JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - folkeskolen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.8.05.

Folkeskolen står over for dybe reformer

- en opsplitning mellem grundskole og ungdomsskole ville nu være passende

På et to-dages møde i Globaliseringsrådet præsenterede undervisningsminister Bertel Haarder regeringens strategi for at gøre den danske folkeskole til verdens bedste.

Det lyder naturligvis flot, men er dybest set en temmelig meningsløs målsætning, fordi der ikke findes sikre kriterier til at måle den slags objektivt, og fordi Danmark ikke er det eneste land i verden der har ambitioner om at blive bedre end alle de andre.

Mere jordnært ville det derfor være at gøre det til et mål at forbedre folkeskolen på nogle afgørende punkter hvor den må konstateres ikke at kunne leve op til de krav og udfordringer det moderne globalisereede samfund stiller eller de ønsker om bedst muligt uddannelse til alle børn som alle forældre nærer.

I praksis er det nok nogenlunde de samme konkrete målsætninger der kan stilles på som relevante og blive enighed om, så de store ord kunne man lade ligge som de slogans de er.

Den såkaldte globalisering betyder at konkurrencen for et hvilket som helst land er blevet mere påtrængende, fordi den er verdensomspændende og hård. Skal det enkelte land kunne klare sig i det lange løb, må det satse på høj standard i såvel uddannelsesmæssig som forskningsmæssig henseende. Danmark har ikke naturressourcer der gør det muligt at nyde uden at yde. Og det er iøvrigt heller ikke sundt at gøre det. Eksempelvis har mange lande med store oliereserver undladt at udnytte dem til udvikling og demokratisering. Selv et land som Norge beskyldes for at have forsømt visse udviklingsmuligheder, fordi statens olieindtægter har været for rigelige. For Danmarks vedkommende gælder ubetinget at den eneste virkelige ressource ud over den gode landbrugsjord og de begrænsede oliemængder i Nordsøen er af menneskelig art. Det er høj uddannelse kombineret med kreativitet og initiativ der skal sikre velfærden på længere sigt.

Allerede derfor er det givet, at det faglige niveau i folkeskolen må sættes op, hvis Danmark skal klare udfordringerne de kommende årtier. Og dette indebærer igen uundgåeligt en stærkere evalueringskultur og en stærkere ledelse af skolerne.

På begge fronter løber vi ind i både naturlig træghed i systemet og bevidst modstand fra dele af systemet, især lærerne. Løbende evaluering er helt normal i den private sektor - og den har her både positiv og negativ effekt. Positiv fordi den giver ledelsen et værktøj til ledelse og medarbejderne konfrontation med sandheder om begrænsninger der måske er ubehagelige, men dog kan fjerne illusioner. Negativ fordi intet i denne sammenhæng efter sagens natur kan være strengt objektivt; der vil indgå subjektive elementer i bedømmelse som kan virke uretfærdige og i visse tilfælde er direkte forkerte. Men der er ingen anden mulighed end forsøget på evaluering. Lærermodstanden - som også modstanden mod særlige kvalifikationstillæg - er udslag af den gamle modstand mod al ulighed. Man dyrker i fagforeningerne desværre stadigvæk illusionen om at alle er født lige gode og ingen derfor bør skille sig ud fra andre. Men frihed er nu engang også retten til at udvikle sig personligt, selvom man derved kommer til at skille sig ud fra andre. Et frit samfund er ikke et lige samfund. Det må tværtimod altid være indstillet på konkurrence og ulighed. (Jf artikler om komplimentariteten mellem individ og samfund)

Skoleledelse er derfor også et spørgsmål om - via evaluering - at følge nøje med i det faglige niveau, elev for elev, klasse for klasse og lærer for lærer. Alt andet er at lukke øjnene for problemerne. De gode skoler er altid dem der har årvågen skoleledelse, men i vore dage er det blevet et krav at alle skoler må have god og årvagen ledelse - og derfor dels må have ledere der er fuldt kvalificerede, pædagogisk, administrativt og ledelsemæssigt, dels må aflastes administrativt så de kan koncentrere sig om den faglige standard.

Lærerne på deres side må også have styrket deres kompetencer - som det hedder med det uundgåelige modeord. Det betyder at de både skal være fagligt og pædagogisk velfunderede. De skal som det hedder i undervisningsministerens oplæg være professionelle specialister i børns indlæring, men samtidig specialister i udvalgte fag (linjefagene) og ikke som i dag generalister, der kan undervise i alle fag. En ændring på dette område kræver en ændring af seminarieuddannelserne.

I ministerens oplæg tales der om to muligheder: enten må seminarieeuddannelsen opdeles i to: en for lærere der skal undervise de små klasser og en for lærere der skal undervise de store klasser. Eller også skal undervisningen i de enkelte fag opdeles i en retning for de små klasser og en retning for de store klasser. Lærernes fagforening protesterer naturligvis, for de forudser - uden tvivl med fuld ret - at følgen hurtigt vil blive, at vi får to slags lærere: lærere der kan undervise de små (til femte-sjette klasse) og lærere der kan undervise de store elever (fra sjette klasse og op). Og fagforeningen forudser naturligvis også - igen med rette - at der herefter vil blive to lønsystemer for lærerne. For det er klart, at det vil stille større krav til det faglige niveau og dermed længere uddannelse at skulle undervise i de ældste klasser, ligesom det i dag kræver højere fagligt niveau og længere uddannelse at undervise i gymnasiet end i folkeskolen. Men det har altid givet højere løn at have højere fagligt niveau og længere uddannelse. Og stadigvæk vil gælde, at der vil være lærere der uanset lønniveauet vil foretrække at undervise de små klasser, fordi udfordringen pædagogisk set passer dem bedre.

Det er en absolut nødvendig reform, fordi folkeskolen alt for længe har fået lov til at svigte de store børn ved at stille for få faglige og arbejdsdisciplinære krav til dem. Det er et svigt fordi alle unge er nødt til at indse og erfare at man ikke kan lege sig til al viden, men indimellem må slide sig til den, dvs indarbejde en passende disciplin, men det er også et svigt fordi de unge netop i puberteten får det energimæssige løft der ikke alene gør det muligt at tage udfordringer op på et mere krævende plan, men også gør det naturligt. I virkeligheden er det synd for unge på 14-17 år at blive snydt for krævende arbejdsmæssige opgaver. Det bremser såvel den personlige udvikling som mulighederne for at gå ind i videregående uddannelse med succes. Der skal naturligvis på dette felt tages højde for forskellen mellem piger og drenge. Pigerne er generelt langt bedre til at sidde stille og arbejde systematisk med læsestof end drenge er. Men drengene bliver i al for stort tal tabere i det moderne uddannelsessystem, fordi de ikke i tilstrækkelig grad får lært at tackle udfordringerne på deres egen måde.

Der er mange aspekter i regeringens forelagte strategi som kræver debat. Men skulle der her ankes over det aktuelle udspil fra undervisningsministerens side, skal det gå på, at han - og ministeriet - endnu ikke synes parat til at tage den fulde konsekvens af de skitserede reformer, nemlig at dele folkeskolen op i to klart, fysisk og administrativt adskilte skoletyper: grundskolen fra børnehaveklasse til femte klasse og en ungdomsskole for sjette klasse og op.

Altafgørende for et moderne samfund er at alle børn og unge får en grundig elementær skoleundervisning og en efterfølgende god uddannelse af praktisk, administrativ eller teoretisk art, så alle pladser i samfundet kan udfyldes med kvalificerede medarbejdere. Men som følge af den i vore dage langt tidligere indtræden af pubertetskrisen for de unges vedkommende, må tiden efterhånden være inde til at bryde med princippet om en grundskole på ni-ti år og erstatte den med en grundskole på fem-seks år efterfulgt af en ungdomssskole på tre-fire år med mulighed for forlængelse med et enkelt år. Skiftet skulle markeres med udskiftning af såvel fysiske rammer som lærerstab, således at de 13-årige for alvor kommer til at mærke, at de forlader barneskolen og bliver stillet over for udfordringer og krav om indlæring og studiedisciplin som matcher voksenlivets og vil kunne forbedre de unges muligheder for at gennemføre en gymnasial uddannelse med held.

Det er en gammel tanke, formuleret i bl.a. 'Den dobbelte udfordring' fra 1982, der hermed fremsættes påny. Men dens aktualitet er blevet stærkt understreget af regeringens nye strategi for folkeskolen. Tanken ligger i virkeligheden i forlængelse strategien. Opdelingen af folkeskolen i to skoletyper er den fulde konsekvens af den påtænkte reformering, og bør derfor indgå i debatten op til regeringens fremlæggelse af et konkret lovforslag.

Henvisninger:

Regeringens debatoplæg om folkeskolen august 2005

Bertel Haarders kronik i Jyllands-Posten 18.8.05.

Komplementariteten mellem individ og samfund

To afsnit af Værdimanifestet:

Samfundet som fundamental værdi
Individet som fundamental værdi

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean