JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - wajda

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.10.16.

Andrzej Wajda - Polens største filmskaber og kulturpersonlighed - er død

Polsk films Grand Old Man, Andrzej Wajda, døde 9. oktober 90 år gammel. Han havde ikke blot en stor filmproduktion bag sig, men også en stor indflydelse på polsk kulturliv i hele efterkrigstiden.

De fleste af Wajdas film har været vist i biograferne herhjemme, men de har aldrig opnået en popularitet som Krzysztof Kieslowskis. Dennes film var overvejende af direkte eksistentiel mening - ligesom Ingmar Bergmans - og kunne gå lige ind i sjæle der var optaget af disse problemer. Wajdas film er derimod placeret i feltet mellem personlig og national skæbne samt historisk og politisk udvikling - og kræver forhåndsinteresse for polsk historie og kulturopgør.

Hans film blev ofte vist på Filmmuseet (Cinemateket) i 1960'erne, 70'erne og 80'erne - ligesom bunker af andre film fra Østeuropa og Sovjetuionen. Men dette ebbede ud efter Sovjetunionens sammenbrud i 1989 og dermed ophøret af den Kolde Krig. Alt uden for krimi- og underholdningsgenren koncentrerede sig fra da af om EU, USA og Mellemøsten samt global økonomi og teknologi og snævre politiske og miljømæssige problemer, lige indtil terrorangrebet på NYWT-centret i 2001.

End ikke Polens og andre østlandes optagelse i EU fra 2001 øgede interessen for Østeuropas kultur og udvikling. Og i dag sidder vi i den suppedas der hedder et fejludviklet og magtesløst EU, USA's svigt i Mellemøsten, frygten for islamistisk terror og en massiv flygtningestrøm fra Syrien og Afrika som allerede har splittet Europa dybt.

Men Østeuropa (og Rusland) består fortsat i egen ret. Rusland hører med til europæisk kulturhistorie, og Polen er et helt centralt land for en forståelse af Europas histore. Det er ikke et perifert land, men derimod med den britiske historiker og Polensforsker Norman Davies' ord selve Europas hjerte. Og Wajda er i den forbindelse umulig at komme udenom.

Andrzej Wajda blev født i 1926 i Suwalki i den nordøstlige den af Polen som søn af en kavaleriofficer. Kendskabet til heste og rytteri skildrede han fornemt i filmen 'Lotna' (navnet på en hest). Faderen blev i april 1940 interneret af de russiske tropper der havde besat den østlige del af Polen for at forhindre Nazitropperne i at erobre hele Polen efter udbrudet af 1. verdenskrig den 1.9.39. Besættelsen var faktisk aftalt i Ikke-angrebspagten fra 1939 mellem Tyskland og Sovjet. Omkring 60.000 polakker blev sendt østpå. Af dem kom omkring 22.000 officerer ikke længere end til skoven ved Katyn tæt ved Smolensk, hvor de i maj 1940 blev skudt én efter én og smidt i massegrave. Først efter Sovjetunionens fald i 1989 kunne polakkerne få opklaret at det ikke var tyskerne, men russerne der på ordre af Beria og Stalin havde skudt officererne - med det formål at undgå eventuel modstandskamp. Og først i 2007 lavede Wajda den rystende film om hele deporteringen og den brutale likvidering.

Wajda gik i 1940 (som 14-årig) ind i den polske undergrundshær (Armia Krajowa), men han deltog aldrig i militære aktioner. Han fik i 1942 mulighed for at gå i eksil i London og vendte først hjem til Polen i 1945.

En kort tid gik Wajda på Kunstakademiets malerskole i Krakow, men kom derefter på filmskolen Lòdz (udtales nærmest 'wuts') og var herefter nogle år instruktørassistent hos Alexander Ford (1908-80) der som rektor for skolen fra 1948 reorganiserede polsk film. Men Wajda begyndte også at iscenesætte teaterstykker - og har gennem årene sat utallige stykker op i Polen, men også enkelte i udlandet. 1956-58 lavede Wajda en trilogi om krigen der omfatter 'Generation', 'Kanalen' (på dansk 'De 63 dage') og 'Aske og diamanter', og det var sidstnævnte fra 1958 der gav ham det internationale gennembrud. Den foregår i 1945 og viser hvilke vanskelige dilemmaer en polak uundgåeligt kom ind i ved modstanden mod det sovjetiske styre, hvis han eller hun ikke ønskede at gå ind i den heroiske kamp der kunne koste livet, men derimod ønskede at overleve, ikke for enhver pris, men dog med belastende kompromisser. Wajda valgte helt bevidst overlevelsesstrategien, men ikke uden at tjene nationalpolske interesser. I filmen følger man en modstandsgruppe der skal likvidere en lokal partileder der går sovjetmagtens ærinde, men hvis søn arresteres for modstand. Partilederen bliver ikke skudt ved det første attentatforsøg, men ved det næste - efter tilfældigvis at have fået hotelværelse ved siden af den modstandsmand der skal udføre det. Det sker på klods hold på åben gade. Modstandsmanden undslipper i første omgang, men løber så ind i nogle sovjetvagter der opdager at han er bevæbnet og skyder ham ned. Han dør kort efter med blodet flydende fra maveregionen, så det ses gennem det sengelinned på en tørresnor han skjuler sig bag. - Man er ikke i tvivl om at Wajda ikke bryder sig om likvideringer af nogen art. Men omvendt udstiller han magthavernes arrogance og hensynsløshed. Dilemmaet for almindelige polakker er man ikke i tvivl om.

Hovedrollen blev iøvrigt spillet af den fremragende, men særegne Zbigniev Cybulski (1927-1967) der var Polens "unge vrede mand", men omkom ved en togulykke. Denne ulykke gjorde Wajda til genstand for sin film 'Alt til salg' (1978).

Wajda grundlagde i 1972 sammen med kollegaen Agnieszka Holland filmsammenslutningen Studie X.

I 'Marmormanden' (1976) rettes en skånselsløs kritik mod den løgnagtige arbejdsmoral den kommunistiske magt idealiserede og fremmede gennem udnævnelsen af socialistiske mønsterarbejdere der fik skruet arbejdstempoet op gennem vanvittige præstationer intet normalt menneske kan holde til i længden. En dag får marmormanden stukket en brændende mursten i hænderne, så han må sygemeldes. Sabotage eller hvad? Regimet er ikke i tvivl, det er kontra-revolutionær handling der gennem forfalskede beviser kommer til at gå ud over en uskyldig ven til marmormanden. Og denne skifter side. - Handlingen krydses af en anden handling hvor en kvindelig filminstruktør (spillet af Krystyna Janda) arbejder på en dokumentarfilm om mønsterarbejderens skæbne og mærkelige forsvinden. Wajda antyder at denne blev skudt ned ved skibsværftet i Gdansk i 1970 hvor der blev sat tropper ind mod arbejderurolighederne.

Fortsættelsen kom i 1981 med 'Jernmanden', hvor man følger udviklingen af Solidaritetsbevægelsen på skibsværftet, hvor marmormandens søn nu er ansat. Der vises originale klip fra de afgørende forhandlinger mellem Lech Walesas folk og det kommunistiske styre. Men som bekendt endte den faktiske udvikling med indførelse af general Jaruzelskis undtagelsestilstand i december 1981 med tilhørende arrestation og internering af Walesa og hele Solidaritets ledelse. Wajda, der havde fulgt Solidaritetsbevægelsen på nært hold og blevet ven med Walesa, blev selv frataget sin stilling som leder af filmskolen og valgte at gå i eksil i Frankrig nogle år.

Det hører med til billedet at Wajda bl.a. i kraft af sin internationale anseelse hidtil havde fået relativt frie hænder til sit arbejde, og at det i mange år var selveste lederen af statscensuren der så gennem fingre med hvad han lavede.

En anden side af Wajdas indstilling ses af den store todelte filmatisering af nobelpristageren W. Reymonts roman 'Det forjættede land' der så at sige fortæller historien om kapitalismens sene indførelse i Polen - netop i tekstilbyen Lódz. Tre venner af god familie opfører i fællesskab en fabrik for deres familieformue: den polske adelsmand Karol hvis far advarer ham mod planerne og som selv arbejder for en stenrig, men umenneskelig fabrikant, tyskeren Max hvis far ejer en fabrik med håbløs gammeldags maskineri, og endelig jøden Maryc der fremstilles som en snu spekulant. For dem alle reduceres arbejderne til ting der ikke skal tages hensyn til. Polakken gifter sig efter et kynisk brud med sin første kone til en stenrig jødes formue. Og det er værd at notere at det er denne Karol der til sidst viser sig som den værste af alle: han giver politiet ordre til at skyde på demonstrerende arbejdere - lige som det kommunistiske regime gjorde mod arbejderne i 1970.

Om denne film har den danske filminstruktør og filmdistributør Christian Braad Thomsen noget venstreorienteret skrevet, at alt i filmen er anskuet i lyset af kapitalens ubønhørlige logik, og det med kynisme, galgenhumor og skærende ironi. 'Det forjættede land' er i hans øjne en fantastisk dommedagsfilm om kapitalismens fødsel i Polen. - Men som bekendt lever kommunismen stadig i denne verden, både i og uden for Polen. Og faktisk blev kommunismens fødsel i Polen om muligt endnu værre. Revolution er ingen garanti for en ændring til det bedre. Det viste Wajda med sin franske film om revolutionshelten Danton der var en ledende kraft i gennemførelsen af den franske revolution, men som i 1794 blev henrettet af Robespiere der indførte sit absolutte "rædselsherredømme". - Selv den fredelige overgang til et normalt demokratisk system efter 1990 er ikke gået helt glat i Polen. Liberaliseringen gik for hurtigt - og riget er splittet mellem land og by og mellem katolske og sekulære borgere.

Filmatiseringen af maleren og forfatteren Wyspianskijs 'Brylluppet' 1973 er blevet et højst spektakulært opgør med modsætningen mellem polsk heroisme og polske drømme. Den udspiller sig omkring år 1900 hvor Polen er delt imellem Rusland, Preussen og Østrig. Og den foregår i den østrigske del af Polen, Galicien, som havde et vist selvstyre og derfor tiltrak politikere, kunsterne og intellektuelle fra andre dele af landet, men økonomisk var tilbagestående. I en lille landsby uden for Krakow holdes der stort bryllup mellem en jævn bondepige og en maler og forfatter fra Krakow med meget fine fornemmelser. En digter registrerer nøgternt hvad der sker. En journalist forsøger det samme, men drikker for meget. En rig jøde dukker op med sin noget overspændte datter der har mærkelige syner. Og der bliver drukket vodka så de fleste inklusive brudgommen bliver kanonfulde. Værten bliver bildt ind at der er bud fra den udenlandske nationalhelt om at starte oprøret - og så går den store kamp ellers løs. - Alle mulige elementer af polsk historie og polske drømme blandes sammen i et storstilet epos, hvor det er så svært at holde styr på personer og tilhørsforhold, at man fornemmer at det samme vist er tilfældet i virkelighedens Polen.

'Pan Tadeusz' (1999) er en lige så storslået filmatisering af den romantiske digter Adam Mickiewicz' versificerede skildring af en fejde mellem to adelsslægter i Litauen 1811-12, men begyndende i 1791 da Polen fik sin forfatning. Den ene adelsslægt Horeszko forsvarer forfatningen og dens overhovede bliver dræbt, mens slægten Soplica støtter russerne. Og naturligvis går det sådan at den unge Tadeusz vender hjem til Soplica-familiens hovedsæde og forelsker sig i datteren af den faldne Horeszko der er taget i pleje dér. Manden der har dræbt Horeszko har forklædt sig som munk og spiller et dristigt spil mod forvalteren af Horeszkos borg. Men han bliver dødeligt såret og røber hvem han er. Der opnås forsoning mellem de to slægter, så Tadeusz kan få sin viv. - Igen er det en blændende udførelse af handlingen Wajda præsterer - og med utroligt flotte scenerier og smukke landskaber. Men det er svært at holde styr på personerne, hvis man ikke har læst Mickiewicz. Og det bliver egentligt ikke bedre af at man med mellemrum ser digteren (Mickiewicz) skrive sine beretning ned i Paris, hvortil en stor gruppe polakker var emigreret efter en mislykket opstand i 1930. Men meningen er tydeligvis at give et stærkt indtryk af hvordan disse adelsfejder umuliggjorde en løsning på det polske ønske om enhed og suverænitet. Napoleon kommer ind i billedet i 1812, men led som bekendt nederlag ved Moskva - og det ændrede igen Polens historie.

I 2007 indspillede den nævnte film om 'Katyn-massakren' i 1940, hvor sovjetiske sikkerhedsfolk skød omkring 22.000 internerede polske officerer og smed dem i massegrave. Sovjetunionen påstod efter krigen at det var tyske SS-folk der havde skudt officererne. Det kunne man af gode grunde ikke få grundigt undersøgt før efter sovjetsystemets fald i 1989. Polakkerne troede ikke på det, og dette indgår i filmen. Igen viser Wajda dilemmaet ved for overlevelsens skyld at skulle tilpasse sig et løgnagtigt regime. Der blev rejst et stort mindesmærke over de dræbte i Katyn, men en ny Katyn-tragedie skete i 2010, da den daværende polske præsident (en af tvillingebrødrene Kaczynski), mange regeringsmedlemmer og mange højstående officerer styrtede ned med et fly da de skulle til mindehøjtidelig i Katyn. Der var stærk tåge, og det blev frarådet polakkerne at forsøge at lande, men det gjorde piloten alligevel. Men det er stadig uafklaret hvem der gav ham ordren. Jf. artiklen Polens nye Katyn-tragedie (12.4.10.)

I 2009 lavede Wajda en smuk film der hed 'Tatarak' (navnet på en sumpplante) og som skildrer filmskuespilleren Krystyna Janda's sorg og depression efter sin ægtefælle Edward Klosinski's død. Han var mangeårig skattet filmfotograf hos Wajda, og vi inddrages i filmen også i Wajdas filminstruktion og cameraarbejde. Filmen er dels baseret på en novelle, dels på Jandas egne dagbogsoptegnelser. Og det viser den da 83-årige instruktørs store indlevelse i Jandas tragedie. Men det skulle endda ikke blive Wajdas sidste film.

Det blev 'Walesa - håbets mand' (2012) der skildrer den jævne elektriker Lech Walesas vej til magten, herunder hans egentlig overaskende overtagelse af ledelsen i Solidaritet. Der var folk i denne bevægelse der var klogere end han var, men det var ham der havde talegaverne og kunne få værftsarbejderne i Gdansk med sig - og som desuden havde en nærmest fabelagtig intuitiv evne til at få øje på mulighederne i det yderst komplicerede spil mod en benhård stats- og partimagt og direktion. Ingen fattede i grunden hvordan det kunne lade sig gøre at forvirre statsmagten så meget med en konsekvent ikke-voldelig strejke. Manden var impulsiv og ulogisk og endte alligevel med at få en aftale i hus på sine betingelser. Hovedrollen er fremragende spillet af Robert Wieckiewicz og det er blevet et raffinement at skildringen fremstår som et langt interview som foretages af den internationalt kendte og skarpe italienske journalist Oriana Fallaci (spillet af Maria Rosania Onaggio).

Alle er dog klar over at det var af afgørende betydning at Walesa var praktiserende katolik og i 1979 fik en enorm støtte i selve det forhold af det blev biskop og kardinal Karol Wojtyla fra Krakow der i 1979 blev valgt til pave i Rom under navnet Johannes Paul den II. Wojtyla havde fra starten af sin karriere været modstander af først den tyske besættelsesmagt og siden den sovjettiske, men han var klog nok til at fraråde og tage afstand fra ethvert tilløb til voldelig modstand. Men til gengæld gav han sin fulde moralske støtte til sit folk og til Lech Walesa's bevægelse. Det skete med allerstørste styrke og konsekvens på alle de rejser Johannes Paul foretog som pave til sit hjemland og som gav en mødetilstrømning af millioner af polakker som regimet ikke kunne stille noget op imod. Hverken i Warszawa eller i Kreml fattede magthaverne nogensinde hvad der foregik nede i den polske folkesjæl. Og i 1981 slog Bresjnev og Jaruzelski som nævnt til med arrestationer - Jaruzelski indførte sin krigsretstilstand med den begrundelse at russerne ellers ville invadere landet militært.

Wajdas skildring af Lech Walesa er en fornem opvisning i psykologisk forståelse og iscenesættelse. Walesa beklagede selv at han blev skildret som en klovn, men det skal man ikke tage sig af. Walesa var ikke nogen nøgtern iagttager. Hvad Wajda skildrer er først og fremmest den fantastiske intuitive situationsfornemmelse Walesa opviste. Filmen er én stor hyldest til manden, men til gengæld kunne man savne bare et forbehold over for Walesas rolle som den første præsident efter friheden, for her viste Walesa sig fra sin mest usympatiske side ved at obstruere den frie regering der var blevet valgt og som havde Solidaritetsfolk som kerne. Men det får være. Jf. min korte karakteristik . Wajda ville vel først og fremmest understrege den håbets vej Walesa fulgte, da han endnu var i opposition.

Da Delta bio i København i 1990 arrangerede en lille polsk filmuge med værker af andre af landets gode instruktører, gjorde en af dem, Wojciek Marczewski, i et interview gældende at det nu efter sovjetsystemts fald og de østeuroæiske landes befrielse var slut med den politiske film i Polen af den simple grund af virkeligheden har ændret sig. Den slags konklusioner skal man naturligvis være forsigtige med, for selv om virkeligheden, herunder de politiske vilkår, ændrer sig, betyder det jo ikke at de politiske problemer er løste, endsige at de ikke kan tages op til filmisk behandling. Det demonstrerede Wajda selv med stærke film efter 1990. Og man skal ikke glemme at det politiske parti der var kommet til magten i Polen efter den første Solidaritetsregering i midten af 1990'erne foragteligt kaldte Andrzej Wajda for "folkerepublikkens kæledægge", fordi han rent faktisk fik mere frihed til at lave sine film end andre gjorde. Partiet var det nye socialdemokratiske parti der var identisk med det gamle kommunistparti. Dets leder var den ministerpræsident Leszek Miller der i København forhandlede Polens indtræden i EU på plads med Anders Fogh Rasmussen.

Sandheden om Wajda er imidlertid den der stod i programmet for Wajda-kavalkade som Cinemateket foranstaltede i januar 2009 i samarbejde med Den polske Ambassade under betegnelsen "Wajda - sandhed og konkvens". Her hed det med rette at "Wajdas film er punktnedslag i Polens dramatiske historie. Han er om nogen sit lands filmiske historieskriver". Dette kan man simpelthen ikke tage fra ham - og filmskabere af den karat er sjældne, men de kan dog til hver en tid opstå igen når personen dukker op i rette tid og på rette sted.

Wajda har engang i et interview gjort opmærksom på at det er tre instanser der har gjort det muligt for polsk kultur at overleve, og det er kirken, landsbyerne og intelligentsiaen. Kirken giver sig selv ifølge ovennævnte. Landsbyerne var længe en sund og selvfølgelig modvægt til urbaniseringen og centraliseringen, og man undgik lykkeligvis efter 1945 den sovjetiske kollektivisering. Til gengæld forblev landbruget dybt forældet og tilbagestående, endnu i 1990 så man polske landbrugere pløje jorden med hesteforspand. Og det var, som nogen vil huske, et lille parti for selvstændige landbrugere (Samoobrana) der under ledelse af bondeoprøreren Andrzej Lepper gjorde mest ihærdig modstand mod optagelsen i EU. Men intelligentsiaen er ubetinget væsentlig for Polen, fordi forfattere, kunstnere og forskere i et par hundrede år faktisk formåede at holde folkets håb oppe. Det er noget andet end at fordærve folk med ensidig intellektualisering. Men det hører netop til Polens store fortjeneste at man undgik denne fordærvelse - i hvert fald op til årtusindskiftet. Wajda var en central personlighed i denne vigtige sag.

Man kommer simpelthen ikke uden om i Andrzej Wajdas tilfælde at fastslå at man ikke kan komme ind på livet af Polens kulturhistorie efter 1945 uden at tage Wajdas filmskildringer med. De er subjektive i den gode forstand at de afspejler en dybt personlig erfaring og et dybt personligt engagement. Men i eksistensen er det netop subjektiviteten der tæller.

Ejvind Riisgård

Henvisninger

Vigtigste film:

1955 Generation
1957 De 63 dage (Kanal - det polske ord for kloaksystemet i Warszawa hvor oprørerne kunne gemme sig i 1943)
1958 Aske og diamanter (om overgangsperioden lige efter 1945 - efter roman af Jerzy Andrzejewski)
1959 Lotna
1960 De uskyldige troldmænd
1961 Samson
1961 Sibiriske Lady Macbeth
1965 Aske
1969 Alting til salg
1970 Birkeskoven
1970 Landskab efter slaget
1973 Brylluppet (efter skuespil af Stanislaw Wyspiansky)
1975 Det forjættede land (efter roman af Wladislaw Reymont fra 1897)
1977 Marmormanden
1981 Jernmanden
1979 De unge piger fra Wilko
1980 Dirigenten (med engelske John Gielgud i titelrollen)
1983 Danton (fransk revolutionsdrama, indspillet i Frankrig med Gérard Depardieu)
1986 En beretning om en ung tragisk kærlighedshistorie
1990 Dr. Korchak (om den polsk-jødiske børnelæge Janusz Korchak, der fulgte sine ghettobørn i kz-lejr i 1942)
1993 Ringen med den kronede ørn
1996 Frøken Intet
1999 Pan Tadeusz (efter Adam Mieckiwiczs nationalepos fra 1834)
2002 Hævnen (om en adelsfejde i 1600-tallet - med Roman Polanski i en af hovedrollerne)
2007 Katyn (om den sovjetiske massakre på polske officerer i 1941, heriblandt Wajdas egen far)
2009 Tatarak (navnet på en sumpplante - en film om Krystyna Janda efter filmfotografen Edward Klosinski's død)
2012 Walesa - Håbets mand (om Lech Walesa og Solidaritetsbevægelsen)

Litteratur:

Andrzej Wajda: Wajda on film - A Master's note. (Acrobat Books. Los Angeles. 1991)
Andrzej Wajda: The Wajda Trilogy (Lorrimer Publishing. London. 1973)

Links:

Wajdas officielle website
Wajdas filmografi på IMDB

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Lars von Trier - Bergman - Kieslowski' (kr. 25) om de tre store filmkunstnere: Lars von Trier, Ingmar Bergman og Krzysztof Kieslowski med karakteristikker og værkgennemgang.

Bunuel - Abuladze - Mikhalkow og andre filmskabere (kr. 25) omfatter essays om Bunuels dogmefilm "Mælkevejen", Abuladzes 'Anger' og Mikhalkows 'Brændt af solen', Hanekes 'Det hvide Bånd', sammes 'Amour' om kærlighed på prøve over for aldring og død og Roy Andersssons 'Du levende' og Filmisk leg med virkelighed og bevidsthedstilstande i Nolans 'Inception'.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: