JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - venstre15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.6.15.

Venstre på andenpladsen - takket være Løkkes eskapader

Hvem der bliver statsminister efter valget 18. juni er ikke afgjort endnu, da alt tyder på tæt løb mellem blokkene. Men sikkert vil der ske betydelige ændringer inden for de to hovedblokke. Helle Thorning-Schmidt vil gå frem på bekostning af De radikale og SF, mens Lars Løkke vil gå tilbage på bekostning af Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Og alt tyder på at Lars Løkke trods alt vil gå markant tilbage i forhold til valget i 2011, og det huer naturligvis ikke blå bloks tilhængere.

Den fornuftige konservative kommentator Søren Hviid Pedersen har da også i begyndelsen af denne måned ytret sin bekymring i Berlingske med ordene: "Mange borgerlige vælgere må i disse dage sidde og bide i deres negle. Hvor blå blok har ført komfortabelt i meningsmålingerne helt op til valgets udskrivelse, så er situationen, her midt i valgkampen, en ganske anden. I disse dage står rød blok til at vinde, og vi kan med stor sandsynlighed se frem til fire år mere med Helle Thorning!"

Hvad er gået galt? Hvordan kan det lade sig gøre at formøble et så stort forspring og ligefrem stå til tilbagegang for blå blok, spørger han. Og det er han selvfølgelig klar over at der findes mange svar på. Men hans eget er at det var en kæmpefejl, at Venstre ikke væltede Lars Løkke Rasmussen som formand, da man havde krisemøde i Odense forrige sommer.

Mødet skete med baggrund i Lars Løkke Rasmussens utallige sager med rod i bilag og rejseafregninger, alt for dyre flyrejser, rygning på hotelværelser, eksorbitant tøjforbrug som Venstre i starten betalte for, etc. Vælgerne stod med det indtryk, at Lars Løkke Rasmussen var en person, der ikke udviser rettidig omhu, en person som har en ganske dårlig personlig dømmekraft. Dette reagerede baglandet i Venstre på ved at indkalde til stormøde. Men af ukendte årsager væltede man ikke Lars Løkke Rasmussen som formand. I dag høster de borgerlige vælgere frugterne, for blå bloks statsministerkandidat står tilbage som en politiker, der er fuldstændig kuldsejlet og ude af stand til at mobilisere nye vælgere og endda beholde de gamle! Vælgerne stoler ganske simpelt ikke på Lars Løkke Rasmussen som statsministerkandidat.

Undertegnede er fuldstændig enig, men må dog tilføje at jeg ikke ser det som den store ulykke, eftersom Helle Thorning fører ansvarlig økonomisk politik og i hvert fald i princippet er indstillet på en stramning af flygtninge- og indvandrerpolitikken. Desuden får hun det ikke let, hvis hun beholder regeringmagten, når de radikale og SF bliver svækket og Alternativets mandater i visse tilfælde vil blive afgørende. Og endelig gælder at et par år mere med Helle Thorning vil give mange partier glimrende lejlighed til nødvendig selvbesindelse, så valget kan blive klarere næste gang borgerne skal til stemmeurnerne!

Men lad os for en ordens skylds lige repetere Lars Løkkes kedelige sager.

Lars Løkke Rasmussen tabte folketingsvalget i 2011 fordi vælgerne ville have forandring - og fik det så radikalt at de hurtigt kom til at fortryde det. Det gav Venstre sikker medvind i meningsmålingerne og blå blok varigt flertal, lige indtil en hidtil ukendt organisation ved navn GGGI eller 3G-I dukkede op og fra den ene dag til den anden rev tæppet væk under "lille Lars fra Græsted" der viste sig at være blevet 'global formand' for denne ellers sydkoreanske organisation. 3G-I står for Global Green Growth Institute og har det formål at fremme bæredygtig udvikling ved en kombination af økonomisk vækst og grøn omstilling - og derfor får den 90 mio kroner i dansk bistand. Lars Løkke blev først formand i 2012 og kom hurtigt til at rejse meget mere end han havde forudset, ialt 15 flyrejser. Heraf var halvdelen lange, hvilket vil sige 12-14 timer. Og de foregik vel at mærke på 1. klasse til en samlet pris af henimod en million kroner - uden at Lars Løkke studsede før det var for sent. Udgiftsniveauet strider ellers fundamentalt mod hvad en dansk toppolitiker kan tillade sig for offentlige midler.

Lars Løkke måtte imødegå kritikken på et særligt pressemøde i oktober 2013, hvor en større samling bilag blev fremlagt og hvor han besvarede spørgsmål. Mødet gik over i historien som det længste pressemøde journalisterne nogensinde havde deltaget i. Det varede næsten fire timer. Lars Løkke understregede at reglerne var fulgt, men at han forstod kritikken. Han beklagede sagens forløb ikke mindre end 45 gange. Han indrømmede uden forbehold at det var en fejl af ham at rejse langt dyrere end det var sædvane for danske toppolitikere. Han havde sørget for at ændre både regelsæt og fremtidig praksis osv. Det kom frem at han ikke havde studset over at 27.000 kroner for en privat billet til datteren ikke var blevet trukket på hans egen bankkonto. Og på et direkte spørgsmål om han ikke syntes det ville være rimeligt at betale differencen mellem billetpriserne på 1. klasse og på business class for sine egne rejser tilbage svarede han udenom ved at henholde sig til at reglerne var fulgt indtil han selv havde taget inititativ til deres ændring. Han brugte flere gange vendingen "Det er i sidste ende mit ansvar", men han sagde også at sket er sket, og det kunne der ikke ændres på. Det sidste er korrekt, men indebærer jo så også at Lars Løkke Rasmussen uundgåeligt må bøde for det han har været så dum at gøre. Han har påtaget sig alle rejser og forpligtelser uden at kny og simpelthen bare betragtet den behagelige luksus som en selvfølge der fulgte med forpligtelserne.

Det er vel at mærke ikke første gang Lars Løkke har glemt at tænke sig om. Det skete også med det rod i bilagene som fandt sted i hans tid som amtsborgmester og som fik den konservative borgmester i Hørsholm Uffe Thorndahl til at fraråde Venstre at vælge ham som statsministerkandidat. Det skulle Venstres medlemmer nok have lyttet mere til. For Lars Løkke synes at være en type der ikke reflekterer så meget over de moralske aspekter af politik som enhver statsmand bør gøre.

Nedvurderingen af Lars Løkke ramte Venstre hårdt ved EU-parlamentsvalget i maj 2014, hvor partiet kun fik 16,7 % af stemmerne eller et tab på ti procent i forhold til valget i 2011. Venstres nederlag kunne ikke forklares med den almindelige protestbølge mod de førende EU-partier og EU som sådan. Det skyldtes ganske enkelt Lars Løkke personligt. At hænge pressen ud som hovedansvarlig er latterligt, al den stund pressen altid kaster sig glubske over skandaler der rammer ledende politikere og andre 'store navne'. Og at tale om gemen og infam forfølgelse er udenomssnak. Folk kan sagtens gennemskue den slags. Det har de vist i vurderingerne af Helle Thorning, Villy Søvndal, Lene Espersen, Lars Barfoed, Ninn-Hansen med flere. I politik er det som bekendt ikke nok at have ret. Det gælder om at få ret. Og her er det - som Niels Krause Kjær engang har understreget - folkedybet, der får lov til at fælde den endelige dom.

Alle nogenlunde nøgterne bedømmere må - som jeg tidligere har skrevet - henholde sig til at Lars Løkke vitterligt har afsløret en omgang med penge til sit eget forbrug som ikke alene er dybt anstødeligt i sig selv, men viser en mand der intet som helst forstår af folks forventninger til en person med hans placering i det offentlige liv og hans ambitioner om at generobre statsministeriet. Det eneste der i den forbindelse kan siges til hans forsvar, er at hans partifæller i folketingsgruppe og forretningsudvalg er meget tilbageholdende med kritik, men det skyldes jo simpel opportunisme: ingen ønsker at stå frem med en kritik der kan ødelægge deres egen chance for placering i Lars Løkkes næste regering hvis en sådan skulle vise sig som andet end et fata morgana. Ulykken er alene at Lars Løkke ikke aner hvor meget opportunismen her spiller ind. Alle meningsmålinger viser at Lars Løkke siden har ligget langt bag efter Helle Thorning, når det gælder spørgsmål om egnethed og værdighed som statsminister. Venstre må kæmpe op ad bakke.

Nynne Bjerres interview med Lars Løkke Rasmussen i serien 'Det politiske mennesker' fandt sted i efteråret 2014 og er som alle de øvrige spændende og oplysende. Det kommer naturligvis ind på mandens opvækst og hans lyst til aktiv indsats og udfordringer. Hans vej ind i det politiske arbejde gik over Venstres Ungdom, men ikke på den glatte måde. Han var faktisk så skuffet over det første møde han kom til at han blev borte fra flere, indtil han blev ringet op af Venstres formand i Græsted der gerne ville høre forklaringen og derefter gjorde Lars opmærksom på at han jo blot kunne starte en ny VU-forening i Græsted, for der var ikke nogen. Det gjorde Lars og siden kom det slag i slag, ofte på tilfældig vis. Han blev landsformand for VU, blev byrådsmedlem i Græsted, amtsrådsmedlem og folketingskandidat. Og da Anders Fogh Rasmussen blev formand for Venstre efter Uffe Ellemanns valgnederlag i 1998, blev Lars Løkke næstformand samtidig med at han var amtsborgmester i Frederiksborg Amt og almindeligt folketingsmedlem. Det var hårdt og det var for meget.Og det gav rod i bilagene! Men da Fogh vandt valget i 2011 blev Lars Løkke indenrigs- og sundhedsminister og var det til 2007, hvor Fogh gjorde ham til finansminister, på et tidspunkt hvor han selv på given foranledning havde overvejet at vælge en helt anden karriere. Men da Fogh i 2009 blev generalsekretær for FN, blev Lars Løkke både hans efterfølger som statsminister og som partiformand. Og det var samtidigt med at den internationale finanskrise tog fart - og på ganske kort tid forandrede de politiske grundproblemer og muligheder i en lang række lande. Oveni kom for Lars Løkkes vedkommende Klimatopmødet i København i december der krævede en stor ekstraordinær indsats som mødeleder (og iøvrigt blev en drønende fiasko der afslørede at Løkke ikke magtede komplicerede og yderst modsætningsfyldte forhandlinger på det plan).

Hvad angår det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde i Venstre juni 2014 indrømmer Lars Løkke Rasmussen at det kom bag på ham, at store dele af Venstres bagland uden for hovedstaden og de største provinsbyer efterhånden var blevet kritiske over for ham, fordi de følte sig svigtet af ham. I interviewet er han længere tid om at svare på spørgsmålene om mødet. Han kan åbenlyst ikke lide at komme med detaljer om sagen. Han udtaler sig hverken om oprøret fra Jens Rohde og Kristian Jensen eller det sluttelige kompromis med Kristian Jensen. Men han indrømmer at bilagssagerne spillede ind, ja erkender at han efterhånden havde fået opbygget et ringe renomm� på grund af disse sager.

Og det er det nærmeste man kommer selverkendelse fra Lars Løkkes side.

Hovedbestyrelsesmødet i Venstre i 2014 er dog ikke dermed en glemt eller overstået sag. For det har uanset hvordan man fortolker parterne i sagen gjort Venstre til et splittet parti der efterhånden har fået de fleste odds imod sig i sammenligning med Socialdemokraterne.

Til alles overraskelse endte Venstres historisk lange og afgørende møde uden afstemning og med det resultat at Lars Løkke Rasmussen forblev som formand og Kristian Jensen som næstformand. De gik efter de udmattende forhandlinger - der først sluttede efter mere end syv timers forløb - til møde med pressen for at vise at de står sammen i krisen og i fællesskab vil prøve at føre partiet videre. Og det betød først og fremmest at partiet undgik en fuldstændigt ødelæggende formandskamp og formentlig også får lidt mere ro i baglandet (partiforeningerne), men det betyder hverken at tvivlen på Lars Løkkes troværdighed og evne til at genvinde statsministerposten er blevet mindre hos vælgerne eller at han overhovedet vil være i stand til at generobre regeringsmagten. De vælgere der er blevet dybt skuffede over formandens mange sager er næppe blevet overbeviste om hans habilitet, og det skal i den forbindelse huskes at hovedbestyrelsen i Venstre - modsat landsmødet - ikke er repræsentativt for vælgerindstillingen.

Mødet blev usædvanligt langvarigt uden at noget sivede ud til pressen. De få ting der via sms-beskeder blev sendt ud fra enkelte mødedeltagere "tæt på ledelsen" var formentligt bevidst vildledende - ja, måske ligefrem led i formandens flerdobbelte spin med henblik på at sløre hans egentlige hensigt. Det gælder både historien om at Lars Løkke på forhånd var indstillet på at trække sig som formand, og historien om at han skulle ønske den tidligere forsvarsminister Søren Gade, der da var direktør for 'Landbrug og Fødevarer' og havde forladt aktiv politik, som ny formand i stedet for Kristian Jensen, som vitterligt har modstandere i folketingsgruppen.

Det udslaggivende for slutresultat var uden tvivl Lars Løkkes fightervilje og udsigten til en ødelæggende formandskamp, hvis han trak sig, samt ikke mindst et sent møde på tomandshånd mellem Lars Løkke og Kristian Jensen hvor der kom en fælles forståelse for at partiet hverken kunne tåle et formandsskifte eller en formandskamp - men kun kunne undgå ulykkerne hvis Lars Løkke fremover delte magten med sin næstformand. En sådan helt ny ledelsesstil skulle føres ud i praksis ved at formanden og næstformanden rejste ud i landet til partiforeningerne og fik tilslutning til linjen. Det har sandsynligvis beroliget en hel del medlemmer, men næppe alle skuffede vælgere. Folkedybet har sine egne uransagelige veje.

Desuden gælder at BT-journalisterne Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog udgav en yderst detaljeret bog om hovedbestyrelsesmødet, der viser hvor hård kampen om formandsposten var - og hvor indædt Lars Løkke måtte kæmpe imod kritikken og oprøret. Bl.a. udtaler Britta Schall Holberg utvetydigt at hun synes Lars Løkke drikker for meget - og har en brist når det kommer til brugen af andre folks penge. Deres egen vurdering er at Løkke lige siden han tog over efter Fogh i april 2009 har tromlet hen over folk han er uenig med eller som ikke deler hans mening. Ældre medlemmer af folketingsgruppen der ikke deler Løkkes ideer bliver presset helt ud i kulden. Det gælder faktisk også Kristian Jensen der ellers har slidt bravt som formand i folketingsgruppen. Bogens forfattere påpeger også at Løkke gerne vil fremstå som den almindelige danske lønmodtagers repræsentant på Christiansborg og derfor iscenesætter sig selv som "lille, joviale Lars fra Græsted". Men det er ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Tværtimod har han efter deres mening efterhånden udviklet nogle karaktertræk som Venstre-folk i årtier kun har tillagt deres politiske modstandere. Og forfatterne indleder derfor deres bog med et velvalgt citat fra Anders Fogh Rasmussens grundlovstale i 2001 (før han blev statsminister): "Magtens arrogance, vennetjenester og sammenspisthed fører til misbrug af magt, misbrug af penge, sløseri og elendig administration. Kammerateri."

Mere præcist kan det vist ikke siges. Og denne magtarrogance er uheldigvis blevet Venstres eget problem her forud for valget 2015.

Intet er afgjort endnu. Udover at valgkampen fortsætter til den bitre ende og kun vil blive hårdere de sidste dage. Bl.a. kommer der det ene udspil efter det andet fra såvel regeringen som oppositionen. Socialdemokraternes reklamer bliver store og mange de sidste få dage. Personligt vil jeg heller ikke blive det fjerneste overrasket hvis det skulle vise sig at meningsmålingerne tager ekstra meget fejl denne gang. Ikke fordi institutterne gør arbejdet dårligere end de plejer, men fordi der faktisk er så meget større usikkerhed i vælgerkorpset at det er umuligt at indregne det i deres modeller.

Jeg føler mig nogenlunde sikker på at Venstre, Det radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti går tilbage, men hvor meget tør jeg ikke gætte på. Til gengæld vil jeg ikke lægge skjul på at jeg vil finde det fuldt retfærdigt om disse tre partier taber. Og hvad Venstre angår vil jeg faktisk beklage det dybt hvis Lars Løkke bliver statsminister igen. Han når ikke Anders Fogh Rasmussen til sokkeholderne, han har ikke vist nogensomhelst interesse i at holde Venstre på den tredje vej med en tidssvarende filosofi, og han har heller ikke et hold af politikere der er på niveau med Foghs. Det er fx karakteristisk at han jubler over at have fået fhv. forsvarsminister Søren Gade tilbage i rækkerne (og i givet fald formentlig vil få ophøjet til udenrigsminister). Søren Gade fik allerede op til jul besøg af tre partifæller i sin lejlighed i København, og et foto af de rødvinsskålende gæve venstrevikinger blev straks strøet ud på deres facebookprofiler. Det var høvding Rasmussens 'tæskehold': Troels Lund Poulsen, Lars Christian Lilleholt og Hernings borgmester Lars Krarup. Og meningen er næppe til at tage fejl af set i bakspejlet. Men det bliver under alle omstændigheder Lars Løkkes egen sag.

Alle andre partier kan se hen til en valgperiode der formentlig bliver kort og vil give masser af anledninger til overvejelser. Det kan der forhåbetligt komme lidt nytænkning og fornyelse ud af. Og det vil i givet fald blive den største gevinst ved det forestående valg.

Derfor bør ingen føle sig forpligtet til at stemme torsdag den 18. juni. Man kan også sige sin mening ved ikke at stemme. Og en sådan meningstilkendegivelse kan også blive afgørende!

Ejvind Riisgård

Link til Venstres hjemmeside

Litteratur:

Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog: LLR (Berlingske Mediaforalg. 2014)

Jernesalts e-bøger:

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF'
'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej'

Relevante artikler på Jernesalt:

Helhedsrealismens manifest (14.2.14.)
Politiske parametre  (6.2.05.)
Værdimanifestet i forkortet udgave
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Klassekampen i Danmark er pass�  (7.6.12.)