JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - socdem21nedlukningen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.2.21.

Rigsretssagen mod Mette Frederiksen er en stor misforståelse

Den 29. januar forelagde den af Folketinget nedsatte Udredningsgruppe med professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen i spidsen sin 598 sider lange bedømmelse af regeringens og navnlig statsminister Mette Frederiksens delvise 'nedlunkning' af det danske samfund i marts måned 2020, som bestod i at daginstitutioner, restauranter og frisører blev lukket, og at skolebørn og studerende samt de fleste offentlige ansatte blev sendt hjem. Udredningsgruppen viste sig som ventet at slå særligt ned på statsministerens pressemøde den 11. marts hvor Mette Frederiksen - flankeret af sundhedsministeren, politidirektøren, Sundhedsstyrelsens leder og Seruminstituttets leder - bl.a. sagde, at det var på myndighedernes anbefaling at regeringen i en periode lukker al unødvendig aktivitet ned på de nævnte områder. En anden formulering lød, at de givne restriktioner skete på baggrund af myndighedernes anbefalinger. Men som Jørgen Grønnegård Christensen sagde da han fremlagde rapportens konklusioner: "Den måde, som statsministeren kommunikerer det her på, afspejler ikke de faktiske forhold omkring rådgivningen fra sundhedsmyndighederne".

Udredningsgruppen, der havde gennemgået alle relevanter dokumenter, udtalelser og mails i sagen, måtte nemlig konstatere, at særligt én central myndighed i regeringens rådgivning, nemlig Sundhedsstyrelsen med Torben Brostrøm i spidsen, dengang i marts slet ikke ønskede en så drastisk nedlukning. - Denne oplysning fik straks flere medier og oppositionspolitikere til at hævde, at Mette Frederiksen havde talt usandt eller direkte havde løjet og derfor burde gå af (og i øvrigt skulle stilles for en rigsret). BT hævdede at Mette Frederiksen havde vildledt alle. Venstres gruppeformand Karsten Lauritzen gjorde gældende at der var sket et tillidsbrud fra statsministerens side, både over for Folketinget og befolkningen. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance slog ned på at Sundhedsstyrelsen åbenbart havde været mere genstridig i samarbejdet med regeringen end Seruminstituttet. Han vidste fra møder, at instituttet kun kigger på coronaepidemien, mens Sundhedsstyrelsens rådgivning baserer sig på et helhedsorienteret fokus på sundheden.

Fra de konservatives leder, Søren Pape, lød det "Vi blev bedt om at tilgive fejl, men vildledning er over stregen! Det er kommet frem, at sundhedsmyndighederne ikke anbefalede nedlukningen". Og i Politiken lød overskriften noget vildledende "Myndighederne anbefalede ikke den første nedlukning i marts". Men DR's korrespondent sagde dog mere korrekt og stilfærdigt i Nyhederne om aftenen, at Mette Frederiksen havde "taget munden lidt for fuld".

Statsminister Mette Frederiksen selv har om beslutningen den 11. marts på Facebook skrevet: "Jeg har meget svært ved at se, at man kan sidde tilbage med det indtryk, at regeringens beslutninger har baseret sig et til et på anbefalinger fra sundhedsmyndighederne eller andre myndigheder for den sags skyld. - Det var heller ikke på nogen måde dét, der var ment med den omtalte sætning. Og det var ikke budskabet på pressemødet." - Iøvrigt gentog Mette Frederiksens adskillige gange på sine pressemøder, at det var umuligt helt at undgå fejl, da landet aldrig før havde haft en tilsvarende pandemi. Hun undskyldte disse fejl, men har aldrig hævdet noget i retning af at undskyldningen skulle omfatte en tilsidesættelse af sundhedsstyrelsen. Tværtimod understregede hun at regeringens strategi og dermed ansvar var hendes. Hun forsøgte altså ikke at hænge ansvaret op på nogen af de rådgivende instanser. Men hun må siges til gengæld tidligt at have taget pandemien alvorligere end nogen anden. Det har hun fået opbakning til fra flertallet af borgerne og vælgerne. Og det må hun sådan set også krediteres for, når man sammenligner med udviklingen i andre lande, herunder Sverige, Storbritannien, Italien med flere og ikke mindst udviklingen i det superliberale USA under Trump.

Men det ligger nu helt klart at der ind imellem har været uoverensstemmelser mellem regeringen og Sundhedsstyrelsens leder Torben Brostrøm, og dem har offentligheden ikke før være bekendt med. Torben Brostrøm stillede loyalt op til pressemøderne - med enkelte undtagelser - sammen med repræsentanter for de øvrige instanser. Det virkede altid som en massiv, for ikke at sige demonstrativ forstærkning af regeringens autoritet at se dem i samlet trop. Men Brostrøm har trods alt aldrig så meget som antydet, at han skulle have haft større anfægtelser i den anledning. I givet fald kunne han vel have nævnt det eller direkte sagt fra, uden at det ville have kostet ham stillingen eller prestigen. Han blev kun væk fra pressemødet nogle få gange - og uden at begrunde det udadtil.

Så vidt jeg husker har pressens repræsentanter heller aldrig stillet direkte spørgsmål om problemet. Den plejer ellers nok at kunne opfange kurren på trådene. Og jeg erindrer heller ikke at oppositionen i folketinget har være så vidende om en uoverensstemmelse at de mente der skulle gribes ind. Den har både på venstrefløj og højrefløj talt meget om Mette Frederiksens voksende magtfuldkommenhed, dvs vilje til at samle magtens tråde hos sig selv. Og det er da i hvert fald et tema det er helt nødvendigt at forholde sig til.

Alt tyder på at Mette Frederiksen var meget bevidst om at hun efter valgsejren i 2019 ville undgå en samlingsregering med SF og Radikale (a la Helle Thorning-Schmidts regering, der tabte valget i 2015), og altså danne et ren socialdemokratisk mindretalsregering der kunne undgå alt det interne kævl der følger med en samlingsregering og på den måde kunne køre sine socialdemokratiske løfter og ideer klarere frem. Dette synes reelt at have haft positiv betydning for regeringens handlekraft, og denne er igen blevet bakket op af vælgerne i meningsmålingerne, mens hendes støttepartier ikke har fået meget ud af situationen. Både Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har gentagne gange ytret ønsker om at få visse af deres egne sager trukket frem, men de har stort set affundet sig med situationen, inkl. håndteringen af nedlukningen - og er følgelig også nu imod en rigsretssag mod Mette Frederiksen. Den tjener intet formål, når statsministeren allerede har erkendt fejl i nedlukningssagen. De har stadig tillid til hende (og vil naturligvis også være villige til et samarbejde efter næste valg).

Det er egentligt også ganske sigende at tidligere statsminister og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, - med fin lune - på sin hjemmeside nu også har rådet alle til at slå koldt vandt i blodet med følgende: "Jeg underkender ikke dette politiske efterspil. For selvfølgelig er det relevant at spørge, om man kan have en statsminister, som i strid med sandheden smykker sig med fagkundskabens og myndighedernes fjer. Men på den anden side synes jeg nu ikke, at de 598 sider bringer meget nyt til torvs, som hele Christiansborg og den danske befolkning ikke allerede vidste eller i det mindste havde klart på fornemmelsen: Statsministeriet detailstyrer, fagligheden bringes i anvendelse lidt selektivt, egenrådigheden hersker. Alt efter temperament kan man klandre statsministeren for det. Eller man kan hylde hende for at træde i karakter, tage fuld kontrol og godt og vel fylde det rum ud, som vi andre noget ukritisk har stillet til rådighed for hende. Hvis der er plads til en nuance, så er jeg på begge hold." - Fremhævelsen er min og skal tjene det formål at understrege at kritikken af Mette Frederiksen kan formuleres meget forskelligt - alt efter hvem man er. Lars Løkke mener iøvrigt ikke Frederiksen skal stilles for en rigsret.

Spørgsmålet om magtfuldkommenhed bliver dog stående. For det er nu kommet frem at statsminister Mette Frederiksens nærmeste medarbejder i dagene omkring 11. marts 2020 – den dag Statsministeriet besluttede at lukke landet – med Berlingskes ord sendte lange, ihærdige og insisterende mails til sine kolleger i de andre ministerier. Medarbejderen er ingen ringere end statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, og hun argumenterede altså ifølge bladet for hårdt arbejde, sammenhold, og nødvendigheden af at lukke Danmark. Hun pløjede britiske lægetidsskifter igennem, bed ad sundhedsmyndighederne, der var "for optimistiske". "Hope is not a Strategy" lød et af hendes argumenter, og hun henviste til det italienske mareridt med mangel på hospitalspladser og mange døde. - Barbara Bertelsens e-mail er i Berlingskes øjne et så enestående bidrag til Danmarkshistorien, at dens ordlyd fra Udregningsrapporten skulle bringes i avisen: »Vi skal ikke kommunikere for optimistisk ved hele tiden at tage afsæt i det vi kender – vi skal også have i baghovedet, at situationen meget vel kan udvikle sig til et værre scenario, end vi forestiller os. Som med alt andet, skal vi også tænke kommunikationen fremad. Vi skal have en plan for, hvordan vi som regering forholder os – ikke bare nu, men også når/hvis situationen udvikler sig.« (E-mail 17. februar 2020).

Også dette er jo en bekræftelse på at Mette Frederiksen af sikkerhedsmæssige grund hvad angår befolkningens sundhed allerede i marts 2020 ikke ville løbe nogensomhelst risiko, og altså ikke ville bøje sig for Torben Brostrøms mere forsigtige indstilling. Udredningsrapporten formulerer problemet i forhold til Brostrøm på den måde, at mens sundhedsstyrelsen arbejdede efter et proportionalitetsprincip og i højere grad forsøgte at tænke på den samlede befolknings sundhedstilstand, stod statsministeriet stejlt på et forsigtighedsprincip med øjnene stift rettet mod truslen fra de potentielt hundredtusindvis af covid-syge. Dette tegnede et samlet billede af Mette Frederiksen som en regeringsleder med "et stærkt ønske om centralt at detailstyre indsatsen". Statsministeriet skulle være "en stærk og udfarende aktør".

Dette er klar tale, og det peger ikke på at fagligheden som Lars Løkke ellers antyder skulle været anvendt "lidt selektivt". Mette Frederiksens valg af strategi var yderst bevidst selektiv, men den gik ikke på nogen måde imod fagligheden, for denne kunne dengang som siden ikke entydigt afgøre, hvad der var mest formålstjenligt. Hendes valg var udtryk for allerstørste forsigtighed i den praktiske politik, og dette gælder faktisk også helt aktuelt i Mette Frederiksens rædsel for at lempe de strenge og forlængede restriktioner sålænge der er uvis om den nye britiske variants spredningsmuligheder. Forskellen er at hun nu bakkes kraftigt op af sundhedseksperterne.

Alle synes imidlertid at gå langt uden om det helt centrale spørgsmål: Er en pandemi som den aktuelle covid-19-epidemi ikke af en så ny og ukendt alvor i et demokratisk samfund, at den simpelthen må kræve en ekstraordinær handlekraft og -vilje for ikke at gå rivende galt. - Dette er en problemstilling udgiveren af The Economist, britten Adrian Wooldridge, har gjort til genstand for en bog om pandemiens "Wake-Up-Call". Han påpeger at diktaturstater naturligvis har lettere ved at handle hurtigt og effektivt, i og med at beslutningerne her træffes af én person (eller en lille snæver kreds af personer omkring lederen), men han påpeger også det nødvendige i at demokratiske regeringer i alvorlige krisesituationer må og skal handle hurtigt og effektivt, selvom det indebærer indskrænkninger i borgernes almindelige friheder. Blot skal dekreterede restriktioner selvfølgeligt i demokratiet være midlertidige. Borgerne skal have deres frihedsrettigheder tilbage så hurtigt som muligt, når faren er drevet over.

Dette turde være temmelig indlysende i tilfælde af for eksempel en krigssituation hvor et land angribes af en fremmed magt. Så indfører man ganske enkelt en 'undtagelsestilstand'. Men det er nyt at det kan blive tvingende nødvendigt med indskrænkning af borgernes almindelige frihedsrettigheder i tilfælde af en epidemi, for vi har aldrig før oplevet en pandemi med så stor smitterisiko og -hastighed som den aktuelle covid19-epidemi, der ydermere har vist sig at have mange varianter med hver sin smittespredning. Her har regeringerne i alle ramte lande måttet improvisere efter bedste evne. Og det er jo lykkedes ganske godt her i landet, hvad angår at holde smittetallene nede. Til gengæld har restriktionerne måtte udvides og forlænges i så lang tid, at utilfredsheden med dem og utålmodigheden efter at få dem lempet nærmest øges dag for dag. Det er ganske enkelt psykisk nedbrydende for langt de fleste, men især for børn og unge at være berøvet normale daglige kontakter i længere tid.

Men principielt er der ret bred enighed om at relativ hård centralstyring i en decideret krisesituation som den aktuelle pandemi er nødvendig selv i et særdeles velordnet demokrati som det danske. Det ville skabe en uhyre risikabel smittespredning, hvis alle beslutninger skulle igennem hele den normale parlamentariske procedure med udvalgsarbejde, samråd, høringer og folketingsdebatter. Disse normale procedurer er gennemgået udførligt i Udregningsapporten af eksperter der virkeligt har forstand på det, og de skal naturligvis fastholdes under normale omstændigheder. Men Udredningsrapporten synes ikke at forstå eller overhovedet at have beskrevet den mulighed at en krisesituation som en pandemi kan være af så alvorlig karakter at den i et eller andet omfang og i en eller anden tidsperiode må gøre det nødvendigt og fuldt tilladeligt for en siddende og lovligt valgt regering at indføre særlige foranstaltninger som er på tværs af det normale. Og hvad oppositionspolitikere og medier angår synes også at gælde at man er tilbøjelige til alt for hurtigt at advare mod magtfuldkommenhed - og som fx Politiken i går den 31. januar i en leder at råbe "Alt for topstyret", og insinuerende hævde at det er farligt at al magt er samlet i statsministeriet. Det er den ikke. Og det bliver den næppe.

Som det danske folkestyre har udviklet sig de sidste 30-40 år er der derimod tale om en gradvis, men efterhånden voldsom bureaukratisering også i folketingsarbejdet, med stadigt flere langvarige samråd med ministrene og endeløse debatter i folketingssalen - og nu også flere unødvendige, men kostbare rigsretssager der kræver en masse ressourcer og tager en masse tid. Det kan på jævne mennesker virke som om politikere der ikke optages i regeringen skal bruge alle deres evner og kræfter til at spørge ministrene kritisk ud om alle perspektiver ned til mindste detalje - og dermed tilkendegive at de har alt andet end tillid til ministrenes vilje og hensigter. Det giver et voldsomt parpirarbejde - og det fortsætter jo desuden på EU-planet. Det fortsætter ydermere i medierne, hvis journalister synes allermest optaget af at gentage de samme spørgsmål nærmest i det uendelige i håb om at ministeren (eller andre ofre) til sidst dumper i den fælde at udtale sig for skråsikkert om emnet.

Det er efter min mening altsammen med til at forstærke mistilliden til ministre, myndigheder og medier - og dermed øge afstanden mellem eliten og folket. For ingen er jo i tvivl om at journalisterne hører til landets elite, betales dyrt og flittigt interviewes og omtales i de medier de selv hører til. Her kunne med fordel skæres ned, så mere ville blive mere gennemskueligt og samtidigt præget af mere sund fornuft. Men i sidste ende skal ikke glemmes at demokrati forudsætter stor tillid til regering og myndigheder og stor tillid mellem partierne. Skal tilliden sikres, er det også nødvendigt at politikerne og partierne bliver langt mere konkrete med hvad de overhovedet vil og kæmper for. Det er i den forbindelse ikke irrelevant hvad en cand.scient.pol. med to års partiansættelse på Christianborg i bagagen fornylig skrev i et avisindlæg, at vi er havnet i en æra af substansløst discountdemokrati hvor politikerne bruger det trick at skabe illusioner blandt vælgerne om at de har planer for fremtiden, men reelt ikke byder på konkrete løsningsforslag de unge generationer kan bruge til noget.

Helt aktuelt er tiden nu uden tvivl kommet hvor det bliver nødvendigt konkret at lempe restriktionerne i et eller andet omfang, for at undgå at alt for mange bliver syge eller mister deres erhvervsmuligheder. Lempelserne behøver ikke være lige så omfattende eller pludselige som de hurtige restriktioner, men kan ske gradvist over længere tid og sektions- eller branchevis - de bør forhandles også med inddragelse af relevante organisationer - men det må netop være muligt at afpasse lempelserne både efter lokale muligheder og de mest påtrængende behov.

Spørgsmålet om Mette Frederiksens folkelighed er også rejst i hele debatten om magtfuldkommenheden. I min artikel om statsministerens nytårstale skrev jeg at den folkelighed hun her viste virkede indstuderet. Og at en sådan er et problem, fordi den faktisk peger på at den ægte folkelighed ikke længere findes og måske ikke længere fuldt ud forstås i socialdemokratiet. Dette ligger til dels i at socialdemokratiet ikke længere kan siges at være et rent arbejderparti, som det var i slutningen af 1800-tallet og langt ind i 1900-tallet. En større og større del af arbejderklassen blev del af den selvsamme middelklasse som bar Det radikale Venstre og det tidligere rene bondeparti, men nu overvejende bymæssige Liberale Venstre. Og denne brede middelklasse omfattede naturligvis også flere og flere funktionærer fra såvel den private som den offentlige sektor. Partierne tilpassede sig dog ikke særligt godt den store forandring, men vedblev at dele sig op i venstrefløj kontra højrefløj. Anders Fogh valgte 'den tredje vej' som Anthony Giddens havde anbefalet, og som netop var vejen mellem frihed og lighed i en moderne dynamisk udgave der i princippet aldrig finder en balance. Men Fogh brugte kun idéen til at komme til magten på. Han glemte den hurtigt, og hans efterfølger skrottede den. Og socialdemokratiet tog aldrig ideen op, selv om i hvert fald nuværende skatteminister Morten Bødskov vides i 1999 at have været med i en partidelegation der mødtes med Giddens. Det får være.

Socialdemokratiet og Mette Frederiksen tror i høj grad på solidaritet, samfundssind, lighed og tryghed, men ikke på frihed i anden betydning end frisind. Man forstår lige så lidt som Fogh at frihed i økonomisk og praktisk udfoldelse uundgåeligt medfører ulighed i en sådan grad, at udfoldelsen og økonomien nok må reguleres, men aldrig reguleres til døde eller totalt umuliggøres. Skal dette ske forsvarligt og til alles gavn, så må folkeligheden være ægte og vedvarende, og det kan vel at mærke ikke ske ved ord alene, det må ske gennem direkte føling med de psykiske kræfter der er underbevidste og kreative, og derfor kollektive og ukontrollable. Her er man nødt til at indføre begreber om et frit sjæleliv og et frit åndsliv for overhovedet at forstå at folkeligheden er noget helt andet end populismen og snusfornuften eller den alment udbredte tro på videnskab, fremskridt, forbrug og masseunderholdning. - Men hvad alt dette angår, må man desværre blot konstatere at vore politikere er blanke.

Generelt styrkes den socialdemokratiske regering - uanset sine ønsker, hensigter og programerklæringer - af en overordentligt svækket opposition på højrefløjen, idet Venstre efter Lars Løkkes udmeldelse og Inger Støjberg degradering nærmest er halveret i meningsmålingerne. Stemmerne går nu til Det konservative Folkeparti og Nye Borgerlige, mens DF også er på voldsom nedtur. Det radikale Venstre, der normalt ligger på midten og ofte kan bestemme hvilken fløj der skal have regeringsmagten, er også i dybeste krise efter Morten Østergaards fald i MeToo-kampagnen og både Jens Rohdes og Ida Aukens udmeldelse. Der er nu ikke mindre end syv løsgængere i Folketinget, hvad der i sig selv viser at højrefløjen lider af en mangel på dybere erkendelse der kan samle i stedet for splitte. Specielt gælder at højrefløjen i dag fuldstændigt afviser at beskæftige sig med den inspirerende idé om Den tredje vej, der ret forstået er en idé om en dynamisk vekslen mellem den liberale idé og den sociale indstilling. Et skifte mellem de to alternative fløje kan blive både stabiliserede og dynamisk, hvis ideen forstås komplementært, dvs uden forsøg på at fortie de to indstillingers modsætning og uforenelighed.

Så ulykken er at socialdemokratiet, SF og Enhedslisten kan tage udviklingen med en knusende ro. Mette Frederiksen kan på et passende tidspunkt inden for det nærmeste år udskrive valg og sikre sig et nyt flertal. Der er allerede peget på den 20. november hvor der alligevel skal være kommunalvalg. Det er underordnet. For oppositionen er ikke nogen reel trussel. Hun kan nu, hvis hun forstår folkets krav, sørge for en lempelig, men forsvarlig genåbning af samfundet, uden at skulle forholde sig til generende spørgsmål om den midlertidige centralstyrings væsen og nærmere afvikling. Agerer hun klogt, kan hun såmænd blive siddende i flere perioder i træk, så al snak om rigsretssag bliver historien om skønne spildte kræfter.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder)

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Minksagen afslører statsministeriets departementschef (24.10.21.)