JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - tyrkiet16erdogan2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.7.16.

Erdogan indfører islamisk enevælde i Tyrkiet
- og Vesten aner ikke hvad man skal stille op

Det mærkværdige kupforsøg 15.-16. juli mod Tyrkiets islamiske præsident Tayyip Erdogan løb ud i sandet på få dage, selvom det skete mens Erdogan var på ferie. Det havde held til at afskære forbindelsen mellem det moderne Istanbul og den asiatiske del af landet ved med kampvogne at besætte den største bro over Bosperus. Men det var iøvrigt amatøragtigt gennemført og udnyttede af en eller anden grund ikke muligheden for at skyde præsidentens fly ned, da han var på vej fra sit feriested til Istanbul.

Kupmagerne havde heller ikke regnet med at den snu Erdogan, der normalt afskyr de sociale medier, nu midt i sin største krise forstod at udnytte disse medier optimalt ved at lade sin appel til befolkningen om øjeblik støtte optage på mobiltelefon og videresende den direkte til benovede studievært på den regeringsvenlige kanal CNN-Türk og således ikke blot få appellen ud til sine mange tilhængere, men få dem til at strømme ud på gaderne straks og dermed forhinde kuppets videre udvikling.

Kupmagerne fejlbedømte totalt at folkestemningen var til udelt fordel for Erdogan, fordi han faktisk er yderst populær og med sin sikre valgsejr i august 2014 på 51,7 % mod den konservative modkandidats 38,6 % og den kurdiske mindretalsrepræsentant på 9,8 % sad solidt på magten. Erdogan kunne ikke alene få sine tilhængere til at strømme ud på gaden midt om natten, men også få dem til at blive derude i sommervarmen i flere dage og nætter med sang og musik, støtteråb og bannere - og vel at mærke samtidigt få sine bøller, de såkaldte Jihadi-bøller, til at banke løs med største brutalitet på de soldater der havde overgivet sig.

Erdogan så omgående kuppet som Allahs gave til Tyrkiet og ham selv, og han iværksatte straks de nødvendige skridt til en sikring af magten, roen og stabiliteten i landet. Allerede ved middagstid om lørdagen var 3000 militærpersoner arresteret og hurtigt derefter blev 2700 dommere haste-afskediget. Selve dødstallet blev lørdag opgjort til 265, hvoraf 104 var kupmagere, men de regeringstro ofre blev siden af ministerpræsidenten ophøjet til deciderede martyrer - uanset at mange af dem var tilfældige ofre for nattens skyderier.

Få dage senere kunne nyhedsbureauerne melde om ialt 60.000 fyrede, hjemsendte eller arresterede personer.
99 generaler og admiraler blev tiltalt for deltagelse i kuppet.
2839 andre militærfolk blev arresteret.
8000 politifolk sendt hjem.
2745 dommer fyret.
1500 ansatte i finansministeriet hjemsendt.
257 fra statsministeriet og 492 fra ministeriet for religiøse anliggender.
1176 universitetsledere (dekaner) blev 'fritstillede'.
og ikke mindre end 21.000 lærere og 14.200 andre skolefolk fyret.
Desuden har 24 radio- og tv-stationer fået inddraget deres licens.'

Det er fuldstændigt indlysende for alle nogenlunde neutrale iagttagere at en sådan arrestationsbølge ikke har noget med konkrete beviser for indblanding i kupforsøget for hovedparten af de hjemsendtes eller arresteredes vedkommende. Den er tværtimod udtryk for at præsidenten og hans system af ordenshåndhævere har haft lister over deres modstandere liggende i skufferne, parate til udnyttelse den dag Erdogan ville give signal - og det er naturligvis derfor manden kan tale om en guds gave til sig selv, for kupforsøget var netop den bedst tænkelige lejlighed til at slå ned på hele den brede oppositon som findes i landet og som ikke alene tæller mange militærfolk, politifolk og dommere, men også et væld af lærere, universitetsfolk og journalister.

Men det mest bemærkelsesværdige er nok alligevel at Erdogan direkte anklager den tyrkiske imam Fethullah Gülen for at stå bag kuppet, selvom denne tidligere ven af Erdogan i flere år har været tvunget i eksil i USA, fordi han under magtkampene i det islamiske parti efterhånden blev Erdogans uven og erklærede fjende. Begge ønsker en islamisering af Tyrkiet - altså en udvikling der går imod den store Atatürks modige og progressive modernisering og sekularisering af landet i 1923. Men hvor Erdogan er en hensynsløs magtpolitiker, var Gülen en mere moderat imam der lagde stor vægt på opbygning af et net af veldrevne skoler - og iøvrigt tillod sig i forsigtige vendinger at kritisere det tyrkiske politis anvendelse af brutal vold over for de unge demonstranter der i sommeren 2013 krævede mere demokrati i Tyrkiet - jf. artiklen om det tyrkiske ungdomsoprør. Gülens skoler har haft stor succes - og her ligger forklaringen på at ikke mindre end 35.000 skolefolk er blevet fyret.

For den paranoide Erdogan er det fuldstændigt logisk at anklage USA for meddelagtighed i kupforsøget, når det huser en mand som Gülen. USA vil ikke udlevere Gülen medmindre der foreligger holdbare beviser for hans medvirken i kuppet. Det gør der naturligvis ikke, og Gülen erklærer da også højt og tydeligt at han ikke har haft noget med kupforsøget at gøre; han går ikke ind for vold. Men Erdogan har arresteret hans nevø der lever i Tyrkiet og er Gülen-bevægelsens næstkommanderende... Og så kan vi måske komme til at se tilståelser fra den kant. Et styre af Erdogans slags kan få tilståelser ud af hvem som helst der er så uheldige at falde i deres kløer.

Erdogan er hverken tilhænger af demokrati eller oplysning. Han er en islamist der ønsker absolut enevælde i sit land. Han vil med fuld kraft føre landet væk fra Atatürks modernisering og sekularisering 1923. Og han undertrykker derfor systematisk journalister og andre der kritiserer ham. Han sikrer sig nu pålidelig støtte fra hele den øverste militære ledelse, fordi han under ingen omstændigheder vil risikere at blive udsat for et militærkup a la det egyptiske sommeren 2013, hvor det var den øverste militære ledelse under el-Sisi der satte Det muslimske Broderskabs folkevalgte leder Mursi fra bestillingen. Erdogan vil af med hele sekulariseringen i Tyrkiet, én gang for alle.

Både USA og EU kommer naturligvis med advarsler mod Erdogan, men de er ikke alvorligt ment. De er blot auto-diplomatiske tilkendegivelser der skal gøre den vestlige offentlig opmærksom på at man officielt hylder nogle demokratiske principper, selvom man i praksis ser gennem fingrene med at de lande man samarbejder med i bekæmpelse af andre stater og bevægelser blæser på principperne.

USA har først og fremmest brug for Incirlik-basen tæt ved byen Adana i det sydlige Tyrkiet nær grænsen til Syrien, der dels tjener som basis for bombeflyene mod IS-stillinger i Syrien, dels rummer Nato's taktiske atomarsenal. Men Tyrkiet som militær stormagt er i sig selv en vigtig del af Nato-organisationen.

EU deler ikke Tyrkiets syn på kurderne eller på islamismen som sådan. Ej heller bryder man sig om at Tyrkiet fra at være tæt allieret med Israel er gået mere og mere over på den palæstinensiske side. Men officelt er EU partner med Tyrkiet i kampen mod IS og præsident Assad i Syrien. Reelt er det frygteligste dilemma for EU derfor at skulle samarbejde med Tyrkiet om flygtningeproblemet. EU under Merkel og Juncker ser ingen anden udvej, men sandheden er at udvejen undergraver EU. Man forsøger at pointere at Tyrkiet ikke kan gør sig forhåbninger om at komme i EU, hvis man ikke respekterer menneskerettighederne, men fx genindfører dødsstraffen, som Erdogan udtrykkeligt nævner som et krav fra folket. Men både Tyrkiets ledelse og folk véd udmærket godt at Tyrkiet aldrig bliver medlem af EU. Altså igen tom snak fra EU's side - som så meget andet i flygtningekrisen. Også Brexit prøver man at bagatellisere.

Politikens Anders Jerichow har en meget ufrilligt morsom artikel i sin avis i dag, hvor han påpeger at Erdogan er "på vej mod sin version af Tyrkiet", og vover "at udfordre Atatürk, at sætte hæren i skyggen, at sætte religion fri og at kræve sin egen forfatning". Højst mærkværdige formuleringer, når sagen er at Tyrkiets folkevalgte og populære præsident Tayyip Erdogan nu efter det mislykkede kupforsøg har fuldstændigt frie hænder til målbevidst og med Allahs fulde velsignelse (Allah er jo stor) at gøre Tyrkiet til et de-sekulariseret diktatur der kan og vil bruge hær, politi og domstole til fuld kontrol over landet og medierne og lade islam sætte sig på tungt på moral, meningsudveksling og oplysning. Han skyer intet middel for at få absolut magt i landet, og da han tilmed er paranoid (som eksempelvis Stalin var) så skyer han heller ingen mistanke for at få ram på mulige fjender. Den snu Erdogan har koldt og roligt handlet sig til en milliardstor bistand fra EU for at stoppe strømmen af flygninge fra Syrien til Grækenland, men han kan ikke stoppe strømmen fra Syrien ind i Tyrkiet sålænge der er borgerkrig i Syrien. Og han er døv over for konkrete henstillinger fra EU. Hans hørelse fejler så vidt vides intet i fysiologisk forstand, men hvad Merkel siger går på mystisk vis ind ad det ene øre og ud af det andet uden modstand. Og den mand skal EU leve med som partner i ti eller tyve år!

Dette udstiller Europas krise - som det også udstiller USA's krise.

Præsidentvalget i USA til november tegner til et besynderligt opgør mellem på den ene side en rutineret demokratisk kandidat der kender hele det politiske spil indefra (måske lidt for godt) og som vil være ret beregnelig og på den anden side en republikansk oprører mod systemet der er komplet uberegnelig. Men ligegyldigt hvem der vinder så vil USA blive en stærkt svækket stormagt, fordi raceuroen splitter landet, den mexicanske indvandring er uden for kontrol og engagementet i Mellemøsten er havnet i en total blindgyde.

På denne baggrund er det et interessant spørgsmål Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose stiller under indtryk af vor tids endeløse integrationsfiaskoer, nemlig: hvad skal alt det demokrati vi har udviklet egentlig gøre godt for, når kun de færreste vil kunne få øje på det i 2030, altså om bare 13-14 år. De demokratiske institutioner vil blive genstand for en hidtil uset værdikamp, fordi en stigende del af befolkningen vil opleve folkestyret som en del af problemet og ikke en del af løsningen. Den specielle danske model vil være mere eller mindre krakeleret, Parallelsamfundene vil fylde mere, og den religiøse og kulturelle mangfoldighed vil af den voksende del af befolkningen blive oplevet som uforenelig med det danske demokratis fundament, dvs lighed, frihed og velfærd. Derimod vil samme del af befolkningen opleve at autoritære og udemokratiske regimer får højere og hurtigere vækst.

Rose citerer en amerikansk journalist der ganske enkelt spørger: Kan Europa politisk, socialt og kulturelt forblive det samme med en anden befolkning hvoraf mange ikke deler de værdier som siden 1945 har båret først Vesteuropa og siden 1989 et forenet Europa? - Og Rose hævder for sin part at svaret i 2030 vil bliver et nej fra de fleste med fornuften i behold.

Artiklen ligner såmænd Flemming Rose ganske godt. Han har kæmpet bravt for ytringsfriheden, ikke mindst i forbindelse med Muhammedtegningerne, men han tvivler på at det nytter noget efter det der er sket de sidste par år. Han glemmer imidlertid én ting, og det er den modstand mod EU-ensretningen og Merkels flygtningspolitik som Brexit er udtryk for og som jo ikke kan reduceres til et lille økonomisk problem der bliver værst for briterne selv. Det er problemet for hele EU og for hele den frie verden - og svaret er på ingen måde at demokratiet som sådant skal opgives, men at alle tilhængere af demokratiet skal indse at demokratiet hænger uløseligt sammen med sekulariseringen og ideen om at religiøse instanser ikke må diktere den politiske udvikling. Dette betyder igen at demokratiet ikke kan opretholdes som et rent formelt beslutningssystem som altid giver flertallet lov til at bestemme over mindretallet (og altså i værste fald som nu i Tyrkiet giver flertallet lov til at indføre diktaturet), men tværtimod er en livsvigtig kombination af et formelt beslutningssystem, der giver skiftende flertal begrænsede rettigheder, og et reelt handlingssystem der giver ethvert land suveræn ret til at beskytte sine grænser.

EU er havnet i sin fatale flygtningskrise fordi kansler Merkel i september 2015 tillod sig egenhændigt af ophæve beskyttelsen af EU's ydre grænser af ren og skær barmhjertighed med de hundredtusinde muslimske flygtninge som strømmede mod Europa, men som aldrig skulle have være lukket ind, fordi antallet simpelthen undergraver Europas evne til at opretholde sine sekulariserede demokratier. I forvejen havde EU i forhold til integrationsevnen alt for mange indvandrere, asylansøgere og flygtninge inden for sine grænser, og problemet var ikke at disse tilstrømmende migranter ikke var mennesker, men at de ikke havde fået demokratiet og sekulariseringen ind med modermælken og skolegangen, men fortsat levede i et mandsunivers med dogmatisk autoritetstro og kvindeundertrykkelse.

Disse migranter kunne ikke selv se problemets dybde og omfang, og det gjorde det naturligvis ikke bedre at vore egne blåøjede idealister troede på multikulturalismens vanvittige forjættelser. Men sagen er enkel nok. Europa klarer ikke den aktuelle flygtningekrise og eksistenskrise uden at såvel de politiske ledere som folkene vågner op og indser hvad sagen drejer sig om. Og det er vel at mærke folkene i Europa der skal gøre udslaget, for lederne er simpelthen blinde - lige så blinde som lederne og folket er i Tyrkiet.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'> (kr. 25)

omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi og Jes Bertelsens etik

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: