utils prefix normal JERNESALT - dick2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.9.18.

Jørgen S. Dich var en frihedselskende forsker

Indledning
Opvækst og uddannelse
Embedsmanden
Professoren
Kultursynet
Socialteorien
Den herskende klasse
Studenteroprøret og ungdomsoprøret
Hardis' vurdering
Helhedsrealismens vurdering
Henvisninger


Indledning    Til toppen  Næste

Professor i socialøkonomi ved Århus Universitet Jørgen S. Dich (1901-75) vakte i 1973 furore med bogen Den herskende klasse", hvor han utvetydigt fastslog at der som følge af stigende skatter og stigende vækst af socialpædagoger, plejepersonale, lærere, studerende og universitetsansatte var sket en kolossal ekspansion af den offentlige sektor, som skabte både praktiske og ideologiske problemer. Det stigende antal offentligt ansatte kom til at udgøre en helt ny social klasse, som grundlæggende ændrede socialpolitikken fra at være omsorg for de svage i samfundet til at være en humanistisk bevægelse. Særforsorgen blev pludselig "et kulturfænomen". De offentligt ansatte var blevet en så stor og afgørende gruppe af grænsevælgere, at de kunne stille humanistisk begrundede krav som politikerne hverken kunne gennemskue eller afslå. 'Den tjenende stand' var gået hen og blevet 'den herskende klasse'. 'Den tjenende stand' ophørte fra den ene dag til den anden i 1968 med at opfatte sig selv som tjenende. Dich kom endog med den insinuation at den voldsomme udbygning af de videregående uddannelser handlede om at middelklassen ville beskytte sit afkom mod risikoen for at skulle ernære sig ved fysisk arbejde, ja han talte ligefrem om middelstandens evige flugt fra det legemlige arbejde.

Dichs bog blev inden for det første år trykt i ikke mindre end 44.000 eksemplarer, og den kom en måneds tid før det voldsomme jordskredsvalg i december 1973 der vendte op og ned på de partipolitiske forhold i landet. De fem gamle partier (S, V, K, R og SF) gik markant tilbage, mens tre nye kom ind (Fremskridtspartiet, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti) og to gamle fik comeback (Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti). Centrumdemokraterne under den meget respekterede Gladsaxeborgmester Erhard Jacobsen var et udbryderparti fra Socialdemokratiet. Kristeligt Folkeparti var først og fremmest modstander af fri abort. Mens Fremskridtspartiet var den virkeligt sprælske nyskabelse der med Mogens Glistrup bragte en ny politikertype frem der både var fanatisk modstander af skatter og af fremmed arbejdskraft.

Dichs bog skal også ses i lyset af det studenteroprør og ungdomsoprør som i 1967-68 frembragte en helt ny type akademikere og en helt ny tidsånd, men den gav først og fremmest en ganske god forklaring på hvordan den offentlige sektors overraskende hurtige ekspansion havde brudt det gamle og forholdsvis stabile mønster af bånd mellem partierne og bestemte klasser og navnlig skabt en middelklasse af vælgere der skiftede parti efter behag og tilsyneladende blev dominerende eller 'herskende' i kraft af sin særlige ideologi, et humanistisk syn der så ædelt og partineutralt ud, men reelt var styret af pengeinteresser.

Nævnes bør også at Dich havde sin titel fra den engelske dramatiker Peter Barnes' skuespil 'The Ruling Class', der blev opført på Det kongelige Teater i efteråret 1970 i en pragtfuld iscenesættelse af Carlo M. Pedersen og en fornem stab af skrupgale figurer med Henning Moritzen i hovedrollen som den 14. jarl af Gurney der tror han er Jesus Kristus, Olaf Ussing som anarkistisk hushovmester og Githa Nørby som en overrumplende Grace Shelley der gennemfører et elegant stripteasenummer. Britisk samfundskritik og humor i højeste klasse.

Det blev dog Glistrups parti der lavede den største ravage ved at tiltrække omkring en femtedel af de socialdemokratiske vælgere og altså svække den socaildemokratiske statsminister Anker Jørgensen, der var tidligere formand for Specialarbejderforbundet, men blev trukket ind i nden specielle Christiansborg-politik af statsminister Jens Otte Krag umiddelbart efter Danmarks indtræden i EF i 1972. Anker Jørgensen og hele venstrefløjen så ondt til det nye parti og havde held til at stemple det som racistisk og fremmedfjendsk lige indtil Pia Kjærsgaard i 1995 brød definitivt med ham og dannede Dansk Folkeparti. Så skiftede billedet. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen stemplede ganske vist fra Folketingets talerstol udtrykkeligt det nye parti som ikke-stuerent, men Anders Fogh Rasmussen vandt valget i 2001 og gjorde DF til fast støtteparti.

I hele dette uskønne forløb gik Dichs bogs stille og roligt i glemsel og blev først trukket frem igen med et genoptryk i 2014, foranlediget af den liberale tænketank CEPOS. Men for undertegnede var Dichs bog med til at sætte ord og begreber på den store udvidelse af den offentlige sektor der vitterligt skete i årene 1967-73 og som de næste 40 år totalt ændrede det indbyrdes forhold mellem partierne og vælgerne.

Derfor var det på tide at journalisten Arne Hardis, der er redaktør på Weekendavisen, for kort tid siden fik udgivet en biografi om "Jørgen Dich og den herskende klasse" der giver en sober og grundig gennemgang af mandens levned, karriere og udvikling. Biografien har fået hovedtitlen "Den kætterske socialdemokrat", og det er efter min opfattelse kun en halv sandhed. For nok var Dich i flere år medlem af socialdemokratiet og som embedsmand dybt involveret i 1930-ernes socialdemokratiske reformer af sociallovgivningen, og nok var han en kætter der i flere tilfælde sagde fra over for Socialdemokratiets politik i bl.a. så vigtige spørgsmål som tilslutningen til Nato og EF, men titlen er alligevel en uheldig indsnævring af manden og hans oprørstrang, for man forstår efter undertegnedes mening ikke denne oprørstrang hvis man primært ser den fra et partipolitisk synspunkt. Det var først og fremmest sin egen frihed Dich værnede om og sloges for, og derfor var det med fuldt overlæg at han sagde nej til tilbud om at træde ind i socialdemokratiske regeringer, for det ville uundgåeligt have begrænset hans ytringsfrihed. Og hvis der var noget Jørgen S. Dich satte pris på, så var det den ubegrænsede ytringsfrihed der i tæt forbund med selve den forskningsfrihed universitetsprofessorer nød på hans tid - og denne havde han sikret sig allerede i september 1950, da han blev professor ved Aarhus Universitet.


Opvækst og uddannelse    Til toppen  Næste

Jørgen S. Dich blev født den 7. oktober 1901 og døde i 1975.

Barndomshjemmet var en venstreintellektuel bastion, så han næsten fra fødslen var prædestineret til dette politiske miljø han havnede i. Faderen Sophus Dich (1851-1924) var malermester, og i hjemmet kom fremtrædende socialdemokrater som historikeren Gustav Bang, der blev den første akademiker der meldte sig ind i Socialdemokratiet og hvis hustru historikeren Nina Bang i 1924 blev landets første kvindelige minister (det var hende der på første række i Det kgl. Teater hev Stauning ned i sædet, da han ved en festforestilling rejste sig for kongen). Begge var velorienterede i marxistisk samfundsteori. I Dichs hjem blev de kaldt 'onkel' og 'tante'.

Dich fik studentereksamen fra Schneekloths gymnasium i 1920. Han blev i 1921 medlem af Danske Studenters Roklub i Kalkbrænderihavnen og foretog de følgende år ialt 18 langture i robåd med en samlet strækning på over syv tusinde km. I 1926 foretog han sammen med kammeraterne Otto Melchior og Ebbe Munk en slags 'pilgrimsrejse' i robåd til Sovjetunionen via Gøteborg, elve og kanaler til Stockholm, ålandske skærgård, Finskebugten til Leningrad, videre ad Nevaen til Ladogasøen, ad Vokhovfloden og Novgorod og til Moskva. Alle tre var tilknyttet det lille kommunistiske parti og ville med egne øjne se hvordan den socialistiske idé var ved at blive realiseret.

Dich skrev en positiv avisartikel med overskriten "Hvad kommunisterne har gjort for de russiske arbejdere har de gjort til bunds", og en anden om "Lenins aand i russiske fængsler" om et berygtet fængsel uden for Moskva der fungerede mønstergyldigt og skabte en ganske særlig social tænkemåde blandt eleverne. Målet var at gøre den enkelte fange til selvstændig deltager i skabelsen af den kollektive vilje.

Livet som venstreorienteret akademiker i mellemkrigstiden var let, i den forstand at de røde søgte sammen i Studentersamfundet, mens de borgerlige holdt til i Studenterforeningen. Dich fandt sig helt selvfølgeligt til rette i Studentersamfundet som havde både socialdemokrater, radikale og partilløse og efter 1. verdenskrig også kommunister. Socialdemokraten Hartvig Frish var formand fra 1923-25. Kommunisten Hans Kirk fra 1931-33. Mellem polerne var der splid og fraktionsdannelser, nedlæggelse, omdannelse, taktisk samarbejde og hastigt skiftende positioner. - I 1929-30 var Studentersamfundet en afdeling af det internationale 'Clarté' der modtog skiftende signaler fra Moskva, så nogle medlemmer så socialdemokraterne som fascister, andre som kammerater. Dich selv så i sine erindringer 40-50 år senere miljøet ret idyllisk : "En positiv samling fik radikalismen i Studentersamfundet hvor socialdemokrater, radikale og kommunister endnu kunne græsse på fælles mark. Man var sprængfyldt med idéer.... Da ingen tænkte på sin karriere, havde alle god tid til at lade sig forme af et politisk miljø og yde lidt til gengæld."

Dichs udvikling i dette "vadested i venstreintellektualismens stride strøm" er ifølge Hardis historien om hans vej fra den akademiske radikalismes venstre bred til dens højre bred, hvad der vil sige fra Danmarks Kommunistiske Parti til Socialdemokratiet. Og hvis man kigger ud i horisonten og hen over 2. verdenskrigs afslutning var det den videre vej fra socialdemokratisk parti- og embedsmand til "ubunden intellektuel på tænkningens venstre halvkugle".


Den nyuddannede økonom stod i januar 1926 med en flot eksamen, men uden job. Han fik statsvidenskabelig eksamen med førstekarakter, og besvarede i 1927 universitets prisopgave med emnet "Fagforeningernes indflydelse på industriarbejderklassens økonomiske forhold." Dich fik en del ros af bedømmerne, men måtte nøjes med 'accessit' (næsthøjeste anerkendelse). Den berømte professor L.V. Birck var ikke i tvivl: Dich gik meget i dybden og viste en ærlig vilje til ikke at lade nogen vej være uudforsket. Men sprog og logisk opbygning var knudret og hans anvendelse af marxistisk nomenklatur virker forvirrende. Der var håb om videnskabelig virksomhed hos den unge mand, men han skulle underkaste sig skarp intellektuel træning og logisk disciplinering samt erhverve større evne til objektivitet i analysen af problemerne".

Fra 1927 ernærede Dich sig som manuduktør i statistik for førstedelsstuderende og i nationaløkonomisk teori for andendelsstuderende. Han holdt foredrag og stillede op til diskussion om tidens brændende spørgsmål: kommunismens udvikling fra utopi til videnskab, Marx' forarmelseslære, den sovjetiske femårsplan. Desuden et indlæg vendt mod socialdemokraten Hartvig Frisch: "Men socialismen, hr. Frisch?". I 1931 også et indlæg om marxismen og den sunde fornuft i Sovjet: "Jeg tror dog, at fornuften i Rusland til sidst vil sejre, det er derfor jeg tror på den russiske socialismes fremtid".

I 1936 holdt han et foredrag om 'Faren for kulturreduktion'. Han var året før blevet medlem af 'Frisindet Kulturkamp' der havde filosoffen Jørgen Jørgensen som formand. Dich blev dog i 1933 vraget af DKP som formand i Studentersamfundet med den typiske begrundelse at han var for meget reformistisk indstillet..."han er jo trods alt fuldmægtig i socialministeriet og ikke alt for uenig i socialministerens forslag. Han har store illusioner om sociallovgivningens virkning." Dich fik netop i 1930 ansættelse i K.K. Steinckes senere så navnkundige socialministerium som statsvidenskabelig konsulent. Det var og blev det sociale og det bekæftigelsesmæssige som på én gang blev den nyansatte velfærdsingeniørs opgave og værktøj. Hardis understreger at Dichs position var bemærkelsesværdig fri. I 1937 kunne han uden problemer deltage i en offentlig debat med en venstremand om emnet "Går sociallovgivningen over gevind?". Landbruget savnede arbejdskraft, og Dich var enig i at forskellen mellem løn og understøttelse ikke måtte være for lille, men der var også humane hensyn at tage, understregede han.


Embedsmanden    Til toppen  Næste

I 1938 udnævntes Jørgen Dich til kontorchef i arbejds- og socialministeriet. Og han offentliggjorde året efter en betænkning om 'Arbejdsløshedsproblemet i Danmark 1930-38', som var på 400 sider, som han selv ene mand havde skrevet. Betænkningen foreslog bl.a. indførelse af økonomiske tilskyndelser til arbejdsgiverne så de blev præmieret for at ansætte eller undlade at afskedige. Da den senere blev videnskabeligt vurderet, hed det, at den i mange tilfælde virker som en apologi for den førte politik mere end som en videnskabelig analyse. Betænkningen var med Hardis' ord "den meget lydhøre embedsmands arbejde, måske endda den politiserende embedsmands indsats". Dich ønskede simpelthen at politicere befolkningsspørgsmålet - og det skyldtes ikke mindst inspirationen fra de to svenske stjerneforskere og velfærdsideologer Gunnar og Alva Myrdal der i 1934 havde udgivet deres banebrydende bog om 'Kris i befolkningsfrågan'.

I et brev til Gunnar Myrdal december 1934 meddeler Dich at han var glad for den klare socialistiske linje i bogen. "Hvor er det forfriskende på baggrund af den megen professorforsigtighed at se en professor og hans kone indtage så rene standpunkter i det vanskelige spørgsmål." Til sin øverste chef, socialminister Steincke, skrev Dich i 1935: Såfremt fødselshyppigheden her i landet bevarer sit nuværende niveau, vil den danske befolkning før eller senere gå tilbage og til sidst uddø.

Myrdal-parrets recept var en meget radikal fordelings- og socialpolitik, der skulle finansieres af en radikal produktionspolitik, som hæver produktionens effektivitet op i højde med de tekniske muligheder. Videre bevægede recepten sig fra en patriarkalsk førkapitalistisk tradition over liberalkapitalistisk individualisme til "et mere planmæssigt opbygget folkefællesskab på det bredeste demokratiske grundlag". I det lys var individualisme og liberalisme at betragte som en farlig, nærmest asocial bremse på udviklingen i stedet for en drivkraft. Boligproblemet handlede ikke om forsørgelse, men om folkets fremtidige kvalitet. Børneopdragelse skulle sigte på socialt ansvar, levende gruppefølelser og konfliktfrit samliv, hvad der krævede "en forandring af børnenes karaktermæssige opdragelse for at modvirke den falske individualistiske egocentricitet".

I juni 1935 skitserede Dich sine egne forslag til brug for Danmark: Garanteret arbejdsret til gravide kvinder; understøttelse under og efter fødslen; barselsudgifter betalt af det offentlige og administreret af sygekasserne, udbyggede vuggestuer og børnehaver; gratis morgenmad og skolefrokost til alle børn; gratis offentlig transport til alle børn; og adgang til højere skoler for alle børn uanset forældrernes indkomst


I det andet besættelsesår (1941) udlåntes Dich til Staunings statsministerium og trådte dermed for alvor ind på den offentlige scene som en helt ny type embedsmand. Den magtfulde, sædvanligvis anonyme og grå type embedsmand viste sig - med Hardis' ord - pludseligt i projektørbelysning som smilende og afslappet, veltrænet, hvilende i sig selv, en mand i sin bedste alder og ved fremragende helbred. En 39-årig sportsmand med scullerture om morgenen. Jurist var han ikke, derimod økonom, og det vidner i sig selv, tilføjer Hardis, om den kommende velfærdsstats struktur. Den betjener sig at økonomer og endda meget kreative økonomer med forstand på beskæftigelsesspørgsmål.

Dich hævdede i et interview i Socialdemokraten et for ham meget typisk standpunkt at folk med en vis aktivitet aldrig kunne blev arbejdsløse. "Hvis jeg skulle sidde med rutinearbejde, så ville jeg trække mig tilbage fra forretningen - ligesom min far gjorde... Der er så mange ting at lære og skrive om at dagen ville blive optaget fra morgen til aften".

Dich blev generalsekretær for Stauning-regeringens vigtige beskæftigelsesudvalg under formanden departementschef Andreas Møller. Det politiske og bureaukratiske udvalg skulle styre beskæftigelsespolitikken under den nye, svære besættelse, fx iværksætte grundforbedringsarbejde, læplantning og udbedring af vejnettet - og desuden stille forhindringer op mod tyskernes krav om dansk arbejdskraft sydpå.

Om sit sekretærarbejde forklarede Dich at "Vor interimistiske organisation passer godt til forholdene, den er let og smidig og kan under andre forhold også beskæftige sig med andet end arbejdsløshed. Desuden ikke meget bureaukratisme i den.... Hvis man kan blive enig om formålet med en stats politik, så bliver politik bare et spørgsmål om midler som man skulle kunne drøfte ganske lidenskabsløst".

Marts 1943 kom et nyt emne op: hvordan skulle man tilrettelægge beskæftigelsespolitikken efter krigen? Det var vigtigt at folk havde noget at bestille i kaotiske overgangstider. Dich afviste at finansiere projekterne med offentlige midler. "At finanisere de offentlige arbejder ved skatter, ville medføre en forøget skattebyrde, hvilket også ville kunne virke hæmmende på erhvervslivet."


Indsatsen i Generalsekretariatet betegner Hardis som et zenit i Dichs karriere som embedsmand. Dich indtrådte også som sekretær for et decideret 'professor-udvalg'. I 1946 blev Generalsekretariatet omdannet til 'Det økonomniske sekretariat' med senere minister Viggo Kampmann som sekretær. Dich havde i 1937 forsøgt at få et docentur i Århus, i 1939 forsøgt at få et professorat. Og i 1940 søgte han ansættelse ved Københavns Universitet som lektor i statistik - altsammen forgæves.

Men fra september 1949 til maj 1950 bestred han et gæsteprofessorat i skandinavisk økonomi og socialpolitik i USA og herfra søgte han professoratet i finansvidenskab og socialpolitik i Århus. Zeuthen sad i bedømmelsesudvalget, og dette konstaterede at Dich var fortrolig med Karl Marx' tænkning såvel som 1930'ernes dominerende opfattelse af nationaløkonomi. I tidsskrifter havde han haft en række væsentlige originale bidrag til den socialpolitiske diskussion... dygtige kritiske betragtninger og forslag. Men om Dichs store betænkning hed det: Afhandlingen virker i mange tilfælde som en apologi for den førte politik mere end som en videnskabelige analyse. Overalt har Dich dog i forbindelse med betænkningen været idérig og udvist mangel på respekt for nedarvede synspunkter. Men han havde vist vanskeligheder med at gennemføre en rent desinteresseret analyse og lod ofte sin fremstilling farve af bestemte formål.

Alligevel: Dichs skarpe intelligens, frodige fantasi og energiske gennemførelse af de ofte meget store opgaver gjorde ham kvalificeret til det opslåede professorat. Man forventede nu blot at en frigørelse for statstjenesten vil give ham tid til og appetit på en større teoretisk fordybelse og frigøre ham fra hensyn til bestemte politiske mål.


Professoren    Til toppen  Næste

Jørgen S. Dich var altså nu endelig blevet professor - og politikeren Viggo Kampmann var yderst tilfreds med udnævnelsen. Det praktiske livs økonomi og politik havde en teoretisk type som Dich nemlig aldrig begrebet.

I første omgang kom offentligheden til at høre fra Dich som udenrigspolitisk interesseret borger. Han vendte sig op gennem 1950'erne meget skarpt mod Danmarks Nato-engagement og derefter tilsvarende mod den danske tilnærmelse til Det Europæiske Fællesskab (EF). Dich var neutralist - og var det med stor konsekvens.

Nogle måneder efter at Hans Hedtoft i 1951 var 'gledet i smøret' og Socialdemokratiet havde overladt magten til Venstres Erik Eriksen forfattede Dich og en advokat et åbent brev til den socialdemokratiske formand. Anledningen var at general Eisenhower over for Senatets udenrigsudvalg havde udtalt at Danmark og Norge i tilfælde af krig skulle kunne omdannes til en række pindsvinestillinger, som Atlantpagtens flåde og luftvåben kunne opretholde forbindelse med bag fjendens linjer. Udtalelser beviste så at sige at ideen om et forsvar af Danmark var en illusion. Landet ville blive efterladt i en pindsvinestilling for at kæmpe til sidste mand.

Nu spurgte Dich og advokaten om Hans Hedtoft var klar over de fulde konsekvenser af Nato-medlemskab, og om han havde gjort sig klart, hvad der ville ske med et besat Danmark. - Dich skrev også et indlæg i det socialdemokratiske tidsskrift Verdens Gang om hvor naiv den i 1949 besluttede danske tilslutning til Atlantpagten var, og her fraveg bladet sit princip om ikke at tage stilling til artikler optrykt i tidsskriftet. Man gjorde udtrykkeligt opmærksom på at man ikke delte Dichs synspunkter!

Hardis påpeger at Dichs indlæg var bemærkelseværdigt for den arrogance hvormed han afviste sit partis Nato-politik. Han formodede at der måtte ligge psykologiske årsager bag det forhold at partifolk der i øvrigt så nogenlunde ens på dansk politik kunne blive så uenige om udenrigspolitikken. Nogle af dem reagerede med lammelse, febrilsk aktivitet eller flokinstinkt. Modstandsmanden Frode Jakobsen betragtede Dich som direkte "religiøs og uden for argumenters rækkevidde". Andre var overmodige eller koldsindige. Ingen kunne bare være uenig med Dich, tilføjer Hardis, for han var af den type der er fuldstændigt overbevist om at han havde ret. Og det satte han sig for at bevise....

I 1960 dannede Dich sammen rigsantikvar P.V. Glob og forfatterne Carl Scharnberg, Erik Knudsen og Halfdan Rasmussen m.fl. 'Kampagnen mod Atomvåben', der bl.a. tog initiativet til 'Atommarchen fra Holbæk' til København i oktober samme år. Og stadig var Dich overbevist om at han altid havde ret, vel at mærke udfra illusionen om at have en neutral position der svævede lysende oven over den politiske. Eksempelvis blev konservative modstandere stemplet som 'instinktstyrede' og 'lidende af forsvarskomplekser' eller som 'rabiate kommunistfjender'. Men Hardis er på den anden side ikke blind for at socialdemokratiets entydige holdning afslørede en fortrængt neutralisme. Også Hedtoft havde været fortaler for neutralismen få år før.


Spørgsmålet om forholdet til Det europæiske Fællesmarked (EF) blev pludseligt aktuelt i sommeren 1961, da Storbritannien indledte drøftelser om medlemskab. Allerede i august 1961 besluttede Danmark at søge medlemsskab.

Jørgen Dich sagde fra første færd nej til Bruxelles, tyskerne, fremmdarbejderne og katolikkerne. Danmark skulle og kunne klare sig selv. Han fejede straks de landbrugsøkonomiske argumenter til side for sin egen analyse som stemplede EF som en politisk og kulturel udfordring, en trussel mod Danmarks eksistens om selvstændigt land. Danmark stod over for en enorm trussel bestående af højfinansen i Tyskland og Frankrig, franske koloniinteresser og italienske forsøg på af få hjælp til udvikling af det fattige Syditalien. Dich så også samarbejdet mellem de seks oprindelige lande under Rom-traktatens banner som et katolsk magtprojekt. Han understregede dog at det var den katolske kirke som verdslig magtfaktor han forholdt sig til. Han interesserede sig ikke for religiøse spørgsmål.

Han kom med en klar advarsel mod indvandringens konsekvenser: Alene de katolske fagforeninger og de lavere lønninger som de hollandske arbejdere var vant til, ville skabe vanskeligheder. Hertil kom hvad det vil betyde af forstyrrelse og uro at få en befolkningsgruppe med en anden religion, et andet sprog, andre livsvaner osv ind i landet. Dich var med til at stifte 'Komiteen til bevarelse af Danmarks frihed' på hotel Ansgar i Århus den 7. jan. 1962 sammen med Jens Kirk og modstandsmanden Anders J. Jørgensen. Men splittelsen var stor, bl.a. fordi konflikten omkring Nato blev taget op og DKP iøvrigt holdt ude.

Dichs forsatte nej til fællesmarkedet uddybede naturligvis afstanden til en partiledelse som valgte at følge Storbritannien. Forsvarsminister Poul Hansen kaldte Dichs komite for 'komiteen til udbredelse af fattigdommen i Danmark' - Og Jens Otto Krag affærdigede på et debatmøde i Århus Dichs beregninger som 'uvidenskabelig talgymnastik'. I et portræt i Verdens Gang blev Dich karakteriseret som en forsker der i mange år i skrift og tale havde angrebet og mistænkeliggjort Socialdemokratiet og Danmarks officielle udenrigspolitik. Der var ifølge Hardis tale om en egentlig afskrivning af den dichske indsats i arbejderbevægelsens tjeneste. Han var en lysende professorhjerne, men altid for negativ i sin kritik til at det kunne blive praktisk politik. Var Dich overhovedet socialdemokrat, kunne der spørges. Og her til er egentlig kun at sige at det var han ikke længere. Dichs enke kunne fortælle Hardis at mandens brud netop kom med partiets holdning til EF.

Men det hører med til totalbilledet at forskellige historie-professorer kunne betegne den socialdemokratiske holdning til Europa fra 1957 og frem til underskrivelsen af Romtraktaten som fx et "råt, eksistentielt dilemma for Danmark", der var med til at kløve arbejderbevægelsen årtier frem. I 1957 havde endog J.O. Krag selv fremhævet at de seks Rom-lande adskilte sig fra Danmark på mange måder, navnlig hvad angår forholdene inden for fagbevægelsen og på det politiske plan.


Kultursynet    Til toppen  Næste

Dichs syn på det vigtige forhold mellem kulturen og statsmagten er vigtigt også i denne sammenhæng, og Hardis finder det konsistent hen mod det mere afregulerende. Yderpunkterne var hans ungdoms begejstring i efteråret 1926 hvor han rapporterede at man i Sovjetunionen bl.a. med skuespil, film, teaterscene, bibliotek som værktøj dannede duelige borgere ud af de kriminelle sovjetmennesker. Den anden pol formulerede Dich så sent som i 1974, hvor han gjorde sig til talsmand for statsligt finansieret kultur, men suppleret med borgerens eget frie forbrugsvalg.

Men Hardis fremhæver at Dich i velfærdsstatens første år før og efter 1960 stadig var tættere på sine 1926-position end på de holdninger han formulerede året før sin død. Kommunistisk var hans menneskesyn ikke længere, men han indskrev sig i den meget bredt funderede 'kulturbrigade' som ville bruge kulturen til at danne velfærdsborgeren.

Op gennem 1950'erne og 1960'erne var der i 'kultureliten' en stadig tydeligere, næsten tværpolitisk overensstemmelse i synet på befolkningen; det var magtpåliggende for kommunister, kulturradikale, socialdemokrater, fristående intellektuelle, men også for konservative at opdrage på befolkningen. Der var angst for at folket blev smittet af kommercialisering, reklame, jazz, pop, tegneserier, piratradioer og materielt forbrug på et tidspunkt hvor man kun akkurat var kommet fri af rationeringsmærkernes regime.

Opdragelsestrangen fik et prægnant udtryk i den bekymrede henvendelse 78 intellektuelle rettede til Socialdemokratiets kongres i starten af 1957. Blandt de 78 var foruden Dich også store navne som Hal Koch, Alf Ross, Knuth Becker, Sigfred Pedersen, Erling Bjøl, Bent A. Koch, Svend Heinild og Victor Sciøler. De 78 erklærede sig utrygge over for fremtiden. De vældige tekniske og videnskabelige omvæltninger kunne misbruges og bringe mennesket i fare. Hertil kom den kulturelle bekymring: "Vor idéverden præges i stigende grad af pressen, ugebladene, filmen, radioen og fjernsynet og standardiseres på betydningsfulde områder af den kommercielle reklame og småborgelige angst for at afvige fra andre."

Mere end nogensinde var det nødvendigt med kritik og reformer af opdragelse, skole, presse og folkeoplysning. Man henvendte sig til Socialdemokratiet, fordi partiet var det største. Man kunne derimod ikke se noget formål i at gå i dialog med kommunistiske eller konservative bevægelser.

Aktuelts chefredaktør Ivar Nørgård udtrykte partisynspunktet klart: Hvis borgerne konstant bliver udsat for en heftig kommerciel påvirkning af underlødig og fordummende art, vil man meget let netop havne i det vrængbillede af en velfærdsstat de konservative kritikere opstiller. Det må være en samfundsopgave at sikre den åndelige velfærd. - I en bog om 'Velfærdsteori og velfærdsstat' skrev Nørgaard i 1962 tilsvarende om behovet for kritisk analyse af propagandaens påvirkningsmidler. Den voksende ungdom skulle gøres mindre modtagelige for den flade påvirkning fra underholdningsindustrien og propaganda-fabrikanterne.

I 1960 holdtes der et Louisiana-Krogerup-møde som var initieret af folk fra Heretica-miljøet omkring selvudråbte kættere som Thorkild Bjørnvig, Martin A. Hansen og Ole Wivel. Samme år oprettedes det nye Kulturministerium med Julius Bomholt som minister. Kulturfonden blev dannet i 1964 og fik så mange penge til uddeling, at en vis lagerforvalter Peter Rindal fra Kolding opdagede hvad der foregik og skabte den folkelige bevægelse 'rindalismen'.

Dichs reaktion på det alt sammen betegner Hardis med rette som overraskende: Vi har, skrev han, "været vidne til en stor kulturel fremgang.... Man fristes til at stille det spørgsmål, hvorfor en del af befolkningen, navnlig dem der skriver i aviserne, er kulturpessimister". - Dichs gamle bekymring fra 1957 var altså væk. Ensomhedsfølelsen var skam betydningsfuld, erkendte han, men han ville ikke bygge på fornemmelser alene. Sociologer, statistikere, økonomer måtte undersøge tingene. Og med hensyn til massekommunikationsmidler som ugeblade, der jo udsendes af rent merkantile grund og utvivlsom ikke er som de burde være, må de overdrages til selvejende institutioner, til folkelige organisationer olignende, der først og fremmest vil forfølge kulturelle mål.


Socialteorien    Til toppen  Næste

Allerede i 1947 kunne økonomiprofessor Kjeld Philip se en forandring af socialpolitiken for sig. Hjælpen (fx folkepensionen) ville blive ydet til alle. Dermed forsvinder hjælpens sociale præg. Kunne man overhovedet kalde en sådan hjælp for socialpolitik?

Professor Dich udgav en bog om 'Socialpolitikkens teori' og skrev ligeud at socialpolitik ikke handler om kredsen af modtagere, social omsorg eller andre ædle hensigter. Socialpolitik er helt principielt offentlige tilskud, og socialvidenskab handler om disse tilskud. - Det får Hardis til at betegne Dich som kynisk, rationel, definitionssøgender og - selvbevidst, men Dichs egen elev økonomen Jørn Henrik Petersen kom i et forord til en nyudgave af bogen med den nøgterne udlægning: Det centrale i Dichs socialpolitiske teori var hvem der fik tilskud fra det offentlige. Og det kan man i hvert fald kalde en ret revolutionerende opfattelse i forhold til den dominerende tænkning, men hvorfor skulle det være kynisk eller udtryk for en firkantet kategori-tænkning, når det efterhånden var blevet den faktiske realitet, som allerede Philip havde forudset i 1947.

Ny var også Dichs teori om de påvirkelige vælgere, de såkaldte 'grænsevælgerne'. Det var efter Dichs mening de forhadte arbejdsgivere der har bragt arbejderne stigningen i reallønnen, men den politiske aktivitet i folketinget (under socialdemokratiet) der havde reduceret den. Ja, i et indlæg i 1962 i dagbladet Aktuelt (tidl. Socialdemokraten) skrev han: "De klogeste, mest årvågne og krævende vinder. De som holder på den gale hest og bøjer sig for presset taber".

I et indlæg i 'Verdens Gang' tog Dich tråden op i 1963 og spurgte om Socialdemokratiet fører VK-politik eller arbejderpolitik. Han påstod at den venstreorienterede eksstatsminister (Viggo Kampmann) anskuet fra en socialdemokratisk position havde gavnet de forkerte med sit landbrugsforlig i 1961. Socialpolitik skulle efter Dichs mening ikke betragtes som indgreb med den hensigt at modvirke social nød, men ganske simpelt og usentimentalt ses som og udregnes efter, hvilke befolkningsgrupper der faktisk fik hvad af de statslige kasser. Og han fandt at den samlede offentlige tilskudspolitik gennem egentlige og uegentlige tilskud gav arbejderne tab.

Men det reagerede spidserne straks på. Den stærke smed Hans Rasmussen kaldte Dichs synpunkt for professorspind. Kaj Bundvad mente at Dich havde haft konklusionerne parat på forhånd og opstillede beviserne bagefter. K.B. Andersen tog det fra den ironiske side: Også en professor kan vel få lyst til at poppe og gøgle.

Hardis gentager sin dom, at Dich anvendte den kyniske, desillusionerede opfattelse af politik, grænsevælgere og interesser som han i 1973 med bogen 'Den herskende klasse' lod gå ud over de offentligt ansatte: Formålet med politik var at vælge det program der fører til magten og sikrer den. Og hertil demonstrerede Dich også et mere personligt træk ved sin offentlige virksomhed: den arrogante selvbevidsthed som den lette og let humoristiske tone kun akkurat gjorde charmerende.

Hardis menter også at kunne konstatere at et afsluttende indlæg fra Dichs side viste hans "accellerende separation fra det Socialdemokrati som han formentlig har tilsluttet sig efter ansættelsen i Socialministeriet i 1930". Han havde løbende demonstreret meningsforskelle. Nu så han sig som "den uafhængige instans der burde rådgive partiet udefra og ovenfra". Han viste sig som en "mindst lige så skråsikker spåmand om Socialdemokratiets fremtidige politik som han var analytiker af den allerede gennemførte politik".

Undertegnede er uenig. Dich havde som nævnt meldt sig ud af Socialdemokratiet på grund af EF-holdningen og var dermed separeret fra partiet én gang for alle, og han havde - som det pragmatiske menneske han var - helt oplagt meldt sig ind i 1930, fordi han nøgternt havde indset at det var eneste mulighed for at få en stilling i socialministeriet og dermed skaffe sig indflydelse dér hvor han helst ville have indflydelse. Og det var altså ikke Dich der skiftede holdning til de politiske grundpørgsmål i begyndelsen af 1960'erne, men Socialdemokratiet. Dich var fra 1930 hverken kommunist eller socialdemokrat, men indenrigspolitisk socialist og udenrigspolitisk neutralist, og han blev med sin teori om socialpolitik og grænsevælgere i stand til at gennemskue hvad der skete i dansk politik, men det havde han da anet længe før.


I 1942 vendte Dich sig nemlig i Socialt Tidsskrift skarpt og polemisk mod tanken om en tvungen, såkaldt 'folkeforsikring' (der dækkede en folkepension til alle), idet han betegnede den som middelstandens og overklassens i og for sig prisværdige bestræbelser på at klare sig selv uden offentlig hjælp, men "med den uheldige effekt at byrder der med den nuværende ordning bliver båret af de mest velstående skatteydere vil blive overvæltet på andre".

Hardis påpeger helt korrekt at den polemiske form og de skarpe formuleringer hang intimt sammen med Dichs opfattelse af sociale spørgsmål som kamufleret interessekamp. Men Hardis påstår også at Dichs opfattelse hang sammmen med hans opfattelse af sin egen rolle som den der kunne skære gennem de ideologiske tåger. Uden tvivl var Dich altid selvbevidst, men hans analyser hentede sin næring fra mange forhold, nemlig i økonomiske beregninger, hensyn til arbejdsudbuddet, sociale synspunkter og overvejelser af den økonomiske nytte og rimelighed af at gribe ind i borgerens frie forbrugsvalg. Og dette kan vel ikke med rette stemples som kynisme.

Dich ville netop ikke give ydelser til alle for at mindske stigmatiseringen af de mindrebemidlede. Han var heller ikke til fals for en enkelt (grænsevælger-)pressionsgruppe som de ældre og gamle. Men omvendt accepterede han ikke det socialt tonede synspunkt at aldersrentemodtagere sakkede efter tjenestemændene. Og endelig var han skeptisk over for statslige tiltag som forstyrrede det frie forbrugsvalg. Hardis noterer da også at Dich ville have betegnet sin egen position som rationel, indsigtsfuld og udtryk for sund fornuft.

Da Folkeforsikringskommissionen i 1955 afleverede sin betænkning (der anbefalede en mindste folkepension til alle) afgav Dich en mindretalsindstilling. Den karakteriserer Hardis som en tør, men skarp kritik af de forslag om folkepension hans eget parti havde fremlagt. Universitetsprofessor Dich var kritisk over for skævheder i den gryende velfærdsstat udløst af leflen for grænsevælgere. Han var desuden i færd med "at placere sig selv i projektets periferi som kritiker, opponent og leverandør af den universitetsansatte akademikers ubundne fodnoter". - Og det kommer efter min mening sandheden nærmest. Det var først og fremmest sin ytrings- og forskningsfrihed han ville værne.

I sin Kampmann-biografi (2016) skriver journalisten Poul Smidt da også ganske nøgternt at Socialdemokratiet dengang "var i opposition og skulle have et program der kunne bruges til at genvinde regeringsmagten. En reform af de ældres pension var et af de punkter der kunne bruges". Altså just en bekræftelse på Dichs teori om grænsevælgerne - og brugen af dem til partipolitik.

I 1957 karakteriserede Dich i et foredrag velfærdsstaten som "en simpel følge af demokratiets ekspansion under liberalistiske forudsætninger". Han afviste allerede dengang forestillinger om at den øgede statsmagt der ville blive velfærdsstatens konsekvens skulle være et resultat "af stræben efter et alfaderligt regime". Han gjorde samtidig gældende at det var forkert at tro at det er de nydendes krav der til alle tider har været afgørende. Velfærdsstaten var derimod et resultat af de politiske særinteresser, der er repræsenteret på rigsdagen. Ja, et konglomerat af særinteresser uden generel målsætning.

Hardis hævder med fuld ret at foredraget var endnu et eksempel på at Dich var kommet meget langt væk fra sin Myrdal-inspirede 1930'er tro på statslig overtagelse af ansvaret for børnenes pasning i vuggestuer og børnhaver. Men Dich hævdede til gengæld at der var brug for mere forskning for at forstå velfærdsstatens økonomiske problemer, og det var nødvendigt at forstå at disse problemer også var menneskelige.

I marts 1972 skrev Dich et indlæg om Rom-unionen og de danske arbejdere og beskrev her danske arbejderes velbegrundede frygt for ubegrænset indvandring fra fattige associerede lande som Tyrkiet og Grækenland. Et raceproblem vil ramme vor kultur, og det var måske vigtigere end økonomien. De der står i frontlinjen på begge områder er arbejderne.

Udsagnet var efter Hardis' mening en sælsom blanding af klarsyn og skæv analyse. For det var i realiteterens verden ikke først og fremmest fremmed arbejdskraft som efterhånden udløste folkelig modvilje, men flygtningene og deres ægtefæller. Alligevel var der en åbenlys forudseenhed i Dichs ord. EU's direktiver og domme har siden vores tilslutning til EF/EU øget Unionens indflydelse på indvandringen ved - hvad Hardis med et besynderlige udtryk kalder - "gradvis udvidelse af begrebet arbejdskraftens fri bevægelighed". Sandheden er jo at Tysklands kansler Merkel i september 2015 med et pennestrøg ophævede EU's ydre grænser og dermed gav de tilstrømmende flygtninge ret til fri bevægelighed inden for EU. Det har bragt EU i dyb krise til denne dag, men Merkel har ikke fortrudt. I disse dage risikerer hun at miste kanslerposten fordi hun nægter at opgive troen på at EU kan finde en fælles løsning der er effektiv.


Den herskende klasse    Til toppen  Næste

I 1973 udgav Borgens forlag Jørgen S. Dichs bog "Den herskende klasse" der inden årets udgang blev solgt i 33.000 eksemplarer og straks vakte debat, men årets største begivenhed blev ikke desto mindre "Jordskredsvalget" i december måned der bragt Mogens Glistrup og fire andre nykomlinge i folketinget med tilsammen 60 mandater, taget fra de fem 'gammelpartier' der aldrig senere blev hvad de dengang havde været.

1973 betegner Hardis som en drøm der brast, nærmere betegnet idéen om evig fremgang - politisk, økonomisk og moralsk, eller forestillingen om den gode stat som med god videnskab og klog og fremsynet planlægning kunne gøre det grundlæggende gode menneske godt. Midlerne var helhedsplaner, samarbejde mellem industri og arbejdere, vismandsinstitutioner, socialforskningsinstitut, kulturministerium, læger og kunststøtte. Tilsammen kunne disse værktøjer i hænderne på gode politikere befri borgeren for systemets skavanker. Gør gode tider bedre, som et typisk slogan lød.

I bogform kom Erik Ib Schmidts 'Perspektivplanlægning 1970-85', Bertel Haarders 'Statskollektivisme og spildproduktion', Henrik Stangerups 'Manden der ville være skyldig' og Henning Christophersens 'En udfordring for de liberale'. Den nu forhåndværende statminister Hilmar Baunsgaard sagde på sit partis Nyborg-møde: "Befolkningen er i opbrud og søger et nyt grundlag at etablere tilværelsen på - også politisk.... Det er op til os om det skal være Det radikale Venstre der udnytter mulighederne. Gør vi det ikke, gør andre det...".


Essensen af Dichs krigserklæring mod de offentligt ansatte findes i overvejelserne om den herskende klasses ideologi. De er "det hængsel hele hans analyse og alle hans påstande er hængt op på og drejer sig omkring". Et lille afsnit om "Særforsorgen som kulturfænomen" rummede et for samtiden uhørt provokerende udsagn: "Offentligt ansatte har under dække af humanistiske hensigter fået et behageligt skatteyderbetalt liv og er blevet så stærk en klasse at de bestemmer over politikerne og kan kræve stadigt mere."

Dich forkastede Hartvig Frischs klassiske definition af kultur som vaner. Den stod i hans 'Europas kulturhistorie' der var genudsendt i 1961. Dich ønsker at se kulturen i sammenhæng med dens skjulte klasseinteresser. Som grundlæggende begreb i sin analyse anvender han i stedet med største ironi udtrykket 'medmenneskelighed udvist over for afvigere, tabere, fattige samt udenforstående på grund af tro, race, sprog eller politisk opfattelse'.

Denne 'medmenneskelige' kultur søger årsagen til umenneskelige forhold uden for den enkelte, dvs i samfundet. Ansvaret for elendighederne socialiseres. Dich kalder fænomenet humanismens ideologi og placerer ideologiens skabere og bærere i en samfundsklasse som ikke er udsat for de individualistiske, livshårde betingelser som eksempelvis bonden, håndværkeren eller industrimanden.

Humanismens ideologi er skabt og udbredt af dem der lever den betryggende tilværelse under det offentliges vinger: først præster og lærere, siden andre medlemmer af den stadigt voksende tjenende stand. Og dermed er forudsætninger til stede for fremvæksten af en ny herskerklasse.

Jeg henviser iøvrigt til min grundige artikel fra 2003 om Dichs gamle bog.


I 1974-udgaven indføjede Dich nogle teoretiske bemærkninger om klassebegrebet. Ifølge Marx var der to klasser bestemt af en ensartet stilling til produktionsmidlerne: Kapitalister stod antagonistisk over for arbejderne. - Men Marx tog fejl. En klasse kan i dag defineres uafhængigt af ejendomsretten til produktionsmidlerne ved hjælp af fire karakteristika. En klasse arbejder under ens produktionsforhold, har en fælles ideologi, har egne interesseorganisationer og skaffer sig indflydelse gennem rådgivning af regeringsmagten.

På åndssvageanstalterne var der ifølge Dich dengang et personale på 8.300 til at passe 9.700 indlagte. På børne- og ungdomshjem tilsvarende. Og børnehaverne havde en normering på seks børn pr. ansat (mod lærernes 25). Årsagerne til denne ideologis hurtige udbredelse fandt Dich i angsten for sygdom og død, perfektionismen og flugten fra det legemlige arbejde. Ingen tænker på grænsenytten af sociologer, psykologer, danskstuderende, socialpædagoger, socialrådgivere osv., og der fremlægges ingen cost-benefitanalyse. Status i herarkiet er blevet det afgørende for arbejdstagerne. De siger "hellere arbejdsløs teaterhistoriker end arbejdsmand" eller "hellere tigge i sin egen kaste end arbejde i en lavere".

Netop perfektionismen bliver ifølge Dich en ideologi, som betyder, at man ønsker den maksimale fordel på det konkrete område, dvs. den størst mulige indsats og løn uden hensyn til omkostningen, og ikke den optimale fordel, dvs. den størst mulige nytte i forhold til omkostningen.

Den anden halvdel af hele denne ekspansionsideologi, bliver den specielle 'samfundskritik' der indebærer ubegrænsede hjælpemuligheder, dvs. den samfundskritik der ikke afhjælper uheldige forhold ved at gå til de sociale onders rod, men den der kræver personlig hjælpeindsats efter devisen 'Hvad er et hjem uden en psykolog eller socialrådgivere' eller 'Hvad er en ungdom uden pædagoger'. Manglende trivsel er et pletskud for denne samfundskritik, for hvor kan man ikke finde mennesker der ikke trives.

Det er skarpt trukket op, men igen vil Hardis give det udseende af at Dichs indsættelse af den herskende humanistiske ideologi i et skema af klasseinteresser skulle fungere som "en brutal afklædning af humanismens ideologi". Den fremstod som nøgen egeninteresse og almindelig grådighed. Dens stadige forbedringer inden for sundhed, uddannelse og socialsektor skulle gennemføres uden hensyn til omkostningerne, mens ideologien kamuflerede klassens grådighed som medmenneskelighed.

Undertegnede finder i dag og fandt dengang afklædningen yderst realistisk, relevant og nødvendig. Jeg lagde også dengang mærke til læreres og socialpædagogers erobring af partierne til venstre for Socialdemokratiet. Den var faktisk med til definitivt at fjerne mine egne illusioner om disse partiers realitetsfornemmelse. Og dette skred i realitetsopfattelse kom jo allerede i 1967-68 og er uløseligt forbundet med studenteroprøret og ungdomsoprøret.


Studenteroprøret og ungdomsoprøret    Til toppen  Næste

Antallet at nyimmatrikulerede studenter firdobledes i tiåret 1956/57 til 1966/67 på de to universiteter der var i Danmark, Københavns og Århus'. I København begyndte stundenteroprøret mod professorvældet med besættelsen af Psykologisk Laboratorium i Studiegården og derfra spredte det sig fra institut til institut så den ny, radikale undervisningsminister hurtigt blev lagt for had med betegnelsen "Onde Helge" og Moderate Studenter (med David Rehling i spidsen) også blev ugleset. En ny styrelseslov kom i 1970 og var tilpasset det "masseuniversitet" som var kommet ud af velstandsstigningen og udvidelsen af den offentlige sektor.

Professor Dich i Århus var en indædt modstander af såvel selve oprøret som af den rolle professor Mogens Fog havde spillet som rektor i København da det hele startede og han på et tidspunkt måtte udnytte sine erfaringer som gammel modstandsmand ved at holde konsistoriemøder på forskellige hemmelige adresser. Dich var lodret imod Fogs demokratiserende linje, og især var han imod at Fog havde ladet sig styre af "barrikadepolitikken". Dich latterliggjorde Fogs indsats. Ja, modviljen mod "studentermagten" blev en betydelig selvstændig begrundelse for udgivelsen af 'Den herskende klasse' et par år senere.

Arne Hardis stiller med fuld relevans spørgsmålet: Hvordan det stod til med Dichs eget personlige professorvælde?. - Dét var der faktisk ikke noget i vejen med. Dich havde inden oprøret vist sig som en meget pædagogisk og afholdt underviser. Han delte ud af sin visdom. Han sad hyppigt tilbagelænet og afslappet ved katederet med benene oppe på bordet. Når han skulle undervise, kom han ind i lokalet, satte sig, lænede stolen tilbage, tog fat i bordkanten og lukkede øjnene. Så holdt han sine forelæsninger, og de var fremragende, husker en af hans daværende studerende.

I en nekrolog i 1975 skrev økonomen og den tidligere elev Gunnar Thorlund Jepsen: Dichs undervisning var noget for sig selv. Glæden over dialogen og de studerendes selvstændighed oversteg altid irritationen over at få afbrudt forelæsningerne. Dialogen var det essentielle. Dich var som underviser inspiratoren. Han elskede de originale studenter og hjalp forstående de mere jævne, som havde vaklende selvtillid. Endog de studenter for hvem hans universitetspolitiske synspunkter var udtryk for den sorteste reaktion, elskede ham.

Tilsvarende har en anden elev Jørn Henrik Petersen beskrevet Dich som en sjælden inspirerende pædagog. Få har som han kunnet præge sine studerende. En hel generation af økonomer af offentlig-administrativ retning står i dyb gæld til ham. Han var som oftest meget lidt forberedt. Han kunne komme ind i auditoriet, gnide sig i øjnene for at konstater, at han var født træt. Hvad skal vi tale om i dag, spurgte han.... Dich motiverede sine studerende til at beskæftige sig med reelt foreliggende problemer og at tænke selv, så de ikke blot reproducerede lærebøger.

Desuden havde han udarbejdet sin egen lærebog 'Socialpolitikkens teori'. Han var ikke nogen stor matematiker og hans kendskab til nyere velfærdsøkonomi var vist også til at overse. Kom der indvendinger mod det han sagde, mumlede han blot: Nå ja, jeg modtager jo ikke åbenbaringer fra Vorherre. Dichs lærebog var ikke et autoritativt skrift, men kunne i høj grad diskuteres. Studenterne lærte også at verden ikke er økonomi eller politik eller sociologi - den er det hele på én gang

Dich var medlem af konsistorium fra 1958 yil 1966, prorektor fra 1959 til 1961 og 1970-73 præsident for Det lærde Selskab, en forening for professorer ved Aarhus Universitet. Hans virke her skal ifølge Thorlund Jepsen være "et udslag af desillusionen over den meget politiseren og frygt for middelmådighedens tyranni skulle ødelægge universitetsmiljøet".


Dichs principielle opgør med studenteroprøret fremlagde han i en kronik i Politiken betitlet "Studentermagt" - og den havde nærmest karakter af et manifest. Hardis placerer Dich mentalt et sted mellem det mildt overbærende, det dybt indignerede og det principielt forbløffede. Dagens venstreorienterede studenteraktivister placerede Dich i et modsætningsforhold til arbejderklassen. Indtil 1968 havde forholdet mellem studerende og lærere udviklet sig tilfredsstillende. I studienævn havde lærerne og studenter lige mange repræsentanter, men studenterne havde kun en rådgivende funktion. Og dette system fungerede godt i Århus, syntes Dich; de studerende havde mange erfaringer som kunne være til gavn for undervisningen.

Men i København var det gået galt. Studenterne var begyndt "at lave oprør på den meget fornøjelige måde at besætte lokaler på universitet. Det må virke inspirerende på ethvert ungt menneske at deltage i kollektive ulovlige handlinger, uden at det koster noget, ikke mindst når man samtidig bliver slået til helt i fjernsyn og presse. Når arbejderne strejker, mister de deres løn, men studenter mister end ikke deres stipendium. Nå, men der er jo også forskel på folk.

Dér var den igen, udbryder Haris - denne principielle modsætning mellem arbejderen og studenten; den slet skjulte indignation på arbejdernes vegne. Dich så de aktionerende og demonstrerende studenter som kommende medlemmer af en herskende klasse.

Dich fortsatte med en skarp kritik af den magt studenterne havde opnået i de styrende organer - og af rektor Mogens Fogs indsats. Hele balladen var 'studentermagt' og magt for magtens egen skyld, men konsekvenserne kunne blive alvorlige: Kvaliteten af undervisningen ville gå ned. Der var grund til at frygte at studentermagten på visse områder "ville retardere den dynamiske udvikling som universiteterne under professorernes ledelse gennemløber". - Dich betonede at der for universiteterne var en overordnet lov om forandring. Og denne forandringens lov risikerede at blive sat ud af kraft med styrelsesloven .


Hardis' vurdering    Til toppen  Næste

Hardis stiller naturligvis det spørgsmål om Dich forsvarede sin egen akademiske klasses gamle privilegier mod en ny tids demokratisk inspirerede angreb som var formuleret af studenterårgange som var mangedoblet op gennem 1960'erne - eller om han identificerede de institutioner der udklækkede den ny herskende klasse. Måske mente han blot at de studerende havde det for godt! Undertegnede synes spørgsmålet er temmelig vildledende.

En af Dichs centrale teser i 'Den herskende klasse' var at den voldsomme udbygning af de videregående uddannelser handlede om at middelklassen ville beskytte sit afkom mod risikoen for at skulle ernære sig ved fysisk arbejde! Han så den stærke tilslutning til den højere uddannelse som "et udtryk for middelstandens evige flugt fra det legemlige arbejde". Det er menneskeligt forståeligt at opinionslederne i middelstanden gerne vil sikre at deres sønner og døtre ikke skal blive arbejdere eller lavere funktionærer. Men det er ikke desto mindre en udpræget klasseideologi - hed det i et læserbrev i sept 1971.

Men hertil kom noget meget væsentlig - som under ingen omstændigheder må udelades i vurderingen af Jørgen Dich - nemlig at han så og protesterede mod det forfald de højere uddannelser blev udsat for fra studenteroprøret og den nye styrelseslov.

Forsiden på Dichs bog har et fotografi af indgangspartiet til Københavns Universitet på Frue Plads. Det bærer en ørn med spredte vinger og årvågent blik der "skuer mod det himmelske lys" eller som det hedder på latin: Coelestem adspicit lucem. Ørnen symboliserer menneskeånden, mens det himmelske lys symboliserer den menneskelige erkendelses mål. Dich havde en klar forestilling om at den videnskabelige forskning på universiteterne havde et højt mål der lå langt over menneskets praktiske ageren og smålige nyttehensyn.

Dich havde i Dansk Magisterforenings blad december 1973 en indædt diskussion med den nyvalgte århusianske studenterrådsformand. Og Hardis mener at denne diskussion bestyrker fornemmelsen af at udviklingen på universitetet efter ungdomsoprøret må havde været en vigtig inspirationskilde til Dichs generelle opgør med de offentligt ansatte som klasse. Interviewet var et opgør om hvem der besad retten til den sociale kritik i det moderne Danmark. Og her var han ikke i tvivl om at det i hvert fald ikke var den nye herskerklasse som han identificerede som en middelklasse der "med djævelens vold og magt" ville placere sig og sit afkom på den rigtige side af skrivebordet. Under dække af pædagogiske og ideologiske argumenter var det fx på ti år lykkedes skolelærerne at nedsætte timetallet og klassekvotienterne med 25 procent. "Det er udbytning, ganske klar udbytning. I bliver nødt til at indføre begrebet social udbytning i jeres tankeverden".

Dich havde i Den herskende klasse voldsom kritik af RUC som han kaldte "Sandkassen i Roskilde" (og som iøvrigt efter få år fik pålagt et eksternt rektorat med Dichs egen elev Jørn Henrik Peterser som formand). Alt bød Dich imod: Tværfaglighed og problemløsning kom før fagfordybelse; karakterne blev afskaffet; marxismen degenerede blandt tidens pseudomarxister; den gratis videregående uddannelse blev tilsvarende skæv. De højere læreanstalters pladsforbrug steg; og - måske allerværst: Den overhåndtagende forskningsforpligtelse skete på undervisningens bekostning og gav sig udslag i nytteløs forskning.


Hardis påpeger at svagheden i Dichs opgør med de nye herskere var hans forslag til genopretning af forfaldet. Han ønskede en såkaldt jernhård oligarkilov i partierne, og det ville sige et fåmandsvælde som syntes direkte udledt af hans dårlige erfaringer med at påvirke linjen i socialdemokratiet! Hans forslag førte derfor ikke til noget. Men der fandtes ifølge Dich kun ét middel mod eksperter og det er eksperter, men vel at mærke eksperter der ligesom Dich er specialister i at belyse økonomiske konsekvenser og sammenhænge og bidrage til vurderingen af nytten contra udgiften. Hardis oversætter synspunktet brutalt til et: Der var ifølge Dich brug for flere eksperter af Dichs egen kaliber. Men Hardis finder det dog værd at se Dichs ideer om uafhængige eksperter realiseret i vore dages "økonomiske overdommere i Finansministeriet som ved hjælp af almene besparelses-krav til ministeren forsøger at holde væksten i offentlige udgifter mest muligt i ave"!

Den unge Svend Auken kaldte Dichs bog et frontalt angreb mod de offentlige ansatte der på lange stræk var så morderisk at det nærmer sig folkedrab, men samtidig også som en fundamentalt socialdemokratisk bog. Dich var dog "i sin lidenskabelige følelser for arbejderbevægelsen " tilbøjelig til mere at betone hadet end kærligheden.

Kritikken af Dich var logisk nok stærkest blandt dem som blev udfordret på deres brød og selvforståelse: de offentlige ansattes faglige organisationer, herunder Dansk Socialrådgiverforening og BUPL, men det var først i 1976 at pædagogerne blev "røde" i DKP-forstand. Hetzen mod pædagogerne var en gennemgående figur i den protestbølge som Dich-bogen og 1973-valget afstedkom.

Det var iøvrig Weekendavisen der rejste oprørsfanen mest energisk med bl.a. chefredaktør Henning Fonsmark og hans "Historien om den danske utopi". Nævnes skal også at økonomen Knud Erik Svendsen fra RUC anmeldte Dich i SF's partiorgan 'Miniavisen' med ordene "Det egentlige problem med bogen er den manglende kritik af kapitalismen". Det viser kun at man på den fløj fastholdt illusionen om afskaffelse af den kapitalisme man mente var roden til alt ondt. Men den illusion havde Dich fuldt bevidst lagt bag sig ved at vælge pragmatismen, reformismen og ny erkendelse frem for voldelig revolution.


I et interview med Information efterlyste Dich "en kulturrevolution med ligeløn og samme respekt for legemligt og åndeligt arbejde. En del af forskellen i standsfølelsen er et resultat af forskellen i indtægt. Vi skal frem til en ligemandsfornemmelse som ophæver den psykologiske klasseforskel".

I den udvidede udgave af 'Den herskende klasse' gik Dich ind for at 'kuponsystem' til kulturelle fænomener som biblioteker, teatre, fritidsbeskæftigelse etc. "som middel til ligelig fordeling af kulturelle og visse andre prisreducerede ydelser." Der var i hans øjne mere 'politisk slagkraft' i at tale om kultur frem for underholdning. Med betegnelsen kultur kan enhver politiker der ønsker at reducere tilskuddet til lampeskærmesyning eller ølbrygning nemlig kritiseres for at bekæmpe kulturen. Han mente derfor at "Kun særinteresser kan rejse kritik mod kulturkuponer". Man slap ikke for en politisk bedømmelse af sine motiver blot ved at uddele bøger eller spille operetter som 'Den glade enke'. "Kapitalisterne havde aldrig været glade for lighed og lige så upopulær vil den være inden for de kredse der nyder den højeste nåde hos de kulturbevilgende myndigheder."

Afstanden mellem Dichs og Glistrups kulturpolitiske position er tydelig. Professoren og partistifteren var begge kritiske over for det etablerede kulturstøttesystem, men de anviste vidt forskellige løsningsforslag. Lagerforvalter Peter Rindal blev én blandt mange arbejdere som sluttede op bag Fremskridtspartiet, og hans tredobbelte pointe var entydig: Man ville ikke opdrages. Og slet ikke med en kunst man ikke forstod. Og man ville især ikke betale for den uønskede og uforståelige opdragelse via skatten. - Så kom også dén på plads. Almindelige vælgere og voksne mennesker betakkede sig for opdragelse fra kultureliten, akademikerstanden og politikerstanden (der som bekendt ikke længere er repræsentativ for hele befolkningen). Det betakker de sig såmænd stadig for. Og det turde være et sundhedstegn!

Hardis konstaterer at den del af Dichs eftermæle som handler om bogen 'Den herskende klasse' er underlig uforløst. Det blev aldrig i offentligheden afklaret om højre eller venstre "ejede" ham og kunne bruge hans pointer, og det er i en vis forstand hans egen skyld og fortjeneste. De problemer han påpegede forsvandt ikke, men rød mands sorte tale er en vanskeligt håndterbar størrelse. - Så sort var talen nu ikke, og så rød var manden vel heller ikke. Han var dybest set socialliberal og udtrykte sig ofte skarpt, men også med stor humor. Og det er efter undertegnedes mening og erfaring disse finere nuancer der volder besvær for folk der vil have rene eller dogmatiske opdelinger.

Hardis understreger at Dichs syn ikke blev diskuteret meget i socialdemokratiet. Her var han for aparte, for utilpasset, og for ukonstruktiv. Han var for meget professor og for lidt partimand (han var slet ikke partimenneske!). Man var i partiet mere optaget af at bearbejde Erhard Jacobsens virkeligt tyngende farvel i 1973 - som jo ikke kunne fejes bort med skældsord som professorsnak og talgymnastik. Gladsaxe-borgmesteren var en praktisk mand med benene nede på jorden, og han havde modsat Anker Jørgensen forstået de småborgerlige grænsevælgeres drømme om eget hus, egen bil og charterrejser til Mallorca. Han splittede Socialdemokratiet på en måde de aldrig kom til at forstå.

Socialdemokraterne havde ikke læst 'Den herskende klasse' grundigt nok - og forstod slet ikke at arbejderklassen definitivt var blevet delt i mindst to, hvor den største og voksende gik til den brede middelstand, der ikke kan defineres efter gammeldags marxistiske principper.


Helhedsrealismens vurdering    Til toppen  Næste

Socialdemokraterne kan - som jeg konstaterede allerede i min artikel fra 2003 om Dich bog - siges at lide af en yderst alvorlig vrangforestilling, nemlig at de har monopol på velfærdssamfundet og dets udformning. Venstre og konservative kunne på deres side indtil 2001 beskyldes for at ville gennemføre et meget hårdt og rigoristisk skattestop, der for alvor kunne nedskære antallet af offentligt ansatte. Men målet for en socialliberal politik er ikke at beskære den offentlige sektor for beskæringens egen skyld, men at få en balance mellem den offentlige og den private sektor, der gør det attraktivt at være iværksætter og producent og dermed bidrage til beskæftigelsen og bruttonationalproduktet med andet end omsorg.

Det er Jørgen S. Dichs store fortjeneste at han med "Den herskende klasse" påpegede de yderst uheldige strukturer i velfærdssamfundet, som det stadig er på sin plads at holde sig for øje, hvis velfærdssamfundet overhovedet skal kunne bestå og udvikle sig i til fordel for en øget menneskelig ansvarlighed og værdighed.

Dichs svagheder skal selvfølgelig ikke skjules eller forties. De må påpeges, og de skyldes ikke primært hans selvbevidsthed og selvsikkerhed, men at han definerede den nye herskende klasse som en fast størrelse der for altid ville give en kæmpemæssig flok af flere og flere grænsevælgere der stemte ens ved valgene. Og det holder ikke. Enhver klasse der kommer til magten i et demokratisk samfund vil uundgåeligt dele sig i flere fordi de ikke er så fuldstændigt ens at de bibeholder nøjagtigt samme økonomiske, sociale eller kulturelle interesser og målsætninger.

Tværtimod er det her nødvendigt at indføre begreber som dem den britiske sociolog Anthony Giddens stak ud med sin fremsynede teori om "den tredje vej" - som reelt betragter modsætningen mellem liberale og sociale hensyn og interesser som komplementære i og med at modsætningen mellem frihed og lighed er komplementær: Alle ønsker frihed, men frihed fører i princippet altid til større ulighed, og det kan man alene modvirke gennem sociale hensyn omkring medmenneskelighed, værdighed og 'broderskab' eller fællesskab og solidaritet.

Denne moderne tredje vej går efter midtervælgerne og kan følgelig betrædes af såvel borgerlige som socialistiske partier der lægger dogmerne til side og samarbejder pragmatisk gennem kompromisets kunst. Dermed bevares den demokratiske partideling og derfor også den demokratiske skiften mellem liberal regeringsmagt og social eller socialsindet regeringsmagt. Anthony Giddens påpegede selv at vejen kan gås af såvel venstrefløjen som højrefløjen i det politiske spil, blot de forlader forældede klassekampforestillinger om privatkapitalismens ondskab. Derfor kunne Labour-lederen Tony Blaire vinde tre valg i træk på Giddens anbefalinger i 1990'erne og Venstres Anders Fogh Rasmussen tre valg i 2000'erne. Og i dag er det oplagt at der i Danmark ville kunne dannes en stabil regering i to eller tre perioder mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre, en regering der ville kunne undvære både de radikale og Liberal Alliance. Men der vil være nogle kameler at sluge i alle tre partier.


Indvandrings- og flygtningsproblemet har i årtier været et stort problem, men blev drastisk forstærket med Angel Merkels fatale åbning af EU's grænser i september 2015. Skal problemet løses vil det kræve ny opfattelse af selve begrebet medmenneskelighed, idet vælgerne må opgive et dogmatisk krav om at alle mennesker i nød skal hjælpes, hvis de kommer til Europa. Menneskelighed er også at sikre at den nation man vokser op i og tilhører bevarer evnen til at værne sig og overleve alle forsøg på en social og kulturel omvæltning der gør den ukendelig. Faktisk må det betragtes som en stor venstrefløjs-illusion at man sætter individet over fællesskabet, og definerer menneskelighed eller medmenneskelighed som det at hjælpe alle der trænger til hjælp - uanset hvor de befinder sig, hvordan de opfører og hvad de vil.

Forfatteren Hans Rosling kommer netop i sin bog Factfulness med et eksempel på en udsendt læge der mente det var enhver læges pligt at give ethvert døende hungersbarn et drop hvis det blev indlagt, hvor Rosling meget nøgternt gjorde opmærksom på at man kunne redde langt flere børn ved at bruge hjælpen på forebyggelse ude i landsbyerne. Og den radikale politiker Ida Auken må herhjemme finde sig i kritik, fordi hun går ind for stramninger i udlændingepolitikken som nødvendig for nationens opretholdelse.

Kapitalismen er ikke urørlig, men er tværtimod under konstant omformning - og den kan ikke afskaffes da alternativet er helt håbløs planøkonomi. Men den kan til stadighed justeres - og det kræver naturligvis bestandig kritik af skatteforhold, monopoldannelser og gigantfusioner m.v. Forbrugerismen og reklamepåvirkninger er aldrig fritaget for kritik. Og flugten fra det legemlige arbejde er ikke bare udslag af drømmetænkning, men af nødvendighed. Men der skabes nye klasser og nye grænsevælgere, der vel at mærke alle betakker sig for opdragelse.

Her spiller digitaliseringen en større og større rolle, fordi den muliggør store ændringer af både kapitalmarkedet og arbejdsmarkedet og af både individernes tilværelse og privatliv og de internationale organisationers arbejde og forsøg på overvågning og misbrug af data. Digitaliseringen kan ikke stoppes, og den kan heller ikke reguleres af nogen instans. Den udvikles a la privatkapitalismen efter sine egne love - og det må alle tilpasse sig med visse justeringer. Igen må det slås fast at frihed er det alle ønsker og værdsætter, men at den uundgåeligt medfører en ulighed der ikke altid er ønskelig, endsige acceptabel.

Under alle omstændigheder er det moderne samfundsliv blevet så kompliceret at det ikke kan overleve ved at man blot holder sig til de gode gamle forskrifter eller idealer om medmenneskelighed og solidaritet. Tværtimod kræves der nytænkning af etikken - og her er vi langt fra de vilkår for samfundslivet som Jørgen Dich beskæftigede sig med i sin tid - og langt fra de forestillinger de etablerede partier forsat kører videre på. Etikken og navnlig et begreb som menneskelighed savner nyfortolkning både hos Dich og hans kritikere, og hos alle nuværende vælgere, politikere, eksperter og kommentatorer.


Jørn Henrik Petersen påstod i sin tid at velfærdsstaten kræver en bestemt mennesketype, nemlig en 'homo generosus', et generøs menneske - og han beklagede at der hele tiden dukker en helt anden slags mennesker op, nemlig 'homo oeconomicus', det økonomiske menneske der populært sagt bare rager til sig. Derfor rummer velfærdsprojektet selvdestruktive træk, og derfor blive hele velfærdssamfundet automatisk et decideret moralsk projekt. Han var selv pessimist og mente ikke at vi mennesker magter at leve op til et sådant projekt, men det er igen en gammel tankegang, fordi den bygger på forestillingen om at moral er noget man skal leve op til i betydningen at moral er nogle autoritære regler alle skal leve op til. Og det holder jo ikke. Det ser man gang på gang når et folk bliver frit for diktatur og tyranni. Så begynder det at skeje ud med storforbrug af både varer og forlystelser og underholdning. Og så kommer moralisterne straks med deres fordømmelser og forsøg på opdragelse.

Men der er faktisk noget der hedder konsistensetik og som bygger på den fornuftige antagelse at alle mennesker er sådan indrettet fra naturens side at de ønsker at bevare overvægten af det gode i livet for simpelthen at kunne bevare deres indre konsistens. Og det kan lyde af ingenting hvis man ser teoretisk på det, men indre konsistens er faktisk et krav sjælelivet selv stiller for at undgå noget så djævelsk ubehageligt og fatalt som fortvivlelse eller depression, og det er vist noget alle mennesker kan forstå det livsvigtige i. Og her er der ikke brug for opdragelse af befolkningen eller forbedring af mennesket, men ganske simplet om langt dybere indsigt i sjælelivet. Hertil var Jørgen S. Dichs erkendelse slet ikke nået i 1973-75, og heller ikke Arne Hardis' i 2018. Men det er her der skal ske noget, hvis vi skal komme videre.

Hvorom alting er: Jørgen S. Dich var en yderst frihedselskende forsker, hvis værk stadig er værd at læse. Men der skal tilføjes noget andet og mere, nemlig dybere indsigt i både etikken og psykologien.

Ejvind Riisgård


Henvisninger    Til toppen


Litteratur:

Jørgen S. Dich: Den herskende klasse. En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den. (Borgen. 1974)
Arne Hardis: Den kætterske socialdemokrat. Jørgen Dich og den herskende klasse. (Gyldendal. 2018


Relevante artikler på Jernesalt:

Den herskende klasse"
Har Danmark ikke længere en socialpolitik?
Ungdomsoprøret 1968

'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Den tredje vej og Labours nye formand  (27.9.10.)
Den tredje vej og Lars Løkke Rasmussen  (29.9.10.)
Den tredje vej og Liberal Alliance  (28.9.10.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
Den tredje vej til religionsanskuelse
en tredje vej i eksistensen - hinsides determinisme og vilkårlighed?


Den danske model stod sin prøve, men ikke uden skrammer  (29.4.18.)
Vor tids børn og unge retarderes psykisk uden at vide det  (11.12.16.)
Robert N. et herligt symptom på velfærdssamfundets
Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Uddannelsessystemet vrides skævt af fokuseringen på effektivitet  (31.7.13.)
SU-reformen ikke ideel, men nødvendig  (22.2.13.
Den nye klassedeling i Danmark  (11.11.12.)
Hvad skal vi med alle de helligdage?  (27.5.12.)
S-R-SF-regeringens 2020-plan  (9.5.12.)
Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet  (9.1.12.)
Normskredet i velfærdsstaten  (1.12.11.)
Fedmesamfundets inkonsekvenser  (20.7.11.)
Ghetto-problematikkens substans og dilemmaer  (22.10.10.)
Velfærdssamfundets fremtidige finansiering kræver ny realisme  (23.7.10.)


Kvindefrigørelsen og den frie leg mellem kønnene  (18.1.16)
EU og Merkel bruger flygtningestrømmen til at skabe mere union  (14.10.15.)
Skal alle danskere være akademikere?  (21.8.13.)
Den nye klassedeling i Danmark  (11.11.12.)
Akutpakken afhjælper et akut problem rimeligt  (25.10.12.)
Dagpengeløsningen udskyder reformen, men redder regeringen  (16.5.13.)
Er unges druk og stofmisbrug reelt en form for social udskillelse?  (15.07.12.)
Kampen om indvandring og homogenitet  (4.5.12.)
Indvandringens fataliteter  (1.4.12.)
Endelig kommer der gang i reformarbejdet  (2.3.12.)
Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet  (9.1.12.)
Pointsystemet forvirrer, men afslører reelle modsætninger i befolkningen  (20.11.10.)
Kan fattigdom mon true det danske samfund  (7.4.10.)
Sygehusdriften den værste drift at styre  (13.1.10.)


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering


Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal