ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.1.04.

BBC dumpede som demokratiets vogter

Rapporten frikender totalt premierminister Tony Blair og hans regering for såvel medansvar for Kelly's død som for de fra BBC's side gentagne gange fremførte beskyldninger for at have løjet om tilblivelsen af rapporten af 24.9.02 om Iraks masseødelæggelsesvåben - og især hvad angår påstanden i rapporten om, at Irak havde masseødelæggelsevåben der i givet fald kunne aktiveres inden for 45 minutter.

Hutton's rapport retter derimod hård kritik af BBC, og det gælder ikke alene den udfarende journalist Andrew Gilligan der kom med sine beskyldninger den 29. maj 2003 i programmet Today, men også BBC's redaktion og ledelse. Og denne kritik førte allerede den 28. til Gavyn Davies afgang som bestyrelsesformand for den statsfinansierede og hidtil højt estimerede radio- og fjernsynsstation. Blair krævede efterfølgende en klar undskyldning fra BBC for de urigtige påstande. I første omgang veg generaldirektør Greg Dyke udenom, men da Blair gentog sit krav, trak såvel Dyke som nyhedschefen sig fra deres poster. Og dermed var BBC havnet i sin værste krise nogensinde. Men Blair fik af den nye BBC-ledelse en uforbeholden undskyldning.

Om dr. Kelly's død siger Lord Hutton at det ligger fast, at Kelly tog sit eget liv uden andres medvirken, og at ingen der iøvrigt var involveret i sagen kunne have anet, at Kelly ville reagere som han gjorde på det pres der blev lagt på ham, fordi han som embedsmand letsindigt havde givet Gilligan oplysninger som var fortrolige og som Gilligan åbenlyst brugte til sine egne formål. Hvad Kelly præcist har sagt til Gilligan kan af gode grunde ikke afklares.

Om forsvarsminister Geoff Hoons rolle i forbindelse med offentliggørelse af Kelly som kilden til BBC's falske beskyldninger, siger Hutton, at der ikke i regeringen var nogen hemmelig aftale om at få Kelly's navn frem med det underforståede formål at få ham hængt ud, men at regeringen tværtimod ville have kunnet bebrejdes en fortielse, hvis den havde afvist på forespørgsmål at bekræfte kildens identitet, når det nu var kommet frem, at en embedsmand af egen fri vilje havde haft et møde med BBC-journalisten.

Men forsvarsministeriet bebrejdes, at det ikke på forhånd orienterede dr. Kelly om, at hans navn ville komme frem. Omvendt siger Lord Hutton dog også udtrykkeligt, at dr. Kelly måtte anses for at være en mand det ikke var let at hjælpe eller give råd.

Til disse indvendinger er først og fremmest at sige, at de ganske glimrende afspejler selve den fundamentale polarisering i det politiske liv som Irak-krigen har skabt. Alle der er imod krigen, er også imod regeringen og Tony Blair. De regner ham ikke for troværdig, men mener at troværdigheden er større hos hans kritikere. Man blander med andre ord spørgsmålet om begrundelsen for Irak-krigen sammen med spørgsmålet om en BBC-journalists åbenlyse, men grundløse forsøg på at sværte Tony Blair som løgner.

Selv en dansk chefredaktør som Ekstrabladets Hans Engell ville i DR2's Deadline den 29. januar over for Martin Krasnik ikke være ved, at det er nødvendigt at skelne mellem den uenighed der var og på grund af spørgsmålets mange uafklarede punkter måtte være om begrundelsen for Irak-krigen og så beskyldninger mod en regeringschef om decideret løgn. Engell fastholdt, at både Blair og Bush - ja også den danske statsminister - har løjet med hensyn til begrundelsen. Han godkender ikke, at efterretningstjenesterne ikke på forhånd kunne have 100 procents sikker viden om Iraks masseødelæggelsesvåben, og at regeringer derfor måtte træffe deres beslutninger på grundlag af formodninger.

Men når den engelske sag kan blive så stor som den er blevet, hænger det jo først og fremmest sammen med, at der kan rejses berettiget tvivl om BBC's troværdighed, når redaktionen og den øvrige ledelse har kunnet lade beskyldninger mod premierminister Tony Blair for løgnagtighed passere og efterfølgende endog nægte at behandle klager over disse beskyldninger på ordentlig vis.

Det er derfor vigtigt at slå Lord Huttons bedømmelse fast med syvtommersøm. Der var ikke hold i BBC-journalisten Andrew Gilligans påstand om, at regeringen vidste at dens påstand om at Irak kun behøvede 45 minutters frist til at iværksætte sine masseødelæggelsesvåben skulle være forkert. Regeringens påstand var baseret på en rapport der var modtaget af efterretningstjenesten. Og Gilligans påstande om, at regeringen selv valgte eller pressede dette argument frem, er grundløs.

Hvad BBC angår slår Lord Hutton ubarmhjertigt fast, at det redaktionelle system var mangelfuldt (defective), når det tillod Gilligan's rapport at gå i æteren uden at have set et manuskript. BBC's ledelse undlod at undersøge Gilligans's notater om interviewet med dr. Kelly. Og BBC's øverste ledelse undlod siden at undersøge Gilligans handlinger grundigt.

Unægteligt en kritik der vil noget! Ja, en hård dom, der måtte få umiddelbare konsekvenser for BBC's ledelse.

Men problemet tog Lord Hutton såmænd selv ved hornene i sin rapport, hvor han bl.a. siger: Mediernes kommunikation af information (incl. information der er fremskaffet af undersøgelses-reportere) om sager af offentlig interesse og vigtighed er en vital del af livet i det demokratiske samfund. Men retten til at kommunikere sådan information er underkastet den forudsætning (som i sig selv eksisterer til det demokratiske samfunds fordel) at falske beskyldninger der vedrører kendsgerninger som angriber andres integritet, herunder politikeres integritet, ikke bør fremsættes af medierne.

Lord Hutton tilføjer: Når en journalist har til hensigt at offentliggøre information der angriber andres integritet har ledelsen af fjernsynskompagniet eller dagbladet pligt til at sikre sig at der findes et system hvor journalistens redaktør omhyggeligt overvejer rapportens ordlyd og hvorvidt det - alle forhold taget i betragtning - er rigtigt at offentliggøre den.

Og dette turde være sagens kerne. Og aldeles ikke om Tony Blair er blevet hvidvasket.

Andrew Gilligan gik alt for vidt i sine beskyldninger mod den britiske premierminister. Han misbrugte også en stilfærdig embedsmands uforsigtige villighed til at lade sig interviewe. Men først og fremmest svigtede BBC's redaktion og øverste ledelse i henseende til at kontrollere deres journalists alvorlige beskyldninger mod regeringschefen og i henseende til efterfølgende at afvise alle klager blankt.

Der er ikke tale om, at BBC ikke som statsfinansieret, men uafhængig radio- og fjernsynsstation skulle have ret til at kritisere den til hver en tid siddende regering, men om, at de skal have orden i begrundelserne for kritikken, og naturligvis skal være indstillet på fuld opklaring af et sagsforløb, hvis regeringschefen eller andet medlem af regeringen føler sin troværdighed ramt.

Der er følgelig heller ikke tale om, at journalisterne ved BBC eller nogensomhelst anden fjernsynsstation eller avis i demokratiske lande skal til at indlade sig på en selvcensur der lukker af for kritik. Men derimod om, at de skal betragte det som en selvfølge at prøve deres kilder ordentligt af inden de offentligt fremsætter beskyldninger mod nogen, og som en selvfølge at de bagefter tillader og medvirker til en fornøden undersøgelse, hvis nogens ære er gået for nær.

Hvis de gode journalister ikke er i stand til at skelne mellem denne form for selvkritik og ansvarlighed på den ene side og så den selvcensur der på den anden side forhindrer ytringsfriheden og fri kritik, så er der noget i vejen med deres sunde fornuft.

Den generelle polarisering der har fundet sted i forbindelse med uenigheden om Irak-krigens begrundelse og berettigelse har også her i landet medført grove beskyldninger om løgn og anden uvederhæftighed mod den siddende regerings beslutninger, begrundelser og motiver. Det ødelægger debatten og er derfor faktisk medvirkende til at undergrave demokratiet - selvom det oftest af pressefolkene, som i tilfældet Ekstrabladets kritik af Anders Fogh Rasmussen, hyklerisk udlægges som pressens værn om demokratiet. Selv Cavling-Prisen er i denne sag blevet givet til de skyldige journalister - af oplagt politiske grunde. Ikke mindst derfor er den engelske sag og Lord Huttons rapport en særdeles gavnlig og glædelig begivenhed, som igen viser noget meget centralt om engelsk kultur.

BBC dumpede i Irak-sagen og Kelly-sagen som demokratiets vogter, ikke fordi de kritiserede regeringen, men fordi de kom med graverende og krænkende beskyldninger mod Tony Blair som var aldeles grundløse.

Resumé af konklusionerne findes i "chapter 12".