JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - coronavirus20i

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.4.20.

Friheden under pres af coronakrisen, men den var selv med til at fremkalde krisen

Den dekreterede regel om at holde to meters afstand til andre mennesker rammer - som anført i forrige artikel om coronakrisen - naturligvis meget forskellig alt efter alder, beskæftigelse, vaner og psyke. Men ubehaget vil helt naturligt stige med varigheden af restriktionerne. To måneder kan gå an for de fleste, men trækker det ud yderligere tre måneder, vil det uanset mindre lettelser uden tvivl forstærke de negative bivirkninger ganske betydeligt. Og varer de yderligere halve eller hele år, kan næppe nogen forudsige de mentale eller psykiske konsekvenser. Restriktionerne vil i så fald for de fleste føles som en meget alvorlig indskrænkning i den personlige frihed. Der er derfor ingen vej uden om at se på selve frihedsbegrebet og navnlig på modsætningen mellem frihed og lighed.

Siden den franske revolution i 1789 har borgerne på det europæiske kontinent flittigt brugt sloganet "Frihed - lighed - broderskab". Det lyder smukt og progressivt, men vi har jo gang på gang måttet konstatere at friheden synes at føre til ulighed - og omvendt også at ligheden kan blive en hindring for fri udfoldelse, hvis den bliver et ideologisk princip som den blev i de kommunistiske diktaturer.

Det ligger i sagens natur, eftersom frihed fører til en differentiering der reelt begunstiger de mest begavede, mest kreative, mest smarte og mest pengestærke. Men da den alt andet lige også fører til økonomisk vækst og stigende velstand, foretrækkes den af flertallet, hvorimod kampen for lighed bliver en mindretalsindstilling - eller en humanistisk indstilling hos folk der selv har opnået frihed, men ønsker den indført i fattige eller underudviklede lande (eller 'udviklingslande' som det hedder med et pænere udtryk).

Det ejendommelige er, at man i et veludviklet, frit og demokratisk land som Danmark kan komme ud for at chefen for en liberal regering ikke ville være véd at den frihed han kæmpede energisk for af hensyn til den økonomiske vækst og almene velstandsstigning automatisk førte til større ulighed, ganske enkelt fordi den økonomiske vækst altid fører til skæv velstandstigning. Konkret ville den ambitiøse Anders Fogh Rasmussen, der var Venstres leder fra 1998-2007 og dansk statsminister fra 2001 til 2007 (hvor han blev generalsekretær for Nato), ville ikke tolerere at en af hans egne ministre Eva Kjær Hansen åbent forsvarede den skæve velstandsstandsstigning som en uundgåelig følge af den liberale politik. Foghs holdning skyldtes helt præcist at han havde vundet to valg i træk ved at gå ind for 'den tredje vej', dvs den vej mellem den dogmatiske socialisme og den dogmatiske liberalisme som den engelske sociolog Anthony Giddens havde foreslået premierminister Tony Blair. Denne Labour-leder vandt flere valg i træk på ideen, og Fogh Rasmussen så at dette var muligt uanset partifarve blot man undsagde den traditionelle klassekamp og appellerede til midtervælgerne. Og Fogh undsagde klassekampen straks han kom til magten i 2001, men hans valg af den tredje vej viste sig desværre at være rent taktisk: han lagde ikke andet i den end at han kunne vinde et par valg på den.

Taktikken støder imidlertid såvel de fanatiske folk på venstrefløjen som på højrefløjen, og derfor måtte Blairs efterfølger undsige den tredje vej for at blive valgt til formand for Labour, og det samme gjaldt to af hans efterfølgere. Og i Danmark overtog Foghs direkte efterfølger som Venstres formand opportunisten Lars Løkke Rasmussen da heller ikke taktikken - og siden har man ikke hørt mere til den i Venstre eller nogen af de øvrige liberale partier. Man holder fast i den traditionelle fløjopdeling og gængse partipolitiske tankegang - og ser slet ikke mulighederne for noget tredje, skønt flertallet af vælgerne befinder sig på midten af dansk politik og frabeder sig ekstremismen på begge fløje.

Gængs tankegang præger også medierne hele vejen rundt i spektret. Ikke alene redaktørerne er konservative for ikke at sige reaktionære af tankegang, men de vælger også traditionalister som kommentatorer og klummeskrivere. Ja, Danmarks Radio overgår dem alle. Ledelsen styrer efter seertallene og blæser på forpligtelsen til public relation. Der er ikke de sidste ti-femten år set så meget som et lille tilløb til nytænkning i denne institution.

Dette er så meget mere beklageligt som netop et opgør med den gammeldags enten-eller tænkning er blevet endnu mere påkrævet efter at Danmark som alle andre lande på kloden er blevet ramt af coronakrisen. Mange mennesker drømmer om at krisen går over så hurtigt, at vi kan vende tilbage til omtrent samme status som før krisen, men mere og mere tyder på at krisen bliver langvarig og vil medføre ganske store omstillinger i de følgende år som vil koste adskillige etablerede firmaer og selskaber omfattende reduktioner. Positivt kunne krisen bruges til at vende produktion og konkurrence til gunst for klimaet - og fx acceptere en varig reduktion af flybranchen og turistbranchen. Det er simpelthen ikke holdbart med en tilbagevenden til hidtidige forbrugsmønster hvad angår den såkaldte 'oplevelseskultur' - der gør eksistensen til et rent æstetisk spørgsmål. Multikulturalismen har set sin bedste tid - og dette er kun en fordel for det brede flertal. Men det vil naturligvis ikke kunne ske uden omstilling af vaner og rutiner.

Hertil vil klar politisk holdning være en stor hjælp i almindelighed, men ganske særligt hvis vi i tide tør gøre op med gammeldags enten-eller tænkning.

Den manglende afklaring af frihedsbegrebet ses for tiden ikke mindst af de borgerlige partiers tydelige usikkerhed i oppositionen til den siddende regering og dens medvind under coronakrisen. De borgerlige partier har med en kronik i Berlingske (27.4.) forsøgt at give et fælles bud på en vej ud af krisen. Kronikken skal i flere uger være gået på omgang til de fire borgerlige partiers penneførere med henblik på en tilpasning, så alle kunne gå ind for den, herunder også Nye Borgerlige og Liberal Alliance (som ikke ser ud til at kunne klare spærregrænsen næste gang). Men en tidligere pressechef for Det konservative Folkeparti kalder kronikken en tynd omgang, og den tidligere personlige rådgiver for statsminister Lars Løkke Rasmussen synes den ser lidt bovlam ud! - Den bringer kun indtrykket af en samlet opposition og ønsket om indflydelse i de kommende forhandlinger om genåbningen. Men den giver hverken stemmer eller afklaring.

I forvejen er den borgerlige fløj stærkt svækket af at Venstres nye formand, Jacob Ellemann, ikke har fuld opbakning i sit parti, men bl.a. må lide den tort at få sin position som partileder undergravet af Lars Løkke Rasmussen, der som bekendt ikke fik den internationale post han havde drømt om og derfor stadig sidder som medlem af Venstres folketingsgruppe. Hvad Dansk Folkeparti angår står det i meningsmålingerne til store tab, men lederne giver coronakrisen skylden - og vil fx ikke være ved at man forsømte at tage têten efter valget i 2015 - jf. Dansk Folkeparti synes bange for magten. Vitterligt har statsminister Mette Frederiksen fordelen af at have tacklet udfordringen her i 2020 ganske godt. Enhver regeringschef har umiddelbart fordel af en enhver krise der tackles rettidigt og ansvarligt. Og der er ingen tvivl om at Mette Frederiksens store drøm er genopretningen af Socialdemokratiet som landets ubestridt største parti.

Men det betyder indirekte at oppositionen ikke har en chance for revanche, hvis den blot fortsætter i de gamle spor - og skriver kronikker om at det ikke gælder om at lægge større byrder på danske virksomheder eller bruge flere skattepenge, men tværtimod om at tænke i initiativer som får flere i arbejde - eller andre banaliteter som også socialdemokraterne kunne skrive under på. Det store skel i dansk politik går ikke mellem klasserne fordelt på en venstrefløj og en højrefløj, men på størrelsen af den offentlige sektor, skattebyrden og bureaukratiseringen. Og dette skel er blevet markant tydeligt med socialdemokraternes forslag om en såkaldt 'velfærdslov'. Det blev lanceret i begyndelsen af marts, men er foreløbigt skrinlagt på grund af coronakrisen. Men ideen er ifølge finansminister Wammen at knæsætte et prinicp om at "pengene skal følge med befolkningsudviklingen", eller mere præcist at give en lovfæstnet garanti for at velfærdsudgifterne følger befolkningsudviklingen - uanset regeringens farve! - Vammen kalder det en nyskabelse i velfærdsstaten, men det er reelt en udvækst på den gamle socialdemokratiske drøm om velfærdsstaten - jf. Den herskende klasse efter 1970.

Drømmen støttes naturligvis af Enhedslisten og SF, men der er al mulig grund til at være skeptisk - uanset partifarve. For bliver loven til virkeligheden, når coronakrisen engang er overstået, vil det kun tilsløre den i forvejen mørkelagte modsætning mellem frihed og lighed, hvor lighedstanken naturligvis i et velordnet demokratisk samfund skal sørge for en tidssvarende socialforsorg, men frihedsprincippet lige så selvfølgeligt skal sørge for at man undgår decideret automatik i udbetalingen af offentlige ydelser.

Her er der fortsat intet bedre bud på et alternativ end 'den tredje vej' der accepterer en klar modsætning mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet. Det skal således hverken forties eller nedtones, at friheden til udfoldelse, initiativ og kreativitet medfører ulighed i samfundet. Men det skal heller ikke nedtones at uligheden ikke er nogen skade til, sålænge den ikke udarter til fattigdom og nød som i de såkaldte udviklingslande.

Coronakrisen er den allerbedste anledning til at udskyde eller helt henlægge automatiske velfældslove, da den tydeligt viser at samfundsudviklingen ikke kan forudsiges. Men coronakrisen er dernæst også en glimrende anledning til at tage alvorligt fat på klimaproblemet i lyset af komplementaritetssynspunktets anvendelse på modsætningen mellem frihed og lighed.

Ingen bør tro, at vi nogensinde vender tilbage til det gamle vækst- og forbrugsmønster. Derfor bør alle se i øjnene at den ægte frihed er blevet størst og mest selvfølgelig i de veludviklede lande - og derfor også alle aflægger 'humanistiske' eller 'idealistiske' forestillinger om at det overhovedet er muligt at udrydde den fattigdom, hungersnød og sygdomsfrekvens der er en følge af overbefolkningen, byudviklingen, misbruget af naturens ressourcer og - den uansvarlige æsteticering af eksistensen.

'Den tredje vej' er som skabt til det veludviklede og velordnede Europa, der lægger vægt på kreativitet og initiativ, men også fastholder ansvarlige nationale modeller for samfundets indretning og derfor afviser såvel buraukratiske EU-modeller og enhedsdrømme som idealistiske forestillinger om at vi europæere kan redde resten af verden. Vi kan endnu nå at redde klimaet - hvad der vil gavne hele verden - men så skal vi ikke havne i globaliseringens eller æstetiseringens rige.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Corona-krisen vil forandre både samfundet og kulturen  (26.3.20.)
Regeringen tackler coronavirussen klogt  (19.3.20.)
Coronavirus-krisen må sættes ind i det store perspektiv  (12.3.20.)
EU mere splittet og magtesløst end nogensinde  (8.3.20.)

Mette Frederiksen fik sin rent socialdemokratiske regering  (28.6.19.)
Folketingsvalget blev en større overraskelse end forudset  (7.6.19.)
Ansvaret for den samfundsmæssige helhed synes væk  (22.5.19.)
Folketingsvalget 5.6.19. bliver en speget affære  (15.5.19.)

Lars Løkkes nye regering må betegnes som et reaktionært eksperiment  (28.11.16.)
Lars Løkke stikker hovedet i trekløver-skjul  (21.11.16.)
Dansk politik er havnet i et sjovt, men uholdbart dødvande  (28.9.16.)
EU's politikere vil ikke være ved at krisen er dødsens alvorlig  (19.9.16.)