utils prefix normal JERNESALT - kanel69ontol09

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.2.11.

At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed

('Ontologisk antologi' artikel 9)

af Jens Vrængmose

Paragrafrytteri er ikke det samme som papirnusseri, selvom der er en vis forbindelse i og med at der i begge tilfælde er tale om fokusering på regler.

Ordet 'papirnusseri' er et malende skældsord for bureaukrati men der ligger også en bestemt politisk holdning i ordet fordi det er skabt af Mogens Glistrup i den indædte kamp mod bureaukratiet i Danmark som førte ham til stiftelsen af Fremskridtspartiet i 1973.

'Paragrafrytter' er ifølge Den danske Ordbog "en person som strengt og usmidigt holder sig til reglerne for noget". Tilsvarende bestemmes det tyske 'Paragraphenreiter' som "jemand der sich zu streng an Vorschriften hält". Men i begge bestemmelser savnes en klar henvisning til loven og lovens bogstav. Derfor er det bedre at sige, at en paragrafrytter er en person der holder sig strengt til lovens bogstav. På engelsk har man udtrykket "a stickler for the letter of law" og her kan man også være a stickler for etiquette, a stickler for obedience, for order, for work osv.

Men bureaukratiet er og bliver et stort problem i såvel hele den udviklede, vestlige verden som i lande hvor diktatorer vil kontrollere alt og alle. Det kan derfor ikke forbigås.


Overalt i samfundsudviklingen i den vestlige verden ser vi en stigende bureaukratisering der dels medfører en stigende regulering af alle funktioner i samfundet i den hensigt at undgå ineffektivitet, dels medfører en konstant udvidelse af den offentlige sektor, selv i perioder hvor der er principiel politisk flertal imod den. Det er således bemærkelsesværdigt at den offentlige sektor er steget betydeligt under VK-regeringen siden den tiltrådte i 2001, og at man på trods af alle hensigter om det modsatte ikke formår at gøre noget ved problemet der virkeligt batter. Tværtimod synes ethvert forsøg på regelsanering at give mere bureaukrati.

Inden for EU sker der en stigende bureaukratisering som følge af systemets og ledernes bestræbelser på at koordinere de mange vidt forskellige medlemslandes nationale love og regelsæt, og denne i og for sig fornuftige bestræbelse er naturligvis kun blevet en endnu større udfordring med den store udvidelse de seneste ti år. Men den fører uundgåeligt til mere komplekse og svært gennemskuelige regelsæt - og dermed også til endnu flere juridiske fortolkere der skal sidde og lave vejledninger og kontrollere andres fortolkninger.

Konkret kan det konstateres at en stigende del af dansk lovgivning indirekte eller direkte fastlægges på en sådan måde at den kommer til at leve op til kravene fra EU og EU-kommissionen. Danmark har siden Maastrichtaftalen i 1993 haft visse forbehold med hensyn til euro-samarbejdet og politisamarbejdet, men de er ved at udvikle sig til bremseklodser for et tættere samarbejde som et flertal af politikere ønsker, fordi Danmark siges at blive holdt uden for vigtige afgørelser, når vi ikke sidder med ved forhandlingsbordet. Sidste år, da finanskrisen gav store problemer for euro-samarbejdet, gik kommissionsformand José Baroso og økonomikommissær Olli Rehn i brechen for en styrkelse af den økonomiske ledelse og overvågning af de enkelte lande og deres finanspolitik med henblik på at true 'budgetsyndere' med fratagelse af EU-støtten. Det kniber med at blive enige om strammere regler, men euro-ens vanskeligheder har kun gjort modstanden mod euroen større her i landet.

Tydeligst er EU's indblanding i den danske indvandrer- og udlændingelovgivning, som er blevet strammet betydeligt gennem mange år, fordi den efterhånden var blevet så liberal at den har medført et så stort og stigende antal indvandrere og asylansøgere at integrationen er blevet yderst vanskelig og problematisk. Men gang på gang har regering og folketing måttet konstatere, at EU-domstolen undsagde lovgivningen. - Jf. eksempelvis artiklen EU-domstolen blander sig i dansk udlændingepolitik  (5.8.08.)

Det skinner tydeligt igennem, at EU's jurister og økonomer ser anderledes på indvandring, asylansøgning, finanspolitik og andre vigtige sagsområder end folketings- og befolkningsflertallet. Dermed bekræftes det populistiske bonmot om, at "traktater bliver lavet af jurister for jurister, så folk straks kan mærke, at de ikke kan klare sig uden jurister."


Når der samtidigt tales om en stigende 'djøfiseringen' af det danske samfund, må der også stilles fokus på selve det forhold, at folketinget har overvægt af jurister og økonomer (medlemmer af DJØF) og at et stigende antal offentlige poster beklædes af samme slags fagfolk, mens det hører til undtagelsen at folk fra andre faggrupper har større indflydelse. Det kniber endog med at bibeholde andre faggruppers placeringer på områder hvor den hidtil har været gældende, fx. i skolesektoren, hvor lederne - skoleinspektørerne - traditionelt altid har været lærere, men nu ser ud til at skulle udskiftes med professionelle administratorer fra Business Schools.

Sidst er djøfiseringen konstateret med udnævnelsen af den nye generaldirektør for Danmarks Radio. Den udvalgte blev ikke det 'fyrtårn' flere have efterspurgt - inklusive kulturminister Per Stig Møller - men blev hentet indefra af den bestyrelse der selv har en jurist som formand. Valget faldt på den konstituerede generaldirektør, juristen Marie Rørbye Rønn, hvis kompetencer som administrativ leder er upåklagelige og som også må siges at have passende forudsætninger for at kunne få bragt ro omkring den store og besværlige institution oven på de noget turbulente år med forgængeren, HA'eren Kenneth Plummer. Man kunne have ønsket sig en mere markant skikkelse, men må naturligvis vente og se hvad den udnævnte udvikler sig til, inden man dømmer hende. Måske har det spillet ind, at alle mere kendte skikkelser betakkede sig for at blive headhuntet. Men valget bekræfter desværre tendensen: Man vælger det mindst risikable - og det er netop en jurist eller økonom der kan få bureaukratiet til at fungere!

Og bureaukrati skal man heller ikke uden videre kimse ad.


Bureaukrati er ifølge encyklopædien en organisationsform der er kendetegnet ved hierarki og regelstyring. Formen stammer fra militæret og har været det industrielle samfunds grundlæggende organisationsform inden for administration, politisk organisation og i virksomheder.

Den klassiske karakteristik af bureaukrati og dets funktion blev givet af den tyske sociolog Max Weber. Kendetegnende er faste og specificerede arbejdsområder for hver ansat; klart over- og underordningsforhold mellem de enkelte ansatte samt faste regler for hvordan beslutninger træffes. Autoritetsstrukturen anerkendes af alle, og ledelsen bygger på udstedelse af skriftlige ordrer. De ansatte udvælges efter faglig dygtighed, ofte på livstid. Lønnen stiger ved avancement i hierarkiet.

Men der er også negative sider ved den bureaukratiske organisationsform, og det er dem man under ét kalder: bureaukratisme. Her gælder det blandt andet, at for stor standardisering af arbejdsprocesserne fremmer konservatismen, fantasiløsheden og en klyngen sig til indlærte procedurer; og at strengt gennemført arbejdsdeling og specialisering modvirker fleksibilitet og fornemmelse for problemer uden for den enkeltes kompetenceområde. Særlig problematisk er den bureaukratiske organisationsform naturligvis ved kriser og chok, fordi de lange kommunikationslinjer fra bund til top giver risiko for et forsinket, dårligt struktureret og fordrejet beslutningsgrundlag for ledelsen, hvor det modsatte ville være det mest hensigtsmæssige.


Men de dårlige konsekvenser af bureaukrati og papirnusseri er ikke nogen hemmelighed. Det var bestemt ikke blot Mogens Glistrup der kunne se dem og som morsomt gjorde opmærksom på at det første skridt til afskaffelsen af bureaukratiet er anskaffelse af de mest ubekvemme kontorstole. Tager man ikke et så drastisk skridt, bliver opgaven svær. Fornylig måtte lederen af hjemmeplejen i Århus midtby konstatere, at kampen mod regeltyranniet i hjemmeplejen nærmest ingenting hjalp, for den skaber en masse nyt bureaukrati i de projektgrupper, styregrupper og arbejdsgrupper der skal stå for afbureaukratiseringen. Tilsvarende har en undersøgelse fra hovedorganisationen FTF vist, at 70 % af de offentlig ansatte ikke har nogen tiltro til at de får lettere ved at udføre deres arbejde som følge af afbureaukratiseringen.

Bureaukrati hænger jo sammen med nogle indbyggede tendenser som ingen har være bedre til at påpege end den britiske historiker C.N. Parkinson der på fornem humoristisk vis fik formuleret lovene for fænomenet: 1) et arbejde vil udvide sig, indtil det udfylder al den tid der er til rådighed for dets udførelse. 2) udgifterne vil stige indtil de dækker indtægterne og 3) antallet af ansatte i den offentlige sektor vil altid stige - uanset mængden af arbejde, for embedsmænd skaber arbejde for hinanden og vil gerne have flere ansatte. Bureaukrati definerede han simpelthen som "mangfoldiggørelse af problemerne ved ansættelse af flere embedsmænd". På engelsk hedder papirnussere paper-pushere - og det er ganske rammende, for disse embedsmænd, kontorister og skrankepaver nyder at udfylde papirer og skubbe dem videre til næste led i hierarkiet. Og det hører skam med til billedet af de offentligt ansatte at de ikke siger vittigheder.

En finne har meget rammende sagt, at der kræves gode bureaukrater for at holde en velorganiseret ineffektivitet i gang. Og den tysk-amerikanske raket-ingeniør Wernher von Braun, der under 2. verdenskrig var med til at udvikle Nazi-Tysklands raketprogram, men i 1955 blev amerikansk statsborger og var med til at udvikle Saturn V-raketten, ramte også plet om bureaukratiets værste side, når han kunne sige: "Rent fysisk er der ikke noget i vejen for at ophæve tyngdeloven. Men papirnusseriet er for tyngende."

Det er imidlertid paragrafrytteriet der forekommer allermest skræmmende, fordi det her er selve fokuseringen på reglernes og lovenes bogstav der ødelægger kreativiteten og dermed i høj grad også den skabertrang og skaberglæde der burde være kulturens kendetegn.


Én ting er jurister der bliver advokater og dommere og specialiserer sig i at vride paragrafferne efter bestemte hensigter og dermed nå frem til kendelser der virker alt andet end retfærdige. Noget andet er jurister der bliver ideologer og giver sig til at kæmpe for rettigheder på tværs af traditioner og retsfølelser og dermed vrider samfundet efter bestemte principper som har ødelæggende effekter på samfundenes sammenhængskraft.

I det første tilfælde får man vilkårlige afgørelser som lugter langt væk af penge, bestikkelse og korruption eller af valg af advokater efter overtalelsesevner. Derfor kan det fx polemisk siges, at retsvidenskab kalder man evnen til at bevare ret, selv om man ikke har det (Georges Marcelin). Eller at erfarne jurister bekræfter at det i en civil retssag er en vis hjælp, hvis man har ret (Robert Lembke) - underforstået: men langt fra nok.

Fænomenet var velkendt i gamle dage. Eksempelvis kan en person hos Molière hævde, at "her i Paris hænger vi manden først. Bagefter prøver vi hans sag." - Og kunstneren Honoré Daumier har et væld af pragtfulde karikaturtegninger der skånselsløst afslører dommeres og sagføreres evne til at vride paragrafferne så retfærdigheden ikke sker fyldest.

Den amerikanske journalist og samfundskritiker H.L. Mencken, der har udgivet en fortræffelig 'Dictionary of Quotations' på langt over tusinde, tætskrevne og tospaltede sider, har vittigt sammenlignet en amerikansk retssal med "A place where Jesus Christ and Judas Iscariot would be equals, with the betting odds in favour of Judas". Og han kunne fastslå at uretfærdighed er relativt let at bære, hvad der derimod virkelig svir er retfærdighed.

Mencken påstod også at en jury består af tolv personer med begrænset viden og intelligens, udvalgt præcist på grund af deres mangel på intellektuel formåen. Han kunne desuden forklare hvorfor straffen for at grine i retten er seks måneder bag tremmerne: For hvis der ikke var en sådan straf, ville man aldrig høre vidneudsagnene!

I England har forholdene næppe været bedre. Vi kender alle engelske film med særdeles dygtige advokater der gør udslaget efter taleevnerne. Og den engelske dramatiker Harold Pinter har da også ligeud hævdet, at jurister er mennesker, der bedrager retfærdigheden med loven.

Men når tyskerne ifølge den danske forfatter Johannes Jørgensen har et gammelt mundheld der siger "Juristen sind böse Christen", så antydes noget meget væsentligt, nemlig at den mest bogstavelige og konsekvente udlægning af loven kommer til at stride mod barmhjertighedens ånd. Den højeste ret kan derved gå hen at blive den største uret (Summum jus, summa injuria).


Når det drejer sig om jura der bliver til ideologi, skal vi naturligvis over til bestræbelser på at få bestemte principper gjort gældende i politik og lovgivning uden hensyn til at de udtrykker specielle præferencer der kan være på tværs af det almene, generelle og konventionelle. Noget sådant kan i visse situationer være nødvendigt, hvis der overhovedet skal være mulighed for at gå nye veje for at tackle eksisterende problemer eller for at løse nyopdukkede problemstillinger som eksempelvis miljøforurening eller menneskerettighedsproblemer i forbindelse med stor indvandring og flygtningestrømme.

De fleste er i princippet enig om at miljøforureningen er stigende som følge af befolkningstilvæksten, behovet for stigende fødevareproduktion, brugen af stigende mængder giftstoffer i landbruget og stigende mængder fossile brændstoffer i industri, transport og private husholdninger. Og de fleste accepterer at der bør gøres noget i tide for at forhindre de store katastrofer og i stedet sikre en såkaldt "bæredygtig udvikling".

Men når det kommer til hvilke foranstaltninger der skal vælges, i hvilket omfang og til hvilken tid, så deler meningerne sig stærkt efter hvilken placering man selv har i hele omsætningskæden. Landbruget føler sig truet af for store afgifter og for store krav til nedbringelse af fx kvælstofudledningen. Alle føler sig truet på velfærden, hvis bilafgifter, olieafgifter og transportudgifter sættes i vejret. Og der ses specielt en markant forskel mellem landbrugere og alle andre, mellem bilejere og alle andre. Her vil de idealistiske miljøorganisationer og miljøforkæmpere gå ideologiens vej og prøve at få skærpet al lovgivning ud fra snævre hensyn til hvad de mener miljøet kan tåle - uden hensyn til folks økonomiske interesser, muligheden for teknologiske løsninger og forretningsmæssige vurderinger gennem cost-benefit-analyser. Bjørn Lomborg står som typisk eksponent for den sidste slags - og har naturligvis måttet høre for det.

Det samme ses i klimaproblematikken, hvad de tilbagevendende klimatopmøder tydeligt har vist - jf. artiklerne om Klimatopmødet i Cancún og Klimatopmødet 2009, VI: Højt at flyve, dybt at falde. Der er dels store modsætninger mellem rige og fattige lande, og mellem udviklede og uudviklede eller mindre udviklede lande. Dels er der en kolossal modsætning mellem idealistiske eksperter og pragmatiske eksperter, dvs mellem dem der hævder at klimaproblemerne er menneskeskabte og kun kan løses ved regulering af den menneskelige udfoldelse, og dem der hævder at klimaproblemerne kun er delvis menneskeskabte og derfor også må løses ved ny teknologi. Resultatet af uenigheden er først og fremmest manglen på juridisk bindende aftaler. De stærkeste og rigeste vil ikke risikere at blive hængt op på juridiske forpligtelser som er bestemt af de svageste og fattigste.


Det er imidlertid kampen om menneskerettighederne og deres konsekvenser for den nationale og overnationale lovgivning der giver største anledning til konflikt mellem lovens ånd og bogstav, og det skyldes uden tvivl at menneskerettighederne i modsætning til rettighederne til forbrug og behandling af naturens ressourcer får et idealistisk præg i og med at de betragtes som universelle og ikke blot lokale. Og med enhver form for idealistisk tænkning kommer ydermere en modsætning mellem selv opfattelsen af hvad ånd overhovedet er. Det kan man stort set undgå, når sagen gælder naturen og teknologien.

Det ideelle og derfor humanistiske synspunkt er naturligvis at mennesket allerede som født væsen har nogle grundlæggende rettigheder således som de er nævnt i Menneskerettighedserklæringen fra 1789 og i FN's menneskerettighedserklæring fra 1948.

Den første gjorde det til "en indlysende sandhed" at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber er blevet begavet med visse "ufortabelige rettigheder", hvortil hører liv, frihed og stræben efter lykke. Disse klassiske menneskerettigheder fokuserede altså på individets frihed for indblanding fra statsmagtens side, og det blev endog fastslået at statsstyrelser var til for at sikre disse individuelle rettigheder.

Det lå i formuleringen at beskyttelsen af det enkelte menneskes rettigheder og friheder ligger inden for rammerne af den enkelte stats nationale ret. Først siden opstod behovet for at kunne indbringe eventuelle krænkelser for en overordnet international instans.

FN's menneskerettighedserklæring præciserede de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og den blev forbillede for de nationale staters egne udformninger af de borgerlige rettigheder og fortsat uden mulighed for prøvelse af sager ved en international domstol. Erklæringen fra 1948 var altså først og fremmest en programerklæring, men den blev dog efterfølgende udbygget med en Folkedrabskonvention (1948), en Europæisk Menneskerettighedskonvention (1950), en Flygtningekonvention (1951), en Konvention om Forbud mod Diskrimination af Kvinder (1979), Torturkonventioner (1984 og 87) samt en Konvention om Barnets Rettigheder (1989).


Den afgørende ændring skete med aftalen mellem Europarådets medlemslande om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1950 (som blev gjort til en del af Dansk ret i 1992), for følgen blev oprettelsen af både en menneskerettighedskommission og en menneskerettighedsdomstol med sæde i Strasbourg. Domstolen beklædes af professionelle dommere, udpeget af de enkelte lande. Og dens kompetence afhænger af om de enkelte stater har erklæret sig indforstået med at ville acceptere dens afgørelser.

Så her foreligger en klar suverænitetsafgørelse der betyder at det alene er en international, i princippet universelt tænkende og hensyntagende domstol der suverænt afgør om en given national beslutning krænker en borgers menneskerettighed eller ej.

Problemet hermed er ikke at menneskerettigheder ikke har nogensomhelst universel karakter, eller at de udpegede dommere ikke skulle have nogensomhelst forståelse for nationale interesser, for begge dele turde være en selvfølge. Men problemet er derimod at jurister i kraft af deres medfødte præferencer for rationel tænkning og hele deres uddannelse og karriere tænker i andre baner end almindelige mennesker og specielt ikke har samme fornemmelse for de irrationelle faktorer der gør sig gældende hos almindelige mennesker og som i vid udstrækning kommer til at bestemme den nationale bevidsthed og politik.


Et udmærket eksempel blev givet med en kronik som den yderst besindige fhv. højesteretspræsident Torben Melchior offentliggjorde i Politiken 10.1.2011. under titlen: 'Retsfølelse - ret eller følelser?'. Den var ganske fornuftig og påpegede glimrende forskellen mellem den professionelle juridiske vurdering af strafudmåling og den folkelige opfattelse. Og Melchior pointerede også at mediernes forkærlighed for de store spektakulære forbrydelser naturligvis påvirker folkestemningen i retning af ønsket om hårdere straffe - uanset at der ikke er belæg for at hårdere straffe virker præventive.

Det typiske for den lærde jurists tankegang var imidlertid at når han skulle plædere for større tilbageholdenhed med at tillægge den generelle retsfølelse betydning som argument for lovgivningsmagtens valg af strafniveau, så modstillede han denne generelle retsfølelse med hvad han kaldte "den informerede retsfølelse", som er den der fremkommer i retssalene når lægdommerne konfronteres med de tiltalte og deres ofre og de professionelle dommere får lejlighed til at gennemgå alle argumenter fra såvel anklager som forsvarer. Ikke et ondt ord om denne praksis, som undertegnede selv som lægdommer i en periode har oplevet positivt.

Problemet er at der i juristens tænkning overhovedet ikke tages hensyn til hvad retsfølelsen er i psykologisk henseende, og specielt ikke tages hensyn til at den generelle retsfølelse har dybe rødder i det kollektivt ubevidste og derfor nødvendigvis altid vil afspejle åndelige eller irrationelle elementer som ikke er alene er anderledes end de rationelle, juridiske og sociale, men helt på tværs af dem. De går tilbage til primærprocesserne, mens de juridiske går tilbage til sekundærprocesserne. De er derfor principielt uforenelige, men da de begge er uundværlige i helheden må de betragtes som komplementære.

Her ligger al modsætning mellem lovens bogstav og lovens ånd. Bogstaven går på sekundærprocessernes rationelle udformning af lovene og reglerne, hvorimod ånden går på primærprocessernes bagvedliggende forståelse for alt det der er større og dybere end reglen. Dette kan naturligvis være i negativ forstand, hvor instinktive hævnfølelser kommer til udtryk (som vi ser det i primitiv islamisk straffepraksis). Men i positiv forstand er det her barmhjertigheden kommer til udtryk som vi ser det i moderne kristen eller humanistisk praksis.


Det ligger i komplementaritetssynspunktet at der ikke skal foretages et enten-eller-valg mellem den juridiske og den almene retsfølelser, men advares mod at den sidste udelukkes, tilsidesættes eller ringeagtes, således som tendensen er hos universalisterne, der konstant henviser til lovens bogstav. Det modsatte er ikke vilkårlighed, men sund fornuft og rimeligt hensyntagen til de irrationelle sider af menneskesjælen.

Det forekommer meget sigende for forskellen mellem papirnusseri, juraoverlegenhed og egentlig paragrafrytteri at vittighederne om de første fænomener er mange gange flere end vittighederne om det sidste. Det latterlige er langt mere udtalt ved de første end ved de sidste. Til gengæld kommer den store humor netop frem i selve den indsigt at juraen ikke er en eksakt videnskab - og straffastsættelsen derfor heller ikke. Den store humor har forståelse for at det ikke altid gælder om at have ret eller at få ret. Jf. artiklen om Humor og tragedie.

Faren ved at følge lovens bogstav gennem paragrafrytteriet i stedet for dens ånd ligger netop i at selve åndsfriheden forrådes. Paragrafrytteriet går ud fra at alt kan afklares ved rationelle metoder helt ned til nærlæsningens snæversyn. Åndsfriheden bygger på at det irrationelle - i sidste ende det kollektivt ubevidste - i al dets vaghed og ubestemmelighed altid skal være med for at både retfærdigheden og barmhjertigheden kan ske fyldest.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose


Henvisninger:

Øvrige artikler i serien 'Ontologisk antologi':

At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet  (22.2.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker  (15.2.11.)
At være naiv eller at være bevidst gør en forskel  (9.2.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)
At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
At være metafysiker er en tvivlsom affære  (art. 3 - 26.1.11.)
At være vælger og politiker  (art. 2 - 24.1.11.)
Skal læger bestemme over liv og død?  (art. 1 - 20.1.11.)
Humor og tragedie

Andre relevante artikler på Jernesalt:

EU-domstolen blander sig i dansk udlændingepolitik  (5.8.08.)
Bjørn Lomborg, realisterne og miljøforkæmperne
Klimatopmødet i Cancún  (14.12.10.)
Klimatopmødet 2009, VI: Højt at flyve, dybt at falde  (19.12.09.)

det kollektivt ubevidste
komplementaritetssynspunktet


Samlet oversigt over serie om Virkeligheden:

Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed


Veje til livskvalitet og mening   -    artikelserie

Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.


Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Kieslowski's 'Dekalog'
Lykke og velstand er to ting  (24.11.06.)
Sundhedstyranniet og det gode liv  (27.06.05.)
Transcendens  (2.6.02)
dødskriterier og organdonation


'Jernesalts 2009-filosofi' med kapitlerne:

Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift


Værdimanifestet

Peer Sendemands rubrik: Klik
Jens Vrængmoses rubrik: Klik


Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal