utils prefix normal JERNESALT - homoludens

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.5.16.

Mennesket som et legende væsen - (1) introduktion

om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg

Det er en central opfattelse i Jernesalts helhedsrealistiske filosofi at kulturens oprindelse i den biologiske udvikling ikke kan føres tilbage til hverken snævre materielle eller snævre åndelige årsagsforhold, men derimod kun kan forstås i sin egenart som væsensforskellig fra den uberørte, før-menneskelige natur ved at blive set som udslag af bevidsthedens emergente og uforklarlige nedslag i biologien, og dette nedslag må vel at mærke henføres til såvel eksistensen af materielle genstande som eksistensen af en genstandsbevidsthed i mennesket og de højere dyrearter. Bevidstheden ville ikke eksistere uden begge dele, men dens opdukken bevirker ikke destomindre et decideret kvantespring i den biologiske udvikling, eftersom bevidstheden betyder at materien af uforklarlige grunde bliver i stand til at reflektere over sig selv og gennem sprogets samtidige opdukken at beskrive refleksionerne samt gribe ind i den natur mennesket fortsat er en del af, men bare ikke længere er totalt prisgivet.

Helhedsrealismens filosofi er en ny og original kombination af tanker hos religionsforskeren Vilhelm Grønbech, atomfysikeren Niels Bohr, dybdepsykologen C.G. Jung, moralfilosoffen Erling Jacobsen og humormennesket Storm P. og mange andre inspiratorer, og den gør det for første gang i filosofiens historie muligt at komme definitivt ud over de mange forstandsforheksende problemer og spørgsmål som al tidligere dualistisk filosofi var havnet i. Den accepterer nemlig såvel den materielle som den åndelige del af virkeligheden - men vel at mærke uden at havne i nogen holistisk syntese eller noget lukket system.

En af de inspiratorer undertegnede har trukket på er den hollandske kulturhistoriker Johan Huyzinga (1872-1945) og hans 'Homo ludens' fra 1938 (dansk udgave 1965) der handler om kulturens oprindelse i leg. Værket er kendetegnet af en meget overbevisende afvisning af alle forsøg på at føre legen tilbage til forskellige årsager af materiel eller åndelig art. Legen har været der fra starten. Og det for mig mest interessante er at Huyzinga også kæder legen nøje sammen med kulten, det vil sige den før-dogmatiske eller før-teologiske religion vi ynder at kalde primitiv, men som fra et helhedsrealistisk og eksistentielt synspunkt i virkeligheden må ses som særdeles højtudviklet form for kultur. Den havde blot den store svaghed (som iøvrigt har kendetegnet næsten alle religioner og ideologier samt videnskabelige filosofier) at den var ubevidst om de psykologiske og erkendelsesmæssige vilkår for kulturens vedvarende tilblivelse - og derfor kom til kort over for den stadigt mere intellektuelle tænkning der kom til at præge Europas kulturhistorie fra den græske antik til den moderne tidsalder med naturvidenskab, højteknologi, industri og vækstideologi.

Huyzinga (hvis efternavn udtales 'højsinga') så klart at den fatale følge af den lange kulturudvikling blev alvorens store dominans i hele det 19. århundrede - og i virkeligheden meget længere ind i det 20. århundrede end han selv kunne få med i bogen fra 1938.

Huyzinga påpeger at den industrielle revolution med dens stigende tekniske indflydelse henimod slutningen af det 18. årh. begyndte at forstærke det prosaiske nyttebegreb og det borgerlige velfærdsideal. Arbejde og produktion blev idealer og snart idoler. Europa trækker i arbejdstøjet. Borgersind, uddannelsestrang og videnskabelig bedømmelse blev dominanter. Og han forstår, at jo længere den vældige tekniske og industrielle udvikling skrider frem, jo stærkere er den i stand til at understrege illusionen om at det er denne udvikling der afgør kulturens fremskridt. Der breder sig en beskæmmende vildfarelse af at det er økonomiske kræfter og økonomisk interesse der bestemmr verdens gang.


Huyzinga var ikke blind for at overvurderingen af den økonomiske faktor i samfundet og i menneskeåndens virksomhed på en vis måde var en naturlig frugt af den rationalisme og utilitarisme, som havde myrdet eksistensens inderste mysterium (friheden og ansvaret) og dømt menneske fri for skyld og synd. Men han så at denne rationalistiske nyttefilosofi glemte at befri menneskene fra kortsynethed og dårskaber, og i stedet fik dem til at tro menneskene nu kunne gøre verden fuldkommen og sig selv lykkelige "efter mønster af deres egen banalitet". Det førte som bekendt til sovjetkommunismen, den tyske nazisme og fascismen i Italien og Spanien - og 2. verdenskrigs kolossale destruktivitet, massemord og ødelæggelser.

Og det værste af det hele var næsten at den kritiske filosofi svigtede: De store tankestrømninger løb nemlig stort set på tværs af legefaktoren i samfundslivet. Hverken liberalisme eller socialisme kunne give den næring. Den eksperimentelle og analytiske videnskab, filosofien, den politiske utilitarisme og reformisme, Manchesterliberalismens tankesæt - alt dette er i bund og grund alvorligt. Selv på kunstens og litteraturens områder kom retninger til orde som stod mere fremmede over for legens idé end alt andet som hidtil var nået til kulturel blomstring - nemlig realisme og naturalisme, men fremfor alt impressionisme.

Egentlig mangler i Huyzingas hårde dom kun den jævnaldrende danske kulturforsker Vilh. Grønbechs endnu skarpere blik for at den store alvors og det hellige nyttehensyns dominans hang dybt sammen med den hellenistiske kristendoms fornægtelse af jordelivet til fordel for drømmen om et paradis efter døden. Ikke alene kristendommen hyldede arbejdet, alvoren, nytten, sparsommeligheden og seksualiteten som den smalle vej til himmerige. Også kapitalismen og socialismen så de selvsamme ting som den ganske vist noget bredere, men stadig hårde vej til det frie liv hinsides arbejdets forbandede slid. Den eneste - og naturligvis ikke helt ligegyldige - forskel var at kirken prædikede et himmelsk liv efter døden, de moderne ideologier derimod det fuldkomne samfund i det jordiske liv, men rigtignok først efter den teknologiske og økonomiske vækst havde sejret på jorden - altså bare folk holdt ud længe nok. Velfærdsstaten blev det moderne udtryk for den økonomiske væksts utopiske drømmerige.

Det turde stå klart at menneskets virkelighed i begge tilfælde snævres katastrofalt ind i kraft af at alvoren og nytten skubber legen, festen og friheden længere og længere væk fra eksistensens centrum og kerne og længere og længere ud i den yderste periferi som fritidsfornøjelser der i sig selv kan være gode nok til ren rekreation, men slet ikke give den mening, intensitet, fylde og frihed mennesket aldrig kan undvære uden at havne i mistrivsel, livslede og fortvivlelse.


Ifølge Huyzinga har den menneskelige civilisation ikke tilføjet begrebet leg noget væsentligt nyt træk. Dyr leger nøjagtigt som mennesker. Alle legens grundelementer findes virkeliggjort hos dyrene. Men allerede i sine enkleste former og i dyrenes leg er legen andet og mere end et rent fysiologisk fænomen eller en rent fysiologisk betinget psykisk reaktion. Legen som sådan overskrider grænserne for den rent biologiske eller i hvert fald rent psysiske virksomhed. Legen er en meningsfyldt funktion.

Der findes naturligvis forskellige biologiske forklaringer på legen så som et middel til at komme af med overskud af livskraft, en medfødt imitationstrang, behov for afspænding osv., men Huyzinga understreger at det afgørende - legens intensitet - ikke kan forklares ved hjælp af en biologisk analyse. Det er netop i denne intensitet, i evnen til at begejstre og rive med at legens inderste væsen er at finde. Legen skænkede os spænding, glæde og morskab - og morskaben unddrager sig enhver analyse og logisk tolkning

I legen har vi altså at gøre med en for alle iøjnefaldende absolut primær livskategori - med en helhed, om ellers nogen fortjener denne etikette. Og vi må bestræbe os på at iagttage og vurdere den i dens helhed.

Legens eksistens er ikke bundet til noget bestemt kulturtrin eller nogen bestemt verdensanskuelse. Ethvert tænkende væsen er i stand til at forestille sig realiteten "leg" og "at lege" som en selvstændig foreteelse, selv om hans sprog ikke ejer noget almengreb derfor. Legen lader sig ikke fornægte. Og erkender man først legen, så erkender man også sjæl eller ånd, hvad enten man vil eller ej. For hvad legens væsen end er, pointerer Huyzinga, substans er den ikke. Allerede i dyrelivet nedbryder legen den fysiske tilværelses skranker. Set i lyset af en deterministisk verdensanskuelse, der kun regner med de rene kraftvirkninger, er legen i ordets fulde betydning en 'superabundans', noget i høj grad overflødigt.

Legens eksistens bliver først mulig, tænkelig og begribelig, når den får et tilskud af ånd, som ophæver den absolutte determinisme. Det at legen er til, bekræfter - i højeste forstand - den 'overlogiske' [irrationelle] karakter i vor kosmiske situation. Dyrene leger, altså er det andet og mere end mekaniske ting. Vi leger og véd at vi leger, altså er vi mere end blotte fornuftsvæsener, for leg står hinsides fornuften.

Så klart og entydigt bestemmer Huyzinga legens væsen.


Som kulturfaktor finder Huyzinga legen i sproget, i myten og i kulten. Og da ret og orden, samfærdsel og næringsveje, håndværk og kunst, digtning, lærdom og videnskab stammer fra myten og kulten, så har de også rod i legen.

Legen har at gøre med en livsfunktion der ikke lader sig fuldstændigt bestemme hverken logisk eller biologisk; begrebet leg står uden for alle de tankeformer hvori vi ellers plejer at udtrykke det åndelige og sociale livs struktur.

Al leg er fremfor alt en frivillig handling. Leg på kommando er ikke længere leg. Barn og dyr leger, fordi det morer dem, og netop deri ligger deres frihed. Behovet for at lege stammer fra selve den glæde/frihed som legen bereder.

Legen er ikke det 'almindelige' eller 'rigtige' liv. Den der leger træder tværtimod for en tid ud af dette liv og ind i et aktivitetsområde der er foreløbigt og har sine egne love. Bevidstheden om 'kun' at lege udelukker ikke at legen kan foregå i største alvor og hengivelse. Legen slår over i alvor, og alvor over i leg. Det kan være en hårfin balance, men den er der.

Legen står uden for den proces man tilfredsstiller behov og begær med. Men den er en regelmæssig tilbagevendende afveksling. Den giver livet fylde og kulør og er for så vidt uundværlig, både for den enkelte som biologisk funktion og for samfundet på grund af sin betydning og symbolværdi og fordi den skaber åndelige og sociale relationer. Legen er uundværlig som kulturfunktion.


Legen adskiller sig fra det almindelige liv ved sin placering i tid og rum. Den foregår inden for bestemte rumlige og tidsmæssige grænser og bærer sin betydning og sit forløb i sig selv. Legen begynder - og i et bestemt øjeblik er den forbi. Den "udspilles". Men er den først én gang udspillet, bliver den stående i erindringen som åndelig frembringelse eller åndelig arv.

Hver eneste leg bevæger sig inden for sit eget spillerum eller legeplads, konkret eller symbolsk. - Arenaen, spillebordet, tryllekredsen, templet, scenen, filmlærredet, retslokalet er alle af form og funktion legepladser, dvs indviede områder, afgrænsede og indhegnede i hellig jord, hvor ganske særlige regler gælder. De er tilfældige verdener inden i den almindelige verden og tjener som skueplads for en i sig selv afsluttet handling. Inden for legepladsens områder hersker fast og sikker orden. Legen skaber orden - ja, den er selv orden.

Legen både binder og løser. Den er spænding og ligevægt, kontrast og variation. Spænding betyder uvished og chancemoment. I spændingen stilles færdighederne på prøve: legemsstyrke, udholdenhed, opfindsomhed, mod og åndskraft. Legen er desuden ofte omgivet af hemmelighedskræmmeri. Selv ganske små børn gør legen endnu morsommere ved at holde den hemmelig - den er for 'os der er med i den', ikke for andre. Inden for legens kreds har det almindelige livs love og skikke intet at skulle have sagt. - Hos naturfolkene hviler således våbnene under indvielseshøjtiden for de unge mænd. Alle hævnakter er forbudte. Det hemmelige i legen markes med forklædning og maskering.


Og her er vi så ifølge Huyzinga fremme ved noget meget centralt: Legen som kamp og fremstilling.

Legen kan 'fremstille' en kamp om noget. Påfuglen der viser sin enorme og farvestrålende vingehale med de tusinde 'øjne' frem, og den kalkunske hane som puster sig op for at imponere. Eller barnet er 'prins' eller 'far', 'heks' eller 'tiger'.... Og vel at mærke er også den kultiske fremstilling andet end en blot og bar skinvirkeliggørelse. Den er ikke kun symbolsk. Den er snarest "mystisk": der kommer noget usynligt og uudsigeligt til.

Handlingen medfører desuden en art 'frelse' fra kaos eller uorden: den virkeliggør en tingenes orden. Dans og musik kan have til formål at holde verden i balance og tvinge naturen efter menneskets ønsker. Den hellige handling er et drama eller med et græsk ord et 'dromenon', dvs noget som udføres eller er udført. Derved bliver legen kult.

Ved de årligt tilbagevendende, hellige fester fejrede samfundet de betydningsfulde begivenheder i naturens liv med indviede optrin. Årstidernes skiften fremstilledes symbolsk, planeter og stjernebilleder kom og gik, jordens frugter voksede og modnedes, dyrs og menneskers liv og død afbildedes. Og her er vi ved de dybeste lag i vor bevidsthed. Kulthandlingen foretages i dyb og hellig alvor. Modsætningen leg/alvor gælder slet ikke når vi trænger allerdybest ned. En sådan modsætning er - som alle andre dualistiske modsætninger - et resultat af senere refleksion eller efterrationalisering.


Afgrænsning af et indviet område er enhver hellig handlings allerførste kendetegn. Næsten alle indvielsesskikke fører kunstige afsondrings- eller udvælgelsessituationer med sig for dem der agerer og dem der skal indvies. Troldmanden, profeten og offerdyrkeren begynder med at tegne en cirkel omkring det indviede rum hvor kultdramaet skal finde sted. Jf. at også en moderne filmskaber som Lars von Trier brugte kridtstreger til at markere det indviede område i 'Dogville' eller at den tysk-ungarnske teaterinstruktør George Tabori i 1998 lavede en pragtudgave af Becketts 'Slutspil' med to skuespillere der indstuderede stykket på et scenegulv hvor kridtstreger markede vægge og døre m.m.

Sakramente og mysterium forudsætter en indviet plet. Og i realiteten kommer de kridtstreger der markerer børnenes leg på asfalten igen på stadion, tennisbane og skakbræt og fungerer på samme måde som templets eller tryllekredsens markeringer. Sådanne skikke har altså rod i noget oprindeligt og fundamentalt i menneskesindet. De kan ikke forklares logisk eller ud fra nyttehensyn. Man må her acceptere en betydningsfuld og oprindelig identitet mellem leg og ritual. I første instans erkender og oplever et samfund sine hellige riter med dyb og hellig alvor, men også den ægte og spontane indstilling over for legen kan være dybt alvorlig.

Den hellige handling falder inden for kultens rammer. Selv når ritualerne er blodige, opføres det hele som én stor fest. Måltider, drikkegilder og alskens løssluppenhed følger med festen, så længe den varer


Huyzinga understreger, at man ikke et øjeblik bør tabe begrebet leg af syne, når talen er om naturfolkenes hellige handlinger. Først i selve begrebet leg forstår man enheden og udeleligheden af tro og ikke-tro, og forbindelsen mellem den hellige alvor på den ene side og 'optræden' og 'løjer' på den anden side.

Men vi moderne mennesker har svært ved helt at forstå denne enhed og udelelighed. Derfor må man tilegne sig den moderne religionsvidenskabs indstilling: Når en religionsform antager et hellig væsens identitet mellem to ting af forskellige begrebsorden, fx mellem et menneske og et dyr, så kan forbindelsen slet ikke udtrykkes tilstrækkeligt klart ved hjælp af vores forestilling om en 'symbolsk' forbindelse. For enheden mellem de to væsener er langt mere konkret end forbindelsen mellem en substans og dens billedlige symbol. Det er en mystisk enhed, en enhed der går hinsides sprogets begreber og er hvad Grønbech kalder 'umiddelbar', dvs uden intellektets opslittende begreber og analyser. Det ene af tingene er blevet til den anden. Den indfødte er under sin primitive dans en kænguru. - Når vi skal forestille os det primitive menneskes åndelige tilstand, må vi altså gøre os klart at vores egen terminologi er misvisende. Den gængse, praktiske og positivistiske terminologi der bl.a. splitter alt op i dualistiske begrebspar kommer til kort.

I den hellige legs atmosfære af umiddelbarhed hører barnet, digteren og det primitive menneske hjemme. Det moderne menneske søger undertiden at nærme sig mysteriet gennem en æstetisk finfølende indlevelse, men det er narreværk. Det hellige mysterium er det højst opnåelige udtryk for noget eksistentielt, men den klare forstand famler efter det i blinde med sine ord og begreber; mysteriet kan kun erfares som umiddelbar helhedsoplevelse. Nogle af den hellige handlings egenskaber vil imidlertid altid kunne ses som knyttet til begrebet leg, uden at det guddommelige af den grund går tabt eller vurderes ringere.


Huyzinga ser nu væddekamp (på græsk 'agon') som et helt centralt element i al leg. Det agonale (kampmæssige) princip er en kulturfaktor. Det er selve det at man vinder en kamp som har indflydelse på begivenhedernes forløb. Hver sejr repræsenterer eller rettere virkeliggør for sejrherren de gode magters triumf over de onde og sørger for den gruppes lykke som sejrherren tilhører. Og det er den sakrale betydning der afgør guddommens medvirken.

Her spiller dyd og ære ind. Den dyd som gør et menneske værdigt at æres er i den arkaiske tid ikke den abstrakte idé om en sædelig fuldkommenhed, der måles efter den højeste guddommelige magts bud. Begrebet dyd svarer endnu direkte til stammen i verbet 'at du', dvs at være dygtig til noget, egne sig for noget, være ægte og fuldkommen i sin art.

I mange sprog er ordet dyd groet frem af begrebet mandighed (latinsk virtus). Dette mandlige dydsideal er uløseligt knyttet til en erkendelse og håndhævelse af æren, den primitive ære der giver sig udtryk i det ydre. - Ud af opdragelsen til et liv som adelsmand vokser uddannelsen til livet i staten og for staten. Den idé at adel beror på dyder, ligger fra begyndelsen gemt i hele dette forestillingsbegreb. Dette dydsbegreb får dog lidt efter lidt, i takt med kulturens udvikling, et andet indhold, idet det løftes op til det etiskes og religiøses sfære.

Det var den schweiziske kulturhistoriker Jacob Burchardt der blev opmærksom på den agonale faktors store betydning i almindelighed og som dannede ordet 'agonal' for at betegne begrebet som et af den græske kulturs kendetegn. Men han mente man burde opfatte det agonale som et specielt hellensk træk. I virkeligheden viser agons sakrale karakter sig overalt. Grækerne havde for vane at foranstalte væddekampe på alle områder hvor der var muligheder for det. I den romerske kultur hørte også gladiatorspil, dyrelege og kapkørsler helt og holdent hører til 'agonistikken', selv om de udførtes af slaver. Det simple latinske ord for leg, ludus, er altid blevet anvendt som almen betegnelse for de romerske kamplege med deres blodige, overtroiske og tvangsmæssige karakter - trods ordets associationer af frihed og glæde.

Til slut betød agon med sin faktiske mangel på formål og hensigt en ophævelse af alle livets, tankens og handlingens vanskeligheder, ligegyldighed overfor alle andre normer, og forglemmelse af alt andet end dette ene: at sejre. Det var ikke en overgang fra kamp til leg, eller fra leg til kamp, men en udvikling til "kultur i legende kappestrid". Derved kvæler kappestriden undertiden kulturlivet og mister på samme tid så at sige sin legemæssige, religiøse og kulturelle værdi for at udarte til ren rivaliserende lidenskab. Og dette er et forfaldstegn.

For Huyzinga er det vigtigt at understrege, at kultur ikke begynder som leg, ej heller fremgår den af leg; nej, kulturen skabes i leg.

Kulturens antitetiske og agonistiske grundlag er givet i legen, der er ældre og mere oprindelig end al kultur. Over hele jorden behersker et kompleks af fuldstændig ensartede skikke og forestillinger af agonistisk art det tidlige samfundsliv. Åbenbart opstår disse kamplegeformer uafhængigt af de trosforestillinger, der er ejendommelige for hvert enkelt folk. Og når egenskaben leg således er det primære i de kulturforeteelser vi her har betragtet, så er det logisk ikke at drage nogen skarp grænse mellem alle disse former så som gaveudvekslinger ('potlach' og 'kula'), vekselsang og smædekamp, 'bravade' og blodig strid osv.

Dette bliver endnu mere klart, nå Huyzinga går over til en nøjere betragtning af de enkelte kulturfunktioner, dvs behandler sammenhængene mellem leg og ret, mellem krig og leg, mellem viden og leg, mellem digtning og leg, kunst og leg. Men disse vil blive behandlet i særskilte artikler. Dette gælder også det meget vigtige emne om 'Legens elementer i moderne tid', som Huyzinga naturligvis ikke i 1938 kunne give en behandling af der er relevant og tidssvarende i dag.


Afslutningsvis skal i denne omgang udtrykkeligt nævnes, at det for Huyzinga generelt gælder at han ikke kommer dybt nok ned i det dybdepsykologiske og derfor efter undertegnedes mening ikke fuldt ud kan give en dækkende beskrivelse af den eksistentielt afgørende forskel mellem den frihedsgivende leg og den i mange hensende tyngende alvor som kendetegner menneskelivet i kraft af at vi i modsætning til dyrene har fået bevidsthedens gave og dermed er i stand til dels at skelne mellem godt og ondt, dels at se kritisk på alle autoriteter.

Mennesket forlod så at sige - i mytisk forstand - paradisets uskyldighed i samme øjeblik det fik sin fulde bevidsthed, og det betød at det gik ind i ansvarlighedens rige, men vel at mærke gjorde det uden at miste den frie legs, den frie kreativitets og den frie umiddelbarheds fortryllende virkelighed fuldstændigt. Mennesket kom i stedet til at stå i den helt specielle eksistentielle situation at det fik tilgang til både den frie, skabende virkelighed (gennem sit indre, intuitive eller åndelige liv) og den mere bundne praktiske virkelighed (gennem sansning og arbejde). Legen forstås altså aldrig fuldt ud uden at den ses i forhold til den praktiske nødvendighed. Nøgternt set må vi acceptere at der findes både et frihedens rige og et nødvendighedens rige.

Men det er Huyzingas store fortjeneste at have fået skabt opmærksomhed om hvor nært legen som fænomen i menneskets tilværelse er forbundet med følelsen af og erfaringen af frihed. Denne sammenhæng bør aldrig glemmes i vurderingen af hvad menneskekultur egentlig er.


I denne forbindelse vil jeg på dette sted gerne henlede opmærksomheden på at man heller aldrig må glemme at religion dybest set er nyt, emergent fænomen i biologien som bestemmer menneskets eksistens, fordi den omspænder tilværelsen som helhed, som mening, som fylde og som intensitet. Religion skal naturligvis her forstås som ikke-dogmatisk, ikke-teologisk og ikke-kirkeligt fænomen. Man forstår simpelthen ikke hvilken afgørende eksistentiel rolle helhed, mening, fylde og intensitet spiller i menneskelivet og kulturlivet, hvis man ser bort fra dette fænomen.

Det er selve bevidsthedens opkomst i biologien der sætter mennesket i stand til at få en åndelig afstand til tingene og deres store betingethed af de fysiske love, navnlig af årsagsloven. Men den afstand fører uundgåeligt 'syndefaldet' med sig derved at mennesket samtidigt blev klar over kønsforskellen og forskellen mellem godt og ondt samt fra da af kunne gennemskue ophavets ufuldkommenhed.

Den komplementære helhedsrealisme fastslår at mennesket erkendelsesmæssigt ikke er i stand til at se naturen udefra, men nøgternt må opfatte sig som en del af den natur det på hvert givet tidspunkt i kulturhistorien kan iagttage fra sit eget subjektive stade. Al eksistensforståelse og ethvert verdensbillede ligger derfor inden for naturens rammer.

Den komplementære helhedsrealisme påpeger at den umiddelbare føling med virkeligheden i hele sin kompleksitet, egenart, energiladethed og transcendens er betingelsen for oplevelsen og erfaringen af meningen med tilværelsen. Og at denne følings højeste grad findes i den psykisk mest energiladede form som man i mytisk tid kaldte kult og gudsdyrkelse, og som senere uheldigvis blev mere og mere indsnævret til dogmatisk religion og som sådan til et redskab i den allestedsnærværende magtkamp.


Komplementariteten er helt nødvendig i denne begrebsramme, fordi det rationelle og det irrationelle er lige nødvendige og berettigede fænomener, og fordi de i deres samspil er forudsætningen for hele den dynamiske udvikling der er uafsluttet og ekspansiv.

Religion er i den komplementære helhedsrealismes åbne begrebs- og forståelsesramme at forstå som et emergent fænomen i biologien, men vel at mærke et fænomen der har potentiale til stadig udvikling og løsning af de alvorlige kultur- og værdiproblemer nutiden er stærkt plaget af - og som hverken vore politikere eller vore videnskabelige eksperter evner at se nogen udvej af. Dennesidigheden, demokratiet og sekulariseringen må være en selvfølgelig sag hvis alle skal kunne integreres i et åbent og fremadrettet moderne samfund. Men religion i mytisk, udogmatisk forstand er fortsat kernen i al menneskekultur.

Og derfor er det også vigtigt at forstå legens og kreativitetens rolle som fundamental kulturfaktor.

Ejvind Riisgård


Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Vilh. Grønbech - Konrad Lorenz - Kulturopgør' (i pdf-format)
om to af forrige århundredes største kulturpersonligheder, den danske religionsforsker Vilh. Grønbech (1873-1948) og den østrigske adfærdsker og filosof Konrad Lorenz (1903-89), der begge gjorde ubarmhjertigt og utvetydigt op med den bestående europæiske kultur og dens fatale dualisme.

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Tysk romantik - Nietzsche - Og andre strømninger'   (i pdf-format)
om Romantikken ifølge Rüdiger Safranski, Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste, Nietzsches sjæl - sjælen der ville synge og danse, men som musikken forsvandt for og Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech.

'Virkelighedens dobbelte karakter' (i pdf-format)
indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (i pdf-format)
indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com


Relevante artikler på Jernesalt:

Legen fortrænger alvoren i moderne kultur - Mennesket som et legende væsen (7)   (23.6.16.)
Leg, erotik og ungdom - Mennesket som et legende væsen (6)   (19.6.16.)
Leg, kunst, musik og digtning - Mennesket som et legende væsen - (5)  (21.5.16.)
Leg, viden og filosofisk tćnkning - Mennesket som et legende væsen - (4)  (18.5.16.)
Leg og krig - Mennesket som et legende væsen (3)  (15.5.16.)
Leg og retsvæsen - Mennesket som et legende væsen (2)
om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg   (11.5.16.)

Grønbechs metode
Konrad Lorenz' kulturopgør
Humormennesket Storm P.
Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')
Latterdag
Latter, morskab og humor vigtige begreber i voksnes og børns eksistens i lys af Hans Vejleskov
Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet  (12.2.12.)

Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken  (13.1.11)

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Vurdering af det 20. århundrede
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Lys over landet, folket og eksistensen  (1.5.15.)
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi
- Visioner, begrænsninger og fejlslutninger  (23.5.10.)


Artikler om Humor
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal