JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - humaniora15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 06.09.15.

Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise

Den helt aktuelle kulturkrise kan og må nøgternt set bestemmes som et resultat af at vækstfilosofien både politisk og økonomisk er prioriteret over alt andet, og at humanismens og religionens tidligere omsorgsfulde varetagelse af alle de eksistentielle værdier og hensyn nærmest er blevet kørt ud på sidesporet. Det er naturligvis ikke sket af ond vilje, men af afmagt og uforstand. Og derfor må løsningen nødvendigvis blive meget radikal og dybtgående, nemlig en decideret omvending af forholdet mellem naturvidenskab og eksistentiel kulturforståelse med alt hvad herunder hører af kunst, musik, dans erotik og kult - samt filosofisk nytænkning.

Det sidste har det knebet gevaldigt med i årtier. Og derfor er det såmænd ikke så mærkeligt at den 85-årige tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger, der siden sin ungdom har flirtet så meget med venstrefløjen at han er blevet kaldt "revolutionsturist på første klasse", i sin nyligt udgivne erindringsbog "Tumult" selverkendende skal have røbet at tumulten har haft sin moralsk pris, eller at han et interview med Politiken (22/8) iøvrigt beklager at vi savner fantasi til at nytænke og omorganisere samfundet.

Nu har den meget vidende tysker jo af forståelige grunde ikke kendskab til den forjættende danske helhedsrealisme eller dennes radikale løsningsforslag, men ellers må undertegnede give ham ret - og se det bekræftet på de mange tilkendegivelser fra kloge debattører der jamrer over nedskæringer på humaniora, kamp om disciplinerne på læreanstalterne, masseproduktion af kandidater på bekostningen af eliteforskningen og samfundsvidenskabernes overtagelse af dominansen.

Jammeren over humanioras tilstand

Nedskæringen på humaniora er nu nok - når alt kommer til alt - 'bare' en simpel følge af ressourcernes begrænsinger, men mange forskere og lærere kan ikke forstå og vil ikke acceptere, at de offentlige indtægter og udgifter helst skal svare nogenlunde til hinanden. Problemet er kun endnu værre i sundhedsvæsenet.

Kampen mellem fagdisciplinerne er en simpel følge af nedskæringerne eller den nødvendige 'økonomisering', men forværres naturligvis af at de konkurrerende parters argumenter ikke er lige gode eller lige saglige. Ondet skal bestemt heller ikke undervurderes for der er kommet alt for mange fagspecialer, som følge af at man har oprettet et nyt speciale og en ny fagdisciplin hver gang nogle forskere har vist ønske om suverænitet.

Masseproduktionen af kandidater er en simpel følge af at uddannelsespolitikken støt og roligt gennem flere årtier er blevet en væsentligt del af landets socialpolitik og ikke har som primært mål at sikre eliteforskningen og det højst mulige niveau, men derimod flest mulige kandidater uanset samfundets behov og beskæftigelsesmuligheder. Det får fatale følger for eliteforskningen på langt sigt, men politikerne ser mest på kortsigtede virkninger af hvad de gør, af hensyn til stemmerne.

Samfundsvidenskabernes indmarch i humaniora er en naturlig følge af at ingen humanist i Europa efter to verdenskrige kan være i tvivl om at de største eksistentielle problemer i moderne kultur hænger nøje sammen med samfundsforholdene, hvorfor humaniora helt naturligt må forsøge i en eller anden grad at koble 'mennesketeori' og samfundsteori sammen ved at forene resultater fra filosofi, sociologi og psykologi m.fl. - samtidig med at den overordnet må blive ved med at tilstræbe at frigøre mennesket fra samfundsmæssig tvang og undertrykkelse. Og det har igen kun været muligt ved at gøre videnskaben mere engagerende og emancipatorisk og således indføre en grad af bevidst subjektivitet i forskningen som normalt regnes for problematisk. Men humanister kan nu engang ikke som fysikerne stå iskoldt objektivt uden for deres forskningsobjekter.

Den tyske Frankfurterskole, der blev etableret i Tyskland allerede i 1923, dannede efterhånden forbillede for al humaniora, og mange af dens forskere fik afgørende betydning i kampen mod nazismen og andre totalitære ideologier. Det var bl.a. Herbert Marcus, Th. Adorno og Erich Fromm. Da mange af dem var jøder, måtte de emigrere i 1933, og derved slog forbilledet rod i USA. Efter krigen blev Marcuse idol for ungdomsoprørets utopiske drømme, men ellers blev Jürgen Habermas det store navn som intellektualismens bannerfører. - I Frankrig var det derimod først Sartre og Simone de Beauvoir og siden tænkere som Michel Foucault og Pierre Bourdieu der var dominerende.

Der har være kritik af at deciderede samfundsforskere fik for stor indflydelse på humaniora, men en ny undersøgelse i Danmark viser at af de 10 teoretikere der anses for at være de vigtigste i dansk humanistisk forskning er ingen kommet over 4 % i score. Foucault og Bourdieu topper med hhv. 3,99 % og 3,88%. Habermas får kun 1,51 % og Peirce bliver nr. 10 med 0,97%. Men det væsentligste i undersøgelsen (der gengives i 'Kampen om disciplinerne') turde nok være filosoffen Vincent F. Hendricks konstatering af at humanistisk forskning ikke længere er præget af få store teorier som alle citerer og er påvirket af. Hitlistens flade kurve opfattes derfor, hævder han, som et sundhedstegn og et udtryk for pluralisme.

Pluralisme er jo blevet forskernes alfa og omega, og fred være med det, kunne man sige. For så forbliver forskningen hvor den er, gør i hvert fald ingen skade og tager næppe heller skade af yderligere 'økonomisering' fra politisk hold. Men dybest set er pluralismen en livsløgn af de allerværste og bekræfter til fulde at ikke blot den humanistiske forskning, men humanismen som helhed savner fantasi til at nytænke samfundet. For en decideret nytænkning er en nytænkning af mennesket og af eksistensen som helhed og den kræver faktisk meget stor tænkning, ikke i form af store, lukkede og forkromerede systemer eller ideologier, men i form af emergent nye begrebsrammer der kan dække både dybderne, bredderne og højderne i alle de relevante discipliners forskning og problematikker - og sprænge vante forestillinger.

Miseren ses ikke alene af selve specialiseringsgraden, men tværtimod af at selve de velmente tværfaglige studier sjældent eller aldrig formår at lave andet end undersøgelser og rapporter der er en smule anderledes end de monofaglige, men aldrig virkeligt nyskabende eller provokerende.

Her på Jernesalts sider er der gang på gang påpeget snævre og ensidige fag-synspunkter i fx kunst (kunsthistorikeren Lennart Gottlieb om Edv. Weie), litteratur (Sune Auken om Grundtvig), humor (kunsthistorikere om Storm P.) religionsforskning (religionshistorikere om Vilh. Grønbech), teologi (Kemp og Sandbecks gudsopfattelse), kristendom (Københavns biskop om troen), nationalopfattelsen (Böss), sociologi (Jørgen Øllgaard), biologi (Jesper Hoffmeyer) og fysik (Modstanden mod Bohr, Dan Chr. Christensen om H.C. Ørsted og sidst Carl Henrik Koch om Isaac Newton).

Fagfolk synes at klamre sig nærmest neurotisk til de gamle trygge begrebsrammer og de gode gamle akademiske fagmetoder de har annammet på universiteterne og ikke tør fravige af angst for at miste både identitet og status. Og når de endelig vover sig ud i tværfaglighed bliver det nærmest kun høflig udveksling mellem fagfolk uden brud på metodikken eller grænsesprængende udfordring af subjektiviteten.

Men som påvist i essayet om Isaac Newton så er det ikke muligt at forstå denne store og originale autodidakt og hans livslange beskæftigelse med eksistentielle og religiøse problemstilinger ved siden af hans diskontinuerte fysisk-matematiske forskning - uden at skaffe sig en begrebsramme der dækker en dyb og tværfaglig forskning og søgen og fuldtud acceptere selve dens helhedssøgen og hensigter, hvor forfejlede de end er. En sådan begrebsramme fandtes ikke på Newtons tid. Den fandtes heller ikke på Darwins tid eller på Nietzsches tid. Den bliver faktisk først mulig med Einsteins relativitetsteorier, Bohrs komplementaritetssynspunkt, Freuds og Jungs dybdepsykologier og Vilh. Grønbechs religionsforskning, og disse er igen først blevet forenet til en stor emergent altdækkende, men åben begrebsramme med den dynamiske og komplementære helhedsrealisme, som Jernesalt står for.

Denne helhedsrealisme tilbyder en ganske effektiv løsning på alle de uløste udfordringer og gamle blindveje og blindstrategier som har været gældende siden humanismen omkring år 1600 blev et livssyn eller en eksistensforståelse der satte det enkelte, frie og ansvarsfulde menneske i centrum for samfunds- og kulturudviklingen, modsat de verdslige og kirkelige autoriteter og magthavere.

Humanismen var nødsaget til efterhånden at kritisere og frigøre sig fra autoriteterne i kirken og naturvidenskaben, og siden også fra de mange politiske utopier og den mere økonomisk betingede og derfor snigende hensyntagen til storkapitalen, industrialiseringen og fremskridtsfilosofien og de helt nutidige fænomener som informationsteknologien og globaliseringen. Og det tegnede et ganske broget billede i den europæiske kulturudvikling, som nu skal skitseres i hovedtræk - ultrakort og utilladeligt.

Humanismens frigørelse fra kirken

Romerkirken blev i løbet af middelalderen en stadig større og streng magtorganisation, der i vid udstrækning satte magten over ånden - via et pavehierarki og et system af dogmer der navnlig i skolastikken udartede til inkvisitionsdomstole der kunne dømme alle afvigere for kætteri og dermed forhindre nytænkning. Skolastikken betød en åndelig ensretning. Paven var fra begyndelsen Guds stedfortræder på jorden, men endte med at blive erklæret ufejlbarlig i alle trosspørgsmål. Kirken cementerede sin eneret på syndsforladelsen og havde gennem præsternes påtvungne cølibat en uhyre stærk magt over sit eget system.

Protestantismen gjorde oprør med Luthers lære om det almindelige præstedømme der fastslog at ethvert menneske havde direkte adgang til Gud og altså ikke behøvede kirken som melleminstans. Men den pointerede at øvrigheden var indsat af Gud, og den ophøjede apostlen Paulus' tanke om retfærdiggørelse gennem tro i stedet for gennem gerninger til et kriterium for sand tro. Tro var bogstavelig tro på Kristi opstandelse og det troende menneskets opstandelse efter døden. Borte var den bærende tanke om gudsriget, som Jesus forkyndte, og som var barnets umiddelbare verden og umiddelbare tro. - Calvinismen indførte determinismen i kristendommen. Det var afgjort på forhånd om et menneske ville komme i paradiset efter døden. Det kaldes prædestination.

Fundamentalismen er generelt ensbetydende med en bogstavelig tro på Biblens beretninger, moralpåbud og profetier - og strider fundamentalt mod ånden i Jesu prædiken. Fundamentalismen finder sin styrke i en entydig dogmatik og en entydig dom over alle mennesker ud fra snævre synspunkter.

Med Søren Kierkegaard skete der i Danmark en intellektualiseringen af kristendommen som stod i direkte modsætning til salmedigteren N.F.S. Grundtvigs dybe forståelse for de kreative kræfter i folkedybet. Men da både den brede og folkelige grundtviganisme og den snævre Indre Missions dogmatiske og fordømmende vækkelsesstrategi faldt igennem, var det den på Kierkegaards absurde paradokser baserede Tidehvervsbevægelsen der vandt frem i Folkekirken. Og i dag er folkekirken uden betydning for folkelivet og kulturlivet i bred forstand. Samtidig med denne liberale teologi fandtes en teologi der havde en afmytologisering af kristendommen på sit program. Den forkastede ikke de bibelske myter, men ville have dem gjort forståelige gennem en 'oversættelse' til eksistentialistisk teologi, en umulig opgave der dybdepsykologisk set forråder mytens særkende: at tale til primærprocesserne.

Til gengæld for disse spidsfindigheder for feinschmekkere trives nu om dage både mysterie-kristendommen og næstekærlighedstanken aldeles glimrende hos mange almindeligt kristne, dvs de kulturkristne der "ikke render i kirken i både tide og utide", som de er blevet defineret. For den ene slags er kristendommens påstande om Gud og Kristi opstandelse m.m. ufattelige mysterier som man bare skal acceptere. Der er så meget ufatteligt i tilværelsen, men her har man dog nogle holdepunkter. Og for den anden slags er det næstekærligheden der er kristendommens grundtanke. Det ses i den løbende debat om indvandrere og flygtningene. Synspunktet er strengt taget mere humanistisk end kristent. Men det afgørende er at Jesu forestillinger om evigheden og gudsriget er gået tabt eller sat i baggrunden. Flertallet aner ikke hvad begreberne står for.

Og kulten? - Jo den findes i rigt mål uden for kirken, nemlig i den konkurrencebetonede sport med de store olympiader og verdensmesterskaber eller Tour de France og lignende. Desuden i al populistisk underholdning der også er kendetegnet af store og kostbare arrangementer med tilhørende lysshow i megaformat. Og endelig i hele den pluralistiske musik, teaterkunst og litteratur, som er farverig, billedrig, ordrig, spektakulær, ofte voldsdyrkende og seksualiseret, men intet rykker i folks begrebsverden og livsperspektiv.

På denne baggrund er det helt underligt i Encyklopædiens store artikel om humanismen at læse en kyndig fagmand som Jørgen Fafner rask væk betegne det som et mestertræk af kirken at den overfor renæssancens nye store interesse for antikken og den klassiske kultur valgte en storstilet overføring af de antikke humanvidenskaber til kristendommen som sin redning. Fafner anfører selv at denne overføring med det fine latinske navn 'translatio studii' har forandret hele den vestlige verdens kultur på godt og ondt. Men han forbigår og undervurderer fuldstændigt dens største negative konsekvens at skolastikken gennemførte en fatal ensretning og dogmatisering der betød at Aristoteles' oldtids-videnskab blev ophøjet til uantastelig videnskab.

Humanismens frigørelse fra videnskabslignende fordomme og utopier

Den humanistiske forsknings frigørelse fra den dogmatiserede Aristoteles' videnskab holdt hårdt - og kostede både nogle forskere livet på bålet og andre at de måtte fortie deres opdagelser. Galilei blev truet med død og evig fortabelse, da han i sin kikkert så ting der stred mod den vedtagne lærdom, og han kunne ikke få sine dommere til at se kendsgerningerne med egne øjne. Men også på naturvidenskabens egne felter, holdt man fast i Aristoteles. Det gjaldt ikke mindst René Descartes, hvis dogmer Newton og mange andre i lange tider måtte kæmpe - som det fremgår af essayet om Newton.

Deismen hævdede at der stod en guddom bag universets og naturens og naturlovenens skabelse, men at guddommen iøvrigt ikke siden har blandet sig i udviklingen eller historien. Og det er jo ren spekulation, eftersom påstanden hverken kan bevises eller modbevises. Men man brugte oceaner af tid på at skændes om den - og om den samtidige påstand om at der var 'en naturlig religion' der i modsætning til 'den åbenbarede religion' ikke byggede på skriftens udsagn, men på bevis eller sandsynlighed. Man kunne ikke forestille sig at der ikke måtte stå en skaber, en guddom eller 'designer' bag naturen. Og det gælder jo stadigt for mange mennesker. Igen er man havnet i ren spekulation. Den er nytteløs og formålsløs - og spærrer egentlig kun for mere fornuftige ideer og synspunkter.

Over for såvel 'den åbenbarede religion' som 'den naturlige religion' stod ateismen, som hverken havde brug for en guddom eller en religion, og specielt ikke ville have religiøse eller kirkelige autoriteter til at bestemme moralen. Humanismen ønskede også frigørelse fra autoriteterne, men hyldede dog visse moralske normer og kunne derfor ikke uden videre godtage enhver form for ateisme. Men den holdt på tolerancen og dermed friheden til at anfægte enhver mening.

Humanismen havde en modstander i den rene videnskabsdyrkelse, scientismen, i og med at denne ikke anerkendte nogen moralske normer som videnskabeligt beviste eller acceptable. Langt op i tiden blev det hævdet at man ikke kan slutte fra en kendsgerning til et moralsk påbud, altså ikke fra en 'er-sætning' til en 'bør-sætning'. Og det er logisk set korrekt, hvorfor man under ét kalder alle forsøg på at opstille en fornuftsbetonet etik for en 'moralsk fejlslutning'. At moral kan begrundes i psykens behov for indre konsistens er noget helt andet og var først en forestilling der dukkede op langt senere.

Humanismen døjer på sin vis også med positivismen og dens aflæggere. Positivismen går som navnet antyder ud fra at det der positivt kan fastslås at eksistere, nemlig det der kan måles og vejes, er til nytte og indgår i erfaringen, også må være udgangspunkt for filosofien. Positivismen blev forbundet med evolutionismen og en generel fremskridtstro, og fik senere også det fine navn af 'logisk positivisme', der først og fremmest tilkendegav at man var imod al metafysik. Og det kan jo lyde tilforladeligt nok, hvis man tænkte på mystik, men dækker i realiteten over at man overhovedet ikke vil beskæftige sig med de sider af tilværelsen der er irrationelle og derfor historisk set har religiøse over- eller undertoner. Og dermed afskærer man sig på forhånd fra væsentlige sider af den brede humanistiske interessesfære.

Fremskridtstroen blev dog efterhånden stærkere og stærkere frem mod 1. verdenskrig, der til gengæld kom som et chock for alle skikkelige mennesker der troede at europæerne var blevet så fornuftige at de kunne holde sig fra tåbelige indbyrdes krige. Men den barbariske krig kom - og førte endeløse lidelser med sig, men også store politiske omvæltninger.

Efter 2. verdenskrig blev fremskridtstroen til en tro på velfærdssamfundet og vækstfilosofien. Markedsøkonomien sørgede for at den vestlige verden fik et enormt økonomisk opsving, men den kommunistiske verden med Kreml som kommandocentral fik økonomien langsomt, men sikkert ødelagt med planøkonomi og ufrihed.

Den kolde krig mellem Øst og Vest førte til kaprustning, rumforskning og fortsat atomforskning (brintbomben). Amerikanerne kom til Månen i juli 1969 og den første dansker er netop i disse dage kommet op til ISS-rumstationen (International Space Station). Mennesket kan teknologisk set præstere mere og mere. Men har sværere og sværere ved at finde en fornuftig løsning på såvel de politiske som de eksistentielle problemer og udfordringer. Humanismen kan beskrive miseren fra mange forskellige filosofiske vinkler, men synes at savne den indsigt, den mytologi og fortryllelse og den helhedsrealistiske begrebsramme som kirken fuldstændigt har forlist, men mennesket ikke kan være foruden.

Humanismens frigørelse fra politiske utopier

Humanismen blev allerede alvorligt udfordret i slutningen af 1800-tallet, da man mange steder gjorde op med de grumme magthavere og autoriteter med voldelige midler eller drømme om fred og frihed fra autoritære love og regelsæt. Pacifister dukkede op og prædikede 'Ned med våbnene' og 'Aldrig mere krig' - og anarkisterne fablede om det lovløse, uregulerede samfund hvor friheden var ubegrænset. Mærkeligt nok førte den mange naive sjæle ud i terrorismen, især i Rusland hvor den hurtigt førte til sin direkte modsætning: Diktaturet.

Utopismen var generelt en drøm om det fuldkomne, konfliktfri samfund, det vil reelt sige en tro på at barndommens lykkeland skulle kunne etableres blandt voksne mennesker bare de enes om fred og fordragelighed og en pæn fordeling af goder og ressourcer. Liberalisterne troede dog at vejen hed det private initiativ og den ubegrænsede frihed. Socialisterne at fælleseje, fællesøkonomi og lighed mellem mennesker var midlet. Kommunisterne ønskede det samme, men troede ikke på reformer; de ville have revolution og fik det i bl.a. Rusland og Tyskland. Men i Rusland blev proletariatets diktatur til det enerådende bolsjevikiske partis uforsonlige partidiktatur i folkets navn, og i Tyskland banede uenigheden mellem revolutionære og reformistiske socialister vejen for Hitlers nationalsocialistiske drøm om et arisk herrefolk uden jødiske og slaviske 'undermennesker'. Utopien endte med ragnarok og ledernes selvmord.

Men utopien er ikke til at udrydde. Den dukkede allerede i 1968 op igen i form af ungdomsoprøret der hyldede ideer som 'Alt er muligt', 'Fantasien til magten', 'Tilbage til naturen' og 'Paradis nu'. Det betød ikke blot at man forkastede det etablerede samfund, den privatkapitalistiske økonomi og bevidsthed og den autoritære opdragelse, men at man forkastede historien, den historiske indsigt og den historiske refleksion og at man gjorde det helt bogstaveligt ved at afskaffe morgensangen i skolerne og kalde al etableret folkeoplysning for indoktrinering, og samtidigt også docerede livsløgnen om at man skulle og kunne begynde helt forfra. Ungdomsoprøret skabte naturligvis en vis fornyelse, for det gør enhver generations opgør med de forrige generationer uundgåeligt og heldigvis. Men det endte i ren utopi eller stoffremkaldte drømmerier, fordi man så bort fra at et frit åndsliv med ægte diskurs og samtale er forudsætningen for sand fornyelse. Frihedsapostlen Marcuse afslørede nok fortjenstfuldt det bestående samfunds 'endimensionale dimension', men ungdomsoprøret nåede aldrig (eller først i bagklogskabens tid) frem til erkendelsen af det altafgørende er en dynamisk komplementaritet mellem det praktisk-materielt-borgerlige og det frie og skabende åndelige i tilværelsen

Lidt efter lidt skabtes en mangfoldig pluralisme i kraft af den stigende velstand og teknologisering. Og den kobledes smertefrit sammen med vækstfilosofien, men sammenhængskraften gik fløjten fordi ingen formåede at skabe den indsigt der giver både etisk konsistens, progressivitet og fællesskab. Man nåede ikke frem til indsigt i komplementariteten mellem frihed og lighed, og accepterede ikke at frihed indebærer øget ulighed, og at det derfor bliver en tidssvarende humanismes udfordring af tackle disse dynamiske modsætninger som led i en tidssvarende folkeoplysning.

Humanismens frigørelse fra økonomiske trusler

Det humanistiske oprør fra neden vendte sig meget naturligt mod storkapitalen og markedsøkonomien. Man greb tanken om at ejendom er tyveri, skønt den private ejendomsret hører til menneskerettighederne fra den franske revolution og dybest set er forudsætningen for al ansvarlighed. Men det var trods alt svært at komme uden om at markedsøkonomien i den mest liberalistiske udgave førte til de stærkes overmagt over de svage - og af samme grund fandt sin ideologi i socialdarwinismen (som ikke stammer fra Darwin!). Storkapitalen førte til en umenneskelig industrialisering og en barbarisk kolonialisering samt krige.

Den førte i det lange løb også til en stigende velstand for de vestlige lande, og det betød masseforbrug og forbrugerisme med reklamen som en engageret og effektiv medhjælper. Senere kom også stordriftstendensen der medførte fusioner i både produktions- og finanssektoren. Teknologien trak globalisering med sig og førte til global økonomi, gigantiske uigennemskuelige finanstransaktioner og - bobleøkonomier ingen greb ind i før det var for sent.

Teknologi og medicin sørgede for en levestandard og sundhedstilstand der førte til en gigantisk overbefolkning, og denne skaber igen miljøforurening og psykisk forurening (stress) samt hungersnød, krige, borgerkrige - og som det allernyeste gigantiske flygtningestrømme som nu rammer Europa med en sådan voldsomhed at ideerne sprænges og landene deles - helt imod EU's utopier.

Den tyske kansler Merkel har netop i en 'historisk tale' understreget Europas moralske forpligtelse til at tage imod flygtningestrømmen (der alene i år vil føre omkring 800.000 flygtninge til Tyskland). Hendes manende ord lød: "De universelle borgerrettigheder har hidtil været nært forbundet med Europa og dets historie. Det er et grundlæggende motiv til den Europæiske Union. Svigter Europa i flygtningespørgsmålet, går dette nære bånd til de universelle borgerrettigheder itu. De bliver ødelagt...." - Men ordene afslører lige præcist det grundproblem hun ikke vil være ved: at den massive flygtningestrøm mod Europa er en folkevandring der vil ødelægge Europa og europæisk kultur, hvis den får lov at fortsætte. Og det betyder igen at de universelle borgerrettigheder (der er fra en tid hvor flygtningestrømme ikke var folkevandringer) misbruges radikalt, hvis de benyttes til at feje universelle rettigheder til forsvar af privat ejendom og national integritet af bordet.

I et indlæg i Politiken 5.9. hævdede den franske filosof Bernard-Henri Lévy tilsvarende, at Europa har glemt sin humanistiske arv, når det ikke tager mod alle flygtningene, ja at arven ligefrem vil smuldre. Og han postulerer at Europa plages af fremmedfjendske mennesker og manglende selvtillid, og at det har vendt sine egne værdier ryggen. Men sandheden er den modsatte. Det er vore egne ledere og især lederne af Tyskland og EU der med massiv støtte fra filosofferne mangler tillid til at forsvare de grundlæggende europæiske værdier som omfatter et uafladeligt forsvar for en frihed, en integritet, en sekularisering og et demokrati som ikke findes noget andet steds på jorden.

Men den traditionelle humanisme ser det slet ikke og fatter derfor heller ikke truslen. Den gængse, selvglade europæiske humanisme har tabt enhver indsigt i nationalstatens afgørende styrke og enhver indsigt i folkelighedens art og fundamentale betydning. Og den ser ikke at politiske unionsstrategier er fatale for såvel nationalstaterne som den europæiske kultur.

Konklusion:

Humanismens uløste udfordringer er så mange at humanismens og humanioras krise må betegnes som et faktum.

Den humanistiske tænkning er ude af stand til på de gamle præmisser at komme med den radikale nytænkning der er helt nødvendig hvis de økonomiske, politiske og eksistentielle problemer skal løses samtidigt med forskningens problemer. Og det er vel at mærke både humanismen og religionen der skal nytænkes, eftersom de filosofiske og forskningsmæssige tanker og begreber hænger nøje sammen med de politiske og eksistentielle.

Fremskridt i forskningen på enkelte fagområder er slet ikke tilstrækkeligt. Der skal en helt ny bred og dyb begrebsramme til, og den kan efter min mening kun ske gennem en decideret omvending af forholdet mellem naturvidenskab og eksistensforståelse. En sådan omvendt begrebsramme findes med den åbne, konsistente og komplementære helhedsrealisme, men at acceptere denne er et stort skridt for både den brede befolkning og den akademisk elite, fordi den kræver bevidste brud med tilvante forestillinger. Og disse etablerede forestillinger er indgroede, fordi den tankemæssige kreativitet stille og roligt er forsumpet gennem de sidste 50 år.

Trægheden hos såvel eliten som befolkningen i almindelighed er massiv, ja, den forekommer så massiv at det er relevant at minde om Henrik Ibsens 'En folkefjende', hvor en læge med nye tanker om et så vigtigt problem som forureningen fra industrien blev konfronteret med selve "den kompakte majoritet" - og den er ikke til at spøge med. For den har sine netværk der træder i funktion hurtigt og effektivt straks en borger engagerer sig med nye, progressive og nødvendige tanker der er på tværs af alle de gamle.

Men skal humanismens aktuelle krise løses, kommer ingen uden om at humanismen skal nytænkes i sin helhed, så den fx ikke forveksles med næstekærlighed eller relativisme eller idealistisk kamp for universelle værdier der forråder alt forsvar for national og værdimæssig identitet og ansvarlighed.

Tilsvarende skal religionen nytænkes så den ikke forveksles med næstekærlighed og længsel efter paradiset, men tværtimod ser gudsriget som dennesidigt og beroende på menneskets umiddelbare og medfødte realitet gennem den indre tilgang til evigheden.

Den komplementære helhedsrealisme er en fuldstændigt åben begrebsramme der accepterer en grundlæggende psykisk helhedsopfattelse, men samtidigt via komplementaritetsbegrebet undsiger alle former for holisme og lukkede systemer. Begrebsrammen opfylder desuden kravet om sparsommelighed i anvendelsen af begreber: De helt grundlæggende er få - men man kan naturligvis ikke bruge rammen uden at sætte sig ordentligt ind i disse grundbegreber, og 'ordentligt' vil i denne sammenhæng indebære at man ikke bare lærer ordenes leksikalske betydning, men erfarer deres betydning. Jeg henviser til øvrige artikler og essays på hjemmesiden, se henvisningerne nedenfor.

Antages begrebsrammen kan humanismen og menneskeheden befries fra de evindelige, men håbløst tidsspildende stridigheder omkring fundamentale modsætninger mellem sjæl/legeme, ånd/magt, individ/samfund, frihed/lighed, godt/ondt, barmhjertighed/retfærdighed og liv/død. Disse problemer vil blive fastholdt som logisk uforenelige modsætninger, men samtidig som dynamiske modsætninger der ikke behøver ende i ufred og krig på grund af folks ufordragelighed, men tværtimod sikrer fordragelighed, demokrati og sekularisering.

Ejvind Riisgård

Ovenstående artikel indgår nu i en e-bogen som er udgivet hos: Saxo.com.dk

Under titlen: "Isaac Newton og menneskets eksistentielle udfordring" - tillige med essayet

Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme
(Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi) (30.8.15.)

og artiklerne:

Lys over landet, folket og eksistensen  (Essay om oplysning - 1.5.15.)

Folk forstår ikke modsætningen mellem religion og videnskab,
men helhedsrealismen viser at modsætningen er komplementær  (13.7.15.)

Valget har vigtigere emner end valgkampen lader ane  (17.6.15.)
Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder  (13.9.15.)