utils prefix normal JERNESALT - krisesamfundet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.3.21.

Gør coronaen alle samfund til permanente krisesamfund?

Sundhedspolitik kan ikke overlades til læger
Trump og Thunberg sat på plads
Den historiske forankring er skæv
Oplysning uden romantikken bliver halv
Freud slet ikke hele psykologien
Behov for langt dybere folkeoplysning end wiener-tænkernes
Henvisninger


Sundhedspolitik kan ikke overlades til læger    Til toppen  Næste

Samfundsforskeren Mikkel Vedby Rasmussen har udgivet en spændende bog om krisesamfundet hvor han på baggrund af den aktuelle coronakrise og dens udvikling fokuserer på spørgsmålet hvad det betyder for samfundet når krisen ikke er undtagelsen, men reglen. Han ser på selve krisebegrebet og dets ganske betydelige ændring gennem tiderne, og han kommer i den forbindelse ind på hvad forskellige tænkere, filosoffer, historikere og sociologer har ment om sagen.

Men først og fremmest gør Vedby Rasmussen gældende at krisebegrebet er vores civilisations måde at fortælle os selv, hvordan vores problemer opstår, og hvordan vi løser dem. Og at det forhold at vi oplever dem som hverdag måske er coronakrisens største erkendelse. Vi går fra krise til krise i vores offentlige såvel som private liv. Vi skal hele tiden tage stilling til hvad der er uholdbart og vælge nye løsninger som vi skal overtale os selv og andre til at holde af. Krisen er en katalysator, som omsætter problemer til nye løsninger - og med hele denne erkendelse følger at vores samfund et blevet et krisesamfund, en social situation, hvor krisen ikke er en undtagelsestilstand, men en normaltilstand. Ja, krisesamfundet betyder ligefrem at krisen er en forventning, som bliver realiseret så regelmæssigt, at hver ny krise bekræfter at vi lever i, med og af kriserne.

Det er efter mine mening stærke ord, som naturligvis må ses efter i sømmene, men under alle omstændigheder giver Vedby en så omhyggelig gennemgang af coronakrisens forløb i Danmark siden statsminister Mette Frederiksens nedlukning af samfundet den 10. marts 2020 og frem til den gradvise genåbning i forbindelse med den systematiske vaccination af befolkningen, at det næppe kan gøres bedre. Og vi får tilmed en glimrende redegørelse for såvel de store og følgerigtige ændringer i embedsværket som den højst uheldige modstand mod restriktionerne som har rejst sig i dele af befolkningen både herhjemme og i udlandet og som direkte lægger op til fortolkninger af psykologisk karakter.


Jeg har specielt glædet mig over at Vedby åbent erkender at der formentlig ikke er en begivenhed i nyere tid som har været mere undergravende for konceptet om globale, overstatslige løsninger på alvorlige globale udfordringer end netop coronakrisen. Mette Frederiksen konkluderede fra første dag, at Danmark blev for sårbar hvis landets løsninger skulle bero på internationale beslutninger. Vedby kalder dog det virtuelle møde i Det Europæiske Råd den 10. marts 2020, som førte til beslutningen om at lukke landene ned - et unikt verdenshistorisk fænomen. Men det blev de enkelte medlemsstater der kom til at stå for den praktiske gennemførelse, og denne kom - som alle ved - til at forløbe meget forskellige i dem.

Karakteristisk for den danske nedlukning var at statminister Mette Frederiksen og regeringen besluttede at lukke Danmark ned den 10. marts og her faktisk var mere ambitiøs end Sundhedsstyrelsen. Hun ville ikke bare sikre sundhedspersonalet, men gjorde bekæmpelsen af epidemien til hver enkelte danskers ansvar - ved brug af håndsprit og social afstand m.m.. Ved således at handle dramatisk og drakonisk (overordentligt strengt) tog Frederiksen med Vedbys ord kontrol over situationen og gav med begrebet samfundssind noget af troen på kontrol tilbage til danskerne. Det var en klar og udtalt politisk beslutning. Og logikken var at bekæmpelsen af epidemien aldrig kunne være et simpelt sundhedsfagligt spørgsmål. Eller med Vedbys ord: Sundhedspolitik er for vigtig til at blive overladt til læger - ligesom krig aldrig kan været et rent militært spørgsmål.

Og krisepolitikken på sundhedsområdet blev vel at mærke sat i system, da regeringen i december indgik en politisk aftale om en ny lov, som forpligter regeringen til at konsultere et nyoprettet folketingsudvalg inden en sygdom defineres som samfundskritisk.

Mette Frederiksen påtog sig det nationalt strategiske ansvar, og regeringen etablerede en 'krisestyrelse' under justitsministeriet. Justitsministeren foretrak at sundhedsmyndighederne koncentrerede sig om det sundhedsfaglige og overlod krisehåndteringen til folk som havde forstand på det - hvilket i praksis vil sige de ministerielle jurister og økonomer. Justitsministeren konkluderede at Styrelsen for Forsyningssikkerhed fremover vil være omdrejningspunktet for en dansk indsats i lignende tilfælde. Regeringen skal være klar til at reagere, når vi igen bliver ramt af en krise. Styrelsen er således en forberedelse til krisehåndtering på en anden og mere permanent måde end vi hidtil har haft i Danmark. Vi er med Vedbys ord gået fra et system der gav stor autonomi til fagpersoner til et system med en stærkt politisk styring. Alle styrelser skal arbejde sammen på at løse en krise, og det kræver forberedelse og koordinering. Alt dette er baseret på opfattelsen af at kriser er uundgåelige. Coronakrisen har skabt en ny formel for krisestyring og en ny national krisestab.

Vedby noterer ikke alene af krisens bureaukrater kom i arbejde, men giver dem en speciel betegnelse, nemlig 'krisekraterne'! Ja, han uddyber det med en påvisning af at Finansministeriets såkaldte 'budgetbisser', der holder af at styre ved hjælp ar budgetrammer og kontrol nu var utilstrækkelige og nødvendigvis måtte erstattes af de nye 'krisekrater' hvis opgave er at "styre begivenheder" (så som smittestigning og smittespredning). Finansministeriets styringslogik med kontrol af mål og budgetter bygger på troen på at man kan overskue krav langt ud i fremtiden og at man har et tilsvarende overblik over budgetterne. Men coronakrisen har lige netop vist, at dette er umuligt under pandemier der er uforudsigelige. Kriseledelse kommer her til at handle om at mobilisere medarbejdernes mod til at udfordre sig selv og rammerne. Krisekraternes opgave er at udnytte den energi som krisen sætter fri.

Krisekraterne vil ligesom budgetbisserne komme i konflikt med andre fagligheder. Og dette drama mellem fagligheder og krisekrater vil, påpeger Vedby, blive genopført i andre sektorer, efterhånden som sektoransvaret vil blive brudt ned. Krisekraterne er for alvor trådt i karakter under coronakrisen, og der er ifølge Vedby grund til at formode at det vil være dem, snarere end budgetbisserne som sætter standarden for ledelsen af den offentlige sektor i tiden efter krisen.

Jeg synes det lyder både fornuftigt og spændende. Og det samme gør efter min mening også Vedbys analyser af modstanden mod at gribe ind over for epidemiens spredning og modstanden mod restriktionerne.


Trump og Thunberg sat på plads    Til toppen  Næste

Den svenske skoleelev og aktivist Greta Thunberg står pludseligt frem og siger at hun vil bede folk overalt i verden forstå, at vores politiske ledere har svigtet dem. Hun er født i 2003 - og har aspergers - men har på vegne af sin generation talt til sine forældres og bedsteforældres generationer. Thunberg tænker i Vedbys øjne mere på Biblens forståelse af krisen som Dommens Dag end oplysningstidens idé om krisen som muligheden for at realisere et bedre samfund, når hun siger at tiden er inde til at gøre oprør. Oprøret i hendes mund er imidlertid ikke en revolution af den slags Lenin satte i værk i 1917. Det er et generationsopgør med en stor drøm om et rent klima. Hendes tilsyneladende magtesløshed som en ung pige uden et politisk parti i ryggen bliver således selve argumentet for at hun har ret i mobiliseringen af tusindvis af mennesker verden over til skolestrejker og klimamarcher. For Thunberg er politik det samme som krisestatens politik, for den er mobiliseret til at løse de forkerte kriser. Deri ligger det forræderi hun beskylder politikerne for: Deres kriser er kun virkelige i vestlige landes parlamentsbygninger. Thunberg får lov til at tale til verdens politikere i bl.a. FN, men hun taler forgæves.

Milliardæren Elon Musk ser sit private rumfirma SpaceX som et krisehåndteringsredskab. Menneskeheden er alt for sårbar, når vi blot bor på en enkelt planet. Vi skal derfor erobre andre planeter. Det er også en illusion, men Vedby kalder det business class-versionen af Thunbergs oprør.


Black Lives Matter fik mange på gaderne for at vise deres frustration over krisestaten. De oplevede mangel på forandring af deres situation som beviset på at det var staten og statslederne der var problemet. Og synspunktet er ifølge Vedby baseret på opfattelsen af at politikerne simpelthen udgør en klasse for sig, der hverken har indsigt i eller interesse for samfundets dybereliggende problemer. De mener at disse problemer kræver en særlig person som kan trænge gennem politikernes klasseinteressser og sørge for mobiliseringen imod dem. Black Lives Matter er en rettighedsbevægelse der først og fremmest er aktivistisk og ikke politisk. Den kan ikke forstås ud fra normal partipolitik. Og det må man give Vedby ret i.


Tidligere præsident Donald Trump skal ifølge Vedby ikke ses som en populistisk parentes, men snarere som et udtryk for undtagelsens politik. Det sigende for ham at den krise han klarede dårligst i sin præsidentperiode var coronakrisen - det var netop en krise han ikke havde fabrikeret til lejligheden eller til egen vinding. Som politikertype er Trump mere en aktivist end en traditionel politiker, og hans eftermæle vil gå på den måde han har aktiveret den amerikanske højrefløj på. Han taler til ofrene for et system der er krisetilbøjeligt. Han har formået at bringe det amerikanske demokrati i en tilstand af konstant krise. Krisen er simpelthen det miljø hvor Trump trives bedst - og et miljø hvor hans medløbere trives. Krisepolitikere som Trump evner ikke at bygge noget op, de kan ikke skabe en politisk koalition og ikke forhandle sig frem til et kompromis. De kan kun bryde ned og derfor kan de appellere uhyre stærkt til frustrerede mennesker. Vedby går ikke ind på de vanvittige konspirationsteorier Trump dyrker og som giver ham mange millioner tilhængere. Men det er i mine øjne det største problem ved fænomenet Trump, for de viser at tæt på halvdelen af befolkningen i verdens største supermagt render rundt med en fuldstændigt forvrænget forestilling om virkeligheden.


Vedby nævner derimod flere eksempler på den udbredte virkelighedsforvrængning der findes i fiktionsfilm og -litteratur. Peter Høegs fiktive roman 'Effekten af Susan' forudsiger civilisationens sammenbrud. Der er kun valget mellem overlevelse og undergang - altså ingen tredje mulighed. Og den viser således sammen med andre fiktive skildringer at folk kan rende rundt og frygte krisen uden at vide om det vil være krig, jordskælv eller pest som rammer dem. Denne frygt for den udefinerede, ja udefinerbare krise er for Vedby en central del af krisesamfundet. Vedby gør også et stort nummer ud af Hanne Vibeke Holsts roman fra 2017 'Som pesten' fordi den er en dystopisk beskrivelse af et udbrud af pandemisk influenza som breder sig i en uforberedt verden - og som kun bliver reddet af Holsts fiktive heltinde. Han kalder historien for 'et hippokratisk narrativ' forklædt som spændings-roman, det vil sige at den bruger gammel græsk lægevidenskab som tilgang. Men man kan efter Vedbys mening ikke gå direkte fra de gamle grækere til Danmark marts 2020. Beklageligvis bruger han selv de gamle grækere til at forklare krisebegrebet. Kriser kommer i forskellige typer indrømmer han dog. De kan være diplomatiske kriser, sundhedskriser, økonomiske kriser osv. Hver sektor har sin egen logik, som former krisens forløb. I en række lande i den tredje verden blev coronakrisen endog set som en økonomisk krise snarere end en sundhedskrise. Men hos de gamle grækere ser han dybden i krisebegrebet.


Den nulevende idéhistoriker Mikkel Thorup trækker Vedby frem, fordi han mener at alle disse spørgsmål om kriser i dag kan opstilles som en strid mellem normalister og alarmister. Normalister forudsætter at der er en normal at vende tilbage til når krisen er overstået. For dem er krisen en undtagelse, som skal overvindes med de til rådighed stående midler. Vedby genfinder her økonomernes tro på at verden vil finde tilbage i ligevægt. Alarmister mener at det er nødvendigt at slække på retsstatsprincippet for at bekæmpe terrorister, stoppe udvindingen af olie for at hjælpe miljøet osv. De mener at krisen uigenkaldeligt har forandret betingelserne, og at man må indrette politikken derefter. Igen må man indvende at der ikke ses nogen tredje vej mellem normalister og de ekstreme alarmister, altså ingen der kan se coronakrisen som dybt alvorlig uden at ty til fiktive skrækscenarier.

Men fiktioner som Holsts roman og forskellige amerikanske film kan efter Vedbys mening give os en 'forløsning' som virkeligheden ikke selv kan give. En del af forløsningen består i et løfte om at der er nogen der står klar til at håndtere krisen. Katastrofefilmene bekræfter en ældgammel opfattelse af at vi alle er i samme båd - uanset nationalitet, køn, etnicitet, klasse eller andet som skiller os til hverdag. Det er tydeligt at hele verden har været fælles om problemer som coronavirussen. I dette argument ser vi igen normalismens hang til nostalgi eller den kristne forståelse af krisen som en Dommens Dag. Det er en drøm om den endelige krise, og den sætter folk fri, netop fordi den falder uden for den måde vi taler politik på til daglig, det ser man tydeligst i fiktionerne. Zombi-fortællingen kalder Vedby vor tids udgave af ragnarok, dommedag, apokalypse.

Man kan more sig over sådanne betragtninger, fiktioner og virkelighedsfornægtelse. Men de viser i mine øjne først og fremmest at overordentlige mange mennesker har et stort problem med selve virkelighedsopfattelsen. Og dem hjælper Vedby ikke.


Den historiske forankring er skæv    Til toppen  Næste

Mine indvendinger mod samfundsforskeren Vedby Rasmussen gælder dog primært hans opfattelse af det historiske, filosofiske og psykologiske.

Forståelsen af kriser som en katalysator er ifølge Vedby så gammel som selve den vestlige civilisation. Historikeren Thukydid beskrev diskussionen mellem diplomater fra Athen og lederne af øen Melos som debatter hvor to modstridende synspunkter fremstod klart over for hinanden, og hvor det ene synspunkt sejrede til sidst. Athen havde magten, og da Melos nægtede at makke ret, erobrede Athen øen efter en lang belejring. Den slags afgørelse beskrev grækerne med ordet 'krino', som bliver til vores 'krise'. Krino er nøglen til at forstå Thukydids beskrivelse af hvad han selv kaldte "langt den største rystelse, der nogensinde har ramt grækerne og en god del af barbarerne med for ikke at sige størstedelen af menneskeheden".

I den Peloponnesiske Krig mellem Sparta og Athen tabte Athen, fordi det athenæiske demokrati ikke kunne håndtere den krise som landet befandt sig i. Demokratiet dumpede ifølge Vedby med et brag fordi det tillod krisens demagoger at bruge mobiliseringen af samfundet i krigen til at fremme deres egne politiske dagsordener på bekostning af en sammenhængende strategi. Jeg mener denne konklusion er for letkøbt.

Den banebrydende danske religionsforsker Vilh. Grønbech omtaler i et stort værk om Hellas (bd II side 72f) Thukydid som en desillusioneret moralist. Han afdækkede nok 'fædrelanderiets spil' hvor alle snyder hinanden, og alle taber på snyderiet. Thukydid finder kun et eneste motiv hos dem: interesse. - Men faktum er at grækerne på den tid ikke kunne tænke ud over en by: det var deres moral at tænke alle tanker helt og holdent inden for byens omkreds. Det var bystats-demokratiet der dumpede, og derfor fortæller den historie os intet om vort eget folkestyres komplekse problemer i dag. - At Sokrates levede på samme tid nævner Vedby slet ikke, skønt det var ham der bød på dybere indsigter og alternative fortolkninger. Ej heller nævnes de græske tragediedigtere der ellers skrev deres dramaer på dybe indsigter om at kriser og nederlag kan befordre en visdom der ikke beror på lærdom og analyser, men ligesom sorgen kommer over mennesket mod dets vilje.

Dog påpeger Vedby at de største slag med de mest afgørende konsekvenser for den enkelte ikke blev udkæmpet på slagmarken, men i hvert menneskes krop. Derfor blev læger ifølge Vedby vigtige fortolkere af de historiske begivenheder. Ja, frem til lægegerningen blev en naturvidenskab i det 19. årh. var en læge mere at sammenligne med en historiker som opmærksomt fulgte med i et sygdomsforløb end med en nutidig videnskabsmand i hvid kittel. Den mest berømte græske læge Klaudios Galenos (129-199) praktiserede i Rom under malariaepidemien. Med sin kriseretorik foregreb Galenos hvordan krisehåndteringskurser i dag lærer ledere at det er vigtigt at kommunikere klart og tydeligt i en krise, og hvor vigtig denne kommunikation er for at lukrere på krisen. Al ære og respekt for Galenos, hvis navn Vedby forkorter til Galen. Men man kan efter min mening ikke klare sig med en morsom analogi mellem læger og historikere i spørgsmålet om coronakrisenes betydning for samfundene i vore dage.


Oplysning uden romantikken bliver halv    Til toppen  Næste

Vedby er som andre rationelt indstillede samfundsforskere glad for Oplysningstiden i 1700-tallet med tænkere som Rousseau og Stuart Mill,

Vedby slår fast at oplysningstidens mennesker både kunne deres Bibel (med dens ejendommelige blanding af evangelium og apokalypse) og deres græske klassikere, så det var helt naturligt at de også tænkte i kriser.

Jacques Rousseau, der er mest kendt for sine tanker om den sociale kontrakt som samfundets bærende element, forudså i 1762 at Europa nærmede sig en krisetilstand og et århundrede af revolutioner. Krisen var blevet hvad en senere idéhistoriker kaldte et kampbegreb. Når én sagde 'krise', råbte en anden "Til barrikaderne!". Og det viser i det mindste at det var svært for datidens tænkere at komme ud over at forstå politik som andet end en magtkamp.

Militærteoretikeren Carl von Clausewitz (1780-1831) fulgte efter Vedbys mening gamle Thukydid. Man skulle netop i krisen vise sit værd. Derfor handlede krig om at fremtvinge en krise. Man skulle opsøge krisen og bruge den til sin fordel. Og det viser da teoretikerens begræsning, men Clausewitz bliver slet ikke citeret for sin berømteste sentens: at krig blot er en fortsættelse af politik med andre midler. Føringen af en krig skal derfor hele tiden underordnes de politiske mål. Og dette peger dog ellers på et lidt større perspektiv. Men samtidig på en påfaldende nedvurdering af forskellen mellem fredelige og voldelige midler.

Finanskriserne fra 1825 til og med 2008 bredte sig ifølge Vedby efter samme mønster om fordelagtigheden. Kriserne var dog et chock for alle der havde forventet en ustoppelig vækst. Liberalisten John Stuart Mill talte om en 'kommerciel krise'. Krisen var en feber som kun de stærke virksomheder overvandt og kun de gode erhvervsledere forstod at udnytte. Det er darwinismens "the survival of the fittest" der spøger her. Men det fatale er dog selve den urokkelige tro på det evige fremskridt, en tro der først faldt med 1. verdenskrigs fatale udbrud og vanvid i 1914.

Det er påfaldende at Vedby i forbindelse med oplysningstiden hverken får nævnt Kant eller dennes snævre og fatale pligtetik. Ligeledes forbigår han den store modreaktion i form af romantikken der for alvor viste at man aldrig kan dræbe kreativitet og spontaneitet med moral og nyttefilosofi. Man har heller aldrig siden kunnet få en adækvat folkeoplysning uden at medtage romantikken som nødvendig komplementaritet til den kantske forstandsdyrkelse.

Vedby har nogle meget relevante betragtninger om revolutionstiden i 1900-tallet og dermed om Karl Marx og Lenin. Den nye nationaløkonomi i 1900-tallet byggede på erkendelsen af at kapitalismen, der jo egentlig blot udspringer af en simpel opsamling af pengeværdier, nødvendigvis må føre til kriser, men samtidig på en formildende antagelse af at kriserne frelste økonomien fra en egentlig kollaps ved at udskille usunde virksomheder og usunde lån.

Men Karl Marx stillede spørgsmålet: Hvad nu hvis hver krise efterhånden nedbryder kapitalismens fundament, så den sidste krise får det hele til at bryde sammen? Marx beskrev revolutionens logik ved simpelthen at vende den konventionelle økonomis argument om endeløs vækst på hovedet og konkludere at cyklusserne af kriser ville førte til kollaps. 1853 skrev han: "Siden begyndelse af det 18. årh. har der været en kommerciel og finansiel krise forud for enhver seriøs revolution i Europa". Marxisterne ventede derefter på at revolutionens tog ville køre ind på perronen. Bolsjevikken Lenin ventede dog ikke på noget tog i 1917: Krisen var modnet. "Hele den russiske revolutions fremtid er på spil", fastslog han - og slog til med 'de ti dage der rystede verden'. Men som bekendt endte 'proletariatets diktatur' med det centralistiske kommunistpartis diktatur, ja Stalins hensynsløse enmandsdiktatur og Gulag-helvede. Og det mærkværdige er at vi i Vesten fortsat har venstreorienterede og revolutionære partier der nok udtrykkeligt afviser vold og undertrykkelse, men urokkeligt tror på utopien om det perfekte og retfærdige samfund.


Freud slet ikke hele psykologien    Til toppen  Næste

Vedby Rasmussen vier et helt kapitel til Sigmund Freuds banebrydende teorier om den menneskelige psyke, "velvidende at mange af hans konklusioner, ja selv hans tilgang, er kontroversiel i psykologien i dag". Og "at den disciplin som han var så afgørende for at grundlægge, har foretaget et faderopgør, ville ikke overraske Freud det mindste, selvom det nok alligevel ville gøre ham temmelig fornærmet". Vedbys ærinde er imidlertid ikke en psykologisk undersøgelse af danskernes mentale helbred under coronakrisen, "men at afsøge, hvordan krisens politik og politikere blev defineret af det forhold, at krisen på en og samme tid var både skræmmende og dragende. Få giver et bedre udgangspunkt for den analyse end Freud." - Vedby vil 'bladre i Freuds værk', nærmere betegnet i Mikkel Borch-Jacobsen og Sonu Shamdasanis; The Freud Files. An Inquiry into The History of Psychoanalysis. 2012. - Og han besøgte endog Freuds gamle stuer i Wien.

I sin lange karriere brugte Freud forskellige metoder til at trænge ind bag den facade som vi repræsenterer for omverdenen, for at blotlægge hvilket drama der udspiller sig på vores sinds bagside. Hans mål var at udforske sindets vrangside. Freud så bagsiden af det liberale århundrede med den borgerlige tryghed klarere end landsmanden Stefan Zweig gjorde. Hvor Zweig længtes efter kultur og wiener-kager, så vidste Freud at det 19. årh.s tro på fremskridt og fred var en utopi som dækkede over kamp og katastrofer. En utopi der var den samfundsmæsige udgave af de livsløgne som hans patienter fortalte sig selv (og Freud), når de mente at de befandt sig i et lykkeligt ægteskab, havde et afklaret forhold til deres forældre eller var tilfredse med deres arbejde. Freud opdagede, med Adam Philips' ord, at moderne menneskers natur og kultur formede dem til utopister. Freud påpegede igen og igen forskellen mellem den verden som vi tror vi lever i, og den verden vi drømmer om. Freud fremstod stadig som en radikal tænker i og med at han så den krise som et individ gennemgår som lige så vigtig som de kriser nationer eller kloden gennemgår. - Det er dog et spørgsmål hvor radikalt dette var, når den afgørende krise i datidens Europa netop var national og kulturel.

Hvor økonomien fokuserer på ligevægtstilstand, så var Freud ifølge Vedby optaget af de øjeblikke, hvor vores strategier bryder sammen, og vi begærer det som vi ikke kan få. Den lægeuddannede Freud ville så gerne fremstille psykoanalysen som en naturvidenskab, men han var i Vedbys virkelighed langt mere en historiefortæller i Galens tradition. Vedby påstår at Freud formåede at iscenesætte krisen, så det er ham som fortæller der bliver den, der forløser patientens krise. Han arbejder med krisen for at gøre den til en produktiv historie som patienten kan bruge til at skabe ny stabilitet i sit liv. Men denne oplysning skjuler da det faktum, at Freud i sin praksis sad i sin berømte lænestol bag den på sofaen liggende klient - og udelukkende noterede klientens spontane fortællinger ned - uden kommentarer og uden at stille spørgsmål. Vedby end ikke nævner at hovedresultatet blev den banebrydende bog om drømmetydning hvis førsteudgave kom år 1900, og som opstiller de objektive forskelle mellem vore medfødte psykiske primærprocesser og vore tillærte psykiske sekundærprocesser.

For Freud handlede det ikke om at undgå kriser, men om at overvinde dem. Og det gjorde man gennem fortællingen og den efterfølgende analyse. Freud var som Vedby noterer, optaget af de øjeblikke hvor 'normaliteten' bryder sammen, fordi vores strategier for at leve i samfundet og med os selv ikke længere er holdbare. Men det afgørende her er at normaliteten var datidens specifikke småborgerlige norm der fornægtede såvel det normale driftsliv som den normale spontaneitet og derfor uundgåeligt måtte medføre neuroser.

Vedby nævner også at Freud som følge af en datters død under Den Spanske Syge i 1919 og sin egen kræftsygdom i 1923 ikke længere kunne tro at det udelukkende var lyst og begær som drev mennesket. Det havde også en destruktionsdrift eller dødsdrift "som Freud i sine mørkere øjeblikke kaldte det". Denne drift kan betragtes som en længsel mod undergang og apokalypse. Forfatteren Tom Kristensen skrev om 'Længslen mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død' - og det har sine grunde. Men at tale om en generel medfødt dødsdrift er ikke videnskab. Alt liv er kortvarigt i forhold til de døde tings tid, og der kan af mange forskellige grunde hos enkelte individer opstå længsel efter en udfriende død, og af specifikke grunde som fx kedsomhed og frustration endda længsel efter skibskatastrofer og hærværk, men det er meningsløst at tale om dødsdrift.

Først og fremmest anser jeg det for en yderst alvorlig ting, at Vedby ikke med et ord nævner Freuds banebrydende værk om Drømmetydning eller Freuds opdagelse af de objektive love for de psykiske grundprocesser. Men det er også en fejl at gå uden om Freuds ensidighed i seksual-teorien. Han ville forklare alt ud fra denne teori og afviste kollegaen C.G. Jungs opposition og banebrydende syn på 'jeget' contra 'selvet' og på 'det kollektivt ubevidste', synspunkter der slet ikke kan undværes hvis man overhovedet vil forstå at der i alle kulturer til alle tider har været og stadig er spontane oprør mod ensidig rationalitet, autoritetstro, nyttemoral og undertrykkelse fra magthavernes side.


Behov for langt dybere folkeoplysning end wiener-tænkernes    Til toppen  Næste

Vedbys slutkapitel om advarslerne fra Wien viser også hvor lidt han har forstået af denne større sammenhæng.

Vedby hævder at Sigmund Freuds og økonomen Joseph Schumpeters indsigter har hjulpet ham med at forstå krisesamfundet. "Deres indsigt i kriser var lige så dyrt købt, som de var personlige. For det var deres liv i Wien i slutningen af det 19. årh. der gav dem erfaringen med at leve med udsigt til dommedag", skriver han, og det er netop her han grundlæggende tager fejl. Jeg er enig med Vedby i at vi har brug for et 'historisk anker' i form af andres kriser som vi kan sammenligne vores egen krise med. Men lodret uenig i at Freud og Schumpeter (og de øvrige østrigske tænkere han nævner) levede i en historisk periode som i påfaldende grad minder om vores egen. Det var en decideret dekadent tid, hvor man troede fuldt og fast på fremskridtet og derfor - hvis man tilhørte overklassen - hengav sig til alle former for æstetiske nydelser og løssluppenhed. Og udsigten til dommedag er i mine øjne ikke udtryk for en relevant virkelighedserkendelse.

Vedby skriver selv, at Wien fra 1860'erne til 1930'erne måske var den mest kreative by i verden, men kreativiteten var et udtryk for en flugt fra fortiden mod den fremtid der aldrig blev til noget. Men dette vil i realiteten sige at wienerne hengav sig til én stor illusion. Stefan Zweig mente rent ud at troen på det uophørlige, ustandselige 'fremskridt' for denne epoke havde været "en ligefrem religiøs kraft; man var begyndt at tro mere på dette 'fremskridt' end på Biblen. Og dets evangelium blev tilsyneladende dag efter dag bevist af videnskaben og teknikkens nye mirakler" - og mere præcist kan illusionen næppe formuleres. Og derfor er Stefan Zweigs 'Verden af i går' (fra 1942) netop et 'opslagsværk af moderne frygt'. Han flygtede som Freud fra nazisterne. Men endte med at begå selvmord, fordi alt hvad han havde stolet på gik rabundus. I vor tid findes også en udbredt æsteticisme i både kunst og teater og almindelig livsnydelse. Ja, museumsfolk etablerer endog kedsomhedsknapper for folk der omgående keder sig hvis de udsættes for udfordringer. Alligevel vil jeg mene at en sammenligning med Wien anno 1900 er falsk, fordi vi har meget større og mere relevant viden om psykiske og eksistentielle problemer end man havde dengang.


Freud selv mente pesssimistisk at civilisationen var en handel, hvor borgerne solgte en skærv af deres muligheder for lykke til gengæld for et mål af sikkerhed. Det vil jeg just kalde hans store fordom. Freud ville genkende krisen som en drøm der leder efter en virkelighed, skriver Vedby, men afslører dermed hele mandens filosofi som yderst skæv. Så det er for mig ubegribeligt at Vedby kan få sig selv til at hævde at Freuds filosofi om datidens krisesamfund - sammen med andre tænkere fra Wien som Schumpeter og Friedrich Hayek - skulle kunne hjælpe os med at sætte vores krise og vores krisesamfund i perspektiv. Det kan de ikke, fordi deres perspektiv var og blev skævt. Hvad Wien for alvor manglede var ikke som Vedby hævder, samfundssind, men forståelse for folkelighed af den art vi i Danmark erfarede allerede i 1800-tallet i store folkebevægelser der også blev en befrielse for både bønder og borgere (og siden også arbejderklassen). Og den stak dybt.

Den britiske premierminister Margaret Thatcher kunne om økonomen Friedrich Hayek bog 'The Constitution of Liberty' udbryde at "det er hvad vi tror på". Hayek mente nemlig at samfundets virkelige fundament ikke var de love og regler som parlamentet vedtager, men de institutioner som vokser frem gennem menneskets samliv i løbet af århundreder. Men dette er netop ikke noget juridisk, men noget irrationelt.

Og Schumpeter, der var populær blandt de studerende, men ensom blandt sine kollegaer, troede hverken på kapitalismen eller det vestlige samfunds overlevelse, men mente at vi kunne betale løsepenge til historien i form af innovation der kunne sikre at det først blev den næste krise der blev kapitalismens undergang. - Jeg indrømmer at jeg tager mig til hovedet over et udtryk som 'betale løsepenge til historien'. For det viser da et forkvaklet syn på både historien og samfundet. Der er aldrig 'løsepenge' i eksistensen.

Man kan efter min overbevisning slet ikke komme uden om at historien eller udviklingen er uforudsigelig i og med at den er mere præget af irrationelle faktorer end af rationelle. Og hvad samfundet gælder må det slås fast, at det ikke har sind i samme forstand som et menneske, og at man heller ikke kan betragte 'samfundssind' som en stemning. Det er netop at forstå som et kollektivt ubevidst felt, der slet ikke kan indfanges af rationelle eller naturvidenskabelige begreber og analyser, men tværtimod må forstås som et komplekst spil mellem bevidst og ubevidst som skal erfares inderligt og personligt af os levende mennesker.


Der er vigtigt at holde fast i at Mette Frederiksen den 10. marts 2020 fortjenstfuldt tog det politiske ansvar for at lukke Danmark ned, og at hun her var mere ambitiøs end Sundhedsstyrelsen - og ikke bare talte om folkesundhed, men om samfundssind. Kravene om undtagelser fra restriktionerne kunne ikke imødekommes fordi de fra et nationaløkonomiske perspektiv var for dyre, men desuden - efter hendes mening - ikke var udtryk for samfundssind. Ved at handle dramatisk og temmelig strengt eller 'drakonisk' tog statsministeren kontrol over situationen og gav, som Vedby påpeger, med begrebet samfundssind noget af 'troen på kontrol' over tingene tilbage til borgerne. Men i det store perspektiv er det slet ikke dette det drejer sig om, men folkeligheden i dybeste forstand - og den har heller ikke Mette Frederiksen fat på, for hun ser kun samfundssindet som det hendes nærmeste, men nu fratrådte rådgiver Martin Rossen fik lært hende: et rent socialdemokratisk projekt med stor forkærlighed for den offentlige sektor.

At krisen i følge Vedby er blevet et 'forandringsredskab' er en regulær mistillidserklæring til det samfund som skal forandres, er i mine øren et horribelt intellektuelt synspunkt der kun afslører én ting, og det er mangel på viden om at der som følge af det kollektivt ubevidste altid er en alternativ tredje vej til den vedvarende konflikt mellem frihed og tryghed, hvor tilliden vel at mærke kan bevares. Derfor synes jeg også at Vedbys afsluttende påstand om at modet til at stå ved det den danske samfundsmodel "måske er det som vi for alvor skal kræve af hinanden og af vores politikere", er en fattig konklusion. Om vi skal kalde samfundet et krisesamfund, kan diskuteres. Vore demokratiske samfund har i hvert fald i mange årtier været under stadig forandring på grund af de naturvidenskabelige og teknologiske fremskridt, men neden under disse trives de afgørende stabile og meningsfulde felter i kraft at det kollektivt ubevidstes kræfter som virker uden nogen form for linearitet.

Vedby Rasmussen har i sit forord nogle fine bemærkninger om bøger der formår at fortælle noget autentisk til en læser på mange års afstand, fordi de er dybt forankret i det tidspunkt de er skrevet på. Men han indrømmer samtidigt at han har haft svært ved at få sat de abstrakte overvejelser om krisens natur og krisens rolle i vores samfund i spil i forhold til konkrete begivenheder. Ja, han finder det overraskende svært at isolere krisen og tankerne om den fra alle de andre ting som sker i et kriseparat samfund. - Det tror jeg mange vil kunne skrive under på. Men jeg har personligt erfaret at det er muligt at komme ud over problemet netop ved at lægge vægten over på de irationelle felter, hvor både kreativiteten og meningsfuldheden folder sig ud. Dette er generelt et stort problem for alle rationelt indstillede mennesker der dyrker deres fag med allerstørste metodiske sikkerhed. For de forstår sjældent at man aldrig i eksistensen kan klare sig med rationalitet alene.

Det der kræves for ar klare alvorlige sundheds- og kulturkriser er en langt dybere og bredere folkeoplysning der inddrager de psykiske grundprocesser og det kollektivt ubevidste i almenhedens begrebsramme. Dette er ganske vidst også kontroversielt i dag, hvad jeg personligt har erfaret mange gang. Men det kontroversielle ligger i selve det forhold at denne inddragelse er et direkte brud med al primitiv og forældet tro på at naturvidenskaben alene kan afdække lovmæssighederne i menneskets verden. Det kan den naturligvis ikke når den hele virkelighed omfatter både det rationelle og det irrationelle. Der skal en ordentlig helhedsrealisme til at rette op på den kulturkrise vi befinder os i og som coronakrisen er en del af.

Ejvind Riisgård


Henvisninger    Til toppen

Litteratur: Mikkel Vedby Rasmussen: Krisesamfundet (Informations Forlag. 2021)


Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder)

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.


Relevante artikler på Jernesalt:

Coronakrisen 2020-21 (oversigt)
Coronakrise, højtid og forår  (4.4.21.)
Stor tak for pandemiens store Wake-Up-Call  (31.12.20.)
Er gaveøkonomien mon virkeligt et alternativ til pengeøkonomien?  (19.3.21.)
Sandeligt: Tiden er inde til store forandringer  (22.2.21.)
Den sundhedsmæssige og politiske situation i Danmark op til julen  (20.12.20.)
Nye corona-restriktioner op til jul udfordrer sammenhængskraften i samfundet  (3.12.20.)
Coronakrisen ændrer dansk politik  (21.6.20.)
Coronakrisen bliver en tidsperiode i sig selv  (13.6.20.)
Genåbningen af mange af vore nedlukkede samfund er ikke ensbetydende med coronakrisens afslutning   (2.6.20.)
Oplevelseskulturen er syg og falsk  (21.5.20.)


Vilh. Grønbechs kulturopgør
Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Konrad Lorenz' kulturopgør
Humormennesket Storm P.
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Den dobbelte virkelighed


De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Kort karakteristik af Sigmund Freud
Kort karakteristik af C.G. Jung
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Kreativitet contra dekonstruktion og affortryllelse  (6.8.18.)

Humaniora: De humanistiske fag svigter den eksistentielle virkelighed  (11.3.18.)
Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise  (6.9.15.)
Humanioras eksistenskrise er selvforskyldt  (12.10.14.)


Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)
Kritik af Skovgaard-Petersens fremragende bog om islam  (11.3.21.)
Videnskabstroens ubærlige snæversyn  (21.4.17.)
Niels K. Jerne - immunologi og eksistens
Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme
(Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi)  (30.8.15.)


Artikler om Coronakrisen 2020-21
Artikler om Psykologi
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal