JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - eu12fredspris

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.12.12.

Nobels fredspris til EU en fejltagelse

Den norske Nobel-komité tildelte i år lidt overraskende Nobels Fredspris til Den europæiske Union (EU - tidligere EF) for gennem 60 år at have skabt stabilitet, fred og sikkerhed i Europa og styrket menneskerettighederne i Europa. Nobelkomiteens formand Thorbjørn Jagland sagde ved offentliggørelsen bl.a.: "Ved at knytte Tyskland og Frankrig ind i et samarbejde er fred mellem de to lande blevet sikret efter mange års konflikter", og desuden at EU yderligere har styrket demokrati og menneskerettigheder på kontinentet med sin udvidelse med østeuropæiske lande. - Jagland understregede at prisen til EU både blev givet i historisk perspektiv og for at markere et nyt skridt i forsoningsprocessen ved at optage Kroatien og sætte Serbien på observationslisten. "Det er ikke mange år siden, at disse mennesker slagtede hinanden på Balkan", tilføjede han.

Mere præcist lød begrundelsen vedr. det tysk-franske forhold: "In the inter-war years, the Norwegian Nobel Committee made several awards to persons who were seeking reconciliation between Germany and France. Since 1945, that reconciliation has become a reality. The dreadful suffering in World War II demonstrated the need for a new Europe. Over a seventy-year period, Germany and France had fought three wars. Today war between Germany and France is unthinkable. This shows how, through well-aimed efforts and by building up mutual confidence, historical enemies can become close partners."

For 1980'erne gjaldt at 1) indførelsen af demokrati i Grækenland, Spanien og Portugal var betingelsen for medlemsskab, og 2) at Berlinmurens fald gjorde medlemsskab muligt for adskillige central- og østeuropæiske lande hvorved der blev åbnet en ny æra i europæisk historie. "The division between East and West has to a large extent been brought to an end; democracy has been strengthened; many ethnically-based national conflicts have been settled."

Optagelsen af Kroatien som medlem næste år og åbningen af forhandlinger om medlemsoptagelse for Montenegro, samt tildelingen af 'kandidat-status' til Serbien styrker altsammen forsoningsprocessen på Balkan.

Og endelig har også muligheden for at give Tyrkiet medlemsskab fremmet demokrati og menneskerettigheder i dette land.

De aktuelle økonomiske problemer og den sociale uro så komitéen ikke bort fra, men den ønsker "to focus on what it sees as the EU’s most important result: the successful struggle for peace and reconciliation and for democracy and human rights. The stabilizing part played by the EU has helped to transform most of Europe from a continent of war to a continent of peace. - The work of the EU represents "fraternity between nations", and amounts to a form of the "peace congresses" to which Alfred Nobel refers as criteria for the Peace Prize in his 1895 will."

Nobels fredspris er en af de fem priser som blev testamentarisk oprettet af svenskeren Alfred Nobel. Den uddeles som det fremgår af Den Norske Nobelkomité og anses for at være verdens mest prestigefulde pris. Nobel stillede tre krav til fredsprisvinderne, nemlig to klare krav om "reduktion af militærstyrker" og "gennemførelse af fredskongresser" og ét bredere, mere fortolkeligt krav om "nationernes forbrødring", men de skulle ikke nødvendigvis alle være opfyldt for at en person eller organisation kunne komme i betragtning.

De vigtigste Nobel-fredspriser til organisationer fra de seneste 35 år er følgende: FN-s klimapanel (IPCC: Intergovernment Panel om Climate Change) og Al Gore (2007), FN's Internationale Atom Energi Agentur og ElBaradei (2005), FN og Kofi Annan (2001), Læger uden Grænser (1999), FN's Fredsbevarende Styrker (1988), FN's Flygtningehøjkommissariat (1981) og Amnesty International (1977). - Her ses at klimaspørgsmålet er kommet med som en af betingelser for fred og stabilitet i verden.

For personernes vedkommende er prisen gået til bl.a. følgende markante skikkelser tilbage til 1971: Barack Obama (2009), Shirin Ebadi (2003), Jimmy Carter (2002), Yassar Arafat, Shimon Peres og Yitzhak Rabin (1994), Nelson Mandela og F. de Klerk (1993, Aung San Suu Kyi (1991), Mikhail Gorbatjof (1990), Dalai Lama (1989), Elie Wiesel (1986), Desmond Tutu (1984), Lech Walesa (1983), Mother Teresa (1979, Menachem Begin og Anwar Sadat (1978), Andrei Sakharov (1975), Henry Kissinger og Le Duc Tho (1973), Willy Brandt (1971). - Særligt bemærkelsesværdige er dobbeltpriserne til deciderede politisk/ideologiske modstandere, hvor begrundelsen om forbrødringen mellem nationerne har vejet tungt.

Men det skal i alle tilfælde huskes at prisen i allerhøjeste grad gives for selve den gode vilje. Og dermed også for at markere væsentlige skridt i den retning fredspris-komiteen anser for gavnlig for freden og stabiliteten i verden. Der er rene pacifister blandt prismodtagerne, men også politikere der bestemt ikke viger tilbage for at anvende militærmagt til deres formål og derfor heller ikke kan fremhæves for at have reduceret deres landes militærstyrker. Men her er det jo væsentligt at holde fast i, at selve viljen til forbrødring mellem hidtidige nationale fjender er afgørende for overhovedet at komme fra krig til fredelige løsninger.

I år var det EU's præsident, Herman Van Rompuy, der skulle takke for prisen, og allerede på et pressemøde i Oslo dagen før overrækkelsen overraskede han med et af sine til lejligheden skrevet haikudigt:

Efter krig kommer fred.
Opfylder det ældste ønske.
Nobels drøm bliver til virkelighed.

Van Rompuy sagde at Europa er gået fra at være krigens kontinent til at være fredens, men han erkendte samtidigt, at Europa er inde i en vanskelig periode. Han var dog sikker på, at EU vil komme styrket ud af krisen. "For os er prisen ikke bare en fejring af det, vi har opnået indtil nu. Den skal også være med til at forme fremtiden." - Han understregede, at unionen arbejder hårdt på at overvinde de interne konflikter i Europa. "Jeg er sikker på, at vi vil lykkes og komme ud af det stærkere, end vi var tidligere. Vi ønsker, at Europa igen bliver et symbol for håb", sagde han ifølge Ritzau.

Kommissionsformand José Barroso slog på, at det nye Europa er blevet opbygget hver eneste dag de sidste 60 år. Og at dagen var det rette tidspunkt at minde os selv om det, vi har opnået.

EU-Parlamentets kontroversielle formand, Martin Schulz, der i sin tid som formand for den socialdemokratiske gruppe gjorde sig bemærket som en indædt modstander af den demokratiske udvikling i Østrig der førte til optagelse af Jürg Haiders Frihedsparti i den konservative Wolfgang Schüssels regering i 2000, valgte at fremhæve at "fredsprisen tilhører folket.... Jeg er meget taknemmelig over at kunne repræsentere 500 millioner europæere".

Men det må her tilføjes at kun 18 af EU's 27 lande havde meldt deres deltagelse i ceremonien i Oslo. Enkelte var lovligt undskyldte, men nogle ønskede af forskellige grunde ikke at deltage, heriblandt Storbritannien. Og så er der jo alle de europæere der slet ikke omfattes af den tydeligt politisk motiverede begrundelse.

Sagen er nemlig den at når Van Rompuy og Barroso taler om at overvinde de interne konflikter i Europa og at Europa er blevet opbygget hver eneste dag i 60 år, så hentyder de til hhv. EU og Vesteuropa. Og når Schultz glæder sig over at repræsentere 500 mio europæere, så ser han helt bort fra at mange af disse er modstandere af EU og at der er 200 eller 250 mio gode europæere uden for EU. Rusland, Hviderusland og Ukraine er slet ikke nævnt, skønt de som sovjetkommunistisk enhed undertrykte Østeuropa og var en trussel mod Vesteuropa helt til 1989 eller rettere til den Gorbatjov kom til magten som startede en reformering og forandring og blev belønnet med Nobels Fredspris i 1990 (året før han blev styrtet). Men disse lande er dog stadigvæk i allerhøjeste grad en del af Europa og europæisk kultur. Det gælder til gengæld slet ikke Tyrkiet, selvom Istanbul unægteligt ligger på den europæiske side af Bosporus-strædet og endnu bærer præg af byzantinsk kultur.

Når der kan rejses tvivl om berettigelsen af Den Norske Nobel-komités tildeling af fredsprisen til EU er det netop, fordi EU i dag kan siges at splitte i langt højere grad end at forene.

Det var i realiteten oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Den Vesteuropæiske Union (Romtraktaten) der på langt sigt sikrede freden i Europa, fordi de gamle dødsfjender Tyskland og Frankrig efter 2. verdenskrigs rædsler forstod nødvendigheden af samarbejde - og blev anført af fremsynede folk som Robert Schuman og Konrad Adenauer. Og det var Nato (og atomvåbnet) der sikrede at Vesteuropa kunne holde stand mod Sovjetsystemet, men måske i virkeligheden den katolske kirke og folkereligiøsitet der i sidste ende forhindrede systemets sejr over sjælene og sammen med den økonomiske stagnation bevirkede systemets endelige kollaps. Og dermed også muliggjorde en genforening af Tyskland (desværre med en fatal indrømmelse fra kansler Kohls side til Frankrigs præsident Mitterand om indførelsen af euroen som fællesvaluta).

Siden har magthaverne drømt store drømme om politisk og økonomisk enhed og centralisering - og det har både splittet landene og befolkningerne og skabt et uigennemskueligt bureaukrati og en lige så uoverskuelig suverænitetsafgivelse for de enkelte nationer. Freden har under denne udvikling nok kunnet bevares, men prisen har været høj. Den sociale uro er enorm. Integrationen af fremmedarbejdere er ikke lykkedes. Truslen fra indvandring fra Afrika og Mellemøsten er voksende. Nye og nære samt givende relationer til Rusland, Ukraine og Hviderusland er ikke kommet i stand og derfor heller ikke en gunstig udvikling af disse landes styreformer. Forsvaret for Israels eksistens som jødisk nation svigtes. Og klimaudfordringen nedprioriteres.

Storhedsdrømmene og enhedsdrømmene har taget over. Van Rompuys påstand i haikudigtet om at 'Nobels drøm er blevet virkelighed' er en kæmpeillusion. For nok er det rigtigt at der som regel kommer fred efter krig, men freden er aldrig en evig paradistilstand, men tværtimod en samarbejdsform der kræver uafladeligt arbejde og uafladelig respekt for og værn om forskellene mellem mennesker og mellem kulturer og nationer.

Det fik USA's præsident Barack Obama præciseret ganske godt i sin takketale for fredsprisen i 2009. "For tag ikke fejl", pointerede han meget kraftigt: "det onde eksisterer i verden. En ikke-volds- bevægelse kunne ikke have hindret Hitlers hære. Forhandlinger kan ikke overbevise al Qaedas ledere. Men at sige at magt sommetider er nødvendig er ikke kynisme, det er derimod erkendelse af historien, menneskets ufuldkommenhed og fornuftens grænser."

Men her svigter EU ganske enkelt. Storheds- og enhedsdrømmene går alt for vidt.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links:

Den norske Nobelpris-komité's hjemmeside
Wikipedia om Nobels Fredspirs
Relevante artikler på Jernesalt:

Obamas fredstale i Oslo  (21.12.09)
Nobels fredspris til håbets ikon 2009  (11.10.09.)
Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)

Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  oplysningen beror tværtimod på antastelsen (6.2.06.)