utils prefix normal JERNESALT - valg11m

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.9.11.

Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF

Folketingsvalget i går blev mere spændende end forudset, fordi der var tættere løb til det sidste. Men som forventeligt fik Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti sammen med Det radikale Venstre og Enhedslisten plus tre nordatlantiske mandater ialt 92 mandater, mens Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti plus én færing fik 87 mandater. Statsminister Lars Løkke Rasmussen konstaterede ved 23-tiden at slaget var tabt for VK-regeringen. Han bebudede at han fredag ville gå til dronningen med sin afskedsbegæring og anbefale en dronningerunde.

Oppositionens statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt ville være helt sikkert på resultatet inden hun udtalte sig - og det skete en halv time senere med ordene "Vi gjorde det!". Og det er sandt nok. Det lykkedes de fire partier der ønskede hende som statsminister at vriste magten fra den VK-regering der gennem ti år havde bygget sit flertal på det afskyede, ja, af SF og Enhedslisten ligefrem forhadte Dansk Folkeparti - og dette resultat overskyggede ikke mindst i SF et ellers dårligt valg for S-SF alliancen. Helle Thorning overtager nok som den første kvindelige statsminister i Danmark statsministeriets eftertragtede kontorer og embedsmænd, men gør det med det dårligste valgresultat for sit parti i mere end 100 år (altså før Stauning tog over og førte partiet frem til store tider). Partiet kunne end ikke genvinde den position som landets suverænt største parti der gik tabt i 2001. Desuden må hun danse tango med et SF-parti der på grund af sin regeringsvillighed mistede ikke mindre end syv mandater der først og fremmest gik til det yderst venstreorienterede Enhedslisten. Thorning kan ikke regere uden støtte fra Det radikale Venstre der nu med en gevinst på 8 mandater er blevet landets fjerdestørste parti og har genindtaget sin gamle plads som 'regeringsmager'.


Valgets resultat i (1) mandater og (2) procenter
Parti 2007 +/- 2011    2007 +/- 2011
Venstre   46 +1   47    26,3 +0,4 26,7
Socialdemokraterne   45 -1   44    25,5 -0,6 24,9
Dansk Folkeparti   25 -3   22    13,9 -1,6 12,3
Det radikale Venstre   9 +8   17    5,1 4,4 9,5
Socialistisk Folkep.   23 -7   16    13,0 -3,8 9,2
Enhedslisten   4 +8   12    2,2 4,5 6,7
Liberal Alliance   5 +4   9    2,8 2,2 5,0
Konservative Folkep.   18 -10   8    10,4 -5,5 4,9
Kristendemokraterne   0 0   0    0,9 -0,1 0,8

Oversigten er ordnet efter nye partistørrelse og læses fra venstre til højre.


Opstillet efter 'statsminister-blokke' ser valgresultatet sådan ud:

Lars Løkke Rasmussens støtter:

(V)    26,7 % - 47 mandater (+1)
(DF)  12,3 % - 22 (-3)
(LA)    5,0 % - 9 (+4)
(K)      4,9 % - 8 (-10)

Ialt  48,9 % - 86 mandater (-8)

Helle Thorning-Schmidts støtter

(S)    24,9 % - 44 mandater (-1)
(R)     9,5 % - 17 (+8)
(SF)   9,2 % - 16 (-7)
(Enh)  6,7 % - 12 (+8)

Ialt  50,3 % - 89 mandater (+8)

Færøerne 1 S + 1 V
Grønland 1 S + 1 SF


Jernesalts kommentar:

Resultatet af valget blev altså stort set som meningsmålinger havde vist - og det glædelige var en høj valgdeltagelse på ikke mindre end 87,7 %, den højeste siden 1984. Høj valgdeltagelse er normalt til størst gunst for venstrefløjen, og denne norm ser altså ud til at være blevet bekræftet. Et klart flertal ønskede forandring og fik det. Dette er ikke i sig selv uforståeligt efter ti år med samme regeringskonstellation, men indebærer ikke desto mindre en usikkerhed som hen ad vejen vil kunne give overraskende og for mange måske ovenikøbet ubehagelige overraskelser.

Forskydningerne mellem partierne inden for Thorningblokken er nemlig yderst markant, fordi de to sejrende partier - Det Radikale Venstre og Enhedslisten - hver fik en gevinst på hele 8 mandater, men ubestrideligt trækker i hver sin retning. De radikale ønsker af princip ansvarlig økonomisk politik og står ved aftalen med Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative om tilbagetrækningsreformen. De betoner ydermere at de gerne vil have samarbejde hen over midten, mens Enhedslisten ikke har opgivet drømmene om en fuldstændig forandring af samfundet og derfor håber at kunne trække en S-SF-regering til venstre. De indtager dermed den rolle som Danmarks kommunistiske parti havde frem til 1960 og som Socialistisk Folkeparti under Aksel Larsen fortsatte frem til skæbnevalget i 1966 der førte til det såkaldte 'Røde Kabinet'. Det holdt ikke, fordi både S under J.O. Krag og SF var totalt uafklarede om den nye situation. Socialdemokraten Per Hækkerup satte fuldt bevidst og nærmest hånende SF "under åget" - dvs realøkonomiens tunge åg. Og det holdt SF (eller rettere de unge i SF) ikke til. Krag blev fældet og en VKR-regering tog over. Men SF har været 40 år om at finde ud af at i regering med S kommer partiet ikke uden realpolitisk indstilling. En sådan er imidlertid en risikabel affære for et revolutionært parti.

Faktisk må revolutionen i gammeldags forstand som en totalforandring af samfundssystemet opgives for at realismen kan slå rod. Det har SF under Villy Søvndal og Ole Sohn taget konsekvensen af - og det er flot gjort - men det koster stemmer blandt netop de vælgere der fastholder de revolutionære drømme og utopier. Disse vælgere har de sidste få måneder søgt til den gæve Johanne Schmidt der kan smile anderledes sødt og venligt end nogen anden i partiet - men som ikke har opgivet utopierne og næppe vil gøre det. At bruge de gamle hækkerupske 'stokkemetoder' over for et sådant parti og en sådan partileder ville være halsløs gerning af Helle Thorning. En normal, velvillig forhandling med fuld respekt for modpartens synspunkter er heller ikke mulig, hvis der sagligt set skal bygges bro til de radikale. Så Thornings opgave bliver virkelig hård. Hun er klar over at det vil tage tid, måske uger, at få skabt et regeringsgrundlag som kan omfatte både Enhedslisten og de radikale, men om det overhovedet lykkes at lave noget der kan holde mere end et år eller to - anser mange af ganske gode grunde for tvivlsomt.

Socialistisk Folkeparti er tydeligt rystet. Det var vist kun Kamal Qureshi der i går formåede at gejle sig selv op til ekstatiske højder over at valget væltede den forhadte Pia Kjærsgaard fra tronen. For dels mister han måske selv sit mandat, dels mister partiet ikke mindre end syv mandater - nærmest et blodbad for et parti der er på vej ind i en regering og skal levere ministre til den. Selvom de næppe kan forlange mere end ca. en tredjedel. Villy Søvndal er urørlig som formand; et forsøg på at vælte ham ville være galimatias. Men han står over for en gigantisk opgave, når det gælder at overbevise både vælgere og bagland om de kommende kompromisser.

De radikale kommer til at stå uhyre stærkt i Thorning-blokken og vil formentlig stå sig ved at holde sig uden for regeringen. Et fælles regeringsgrundlag forekommer umiddelbart umuligt at skabe, og klemmen på en regering er langt bedre for den der står uden for og kan sige sin mening. Margrethe Vestager har formentlig også set i øjnene at regeringsarbejdet bliver knald eller fald for Helle Thorning. Falder hun, kan Vestager blive en mulighed som kommende regeringschef på sine egne betingelser. Vestager er foreløbigt bundet af aftalerne med VKO om tilbagetrækningsreformen - og det betyder givetvis nyttige kontakter og senere forhandlingsmuligheder, hvorimod Helle Thorning hele tiden må være bevidst om truslen fra Dansk Folkeparti. Lempes der på udlændingepolitikken, kan Pia Kjærsgaard påny hente vælgere fra de splittede socialdemokrater.


Det konservative Folkeparti er som landets mindste parti efterhånden ikke værd at snakke om. Lars Barfoed bliver siddende som formand. Han har haft byrden så kort tid at det vil være halsløs gerning for partiet at skifte ham ud. Han tror det kun kan gå fremad for partiet, men det skal han ikke være for sikker på. Det er reelt splittet fra top til tå - og det skyldes ikke bare gamle formandsstridigheder og -fragmentering, men selve den aversion mod samarbejdet med Dansk Folkeparti som adskillige af partiets folketingsmedlemmer og vælgere har følt, og som derfor har fået dem til at vende partiet ryggen. De har så at sige været tvunget under den stramme udlændingepolitiks åg som betingelse for regeringssamarbejdet med Venstre. Og dette åg har de ikke kunnet bære.

Dette har Liberal Alliance så haft stort udbytte af. Ny Alliance startede jo med Gitte Seeberg som udbryder fra de konservative (og Samuelsen og Khader som udbrydere fra de radikale). Seeberg meldte sig siden ud, da hun fik kvababbelser over partiets støtte til en borgerlig statsminister - og i den seneste valgkamp gik hun ud og anbefalede Helle Thorning! Men Anders Samuelsen har skaffet Liberal Alliance markant fremgang ved enorm medietække og -dækning samt opstilling af 'kendisser'. Og så er han tilmed den eneste på Løkke-fløjen der går ubetinget ind for de store skattelettelser som de konservative altid har drømt om, men aldrig kunnet få realiseret. I den kommende valgperiode bliver Liberal Alliance dog efter alt at dømme uden enhver indflydelse. Partiets liberalisme er for langt ude!

Dansk Folkeparti er unægteligt blevet svækket, men ikke mere end at det stadigvæk vil være en konstant trussel mod socialdemokraterne i udlændingepolitikken. Pia Kjærsgaard har derfor ikke tabt modet. Hun kan se tilbage på ti år hvor det lykkedes at gøre Poul Nyrup Rasmussens nedgørelse af partiet som ikke-stuerent til skamme i et omfang der vist ikke er set før i dansk politik. Enhedslisten og dele af SF kan juble over hendes fald fra tronen, men hun vil fortsat være den der trækker i trådene, når det gælder den udlændingepolitik der blev strammet alt for sent, men som i dag ikke kan slækkes uden at det får negative følger for dansk økonomi. Denne problematik kom slet ikke i fokus i valgkampen, men stadigvæk gælder at for mange mennesker i den erhvervsaktive alder her i landet er på overførselsindkomster - og det har i høj grad noget med manglende integration og uddannelse at gøre. Hvis S-SF-regeringen kun kan kickstarte dansk økonomi med udvidelse af den offentlige sektor, undgår den ikke efterfølgende økonomiske problemer.

Venstre har fået et overraskende godt valg, selvom regeringsmagten gik tabt. Partiet er gået en smule frem og vundet et mandat - og det er fortsat landets største parti. Ikke det allerværste udgangspunkt for Lars Løkke Rasmussens kamp for et comeback. Med sikkert greb om tilbagetrækningsreformen kan han holde Margrethe Vestager fast på en økonomisk ansvarlighed hen over den midte der er og bliver alle ansvarlige partiers slagmark. Han kan vente og se om Helle Thorning-Schmidt formår at holde sammen på sin blok, og i mellemtiden gøre sit arbejde bedst muligt - uden at skulle skele til et Konservativt Folkeparti der er tabt bag af vognen. Det kan næppe udelukkes at han til sin tid vil kunne gøres villig til et samarbejde med Margrethe Vestager. Folketingsvalget har ikke alene sikret et regeringsskifte, men også skabt nye samarbejsdsmuligheder. Og det er Lars Løkke næppe den der kimser ad.


Udfordringerne for den danske regering og det danske folketing er som anført i tidligere artikler fortsat mange og store. Det skal derfor blive meget spændende at se hvad regeringsgrundlaget egentlig bliver for en ny S-ledet regering. I realiteten kan vi slet ikke bedømme denne før vi har fået forelagt grundlaget. Personsammensætningen er i den forbindelse underordnet, men naturligvis ikke uinteressant i sig selv. Det bliver jo også spændende at se hvem der kommer i folketinget og hvem der ikke gør.

Det allervigtigste er imidlertid at vælgerne nu har talt. Det er vel demokratiets fornemste egenskab at det overhovedet er muligt alene ved stemmesedlens hjælp at komme af med en regering. Enhver regering har sit regeringsmandat til låns, og dette betyder bogstaveligt at den aldrig kan fejle for meget eller forsømme for meget uden at miste vælgernes tillid.

Demokratiet er et eksperiment, hvori nok indgår en række kendte faktorer og forudberegnelige virkemidler, men hvor også ukendte faktorer og uigennemskuelige årsagsforhold er med til at bestemme slutresultatet eller delmålene. Ingen regering kan foretage sig nogetsomhelst uden at være ude af stand til at forudberegne alle virkninger. Tværtimod har alle beslutninger altid utilsigtede virkninger ved siden af de tilsigtede. og dette gør ethvert valgresultat og ethvert regeringsarbejde til en læreproces. Planer kan vise sig uigennemførlige eller nytteløse. Drømme og visioner kan afsløre sig som utopiske. Realpolitisk ansvarlighed kan vise sig sværere end selv de fornuftigste og mest velmenende politikere tror. Men regeres skal der, og regeret bliver der. Derfor er det sundt for demokratiet at regeringsmagten går på omgang med mellemrum. Nu er det Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis tur til at vise hvad de dur til og hvor realpolitiske de er når det kommer til stykket, hvad der igen vil sige når det kommer til Enhedslistens og Det radikale Venstres meget forskellige opfattelse af realitetssans og overbærenhed.

Det kommende regerings store problem bliver uden tvivl Enhedslisten. Og det minder undertegnede meget om situationen i 1966-67. Men spændende bliver det da.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

Venstre
Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti
Det radikale Venstre
Socialistisk Folkeparti
Enhedslisten
Liberal Alliance
Det konservative Folkeparti


Relevante artikler på Jernesalt:

SF's top frustrerer medlemmer og vælgere  (9.10.11.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)

Valget, udfordringerne og partierne  (13.9.11.)
Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen  (10.9.11.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Farcen om dansk politik giver endeligt valg  (28.8.11.)
De radikales 2020-plan  (7.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Historisk forlig mellem VKO og R om tilbagetrækningsreform  (14.5.11.)
Øget grænsekontrol som led i politisk forlig  (12.5.11.)
Valget nærmer sig  (19.4.11.)


Lars Løkke glemmer den tredje vej  (29.9.10.)
Formandsskiftet i Venstre  (19.5.09.)
Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister  (5.4.09.)
Konservativt lederskifte  (16.1.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering   (13.6.11.)
Helle Thorning går nu lysere tider imøde  (1.10.10.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Ole Sohn og fortiden  (19.10.10.)
De Radikale i klemme mellem idealisme og pragmatisme  (15.10.08.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)
Liberal Alliance blokerer den tredje vej  (28.9.10.)
2007-Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere  (19.11.07.)
2005: Folketingsvalgets perspektiver  (19.1.05.)


Politiske og økonomiske afmagtspostulater
Politiske parametre  (6.2.05.)
At være vælger og politiker  (24.1.11.)
Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)


Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Vælgernes naivitet - Naivitet og fordummelse i politik III  (10.3.11.)
Politikernes uskikke - Naivitet og fordummelse i politik II   (8.3.11.)
Naivitet og fordummelse i politik (I - grundproblematik)  (4.3.11.)
Efterløn og politisk afmagt  (4.1.11.)
Status over året 2010  (31.12.10..)
Er dansk politik havnet i drillerier og stilstand?  (13.11.10.)


Velfærdssamfundets fremtidige finansiering kræver ny realisme  (23.7.10.)
Arbejdsmarkedsreformer udskudt  (23.8.09.)
Velfærden og partiernes konkurrence  (8.7.07.)
Nedskæringer og prioriteringer i det offentlige  (27.9.06.)
Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener.

Afmagtspostulater
Politiske parametre  (6.2.05.)
Værdimanifestet i forkortet udgave
Værdimanifest i komplet udgave


Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal