utils prefix normal JERNESALT - sende43ontol06

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.2.11.

At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål

('Ontologisk antologi' artikel 6)

For de fleste mennesker på vore breddegrader er det en selvfølge at føle sig hjemme hvor man er og bor. Selvom mange børn i dag vokser op som skilsmissebørn og måske i flere år må veksle mellem at bo hos moderen og hos faderen - og i den henseende kan føle sig splittet mellem to små verdener - så sørges der heldigvis i de fleste tilfælde for at de kommer til at føle sig nogenlunde trygge hvor de er. Og det samme gælder i institution og skole.

Når puberteten indtræder, sker 'syndefaldet', dvs tabet af uskylden og dermed den begyndende frigørelse fra forældre og forældretrygheden. Teenageren opdager en verden uden for hjem og skole. Barndomshjemmet er nok stadig den trygge ramme om hverdagen, men man søger ud, fordi man er nysgerrig og grænsesprængende, nogen mere end andre. Nogle lider af hjemvé og søger altid tilbage. De kan gå hen at blive nostalgikere. Men de fleste vil i sidste ende helst blive og være sig selv og sætte sig sine egne mål. Denne periode kan tage nogle år - med forskellige eksperimenter i forskellige retninger, der nogle gange kan blive kostbare. Men som hovedregel ender de fleste med omkring de tredive år at have gjort en uddannelse færdig, valgt sig en beskæftigelse og slået sig sammen med kæresten. Og man opbygger da efterhånden sit eget hjem, som man indretter efter sin egen smag og med henblik på at føle sig hjemme og nogenlunde tryg. Hjemmet bliver om ikke ligefrem en borg eller fæstning som det hedder med det engelske udtryk 'My home is my castle', så i det mindste en tryg base for al 'udfærd'.

Ingen behøver at blive decideret hjemmeføding, så man livet igennem forbliver på den egn - og måske ligefrem det hjem - man kommer fra. Men selv internationalt orienterede mennesker der rejser meget og har mange forretningsrejser ude i verden er som regel glade for at komme hjem igen. Mange af dem vil - ligesom afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden - efterleve Peter Plys' fornuftige princip om at sørge for passende 'honningdepoter' rundt omkring. Men enkelte - som fx den lettiske violinist Gidon Kremer, der giver koncerter mange forskellige steder i verden hele året rundt - formår at indrette sig som nomader på hotelværelser. Den unge polske pianist Pjotr Anderszewski har dog løst problemet på sin egen måde ved at få indrettet sit hjem i egen togvogn, så han kan transportere alt med sig på turneerne inden for Europas grænser.

En del mennesker må flygte fra undertrykkelse og begrænset frihed. Og i gamle dage var forvisning en hård straf, hvad enten det for russiske oprøreres vedkommende skete til barske egne som Sibirien eller for danskere som Heiberg eller Bournonville efter konflikt med kongen blot var en forvisning til det kulturelle Paris. Da Romeo i Shakespeares 'Romeo og Julie' får at vide at han er blevet landsforvist på grund af hævnmordet på sin vens morder, er hans umiddelbare reaktion: 'Jamen, der er jo ikke nogen verden uden for Verona'. Og det havde han ret i for sit eget vedkommende. Men sjovt nok er hans udtalelse blevet bevinget på dansk med den stikmodsatte betydning: 'Der er en verden uden for Verona'. Det vil sige: Der er et liv uden for den by og det miljø man kommer fra. Og man vil altid kunne gøre forholdene hjemlige, hvor man end kommer hen eller bliver sat hen.


Nationalitetsbegrebet som sådant er relativt nyt. Det stammer fra romantikken og forestillingen om en nationalkarakter og en folkekarakter (Herder). Men det har siden romertiden også haft et juridisk aspekt i og med at det var forbundet med rettigheder. Begge aspekter indgår i moderne stridigheder om fortolkningen af disse rettigheder og kan derfor variere stærkt fra land til land. Nationalfølelsen henviser som navnet antyder til menneskers subjektive fornemmelse af at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab med fælles sprog og histore, mens nationalismen er at opfatte som en mere ideologisk hævdelse af fællesskabets identitet og fortrin i forhold til andre. I ekstreme tilfælde hævdes fællesskabets overlegenhed over andre. Men man skal passe på ikke at lægge for meget i gængse udtryk for nationalt tilhørsforhold. Amerikanerne betragter sig som 'Guds eget folk' og kineserne som 'Riget i midten', men det er jo strengt taget hvad ethvert folk og enhver nationalitet har som selvfølgeligt udgangspunkt. Mytisk set er ethvert land eller folk 'Guds eget land'.

Det naturlige udgangspunkt er hvad fx H.C. Andersen udtrykker klart og umisforståeligt i fædrelandssangen "I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme; der er min rod, derfra min verden går....", men ikke alle er lige begejstrede for tanken, eller de lægger noget forskelligt i den.

Redaktør Bjørn Bredal kunne således engang i november more sig med i Politiken at stille det retoriske spørgsmål til sine læsere: "Hvor ligger Danmark?". For dette er der jo ikke den store tvivl om, hvis man alene holder sig til geografien eller juraen. Drejer det sig derimod om den psykologiske tilknytning, er sagen derimod meget mere kompliceret. Her kan man i virkeligheden gå så langt som til at gentage, at det altid går galt hvis man ser snævert substantielt på et eksistentielt forhold. Det er hverken geografien eller juraen der afgør sagen, men lige præcis det fællesskab der ligger i sprog og historie med tilhørende psykiske forbindelser, og disse er aldrig rent personlige, men en del af det kollektivt ubevidste, dvs en del af et kollektivt fællesskab der primært skyldes ubevidste forbindelser der ved sin virkemåde bedst kan sammenlignes med det elektromagnetiske felt.

Men det var nu ikke det Bredal mente. Han hævdede tværtimod at det nu går med Europa akkurat som det for længe siden er gået med Norden: Vi afvikler den fælles kultur, mens vi udvikler den fælles økonomi. For Danmarks vedkommende betyder det at landet ikke ligger i Norden, dårligt nok i Europa, men derimod i Verden "sådan globalt og globaliseret forstået". Og derfor, fortsættter han, navigerer vi med Global Positioning System som plotter os ind et abstrakt sted i verden! - En højst besynderlig sammenligning, for ganske vist virker dette GPS ikke altid lige hensigtsmæssigt, men når det virker, så bliver man navigeret rundt på et meget konkret sted på kloden.

Bredal er også uheldig med sin henvisning til Sokrates som alle velmenende lederskribenter naturligvis gerne vil have som stærk humanistisk opbakning til deres uforgribelige meninger. Men det var altså ikke Sokrates, men - som vi skal se - en kyniker der på spørgsmålet 'hvor han kom fra', svarede 'Fra verden'.


Det nationale tilhørsforhold kommer - selv i globaliseringens moderne tidsalder - alt andet lige til at betyde meget for de allerfleste, allerede af den grund at det er langt de færreste der bliver egentlige kosmopolitter, om nogen overhovedet. Man kan blive emmigrant og slå sig ned for livstid i et fremmed land, man det er sjældent at man ikke prøver at gøre det nye land til et nyt hjemland ved at tilegne sig dets sprog og skikke. Kun hvis man aldrig finder et nyt hjemland, kan man betragtes som kosmopolit eller verdensborger. Problemet er dog her at der i juridisk forstand ikke findes noget verdensborgerskab.

Filosoffen Diogenes (400-325 f.v.t.), der gjorde op med alle sociale konventioner og indskrænkede sine livsfornødenheder til det minimale, boede på gaden ved sin tønde - men på spørgsmålet om hvilket land han kom fra svarede han, at han var borger i verden. Han levede bogstaveligt som en hund (på græsk kynos) og lagde derfor navn til kynismen. Legenden om ham fortæller også at han havde en lygte ved hånden for at kunne lede efter et rigtigt menneske. Men han fandt aldrig et. Og det tror pokker med den indstilling han havde til det at være menneske.

Et nutidig modstykke er den yderst kreative danske opfinder og digter Piet Hein, der beherskede engelsk lige så godt som dansk. Han var en slags moderne kosmopolit ud fra en forestilling om at menneskesjælen i sidste ende var båret af målelige signaler og i princippet kunne sendes pr. telegraf over lange afstande. Det var en idé han legede med sammen med vennen, kybernetikeren Norbert Wiener, og som viser at ingen af dem forstod menneskesjælens forbindelse til det kollektivt ubevidste. Men rent faktisk vendte Hein efter mange år i udlandet tilbage til Danmark og endte sit liv som sørgeligt dement i trygge omgivelser på Fyn.

Sandere kosmopolitter blev af gode grunde jøderne som etnisk folkefærd fra den dag de blev fordrevet fra deres hjemland i Judæa nogle årtier efter templets ødelæggelse i 70.e.v.t. Derefter måtte de leve i spredte eksiler (diaspora) uden for Det hellige Land. Men det blev netop en særlig form for kosmopolitisme, fordi de nok var uden hjemland, men ikke uden 'Guds nærvær' eller håb om forløsning fra alle lidelser ved Messias' komme. På grund af jødeforfølgerne i Europa omkring 1900-tallets begyndelse skabtes zionismen, tanken om at vende tilbage til 'Zion' (Jerusalem) og etablere en stat, og efter Holocaust under 2. verdenskrig blev staten Israel i 1948 faktisk virkeliggjort efter beslutning af FN's Generalforsamling. Der er derfor ikke længere noget tvungent eksil for jøder, men til gengæld en ny trussel fra efterkommerne af de palæstinensere der dengang blev fordrevne. De og alle militante islamister ønsker den dag i dag Israel udslettet af landkortet. Og dermed blokerer de effektivt og vedblivende enhver mulighed for fred i Mellemøsten.

De taler naturligvis om israelsk besættelse af palæstinensisk jord på Vestbredden siden krigen i 1967 og den totale ydmygelse af Egyptens oberst Nasser. Og disse palæstinensere vil ikke acceptere at Israel kun vil afgive en del af de besatte områder - med den begrundelse at de i stor stil er gjort jødiske gennem systematiske bosættelser. Bosættelse er det modsatte af besættelse, nemlig en fuldstændig og permanent tilegnelse og hjemliggørelse af et givent område som der endda knytter sig gamle historiske bånd til. Juraen - og dermed resolutionerne fra FN's Sikkerhedsråd - er imod bosættelserne, men det er den religiøse hjemstavns- eller nationalfølelse til gengæld ikke.

Og nu er det ikke jøderne i området der er fordrevne og spredt i disporaen, men palæstinenserne. Nogle af dem er havnet i Danmark og har fået dansk statsborgerskab. Men det at være dansk statsborger er ikke det samme som at være eksistentiel dansker.


Hele indvandrerproblematikken kommer netop af dette dilemma.

Nok er der mange velintegrerede indvandrere i landet ved siden af de færre ikke-integrerede. Men det er de sidstes tilstedeværelse og adfærd der forårsager at der stadigvæk er en markant skillelinje mellem etniske danskere og danskere af fremmed herkomst. Sådan har det tidligere også været med jødiske indvandrere. Dem har det taget generationer at blive fuldt integreret - og da der på grund af progromerne i Østeuropa i begyndelsen af 1900-tallet kom mange nye jødiske indvandrere til landet, blev de skam også mødt med modstand fra mange af de jøder der nu var blevet fuldt integreret. For de skilte sig jo markant ud - både hvad angår udseende, adfærd og vaner samt dogmer. Jf. essayet om Politiken mod Politiken.

Psykologisk set er der intet mærkeligt i fænomenet. Sålænge et folk har relativ høj grad af homogenitet, vil indvandrere, der på alle måder skiller sig ud, som ikke kan sproget og som kun kan påtage sig det dårligst betalt arbejde, blive set på som fremmede. De flytter naturligvis sammen for at skabe eller fastholde deres egne etniske og religiøse fællesskaber, men det fører til ghettodannelser og derfor en fastlåsning af hele adskillelsessituationen.


Ghettodannelser er en uundgåelig følge af enhver indvandringsbølge der er alt for stor i forhold til tilflytningslandets demografi og som lovgiverne og myndighederne bare lader passere uden forsøg på begrænsning og regulering.

Og dette var tilfældet med indvandringen til Danmark af overvejende muslimsk arbejdskraft fra engang i 1960'erne, hvor den økonomiske vækst og velstandsstigning var så stor at den danske arbejdskraft var utilstrækkelig. Det blev som bekendt overvejende ufaglært arbejdskraft der blev hidkaldt som 'gæstearbejdere' og 'fremmedarbejdere', og disse fik ikke alene rimelige arbejdsvilkår og lønninger efter gældende tariffer, men fik særrettigheder med hensyn til familiesammenføring, således at ikke blot eventuel ægtefælle, men forældre og bedsteforældre fik til ret at komme til landet og blive forsørget af det danske samfund - uden på noget tidspunkt at være forpligtet til modydelser i form af arbejde eller tilegnelse af dansk sprog og kultur.

Familierne blev i vid udstrækning placeret i nybyggerier til formålet - og disse udviklede sig igen til store og særpægede ghettoer som man med tiden ikke mindst på afstand kunne kende på at hver lejlighed fik sin egen parabolantenne rettet mod det muslimske land beboerne var kommet fra. De så overvejende slet ikke dansk fjernsyn, men tyrkisk og arabisk, og mange af dem lærte følgelig aldrig ordentligt dansk, selvom børnene kom i danske skoler. Hele denne historie er velkendt og behøver ikke blive repeteret her.


Konsekvensen ser vi imidlertid først for alvor i dag, hvor der kan konstateres stigende sociale problemer i ghettoerne og derfor må sættes ind med særlige foranstaltninger samt 'ghettoplaner' der skal rydde op i og sanere forholdene. De værste ghettoer plages af unge bander og deres kriminalitet, der bl.a. bevirker at de bedst integrerede foretrækker at flytte andre steder hen, inden de chikaneres ud - tillige med de formastelige ikke-muslimske beboere der har taget chancen. Der tales derfor fx om 'flugten fra Nørrebro', det københavnske Nørrebro der i mange år var attraktivt for etniske danskere på grund af både overkommelig husleje og kreativt nærmiljø. - Jf. artiklen Ghetto-problematikkens substans og dilemmaer.

Men hovedproblemet er de bander af unge indvandrere der forsømmer eller forlader skolen, ikke får nogen uddannelse og følgelig heller ikke noget job. De er tilmed lette ofre for en radikalisering i islamistisk retning. Ja, 'Jihad' - det at føre hellig krig - bliver cool undergrundskultur for de ikke-integrerede og integreringsuvillige muslimer.


At være muslim i Europa er naturligvis ikke nogen let sag, eftersom det uundgåeligt medfører et kultursammenstød i hvert eneste individuelle tilfælde.

Som anført i artiklen om Tariq Ramadans syn på sagen, så knytter de europæiske muslimers reelle problemer sig først og fremmest til selve fastholdelsen af dogmer og absolutter, herunder ikke mindst troen på Allah som den eneste sande Gud, troen på profeten Muhammed som den eneste sande profet og troen på Koranen som den eneste sande åbenbaring. De europæiske muslimers eneste vej til fuldgyldig integration er derfor i realiteten opgivelsen af absolutterne, dvs en relativisering der sætter de islamiske grundtekster og dogmer ind i en historisk kontekst på linje med alle andre religioners, ideologiers og eksistensfilosofiers historiske kontekster.

I første omgang kan en sådan relativisering og frigørelse medføre betydelig usikkerhed om moralske og andre eksistentielle spørgsmål, men netop fordi den menneskelige moral ikke svæver frit i luften, men i allerhøjeste grad er bestemt af den menneskelige psykes generelle krav om indre konsistens, så er usikkerheden et overgangsfænomen, sådan som frihed altid vil være. Et decideret ungdomsoprør blandt de nye generationer er nødvendigt, men det skal ikke blot være rettet imod de autoritære forældre og imamer, men også have integration i de europæiske lande som mål.

Ungdomsoprør er netop et oprør mod autoriteter, dvs personlige autoriteter som forældre, lærere og religiøse eller politiske vejledere såvel som overpersonlige autoriteter som åbenbarede skrifter, profeter og traditioner. Og det er eneste vej til ægte frihed og ansvarlighed. Men som verdensreligion betragtet har islam indtil for ganske nylig været kendetegnet af et næsten totalt fravær af oprør mod autoriteterne, og dette på trods af at den i århundreder har udviklet sig yderst uheldigt i retning af stadigt mere absolutisme i stedet for stadig mere relativisering. Oprøret er nu langt om længe ved at vise sig i Tunesien, Egypten, Yemen og Jordan - jf. artiklen At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten , men det savner ledere i form af store reformatorer der tør sætte sig op mod 'paverne' i islam, de store kaliffer, muftier og ayatollaher, og gennemføre deres projekter til yderste konsekvens såvel i Mellemøsten som i Europa. Dette er med til at give den aktuelle konflikt mellem det islamiske fortolkningsfællesskab og den vestlige verdens fortolkningsfællesskab sin bitre og blodige karakter. Og det vil uden tvivl vare mange år endnu.

Men fra europæisk side må det nøje pointeres, at det folkeligt set ikke er acceptabelt at de europæiske nationer bliver multikulturelle og dermed svigter de fælles værdier af ofte dyb, ubevidst karakter som de hviler på og som er betingelsen for velfærdssamfundet. Ej heller er det foreneligt med opretholdelsen af de europæiske landes sækulariserede demokratier at tolerere åbenlys despekt for nationernes bærende værdier, endsige tolerere decideret undergravende kriminalitet.


At være fremmed i Danmark er heller ikke nogen let sag, men igen må det pointeres, at enhver fremmed har forpligtelse til at arbejde for sin integration i samfundet. De helt unge indvandrere må acceptere at der bliver grebet ind mod ghettoiseringen og altså lavet ghetto-planer der skal rydde op i dårlige sociale forhold der kun stimulerer arbejdsløshed, kriminalitet og manglende integrationsevne.

Ghettoproblemet bør altid ses i den store sammenhæng, hvor de sækulariserede demokratier til stadighed må påtage sig det fulde ansvar for opretholdelsen af den civile orden der muliggør borgernes basale tryghed og sikkerhed i en foranderlig verden. Men det er op til indvandrerne selv at gå aktivt og engageret ind i integrationsprocessen.

Den fornuftige og rummelige danske monokultur forlanger ikke total assimilation af sine indvandrere, for dette ville indebære at de ikke kan opretholde deres identiteter som etnisk eller religiøst anderledes borgere. Men integrationen som sådan går kun én vej i det moderne sekulariserede samfund, og det er vejen fra snæver opretholdelse af minoritetskulturerne som parallelkulturer eller ghettokulturer til den brede opretholdelse af dem som subkulturer blandt andre subkulturer i en på et fælles sprog baseret og på mangfoldigheden levende, overordnet fælleskultur. Det bør aldrig være foreneligt med dansk statsborgerskab at blive ved med at betragte sig som fremmed i Danmark.


Generelt er det overhovedet ikke foreneligt med human konsistensetik at betragte sig som fremmed på jorden eller fremmed i forhold til naturen.

At betragte jorden som en jammerdal der kun kan give længsel efter en anden og bedre verden - hinsides eller i utopia - er en fatal falliteerklæring for ethvert menneske, for det betyder i realiteten at man fraskriver sig ansvaret for denne verden, for naturen og for samfundslivets udvikling. Men mennesket er og bliver en del af naturen. Naturen rager os i allerhøjeste grad, fordi det er den der bogstaveligt talt holder os i live. Og det samme gælder kultur- og samfundslivet, som vi også er en del af, og som vi oven i købet ikke kan undgå at udvikle til grænsen af det bæredygtige i og med at vi fra naturens side er grænseoverskridende og utroligt opfindsomme dyr.

Vores verden og natur er altså på ingen måde en illusion - således som visse metafysikere vil bilde os ind. Den er tværtimod det solide udgangspunkt for vores liv, dvs såvel vores praktiske hverdagsliv som vores mere eksistentielt betonede sjæleliv og åndsliv. Og det gør os etisk forpligtelse over for denne natur. Vi kan aldrig havne i en forståelse af vores eksistens der gør alt relativt og dermed uden faste holdepunkter. Vi har et fast holdepunkt allerede i visse fysiske love og naturkonstanter og - som ofte anført på disse sider - i selve den psykiske lov at vi ikke kan udvikle genstandsbevidsthed, jeg-bevidsthed og realitetssans uden at der foreligger faste, håndgribelige objekter i vores omverden.


Dette gør os imidlertid også forpligtede til at aldrig at forfalde til fremmedhed over for alt det irrationelle i tilværelsen som vi fødes ind i og som giver os mening og sammenhæng før vi overhovedet begynder at reflektere og analysere. Denne grundlæggende mening og sammenhæng ligger - som gentaget gang på gang på disse sider - i de medfødte psykiske primærprocesser der er uden begreber, sondringer og logik. Men da realitetssansen udelukkende udvikles gennem sekundærprocesserne, sproget og analyseevnen, så sker der i de moderne samfund den højst uheldige ting, at det irrationelle næsten automatisk skydes i baggrunden eller fortrænges, ja meget ofte ender med at blive helt fremmed og skræmmende. Utroligt mange mennesker frygter det irrationelle, hvis det trænger sig på i mere direkte og intens form.

Specielt må undertegnede som redaktør af Jernesalt gang på gang konstatere, at lige så snart jeg begynder at tale om eller skrive om det kollektivt ubevidste, så står folk af som skræmte af de mest uhyggelige ting. Og det på trods af at artiklerne om dette emne meget nøgternt og i ligefremme vendinger prøver at gøre rede for fænomenerne på en sådan måde at de afmystificeres. De er nemlig ikke 'mystiske' eller 'esoteriske' og behøver følgelig ikke at forblive fremmede for oplyste og moderne mennesker. Men man er nødt til at gøre sig den ulejlighed at sætte sig ind i deres natur og lovmæssigheder.

Og dette skal man naturligvis ikke bare gøre for sin dannelses skyld, men fordi det eksistentielt kan betyde at man får langt bedre muligheder for at forstå det sjæleliv og åndsliv der udfolder sig overalt i kulturlivet - hvad enten vi snakker om kunst, litteratur, musik og film eller om økonomi, politik og videnskab. Det er jo en kæmpeillusion at tro at disse livs- og kulturområder er rationelle og dermed hævet over subjektiv interesse. Faktisk gælder det modsatte, at ikke et eneste af områderne når det kommer til stykket er rent eller overvejende rationelt. Alle er dybt præget af subjektiv menneskelig interesse. Det eneste der snyder er at mange mennesker tror de er 'fornuftige', 'forstandige', 'objektive' eller 'neutrale' - og højt hævet over 'primitiv' eller 'instinktiv' 'følelse' eller partiskhed. Men det er dette der er en fatal illusion, for den bevirker at folk glemmer at al mening, sammenhæng og orden dybest set hænger sammen med det primitive, instinktive eller intuitive som ligger i primærprocesserne


Erobring og hjemliggørelse af det irrationelle og specielt det kollektivt ubevidste er forudsætning for at kunne bevare meningen med og sammenhængen i livet - og er derfor også forudsætningen for at kunne opretholde konsistensen i sit psykiske liv.

At være fremmed eller hjemmehørende bliver ifølge konsistensetikken altid et decideret etisk spørgsmål, fordi det i allerhøjeste grad influerer på et menneskes konsistens om det vælger det ene eller den anden vej i eksistensen.

Diogenes' omtalte kynisme er derfor ikke udtryk for etisk ansvarlig hjemmehørighed i denne verden overhovedet, men tværtimod for en utidig og fatal minimalisering af jeget's naturlige behov for realisering gennem udfoldelse i verden. Denne naturlige 'selvrealisering' har altid sin tid, fordi livet grundlæggende er kendetegnet af at al udvikling og opblomstring ender med forfaldet og døden. Men den skal udfoldes mens tid er for at bevare den indre konsistens gennem kravet om overskud af det gode i livet. Når tiden for afvikling og definitiv død kommer, bliver det tilbageværende projekt så at sige at relativisere jeget helt hen mod dets opløsning og dermed give større og større plads for det 'selv' eller den 'totalpsyke', der har relation til det kollektivt ubevidste og derfor aldrig oplever sin død. Men dette er straks noget helt andet end kynisme, ja, nærmest det stik modsatte.

At blive hjemmehørende i verden - så længe tid er - er til hver en tid den eneste fornuftige og naturlige hovedopgave det enkelte menneske og de enkelte grupper og etniciteter af mennesker kan sætte sig.

Peer Sendemand


Henvisninger:

Øvrige artikler i 'Ontologisk antologi':

At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet  (22.2.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker  (15.2.11.)
At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed  (11.2.11.)
At være naiv eller at være bevidst gør en forskel  (9.2.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)
At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
At være metafysiker er en tvivlsom affære  (art. 3 - 26.1.11.)
At være vælger og politiker  (art. 2 - 24.1.11.)
Skal læger bestemme over liv og død?  (art. 1 - 20.1.11.)


Andre relevante artikler på Jernesalt:

'Syndefaldet'
Romantikken
det kollektivt ubevidste
Piet Hein

Konsistensetikken Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser

Ghetto-problematikkens substans og dilemmaer  (22.10.10.)
Går integration kun den ene vej?22.10.05.  
Den muslimske desintegration i Danmark  (21.04.03.  )
Advarsler mod muslimerne i Europa   (6.9.10.)
Islam - en trussel? den vigtige forskel mellem islam og islamismen
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)
Tariq Ramadans bog om europæisk islam  (31.10.07.)


Samlet oversigt over serie om Virkeligheden:

Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed


Veje til livskvalitet og mening   -    artikelserie

Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.


Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Kieslowski's 'Dekalog'
Lykke og velstand er to ting  (24.11.06.)
Sundhedstyranniet og det gode liv  (27.06.05.)
Transcendens  (2.6.02)
dødskriterier og organdonation


'Jernesalts 2009-filosofi' med kapitlerne:

Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifestet

Peer Sendemands rubrik: Klik
Jens Vrængmoses rubrik: Klik


Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal