utils prefix normal JERNESALT - skolekirke2017

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.12.17.

Folkeskolen og Folkekirken er nu i et klart modsætningsforhold

Gribskolen i Græsted i Nordsjælland har i år sløjfet juleafslutningen i den lokale kirke, fordi skolen angiveligt har en del elever der "ikke er opdraget i den protestantiske tro". Det er skolens gode ret, men både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der tilfældigvis er fra Græsted og har gået i den omtalte skole, og kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) har beklaget det. Løkke har kaldt det en "ommer", og Boch kalder aflysningen "et kulturelt tilbageslag", og hun får opbakning af sin partifælle, undervisningsminister Mette Riisager der kalder aflysningen "misforstået hensyntagen".

En kendt skoleleder for en folkeskole med mange indvandrerbørn synes også det er forkert. Og selv en del muslimer rykker ud med en beklagelse, da muslimske børn ikke tager skade af at gå med ind i almindelig dansk juletradition. Tværtimod.

Så hvorfor ikke bare fastslå, at folkeskolerne selv bestemmer hvor og hvordan de vil holde juleafslutning, at der derudover kan siges en del pro et contra om sagen, og at folk umuligt kan tage skade af at følge gammel dansk juletradition der har så mange hedenske elementer med tændte juletræer, risengrød og nisser, flæskesteg eller andesteg, megen god julebryg og dyre gaver, at den er for alle mennesker der bare gerne vil hygge og feste i den mørke tid og ikke går op i dogmatik. Juleevangeliet er en biting for alle andre end "de troende" eller "hellige". Juletraditionen misundes alene af fattige mennesker der ikke har råd til at bruge flere tusinde kroner på løjerne.

Men alligevel. Denne ligeledes gamle og traditionelle, pragmatiske tolerance er der faktisk en god grund til at afvise, og det er selve det faktum at tiderne som følge af den store muslimske indvandring er inde i en så stor forandrings- og forvandlingsproces at det er på tide at få afklaret selve traditionsbegrebet og dets grænser. Ingen blander sig i fejringen af solhvervet der betyder at vi går lysere tider i møde hvad angår dagslyset på vores nordlige halvkugle. Ingen blander sig heller i overforbrug af penge til gaver, madfrås, rigeligt med våde varer endsige af almindelig julehygge (hvor skilsmissefamilier dog er i klemme).

Men når det kommer til deltagelse i julegudstjenester er der lige præcis den hage ved traditionen at der sker en mere eller mindre skjult forkyndelse af juleevangeliet som er fremmed for både indvandrerbørn, der er muslimer, og for almindelige etniske danskere som flest, der synes det hele er mere udslag af overtro end af sund fornuft og sund sans for hygge og fest. Man kan beklage muslimers modvilje (der tager sig ud som modvilje mod integration), og man kan tilsvarende beklage de "oplyste" danskeres uvilje mod kult der mest af alt ligner mangel på viden om hvad kult og behovet for kult overhovedet er, men man bør i 2017 se kendsgerningen i øjnene, at folkekirkens og hele den kristne kirkes mere eller mindre udtalte forkyndelse, men klart formulerede "bekendelse" ikke længere kan tages for selvfølgelig i en yderst blandet befolkning og derfor heller ikke accepteres som blot og bar gammel tradition alle må affinde sig med. Den er tværtimod anstødelig for mange bevidst reflekterende mennesker, endog for mange af folkekirkens egne præster, men først og fremmest er den utidssvarende midt i en særlig æra hvor værdierne er under debat og opløsning.


Dette ligger i mange forhold.

For det første er den specifikke kristne trosbekendelse ejendommelig derved at den ikke har hjemmel i Evangelierne, men først blev fastlagt på et kirkemøde i år 325 hvor kirken var godt i gang med at etablere sig som statskirke (hvilket vil sige som magtfaktor i samfundet). Det skete med henvisning til formuleringer af Paulus der gør tro til et spørgsmål om at bekende troen på en frelser i stedet for blot at anbefale et tillidsfuldt forhold til hinanden. I den autoriserede trosbekendelse siges udtrykkeligt: Vi tror på den opstandne frelser og den hellige kirke.

For det andet betyder dette at der fra år 325 skelnes skarpt mellem dem der holder på trossætninger, der postulerer en ganske bestemt mening, og dem der har en tro der ikke bygger på intellektuelle og skriftligt formulerede påstande, men på intuitiv forståelse og holdninger, herunder ikke mindst tillid. Tro er i sidstnævnte tilfælde en umiddelbar holdning og ikke en middelbar, intellektualiseret og dogmatisk anskuelse.

For det tredje bliver trossætningerne således til dogmer, og disse fungerer igen altid som magtmidler der kan bruges til kontrol af folks meninger, konkret til at skelne mellem dem der er rettroende og mener det rigtige - og dem der er vantro og mener det forkerte eller ligefrem det onde, det djævelske, det moralsk forkastelige og det samfundsnedbrydende - og som følgelig bliver samfundsfjender der kan og skal retsforfølges. I såvel den kristne kirke som i den islamiske religion dømmer man de vantro ud af det normale samfundsliv som kættere der skal forfølges, isoleres, undertvinges og i mange tilfælde udryddes.

For det fjerde bliver dogmer derigennem en trussel mod både tankefriheden og ytringsfriheden, og dette helt uanset om dogmerne - som i jødedom, kristendom og islam - betragtes som religiøse fordi de stammer fra en verdensreligion eller som ideologiske fordi de stammer fra verdslige ideologier som kommunismen, nazismen, maoismen og i vore dage islamismen (opfattet som en decideret blanding af religion og ideologi). Almindelige mennesker bliver bange for overhovedet at ytre sig, fordi de må frygte repressalier fra magthavere der har gjort bestemte udlægninger af dogmerne til de rette. Den katolske kirke havde inkvisitionen, og både den katolske og den protestantiske kirke har haft perioder med hekseforfølgelser. Begge har stadig megen meningskontrol. De islamistiske magthavere (i bl.a. Iran og Saudi-Arabien), og de mere eller mindre selvbestaltede bevægelser og kalifater i Islamisk Stat og Al Queda skåner heller ikke deres modstandere. Og netop derved er de altid modstandere af demokratiet.

Som det ses ligger den afgørende forskel altid i om man gør troen til et spørgsmål om tilslutning til og bekendelse af dogmatiske formuleringer og udlægninger af troen - eller om man betragter tro som et sundt og umiddelbart tillidsforhold til sine medmennesker. Denne forskel bliver moderne mennesker i vore vestlige samfund nødt til at se i øjnene og forholde sig til.


Og derfor bliver moderne og bevidst reflekterende mennesker også nødt til at sige fra over de bekendende kristnes modstand mod at man rører ved traditionerne.

Moderne mennesker må tage skarpt afstand fra den forældede holdning Venstres indenrigsordfører, Carl Holst, kom med i Berlingske i går, hvor han i den fuldt forståelige hensigt at gå imod parallelsamfund i landet slog til lyd for at alle flygtninge fremover skal have et kursus i danske værdier, der har fundament i kristendommen. Hans fejl er ikke at gå imod opretholdelsen af parallelsamfund i landet, for disse undergraver dansk kultur, dansk demokrati og dansk religionsfrihed. Nej, den er at han naivt tror at danske værdier og kristendom er entydige begreber. Det var de i 1800-tallet, men ikke i dag.

Historikeren Michael Böss kommer også galt af sted når han i Jyll.Posten i går postulerede at vi i fremtiden vil se en offentlig kultur der er blottet for religion, og at vi derfor på et eller andet tidspunkt i den nære fremtid vil stå tilbage med en fælles kultur i Danmark der vil være det rene pop. Han fejlvurdering ligger ikke i at konstatere at den offentlige kultur for øjeblikket undergår en stor forandring der indebærer en helt anden status for religionen, men at han hverken kan se at religionen stadig lever aktivt dybt nede i folket, hvis man ved religion forstår noget andet og dybere end dogmer og bekendelse, eller at forandringen i religionens stilling i kulturen faktisk også skyldes kirkens vanrøgt af religionen. Kirken har ikke forstået religionens folkelige karakter (som man endnu forstod i 1800-tallet med dets folkelige og religiøse vækkelse). Den har i stedet intellektualiseret kristendommen ved at gøre troen til et spørgsmål om at tro på og bekende troen på nogle påstande der strider mod fornuften, nemlig at det jordiske menneske Jesus skulle være en gud. Det kaldes "et mysterium" eller et "paradoks" - og så tror man at det er noget fint. Især når man ser det hos Søren Kierkegaard. Men det er noget vrøvl.

Og så hjælper det ikke at Tidehvervskvinden og -folketingsmedlemmet Marie Krarup i den løbende debat på kierkegaardsk vis argumenterer for at kristendommen står for hele den sekularisering vi har fået og som flertallet ønsker at fastholde. Argumentationen er typisk for Tidehverv: Kristendommen siger først og fremmest at vi ikke frelses af gerninger men af troen på den opstandne frelser; det adskiller kirken fundamentalt fra verden og det verdslige - og følgelig er vi blevet frie mennesker til at skalte og valte med dette verdslige samfund omtrent som vi lyster eller kan blive enige om gennem den politiske kamp. Logikken er faktisk god nok, men hele argumentationen bygger lige præcis på en forudsætning der er løgn og latin, nemlig at det åndelige og det verdslige er to forskellige 'regimenter' der ikke har noget med hinanden at gøre. Det har de selvfølgeligt og i allerhøjeste grad, og det véd ethvert normalt menneske fra barnealderen, da det simpelt ligger i selve det forhold at vi alle er født med både et sanseligt liv og et indre liv. Og spillet mellem disse to fænomener foregår til stadighed i os selv og er ikke til at løbe fra.

Det dybt sørgelige i den aktuelle debat er at vi har en kirke- og kulturminister der er traditionalist om en hals og ikke fatter en brik af modsætningen mellem dogmatisk bekendelse og umiddelbar tillid mellem mennesker med uspoleret sjæleliv og naiv barnetro. Hun svigter sin opgave groft ved ikke alene offentligt at beklage Gribskolens beslutning om aflysning af julegudstjeneste, men ved også og navnlig at undlade at forholde sig til sagens kernespørgsmål: Hvorfor skal almindelige skolebørn udsættes for julegudstjenester der ganske vist overvejende er festlige og hyggelige, men ikke destomindre uudtalt eller stiltiende rummer en forkyndelse der i dag må siges at være fuldstændigt utidssvarende og derfor ganske imod folkeskolens formål om at oplyse skolens elever. For det er ikke i 2017 tidssvarende oplysning at smugle diskutabel eller forældet kristen mysterie-forkyndelse ind i juleafslutningerne. Bevares, skolerne har frihed til at lade juleafslutningerne foregå i de lokale kirker - og fred være med den frihed - men de har ikke frihed til at lade hånt om en dybere ændring i folks forhold til og forståelse af religionen.

Mette Bock er ikke helt uskyldig i sagen, for hun har tilfældigvis i begyndelsen af året svaret på mit åbne brev om forholdet mellem kirke og kultur (i bred forstand) på en måde der viser at hun overhovedet ikke fatter at den nuværende folkekirke ikke bekymrer sig om misforholdet - og oven i købet affinder sig med at hendes kulturministerium blankt afviser at beskæftige sig med forholdet der er blevet et decideret misforhold. Mette Bock er desuden godt i gang med nedskæringer af kulturbudgettet for landet - og har herunder luftet så tåbelige tanker som at skære ned på bevillinger til Radiosymfoniorkestret og Det kongelige Kapel - og endda nævnt den afsindige idé at slå de to orkestre sammen til ét (for så kan der rigtigt spares!). Hun forstår slet ikke at musikken i dag for stort set alle mennesker i landet har fået en åndelig status der gør den mere kultisk end det der foregår i kirkeligt regi. Man kan stadig i kirkerne høre pragtfuld kirkemusik der bliver kultisk i kraft af tonerne og hvor "bekendelsen" er underordnet eller kan forstås overført, men det er de store symfoniorkestre i landet der formår året rundt med ugentlige koncerter at holde gejsten oppe for de klassisk ansporede borgere - på linje med hvad der sker på festivalerne for de rock-interesserede. Så i stedet for at spare, skulle Mette Bock se at opjustere - og samtidig, som jeg har foreslået, slå kultur- og kirkeministeriet samme til et "kultusministerium".


Jeg skal ikke gå nærmere ind på hverken ateisternes generelle misforståelse af religion, der ligger i at de ikke kan skelne mellem snæver dogmatisk og rationel religion på den ene side og bred intuitiv og irrationel eksistensforståelse på den anden side; jeg henviser blot til andre artikler. Og jeg skal heller ikke i denne omgang kommentere de gængse religionshistorikeres skæve information som den i disse uger forefindes i Politiken. Dem vil jeg vende tilbage til.

Men jeg vil til gengæld understrege at den eneste vej frem gennem de aktuelle konflikter, modsætninger og forvirring hedder grundig og dybtgående oplysning om hvad det irrationelle er og hvad det betyder alment for den menneskelige eksistens. Lad mig udover musikkens uhyre vigtige betydning nævne humorens fundamentale rolle, som jo ikke blot består i at den tilføjer et sjovt element til vores ellers meget alvorlige kultur, erhversliv og politik. Det er jo det man i almindelig forstår ved det humoristiske. Men i dybere forstand er humoren nært forbundet med selve det tragiske i tilværelsen i netop den forstand at den foregår på et plan der ikke har med det logisk-rationelle, viljesmæssige og kontrollerbare at gøre, men tværtimod med det der ikke er bestemt af menneskets vilje. Humor i dyb forstand kan føre til visdom i netop den forstand der gælder for sorgen, den kommer over mennesket imod dets vilje. Jf. fx essayet om Humormennesket Storm P.

I den aktuelle kulturkrise er det nødvendigt at konstatere at vi efterhånden - takket være de sociale medier - har fået en nærmest syg kultur der domineres mere og mere af hademails, dvs ytringer der skader og undergraver tillidsforholdet mellem mennesker. Og vi kommer aldrig fri af denne sygdom uden at forstå hvad frigørelse er i psykisk forstand, nemlig en indre frigørelse fra angst og bekymring og dermed en friere hengivelse til og større evne til at indgå i nære tillidsfulde forhold. Dette står i klar modsætning til troen på en ydre frelser med tilhørende længsel efter et nyt og utopisk liv efter den fysiske død såvel som til den vanekristendom en kvindelig biskop for nylig har fremhævet som tilfredsstillende. Men hverken den snævre dogmatiske tro eller den naive vanekristendom dur i dag. Vi bliver nødt til at se kulturkrisens kendsgerning og årsager i øjnene - og tage udfordringen op i tide. Oplysningsniveauet skal meget højere op.

Ejvind Riisgård


Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com


Relevante artikler på Jernesalt:

Det mest utidssvarende ved kristendommen er intellektualismen og bekendelsestroen  (3.11.17.)
Folkekirkens falliterklæring om tro  (27.1.15.)
Folkekirken kan ikke finde ud af gudsforholdet  (28.12.14.)
Folkekirke, statskirke og folkereligion  (17.5.12.)
Kierkegaard og Karl Marx hang fast i dualismen  (10.5.13.)
Regeringens udspil til stor, ambitiøs skolereform  (5.12.12.)
Folkeskolens krise afslører dybere samfundskrise  (16.12.10.)
Skolen for livet - eller for erhvervslivet?  (8.6.10.)
Oplysning: Lys over landet, folket og eksistensen  (1.5.15.)
Gravøl for oplysningen?

At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
Ateismens problematik  (26.3.05.)
ateistshow som smart fordomsbekræfter  (7.3.07.)


Det mest utidssvarende ved kristendommen er intellektualismen og bekendelsestroen  (3.11.17.)
Teser mod Paulus og Luther - i anledning af 500-året for Luthers oprør mod Pavekirken  (31.10.17.)
Luther ifølge Herbener  (29.10.17.)
Hvorfor skal unge mennesker bekræfte en meningsløs trosbekendelse?  (5.5.17.)
Håbet er det grænseoverskridende i eksistensen  (16.4.17.)
Ufred i verden er normaliteten  (14.4.17.)

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Religion, eksistens og sekularisering -   eller Religion, Politiken - og Europas fremtid

Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Humormennesket Storm P.  Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)
Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')


Åbent brev til Kulturminister Mette Bock  (9.1.17.)

Beskrivelse af situationen ved udgangen af 2016
Den fatale politiske afmagt og kulturforvirring
Etik, kultur og religion må i centrum
Har kristendommen potentiale til fornyelse?
Folkelig vækkelse er forudsætning for nyt lederskab


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Humor
Artikler om Sekularisering


Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)


Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal