse som adspredelse og fritidssyssel.

Det uheldige er imidlertid at de skolede mennesker ofte fuldstændigt glemmer at det udelukkende er de frie og spontane primærprocesser der giver alt det vi forstår ved mening, orden, kvalitet, sammenhæng og helhed, og at mennesket følgelig altid mister denne mening, sammenhæng og helhed hvis sekundærprocesserne får eneret som fornuftig indstilling.

Det skæbnesvangre er at det lige præcis er dette der sker i vore dage og på vore breddegrader ikke blot i dogmatiske eller fundamentalistiske systemer, men også i gængs verdslig fremskridtstro, nyttefilosofi og vækstøkonomi, for disse sætter den materielle udvikling med højst mulig naturvidenskabelig og teknologisk fremdrift i højsædet og betragter det sjæleliv og åndsliv som alene kan skabe meningen, helheden og selve fortryllelsen i eksistensen som noget sekundært.

Det vil altid få fatal virkning på såvel individets som kulturens udvikling at den livgivende oplevelse og erfaring af indre frihed, mening, sammenhæng og helhed drives ud af det eksistentielle og offentlige fællesskab, så kun nyttehensynet, vækstfilosofien, naturvidenskaben, pengestræbet og karriereræset, det ydre magthierarki og den rationelle filosofi får råderum og respekt. Og i deciderede kulturkriser som den Europa for øjeblikket befinder sig midt i kan det kun gå rivende galt, hvis den unikke europæiske kultur i misforstået tolerance og barmhjertighed over for de fortvivlede flygtninge fra Syrien åbner sluserne for invasionen af autoritetstro og kvindeforagtende muslimer, for dermed bøjer kulturen sig passivt og selvopgivende for multikulturalismens livsløgne om at alle kulturer og alle religioner skulle være lige gode. Det er de ikke, for den moderne europæiske kultur adskiller sig markant fra de andre ved at være gået demokratiets, sekulariseringens og kvindefrigørelsens sande og besværlige, men strålende vej. Derfor kan den religiøse forvirring ikke ophæves hurtigt nok.

Aldrig er det ligegyldigt for en kulturs evne til at overleve gennem vedvarende eksistentiel tilblivelse om den stagnerer og låser sig mere og mere fast i allerede opnåede resultater, rettigheder og bureaukratiske ordensregler eller om den til fulde forstår at bevare og bruge sin indre frihed og åbenhed samt evne til spontan skabervirksomhed. Den må altid omhyggeligt drage omsorg for at fællesskabet udbygges så erfaringen af helhed og sammenhæng bliver en almen foreteelse som kan besynges og beskrives i det helhedsrealistiske dagligsprog.

Kultur afhænger af et vedvarende 'syndefald' der generation efter generation gør arbejdet, forskningen, kønsforskellen, autoritetsoprøret og folkeoplysningen til fundamentet for fællesskabet.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: