utils prefix normal JERNESALT - clementkj16a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.2.16.

Clement ødelægger al god debat og samtale

Hovedartiklen
Henvisninger
Uddrag af Clement Kjersgaard interview med Mette Frederiksen

Egentlig er undertegnede ikke meget for at gøre den farverige, provokerende og overordentligt kvikke Clement Kjersgaards tv-journalistik til genstand for analyse her på siderne, da jeg ganske enkelt ikke betragter manden som en seriøs debattør, men derimod som en entertainer der flot og fejende jonglerer med ord, logik og påstande som redskaber og derfor gør alle sine udsendelser til ren og skær underholdning. Den slags artister er der nogle stykker af på tv - også på DR der har en vis public relation-forpligtelse at varetage. Jeg vil blot nævne filosoffen Peter Lund Madsen, rocksangeren og naturvidenskabsmanden John Olsen samt DR2-Deadline's journalist Martin Krasnik. Og kendetegnet for dem er dels at de sætter sig selv i centrum som veloplagte iscenesættere der åbenlyst nyder bevågenheden fra publikummer og medvirkende i studiet, dels at de sætter den logisk-rationelle side af debatten over alt andet, herunder også over muligheden for at få nye tanker og nye indsigter bragt på bane for den frugtbare refleksions skyld. Resultatet er derfor givet på forhånd. Der kommer ene gags og skænderier på skærmen der kan virke ganske sjove - især hvis man tilfældigvis ikke har meget til overs for ofrene, men ellers er skuffende.

I Clement Kjersgaards tilfælde har jeg ikke fundet det relevant med en omtale af mandens udskejelser siden udsendelsen "Tal med Gud" i 2004"! Men nu har jeg anset det for passende at tage fænomenet op på ny, fordi hans interview søndag den 31. januar med socialdemokraternes formand Mette Frederiksen vakte stor vrede og furore - og lige præcis afslørede de unoder der er allermest ødelæggende for god debat og dermed også for demokratiet.

Clement skal have afbrudt Mette Frederiksen ikke mindre end 78 gange på den halve time interviewet varede. Særligt hårdt gik det til vedrørende spørgsmålet om udlændingelovgivningen. Clement ville have svar på om Mette Frederiksen som socialdemokraternes formand ville have yderligere stramninger eller ej. Og det er jo tilsyneladende et simpelt ja-eller-nej spørgsmål, men da kun hvis man kan isolerere det totalt fra hele flygtningeproblemets udvikling, og det er lige netop det der sagligt set er umuligt. Mette Frederiksen afviste derfor spørgsmålet som forenklet, og det samme gjaldt det konkrete spørgsmål om hvorvidt hun ville give flere penge til asylsøgerne, når hun dog erkendte at dette problem ville stige. For dokumentationens skyld gengives nedenfor et længere uddrag af interviewet.

Man kan objektivt konstatere at Frederiksen ikke svarede ja eller nej på Clements mest insisterende spørgsmål, og at disse derfor blev gentaget og gentaget, men man må også objektivt konstatere, at Frederiksen var i sin gode ret til at påpege at problemerne faktisk var mere komplicerede end som så, og at Clement derfor i det mindste burde have forsøgt at få hende til at uddybe sit komplekse syn på sagen ved hjælp af en anden type spørgsmål, nemlig spørgsmål der ikke på nogen måde er ledende og lægger op til bestemte svar. Men det er præcis det manden ikke kan eller vil. Og derfor bliver et sådant interview tom og billig, ja skadelig underholdning der slet ikke fortjener programsætning som debat.

Det er derfor et billigt forsvar DR2-chefen Christoffer Guldbrandsen giver for Clement på Facebook ved at hævde at det ikke er politik, men kritisk journalistik at stille væsentlige spørgsmål til en politiker og insistere på at få svar. For i virkeligheden er det slet ikke god journalistik at formulere sine spørgsmål på en sådan måde at man på forhånd kan regne ud at politikeren vil anse dem for alt for forenklede og derfor svare udenom eller direkte påpege at spørgsmålet er formuleret forkert.


Det er ikke uvæsentligt at en besindig og garvet journalist som Kurt Strand, der har skrevet håndbog om interview for journalister, på den ene side betegner Clements interview som "et forsøg i klassisk forstand på at få en politiker til at forholde sig til noget som vedkommende ikke har lyst til at forholde sig til", men på den anden side også mener at Clement "går over stregen i forhold til at være for belærende i sine afbrydelser". Og Strand lægger ikke skjul på det allervigtigste at Clements spørgsmål var forenklende: "Der er jo ingen politiker der i dag vil kunne svare fuldstændigt firkantet ja eller nej til om der vil komme flere asylstramninger, og hvis vi som journalister hævder at det skal vi kunne få et bastant svar på, så medvirker vi til at forenkle noget der er uendeligt kompliceret."

Hertil har Clement Kjersgaard svaret at de danske politikere gennem de sidste 15 år har "udvist villighed til at fylde den offentlige debat med meningsløshed". Ja, han mener at "meget af det, som folkevalgte fylder medierne med døgn efter døgn er næsten meningsløst. Det er respektløst over for vælgerne". Og han forsvarer sin vedvarende gentagelse af samme spørgsmål med følgende, ganske bemærkelsesværdige argument: "Hvis mine spørgsmål kan vise at politikerne ikke ønsker at svare, så lærer vælgerne noget om politikerne, som de ikke vidste i forvejen". - Og det er jo nærmest grotesk. For det er da noget alle vælgere forlængst har gennemskuet, og vælgerne véd endda også at politikernes måde at svare udenom på er noget politikerne har fået grundigt indstuderet på kurser og fået nøje indprentet til hudløshed af deres egne spindoktorer. Og grunden kender de fleste også: Hvis politikerne siger for meget, lover for meget eller udtrykker sig for præcist, så vil de altid senere blive hængt op på det af de utallige journalister der er trænet op i netop denne sport og af deres chefredaktører er blevet indskærpet at udnytte enhver opdagelse optimalt.

Derfor er det egentligt meget fornuftigt at en kommentator som Søs Marie Serup, der i sin tid var pressechef for Venstre og senere spindoktor for Lars Løkke Rasmussen og altså kender hele spillet særdeles godt indefra, simpelthen stiller spørgsmålet: Hvad lavede Mette Frederiksen overhovedet hos Clement? Hvad i syv riger og lande troede Socialdemokraterne at de kunne vinde ved at stille op i den sammenhæng? Hvad tror nogen politiker, at han/hun kan vinde ved at stille op hos Clement? - Og Serup giver selv svaret: "Det forekommer mest som en egoøvelse, hvor topkommunikatører vil bevise for sig selv og deres ligesindede at de er nogle helvedes karle. Man klarer sig kun godt hos Clement, hvis man er i en uangribelig situation, benytter en uudtømmelige kilde af selvironi eller simpelthen er et nuttet dyr med pels og store øjne!"

Også Michael Kristiansen der i sin tid var spindoktor for Anders Fogh Rasmussen og godt kan lide Clement Kjersgaards pågående stil, er klar over problemet - som han jo dybest set selv har været stærkt medvirkende til at forstærke til graden af debat-ødelæggelse. Han erklærer ligeud at Clement er fuldstændigt uinteresseret i at høre hvad Mette Frederiksen siger. Hele interviewet er derfor i hans øjne "et godt eksempel på hvor kritisk situationen er i det offentlige rum. Vi har mistet evnen til at tale med hinanden".


Det værste er imidlertid ikke Clements program som sådan (det kan man jo bare holde sig fra) eller hans facon og medfødte evner til at brillere på andres bekostning (for det kan jo bare betragtes som underholdning), men at han selv tror på en mission i demokratiets tjeneste og tilsyneladende har gjort det siden et højskoleophold på Krogerup hvor man rigtigt dyrkede det naivt-optimistiske syn på samtalen som demokratiets grundlag som højskolens forstander 1946-56, teologiprofessor Hal Koch havde gjort sig til fortaler for i en bog i 1945. Clement blev i 2005 den første modtager af Krogerup Højskoles Hal Koch-pris som et menneske der "påtager sig et særligt ansvar for demokratiets udvikling og vitalitet".

Unægteligt er den stilfærdige samtale forudsætning for det ægte møde mellem reflekterende mennesker, men demokrati er som bekendt også en form for politisk kamp, hvor man deler sig efter anskuelse og derfor bliver partigængere eller partivælgere og kæmper for sin sag på civiliseret vis. Problemet er at der siden folkestyret og den moderne parlamentarismes opståen i 1800-tallet er blevet længere og længere mellem folket og politikerne, og at der især efter 1970 (og tilslutningen til EF/EU) er sket en sådan teknokratisering af den offentlige forvaltning at politikerne for overhovedet at kunne hamle om med embedsmændene i stigende grad er blevet akademisk uddannede teknokrater og derfor sammen med embedsmændene er endt som en decideret elite i forhold til vælgerkorpset.

Men politikerne skal som bekendt stadig vælges af folket og forsøger derfor at tiltrække flest mulige vælgerne gennem aktivt spin, dvs. en bevidst drejning af et budskab, et program eller en målsætning i en ønsket retning der appellerer til flest mulige vælgere ved at lægge vægt på det folk menes at kunne lide mest og nedtone eller helt udelade det de menes ikke at kunne lide.

Medierne bliver et led i hele denne spin-proces i og med at de har ekspertise og erfaring med kommunikation og derfor også leverer spindoktorer til politikerne. Resultatet bliver langsomt, men sikkert en sproglig formidling fra politikernes side der siger mindst muligt om den politiske substans (sagligheden) og mest muligt om den politiske appel (omskrivelserne, fortielserne, propagandaen og løgnene). Og medierne får en dobbeltrolle idet de så at sige både giver politikerne muligheder for at ytre sig og lever af at afsløre deres spin og vælgerbedrag.


I det omfang debatten udarter til mere og mere råbende og skingert skænderi - og på de såkaldte sociale medier (facebook, twitter m.m. som politikerne føler sig mere eller mindre forpligtet til at benytte) ofte forfalder til impulsive og hadefulde udgydelser - bliver der mindre og mindre plads til den gode debat der kan få folk til at lytte og reflektere og derfor også til at overveje deres synspunkter og undertiden skifte mening. Men den findes stadig, den gode debat - og den støttes på nogle medier med et vist held. DR2's Deadline har således haft den oplysende debat som målsætning, men lever ikke altid op til den, fordi medarbejderne med få undtagelser ikke forstår samtalens kunst og derfor ofte forledes til at gå hårdt til gæsterne og ofte endda spiller dem ud mod hinanden for spændingens skyld. Men en af Deadline's faste medarbejdere Nynne Bjerre Christensen havde forud for valgkampen i 2015 en række halvtimes interview med toppolitikerne under fællestitlen "Det politiske menneske", hvor hun viste hvordan en interviewer kan komme tæt på politikerne og deres værdisystemer ved ganske simpelt at betragte dem som mennesker og udfritte dem om deres synspunkter i forhold til deres livserfaringer. (Jf. artikler om dansk politik i juni måned 2015.)

Helt galt går det derimod i et program som 'Vi ses hos Clement' fordi Clement Kjersgaard er den han er, dvs ikke blot et lyst og engageret hoved med en lynhurtig replik (af Mads Brügger betegnet som en "gigantisk hjernemuskel"!), men også en hæmningsløst fremstormende performer, der i et crash-kursus i interviewteknik i forbindelse med sin ansættelse hos DR skal have drevet sin lærer til vanvid med bevidst misfortolkning af de stillede spørgsmål! Han kan i realiteten drive hvem som helst af sine gæster til vanvid (fx med afbrydelser og gentagelser), ja, han understreger stolt at det har krævet mange års hårdt arbejde at nå op på et sådant 'irritationsniveau'. Han holder sig især ikke tilbage med politikerne, fordi han dybest set foragter dem. Og dog tror han, at han er forkæmper for demokratiet.

I et interview med BT 13.2. siger han udtrykkeligt at det ikke er tonen der er den virkelige trussel mod folkestyret og den politiske samtale. Nej, "Truslen ligger i indholdsløsheden. I debattens ringe og hensygnende kvalitet. I holdninger, der fremføres uden argumenter og logisk fundament, og derfor bæres til torvs som om de alle er lige gyldige. Og derfor bliver ligegyldige." - Clement er bekymret over at den demokratiske samtale i dag er fyldt med automatholdninger uden reel argumentation eller magt bag, mens de der faktisk har magt taler i flosker. Eller glider af på spørgsmål frem for at svare, - og så kommer ellers hvad man må opfatte som Clements hovedsynspunkt:

"Der er ingen tvivl om, at magten i dette land udøves fra de tunge regeringskontorer, og der er få partier, der kæmper om at besætte dem. Du kan udpege de vigtigste ministre i en ny regering, allerede mens de endnu sidder i opposition. Så isoleret er magten. Det efterlader de små partier i Folketinget, alle bloggerne, meningsmagerne og alle vælgerne i cirklen uden for magten i sådan en form for teaterdemokrati. Vi må ikke få at vide, hvad de to-tre statsministerkandidater mener om de spørgsmål, vi diskuterer. Men så fyldes nyhedsfladen af andre aktører, der kommer ind fra hver deres hjørne og debatterer iført meget bombastiske holdninger. De aktører kan være velformulerede og oprigtige, men deres debat er afkoblet magtudøvelsen! Det betyder, at de mennesker, der bestemmer mest, deltager mindst i slagsmålet. Og de mennesker, der bestemmer mindst, tager mest del i slagsmålet. Det er et problem. Det er begyndelsen til en ægte krise. Og det forklarer politikerleden."


Undertegnede må give Clement Kjersgaard fuldstændigt ret i at der hersker en udbredt politikerlede mange steder i verden, og da ikke mindst i Danmark og de øvrige EU-lande, og i at det i realiteten kun er ganske få politikere i de få forholdsvis store partier der er tilkoblet selve magtudøvelsen ved at være ministerkandidater. Og det giver naturligvis et specielt problem for demokratiet, at disse få magtfokuserede toppolitikere synes at undgå en givende og meningsfuld debat, men det forklarer efter min mening hverken det ringe debatniveau eller politikerleden. Tværtimod må medierne pålægges en stor del af skylden for begge dele (bl.a. ved at forfølge politikere der laver fejltrin) - og helt generelt vil jeg hævde at hovedårsagen til det ringe debatniveau og politikerleden er den store uvidenhed hos politikerne, medierne og hele befolkningen om selve relationen mellem magt og ånd, eller mellem rationaliteten der styrer magtudøvelsen og karriereræset - og irrationaliteten der styrer alt det andet og dermed det frie og kreative liv. For det er denne uvidenhed der kan få folk som Clement Kjersgaard til fuldstændigt at overse at der stadig findes sund og værdifuld samtale- og debatkultur på mange lavere og mere lokale niveauer.

Den politiske krise i Europa hænger i høj grad også sammen med at EU er blevet den centraliserede og bureaukratiserede stormagt den er blevet og som den politiske elite forsøger at samle i Bruxelles - endog i et akut problem som den specielle flygtningekrise der opstod i september sidste år, da kansler Merkel åbnede sluserne for invasionen af flygtninge fra Mellemøsten og Afrika. EU-folkeafstemningen herhjemme i december afslørede netop den særligt store mistillid befolkningen har til eliten i Bruxelles, men alt bør ses i den endnu større sammenhæng der hedder relationen mellem magt og ånd, fordi det er denne der er blevet skævvredet gennem årtier og i dag har nået sit kritiske stadium. Hvis ikke befolkningen vågner op til både dåd og nyerkendelse, vil den ikke formå at vende udviklingen og reetablere et sundt og bæredygtigt demokrati der kan udklække demokratiske politikere, der tør tage fuldt ansvar for åben ledelse, og udklække demokratiske mediefolk, der tør tage fuldt ansvar for åben debat på et højt oplysningsniveau.

Som understreget i en af mine artikler om retorik bliver politik som sådan aldrig videnskab, og en politologi og en retorik der ser bort fra det irrationnelle bliver heller aldrig dækkende eller tidssvarende videnskab. Oplysning er en god og nødvendig ting, men alle borgere er ikke oplyste og de stiler ikke i lige grad efter oplysning. Og dog er der en sammenhængskraft i ethvert fællesskab, ethvert folk og enhver kultur som beror på en art kollektiv oplysning, en genuin folkeoplysning af irrationel karakter. Og den er det livsvigtigt at forstå og have direkte føling med.

Ud fra denne betragtning kan demokratiet hverken ses som et argumentationsdemokrati eller et konsensusdemokrati. Men det kan til en vis grad opfattes som et samtaledemokrati hvis man herved forstår at processerne på samtaleniveauet og oplysningsniveauet i vid udstrækning er ubevidste og derfor aldrig kan analyseres til ende eller fuld åbenhed og belysning. Her indgår i allerhøjeste grad såvel humor som overordnede religiøse eller helhedsrealistiske forestillinger. Det Hal Koch i sin tid kaldte samtaledemokrati må forstås som udtryk for den grundtvigianisme der dybest set ligger bag 'den danske model'. Den har en kender engang bestemt som "troen på det ubevidste i mennesket som noget godt", og det er en særdeles rammende bestemmelse, fordi den forudsætter selve det ubevidste som en væsentlig faktor i samfunds- og kulturlivet. Og netop dette ubevidste går ikke alene en retorik-professor som Christian Kock og mange andre af tidens rationelle forskere og kommentatorer konsekvent udenom, men også performeren Clement Kjersgaard. Og derfor er de ude af stand til at formidle god politisk oplysning og ny politisk erkendelse.

En sand og dybtgående nyerkendelse i vore dage må ligge i at folk får øjnene op for at vi mennesker uanset politisk styreform og uanset religiøse eller ideologiske anskuelser altid står i en eksistentiel situation hvor vi har tilgang til både en ydre, praktisk verden gennem sanserne og en indre, åndelig verden gennem introspektion og refleksion, og hvor vi har til opgave at varetage begge sider af virkeligheden som fuldt ligeberettigede og komplementære. Men vi må samtidigt have spærret øjnene op for det fundamentale livsvilkår at alt hvad der har med mening, helhed, kvalitet og sammenhæng - og dermed også lykke - at gøre beror på alt andet end materiel vækst og politisk magt. Det afhænger af alt det vi har fælles som mennesker, uanset race, køn, intelligens og social status og som har med den grundlæggende oplevelse af frihed, spontanitet og kreativitet at gøre. Og det er udelukkende ud fra denne oplevelse vi kan bedømme vore politikere på fornuftig vis - uden at forfalde til nogen som helst illusioner om at de skulle kunne redde verden og frelse menneskeheden.

Set ud fra dette helhedsrealistiske hovedsynspunkt er det en grov fejlvurdering at bedømme al sand samtale og alt sandt demokrati ude af Danmark eller ude af Europa. Begge dele findes i det stille og det lokale, men er for øjeblikket ikke stærkt nok til at hamle op med magtelitens manipulationer. Derfor skal der vedvarende kritik til. Magtens udøvere og autoriteter skal altid være under kritik, men skal kritikken batte, må den afholde sig totalt fra alle de former for polemik og skænderi som toppolitikerne og toperhvervsfolkene fremturer i med mediernes altfor ivrige hjælp, og som desværre også mange dårligt oplyste almindelige mennesker forfalder til på de sociale medier.

Frem for alt er det nødvendigt at påpege at en debatform som den den højt begavede entertainer Clement Kjersgaard excellerer udi i programmer som 'Vi ses hos Clement' som var det hans store livsopgave ikke gavner den demokratiske oplysningsproces, men tværtimod skader og ødelægger al sand debat og alt sandt demokrati samt al tro på at et demokrati i krise overhovedet kan reddes.

Ejvind Riisgård


Lille uddrag af det officielle udskrift af interviewet:     Til toppen  Næste

CK: Alt, hvad regeringen har gennemført med jeres stemmer det sidste halve år, det siger du, ’det har været den rigtige linje’. Dvs. i den udstrækning, at udlandet har forstået det rigtigt, det kan man så diskutere, om de har, men når folk kritiserer os for de ting, vi gør, så siger du: du er ikke i tvivl om, at de stramninger, som også I stemte for, var det rigtige at gøre?
MF: Jamen, jeg tror, man skal prøve at se det sådan, at vi, hvad er det, vi står i som samfund lige nu? Altså vi står i den største flygtningekrise siden tiden lige efter Anden Verdenskrig. Det er en rigtig svær situation, millioner af mennesker er sendt på flugt. Der er kommet rigtig mange flygtninge både til Danmark, men jo ikke mindst til landene omkring os. Desværre er vi i den situation, at vi land for land er mest optaget af at stramme vores egen politik, jeg bakker op om, at vi gør det i Danmark, men vi mangler jo det politiske lederskab i Europa og i verden, der gør, at vi får fat omkring nældens rod, nemlig får bekæmpet årsagerne til at mennesker overhovedet sendes på flugt.
CK: Men du siger…
MF: Når det så drejer sig om de stramninger, vi har lavet i Danmark-
CK: Ja tak.
MF: -så mener jeg, at de er nødvendige, fordi vi bliver nødt til at finde en balance mellem vores ansvar, vores forpligtelse til at hjælpe og samtidig få vores eget samfund til at fungere på en ordentlig måde. CK: Er det dit mål og Socialdemokraternes mål, at Danmark skal have en strammere asylpolitik end vores nabolande? MF: Nej, det er ikke et mål i sig selv.
CK: Men er det det, der har været, skal vi sige målsætningen med den serie af stramninger, der har været lavet over det sidste halve år? Man kan sige meget af det, der er blevet gennemført også med jeres stemmer, er ting, man havde forestillet sig, talt om tidligere, men afvist. Er målet for jer, at Danmark skal have en strammere politik end vores nabolande?
MF: Nej, det har jeg lige sagt nej til. Altså jeg har sådan set kun ét mål i den diskussion og i de beslutninger, vi træffer. Det er, at vi finder det rette balancepunkt, at vi håndterer situationen, at vi hjælper mennesker, der er på flugt, yder -
CK: Men -
MF: Jeg skal lige have lov at svare, Clement. Yder den beskyttelse til flygtninge, som de har ret til og krav på, og som er nødvendig, og at vi samtidig ikke tager flere mennesker ind i vores land, end vi evner at integrere. Fordi hvis ikke integrationen fungerer, så medfører det jo så kolossale problemer, og derfor en balance.

CK: Når man skal finde ud af, hvor den balance ligger, når du siger, vi skal have præcis det niveau, hvor vi kan følge med, eller vi kan magte det, så er det et spørgsmål om tilstrømning, ikke? De stramninger, der er gennemført, er et spørgsmål om at begrænse tilstrømningen. Dvs. at den politik, som I fører, den er et direkte resultat af den, som de andre lande fører, for hvis de andre lande strammer, og asylansøgerne kommer her, så vil I stramme igen? MF: Nej, landene gør det jo på forskellige måder -
CK: Men prøv lige at svare på spørgsmålet. Hvis de andre lande strammer, sådan så asylansøgerne vælger at komme til Danmark igen i større tal, siger du så, så må vi stramme igen, for vi kan ikke kapere flere end dem, vi får?
MF: Nej, det siger jeg ikke. Jeg siger, at vi har gennemført en række stramninger i Danmark, som, jeg mener, er rigtige, når man kigger på dem samlet. Det, der er behov for nu, det er jo noget helt andet, det er bistand. Det er at Europa, den vestlige verden og i øvrigt meget gerne de arabiske lande, som med mine øjne ikke tager ansvar nok for situationen, får sendt de penge af sted, som gør, at vi både kan…
CK: Det kommer vi til om lidt -
MF: Må jeg ikke lige have lov at svare? Altså det kan jo ikke nytte noget, at du stiller et spørgsmål og ikke vil have et svar, gode ven. Altså vi har behov for - det er godt publikum er med – en forstærket indsats i nærområderne, så færre mennesker sendes på flugt, men vi har jo også behov for at løse de grundlæggende konflikter, der overhovedet gør, at mennesker sendes på flugt. Dvs. en stærkere indsats i Syrien blandt andet.
CK: Fortæl mig lige, i forhold til stramningerne, hvis antallet af asylansøgere, der kommer her til landet, stiger igen, når det bliver varmt - februar, marts, april - siger du så, ’vi strammer ikke mere, for de stramninger, der er nødvendige, de er gennemført’, eller siger du, ’så er situationen åben en gang til’?
MF: Jamen jeg tror, at vi kommer til i de kommende år at forholde os til både flygtninge- og udlændingespørgsmål -
CK: Så du afviser ikke nye stramninger?
MF: Jeg siger, at for nærværende har vi ikke flere stramninger, vi ønsker at gennemføre -
CK: Men så er det, jeg spørger dig Mette Frederiksen-
MF: Der ønsker vi et andet fokus, nemlig på det langsigtede. Verden, Europa, Mellemøsten bliver nødt til at forholde sig til, at mennesker sætter ikke sig selv i bevægelse for sjov, og derfor bliver vi nødt til at insistere på, at stramninger -
CK: Det sagde du før. Nu skal jeg bare høre. Lad os lige for at fastholde stramningerne, fordi det vi har set, generelt dansk politik, også partier i andre lande osv. har flyttet sig.
MF: Jeg svarer på dine spørgsmål. At stramninger kan ikke stå alene, vi bliver nødt til at få fat om nældens rod, og der synes jeg ikke, at vi fra dansk side leverer godt nok lige nu.
CK: Det vender vi tilbage til om lidt.
MF: Hvor er det godt.
CK: Jeg prøver en gang til -
MF: Så kan du høre, om jeg siger det samme

CK: Du siger, I har været ude at sige her de seneste uger og måneder, at ’antallet betyder noget. Vi har tidligere taget fejl, det er begrænset, hvor meget Danmark kan kapere’. Så I kigger meget på antallet. Hvis antallet stiger - og nu taler vi ikke om fem år ude i fremtiden eller en fuldstændig hypotetisk situation, hvis vi om tre eller fire måneder står pga. vejret og forårets komme med det samme asylansøger –
MF: Jeg har givet mit svar på spørgsmålet.
CK: Så du udelukker ikke nye stramninger?
MF: Jeg forholder mig ikke til –
CK: Du vil ikke svare på, om der kommer nye stramninger, hvis antallet af asylansøgere stiger igen?
MF: Det afhænger fuldstændig af, hvad det er for en situation, vi kommer til at være i.
CK: Så du udelukker ikke nye stramninger?
MF: Den flygtningepolitik, vi skal føre ........


Henvisninger    Til toppen


Link til udskrift af Clements interview med Mette Frederiksen på DR 31.1.16.

Link til Clement B. Kjersgaards internet-magasin Ræson


Relevante artikler på Jernesalt:

Fem artikler om retorikken i forhold til den politiske debat i Danmark i det nye årtusinde.
Artiklerne har fællestitlen 'Fordummelse og naivitet i politik'.

I   -   Grundproblematik   (4.3.11.)
II  -   Politikernes uskikke   (8.3.11.)
III -   Vælgernes naivitet   (10.3.11.)
IV  -   Indvandrerdebatten   (14.3.11.)
V   -   Den smalle retorik fejler   (17.3.11.)

Nærmere specifikation på oversigt.


Tal med DR2's selvbestaltede præsteskab  om Clement B. Kjersgaards serie "Tal med Gud"
Weblogs og eksistenslogs  (7.8.06.)
Had og demokrati  (Eksjugoslavien/Mellemøsten )
Hadets tiltrækning og livsløgn   (31.7.07.)

EU trækker magtesløsheden ud  (10.2.16.)
Massive nytårsovergreb på tyske kvinder sætter et "Før og efter Køln"  (13.1.16)

Sprogterror afslører fatal uvidenhed om psykologi
- hos bødler, ofre, politikere og journalister  (18.11.14.)
Hademails florerer og ødelægger både debat og udvikling  (7.8.13.)
Helle Thornings skattesag pinlig for alle  (27.8.12.)
Jernesalt har ti års jubilæum  (2.6.12.)
Facebook på Nasdaq-børsen = 'Al magt til folket'?  (21.5.12.)
Kampen om indvandring og homogenitet  (4.5.12.)
Brandbombe mod vestlig ytringsfrihed  (9.11.11.)
Overtro og medier  (13.7.11.)
Reality-tv fortegner virkeligheden   (9.5.11.)
Medier, ungdom og dannelse  (2.5.11.)
Wikileaks kontra magthaverne  (26.10.10.)
Jacob Rosenkrands' forfejlede jagt på 'de røde lejesvende' i DR  (5.10.10.)
Skal man bare svine sine modstandere til på Facebook?  (27.4.10.)
Politiken lefler for Profetens efterkommere  (28.02.10.)
Blogs som narresutte  (21.10.09.)
Politikens jægersag en mediestunt?  (17.9.09.)
Mediedækning af krig og konflikt - kontra oplysning  (2.2.09.)
Messerschmidt og BT's ubarmhjertige forfølgelse   (23.5.07.)
Khader og TV2's omgang med sandheden  (21.05.07.)
Dagbladene under pres  (19.4.07.)

Deadline under lavmålet - i interviews med Fogh og Lykketoft (25.1.05.)
Folketingsvalget i medierne (løbende serie fra 20.1.05.)
Er samfundet blevet selskabeligt?  Eller er dette bare en medieforskers postmodernistiske tese?
Sprogpsykologisk aksiom
Sprog og forførelse - Forførelsens kunst III
Skadelig sprogblomstring? (i rapper-sproget)
Sproget og virkeligheden
sprog og politik  (9.9.10.)
Sproget  (kap. af Jernesalts 2009-filosofi)
Sproget og universets mysterier  (13.9.10.)
Sprog: Jørn Lund, sproget og virkeligheden  (24.9.10.)
Sprog, gud, sekularisering og religionsskifte
Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi
Sprogets og dets dimensioner


De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Artikler om Medier
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal