utils prefix normal JERNESALT - livskvalitet03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.1.12.

Livskvalitet og erkendelse - 3. artikel i ny serie om livskvalitet

Erkendelsen begynder i vuggen
Nødvendigt at kende naturlovene
Bevidsthedens opdukken sprænger naturens rammer
Humanistisk videnskab
Eksistensens krav på komplementaritet
Mytisk eksistensforståelse
Erkendelsens risici og begrænsninger
Henvisninger


Erkendelsen begynder i vuggen    Til toppen  Næste

Den menneskelige erkendelse begynder i vuggen og er fra første færd forbundet med den allerstørste livskvalitet for ethvert barn der ikke lider af svære skader, sygdomme eller handikap i nervesystemet og bevægeapparat.

Alle mennesker, men naturligvis især forældre der får deres første barn, oplever barnet som født nysgerrigt på samme måde som en hundehvalp eller kattekilling, og vil også med stor umiddelbar glæde følge barnets famlende, men utrættelige forsøg på at lære tingene og de levende væsener omkring det nærmere at kende ved at se, høre, lugte, smage, gribe fat i dem. Og som det ofte er gentaget her på siderne, er selve barnets evne til at kunne fiksere tingene og gribe fat i dem den psykiske betingelse for genstandsbevidstheden, mens tingenes håndgribelighed er den fysiske betingelse. Uden faste ting at gribe fat i med hænderne, ville al praktisk erfaring af den ydre verden være umulig og barnet således dømt til den rene vegeteren, således som det er tilfældet med svært hjerneskadede børn.

Det skal imidlertid aldrig glemmes at erkendelsen som sådan altid hos barnet er mere end erkendelse af kvantative data om ting, mennesker og relationer, nemlig også en erkendelse af tingenes og menneskenes kvalitative sider. Og det afgørende i forståelse af dette forhold er at indse at de to sider af erkendelsen forløber samtidigt og parallelt. Der gives aldrig en erkendelse hos et barn af ting, mennesker eller relationer som er ren kvantitativ. Al erkendelse er tværtimod altid forbundet med det kvalitative aspekt der på ubevidst plan 'fortæller' om det erkendte er godt eller ondt, venligt eller uvenligt, varmt eller koldt, behageligt eller ubehageligt, farligt eller ufarligt. Og det er vel at mærke hele dette kvalitative aspekt der eksistentielt set er afgørende: det er det der giver barnet den umiddelbare, ureflekterede oplevelse af mening med tilværelsen. Oplevelsen er af mystisk art, og kan ikke være andet, da de psykiske sekundærprocesser først langsomt er ved at blive udviklet og på spædbarnsstadiet savner ethvert begreb der kan bruges til sondring mellem subjekt og objekt eller mellem det ydre og det indre. Barnet kan ikke sondre mellem fantasi og virkelighed, og heller ikke mellem sig selv og omgivelserne. Det vil eksempelvis under amning ved normale omstændigheder været ét med moderen og - i soleklar strid med Maslows berygtede og reduktionistiske behovspyramide - opleve at få opfyldt alle sine behov lige fra de fysiske over de sociale til de eksistentielle (mening og helhed) på én og samme gang.

Når det kan siges med sikkerhed at spædbarnets oplevelser er af mystisk (helhedsmæssig) art, skyldes det ganske enkelt at de helt og holdent beror på de medfødte, primære psykiske grundprocesser som er uden sondringer og begreber af nogen art, mens alle ord, begreber og sondringer samt logikken først kommer til med de tillærte, sekundære grundprocseer - jf. grundartiklen om de psykiske grundprocesser. Da det er de sidstnævnte der betinger alle menneskets praktiske færdigheder og tilpasningsmuligheder til miljø og samfund, er det indlysende at disse forsøges fremmet mest muligt gennem opdragelse og skolegang, men det hører en moderne tid til at undervurdere de eksistentielt set vigtigste, meningsbærende indsigter ved at overbetone det praktiske og nyttige, og endda gennem hele den moralske indstilling at snævre virkeligheden ind til det borgerligt set mest nyttige. Det er hvad der ikke mindst sker gennem al mindretalsetik, og hvad der i den europæiske kulturhistorie er sket markant gennem den overvejende protestantiske nyttemoral. Den er netop gennem fremhævelsen af fliden og sparsommeligheden et væsentlig grundlag for den kapitalophobning der har ført til kapitalismen. Arbejdet er det vigtigste i livet. Leg er for småbørn. Kunst er overflødig. Og religion er kun gavnlig fordi den gør arbejde, flid og sparsommelighed til kristelige dyder, der kan sikre den evige salighed.

Da mennesket naturligvis ikke kan overleve uden en realistisk opfattelse af omverdenen, og da det samtidigt heldigvis også forholder sig sådan, at det er forbundet med stor livskvalitet at tilegne sig færdigheder og viden, er det vigtigt at komme i børnehave og skole og senere at skaffe sig en uddannelse der svarer til evner og beskæftigelsesmuligheder. Det er i denne forbindelse - som fremhævet i 1. artikel om livskvalitet - også vigtigt at tilegne sig den fornødne arbejdsdisciplin. Når man er blevet voksen, er livet ikke kun leg. Men omvendt gælder at den frie sjælevirksomhed som sker ved hjælp af primærprocesserne fortsat ikke blot skal have lov at udfolde sig - som det sker i leg og fritidsaktiviteter samt i kunst og fri religion - men til alle tider bør ses i sin absolut afgørende betydning som det aspekt af den menneskelige erkendelse der alene er i stand til at sætte dagligdagen og sædvanevirkeligheden i det rette perspektiv.

Ingen gav dette bedre udtryk end den engelske kunstner, digter og mystisker William Blake, når han skrev ordene: "Hvis erkendelsens døre bliver renset, ville alle ting ses af mennesket, sådan som de er: uendelige."


Nødvendigt at kende naturlovene    Til toppen  Næste

Som skildret i afsnittet om erkendelse og eksistens i det store essay om Erkendelsens forudsætninger er det mest iøjnefaldende træk ved den vestlige kulturs udvikling i de seneste århundreder selve dens evne til ekspansion i kraft af teknologisk overlegenhed og politisk overmod og "overvilje". Det var en overlegenhed der i enhver henseende bygger på den moderne naturvidenskab der begyndte i 1600-tallet med Galilei og Newton, og som fuldbyrdedes i 1900-tallets første årtier med relativitetsteorien og kvantemekanikken. Den naturvidenskabelige og teknologiske revolution har givet os dampkraft, el-kraft og atomkraft samt tog, bil, fly, satelitter og rumstationer; telefon, radio, fjernsyn og computer - og altså totalt ændret menneskets hverdag og skabt en produktion, et forbrug og en kommunikation uden sidestykke i historien.

Den vestlige naturvidenskab, teknologi og livsstil har haft en sådan kvantitativt målelig succes, at selve denne succes er blevet hovedmålestokken for udviklingen. I sidste ende er måleenheden penge. Menneskeligt set har omkostningerne for denne udvikling imidlertid været uhyggeligt store. For samtidig med fremskridtene kom en gigantisk befolkningseksplosion (fra 3½ til 7 mia på få årtier), en gigantisk naturforurening og en gigantisk krigsødelæggelse. Hertil kom yderligere en voldsom stigning i sygdomme (epidemier, hjerte- og kræfttilfælde), narkomani (fra øl og spiritus over hash til hårde stoffer), kriminalitet (fra udbredt butikstyveri til rå og hjerteløse overfald på sagesløse), social nød (fra simpel fattigdom til håbløs elendighed), almindelig værdirelativisme eller værdiusikkerhed, samt psykisk og politisk ustabilitet kloden over. Hele denne kvantitative succes synes fremkommet som resultat af stigende abstraktion fra de kvalitative eller humane, etiske og religiøse aspekter. Abstraktionen (og den matematiske generalisation) er det bevidste princip for den naturvidenskabelige metode.

Det er en ubestridelig kendsgerning, at den naturvidenskabelige metodes effektivitet skyldes dens klare erkendelse af, at det er muligt at opnå dybere indsigt i den materielle verdens egenskaber og lovmæssigheder ved at undersøge fysiske genstande som enkeltobjekter, isolerede fra såvel deres naturlige sammenhænge med omverdenen som deres kulturelle sammenhænge i relation til mennesket, sproget og samfundet.

Men det er også en ubestridelig kendsgerning, at den nøjagtighed naturvidenskaben således opnår, bliver vundet på bekostning af bredden i begrebernes anvendelse. Jo nøjagtigere man definerer begreberne og udtrykker lovene i matematisk form, jo mere begrænses det videnskabelige sprogs anvendelsesmuligheder. Som følge af den moderne naturvidenskab er sproget blevet effektivt og systematisk spaltet i på den ene side et bredt og altomfattende, men relativt vagt sprog som almindelige dødelige bruger til både hverdag, fest og højtid, og på den anden side et eksakt naturvidenskabeligt sprog, som kun dækker specielle områder af tilværelsen, og som stort set kun forstås af specialuddannede fagfolk (selvom det principielt er tilgængeligt for alle). I den nye naturvidenskab kan man formulere helt generelle naturlove som fx tyngdeloven, dvs love som, indtil andet bevises, er universelle og altså gælder for alle ensartede fænomener overalt i universet. Dette sprog kan ikke bruges til formuleringer af lovmæssigheder på andre områder. Det opdagede man imidlertid først længe efter. Det har man faktisk først erkendt med relativitetsteorien og kvantemekanikken. Eller rettere det har nogle forskere og filosoffer erkendt, med Niels Bohr og Werner Heisenberg i spidsen. Generelt tror både flertallet af videnskabsmænd og af befolkningen fortsat at naturvidenskaben kan forklare alt, og at der ikke gives en både fornuftig og nødvendig komplementaritet til denne.


Alle mennesker der ønsker at beholde begge ben på jorden og agere nogenlunde nøgternt i 'sædvanevirkeligheden' er imidlertid ubetinget nødt til at betjene sig at sekundærprocesserne og efterhånden opbygge et solidt kendskab til dagligdagens fysiske love og sammenhænge. De er så at sige nødt til at gå ud fra dagligsprogets almene antagelse af at et faktum er det man kan tage og føle på og altså står i modsætning til det man kun kan tænke eller fantasere sig til. Det betyder ikke - som mange går rundt og tror - at faste, materielle genstande er basis for universet eller virkeligheden (energien er lige så basal), men at det ikke er muligt at opbygge sund realitetssans i psyken uden dér at opbygge den genstandsbevidsthed der skaber korrelation mellem indre (mental) forestilling og ydre (fysisk) realitet. Skizofreni er eksempelvis netop en psykisk sygdom der forhindrer en sådan stabil korrelation. Den forhindrer med Aldous Huxleys rammende ord den syge i at søge tilflugt fra den indre og ydre virkelighed "i fornuftens hjemmegjorte univers, de nyttige forestillingers, de fælles symbolers og de socialt acceptable vedtægters strengt menneskelige verden".

Det er altså fuldstændigt nødvendigt at barnet fra tidligste tid begynder at bruge og udbygge de sekundære grundprocesser og opbygge et nogenlunde realistisk billede af den omgivende, praktiske virkelighed. Det er nødvendigt at lære tyngdeloven at kende, ikke fra starten med ord og begreber, men ud fra erfaringen: at tingene altid falder nedad, når man giver slip på dem (naturligvis med undtagelser som balloner eller luftboblen i waterpasset (der jo ligner en dråbe og burde falde nedad!). Hele det elementære kendskab til fysikkens love får børn gennem leg og eksperimenter - og det sker lige til skolealderen som hovedregel uden begreber og teoretiske forklaringer (men ikke uden de voksnes forklaringer). Fra skolealderen begynder det hele at blive sat ind i en større og mere systematisk begrebsramme - og dette fortsætter livet ud. Individet skal tilegne sig flere og flere færdigheder og mere og mere teoretisk og abstrakt forståelse. Det er en forudsætning at kunne læse, skrive og regne samt lære sprog. Det er derfor et problem at en elev i 8. klasse eksempelvis afviser sin lærers spørgsmål "Hvad er 13 divideret med 9?" med modspørgsmålet: "Hvor skulle jeg vide det fra?". Men matematikken er åbenbart også et problem for læsesvage elever, der ikke kan gennemskue et spørgsmål som følgende i deres lærebog: "På et skib er der 17 geder og 15 får, hvor gammel er kaptajnen?", men rask væk svarer 32. Derimod er computerteknik og -brug i dag en selvfølge for de fleste.


Livskvaliteten kommer ind i billedet, fordi det for det store flertal af børn og unge er forbundet med både glæde og stolthed at tilegne sig færdigheder og viden og bevæge sig opad på niveaustigen. Det er blevet et stigende problem at så mange unge falder fra undervejs, fordi de ikke er minded for boglig lærdom. For de risikerer at blive sociale tabere i et samfund der mindre og mindre har brug for ufaglært arbejdskraft. Men flertallet er godt tjent med at uddannelsessystemet bliver bedre og bedre.

En følge af velfærdssamfundets udvikling gennem hele efterkrigstiden er at skolealderen er blevet længere og længere, at flere og flere går ud af skolen med studentereksamen, og at flere og flere i dag også får en universitetsuddannelse. Det har ikke undgået at give såvel gymnasier som universiteter et vist præg af massefabrikation, sådan at forstå at man hele vejen igennem har slækket på adgangsbetingelser og eksamenskrav for at få flest mulige igennem systemet eller 'pølsefabrikken'. Taxametersystemet synes at være en af årsagerne til den uheldige udvikling. Den har generelt sænket niveauet begge steder, men alligevel også givet frafald, fordi der kommer elever igennem gymnasiet der ikke er egnet for videregående studier. Der spildes megen tid på at samle flest mulige op - og der er jo her som i alle sociale systemer masser af behjertede mennesker der hellere end gerne vil samle op og inkludere end stille krav og ekskludere.

I den sidste ende er det i økonomisk henseende et stort samfundsproblem at mange mennesker får en universitetsuddannelse der ikke er brug for, især inden for de humanistiske fag, hvor der bl.a. er voldsom vækst i ph.d.-graderne. Humanisterne får personligt og dannelsessmæssigt udbytte af uddannelsen (og de dygtigste og mest mobile og fleksible af dem skaffer sig også før eller siden et job), men det er et stigende problem at den praktiske, håndværksmæssige produktion flytter ud af landet til steder hvor der er billig arbejdskraft, mens flere og flere uddannes til fag der tidligere ville føre til gode akademiske lønninger, men i dag ikke fører til arbejde. Også her skabes tabere uden at problemet ses i øjnene, og uden at der findes nemme løsninger. Livskvaliteten ryger.

Der er imidlertid ingen tvivl om at det er den moderne naturvidenskab og teknologi der fortsat vil være hovedbasis for fremtidens vareproduktion og dermed også fremtidens fleste beskæftigelsesmuligheder. Det er langt fra sikkert at befolkningens forbrug kan blive ved at stige uændret uden stigende miljø- og klimaproblemer. Væksten må i højere og højere grad ændres til såkaldt 'grøn vækst' og derfor kræve en betydelig omstilling i såvel forskning som praktisk iværksættelse. Men naturvidenskaben, teknologien og væksten som sådan er ikke til at komme udenom. Og dette ligger allerede i at selve den biologiske evolution førte til det fuldstændigt emergente og skæbnesvangre fænomen der hedder bevidsthedens opdukken i naturen.


Bevidsthedens opdukken sprænger naturens rammer    Til toppen  Næste

Ingen kan give nogensomhelst tilfredsstillende forklaring på bevidsthedens opdukken i den menneskelige eksistens. Bevidstheden er først og fremmest kendetegnet af en højst ejendommelig introspektion der i realiteten indebærer at materien så at sige bliver i stand til at reflektere sig selv, og dette kan der hverken nu eller nogensinde gives en rationel forklaring på. Enhver intellektuel analyse af bevidstheden involverer nemlig den selv. Fænomenet kan selvfølgeligt udforskes og beskrives, men ikke forklares udtømmende og definitivt. Bevidstheden må - som Bohr gjorde det - betragtes som en elementær kendsgerning i den natur der forefindes på jordkloden. Den har ikke været til stede i hele den biologiske udvikling, men er først kommet til i den seneste del hvor højerestående dyr med centralt nervesystem (hjerne og rygmarv) har fået udviklet et stadigt mere komplekst neuralt netværk. Men det unikke er at det hos mennesket fører til introspektion og selvrefleksion. Bevidstheden bliver således et decideret emergent fænomen i biologen, der totalt ændrer naturen på jordkloden.

Dette emergente fænomen sprængte naturens givne rammer. Der indtræder et fænomen vi kalder kultur og som består i indgriben i naturen ud fra menneskets ubegrænsede ønsker og forestillinger samt begrænsede muligheder. Mennesket er fortsat en del af naturen, har bevaret sit instinktive, dyriske væsen og er underkastet naturens love, men det er blevet frit i den forstand at det modsat dyrene kan forestille sig muligheder og forandringer, brud med vaner og ruiner samt skelne mellem godt og ondt. Og det havde samtidigt omgående lyst til at lægge naturen under sig, herske over naturen og ekspandere. Eller med ét ord: mennesket blev grebet af transcendens. Friheden betød vilje til uafladelig grænseoverskridelse, og dermed sattes kulturhistorien i gang med hvad den førte med sig af ondt og godt.


Det gik langsomt i starten. Kulturhistorien kan vel skønnes at være rundt regnet 30 tusinde år gammel. Materielle efterladenskaber, herunder hulemalerier, kan dateres meget præcist, men den åndelige side af sagen kan af gode grunde først for alvor gøres til genstand for forskning fra det øjeblik menneskets tanker og forestillinger nedfældes på skrift og bevares for eftertiden. De første fortællinger var myter der var baseret på mundtlig overlevering og indgik som væsentligt element i kulten, og om disse myter gælder at de slet ikke var videnskabeligt tænkt eller ment, men tværtimod konsekvent var led i den eksistentielle fortolkning af livet. Mytisk tænkning sondrer slet ikke mellem objektiv viden og subjektiv fortolkning. Men den er ikke destomindre lige så væsentlig som den praktiske indstilling og de materielle produkter. Den var selve forudsætningen for at den menneskelige tilværelse fra første færd var meningsfuld på trods af det ondes opdukken i kraft af sondringen mellem godt og ondt og på trods af alle de udfordringer den menneskelige ekspansion og transcendens medførte af tilsigtede og utilsigtede problemer.

Takket være den moderne naturvidenskabs og teknologis enorme succes er den mytiske tænkning og eksistensforståelse blev systematisk nedvurderet, på trods af at den fortsat ligger nedfældet som medfødt evne i den menneskelige psykes primærprocesser og her fortsat udgør den eneste mulighed for overhovedet at opfatte mening, helhed og sammenhæng i verden, herunder en sund, konfliktfri korrelation mellem den indre virkelighed og den ydre, sanselige verden.

Denne nedvurdering af den mytiske, meningsbærende tænkning er i realiteten en katastrofe for kulturen, fordi den medfører en fundamental splittelse i kulturlivet mellem det materielle og det åndelige, således som både Vilh. Grønbech og Konrad Lorenz har påvist ud fra hver sin faglige erfarings- og begrebsramme. Det er den nedvurdering der den dag i dag fører til den uhæmmede økonomiske vækst der truer såvel det ydre miljø som menneskets indre miljø. Katastrofen giver sig udtryk i en fuldstændigt overtroisk forestilling om naturvidenskabens muligheder for at løse menneskets eksistentielle og kulturelle problemer og en deraf følgende åbenlys nedvurdering og fejlvurdering af humanistisk videnskab og af kunst og religion.


Humanistisk videnskab    Til toppen  Næste

Humanistisk forskning har siden renæssancen været en uhyre vigtig forudsætning for den europæiske kulturs udvikling, fordi den frigjorde forskningen fra teologiens og kirkens omklamring og overgreb. Humaniora blev forskningen om menneskelige emner som modsætning til teologiens forskning om guddommelige emner, som der forenklende står i encyklopædien. Men humaniora mistede efterhånden terræn, fordi den moderne naturvidenskab og dermed de eksakte videnskaber kom stærkt ind i billedet med Galileis og Newtons banebrydende indsatser. Alligevel forblev humanistisk forskning en central og værdifuld gren af universitetsforskningen, fordi den fortsat havde bred tilslutning til fri forskning inden for stadigt vigtige fag som sprog, litteratur, kunst, musik, teater (og senere film) samt historie, etnologi og arkæologi og ikke at forglemme filosofi.

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab har da også helt naturligt opretholdt sin gamle deling fra 1866 i en naturvidenskabelig og en humanistisk sektion eller 'klasse', men det kan ikke negligeres at humaniora er undergået nøjagtigt samme specialisering som naturvidenskaben og dermed en stadigt tiltagende fagopdeling, som isoleret set er nødvendig, fordi ingen i dag - heller ikke de allerklogeste hoveder - er i stand til at rumme al central viden inden for et fag og slet ikke være det man tidligere kaldte en polyhistor, en der behersker mange fag. Fagopdelingen strider i grunden også mod selve universitetstankens oprindelige idé: at forskningen gjaldt helheden og skulle bevare helhedens perspektiv i al detailforskning. Man fastholder delvis helhedstanken ved at holde sammen på alle forskningsgrene og fakulteter, og man holder fælles møder og støtter tværfaglige projekter, men i realiteten er man opdelt i selvstændige enheder, der igen er underopdelt i institutter og fag. Ydermere er den gamle polytekniske læreanstalt forlængst skudt ud som selvstændigt Teknisk Universitet (DTU) og Handelshøjskolen i København skudt ud som Copenhagen Business Center (CBS). End ikke filosofien har formået at opretholde sin gamle samlende funktion. Det tidligere, for alle studerende obligatoriske 'filosofikum' blev nedlagt kort efter studenteroprøret. Det var blevet en tom formalitet på de nye masseuniversiteter.

Hertil kommer den uafladelige tilvækst af nye universitetsuddannelser med fine betegnelser. Således skal der i løbet af de seneste fire år være oprettet 135 nye sådanne uddannelser her i landet, bl.a. en der hedder 'technoantropologi' - og der er ikke en mors sjæl i dette land der med nogen sikkerhed kan sige om der er brug for den slags. End ikke hvis vi kommer nogenlunde helskindede gennem den økonomiske krise, vil alle kunne blive akademikere i fremtidens Danmark, medmindre man vil devaluere uddannelserne til det lavest mulige. Og det er vel at mærke humanisterne der er de mest truede. De ligger i bund på prestigesskalaen når de selv spørges. De er 'selvværdstruede' som Sune Auken kalder det, fordi de år efter år har fået at vide hvor ubrugelige de er. De kan naturligvis sagtens forsvare sig i debatten, fordi de kan påvise hvor mange afhandlinger de skriver og får offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter (også på internationalt niveau), og det er jo det der tæller i den altafgørende interne meritering. Men de regnes alligevel ikke på højde med naturvidenskabens forskere.


Det mest uheldige ved denne udvikling er imidlertid ikke om man får uddannet et større eller mindre antal studerende humanister til brødløse fag (dem må det sociale system i givet fald prøve at samle op), men at man totalt svigter sin forskningsmæssige opgave ved i al for høj grad at efterabe den naturvidenskabelige metode og undlader at bidrage til en eksistentiel oplysning der kan fange menigmand og give den fornødne modvægt til den naturvidenskabelige og teknologiske indsnævring af virkeligheden - og dermed give fagene fornyet prestige.

Det er meget godt at en dygtig og anerkendt forsker som filosoffen Frederik Stjernfelt i et debatindlæg i Politiken (8.11.11.) kan påpege at det går relativt godt for dansk humaniora fordi den tager et af sine udgangspunkter i "den kontingens som naturvidenskaberne gerne vil ophæve", idet den nemlig leverer nye originale forskningsbidrag om emner som forskerfællesskabet og samfundet finder interessante og vigtige, herunder de sammenhænge som også et nationalt publikum finder væsentlige (hvorimod det i naturvidenskaben udelukkende er det internationale publikum der tæller). Men det er og bliver jo en intern vurdering, som kun fagfolk anerkender, og som altså på ingen måde dokumenterer en ægte humanistisk påvirkning af kultur- og samfundslivet af den art man kendte tidligere, men som stort set uddøde med den uhyggeligt ensidige marxistiske ensretning af forskningen efter studenteroprøret. Jf. fx artiklen Marxisme, modernitet og uforudsigelighed  om idehistorikeren Hans-Jørgen Schanz' tanker og erfaringer (20.10.04.). Den slags er der da forlængst kommet en sund reaktion imod, men uden at man virkeligt har taget ved lære af sagen og uden at man har bragt fundamental ny erkendelse af Bohrs, Grønbechs, Erling Jacobsens eller Konrad Lorenz's art og format ind i forskningen.

Som eksempler på skævheder i den nye forskning som er behandlet her på siderne skal blot nævnes Sune Aukens bog om Grundtvig, Dan Ch. Christensens bog om H.C. Ørsteds umulige naturfilosofi og Jesper Hoffmeyers bog om Biosemiotismen. Ingen af disse respekterede forskere kender nogetsomhelst til mytisk religionsfortolkning, dybdepsykologi eller bohrsk komplementaritet. Ja, hvad det sidste angår kan man påvise systematisk uvidenhed, fortielse og misfortolkning uden ringeste hensyn til filosoffen David Favrholdts årelange, grundige studier i Bohrs banebrydende filosofi - Jf. artiklen Modstanden mod komplementaritetssynspunktet.


Som konkret eksempel på afsporing af forskningen inden for psykologien kan ikke blot nævnes B.F. Skinners gamle ekstreme behaviorisme, der gjorde psykologien til en ren stimulus-respons-adfærdspsykologi og benægtede såvel sjælelivet som den menneskelige frihed, men også selve den nymodens kognitionsforskning der opfatter mennesket som en maskine, der har en adfærd, der kan være bevidst, men som afgørende er styret ved hjælp af information. Dens opgave er at kortlægge arkitekturen i og reglerne for det system der behandler informationen. Denne forskning hylder selvfølgelig regelret 1) tværfaglighed, 2) videnskabelighed, 3) metodik og 4) informationsbehandling. Og den kan selv religionsforskere som Michael Rothstein blive indfanget af, skønt netop religion aldrig kan reduceres til sjælløs informationsbehandling.

Religion og kunst drejer sig primært om irrationelle begreber som 'mening' og 'livskvalitet' eller visuelle forestillinger der ikke kan defineres eksakt og ikke forstås objektivt udefra, men kun i direkte, umiddelbart kontakt. Enhver humanistisk forskning der ikke vil acceptere dette, men forsøger at behandle sjælelige fænomener som objektive, naturvidenskabelige størrelser er derfor en misforståelse og et forræderi mod hovedopgaven. Den er reelt også en selvmodsigelse der betyder etisk inkonsistens, for den skaffer sig partiel og privat livskvalitet gennem ofring af den hele livskvalitet der trækker på den store kollektive ubevidsthed.

Hvad den humanistiske forskning virkeligt forsømmer er at bidrage til en dybtgående forståelse af den mytiske eksistensforståelse og sætte denne ind i det relevante komplementaritetsforhold til naturvidenskaben som burde være naturligt i dag - efter Bohr - og som alene kan gøre forskningen definitivt fri af alle vrangforestillinger og illusioner om 1) at sjælelivet i sidste ende kan reduceres til fysik og kemi eller databehandling og 2) at alle materielle fakta, data og fænomener skulle kunne reduceres til udslag af åndelige kræfter.


Eksistensens krav på komplementaritet     Til toppen  Næste

Den lærde David Favrholdt forklarer i Encyklopædien at erkendelse i dagligt sprog simpelthen betyder det at kende noget, at identificere det, at skelne det fra andre emner eller ting, og at genkende det.... At erkende noget betyder at indordne emnet eller tingen i en sammenhæng eller som en instans eller identitet.... Og det kan man næppe indvende noget imod. Problemet opstår først når man ikke accepterer at der er forskel på at erkende ting og forhold i den ydre verden og fænomener og forhold i den indre verden. Og her får man ikke tilstrækkeligt svar af Favrholdt, der ellers er uddannet både filosof og psykolog. I sin 'Filosofisk codex' giver han en yderst kompetent gennemgang af erkendelsesteoriens grundproblemer. Han kan med sikre argumenter afvise både skepticismen (intet ligger fast) og relativismen (alt flyder). Og han har fornemme argumenter for sin direkte og kritiske realisme. Men han opfatter den sanselige og den handlingmæssige tilgang til virkeligheden som to forskellige tilgange. Og dette er uholdbart da disse to tilgange reelt hører nøje sammen og betinger hinanden.

I praksis kan vi slet ikke adskille disse to tilgange, fordi vi lige fra vi er spædbørn kobler sansning og handling sammen når vi skal finde ud af hvordan tingene fungerer. Og det samme gør også dyrene, der jo af gode grunde aldrig bliver bevidste om at de to ting overhovedet kan adskilles. Et spædbarn lærer fx med sin rangle hvordan et utal af forhold er mellem størrelse, form, vægt, smag, lugt, farver osv. En fugleunge der første gang vover at flyve fra reden lærer lynhurtigt hvordan bevægelsen af vingerne skal koordineres med synsindtrykkene, så den ikke flyver ind i hårde genstande. En hundehvalp finder hurtigt ud af hvilke ting der er så hårde at det er klogest at gå uden om dem. Og som voksne prøver vi os i masser af tilfælde frem for at finde ud af hvordan tingene virker - og vi kan i denne proces overhovedet ikke undvære sammenkoblingen af sansning og kropsbevægelser.

Også efter min mening har vi skam to tilgange til erkendelse af virkeligheden, men det er nogle andre end Favrholdts, nemlig den ydre tilgang der gennem sansning og handling giver os objektiv viden om sagforhold og naturlove og den indre tilgang der gennem introspektion giver os subjektiv viden om alle psykiske (sjælelige eller åndelige) fænomener. Begge kræver justering gennem løbende realitetsprøvelse der involverer kommunikation med andre mennesker. De to tilgange er diametralt forskellige, ja, logisk uforligelige, men de er uafladeligt i dialog med hinanden og de er begge livsnødvendige. Det eneste rigtige er derfor at betragte dem som komplementære i Bohrs betydning af ordet. - Jf. artiklen Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'.

Favrholdts fejl ligger i den altovervejende rationalistiske tilgang til de erkendelsesmæssige grundproblemer. Han bestrider ikke irrationelle fænomener, men han vil principielt have alle påstande begrundet og indser ikke at vi altid i sidste ende havner i irrationelle forhold der går forud for enhver begrundelse. Det betyder - som allerede kraftigt pointeret - ikke at erkendelsen svæver i den blå luft som fantasiforestillinger eller fatamorgana-syner, for al nøgtern erkendelse beror på psykens evne til genstandsbevidsthed der igen beror på eksistensen af faste og håndgribelige ting i den ydre, materielle verden. Det betyder derimod at de eksistentielle oplevelser af mening, helhed, sammenhæng og livskvalitet i sidste ende altid fører tilbage til de psykiske primærprocesser og dermed til irrationelle processer. Som nøgterne og uforbeholdent realistiske mennesker er vi derfor nødt til at acceptere den uovervindelige komplementaritet mellem den rationelle og den irrationelle tilgang til den fulde og ubeskårne virkelighed.


Mytisk eksistensforståelse    Til toppen  Næste

Endelig, her er svaret på livets mening: stod der som overskrift i Politikens bogtillæg den 14.1., i Karsten Ifversens anmeldelse af Søren Gosvig Olesens 'Forsøg med filosofien'. Bogen havde ifølge anmelderen en gennemgående vilje til tage filosofien alvorligt som et personligt vidnesbyrd om livet. Og tilmed gav den selve svaret på det store spørgsmål om livets mening. Og hvad er da dette svar? - "Det er mening. Ikke noget specielt, bare mening. Når man har det glemmer man det, når man mangler det, efterspørger man det." - Og det er iøvrigt, oplystes det venligt, en pointe Gosvig Olesen har læst hos den unge Wittgenstein. Og det tror man gerne, for Wittgenstein havde som ung en eminent evne til at formulere tautologiske og fuldstændigt ligegyldige påstande som dybe og åndfulde sandheder! I dette tilfælde er påstanden om livets mening den skinbarlige tomhed, der umiddelbart leder tanken hen på mandens lige så tomme, men trods alt sprogligt skønne formulering: "Om det man ikke kan tale, må man tie!". En regel han ikke selv holdt sig til - og som det iøvrigt er en komplet misforståelse at prøve at holde sig til. For alt det irrationelle som man ikke kan definere præcist og udtømmende og følgelige aldrig gøre til genstand for eksakt videnskab i snæver betydning, kan man jo sagtens tale om alligevel. Det har mennesket altid gjort, og det vil de blive ved med. For det er det helt centrale i eksistensen.

Hos Aldous Huxley får man en meget bedre forklaring på hvad sagen drejer sig om end den Wittgenstein førte til torvs, for han vovede sig ud i eksperimenter med lsd og fandt derved indsigter han ellers ikke ville have fået, og som det ikke er forundt rene rationalister at få fat i.

Huxley erfarede gennem sine eksperimenter at det for de virkeligt vigtige kendsgerninger gjaldt at de rumlige og målelige forhold var ophørt med at spille nogen særlig rolle. Hans sjæl erkendte verden i andre end rumlige kategorier.... Sjælen interesserede sig først og fremmest for væren og mening og ikke for mål og beliggenhed.

Indtil sit første eksperiment med mescalin havde Huxley kun kendt kontemplation i dens mere ordinære former, dvs som en henreven begejstring for poesi, maleri eller musik. Nu kom han til at kende kontemplationen i dens højde, men vel at mærke ikke samtidigt i dens fylde. Det syntetiske hallucinogen giver nemlig adgang til en kontemplation der er uforenelig med handling, ja, endda med viljen til handling. Dvs det kemiske stof "åbner Marias vej, men lukker døren for Marthas", som han skriver med henvisning til Lukasevangeliets fortælling om de to søstre der omgikkedes Jesus. Maria var ren hengivelse og satte sig ved ved Herrens fødder og hørte hans ord. Martha derimod havde travlt med det huslige arbejde og bad Jesus om at sige til Maria at hun skulle hjælpe til. Men Jesus svarede med ordene: "Martha! Marta! du gør dig uro og bekymring om mange ting, men eet er fornødent....."


Huxley siger altså udtrykkeligt, at det er meget godt med 'det ene fornødne', den rene hengivelse, betagelse eller kontemplation. Det praktiske og nyttige bør ikke forsømmes, hvis man vil være et realistisk menneske, og derfor er lsd eller andre kemiske stoffer ikke den ideelle vej til kontemplation, for den udelukker handlingens vej. Men Huxley forstår dog til fulde stoffernes fristelse. De fleste mennesker lever i værste fald livet så pinefuldt, i bedste fald så ensformigt, fattigt og begrænset, skriver han, at trangen til at undslippe jeget, om blot nogle få øjeblikke, er noget sjælen længes efter. Trangen til at slippe ud af jegheden og miljøet findes til stadighed hos næsten alle, og dette tjener stofferne netop til. Derfor giver vi nu om dage væsentlig flere penge ud på spiritus og tobak end på uddannelse. Men Huxley holder det for meget usandsynligt at menneskeheden som helhed nogen sinde vil være i stand til at klare sig uden kunstige paradiser.

Den eneste fornuftige politik er derfor at åbne andre, bedre døre i håb om at få menneskene til at bytte deres dårlige, gamle vaner ud med nye og mindre skadelige. Netop kunst og religion, karnevaller og saturnalier, dans og påhørelse af taler har tjent som døre i muren, og de er vel at mærke ikke så risikable som stoffer. Ironisk understreger Huxley, at når mennesker af en eller anden grund "ikke kan nå ud over sig selv ved hjælp af gudsdyrkelse, gode gerninger og åndelige øvelser", er de tilbøjelige til at "ty til religionens kemiske surrogater - alkohol og ferietabletter i det moderne Vesterland, alkohol og opium i Orienten, hashish i den islamiske verden..."

Men idealt set, tilføjer han, burde enhver være i stand til at finde jegtranscendens i en eller anden form for ren eller anvendt religion. I praksis lader det til at være meget usandsynligt at dette nogensinde vil blive tilfældet, mener han. Og her ligger han på linje med psykiateren Erling Jacobsen der også i sin tid prøvede lsd. Han var overbevist om at hvis der blev fundet et kemisk stof der kunne føre til ekstase uden at have den uheldige bivirkning at fjerne brugerne fra virkelighedens, handlingens og ansvarlighedens verden, så ville det være sket med kulturen. Alle mennesker kunne nemlig i så fald tage stoffer og opnå den fornødne mystiske erfaring af meningen med tilværelsen uden at sædvanevirkeligheden gik under eller blev forsømt, men samtidigt ville der i dette tænkte og meget usandsynlige fremtidsperspektiv ske det at al menneskelig trang til kunst, sang, dans og religion - alt det der ligger uden for sædvanevirkeligheden - ville forsvinde. Den transcendens der kom ind i biologien med bevidstheden og friheden og som blev begyndelsen på kulturskabelsen og kulturhistorien, den ville ophøre.

Begge var enige om, at systematisk ræsonneren via de psykiske sekundærprocesser er noget som vi ikke på nogen måde kan undvære i det praktiske livs sædvanevirkelighed. Men, understregede Huxley "hvis vi vil bevare vor sjælssundhed kan vi heller ikke på nogen måde undvære den direkte erkendelse af de indre og ydre verdener vi er til i."

Dette bekræfter tilfulde komplementariteten mellem den rationelle, middelbare tilgang til verden og den irrationelle, umiddelbare og direkte tilgang. Den første giver mulighed for stadig tilpasning til realiteternes hårde, objektive og kvantitative verden. Den anden, irrationelle tilgang til verden giver mulighed for gentagen direkte erfaring af alt der har med mening og livskvalitet at gøre. Og det forhold at denne erfaring er direkte betyder at den er umiddelbar og altså beror på de psykiske primærprocesser.


Erkendelsens risici og begrænsninger    Til toppen  Næste

Da den direkte, umiddelbare vej til mening og livskvalitet ligger i primæprocesserne og altså er medfødt, skulle man tro at det ville være inderligt overflødigt at gøre opmærksom på dens eksistens, men sådan er det ikke, for menneskets kulturudvikling har som allerede bemærket i nyere tid medført en sådan succes for den rationelle opfattelse af og praktiske relation til verden, at både flertallet af videnskabsmænd og flertallet af befolkningen i den vestlige verden har draget den forhastede og fatale fejlslutning, at den irrationelle tilgang til og erfaring af verden er underlødig og blot skal betragtes som tidsfordriv, i bedste fald et fornøjeligt og uskadeligt tidsfordriv, i værste fald opium for folket som forleder til passivitet og manglende vilje til at gribe ind i den sociale og miljømæssige elendighed.

Falder man for fristelsen til at dyrke disse fornøjelser, så havner man ifølge dette moralistiske grundsynspunkt i politisk indifferens og forfalder til unyttig dans og kortspil eller i vore dage til åndløs fjernsyns-, computer- og mobilmani. Man sluger alle de tomme forlystelser, bliver dummere og dummere, og lader sig frivilligt og endda med stor begejstring manipulere af de politiske demagoger der har lært sig forførelsens moderne spin og kunsttrick. Magtens herrefolk får frihed til at opbygge deres imperier som de vil. Konkurrence og krige samt ødelæggelse af miljø og klima bliver det uundgåelige resultat. Og ingen kan redde os. De politiske partier og ideologier er kun med til at give hele spillet en fernis af oplysning og demokrati.

Omvendt kunne man også gøre gældende at den egentlige ansvarlighed og sunde sans for helhed og perspektiv er gået fløjten med religionerns langvarige forfald til stive dogmatiske systemer som færre og færre oplyste mennesker kan se en hensigt med, og som derfor kun taler til mennesker der vil forføres og bedrages eller ledes ind i forestilling om det hinsidige paradis.

Over for disse tendenser er i hvert fald oplysning og folkeoplysning nødvendig, men straks støder man ind i problemet at oplysning er to ting, nemlig dels oplysning/folkeoplysning om det praktiske livs nyttige ting, dels oplysning/folkeoplysning om det kontemplative livs direkte erfaring af mening og livskvalitet. Mainstream i oplysningen og folkeoplysningen går i dag helt ensidigt på den første slags oplysning, hvad der fx giver sig udslag i at næsten alle politikere her i landet er af den uforgribelige mening at religion er en privatsag der ikke hører hjemme i det offentlige rum. Eller at de også næsten alle holder fast i den gamle dogmatiske modsætning mellem frihedsprincippet og trygheds- eller lighedsprincippet og derfor på traditionel vis fortsat deler sig op i en mere eller mindre liberalistisk fløj over for en mere eller mindre socialistisk fløj - og slet ikke kan se den tredje vejs progressive mulighed for en dynamisk komplementaritet mellem principperne.


Dykker man ned i spørgsmålet, hvorfor der er så stor angst for at højne oplysningsniveauet og sprænge de gamle, snævre horisonter ved på den ene side at medtage dybdepsykologien og den dybeste religionsforståelse og på den anden side at inddrage komplementaritetssynspunktet i den almene begrebsramme, så kommer man til det resultat at det dels må skyldes besværet - man skal til at ændre sine tankevaner ganske radikalt - dels, og navnlig må ligge i en ubevidst angst for overhovedet at dykke ned i psyken. Man tror man uundgåeligt vil fortabe sig i uløselige problemer og sorte huller. Den sidste form for angst genfindes bl.a. hos en politiker som Ole Sohn, der lider af det undertegnede har tilladt sig at kalde Angst for Psykisk og Eksistentiel Selv-Erkendelse - jv. artiklen APESE-syndromet.

Mere generelt er der tale om ganske udbredt angst for intimitet, spontanitet og det der på engelsk hedder 'awareness" og som i denne sammenhæng betyder helt årvagen og bevidst opmærksomhed. Den amerikanske psykoanalytiker der står bag udviklingen af den såkaldte transaktionsanalyse Eric Berne giver i bogen 'Hvad er det vi leger?' (Games People Play) fra 1964 et dystert billede af menneskets liv som "bestående af en proces der skal få tiden til at gå indtil døden, eller julemanden, ankommer". Her levnes der ikke mange muligheder for selv at vælge, hvad man vil foretage sig i den lange ventetid.... Men for nogle få heldige menneske er der dog noget som overskrider alle adfærdsklassificeringer, nemlig awareness, den umiddelbart opfattende bevidsthed; spontanitet som hæver mennesket over fortidens programmering, og intimitet som giver langt større udbytte end de normale 'spil' mellem mennesker som i virkeligheden er tilbagevendende sæt af transaktioner med skjulte motiver.

Alle tre egenskaber kan ifølge Berne være skræmmende, endog farlige, for de uforberedte. Muligvis vil disse være bedre tjent med at forblive som de er og søge deres løsninger gennem det sociale samværs populære metode, ved fx at "være sammen". Dette betyder muligvis, at der ikke er noget håb for den menneskelige race, men der er håb for dens individuelle medlemmer.

Bernes ord lyder umiddelbart meget pessimistiske, men man skal under ingen omstændigheder undervurdere den ubevidste modstand mod en dybere forståelse af hvad der foregår i spillet mellem mennesker. Mennesket har nok i tidernes morgen spist af kundskabens træ og har dermed fået friheden til at forlade dyrenes instinktbundne vej og vælge deres egen, nye bane. Men flertallet fravælger fortsat frugten af den moderne dybdepsykologi, den banebrydende forståelse af mytisk tænkning og religion og den lige så banebrydende indsigt i komplementaritetens betydning for progressiv erkendelse.

Derfor er der endnu meget lang vej til tidssvarende oplysning og folkeoplysning. Og derfor vil menneskeheden, herunder også de såkaldt oplyste danskere, fortsat begå mange fejl og fortsat gentage de samme fejl gang på gang. Livskvalitet forbliver i alt for høj grad nede på immanensens plan.

Jan Jernewicz


Henvisninger:    Til toppen


Relevante artikler på Jernesalt:

Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet  (9.1.12.)
Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Livskvalitet og samfundsliv - 4. artikel i ny serie om livskvalitet  (3.2.12.)
Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet  (12.2.12.)
Livskvalitet, aldring og død - 6. og sidste artikel i ny serie om livskvalitet  (21.2.12.)

Sund fornuft
Erkendelsen  (5. afsnit af Værdimanifestet - 13.8.04.)
Erkendelsens forudsætninger
(12 afsnit af hovedartiklen om 'Den komplementære helhedsrealisme')

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)

Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?   (31.7.10.)
Ubevidst intelligens ifølge Ole Vedfelt  (26.7.10.)

Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Hvad skal vi med rationalitet og videnskab  (5.4.11.)
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)

Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt  (23.12.10.)
Platon - europæisk filosofis problemskabende grundlægger  (6.12.10.)
Jørn Lund, sproget og virkeligheden  (24.9.10.)
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger
- kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'   (27.8.10.)

Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse  (2.6.10.)

Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?   (31.7.10.)
Begrebsleksikon påbegyndt  (2.8.09.)
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Hvad er virkelighed?  om Niels Bohr og Københavnerfortolkningen (20.12.04.)
Jes Bertelsens dybdepsykologi og verdensbillede
Stanislav Grof - eller selvopdagelsens eventyr
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Sprogpsykologisk aksiom

Sproget og virkeligheden
Rummet og virkeligheden
Tiden og virkeligheden
Livet og virkeligheden

Sund fornuft uforenelig med rettroenhed og lidenskabelig ensporethed  (17.8.11.)
Hvorfor lade sig skræmme af det irrationelle?  (7.3.10.)
Intellektualismens dilemma   artikel om rationalitetens valg mellem fanatisme og sund fornuft (6.3.03.)
Fornuftens afmagt   - Muhammed-sagen i historiefilosofisk perspektiv (10.2.06.)

Marxisme, modernitet og uforudsigelighed   om idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz' tanker (20.10.04.)


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Erkendelse
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal