JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - valg15e

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.6.15.

Lars Løkke danner smal og dybt ulogisk Venstre-regering

En flertalsregering viste sig hurtigt at være et fata morgana
Den smalleste løsning eneste redning for den ambitiøse Lars Løkke
En Løkke-regering er stik imod vælgernes ønsker
Lars Løkke teknisk kompetent, men moralsk inkonsistent
Medierne gjorde valget til et tåbeligt 'præsidentvalg'
Liberal Alliance og Konservative ville tvinge deres drømme igennem
Dansk Folkeparti havde placeret sig i et for stort dilemma
Løkkes regeringsforsøg er uden fortilfælde
Socialdemokraterne venter bare på nyvalg
Løkke prøver med et finuerligt regeringsgrundlag
Løkke afliver Anders Foghs 'systemskifte'
Dansk Folkeparti evner ikke at placere sig som fornyer på midten
Konklusion
Henvisninger

En flertalsregering viste sig hurtigt at være et fata morgana Til toppen Næste

Det lå tidligt klart at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen ikke ville få held til at danne en flertalsregering, da Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti simpelthen lå for langt fra Venstre, selvom de alle før valget havde peget på Løkke som statsministerkandidat. De hoppede på mediernes tåbelige show om et 'præsidentvalg' mellem Helle Thorning og Løkke og accepterede endog i de afsluttende valgudsendelser at Løkke omtalte 'blå blok' som en enhed. Og da valgresultatet forelå og kun lige netop viste et spinkelt 'blåt' flertal på 90 mandater, benyttede Liberal Alliance med en gevinst på fire mandater og De Konservative med et tab på to mandater straks lejligheden til at slå fast, at Løkke var afhængige af deres støtte.

Selv ideen med en flertalsregering var Anders Samuelsens - og den var og blev et fata morgana som Samuelsen kun så for sit indre blik, fordi han i en sand valgrus bildte sig ind at Danmark havde valgt hans rene liberalisme som udfrielse af Helle Thornings og Bjarne Corydons ret realistiske finans- og skatte- samt velfærdspolitik.

Eneste reelle mulighed efter Samuelsens skinmanøvre var en ren Venstreregering - og dens navne blev offentliggjort på Facebook et par timer før præsentationen på Amalienborg:

Statsminister Lars Løkke Rasmussen
Finansminister Claus Hjort Frederiksen
Udenrigsminister Kristian Jensen
Kulturminister og kirkeminister Bertel Haarder
Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann
Justitsminister Søren Pind
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt
Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby
Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde
Skatteminister Karsten Lauritzen
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen
Forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde Carl Holst
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen

Lidt overraskende er næstformanden Kristian Jensen blevet udenrigsminister, og det kunne negativt tydes som en måde at få ham passende af vejen på! Men det skal være hans eget ønske - og vil give ham den internationale erfaring han mangler i sin hidtidige karriere. Som vice-statsminister er han desuden med i regeringens koordinationsudvalg, og hans folk i formandskampen sidste år (bl.a. den helt unge Karsten Lauritzen) har heller ikke fået nogen ringe placering.

Claus Hjort Frederiksen får den helt afgørende post som finansminister, og han har det nødvendige gode forhold til Kristian Thulesen Dahl. Det samme gælder Inger Støjberg der får et nyt stort udlændinge-, integrations- og boligministerium, så alle de praktiske integrationsproblemer samles ét sted. Søren Pind bliver justitsminister og Troels Lund Poulsen erhvervs- og vækstminister.

Den netop afgående regionsformand Carl Holst bliver forsvarsminister, mens Sophie Løhde bliver sundhedsminister Bertel Haarder får kultur- og kirkeministeriet, så Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard kan indstilles til den fornemme og eftertragtede post som folketingsformand. Iøvrigt er der tale om solide, erfarne og loyale folk på alle poster. Og det er værd at notere at den forholdsvis unge, men ret ukendte Esben Lunde Larsen belønnes med posten som minister for sit ordførerområde - uddannelse og forskning - fordi han fik et flot personligt stemmetal ved valget.

Søren Gade bliver til sin store skuffelse slet ikke minister, men påtager sig formentlig den vigtige post som gruppeformand efter Kristian Jensen. Den tidligere finansordfører Peter Christensen bliver heller ikke minister, og det må skyldes at han tabte sit mandat i Sønderjylland ved at få alt for få personlige stemmer. Til gengæld kommer beskæftigelsesministeren udefra, det er den tidligere direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, der har været medlem af dagpengekommissionen og efterlyst reformer i beskæftigelsespolitikken. Fagbevægelsen er ikke begejstret, men han er et stærkt liberalt kort.

Man kommer ikke uden om at det er et stærkt hold Lars Løkke har fået sammensat.

Den smalleste løsning eneste redning for Lars Løkke Til toppen Næste

Som forhandlingerne på Christiansborg skred frem i det særlige mødelokale på Vandrehals-etagen ('Samtaleværelset') som Lars Løkke havde fået indrettet til en kommandocentral med alle faciliteter blev det klart at han kun havde en smal etparti-regering som udvej, og at denne var behæftet med både store udfordringer og store risici. Men at opgive den ville være en falliterklæring for Løkke, og da han er en udpræget fightertype har tanken om opgivelse ikke været omkring hans hjerneceller. Løkke ser det som en regulær revanche at få lov til at låne nøglerne til statsministeriet én gang til, efter at alle - inklusive undertegnede - havde dømt ham ude.

Det er tydeligt at Løkke har strammet sig gevaldigt op i sin personlige fremtræden - bl.a. ved at slanke sig - og altså har erkendt at han ikke kan genvinde sin troværdighed uden at aflægge sine gamle og yderst uheldige uvaner med at sløse med bilag og lade hånt om hvor megen luksus en toppolitiker kan tillade sig i et land hvor man ikke skal stikke snuden for langt frem. Om det er nok til at rette op på miseren, får stå hen. Men alt tyder på at han i hvert fald er klar over at han ikke kan diktere andre partier noget som helst. Han må forhandle sig til alle resultater, og selv om han garderer sig med at gøre regeringsgrundlaget så løst skitseret, at det ikke lover noget han på forhånd véd ikke kan indfries, så er der ingen garanti for at han kan komme igennem med ret meget, endsige blive siddende med regeringsmagten i en fuld valgperiode.

Det er helt usandsynligt at Det konservative Folkeparti vil vælte Lars Løkke, for det vil ramme dem selv så de ikke kan rejse sig igen. Men Liberal Alliance er formentligt så opsatte på deres nærmest ultimative krav om lettelse af topskatten, at Løkke må se i øjnene at det ikke kan gennemføres, hvis Dansk Folkeparti ikke vil fravige deres nej. Og derfor kan han væltes her. Dansk Folkeparti er i det hele taget den centrale medspiller for Lars Løkke, fordi deres 37 mandater bliver afgørende i næsten alle afsteminger, samtidigt med at de klart har tilkendegivet at de vil stå frit - og altså som midterparti vil kunne tillade sig at gå sammen med partier på den anden fløj, det vil sige både SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet, hvis det fremmer deres egne sager bedst. Det gælder fx spørgsmålet om Danmarks fremtidige forhold til EU, hvor regeringen har bebudet folkeafstemning om retsforbeholdet inden jul.

Under alle omstændigheder er den smallest mulige regering blevet Lars Løkkes eneste håb om revanche, og der er ingen grund til at tro, at han ikke vil gøre hvad der er i hans magt for at overleve.

En Løkke-regering er stik imod vælgernes ønsker Til toppen Næste

Men stadig skal det ikke glemmes at en ren Venstre-regering er og bliver et paradoks, for så vidt vælgerne den 18. juni gav Venstre en ordentlig begmand. Partiet mistede 13 mandater og gik altså tilbage fra 47 til 34, og det blev dermed mindre end både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Lars Løkke fik ene og alene chancen for i første omgang at blive 'kongelig undersøger' og i anden omgang at danne ren Venstre-regering, fordi de tre andre partier i blokken på forhånd havde lovet at pege på ham som statsministerkandidat.

Var dette ikke sket, havde situationen været en helt anden for Dansk Folkeparti, men som understreget i min forrige artikel om valget så kom valgresultatet fuldstændigt bag på Kristian Thulesen Dahl, så han på valgaftenen over for sine partifæller begyndte at fable om at han længe ikke vidste om han drømte eller var vågen. Det kunne i bedste fald have ført til nogle virkeligt gode vittigheder der kunne have løftet stemningen, men formandens tale faldt til jorden, fordi han slet ikke var i stand til at forløse partifællernes blandede følelser: på den ene side var de umiddelbart euforisk begejstrede for det flotte resultat, på den anden side kunne de ikke finde svaret på hvad resultatet overhovedet kunne bruges til i praksis. Skulle partiet gå i regeringen og dermed støtte en Venstre-formand vælgerne havde fravalgt - eller skulle man stå uden for og dermed blive beskyldt for at være et parti der var bange for at tage ansvar? Men formanden kom ikke med svaret.

DF valgte det sidste, fordi man hurtigt indså at Lars Løkke hverken kunne eller ville give de fornødne indrømmelser til partiet, og at man derfor ville stå stærkere og friere uden for regeringen. Men stadig gjaldt at man var bundet af at have peget på Løkke som statsministerkandidat. Og det løb Thulesen Dahl ikke fra, selv om han vitterligt under valgkampen havde sagt at han vil være en fri fugl i forhold til valget mellem blokkene - og endog havde givet Enhedslisten og SF løfter om samarbejde på konkrete punkter som dagpenge og EU-forbehold.

Dette kunne Lars Løkke se stort på og i stedet indlede sine sonderinger med de andre partier med henblik på en regeringsdannelse som var lodret imod vælgernes ønsker. Han er en overordentligt dreven taktiker - og kunne naturligvis meget hurtigt konstatere, at de tre partier der havde peget på ham ikke havde tænkt sig at løbe fra det. Vælgernes dom kunne han naturligvis se stort på, når de også gjorde det.

Lars Løkke teknisk kompetent, men moralsk inkonsistent Til toppen Næste

Lars Løkkes store taktiske evner rokker imidlertid ikke ved hans lidet troværdige moralske habitus. Han kan ikke løbe fra at hans bilagssager og 3GI-luksus har vist en toppolitiker der trods hjælp fra sekretærer og personlige rådgivere ikke har haft styr på sin adfærd, men tværtimod har udstillet en inkonsistens som burde gøre ham uegnet til statsministerposten, hvis hans parti var styret af almindelige forestillinger om konsistens.

Vi taler jo her ikke om bagateller, men fx om at han ikke et eneste øjeblik gav sig til at spørge sig selv om det virkelig kunne være passende for en dansk politiker at flyve på samme dyre førsteklasse som selveste FN's generalsekretær, eller studse over at han ikke på sin bankkonto var blevet trukket for en flyrejse til sin datter som ledsagede ham privat til Sydamerika. Det viser efter min mening en mand der har fået så store tanker om sig selv og sit embede at han dumper som førstemand for et moderne demokratisk parti her i landet. Men sådan så Venstre ikke på sagen sidste sommer, selvom der i partiet blev uro lige på grænsen til splittelse.

Løkke klarede skærene ved et direkte møde med sin oprørske næstformand en sen nattetime (hvor også Carl Holst var til stede), og Kristian Jensen vurderede at han ville stå sig bedst i sin fremtidige karriere ved at trække sig fra et kampvalg mod Løkke. Det har begge nu fået fuld belønning for. Den inkonsistente Lars Løkke blev statsminister. Den oprørske næstformand udenrigsminister - og Venstre altså regeringsparti mod al logik.

Men politik har aldrig været et logisk eller rationelt fænomen.

Mediernes skabte det tåbelige præsidentvalg Til toppen Næste

Et af de mest irrationelle træk ved den forgangne valgkamp var at det lykkedes medierne - navnlig DR og TV2 - at gøre den til en amerikaniseret præsidentvalgkamp i fuldstændig strid med det parlamentariske system og den parlamentariske tradition her i landet, hvor vi fra gammel tid har haft flere partier og i nyere tid altid givet dem i princippet ligelig fordeling af tale- eller sendetid på de offentlige medier (i praksis primært Danmarks Radio). Og det er dette der i år er blevet brudt for første gang.

Grunden er ikke svær at få øje på, for medierne fokuserer efterhånden udelukkende på seertal, og en tvekamp er altid sjovere end en mangekamp, især når de sidste i år blev gjort til dødkedeligt mundhuggeri der havde studieværten som fornøjet centrum over for ikke mindre end ti partiledere der var linjet op på en lang række, hvor de ikke kunne se hinanden uden at læne sig frem og dreje hovedet af led. I 'gamle' dage (det vil sige før 2011) kunne tv-medierne i det mindste placere partilederne i en cirkel eller oval, så de nemt kunne få øjenkontakt med hinanden. Men nu skulle værten være hovedfiguren, selvom han aldrig kom på stemmesedlen. Men at være tv-vært giver både højere løn og højere seertal end at være partileder. Så det er virkelig kedeligt at vi stadig har en grundlov der ikke tager højde for dette tv-formynderi, men holder fast ved forældede forestillinger om folkestyre.

Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen kunne selvfølgeligt også se fordelen ved den nye praksis. Thorning var selvskreven i rollen, fordi hun var regeringsleder og uden forbehold blev betragtet som venstrefløjens statsministerkandidat, men Lars Løkke blev kun udpeget, fordi også det dengang tredjestørste parti holdt fast i ham som kandidat, selv om det var vokset på højde med Venstre, og selv om Kristian Thulesen Dahl følgelig havde været så fremsynet at betegne sig som en 'fri fugl' der kunne vælge side som det passede ham.

Allerede dette forhold gjorde ideen om at gøre folketingsvalget til en præsidentvalgkamp mellem to hovedkandidater fuldstændigt meningsløst. Der var tre topkandidater, hvor socialdemokraternes kun havde max 25 % af vælgerne bag sig, men de to andre havde omkring 40 % tilsammen. Dansk Folkeparti burde have protestereret, selvom det nok havde været nytteløst over for de enevældige mediemonarker.

Vælgerne kom i realiteten til at stå i den situation at de måtte gøre op med sig selv om det var forsvarligt at stemme, hvis man ikke ønskede nogen af de to udvalgte præsidentkandidater. Og sandheden er da faktisk også at antallet af blanke stemmer ved dette valg var meget højere end det plejer at være. Undertegnede fravalgte også min borgerpligt.

Liberal Alliance og Konservative ville tvinge deres drømme igennem Til toppen Næste

To af 'blå' bloks mindre partier reagerede ensartet på valgresultatet, selvom det ene gik 50 % frem og det andet 30 % tilbage. Det i forvejen svækkede Konservative Folkeparti mistede 2 af sine 8 mandater, men alligevel tonede den nye formand Søren Pape og hans væbner Brian Mikkelsen frem på skærmen og postulerede at de var stærkere end nogensinde, eftersom deres 6 mandater var nødvendige hvis Lars Løkke ville samle de nødvendige 90 mandater for at blive statsminister. Og det regnestykke kan ingen bestride, men derfra og så til at diktere at Løkke skulle gennemføre lettelser af topskatten er der et stykke vej, når det største parti i blokken - med seks gange så mange mandater som de konservative - ikke vil være med.

Liberal Alliance har fået 14 mandater til at trække topskatten samme vej og var ikke sen til at melde ud at de ønskede en flertalsregering så de kunne komme med til at skrive regeringsgrundlaget. Og da den idé hurtigt faldt til jorden var de lynhurtige til at fortælle offentligheden at hvis Lars Løkke ikke tog skattelettelserne med i sit regeringsgrundlag for en ren Venstre-regering ville han på et tidspunkt vælte sig selv som statsminister. Kravet om lettelser af topskatten var ultimativt.

Og da Dansk Folkeparti ikke lod sig påvirke af denne liberalistiske filosofi, var et af partiets nye folketingsmedlemmer forfatteren og debatøren Henrik Dahl straks ude med en påmindelse om at Dansk Folkeparti stod langt fra Mogens Glistrups ideer. Manden er uvidende om at Dansk Folkeparti brød ud af Fremskridtpartiet i 1995 i modstand mod Glistrup, og at partiets nye formand Thulesen Dahl udtrykkeligt har understreget at han går ind for velfærdssamfundet og hverken tilslutter sig minimalstatstanken eller skattenægterbevægelsen.

Liberal Alliances reaktioner viser at partiet - som påpeget i min tidligere artikel ikke blot som Venstre er et moderat liberalt parti, men derimod et ekstremt liberalt parti helt ude på den yderste højrefløj i dansk politik, og derfor vil blive en belastning for Venstre-regeringen. Noget tyder endog på at man vil drille Venstre i kampen om hvem der skal være Folketingets nye formand. Venstre ønsker Pia Kjærsgaard, men det gør Liberal Alliance ikke, så Helle Thorning kan gå hen at blive formand, nu hun har ønsket at komme i præsidiet!

Dansk Folkeparti havde placeret sig i et for stort dilemma Til toppen Næste

Hele paradokset med at Lars Løkke fik mulighed for at danne regering, når Dansk Folkeparti vitterligt blev større end Venstre, ligger ene og alene i det forhold at Kristian Thulesen Dahl ikke trak sin støtte til manden tilbage efterhånden som alle meningsmålinger tydede på at Venstre ville gå meget tilbage. Han nøjes med den allerede nævnte bemærkning om at han ville være en 'fri fugl' - og den var jo ikke entydig i henseende til statsministerkandidaturen. Meningsmålinger stoler Thulesen Dahl naturligvis ikke blindt på. Og det skal ingen gøre. Men selv det endelige valgresultat kom fuldstændigt bag på ham - og det viser at han trods sit partis stabile fremgang gennem lang tid stadig så det som en lillebroder til Venstre præcis som det var i de gyldne år under Anders Fogh Rasmussen. Han har af forståelig beskedenhed eller nøgternhed ikke kunnet forestille sig selv som den borgerlige, dvs ikke-socialistiske bloks bud på en statsminister der helt bevidst og eksplicit søgte midten og derfor ville være i stand til at skabe et bredt samarbejde hen over midten og med blokpolitikens endeligt som naturlig følge.

Det viser med andre ord Kristian Thulesen Dahls personlige begrænsning. Han er en dygtig talmand og derfor en eminent dygtig finanslovsforhandler. Men han synes desværre at se realpolitik som et spørgsmål om at få mest muligt ud af finanslovsforhandlingerne. Selvom han bestemt ikke undervurderer værdikampen. Faktisk er han også vokset op i et radikalt miljø hvor respekten for andres synspunkter og forestillingen om et bredt samarbejde var en selvfølge. Det er jo for længst blevet fortid hos Vestager-Jelved-Østergaard, men det betyder lige præcis at rollen som formidler på midten er blevet ledig. Og det har Thulesen ikke opdaget og - så vidt jeg ved - heller aldrig kommenteret.

Men det betyder at Dansk Folkeparti på den ene side nok har bevæget sig ganske langt ind mod midten i forhold til Pia Kjærsgaards linje, men på den anden side ikke har taget skridtet fuldt ud og derfor heller ikke i tide har sørget for at give den progressive bevægelse en passende og tidssvarende begrebsramme. Den der hedder den tredje vej og udmærker sig helt specielt ved ikke at være et ideologisk system, men en åben begrebsramme. Resultatet af partiets forsømmelse er nu blevet placeringen i et klart, men højst uheldigt dilemma, som ikke alene partiets modstandere, men også tilhængere og medlemmer savner forståelse for. De ønsker det 37 mandater store parti med i den borgerlige regering - og forstår ikke hvorfor det tøver.

Løkkes forsøg er uden fortilfælde Til toppen Næste

Det er værd at understrege, at Lars Løkkes dannelse af en ren Venstre-regering er fuldstændigt uden fortilfælde i dansk politik, selv om der er mange eksempler på et-partiregeringer. Venstre havde den mest bemærkelsesværdige fra 1973-75 med Poul Hartling som statsminister. Den blev dannet efter jordskredsvalget 4. december 1973 der kostede alle de gamle etablerede partier dyrt og bragte Glistrups og Erhard Jacobsens nye partier frem med fuld musik. Venstre fik kun 22 mandater og dannede regering med støtte fra Fremskridtspartiets 28 og Centrumdemokraternes 14 mandater plus de tre øvrige borgerlige partier. Men det var et halsbrækkende foretagende, fordi den komplet utilregnelige Glistrup pludseligt trak sin støtte.

Noget lignende er der slet ikke tale om i år. Kun Alternativet på venstrefløjen kan regnes for et protestparti. Den borgerlige fløj har flertallet på 90 mandater med sine kun fire partier og disse er alle pålidelige og tilregnelige. De holder hvad de lover - og gør deres støtte afhængig af klare betingelser.

Men Lars Løkke er - modsat Hartling - personligt en svækket mand med dårligt renommé, hans parti har for kun et års tid siden været nær en splittelse, han har ingen mulighed haft for at danne en flertalsregering - og hans hovedformål med alligevel at danne sin regering er klart at revanchere både sig selv personligt og sit parti. Han kan i princippet være nogenlunde ligeglad med hvordan det går de konservative og de liberale, men han er ikke ligeglad med hvordan det går Dansk Folkeparti, for han ønsker at genvinde sit partis position som det største borgerlige parti.

I 1975 fik Venstre et kanonvalg og gik fra 22 til 42 mandater på bekostning af de konservative og Centrumdemokraterne, men Fremskridtspartiet blev stort set ikke ramt. Anker Jørgensen kunne danne regeringer frem til 1982.

Når Lars Løkke på et eller andet tidspunkt udskriver valg - frivilligt eller ufrivilligt - har han kun et sted at hente nye vælgere, og det er hos Dansk Folkeparti. Og det er det nye i 'Tilfældet Løkkes Regering II'.

Socialdemokraterne venter bare på nyvalg Til toppen Næste

Resultatet af valget den 18. juni blev ikke alene at Helle Thorning-Schmidt tabte regeringsmagten, men også at hun valgte at gå af som Socialdemokraternes formand. Verdensdamen Helle Thorning forlader ikke helt den politiske andedam i kongeriget, men har tilkendegivet at hun hellere vil vælges til folketingets præsidium end påtage sig ordførerskaber. Og hvis Liberal Alliance ellers siger nej til Pia Kjærsgaard som ny folketingsformand, får Thorning den store ære, den gode lejlighed på Christiansborg og den høje løn på ministerniveau. Det skal være hende vel undt, selv om det ser mærkeligt ud at hun gider.

I går søndag valgte Socialdemokraterne så ny formand på en ekstraordinær kongres - og det blev naturligvis næstformanden, den 37-årige, fraskilte bachelor Mette Frederiksen, der i modsætning til den afgåede formand er en ægte socialdemokrat i betydning 'vokset op i en socialdemokratisk familie'. Hun har overtaget et samlet parti og blev valgt uden modkandidat og med stor applaus og store forhåbninger. De fleste socialdemokrater ser hende som statsminister efter næste valg.

I sin tale på kongressen gjorde hun det meget naturligt klart at hun ville fortsætte Helle Thornings linje med ansvarlig finanspolitik, stramning af asylpolitikken og et selvfølgeligt krav i socialpolitikken og integrationspolitikken om at rettigheder skal følges af pligter. Hendes stil bliver selvfølgelig anderledes, fordi hun er en anden personlighedstype, men ændringer og justeringer vil først vise sig henad vejen. Hun lovede Lars Løkkes nye regering hårdt modspil, men også fair medspil hvor det bliver muligt

Mette Frederiksen undlod ikke at komme med nogle ironiske bemærkninger mod både Lars Løkke og Thulesen Dahl, og de vakte naturligvis bifald på kongressen. Til Lars Løkke sagde hun tillykke, men tilføjede: "Dansk Folkeparti vil med til festen, men de løber altid fra regningen. Og du, Lars Løkke, kan være helt sikker på, om du så serverede ansvaret på et sølvfad, så vil de altid lade fadet gå videre". - Og henvendt direkte til Dansk Folkepartis formand sagde Mette Frederiksen: "Tillykke med jeres flotte valg. Det valg forpligter. Det er slut med kun at deltage i festen. Nu skal regningerne også betales. Kristian, tro ikke et øjeblik, at du kan bruge vores mandater til fortsat at køre på frihjul i dansk politik. Det er dig, der peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Man kan ikke både pege på Lars Løkke som statsminister og samtidig lade som om, at man tilhører et socialt progressivt flertal. Nu har du fået mandaterne. Nu må du også tage ansvaret."

Eller sagt med andre ord: Hverken socialdemokraterne i almindelighed eller deres nye formand fatter en brik af hvad Dansk Folkepartis fundamentale progressivitet eller aktuelle dilemma. Og de gør sig stadig ikke dybere refleksioner over at Dansk Folkeparti appellerer til mange af de ikke-akademiske vælgere som traditionelt har hørt til Socialdemokratiet, men som i årtier har følt sig svigtet af dette. Fordommene har stadigt stærkt greb i partiet, herunder illusionen om at det skulle have eneret på velfærdssamfundet.

En forudsætning for opretholdelsen af denne reaktionære livsløgn er den blinde blokpolitik der kun regner med rødt og blåt - eller sort og hvidt - og som automatisk placerer modstanderne på den sorte og onde side. Og derfor som opposition kun kan vente på at komme til fadet igen.

Løkke prøver med et finurligt regeringsgrundlag Til toppen Næste

På pressekonferencen i Statsministeriets spejlsal søndag kl. 12 fremlagde statsminister Lars Løkke Rasmussen det nye regeringsgrundlag 'Sammen mod fremtiden', og her hed det indledningsvist:

Regeringen ønsker et friere, rigere og rimeligere Danmark.

Det vil kræve en indsats fra alle i det danske samfund. Derfor vil regeringen invitere til et bredt samarbejde på Christiansborg. Og derfor vil vi også samarbejde ud af Christiansborg. Borgere, erhvervsledere, lønmodtagere og arbejdsgivere skal være med til at forme den politik, der vedrører dem selv. Det skaber de bedste og mest robuste resultater.

Regeringens vigtigste prioriteter er:

• Flere private arbejdspladser gennem en sund og ansvarlig økonomisk politik, der understøtter vækst og velstand.
• Et Danmark, hvor det bedre kan betale sig at arbejde, og færre bliver forsørget af det offentlige.
• En stærk kernevelfærd, hvor vi tager os endnu bedre af de syge og de ældre, og hvor vores børn får en god uddannelse.
• En offentlig sektor, hvor vi sætter mennesket før systemet, og hvor vi styrker det frie valg for danskerne.
• En fornuftig udlændingepolitik, hvor udlændinge, der kommer til Danmark, bidrager positivt.
• En vellykket integration, hvor flere vil vores land, og færre lever i parallelsamfund.
• Et Danmark, hvor der er udvikling i hele landet.
• En stram og konsekvent kurs mod kriminalitet.
• En stærk og fokuseret udenrigspolitik, som skal sikre danske interesser og indflydelse.

Og det er også udtrykkeligt påpeget, at "Dette regeringsgrundlag er udtryk for regeringens overordnede prioriteringer, men er ikke et detaljeret arbejdsprogram. Regeringsgrundlagets prioriteringer vil i løbet af valgperioden blive suppleret med en lang række konkrete initiativer og forslag på alle områder."

Men det skal dog noteres at der lidt mere konkret blev nævnt følgende punkter:

Skatte- og byrdestop

Regeringens skatte- og byrdestop indebærer, at regeringen ikke vil hæve nogen skat eller afgift i denne valgperiode. Allerede besluttede skatte- og afgiftsændringer fastholdes, herunder f.eks. nedsættelsen af selskabsskattesatsen i 2016 samt allerede besluttede indekseringer af punktafgifterne.

Skattestoppet for ejendomsværdiskatten fra 2001 videreføres ligesom loftet over, hvor meget boligejernes grundskyld kan stige hvert år fastholdes. Undtaget fra skattestoppet er dog muligheden for at lave en provenuneutral omlægning af bilafgifter, som blandt andet også skal rumme en langsigtet holdbar model for beskatning af elbiler mv.

En moderne og velfungerende offentlig sektor

Danmark er et stærkt velfærdssamfund. Og regeringen vil gøre velfærden endnu bedre end i dag. Vi vil øge kvaliteten og produktiviteten i den offentlige sektor. Vi kan give borgerne større fleksibilitet og selvbestemmelse i hverdagen, når vi bruger velfærdsteknologi og digitalisering. Vi kan frigøre penge til andre opgaver, når offentlige institutioner samarbejder om fælles løsninger, og når de har fokus på resultater og gensidig læring.

Afgørende er, at danskerne får den bedst mulige service for deres penge. Der er herudover også behov for at afsætte ekstra penge til prioriterede velfærdsområder så som sundhed, ældre og tryghed.

Det skal kunne betale sig at arbejde

Regeringen ønsker, at flere skal i arbejde, og at færre skal forsørges af det offentlige. Derfor vil regeringen gennemføre en Job-Reform, der skal sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde frem for at modtage en offentlig ydelse. Job-Reformen falder i to faser.

Første fase i efteråret 2015, hvor der indføres et kontanthjælpsloft, der sætter loft over, hvor meget man kan modtage fra det offentlige. Loftet skal omfatte størstedelen af de offentlige ydelser, som en kontanthjælpsmodtager kan få. Provenuet herfra bidrager til finansieringen af reformens anden fase.

Anden fase i foråret 2016, hvor regeringen vil indkalde til forhandlinger med henblik på at sænke skatten på arbejdsindkomster. Denne anden fase skal have et dobbelt sigte: Dels vil regeringen sænke skatten for de laveste arbejdsindkomster, så gevinsten ved lavtlønnet arbejde bliver større. Derudover har regeringen en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 procentpoint, så flere vil arbejde mere, og så danske virksomheder får nemmere ved at rekruttere og fastholde også vellønnede medarbejdere.

Ansvarlig indvandring af arbejdskraft

Danmark skal i højere grad være åbent for udlændinge, der kan og vil bidrage til det danske arbejdsmarked, så flere kan medvirke til at styrke og udvikle Danmark. Danske virksomheder skal kunne klare sig i den internationale konkurrence. Det kræver, at virksomhederne kan rekruttere højtkvalificerede og dygtige medarbejdere. Regeringen vil derfor sikre danske virksomheder lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft.

Det danske arbejdsmarked skal være karakteriseret af gode løn- og arbejdsvilkår. Udenlandske firmaer skal overholde danske love og regler. Og udenlandske lønmodtagere skal sikres de løn- og arbejdsvilkår, som gælder i Danmark.

Et robust dagpengesystem

Regeringen ønsker, at dagpengekommissionen færdiggør sit arbejde. Dagpengekommissionen er blandt andet blevet bedt om at undersøge mulighederne for at øge dagpengesystemets robusthed i forhold til de udfordringer, der følger af et stadigt mere internationalt arbejdsmarked. Regeringen vil bede Dagpengekommissionen om at afrapportere inden Folketingets åbning i oktober.

Herefter vil regeringen indlede forhandlinger med Folketingets partier med henblik på at opnå enighed om et robust dagpengesystem, der understøtter et fleksibelt arbejdsmarked med høj beskæftigelse og lav strukturel ledighed. Regeringen ønsker et dagpengesystem, der giver økonomisk tryghed for medlemmer ramt af ufrivillig ledighed. Regeringen prioriterer samtidig, at det nye dagpengesystem understøtter, at alle ledige står til rådighed for de job, der er. At mobiliteten på arbejdsmarkedet øges. At det bliver mere attraktivt at tage et kortvarigt job. Og at adgang til dagpenge forudsætter længerevarende arbejde her i landet.

Et effektivt værn mod terror

Regeringen tager terrortruslen mod Danmark var alvorlig og vil styrke værnet mod terror. Danmark har et dygtigt politi og dygtige efterretningstjenester, som hver dag arbejder for at beskytte danskerne, og som har afværget konkrete terrorangreb her i landet. Regeringen vil blandt andet med den kommende flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden sikre, at myndighederne også fremover har de ressourcer, de har brug for.

Regeringen vil også sætte ind over for truslen fra religiøs radikalisering og ekstremisme. Konflikten i Syrien og Nordirak, hvor ISIL’s brutalitet til stadighed chokerer verden, har skærpet truslen. Når danske statsborgere og udlændinge med opholdstilladelse i Danmark rejser til de ISIL-kontrollerede områder for at deltage i krigs- og terrorhandlinger, skaber det en øget risiko for terrorangreb i Danmark. Det skal bremses.

Danmark skal fortsat deltage i den internationale koalition mod ISIL og bidrage militært til bekæmpelsen af terrororganisationen i Irak. Regeringen vil derfor fremlægge forslag til en forlængelse af mandatet for det danske bidrag, inden dette udløber til oktober.

Styrket kontrol i Danmarks grænseområder

Regeringen vil gennemføre en markant styrkelse af kontrollen i grænseområderne med henblik på at give politi og toldvæsenet bedre muligheder for at gribe ind over for grænseoverskridende kriminalitet og illegal indvandring. Der skal sættes hårdt ind over for udenlandske tyvebander, narkohandlere og menneskesmuglere.

Den styrkede kontrol vil bl.a. omfatte nyt udstyr og mere mandskab. Indsatsen skal ske inden for rammerne af Schengen-samarbejdet og i dialog med vores nabolande. Regeringen vil gå i dialog med de relevante myndigheder om, hvordan den styrkede kontrol konkret udmøntes.

En ny og konsekvent udlændingepolitik under mottoet: Et Danmark for dem, der kan og vil

De senere år er udgifterne til udlændingeområdet steget markant. Og antallet af asylansøgere er på bare få år steget kraftigt. Samtidig er der udlændinge, som kommer til Danmark, men ikke bidrager til det danske samfund og ikke respekterer grundlæggende danske værdier som demokrati, ytringsfrihed, religionsfrihed og ligestilling mellem kønnene. Regeringen ønsker en ny, stram og konsekvent udlændingepolitik, der skal sikre et åbent Danmark for dem, der kan og vil. Og lukke dørene for dem, som ikke vil.

Regeringens første skridt er straks at fremsætte lovforslag med henblik på at gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark. Vi vil indføre en ny integrationsydelse på SU-niveau for nytilkomne flygtninge og familiesammenførte og personer, der har været i Danmark i mindre end 7 år ud af de seneste 8 år. Det skal være muligt at få en sprogbonus samt forsørgertillæg. Optjeningsprincippet for flygtninges modtagelse af børnecheck, børnetilskud og folkepension skal genindføres. - Derudover vil regeringen til efteråret blandt andet indføre nye og fleksible regler for familiesammenføring – det vil f.eks. betyde, at kravene strammes for de udlændinge, der har ringere forudsætninger for at blive integreret i det danske samfund. Vi vil også stille nye og skærpede krav til udlændinge, der ønsker permanent ophold og dansk statsborgerskab.

Det er regeringens mål at reducere de samlede udgifter på udlændingeområdet med mindst 1 mia. kr. årligt. Samtidig vil regeringen styrke indsatsen i flygtningenes nærområde. Her kan vi hjælpe flere, end når vi bruger bistanden på indkvartering af asylansøgere i Danmark.

En stærk og fokuseret udenrigspolitik

Danmark er en lille, åben økonomi i en globaliseret verden. Et stærkt engagement i udlandet er med til at sikre danske interesser og gør det muligt at påvirke den globale udvikling i en mere stabil og bæredygtig retning. Det er afgørende i en tid, hvor der sker store forskydninger i både magtforhold og sikkerhedsbilledet.

Derfor vil regeringen arbejde for vækst, sikkerhed og indflydelse gennem en stærk og fokuseret international indsats. Vi skal aktivt engagere os i de internationale organisationer. - Samarbejdet i internationale organisationer er et lille lands vej til indflydelse. - Det gælder især EU, NATO og FN.

Danmark skal fortsat styrke forholdet til vores allernærmeste allierede. Her står USA centralt. Vi skal styrke vores historiske alliancer i EU – ikke mindst med vores nabolande. Men i et stort EU er det ikke nok. Vi skal opdyrke nye alliancepartnere i både Øst- og Sydeuropa. Også det nordiske samarbejde har et stort potentiale, som skal udnyttes. Samtidig skal der bygges videre på de strategiske partnerskaber, der er indgået med lande uden for Europa, f.eks. Kina, Sydkorea og Japan. Det er afgørende for vores virksomheder og vores økonomi. Og så skal vi være på forkant med udviklingen i de lande, som i den nærmeste fremtid vil stå stærkt globalt – både politisk og økonomisk.

EU skal ikke være en social union

Regeringen støtter arbejdskraftens frie bevægelighed. Den er en hjørnesten i det indre marked og en forudsætning for vækst og beskæftigelse i Europa og Danmark. Men reglerne skal være baseret på sund fornuft og rimelighed. Vi ønsker et EU, hvor folk kan søge derhen, hvor der mangler ledige hænder, men vi vil ikke have et EU, hvor folk søger derhen, hvor de sociale ydelser er gode. - Velfærdsydelser skal så vidt muligt forblive i Danmark og gå til dem, som arbejder, bor og bidrager til Danmark i en længere periode.

Regeringen ønsker at sikre, at nationale velfærdssystemer ikke bliver undergravet af EU-regler, og at EU ikke udvikler sig i retning af en social union. Det skal sikres ved at ændre dansk lovgivning og ved at arbejde sammen med ligesindede lande for at få taget EU-lovgivningen om velfærdsydelser for vandrende arbejdstagere op til revision snarest muligt. Eksempelvis ønsker regeringen at ændre EU-reglerne, når de ikke tillader f.eks. optjening eller indeksering af børnecheck til borgere fra andre EU-lande. - Regeringen vil bakke op om den britiske regerings indsats for, at Storbritannien – som én af Danmarks væsentligste partnere – forbliver centralt placeret i EU-samarbejdet.

Herudover kan nævnes at regeringen vil nedlægge Irak-kommissionen - og det er hele venstrefløjen naturligvis meget utilfredse med. Men jeg er helt enig. Den slags kommissioner er spild af tid og penge og fører sjældent til noget som helst. Den danske deltagelse i Irak-krigen var klart politisk begrundet - og derfor er en vurdering af den et anliggende for historikerne - ligesom fx samarbejdspolitikken under den tyske besættelse.

Ovenstående er iøvrigt kun et lille udvalg af regeringsgrundlagets punkter, men nogle af de væsentligtee i forhold til samarbejdspartnerne. Det ses eksempelvis at Liberal Alliance er tilgodeset med hensigtserklæringer om topskatten, og det kan nævnes at direktøren for 'Dansk Erhverv' Jens Klarskov på Deadline søndag aften erklærede sig overordentligt tilfreds med regeringsgrundlaget. Det var lige netop hvad erhvervslivet ønskede. Han kunne ikke selv have formuleret det bedre! Og det var da en varm hilsen til Lars Løkke Rasmussen.

Kristian Thulesen Dahl understreger over for Politiken, at regeringsgrundlaget er Venstres og på nogle stræk viser enighed mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Men på andre områder er der ting, der tydeligt viser, hvorfor det er rigtigt for Dansk Folkeparti ikke at være i regeringen på det regeringsgrundlag.

Til TV2 siger Thulesen Dahl mere konkret, at der er ting på velfærdsområdet, som ikke er kommet i mål på ældreområdet, sundhedsområdet og med hensyn til politiet. "Lars Løkke Rasmussens forslag er på flere punkter bundet op af, at der findes penge på andre områder. Vi vil have en langt større sikkerhed for, at vi under alle omstændigheder kan styrke ældreplejen og sygehusene. Der er brug for at kunne hive den her regering i den rigtige retning."

Samtidig sætter Thulesen Dahl fingeren på den manglende grænsekontrol, som et af de punkter, hvor Venstre og DF helt har måttet skilles politisk: DF ønsker minimalt en grænsekontrol med toldere ved grænsen. "Men ikke engang det kunne vi få igennem. Det sagde mig, at Venstre ikke ønskede at gå tilstrækkelig langt for at få Dansk Folkeparti med i regering. Derfor får de vælgere, der har stemt på os, mest ud af, at vi ikke går med i regering".

Og til DR siger Thulesen Dahl også, at Lars Løkke Rasmussen ikke kan forvente at få lettelser i topskatten igennem med vores stemmer. Thulesens udtalelser tyder i hvert fald på at samarbejdet med regeringen ikke bliver uden problemer.

Løkke afliver Anders Foghs 'systemskifte' Til toppen Næste

Hvordan man end vender og drejer den nye Venstre-regerings bredt formulerede hensigtserklæring og dens gode vilje til bredt samarbejde, kommer man ikke uden om at det er en omgang ganske fornuftig og moderat liberal politik der ikke anfægter velfærdsideen som sådan, men naturligvis anlægger borgerlige synspunkter om ansvarlighed som man også har forefundet i den afgåede regering, men som de i vid udstrækning kalder socialdemokratiske. Og det bliver let et tomt skænderi om ord. Faktum er at forestillingen om at rettigheder og pligter skal følges ad, har været en alment udbredt forestilling i alle klasser siden grundloven i 1849. Ja, skulle man pege på en enkelt norm der trak den markante skillelinje mellem den revolutionære (marxistisk) socialisme som kommunisterne kom til at stå for og den reformistiske linje som socialdemokraterne med Thorvald Stauning valgte for Danmark (og Branting for Sverige), så var det netop den borgerlige grundtanke at personligt ansvar er ensbetydende med at rettigheder og pligter følges ad som noget helt selvfølgeligt, og at man derfor arbejder for føden - og betaler en rimelig skat for at få del i de fælles goder.

I grunden er der ikke nogen nævneværdig uenighed herom mellem partierne, selvom der fortsat er socialistiske drømmere på den ene side og liberalistiske på den anden. Hvad der er uenighed om er skatterne, fordelingspolitikken og den offentlige sektors størrelse. Og her er det da et fremskridt at Lars Løkke Rasmussen er komme til den erkendelse at al snak om den offentlige sektors størrelse er abstrakt og aldrig kan udtrykkes med indiskutable tal.

Hvad man totalt savner i Lars Løkkes regeringsgrundlag er et opgør med den forældede klassekampsforestilling der ligger bag al tale om en rød blok over for en blå blok, og som Lars Løkke Rasmussens forgænger som Venstres formand Anders Fogh Rasmussen vovede at tage i 2001 og kaldte et 'systemskifte' i tråd med systemskiftet i 1901 der aflivede Højrepartiets daværende magtponopol.

Jeg har tidligere påpeget forholdet, men bliver aldrig træt af det:

Anders Fogh Rasmussens største svaghed var og blev den komplet manglende forståelse for at finde frem til den dybere filosofiske og psykologiske begrundelse for 'den tredje vej' som andet end en tidsbestemt løsning for et politisk parti der ville være moderne og have fat i regeringsmagten. På trods af at Fogh gjorde radikalt op med sine egne ensidigt liberalistiske forestillinger om minimalstaten som det eneste rigtige svar på 'socialstaten' eller 'velfærdsstaten' og på trods af hans opgør med egen gammel vrangforestilling om at midtervejen eller middelvejen ville føre direkte til socialisme og trældom, så fandt han aldrig frem til at de gamle modsætninger mellem liberalisme og socialisme, eller mellem individ og samfund ikke er tilfældige eller vilkårlige, men har deres urokkelige grund i den principielle modsætning mellem frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprincippet som aldrig kan afbalanceres og aldrig vil kunne gå op i en højere syntese. De er komplementære af art, hvad der vil sige logisk uforenelige, men lige berettigede og lige nødvendige. Det er deres modsætning der giver samfundslivet og kulturlivet al deres dynamik.

Grunden til at de ikke forstås i deres komplementaritet ligger i menneskesindets ulyksalige hang til at tænke i dualistiske baner, hvad der vil sige automatisk at sætte alle modsætninger op som et tvingende valg: enten den ene side eller også den anden. Enten hvidt eller sort. Enten højre eller venstre. Enten individualisme eller kollektivisme. Enten frihed eller lighed. Enten frihed eller tryghed. Men tænker man de politiske synspunkter og standpunkter i disse snævre baner, får man enten liberalisme eller socialisme - og sådan bliver man uheldigvis ved med at tænke, uanset at udviklingen efterhånden viser at det bliver mere og mere tåbeligt og reaktionært.

Det progressive ved komplementaritetssynspunktet er at man definitivt kommer ud over den dualistiske forhekselse af tænkningen og bliver i stand til at se det fornuftige og gavnlige i modsatrettede synsvinkler i deres fulde kompleksitet, så man kan bevare hele deres energi og dynamik - og iøvrigt fortsat på demokratisk vis kan dele sig efter anskuelser ud fra hvilken side man lægger størst vægt på. De liberale vil lægge større vægt på friheden end på ligheden og trygheden, mens de sociale gør det modsatte, men det progressive består i at fastholde begge synsvinklers nødvendighed og gavnlige modspil.

Og jeg bliver i tråd hermed nødt til at slå fast med syvtommersøm, at Lars Løkke ikke blot er uinteresseret i 'den tredje vejs' progressive filosofi og åbne begrebsramme, men i realiteten afliver Foghs systemskifte af 2001 definitvt for at erstatte det med en ensidig liberal, ikke-komplementær og blok-bevarende Venstre-politik der fører tingene tilbage. Og det er dybt beklageligt, men afslører et magtmenneske der ser mere på den såkaldte 'realpolitik' og 'nødvendighedspolitik' og al dens målbare vækst og konkurrence end på de menneskelige værdier der har med de væsentlige eksistentielle og umålelige sider af tilværelsen og kulturen at gøre.

Heldigvis er forestillingerne om disse værdier dukket op igen i dansk politik i kraft af Alternativets indsats, og man kan notere at Uffe Elbæk har udtalt sig positivt om muligheden for samarbejde med regeringen. Men der er jo brug for at få værdierne ind i alle politiske debatter, undersøgelser og beslutninger.

Derfor gentager jeg også at nøglerne til tiltrængt fornyelse og opbrud i dansk politik, så politikerleden kan afløses af lidt mere optimisme, ikke er de samme som nøglerne til Statsministeriet.

Dansk Folkeparti evner ikke at placere sig som fornyer på midten Til toppen Næste

Lad det derfor blive nøgternt konstateret endnu engang:

Valgresultatet torsdag den 18. juni kom bag på Thulesen.
Thulesen tog ikke têten i den borgerlige blok i 2014, da Venstre havde formandsstrid.
Thulesen blev ved at pege på Lars Løkke som statsministerkandidat lige til 18.6.15.
Thulesen satsede dog også på rollen som 'fri fugl' der kunne forhandle til begge sider.
Thulesen forhandler regeringsgrundlag og al anden politik som om det var et finanslovsforslag.

Men det betyder alt sammen at Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti i falsk beskedenhed forbliver i rollen som lillebroder og støtteparti for et andet, nu mindre parti, i stedet for at tage têten som et midtersøgende borgerligt parti der altid tilstræber brede forlig og derfor afviser al blokpolitik.

Og Dansk Folkeparti kan vel at mærke aldrig gøre sig håb om at blive sand fornyer i dansk politik, hvis ikke det vover sig ud i fordomsfri nytænkning og bevidste brud med tilvante forestillinger og deres ødelæggende hæmninger. Intet tyder på at Kristian Thulesen Dahl - trods god opvækst i et socialliberalt miljø, gode evner, gode inspirationer fra forskellige mennesker og gode nyerkendelser - besidder den fornødne tilgang til dybere kreative kilder, og dette har intet med manglende intelligens eller manglende horisont at gøre, men udelukkende med manglende ulyst til dybere refleksion. Dér ligner han såmænd de fleste andre partiledere! Jeg går endda ud fra som givet at dette i hans eget tilfælde ligefrem hænger direkte sammen med at han regner værdispørgsmålene afklaret med Tidehvervsfætrenes dogmatiske lukkethed omkring tænkning, national identitet og kristendom, og den bryder jeg mig ikke om. Men jeg skal naturligvis ikke udelukke fortsat udvikling i Thulesen Dahls tilfælde.

Men understreges skal at fornyelsen i dansk politik kun kommer gennem refleksioner der ved hjælp af en ny begrebsramme skaber nye forestillinger om det fremtidige, velintegrerede Danmark, midterpolitikken og den komplementære vej mellem frihedsprincppet og tryghedsprincippet.

Konklusion Til toppen Næste

Min personlige konklusion oven på folketingsvalget den 18. juni bliver temmelig klar. Jeg fortryder ikke et sekund at jeg undlod at stemme, for valget mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen var et skinvalg, som medierne gennemtvang og som ingen partier uden for Socialdemokraterne og Venstre protesterede imod, endsige gjorde til skamme ved at bryde den tilgrundliggende blokpolitik.

Jeg ville ikke have anset det for en ulykke for landet om Helle Thorning var blevet siddende som statsminister. Og jeg anser det ikke for en katastrofe at Lars Løkke Rasmussen nu har lånt nøglerne til statsministeriet. Jeg er til gengæld overbevist om at ingen af delene kunne have ført til eller fører til en virkelig fornyelse af dansk politik i progressiv retning ad den tredje vej.

Jeg regner ikke med at få grund til at afgive stemme ved noget folketingsvalg i fremtiden. Og jeg er også kommet til det resultat at der ikke længere er noget fornuftigt formål med at blive ved med at kommentere den politiske udvikling ud fra min komplementære helhedsrealisme. Min hjemmeside bliver dog foreløbigt opretholdt på nettet. Men vil kun blive brugt til nogle få artikler mere - om bl.a. den græske krise, bådflygtningene, truslen fra islamisk stat og måske enkelte interessante bøger, film og koncerter.

Men ellers takker jeg af efter 13 gode år.

Ejvind Riisgård

Henvisninger: Til toppen

Links:

Statsministeriet
Lars Løkke Rasmussens regering II - 28.6.15.
Regeringsgrundlaget juni 2015: 'Sammen for fremtiden'